Tag-arkiv: Champagne

25. september 1918. “Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Situationen så slem ud for det Tyske Rige i september 1918.  Claus Eskildsen og hans regiment var klar til at møde et angreb ved Champagne.

Vore Barakker ligger ikke langt fra Pauvres-Lejren. Herfra begyndte vi for nøjagtig et halvt Aar siden den stolte Sejlads ud mod Fjendens Tilintetgørelse.

Det er kun to Maaneder siden, at vi ikke langt herfra fik udleveret Kort til den store Sejrsoffensiv. Nu er det en havareret Skude, der søger tilbage.

Bladet har vendt sig!

Septembers Regnskab ser daarligt ud for Tyskland. Tsar Ferdinand er løbet sin Vej, Tyrkiet ligger i de sidste Trækninger, Østerrig beder om Vaabenstilstand.

Paa Tyskernes Front har Amerikanerne vundet deres første store Sejr, Erobringen af St. Mihiel-Stillingen ved Verdun. De trykker videre haardt paa i Retning mod Charleville.

Paa yderste venstre Flanke er Kong Alberts Tryk med Gent som Maal lige saa fast. Krigen var lang og trang, — Afslutningen kom brat! Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig. Vi belaver os paa nogle Ugers Hvile og Pusterum som Arméreserve her i Lejren. Man under os kun fire Dage.

Den 25. September venter man et stort Angreb i Champagne, og Divisionen gaar som »Eingreifdivision« til Fronten ved Lavannes, 10 Kilometer Nordøst for Reims. Angrebet kommer først Dagen efter.

Fra Reims til Verdun hamrer Trommeilden i 11 Timer, og saa stiger Franskmændene ud af Skyttegravene. Divisionen jages frem og tilbage til truede Punkter. Men Fronten holder, man kan undvære vor Hjælp.

Vi har nok af Uroen som flyvende Division bag Linien og er tilfredse, da man to Dage senere giver os et »roligt Afsnit«. Vi afløser i Stillingen ved Vesle-Floden, umiddelbart Vest for Reims.

Denne Gang skal Schrøder have Lov til at blive ved Trainet, og jeg gaar med ud.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 234-235

15. juli 1918. Angrebsbølgerne forblødte foran de britiske og franske linjer

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I juli dukkede der rygter op om divisionens snarlige indsats. De viste sig korrekte. Divisionen skulle straks efter et stort fremstød i Champagne deltage i et angreb ned ad højdedraget Kemmel, der skulle bringe Ypern (Ypres) til fald og rulle den fjendtlige stilling op helt til Nordsøen.

Englænderne lå her beredt til forsvar. De bedste divisioner var udvalgt til denne opgave. Det kom ikke så vidt. Det store fremstød i Champagne den 15. juli mislykkedes.

Fjenden var åbenbart ved forræderi, enten forsætligt eller ved sløseri, underrettet om angrebsområde og -tidspunkt, og havde rømmet de forreste stillinger, som vi nu formålsløst spildte vor ammunition på.

De ventede på angriberne i en bagvedliggende og ubeskadiget stilling. Mens angrebsbølgerne forblødte foran dem, førte de allieredes øverstbefalende, marskal Foch, to dage senere fra Villers-Cotteret skoven flankestødet ind i vor sårbare angrebsbue.

Dybt trængte de ind i vore linjer; buen måtte trækkes tilbage, franskmændenes yderligere fremtrængen standses. Nye divisioner måtte frem.

Angrebet ved Kemmel blev opgivet, 18. division blev sammen med andre den 22. juli i al hast transporteret i retning af det nye brændpunkt. Fjenden havde igen taget initiativet fra os. Det var begyndelsen til enden.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

2. maj 1918. “Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig”. Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I Champagne er foråret endnu en gang ved at sætte ind over de franske slagmarker.

Den 23. April overtager Regimentsstaben sit nye Afsnit. Matthiesen og Bunke bliver igen bag ude i Hvilebataillonens Lejr, vi andre sidder i Stabens Kommandostation, dybt nede i Champagnekalken. 49 Trin fører ned til det snævre Hul, 2 Meter bredt og 4 Meter langt, som jeg deler med Schrøder og Heinz.

Vaaren kommer til den mishandlede Verden, Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig, et Pust af Grøde og Vækst naar selv ned til os i vor dybe Hule. Det lader Længselens Strenge klinge i vort Sind — en fin, fin, dragende, længselsfuld Sang om Have og Vang, Spade og Plov, Jord og Hjem, Arbejde og Ansvar.

Vaar og Efteraar er de tunge Tider i Felten. Da jeg oplevede det første Vaarbrud i de store Augustov-Skove, skrev jeg:

»Jeg tror ikke, at Krigen varer saa længe, men det staar klart for mig i disse Dage: lykkes det end at holde Mændene i Felten Sommeren og Vinteren igennem, saa faar man dem ikke til at blive herude længere end til næste Foraar. Thi naar Naturen vaagner, gaar der en Muldduft hen over Verden, og den griber ikke blot Bonden, den kalder alle til Arbejde.«

Nu kom Vaaren for fjerde Gang til os! Hvad bryder Krigen sig om Foraar, Liv og Længsel!

Den 2. Maj staar jeg ved tre aabne Grave. Min Kollega, Regimentsskriveren fra 34. Regiment, er falden. Han boede bagude ved Bagage-Trainet, men blev ramt af en Granat, da han var undervejs hjem med Underskrifter fra Officererne.

Det stakkels 34. Regiment har nu i kort Tid mistet baade Kommandør, to Stabsofficerer og Skriveren. Sammen med ham faldt Trainets Fører, som havde faaet denne Post, fordi hans Forældre allerede i Forvejen havde mistet fire Sønner.

Ved deres Side begraver vi en Underofficer fra vort Fægtningstrain, en Lærer fra Egnen ved Kiel, der efterlader Hustru og fire Børn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 215-216

24. januar 1918. “Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.” Eskildsen forlader Argonnerne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en længere stund i Argonnerne var det på tide for Claus Eskildsen at rykke videre, i forberedelse til en stor offensiv mod franskmændene.

Den 22. Januar spærres atter for al Orlov, denne Gang for 14 Dage.

Alle Jernbanehjul ruller tungt hen over de blankslidte Skinner, alle i samme Retning, vestpaa. De slæber Ammunition frem til den store Gennembrudsoffensiv, der skal tvinge Frankrig paa Knæ, inden Amerikanerne er færdige til at gribe ind.

Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.

Den 24. Januar forlader vi Argonnerne.

Argonnerregnen blev os tro til det sidste. Landevejen er et Ælte, da vi sjokker tilbage til Grandpré. Men det er alligevel en smuk Aften.

Nede i Airedalen ruger Taagen, men ud af de blege Taageskyer stiger de mørke Bjergtoppe, tunge i Maanens milde Skær. Efter den urolige Transportnat gaar vor Vej i de tidlige Morgentimer sydpaa, for anden Gang gennem Champagne.

Denne Gang søger vi at lade Øjnene fæstne et klart Billede af Champagnevinens Fædreland. Det bliver ikke det, vi som Børn havde i Skolen; der kommer ingen Ranker og Druer paa dette Billede.

Soldaten har døbt Egnen »Lausechampagne«, krassere Udtryk for dens Usselhed rummer hans Sprog ikke. Ussel og tør er denne Kalk- og Kridtegn, og det har den nok altid været.

Da Goethe sammen med sin Hertug rejser gennem Champagne, kalder han den »en øde, ufrugtbar, gold Egn.« Tør og gold er Champagne, thi allerede i Spadedybde støder man overalt paa Kalken, der lader Regnvandet sive igennem.

Øjet møder magre Græsgange og enkelte fattige Kornmarker, hist og her ogsaa smaa Skove af Fyr, plantet i Rækker. Men det blødt bølgede Land byder paa mange vide Udsyn og er derfor alligevel ikke uden Skønhed.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198-200

4. oktober 1917. Claus Eskildsen forlader Champagne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment ankommer til Champagne i slutningen af september, men det blev en kort fornøjelse.

Dagen efter faar vi Besøg af fire Rigsdagsmænd fra Berlin, sendt ud af Rigsdagen for at granske Stemningen ved Fronten. De repræsenterer alle store Partier, fra de konservative til Socialdemokratiet. Vi ser baade den kendte konservative v. Heydebrand og den lige saa kendte Socialdemokrat Dr. David hos os.

De spørger og fritter, og hver søger at høre det, som han ønsker. Den følgende Dag kommer der en velplejet Officer fra Arméstaben og bruger Mund, fordi de Herrer Rigsdagsmænd har faaet et ugunstigt Indtryk af Stemningen hos os! Hvert Regiment faar nu en særlig A.O., d. v. s. »Aufklärungs-Officer«.

Hos os faar en tyk hamborgsk Lærer ved Navn Tummel denne Rolle. Han skal holde Foredrag for Soldaterne om Nødvendigheden af at holde ud, til Sejren er der, om den gunstige Situation paa de enkelte Krigsskuepladser, om Fordelene for Sundheden ved at sulte, om Pligten til at tegne Krigslaan.

Selv hjemmefra sendes der Talere til Fronten. En Skoleraad fra Slesvig havde tre Ordener paa sit Helte-bryst, da han havde holdt sin 110. Tale. Om han opnaaede andet, ved jeg ikke.

Et Par af mine Kolleger erhverver sig hjemme et Ordenskors med Munden. De var omtrent jævnaldrende med mig, men fandt aldrig ud i Felten; de fik Dyrtidstillæg, medens min Familie i flere Aar intet kunde faa; — men de kunde tale meget smukt om at ofre alt for Fædrelandet. — Og de taler den Dag i Dag!

Hjemme led Soldatens Familie Nød, medens jævnaldrende, sunde og raske Købmænd og Haandværkere tjente en Formue paa eet Aar. I Etappen løb Officerer og Menige med Ordener paa Brystet og nød Livets fulde Bæger. I Fronten blev Soldaten revet og slidt i Stykker. Saadan var Krigen blevet! Det kunde alle smukke Taler ikke mere skjule.

Den 16. September og følgende Nætter overtager Batailloneme Afsnit ude i Linien, den 19. September overtager Regimentsstaben Kommandoen over Stillingen Tahure, nøjagtig midtvejs mellem Verdun og Reims.

Det udslidte Regiment blev altsaa straks smidt ud i Skyttegravene; men Stillingen ved Tahure er meget rolig. Vi marcherer fra Vouziers sydpaa, langs med Aisnefloden, paa en smuk og god Landevej, indfattet af Frugttræer.

Den rødgule Argonnersandsten afløses snart af det hvide Champagnekridt. Vi er i det berømte Champagne, — men Vinbjerge søger Blikket forgæves. I en »Ferme«, d. v. s. en større Gaard, Corbon ved St. Morel, indkvarteres Stabens Skrivestue og Bagage. Fermen er udnyttet til sidste Hjørne. Den er Kvarter for en Bilkolonne, i en Lade er der indrettet et Biografteater, i et Hjørne af Stalden findes der en Barberstue.

Alt er vel ordnet her. Hvilebataillonen ligger længere fremme i en Skovlejr, hvor der baade findes Soldaterhjem og Kiosk.

Det er velgørende at komme fra Uhyggen foran Verdun ind i disse ordnede Forhold. »Her agter vi at blive længe!« siger alle.

Dette »længe« blev kun til 15 Dage. Allerede den 4. Oktober forlader vi Champagne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 185-187