Senest ændret den 21. august 2016 20:57
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika
Ud paa Eftermiddagen den 18. Februar — det var allerede ved at mørknes, for Dagen havde været taaget og sludfuld — stod jeg paa Dækket og saå Landgangen blive taget og Fortøjningerne kastet los. Kaptajnen stod paa Kommandobroen med en Lods ved Siden af sig og en Officer fra Wilhelmshafen, der formentlig skulde følge med til den inderste Minespærring.
Ganske langsomt begyndte Skruerne at arbejde, og et sort Vand kom til Syne og blev bredere og bredere mellem Skibssiden og Bolværket. Det skulde vokse til et Verdenshav, før vi igen fandt et blivende Sted, og den Verden, vi nu forlod, skulde vi aldrig se mere. Jeg blev ved Rælingen stod de andre af Frivagten tavse og ubevægelige og saå ind mod Havnen og Værftet. Forude lukkede et Par Sluseporte sig lydigt op — der var overalt denne Velforberedthed til at hjælpe os ind i noget, som vi ikke vidste, hvad var. Farten voksede fra Minut til Minut, medens Byen og Havnen slettedes ud af Taagen agterude.
Nu var det forude, det foregik. Ud af Taagen steg en uhyre Kolos, et vældigt Skibsskrog — et af Flaadens Storslagskibe. Det gled forbi, fantastisk og uformeligt i Linierne som en Drøm om et af Fortidens Uhyrer, men endnu inden det var forsvundet, steg et njd Uhyre ud af Disen, voksede sig stort og vældigt, blev blegere og mere utydeligt og var til sidst glemt for den næste Kolos, der sejlede os sidelæns i Møde. Det var Højsøflaaden, Verdens nyeste Flaade, der laa tøjret her, mens en usselig Damper var paa Vej til det aabne Hav gennem den engelske Blokade. Det saå urimeligt og meningsløst ud.
En 10-15 Skibskolosser havde vi sejlet agterud, før vi kom til „Von der Tann“ , og jeg blev klar over, at vi var i Nærheden af Slagkrydserne. Det var dem, der lige var kommet hjem fra Doggerbanken. Dem kunde man ikke sige noget paa — de havde prøvet det. (…)
Slagkrydseren „Moltke“ var forlængst forsvundet i Taagen og endnu et Par forankrede Skibsskrog var gaaet det forbi, før jeg holdt op med at stirre i den Retning, hvor mit gamle Skib laa. Jeg stod og tænkte paa, hvor mægtig en Opgave der egentlig var paalagt os. Hvilken forfærdelig Hindring maatte ikke den engelske Blokade være, hvilket Vidunder af Organisation og Sømandsskab, naar alle disse Kæmper maatte ligge her fredeligt forankrede uden at kunne gaa ud. I Land havde vi kun læst om tyske Sejre til Lands og til Vands, men her ude paa det taagede og urolige Hav laa aabenbart noget, hvis Magt og Vælde man havde Respekt for, som man endnu ikke havde overvundet og maaske aldrig skulde overvinde.
Der var en, der kaldte paa mig, og jeg gik forud. Dér stod Kammeraterne med hver en Sæk i Haanden, og jeg fik udleveret en. — Det er Civiltøj, sagde Førstestyrmand, klæd om med det samme og put Uniformen i Sækken! Vi løb ned i Kahytten, som vi kaldte vort Rum, og skyndte os med Omklædningen til civil. Faa Minutter efter stod vi paa Dækket, allesammen med vor Sæk i Haanden. Det var nu helt mørkt, og Skibet havde sagtnet Farten. En Torpedobaad løb op paa Siden af os, og vi fik Ordre til at hive Sækkene ned i den. Kort efter gik Lodsen fra Borde fulgt af den fremmede Officer, og Torpedobaaden lagde om og vendte i en elegant svunget Bue.
Vi stod allesammen og stirrede efter den. Det var den absolut sidste Forbindelse med de hjemlige Forhold, der nu blev slettet ud af Taagen. Fra Baaden lød et Brøl i en Raaber: — Entlassen! Vi var fri og færdige med Wilhelmshafen og sejlede paa eget Ansvar, efter at være blevet lodset ud gennem Minespærringen.
— Tre Hurra for vore Kære derhjemme! lød en dyb alvorlig Kommandostemme, og i samme Nu løftede der sig et Brøl fra Dækket, hvor næsten hele Besætningen stod. Det var Kaptajnen, der havde formet de Ord, som de fleste af os havde haft i Tankerne. Nu i Dag fik de derhjemme det allersidste Brev fra mig — ja, maaske virkelig det sidste. Denne voldelige Afbrydelse af Forbindelsen mellem Mennesker, der holdt af hinanden, følte jeg som en Modbydelighed, men det var altsaa Prisen, vi skulde betale for ikke at gaa som et Nummer paa et af de store Skibe eller ligge i Mudderet i Flandern.
— Kaptajnen er lige blevet krigsviet! var der én, der sagde ved Siden af mig, og jeg forstod nu, at jeg ikke var den eneste, der havde bragt et Offer. Det var en Slags Trøst. Vi naaede ikke at komme ned under Dækket, før vi igen blev kaldt sammen om Kommandobroen, hvor Kaptajnen stod sammen med Styrmændene, kun utydeligt belyst af Lampen paa Kommandobroen. Han vilde tale til os og begyndte med det samme:
— Formaalet med vor Rejse kan jeg nu aabenbare Dem. Det er at bryde gennem den engelske Blokade og bringe Kul til Krydseren „Königsberg“ . Desuden skal den have suppleret sin Ammunitionsbeholdning. Jeg har hidtil maattet holde dette strengt hemmeligt paa Grund af de mange Spioner, som desværre endnu findes i Wilhelmshafen.
“Königsberg“ — hvor var det, jeg sidst havde hørt om det Skib? Var det ikke ved den afrikanske Østkyst? Den havde sænket en eller anden lille engelsk Krydser dernede. Det maatte jeg se at faa Klaring paa bagefter.
— Om 6 Maaneder skulde vi være tilbage igen, hvis det lykkes for os, og hvorfor skulde det ikke det …
— Nej, hvorfor Pokker skulde det ikke det?
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)