Tag-arkiv: blokade

18. februar 1915. Afgang fra Wilhelmshafen – med kurs mod Østafrika

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika

Ud paa Eftermiddagen den 18. Februar — det var allerede ved at mørknes, for Dagen havde været taaget og sludfuld — stod jeg paa Dækket og saå Landgangen blive taget og Fortøjningerne kastet los. Kaptajnen stod paa Kommandobroen med en Lods ved Siden af sig og en Officer fra Wilhelmshafen, der formentlig skulde følge med til den inderste Minespærring.

Ganske langsomt begyndte Skruerne at arbejde, og et sort Vand kom til Syne og blev bredere og bredere mellem Skibssiden og Bolværket. Det skulde vokse til et Verdenshav, før vi igen fandt et blivende Sted, og den Verden, vi nu forlod, skulde vi aldrig se mere. Jeg blev ved Rælingen stod de andre af Frivagten tavse og ubevægelige og saå ind mod Havnen og Værftet. Forude lukkede et Par Sluseporte sig lydigt op — der var overalt denne Velforberedthed til at hjælpe os ind i noget, som vi ikke vidste, hvad var. Farten voksede fra Minut til Minut, medens Byen og Havnen slettedes ud af Taagen agterude.

Nu var det forude, det foregik. Ud af Taagen steg en uhyre Kolos, et vældigt Skibsskrog — et af Flaadens Storslagskibe. Det gled forbi, fantastisk og uformeligt i Linierne som en Drøm om et af Fortidens Uhyrer, men endnu inden det var forsvundet, steg et njd Uhyre ud af Disen, voksede sig stort og vældigt, blev blegere og mere utydeligt og var til sidst glemt for den næste Kolos, der sejlede os sidelæns i Møde. Det var Højsøflaaden, Verdens nyeste Flaade, der laa tøjret her, mens en usselig Damper var paa Vej til det aabne Hav gennem den engelske Blokade. Det saå urimeligt og meningsløst ud.

En 10-15 Skibskolosser havde vi sejlet agterud, før vi kom til „Von der Tann“ , og jeg blev klar over, at vi var i Nærheden af Slagkrydserne. Det var dem, der lige var kommet hjem fra Doggerbanken. Dem kunde man ikke sige noget paa — de havde prøvet det. (…)

Slagkrydseren „Moltke“ var forlængst forsvundet i Taagen og endnu et Par forankrede Skibsskrog var gaaet det forbi, før jeg holdt op med at stirre i den Retning, hvor mit gamle Skib laa. Jeg stod og tænkte paa, hvor mægtig en Opgave der egentlig var paalagt os. Hvilken forfærdelig Hindring maatte ikke den engelske Blokade være, hvilket Vidunder af Organisation og Sømandsskab, naar alle disse Kæmper maatte ligge her fredeligt forankrede uden at kunne gaa ud. I Land havde vi kun læst om tyske Sejre til Lands og til Vands, men her ude paa det taagede og urolige Hav laa aabenbart noget, hvis Magt og Vælde man havde Respekt for, som man endnu ikke havde overvundet og maaske aldrig skulde overvinde.

Der var en, der kaldte paa mig, og jeg gik forud. Dér stod Kammeraterne med hver en Sæk i Haanden, og jeg fik udleveret en. — Det er Civiltøj, sagde Førstestyrmand, klæd om med det samme og put Uniformen i Sækken! Vi løb ned i Kahytten, som vi kaldte vort Rum, og skyndte os med Omklædningen til civil. Faa Minutter efter stod vi paa Dækket, allesammen med vor Sæk i Haanden. Det var nu helt mørkt, og Skibet havde sagtnet Farten. En Torpedobaad løb op paa Siden af os, og vi fik Ordre til at hive Sækkene ned i den. Kort efter gik Lodsen fra Borde fulgt af den fremmede Officer, og Torpedobaaden lagde om og vendte i en elegant svunget Bue.

Vi stod allesammen og stirrede efter den. Det var den absolut sidste Forbindelse med de hjemlige Forhold, der nu blev slettet ud af Taagen. Fra Baaden lød et Brøl i en Raaber: — Entlassen! Vi var fri og færdige med Wilhelmshafen og sejlede paa eget Ansvar, efter at være blevet lodset ud gennem Minespærringen.

— Tre Hurra for vore Kære derhjemme! lød en dyb alvorlig Kommandostemme, og i samme Nu løftede der sig et Brøl fra Dækket, hvor næsten hele Besætningen stod. Det var Kaptajnen, der havde formet de Ord, som de fleste af os havde haft i Tankerne. Nu i Dag fik de derhjemme det allersidste Brev fra mig — ja, maaske virkelig det sidste. Denne voldelige Afbrydelse af Forbindelsen mellem Mennesker, der holdt af hinanden, følte jeg som en Modbydelighed, men det var altsaa Prisen, vi skulde betale for ikke at gaa som et Nummer paa et af de store Skibe eller ligge i Mudderet i Flandern.

— Kaptajnen er lige blevet krigsviet! var der én, der sagde ved Siden af mig, og jeg forstod nu, at jeg ikke var den eneste, der havde bragt et Offer. Det var en Slags Trøst. Vi naaede ikke at komme ned under Dækket, før vi igen blev kaldt sammen om Kommandobroen, hvor Kaptajnen stod sammen med Styrmændene, kun utydeligt belyst af Lampen paa Kommandobroen. Han vilde tale til os og begyndte med det samme:

— Formaalet med vor Rejse kan jeg nu aabenbare Dem. Det er at bryde gennem den engelske Blokade og bringe Kul til Krydseren „Königsberg“ . Desuden skal den have suppleret sin Ammunitionsbeholdning. Jeg har hidtil maattet holde dette strengt hemmeligt paa Grund af de mange Spioner, som desværre endnu findes i Wilhelmshafen.

“Königsberg“ — hvor var det, jeg sidst havde hørt om det Skib? Var det ikke ved den afrikanske Østkyst? Den havde sænket en eller anden lille engelsk Krydser dernede. Det maatte jeg se at faa Klaring paa bagefter.

— Om 6 Maaneder skulde vi være tilbage igen, hvis det lykkes for os, og hvorfor skulde det ikke det …

— Nej, hvorfor Pokker skulde det ikke det?

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

1914-09-06 Afrika

18. februar 1915. Skibet er ladet med ammunition … Om bord på blokadebryderen S/S Kronborg

Anker Nissen var besætningsmedlem på blokadebryderen “S/S Kronborg”, der den 18. februar 1915 stod ud af Wilhelmshafen.

Vi skulle danne be­sætning på et skib, der skulle bringe krigsma­teriel m.v. til tysk Østafrika, hvor en styrke på 3.000 europæere og 12.000 indfødte soldater under ledelse af general von Lettov Vorbeck før­te selvstændig krig mod koloniens naboer, der udgjordes af englænde­re, belgiere, portugisere og indere. Skibet skulle sejle under danskflag og vi fik alle, fra kap­tajnen og ned til yngstemand, udleveret søfartspapirer, der alle var affattet på dansk og forsynet med officielle segl og mærker. Disse var naturligvis alle falske, men navnene var det jo ikke, idet vi alle havde danskenavne.

Til skibet blev der udfærdiget 3 sæt skibsdokumenter, også affattet på dansk, der lød på en trælast fra Sverige til modtagerne ifølgende havnebyer, udvalgt under hensyn til den kurs vi efterhånden skullefølge: 1. Buenos Aires i Argentina. 2. Beira i portugisisk Østafrika. 3. Masaua i italiensk Somaliland.

På hvert sæt af konnossementerne var ligeledes angivet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor vi ikke sejlede igen­nem Suez-kanalen.

Dagen før vi skulle forlade Wilhelmshafen, blev vi kaldt frem alle 30 mand og spurgt, om nogen var betænkelige ved at skulle med på denne ekspedition, eller om vi var fejge. I den alder vil man jo ikke gerne kaldes fejg, men alligevel trådte 2 mand frem og bad om at måtte blive fri. Disse blev, uden at der blev sagt noget til dem, ført bort og var i mere end 2 måneder indespærret, indtil der forelå meddelelse om, at vi var ankommet til Østafrika, ganske vist uden skib, men der om senere.

De udtagne 30 mand og kaptajn Christiansen blev ind­skibet i en ca. 7.000 tons stor fragtdamper, der var lastet med ammunition og andet krigsmateriel, mens der øverst her over var stuvet en mægtig trælast tillangt op overrælingen, således at det virkelig så ud som et fragtskib lastet med træ, også på dækket. Det var en en­gelsk damper„Rubens” som tyskerne ved krigsudbruddet havde beslaglagt. Den fik nu navnet specialskib A, men nat­ten efter at vi var kommet i søen og nærmede os Helgoland blev skibet omdøbt til „Kronborg” og fik danske rederimær­ker på skorstenen.

Kursen blev sat mod nord og skibet ledsagedes både af undervandsbåde og en zeppeliner.

Anker Nissen: Sønderjylland Afrika tur/retur (1962)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen (1915)

 

18. februar 1915. “… jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede.”

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika

Næste Dag viste det sig, at jeg havde set lidt for lyst paa Tilværelsen. Vi havde ganske vist ikke Kanoner om Bord, men Ladningen var i fuld Gang, og da jeg kom til, var man i Færd med at stuve nogle store Kasser, mærket Dynamit, ned i et af Lastrummene. I et andet blev der anbragt Kasser, mærket Ammunition.

— Du gode Gud, var der én, der sagde lige ved Siden af mig paa syngende Svensk, hvis min Moster saa dette her, saa kom hun rejsende herop og slæbte mig hjem ved Haarene.

Det var en spinkel, ganske ung Mand, der talte. Et Par levende og udtryksfulde Øjne lo fornøjet op til mig. Aabenbart mente han lige det modsatte af, hvad han sagde, og ligefrem nød at være om Bord paa et Dynamitskib.

— Jeg hedder Sørensen, sagde han høfligt, Karl Sørensen fra — et eller andet Sted i Sverige — for Tiden frivillig i den tyske Marine. Jeg boede, hos Moster i Hamborg, men saa kom Krigen — og hvad Fanden — jeg kunde jo ikke gaa dér og glo, naar alle de unge Mennesker var draget af Sted, og saa rømte jeg fra Moster. Han lo muntert ved Tanken, men fortsatte saa: — Der var ikke meget ved det til at begynde med, men nu gaar det jo storartet. Det var lige ved, at de ikke vilde tage mig for gode Varer — de sagde, at mit Danske lød noget svensk, men jeg snakkede for dem om Brødrefolkene og København og Tivoli, saa de kunde høre, at jeg var fuldbefaren — og saa gik det. Jeg glæder mig til at hilse paa alle mine Kammerater — vi er jo frivillige allesammen — ikke?

— Aa jo — saamænd, det kan man jo godt sige. . .

— Lad bare være — I Danskere gaar saa stille med det, men I gaar s’gu med paa den værste alligevel.

Jeg brummede noget om, at jeg for mit personlige Vedkommende kunde klare mig med et Mindstemaal af Eventyr, men jeg havde bare ikke været rigtig klar over, hvor der var mest, og hvor der var mindst eventyrligt. Foreløbig saå det ud, som om jeg havde valgt det forkerte, sagde jeg, men den unge Karl Sørensen grinede blot: — Saadan siger alle dem, jeg har snakket med — de er helt flove over at være kommet med paa denne her Galej — men de mener saamænd ikke et Hak med det.

Han slentrede videre paa Jagt efter mere begejstrede Meningsfæller, men fandt sikkert ingen. Stemningen om Bord var anlagt for det jævne og dagligdags i langt højere Grad end for det eventyrlige. Da jeg kom ned til Middagsmaden, var den det altoverskyggende Emne. Sikke Mad og sikke Mængder! Vi havde indtil nu levet ganske godt paa Kasernerne — i det mindste langt bedre end Landsoldaterne — men dette her var ikke at leve godt, det var at leve ødselt og over Evne. Uhyre Bøffer i uoverskuelige Mængder stod den paa den første Dag, og den næste Dag aabenbarede usigelig mange og store Koteletter. Man spiste og spiste, for ikke at sige aad, blev gode og glade og lærte hinanden at kende under behagelige Former.

Mætte Mennesker har sjældent noget at udsætte paa hinanden. Jeg blev klar over, at jeg var omgivet af næsten lutter Nordslesvigere og Flensborgere med nogle ganske enkelte Tyskere og én Svensker imellem. Snakken gik stadig paa Dansk — heldigvis et Sprog, som indeholder mange og gode Udtryk for Madglæde — og den drejede sig især om dette rent ud eventyrlige Køkken, som dette Skib havde. Mon det dog kunde blive ved? Der maatte ganske sikkert være en Ende paa en saa uhørt Velstand.

— Men vent bare, sagde Tømmermanden og spyttede udenbords, naar vi stod ved Rælingen og drøftede Dagens Ret. Han var helbefaren, tatoveret paa Armene, firskaaren og hjulbenet og brugte Skraa i store Mængder. Huen sad saa langt nede over det ene Øre som muligt, og ikke den fineste Uniform kunde skjule, at man her stod overfor en Søens Mand af ægte Slags.

— Vent bare, gentog han, til vi kommer til Søs med denne her Tramp! I har maaske lagt Mærke til, at den ikke har Kølerum, og véd I, hvad det betyder. Spis I bare, inden I skal til at leve af Kabelgarn syv Gange om Ugen! Og han spyttede atter udenbords.

— 3000 Tons Kul har vi faaet indenbords, meldte Karl Sørensen triumferende paa egne og Foretagendets Vegne.

— Vi ta’r Kul med til Helvede, mente Tømmermanden, vær ganske sikker paa, at det betyder, at vi skal møde én eller anden forrendt Krydser eller Hjælpekrydser, der ligger et eller andet Sted i Verden ved en øde ø og hverken kan komme frem eller tilbage. Naar vi saa er blevet tømt, saa kan vi faa Lov til at hænge i Skøderne paa ham, lige til vi bliver skudt i Sænk begge to.

— Er du ikke frivillig, Tømmermand? spurgte Karl Sørensen paa sit svenske.

— Jo, Gu’ er jeg frivillig — jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede. Jeg er frivillig for at komme ud at sejle, ligegyldigt hvor vi sejler hen. Nu har jeg gaaet og gloet paa Kaserner i over et halvt Aar og ikke mærket et Skibsdæk under mig hele den Tid — er det saa underligt, at jeg gerne vil ud at sejle. Endelig blev der da ogsaa spurgt, om jeg kunde tale Dansk — véd jeg. Tømmermanden afsluttede denne Del af sin Tale med nogle kraftige Bemærkninger om Karl Sørensen, som viste, at han tilfulde beherskede den Del af det danske Sprogs Virkemidler. Han beskyldte den unge Mand for at være usømmeligt begejstret for Ekspeditionen og antydede, at han vilde komme til at gøre en ynkelig Figur, naar vi kom ud paa det aabne Hav, navnlig i høj Sø.

— Alle I, som har lært paa de store Skibe, har ikke Begreb om, hvad det vil sige at være til Søs, men det skal I nok faa lært paa denne Kasse her, det skal jeg love jer for. Der er aldrig godt Vejr ret længe ad Gangen paa denne Aarstid; skal vi gennem Blokaden, bliver det vel Nord om Island, og dér er i det hele taget aldrig godt Vejr.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

 

17. februar 1915. Blokadebryderen tages i øjesyn

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle ammunition fra Wilhelmshafen til de tyske tropper i tysk Østafrika.

Det var en stor, smuk, tilsyneladende temmelig ny Damper. Dens Navn var overmalet, men paa begge Sider af Skorstenen stod med store Bogstaver „Sp A“, hvilket vi blev enige om maatte betyde „Spærrebryder A“ , og det klarede straks Situationen for os. En Spærrebryder eller Blokadebryder havde den Opgave at gaa gennem de engelske Blokadelinier. Det var det, vi skulde. Det var tidligere blevet forsøgt med vekslende Held, og nu var det altsaa vor Tur at vove Forsøget. Lykke og Held!

Jeg var glad for, at det var en Blokadebryder, jeg skulde gøre Tjeneste paa. Min Tanke havde i de sidste Dage været den, at vi skulde være Besætning paa en Hjælpekrydser –  et armeret Handelsskib, som skulde snige sig gennem Blokaden og føre Handelskrig i aaben Sø. Deres Lod var ikke misundelsesværdig, og det beroede paa det rene Slumpheld, om de slap levende fra det. Den ene efter den anden var bleven skudt ned af Englænderne rundt om paa Havene. Selv en lille Krydser kunde gøre det af med saadan et stort armeret Handelsskib, der jo slet ikke var bygget til at modstaa Beskydning.

Paa hele det store Dæk, hvor der aabenbart om Dagen havde arbejdet nogle Haandværkere, som var i Færd med at bygge om paa Kommandobroen, var der ingen Armering at se, og der var heller ikke bygget Underlag til Kanoner. Vi skulde altsaa ikke bevæbnes.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

1914-09-06 Afrika

8. februar 1915. Sløret løftes for en hemmelig mission på verdenshavene

Nis Kock var blandt de dansktalende sønderjyder, der blev udtaget til at være besætning på et handelsfartøj, der skulle bryde den engelske blokade. I begyndelsen af februar var de ankommet til flådestationen i Wilhelmshafen

Nogle Dage efter vor Ankomst fik vi Ordre til at træde an i Gaarden, og en Underofficer førte os gennem Gaderne til et Hotel i Byen. Det blev mere og mere mystisk, for hvad skulde vi paa Hotel for — tilmed et, som saa ud til kun at blive besøgt af Officerer. I Hotellets Sal blev vi modtaget af den samme Officer, som havde udtaget os i Kiel og havde talt Dansk til os.

— Jeg har Brug for 30 Mand, som alle kan tale Dansk, sagde han til os, da vi stod opstillet paa Geled foran ham. Han saå endnu mere energisk og beslutsom ud end i Kiel, og skønt han talte Tysk, røbede hans Sprog ham som en Mand fra Vestkysten eller fra Øerne. — Det er et Foretagende, som vil vare 6 Maaneder, eller ogsaa kommer vi ikke hjem, før Krigen er slut.

Vi skulde altsaa ud at sejle. Men hvor skulde vi sejle hen? Englænderne havde spærret Vejen til Verdenshavene — vilde man ud paa dem, maatte man snige sig igennem eller bryde sig Vej.

— Alle, der skal med, maa kunne tale det danske Sprog, og er der nogen her, som ikke rigtig behersker det, kan de endnu træde tilbage. Den Undskyldning duede i det mindste ikke for mig. I min Familie havde vi aldrig talt andet Sprog end Dansk, saa jeg kunde ikke være bekendt at holde mig tilbage paa Grund af svigtende Kendskab til Sproget — men det var jo sikkert nok en farlig Tur, den høje, alvorlige, fremmede Officer havde udpønsket.

— Der kan jo ogsaa være andre Grunde til at blive tilbage — at De ikke rigtig har Lyst — om Fejghed vil jeg slet ikke tale.

Det var pænt af ham — saa var der altsaa en Mulighed for at træde tilbage uden at blive ugleset af den Grund. Men paa den anden Side — hvad ventede der mig, hvis jeg traadte tilbage — et Nummer paa „Moltke“s Fyrpladser, hvor jeg tilbragte mine Rekrutaar, eller en Skyttegrav i Flandern. Desuden stod Kammeraterne saa urokkeligt fast, og kun nogle faa, der sikkert slet ikke kunde tale Dansk, traadte tilbage. Jeg blev staaende.

Saadan et lille Skridt, gjort eller ikke gjort, kan være afgørende for hele Livet. Var det blevet Flandern eller Døden bag de vandtætte Skodder under Jyllandsslaget?

Det er bedst ikke at spekulere over det. Jeg blev staaende, og ved Siden af mig blev staaende Folk, der gik lige i deres Grav paa denne Færd, andre, der rejste ud til Eventyr, Ære og Berømmelse, og atter andre, hvem der kun ventede Lidelser og Savn.

De, der var traadt tilbage, fik Ordre til straks at vende tilbage til Kasernen og afvente nærmere Ordre. Det blev sagt paa en Maade, der var ganske forskellig fra den, der hidtil var blevet talt til os paa.

Nu var vi alene med den fremmede Officer, der var blevet lidt mere afmaalt i sit Væsen, men han talte som en Mand, der nærmer sig Slutningen af en stor og vanskelig Opgave. Han præsenterede sig som Oberløjtnant Christiansen og fortsatte derefter:

— De udgør nu Besætningen paa en Handelsdamper, hvor jeg er Kaptajn. Den ligger nede paa Værftet, hvor De straks maa begive Dem ned, men jeg vil paa Forhaand indskærpe Dem den allerstørste Forsigtighed og Hemmelighedsfuldhed overfor alle, der spørger Dem. Tal ikke til nogen om Planerne, og vær overbevist om, at De vil faa at vide, hvad det drejer sig om, saa snart det overhovedet er muligt. Om nogle Dage ses vi om Bord paa Skibet. God Nat!

Vi traadte af og begav os ned til Kasernen for at hente vore Sager. Dér sad vore Kammerater, som ikke skulde med, og ventede paa os. Saa snart vi kom ind, begyndte de at spørge os ud, men vi kunde intet sige udover: Farvel og ha’ det nu godt! Vi pakkede vore Sager og begav os under Føring af en Underofficer ned paa Værftet, hvor vort Skib laa.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_29_5868 SMS Moltke-mindre
SMS Moltke, som Nis Kock tjente på, før han blev udtaget til den hemmelige mission

 

3. februar 1915. “Halløj, Landsmænd, hvor skal I hen?” Blandt dansktalende søfolk i Wilhelmshafen

Nis Kock var blandt de dansktalende sønderjyder, der blev udtaget til at være besætning på et handelsfartøj, der skulle bryde den engelske blokade.

Vi havde faaet Ordre til at afgaa til den særlige Tjeneste, og samme Aften rejste vi under Ledsagelse af en Dæks­officer til Wilhelmshafen. Han behandlede os med en særdeles udsøgt Høflighed, hvilket foruroligede mig en Del, thi mine — og sikkert de fleste andres — Erfaringer fra Militærlivet viser, at usædvanlig Høflighed fra Overordnedes Side sjældent betyder noget godt. Nej, lad en Mand skælde og smelde, saa meget han lyster — saa véd man, at man faar det hele paa én Gang, og at der ikke kommer noget Efterspil. (…)

I den Stue, vi blev ført ind i paa Værftsdivisionens Kaserne i Wilhelmshafen, laa der nogle i Forvejen, og saa snart vi begyndte at tale vort Danske, som vi nu havde vænnet os til at anvende i indbyrdes Samtaler i de sidste Par Maaneder, blev der Liv i Stuen og Bevægelse i Køjerne: — Halløj, Landsmænd, hvor skal I hen?

Ogsaa de talte vort eget Sprog, men vi kunde ikke saa godt svare paa deres Spørgsmaal, da vi ikke anede, hvor vi skulde hen. Derimod var der jo ikke noget til Hinder for at snakke med dem, og der var ikke mange paa Stuen, der fik Søvn i Øjnene den Nat. Vi fik at vide, at de var Matroser, og at de for nylig var blevet udtaget til særlig Tjeneste, som man skulde kunne tale Dansk til, men det var for Resten ogsaa alt, hvad de vidste.

Den næste Dag kom der flere, og de følgende Dage endnu nogle Stykker, saa Stuen til sidst var stoppende fuld af dansktalende Sønderjyder og nogle ganske en­kelte tyske Søfolk, der havde lært sig et Sprog, som de kaldte Skandinavisk. Nogle af dem havde været udtaget i længere Tid ligesom vi, der kom fra Kiel, medens andre først for ganske nylig havde meldt sig — ja, nogle af dem havde allerede været med i Krigen til Lands eller til Vands. Ingen af dem anede, hvad den særlige Tjeneste bestod i, men havde gættet flittigt, og langt de fleste af dem var gaaet med i Haab om at komme til at opleve noget og for at blive fri for den nagende Kedsomhed paa Kasernerne.

Der var mange helbefarne Søfolk imellem og mange Styrmænd og Styrmandselever, og for dem havde Opholdet paa Kasernerne naturligvis været som i et Fangebur.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

2. februar 1915. Dansktalende skibsbesætning samles i Wilhelmshafen

Anker Nissen og Nis Kock var blandt det udvalg af dansktalende sønderjyder, som i januar 1915 samledes i Kiel og blev i begyndelsen af februar ført til Wilhelmshafen for at danne besætning på et skib, der under dansk camouflage skulle bryde den engelske søblokade.

Anker Nissen fortæller:

I de første måneder gjorde jeg tjeneste i Kiel på stabskontorerne ved marinen, og havde det forholdsvis godt, men så i januar 1915 faldt hammeren. Der kom ordre fra højeste sted i Berlin, at alle dansktalende indenfor divisionen skulle præsenteres for en kaptajn Christiansen. Der meldte sig mange, men på et spørgsmål fra kaptajnen om, hvordan man kunne kontrollere, at de nu også kunne tale dansk, svarede jeg : „vi kan jo prøve,” hvorpå Christiansen meget forbavset spurgte, om jeg også kunne tale dansk.

Mit svar, at dansk var mit modersmål, efterfulgtes af et par strenge blikke. Christiansen var fra Wyk på Før og kendte derfor udmærket problemet Nordslesvig. Et kort spørgsmål til hver enkelt var imidlertid nok til at konstatere, at der var mange sønderjyder iblandt, og de troede alle, at nu gik det snart til Danmark.

Der blev udtag et 13 dansktalende sønderjyder — alle med danske navne, men ikke alle klar over, hvor de nationalt hørte til.

En af de sidste dage i januar 1915 kom der telegram fra Berlin, at alle disse udtagne mænd sammen med mig dagen efter skulle afrejse til Wilhelmshafen og der afvente nærmere ordre, idet vi var udset til en specialopgave.

Alene rejsen med toget over Neumünster, Hamborg, Bremen til Wilhelmshafen var spændende. Vi talte nu dansk og blev gang på gang antaget for spioner, blev opfordret af tyske officerer at give forklaring på vor færden, men som fører af gruppen nægtede jeg enhver oplysning, idet det meget energisk var pålagt os ikke at udtale os om nogetsomhelst under rejsen.

Vi havde en del vrøvl med togpersonalet fordi vi beslaglagde en 1. kl.s kupé, men vi var jo unge og lod os ikke gå på af nogen.

Efter ankomsten til Wilhelmshafen sent om aftenen mærkede vi straks den skrappe militære tone og vagtsomhed overalt. Wilhelmshafen var jo krigshavn. Vi blev ind kvarteret på kasernen, som vi ikke måtte forlade i 14 dage, og vi måtte heller ikke skrive hjem.

Nis Kock fortæller:

Vi stod paa Kasernepladsen til Middagsappel og ventede ikke særlige Overraskelser, før vi saa en frem­med Marineofficer komme til Syne ved Siden af den Vagt­havende. Det var urovækkende, fordi vi havde ligget i Reserve siden Krigens Begyndelse, og Tilsynekomsten af fremmede Officerer betød almindeligvis, at der blev pillet nogle Stykker ud af Flokken til Tjeneste om Bord paa de udrustede Skibe eller i Flandern.

Det sidste var blevet det almindeligste, og Tjenesten i denne Landsdel var allerede paa dette tidlige Tidspunkt af Krigen berygtet viden om.

Den fremmede Officer, en høj, slank Mand med et skarptskaarent og dristigt Ansigt, stod og iagttog os nøje, da den Vagthavende kommanderede: — De, som kan tale Dansk, træd frem!

Vi har nok været ganske morsomme at se paa. I Tider­nes Løb var der jævnlig blevet spurgt efter Specialister baade til det ene og det andet — men hidtil havde der dog aldrig været Bud særlig efter de dansktalende. Jeg var saa forbavset, at jeg nær havde glemt at træde frem, men Officeren gentog sit Spørgsmaal, og saa maatte jeg jo til det. Sammen med mig traadte Peter Hansen fra Egern­sund og et Par Stykker til frem. Jeg stod og spekulerede paa, hvad der vel skulde ske med os.

I min Tjenestetid havde jeg aldrig lidt nogen Overlast for mit Sprogs Skyld, men paa den anden Side ventede jeg heller ikke nogen Ekstrapræmie for at beherske det danske Tungemaal. Ogsaa de tre andre lignede større eller mindre Spørgsmaalstegn.

Den fremmede Officer lod os træde an et Stykke fra de andre og sagde paa Dansk til os: — De er udtaget til en særlig Tjeneste og maa holde Dem rede til at rejse med kortest muligt Varsel. De vil nu faa anvist en særlig Stue paa Kasernen, hvor De kan bo sammen.

Dermed gik han, og vi traadte af og gik til Spisning sammen med vore Kammerater, der var meget ivrige efter at faa at vide, hvad der skulde gøres ved de dansktalende. De gættede spøgefuldt paa, at der var nogle ældre og brøstfældige Undervandsbaade, som skulde bemandes af dem, som Marinen helst vilde af med, og vi fortalte dem, at vi var blevet udtaget, fordi Admiralen mente, at vi var for gode til at sendes til Flandern, og andet og mere var der heller ikke at sige, for vi vidste ingenting.

Da vi var færdige med at spise, meddelte en Under­officer os, at vi for Fremtiden skulde bo paa Stue 88, og vi flyttede villigt. Der var rigelig Plads til os, for der var ikke andre paa Stuen, men i de følgende Dage kom der først to til og senere nogle flere, saadan at vi til sidst var en halv Snes Mand paa Stuen.

Alle de nyankomne var Fyrbødere, og alle var dansk­talende Sønderjyder, selv om det kneb for et Par enkelte af dem at holde de to Sprog ude fra hinanden. Det var allesammen Folk, der havde gaaet og drevet paa Ka­serner eller Kaserneskibe lige siden Krigens Begyndelse, unge, friske Folk, som man ikke havde haft Plads til om Bord paa de udrustede Skibe og alle som én ved at forgaa af Lediggang og Kedsomhed til nu: — Dem, der er i det, sagde en af dem, de véd, hvad der venter dem, og hvad de har at rette sig efter — men at gaa i Maanedsvis og glo, det er til at blive Idiot af, naar man véd, at der ligger saa meget Arbejde derhjemme, som ikke bliver gjort.

Talesproget paa Stue 88 var Dansk, og vi kaldte os „Sprogforeningen af 88“, men vi havde ogsaa alvorligere Stunder, hvor vi — ikke uden stort Opbud af Fantasi — søgte at finde ud af, hvad Formaalet kunde være med at opmagasinere saa megen Danskhed paa én bestemt Stue paa Kiels Kaserne.

Der var nogle, der mente, at vi skulde til Danmark, og de fleste syntes, at det var en udmærket Idé under de forhaandenværende Omstændigheder, men Tanken blev al­ligevel, saa tiltalende den end lød, forkastet af de fleste. Hvad i Alverden skulde vi dog lave i Danmark! Men hvad i Himlens Navn var saa Meningen?

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

12. Oktober 1914. Nyt fra Hejmdal: Krigen koster 200 Millioner Mark dagligt!

Dagens nyt fra Hejmdal.

Hvad Krigen koster.

200 Millioner Mark daglig. Berlin, 12. Oktobr. (W.B.)

Efter hvad “Økonomisk” regner ud, er de daglige Udgifter i Anledning af Krigen, Mobiliseringen i de neutale Lande indbefattet, 200 Mill. Mark. Heraf falde paa:

Tyskland                   44  Millioner
Rusland                     42       ”
Frankrig                   32       ”
Østerrig-Ungarn    32       “

I Beregningen er Englands Udgifter ikke taget med heller ikke den vigtige Omstændighed, at Tyskerne fører Krigen paa russisk, fransk og belgisk Grund.

Post til Krigsfanger i Udlandet.

Til Udenrigsministeriet er der i den sidste Tid fra alle Sider indløbet Breve og Pengeforsendelser, der er bestemt til Krigsfangerne i Fjendeland, men Bøn om Viderebefordring. Som der er blevet Meddelt i Pressen kan Postforsendelser fra nu af almindeligvis modtages og befordres til Krigsfanger. En besørgelse gennem det udenrigske Kontor er derfor ikke nødvendig. Udenrigsministeriets Benyttelse har udelukkende en Forsinkelse af Postbefordringen til Følge.

De russiske Arbejdere. Den stedfortrædende Generalkommando i Altona bekendtgør, at Karenstiden for de mandlige russiske Arbejdere i Alderen fra 17-45 bortfalder i Aar. De skal blive Vinteren over paa Stedet, hvor de hidtil har arbejdet, og maa uden Politimyndighedernes Tilladelse ikke overskride de stedlige Politidistrikters Grænser. De maa kun skifte Arbejdssted under Iagttagelse af Forskrifterne for Arbejderlegitimationskortene, og hvis det nye Arbejdssted ligger i et andet Politidistrikt, kun med Landraadens Billigelse.

Overtrædelse straffes, hvis andre Bestemmelser om højere Straf ikke foreligger, men indtil et Aars Fængsel.

For de Arbejderes Underhold, der har været beskæftiget et Sted mindst siden 1. August, skal Arbejdsgiverens sørge om Vinteren mod en Godtgørelse af 50 Pg. om Dagen for hver.

Saa snart de militære Forholde og Trafikforholdene tillader det, maa de mandlige russiske Arbejdere under 17 Aar og over 45 Aar og de kvindelige russiske Arbejdere rejse direkte til deres Hjem, saafremt de ikke er bundne ved Arbejdsoverenskomster.

Indtil dette sker, maa de blive i deres Pladser.

De kan ogsaa rejse til det neutrale Udland, men maa saa have et Pas fra en Konsul eller Gesandt for det paagældende neutrale Land.

Flensborg, Mandag.

Hjem fra Amerika. (Fl.N.Ztg.) Hr. Jens Johannsen, en Søn af Vinhandler A.H. Johannsen, ankom i Forgaars over København hertil fra New York. Der var naturligvis knyttet mange Forhindringer til Rejsen. Efter at Englænderne og Franskmændene havde standset de neutrale hollandske Dampere og én Gang erklæret 480 militærpligtige Tyskere for Krigsfanger, advarede den tyske Konsul i New York Tyskerne imod at vælge denne Vej. Men alligevel lykkes det engang imellem enkelte at slippe hjem.

Om Bord paa “Frederik VIII”, som Hr. Johannsen benyttede til Overfarten, befandt sig 17 Tyskere. I Ydrehavnen ved New York (23. September) laa en engelsk Krydser, der standsede samtlige Skibe og lod alle Passagerer træde an paa Dækket, hvor de i Gaasegang matte passere den engelske Kontrol. Tyskerne kastede tyskvenlige Aviser ned i Baadene til de efter Krigsefterretninger sultne Matroser; det var Aviser, der indeholdt Efterretningen om de tre engelske Krydseres Ødelæggelse ved “U9”. Seks Tyskere havde fundet Sysselsættelse paa Skibet og havde skjult sig; men ved det næste Kontrolsted ved Shetlandsøerne kunde deres Nærværelse ikke længere skjultes, og de blev hentede af en engelsk Kutter. I Forvejen var der om Bord blevet holdt en Indsamling til bedste for de seks Tyskere, og Resultatet var 33 Kroner for hver.