Senest ændret den 17. september 2021 20:20
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun, men i efteråret blev regimentet forflyttet til Elsass (Alsace).
Det må have været temmelig sent på efteråret, da vi ankom til Elsass. Så mærkeligt det end lyder, husker jeg så godt som intet om de måneder, vi tilbragte dér. Dog husker jeg, at et af de første steder, vi blev indkvarteret, var i en landsby, der hed Baldersheim. Det var både første og sidste gang, jeg var i privat kvarter.
Vi boede to mand hos en lille bonde og havde det glimrende. Forplejningen fik vi fra feltkøkkenet, men vi spiste også middagsmad sammen med bonden og hans familie. Resultatet var, at jeg i løbet af ganske kort tid tog ti kilo på i vægt.
Det var herlige dage, og det er en skam, at man ikke engang erindrer navnet på den flinke familie. Men det er vel sådan her i livet, at de gode dage glemmes hurtigere end de mindre gode.
En enkelt episode fra opholdet i denne by husker jeg dog. En aftenstund gik jeg en tur i byen, der havde mange værtshuse som overalt sydpå. Befolkningen i Elsass har en slags tysk som deres modersmål. Det har en slående lighed med det tyske, der tales i en del af Schweiz. Når de talte sammen indbyrdes, skulle man passe godt på for at følge med, i begyndelsen gik det slet ikke.
Elsass har fra tidernes morgen været et omstridt land ligesom Slesvig. En stærk selvstændighedsfølelse beherskede en del af befolkningen, men den overvejende del var nok fransksindede, og slet ikke så få talte fransk.
Den omtalte aften kom jeg forbi et værtshus, hvor den franske nationalsang blev spillet på harmonika. Jeg havde en anelse om, at dette sikkert ikke var helt lovligt, idet jeg sammenlignede med forholdene hjemme, hvor det ikke var så heldigt at synge eller spille “Kong Kristian” i et offentligt lokale. Jeg syntes, det kunne være sjovt at gå derind for at se, hvordan de reagerede. Som tænkt, så gjort. Da jeg trådte ind og bød godaften, blev der en pinlig stilhed.
Der var en halv snes ældre mænd i lokalet. De unge var jo soldater i den tyske hær.
Værten kom springende og spurgte meget underdanigt, hvad jeg ønskede. Jeg bestilte et glas øl og sad og tænkte på, at jeg nok ikke havde taget helt fejl af situationen. Gæsterne sad og hviskede sammen og skulede hen efter mig.
Da musikanten satte harmonikaen fra sig, spurgte jeg, om han ikke nok ville spille lidt mere; det han spillede før, lød helt prima. Da ingen svarede, spurgte jeg, om jeg måske skulle synge lidt for dem, men heller ikke dette tilbud syntes at have deres interesse. Alligevel rejste jeg mig op, stod ret, og begyndte at synge “Marseillaisen” på dansk. Inden jeg var færdig med første vers, nynnede de alle med, og da jeg fortsatte med de følgende, sang alle med af fuld hals, selvfølgelig på fransk.
Da sangen var færdig, sprang de op og klappede mig på skuldrene, og sagde en hel masse i munden på hverandre, hvoraf jeg kun forstod en brøkdel. Da de var faldet lidt til ro, begyndte jeg at forklare dem, hvor jeg havde hjemme, og at vi vistnok var i samme båd. Denne krig var heller ikke min krig .
Megen anelse om, hvor Danmark lå på landkortet, havde de ikke, men da jeg forklarede dem, at det lå oppe mod nord i nærheden af det land, hvor Napoleons general, marskal Bernadotte, i sin tid blev konge, var de nogenlunde med på noderne.
Det blev en vældig fest, jeg tror ikke, at jeg hverken før eller senere har drukket så megen vin som den aften, og jeg kunne ikke engang få lov til at betale.
I øvrigt tror jeg ikke, at de indkaldte soldater fra Elsass-Lothringen var at finde på vestfronten. Så vidt mig bekendt var de alle på østfronten. Da vi rejste til vestfronten blev to mand, der var fra Elsass, forflyttet fra vort kompagni til et regiment, der blev på østfronten. Tyskerne stolede tilsyneladende ikke på dem, og det gjorde de nok klogt i .
Jeg kan ikke lade være med at berette om en oplevelse, jeg havde mange år efter. På en banegård her hjemme faldt jeg i snak med en schweizisk kreaturhandler, der spurgte om et eller andet på meget dårligt dansk. Da han opdagede, at jeg kunne tale tysk, fortsatte vi samtalen på dette sprog om tilfældige ting. Lidt efter kom der et par andre af hans landsmænd til stede, og de begyndte at tale schweizer-tysk indbyrdes.
Da de havde talt sammen nogle minutter, vendte den førstnævnte sig mod mig og undskyldte sig, fordi de havde talt deres modersmål: “For det kan De jo ikke forstå.”
Jeg måtte le, for jeg havde forstået alt, hvad de talte om, og det fortalte jeg ham på hans eget sprog. “Hvor pokker har De lært det?” “Jo, det skal jeg sige Dem, det har jeg lært af pigerne i Elsass. Det første ord, de lærte mig, var hvad et kys hed, nemlig ‘a Schmutzel’.” Vi fik os en hjertelig latter alle sammen.
I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)
