Tag-arkiv: Afrika

Krigens forløb

25. september 1917. Nis Kock i Østafrika: “Englænderne angreb Byen.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Han var kommet dertil ombord på en blokadebryder skjult som et dansk skib: “S/S Kronborg”. Hans arbejde i kolonien bestod primært af at fremstille miner og dreje granater. Han var kommet langt undervejs, siden han ankom i 1915. På dette tidspunkt lå han i landsbyen Ruponda, i den sydlige del af kolonien. I samarbejde med hans overordnede, Stache havde de passet deres arbejde i et stykke tid nu.

En Aften, da vi havde endt vort Arbejde, og Stache og jeg sad og talte sammen om det Emne, som endnu ikke var slidt op, nemlig om hvor længe Krigen kunde vare endnu, skete det, som vi havde frygtet

— Englænderne angreb Byen.

Ikke langt fra os bragede en uregelmæssig Geværsalve, og Adressen var ikke til at misforstaa, for Kuglerne peb tæt om Ørene paa os.

Bærerne blev grebet af Panik og begyndte at løbe deres Vej. Jeg raabte til Ramasan om at pakke mine Sager og sprang hen til mit Gevær. Stache havde heller ikke langt til sit. Der var ikke andet for os at gøre end at forsvare Lejren saa længe, som det endnu var lyst. Ved Mørkets Frembrud vilde Englænderne sikkert indstille Angrebet.

Jeg kravlede frem til en Dækning, da det var umuligt at staa oprejst i den stærke Ild, og et Stykke fra mig gjorde Stache det samme. Borte var enhver Følelse af Træthed.

Fjen­derne, en stor Kamppatrouille af sorte Soldater ført af hvide Befalingsmænd, stod eller knælede ned i Udkanten af et Krat kun et ganske kort Stykke fra os. Jeg begreb ikke, at de blev staaende dér, da de kunde have stormet Lejren uden at møde Modstand.

Nu var det for sent. Staches og min Riffel knaldede paa én Gang, og med Lynets Hast tømte vi Resten af Magasinernes Indhold ud mod Englænderne. De kom hurtigt i Dækning overfor denne stærke og vistnok temmelig velrettede Ild, men vi fortsatte vor Skydning mod dem for at give dem Indtryk af, at vi var flere, end de havde troet.

En Mand kastede sig forpustet ned ved Siden af mig og én paa den anden Side, og ogsaa Stache havde faaet en Nabo.

Nu var vi fem Mand — det var altid bedre end to.

Vi kunde sætte Tempoet lidt ned og sigte omhyggeligere, hvilket sikkert havde nok saa stor Virkning som vor Hurtigskydning. Et Kvarterstid eller mere knitrede og smeldede det mellem de to Skyttelinier — saa var jeg paa det rene med, at Englænderne laa fast og ikke vovede at forsøge en Storm.

De skød imidlertid udmærket, og Kuglerne nippede Græsstraaene lige ved Siden af mig.

Kunde vi holde dem fra Livet blot en Time, saa var der Chance for at faa ført den dyrebare Ammunition bort dækket af Mørket.

[Fortsættes…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

28. juli 1917. Nis Kock ankommer til Ruponda.

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en mindre safari fra den lille flække Nangano ankom Nis og Stache til Ruponda. Nis led stadig meget af sin kroniske malaria, men han og Stache fremstillede stadig miner.

Paa Vejene i Nærheden af Ruponda mødte vi flere mindre tyske Afdelinger, og i selve Byen laa der nu og da Tropper, men sjælden ret længe ad Gangen.

Det var som Livale og Nangano et Sted, hvor Tropperne trak igennem. Nogen By var der heller ikke Tale om — blot nogle ganske faa Negerhytter og et Par Magasiner.

Af Tropperne, som nu og da kom til Stedet, fik vi at vide — at de ingenting vidste. Der var ingen af de hvide Officerer, der med Bestemthed kunde sige, hvor Generalen havde Kvartér, og der var ingen, der var klar over de engelske Troppers Stilling.

Man frygtede for, at Vest- og Nordgruppen, som Tyskerne endnu var delt i, skulde blive afskaaret fra hinanden netop ved et engelsk Fremstød mod Ruponda, men ikke desto mindre var Byen og Magasinerne som oftest uden nævneværdig militær Beskyttelse.

Stache og jeg passede vort Arbejde. Vi lavede Miner af alt for Haanden værende Materiale. De blev sendt med smaa Safarier mod Øst, og de sorte Bærere fandt altid Vej til de Troppeafdelinger, der skulde have Minerne.

I øvrigt halvsultede vi, og jeg blev sløjere og sløjere af Malaria, fordi jeg ikke kunde faa tilstrækkeligt Kinin.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

14. juli 1917. Nis Kock i Østafrika: “hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter fem ugers tid i den lille landsby Nangano, var det tid til at drage videre. Englænderne bombede løs fra flyvemaskiner, mens Nis og hans overordnede Stache forgæves forsøgte at skyde dem ned med deres rifler.

Først efter lang Tids Sygeleje stod jeg op, og saa snart jeg var kommet paa Benene, brød vi op fra Nangano.

Den sidste Dag blev de engelske Flyvere hængende over Hovedet paa os og bombarderede os ubarmhjertigt baade med Sprængbomber og Brandbomber. Baade Stache og jeg skød paa dem, men som sædvanlig uden Resultat, skønt jeg var overbevist om, at mange af mine Skud traf, hvor de skulde.

Flere af Bærerne blev saaret af Bomberne, men de kunde dog følge med Safarien, da vi brød op og drog videre mod Sydøst.

Vort Maal var Navnet Ruponda — thi en ny Landsby ventede vi ikke at finde paa det Sted, men derimod skulde der findes betydelige Magasiner i Nærheden.

Stache sagde, at dér var der Sandsynlighed for, at vort flyvende Urskovsværksted kunde arbejde i Fred og Ro nogen Tid, da Ruponda sikkert vilde blive forsvaret haardnakket — ligesom Kisakki i sin Tid.

Jeg glædede mig meget til at komme et Sted hen, hvor der var en Læge, for jeg var nu blevet klar over, at jeg havde kronisk Malaria, og hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.

Denne Safari til Ruponda var en af de besværligste for mig at følge med i. Jeg var saa medtaget af Sygdom, at jeg ikke husker en eneste Enkelthed fra den.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

9. juni 1917. Østafrika: “Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at have kommet sig oven på sin ulykke med en mine, var Nis begyndt at arbejde igen, men de måtte rykke fra deres plads i Livale til en mindre landsby sydøst for byen: Nangano. Her begyndte Malariaen desværre at sætte sine kløer i ham endnu en gang.

Her byggede vi ikke Hytter. Den Tid var forbi, da man kunde indrette sig saa varigt i Østafrika.

Fjenden var tæt inde paa Livet af os, og vi kunde blive tvunget til at bryde op, hvornaar det skulde være.

Vi fabrikerede Miner af min nye Konstruktion, som vi sendte med Safarier til Hovedkvarteret.

Vi var der i fem Uger, men i de sidste kunde jeg ikke deltage i Arbejdet. Det var ikke paa Grund af mine Saar, der i Øjeblikket ikke gav andre Efterveer end, at mit Syn var noget svækket. Det var Malariaen, der kom igen — frygteligere end nogen Sinde.

Pulsen piskede af Sted, saa de enkelte Slag ikke kunde tælles, og Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.

Kinin havde jeg kun meget lidt af og maatte spare endnu mere paa det end før, og Følgen blev, at Sygdommen varede længere og var mere haardnakket end nogen Sinde tidligere.

I de Dage kastede de engelske Flyvere ofte Bomber ned i vor Lejr. Jeg laa paa mit Leje og hørte Bomberne eksplodere omkring Lejren, Bærernes Raaben og Skrigen og de korte, skarpe Knald af Staches Riffel, naar han skød efter Flyverne.

Jeg havde jo været med til det engang, vidste jeg, og jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at være med endnu en Gang. Men jeg var berøvet al Villie, og jeg oplevede kun som gennem en Taage, hvad der skete omkring os.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

7. juni 1917. Nis Kock forlader Livale: “Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Han arbejdede med at fremstille miner og dreje granater. Under dette arbejde sprængte der en mine i hans hytte, og han havde været ude af stand til at arbejde i en længere periode. Efter han kom på benene igen, havde arbejdet skredet frem som normalt.

Min Helbredelse skred hurtigt frem — hurtigt i Forhold til de Saar, jeg havde faaet, men det varede dog 8 Uger, inden jeg kunde fortsætte mit Arbejde.

Til sidst opgav Lægen at finde flere Sprængstykker i mig, og hans Æske var da ogsaa paa det nærmeste fyldt. De store Bind blev ogsaa taget af mig, navnlig fordi jeg ikke i disse knappe Tider kunde ligge med en saadan Overdaadighed af Gazebind om mig. I Stedet for blev der lagt smaa Stykker Gaze paa mine aabne Saar, og omkring dem blev der surret Baand og Strimler af Bast, som man nu anvendte til Forbinding.

Da jeg var kommet op, tegnede og konstruerede jeg en Mine, som jeg havde ligget og spekuleret paa under min Afmagtsperiode. Den blev sendt til Hovedkvarteret, og der kom meget hurtigt Meddelelse tilbage om, at mit Forslag var det bedste, der hidtil var indkommet, og at Miner skulde konstrueres saadan for Fremtiden. De Miner, jeg havde opfundet, frembød ingen Fare for Manden, der lagde dem ned, men kun for ham, der traadte paa dem.

Kun ganske kort Tid fik jeg dog Lejlighed til at virke i Livale. Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper. Fra Syd og Vest og til sidst ogsaa fra Nord trængte Englændere, Indere, Sydafrikanere og sorte Askaritropper frem i hurtige Marcher.

Der laa endnu Dele af den tyske Vesthær Vest for Livale, men den vilde sandsynligvis trække sig tilbage Nord for Stationen. Hovedhæren laa i Øjeblikket ved Lindi ude ved Kysten og i Bjergene, paa Muera-Plateauet længere inde i Landet.

Livale svævede faktisk i Luften, da Stache efter Ordre fra Hovedkvarteret lod Lejren bryde op for efter to Dages Safari at naa frem til Nangano — et Navn, men ikke ret meget af en Landsby sydøst for Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

16. marts 1917. I Østafrika “men jeg maatte gøre min Pligt”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Under hans arbejde med at fremstille miner, gik det galt og en af dem eksploderede i hans hytte. De følgende mange uger brugte han på at komme til hægterne igen.

I de kommende Uger blev jeg baaret ud af Hytten hveranden Dag, og Bindene blev taget af mig, medens Lægen med sin Pincet rodede efter flere Jernstumper i mine Saar.

Der var ikke megen Forskel paa Fremgangsmaaden fra den første Tortur, men han havde dog nu luret mig af, saa han vidste, hvor min Grænse laa, og han holdt altid op, lige før jeg var ved at glide væk af Smerter.

Han havde nu pillet saa mange Stumper ud, at der var gaaet Sport i ham. Han samlede dem i en Æske og viste mig stolt alle Nyerhvervelserne — smaa og store, takkede, undertiden sylespidse Jernstumper, der satte sig imod at blive halet ud med alle deres Takker og Flige.

Jeg tænkte tit efter en saadan Omgang paa, at de samme Lidelser havde jeg maaske beredt andre ved mine Granater og Miner
— men det var jo Krigen, Krigen — jeg havde ikke bedt om Krigen.

Jeg havde ønsket den saa langt bort, som noget Menneske kunde ønske den, men jeg maatte gøre min Pligt efter mine Evner, som de andre gjorde deres.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

11. marts 1917. I Østafrika: “jeg maatte bide Tænderne sammen for ikke at skrige i vilden Sky.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg, deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. Under hans arbejde med at fremstille miner, eksploderede der en ved siden af ham. Han var stærkt medtaget, men hans hjælper Ramasan gjorde hvad han kunne for at passe på ham.

Jeg fik Tiden forkyndt af Ramasan, der ikke veg fra mit Leje.

Han sov tæt op ad det om Natten, og jeg kunde høre hans dybe rolige Aandedrag, naar jeg langsomt og under store Smerter vendte mig en Smule paa mit Leje, men saa snart jeg raabte eller blot talte, vaagnede han op og spurgte hviskende, bøjet over mig:

— Lider du meget, Bwana — hvad skal jeg gøre for dig?

Ingen Sygeplejerske kunde vaage over en Patient, pleje og passe ham med større Omhu, end Ramasan lagde for Dagen i denne Tid.

Engang imellem hørte jeg ogsaa den lille Alis Stemme, men forstod paa det hele, at han hurtigt blev gennet ud af den omsorgsfulde Ramasan.

— Jeg tror, jeg bliver blind, Ramasan.
— Nej, du bliver ikke blind, Bwana, du vil snart blive rask — det siger Bwana Stache og Lægen.

Han trøstede mig saa godt han kunde, men det var mig umuligt at faa den Frygt ud af mit Sind.

Det var næsten bedst, naar Smerterne vældede ind over mig som en rød Flod. Saa kom Lægen med Morfinsprøjten, og Smerterne maatte vige, alle Tanker og al Frygt maatte vige.

Den fjerde Dag blev jeg baaret ud i Sollyset — jeg kunde mærke Varmen — og Lægen begyndte at tage de mange Meter Bandage af mig.

Først blev Hovedet gjort fri, og Lægen spurgte igen, om jeg kunde se.

Jeg aabnede med stort Besvær Øjnene, der var tilklistrede af Blod og Materie — og jeg kunde se. Med det venstre Øje kunde jeg lige skimte Stache, der stod tæt ved Baaren, men med det højre kunde jeg kun se utydelige Omrids af mine Omgivelser.

Det var altsaa værst medtaget — men jeg kunde se med dem begge to.

Jeg blev fyldt af en saa jublende Glæde og Taknemmelighed over, at jeg kunde se, at jeg til at begynde med ikke mærkede, at Lægen var ved at fjerne Bindene fra mit Bryst og mine Arme.

Efterhaanden blev jeg dog opmærksom paa det, nemlig da han naaede til den indvendige Belægning.

Da fulgte store Dele af den forbrændte Hud med, og jeg maatte bide Tænderne sammen for ikke at skrige i vilden Sky.

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg rystede over hele Kroppen af Smerter. Saadan maatte det være at blive levende flaaet.

Lægen begyndte nu at rode i Saarene med en Pincet og fiskede forskellige Jernstykker ud og viste mig dem — af lutter professionel Interesse naturligvis.

Men jeg var utaknemlig nok til at lukke Øjnene og glide væk i en Bevidstløshed, der indtil videre forskaanede mig for Smerte. Da jeg kom til mig selv, laa jeg igen i Hytten med Ramasan ved min Seng, men nu var hans Stemme glad og fortrøstningsfuld.

— Du kan se, Bwana, du bliver ikke blind.

Ogsaa den lille Ali fik Lov til at komme ind til mig, og jeg kunde se ham. Stache kom ogsaa paa Besøg og snakkede om Dagens Besværligheder.

Jeg maatte se at blive rask lidt hurtigt, sagde han paa sin barske Maade, der skjulte megen Hjertelighed, for han kunde ikke undvære mig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

7. marts 1917. “Hele min saarede Overkrop brændte, som om jeg laa i flammende Ild.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Mens han befandt sig i byen Livale arbejdede han med at dreje granater og fremstille miner. Under dette arbejde gik det galt og en mine eksploderede i hytten.

Da jeg kom til mig selv, laa jeg paa en Baare udenfor en Græshytte, og en Læge, som opholdt sig i Livale, stod bøjet over mig.

Hele mit Ansigt og mit Bryst klæbede af Blod, og jeg havde kun i et Glimt, da jeg kom til Bevidsthed, kunnet se, hvad der skete omkring mig.

Saa blev alt mørkt igen.

— Kan De se? spurgte Lægen, men jeg bevægede blot Hovedet svagt som Svar.

Det var mig umuligt at aabne Øjnene.

— Du bliver blind — du bliver blind!

den Tanke arbejdede uafbrudt i min Hjerne. Alle Smerter var glemt for den frygtelige Rædsel for at blive blind.

Saa begyndte de at skære Tøjet af mig og vaske mine Saar.

Derefter blev jeg surret ind i Forbindinger — hele Hovedet med Undtagelse af en Smule Plads ved Munden, Armene og Brystet.

Jeg blev surret sammen som en Mumie, løftet op og baaret ind i noget køligt — den Hytte, jeg før havde skimtet.

Ud paa Natten vendte Bevidstheden klart tilbage, og jeg kunde i Tankerne gennemleve, hvad der var sket.

Det var mig umuligt at finde en Forklaring paa Aarsagen til Eksplosionen. Jeg havde lagt Tændladningen fra mig, da Eksplosionen skete — det var jeg ganske sikker paa, men der var vel ikke noget at sige til det.

Naar man til daglig omgaas Sprængstoffer, maa man løbe en vis Risiko.

Og nu fik jeg ogsaa andet at tænke paa. Med Bevidstheden vendte Smerterne tilbage, eller rettere meldte sig for første Gang.

Aldrig havde jeg troet, at et Menneske kunde komme til at lide saa meget. Hele min saarede Overkrop brændte, som om jeg laa i flammende Ild.

Jeg aabnede Munden og raabte stønnende, og ud fra Mørket svarede Ramasans bedrøvede Stemme og Lægens Stemme.

Saa blev en Naal stukket ind imellem Bandagerne, og et Øjeblik efter blev Smerterne svagere. Nogle Timer efter var Helvedet over mig igen, og Lægen maatte atter tilkaldes.

Saadan gik der fire Dage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

6. marts 1917. Østafrika: “Der lød et klingende, syngende Brag”

1 kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Mens han befandt sig i byen Livale, i den sydlige del, arbejdede han med at dreje granater og fremstille miner.

Mit Arbejde i Livale ledte til at begynde med ogsaa Tanken hen paa den almindelige Udgang.

Jeg hjalp Vaabenmestrene med at ødelægge tyske Geværer. Der var kommet en Mængde af dem til Livale, og en god Del af dem var de samme, som vi i sin Tid havde sejlet til Østafrika.

Nu var der ikke mere Ammunition til dem. De sidste Beholdninger var gemt til Maskingeværerne, og Geværerne skulde gøres ubrugelige, før de blev efterladt til Fjenden.

Det var et ejendommeligt og ikke opmuntrende Arbejde. Jeg har aldrig brudt mig om at ødelægge. Kolben blev slaaet over paa en Sten, og derefter blev Løbet stukket ind imellem et Par Træstammer og bøjet, saa det var ubrugeligt.

Det eneste, der kunde anvendes af Geværerne, var Laasen, som skulde anvendes til Tændmekanisme til Miner.

Da jeg var færdig med dette Arbejde, skulde der atter drejes Granater, og derefter skulde der laves Miner. Sta­che mindede mig om, at vi stadigvæk ikke havde opfundet den Mine, som Generalen ønskede, og jeg spekulerede ogsaa meget over den, men min stadige Sygdom og Træther virkede ikke inspirerende paa min Opfindsomhed.

Vi lavede derfor indtil videre Minerne paa samme Maade som hidtil. Efter dem tog jeg fat paa et helt nyt Arbejde.

Med Bærerkolonner fra den sydlige Del af Landet var der kommet en Mængde portugisiske Granater til Livale. Tyskerne havde ogsaa erobret nogle portugisiske Kanoner, men kunde ikke anvende Granaterne, da Portugiserne enten ikke havde faaet Tid til at sætte Tændrør i dem eller ogsaa havde faaet Tid til at pille dem ud.

Nok er det — det var Granater uden Tændrør, man havde erobret, og nu skulde jeg gøre dem brugbare.

Stache og jeg blev enige om, at det kunde lade sig gøre at sætte Tændrør fra de tyske 10,5 cm Granater til Kønigsberg-Kanonerne i de portugisiske Granater. Vi havde en Mængde af de svære tyske Granater liggende i Depotet i Livale og havde ingen Brug for dem udover til at lave Miner af.

Der eksisterede, fortalte Stache mig, nu ikke en eneste Kønigsberg-Kanon i den tyske Hær i Østafrika.

Alle 10 store Kanoner og de mindre 8,8 cm Kanoner og Maskinskytset var ødelagt, sprængt, erobret af Englænderne, sænket i Floderne eller væltet ned i Afgrunde.

Hele den tyske Hærs Artilleri bestod i Øjeblikket af et Par portugisiske Kanoner af meget let Kaliber. Vi kunde derfor med rolig Samvittighed pille Tændrørene ud af de store 10,5 cm Granater og sætte dem i de erobrede portugisiske Granater efter at have lavet lidt om paa dem.

Det var, medens jeg stod med dette Arbejde, at det skete, som baade Stache og jeg længe havde forudset:

— Det gaar galt engang!

Der lød et klingende, syngende Brag, der fyldte hele Hytten, hvor jeg arbejdede, og jeg mærkede noget slaa imod mit Ansigt, mit Bryst og mine Hænder.

— Færdig! tænkte jeg i den Brøkdel af et Sekund, der var forundt mig til at tænke i, og saa styrtede jeg baglæns om paa Gulvet.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb, Sønderjyder

4. marts 1917. “Det svandt ind i “Kronborg” s Mandskab”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 11. marts 2017 12:11

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. I byen Livale blev han informeret om at en del af hans kammerater fra “Kronborg” var faldet og en anden sønderjyde fra skibet “Marie” der ligeledes var død.

Af en Officer fra et af disse Kompagnier fik jeg at vide, at den lille Svensker Karl Sørensen var faldet.

Han var, sagde Officeren, en ualmindelig modig og dygtig Soldat, som vilde være avanceret, hvis han havde faaet Lov til at leve. Men hans Mod havde til sidst udartet til den rene Dumdristighed.

Overalt hvor der søgtes en Mand til en farlig Patrouille, meldte Karl Sørensen sig, og under Kampene var han altid at finde paa de farligste Steder. I Begyndelsen af Aaret havde han ført en lille Afdeling Askarier frem mod Belgierne, og da Folkene trykkede sig, havde han som sædvanlig udsat sig for den fjendtlige Ild for at give dem et godt Eksempel.

Her døde saa Karl Sørensen ramt af flere dræbende Skud. Jeg genkaldte mig Billedet af den unge, raske Fyr, som han stod ved Siden af mig paa „Kronborg“s Dæk en af de første Dage i Wilhelmshafen, tindrende af Fornøjelse over at have overlistet sin Moster og straalende af Lykke over endelig at være kommet ud paa et Eventyr.

Men han døde jo smukt — ja — blev ikke henvist til langsomt at undergraves af Malaria.

Han døde ligesom Svenskernes store Konge:
Han kunde ikke vige,
blot falde kunde han.

Oppe fra Rufijifloden kom Meddelelse om Christian Hansens Død. Det var ham, der blev baaret forbi min Lejr i Kungulio, stærkt lidende af Malaria. Han var Kullemper, paa Peter Hansens og min Vagt, og var en af de første, der blev angrebet af Malariaen, da vi arbejdede i Mansabugten. Sygdommen havde forfulgt ham siden og havde nu taget hans Liv.

Peter Christensen fra Kajnæs var ogsaa død. Han var faldet under et Forsøg paa at sprænge sin Haubitz i Luften. Han havde, sagde den Mand, der fortalte mig det, faaet den smukkeste Anerkendelse i en Udtalelse af Lettow-Vorbeck. Ja, ja, men hvad hjalp dog det mod al den Sorg, som denne Krig bredte om sig i de nordslesvigske Hjem.

Peter Albrechtsen fra Sønderborg var død. Han var faldet i en Patrouillefægtning ved Rufiji. Det var ham, der blev slynget over Bord af en Styrtsø under Stormen ved den norske Kyst. Dengang var han blevet reddet paa en næsten mirakuløs Maade — men det var altsaa for at dø i Afrika.

Kokkens Medhjælper, Tyksen fra Flensborg, var ogsaa død — bidt af en Slange. Hans Død erfarede jeg fra flere Sider. Den havde vakt stor Opmærksomhed, fordi der mærkeligt nok kun var ganske faa, om i det hele taget andre end Tyksen, der var kommet af Dage ved Slangebid.

Det svandt ind i „Kronborg“ s Mandskab, og de, der var tilbage, havde det næppe stort bedre end jeg.

Malariaen hærgede overalt i Vest som i Øst og i Nord, og baade Hvide og Sorte var konstant underernærede.

Uden at vide noget om Stillingen paa Fronterne kunde man se, hvad dette maatte føre til — enten til, at Hæren smuldrede helt sammen af Sygdom og Tab, eller ogsaa til en Kapitulation.

Alle Hvide, der kom gennem Livale, talte om det samme:
— Hvor længe kan dette vare
— har vi ikke snart lidt nok for Østafrika.

Men de gjorde dog alle deres Pligt i Farens Stund alligevel, og ingen formaaede blot i Tankerne at svigte den stærke Villie, der holdt det hele sammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

3. marts 1917. I Østafrika: “De saa frygtelige ud, de Kompagnier”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I byen Livale hvor han opholdt sig en stund, marcherede der mange tropper igennem, og de var ilde tilredt. Derudover havde han svært ved at slå malariaen helt ud af kroppen.

Værst var Manglen paa Kinin. Det fandtes endnu baade i Form af de almindelige Kininpiller og i Form af Kininbark-Udkog, den saakaldte Lettowsnaps, men i alt for smaa Mængder.

Følgen deraf blev, at jeg ikke kunde faa Malariaen ud af Kroppen. Den blev ved at sidde der og gjorde sig gældende gennem en stigende Træthed, Irritation og Feberanfald hver 14. Dag.

Jeg delte mine Kininpiller i indtil 10 Dele for konstant at holde Feberen Stangen, men den Ration, vi fik udleveret, forslog ikke til en fuldstændig Helbredelse.

Derfor gik jeg en god Del af den Maaned, jeg tilbragte i Livale, rundt i en Taage af Feber og Træthed og Uoplagthed og havde en stigende Fornemmelse af, at dette kun kunde ende paa én Maade, nemlig med en Begravelse i Afrikas Jord.

Dér laa allerede mange af mine Kammerater. Jeg erfarede deres Skæbne ad mærkelige Omveje og altid Maaneder efter, at det var sket. Livale var et Gennemmarchsted for Tropperne, der kom fra Vest, hvor de havde kæmpet mod Belgierne.

De saa frygtelige ud, de Kompagnier, der med Mellemrum slog Lejr i Livale eller marcherede igennem.

Det uhyre lange Tilbagetog havde næsten slidt dem op, og Uniformerne hang i Laser paa Kroppen af dem. Undertiden havde Askarierne opgivet ethvert Forsøg paa at holde Uniformen paa Kroppen og optraadte kun med Resterne af de korte Bukser og i øvrigt med nøgen Overkrop med Maskingeværbaand over Kryds paa Brystet eller med erobrede engelske eller belgiske Patronbandolerer.

Det var ikke altid, de havde Støvler paa Fødderne, og naar de havde det, var det som Regel engelske eller belgiske Støvler, som de havde trukket af de døde paa Valpladserne.

Alle disse Folk stod under General Wahle, hvis Styrke ellers havde faaet en særlig god Udrustning, men det var ikke til at tage fejl af, at Lettow-Vorbeck havde et bedre Tag paa at holde sine Folk i Tøjet.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

2. marts 1917. I Østafrika: ” vi sank efterhaanden ned paa Urskovstrinnet”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I marts 1917 befandt han sig i byen Livale, og her var det svært at opdrive fødevarer, og andre fornødenheder.

Til denne almindelige Nød og Elendighed paa Pengevæsenets Omraade kom ogsaa en stadig føleligere Varemangel.

De fleste af de Ting, som man for betragtede som Livets absolutte Nødvendigheder, maatte vi nu give Afkald paa, og vi sank efterhaanden ned paa Urskovstrinnet paa mange Omraader.

Heldigvis var baade Ali og Ramasan godt hjemme i primitiv Husholdning og vidste at hjælpe sig med smaa Midler.

Ramasan forstod at bagt godt Brød af Majsmel, som vi nu helt var henvist til, Hvide som Sorte, men det havde den Fejl, at det Dagen efter at det var bagt var lige saa haardt som en Sten. Egnede sig altsaa bedst til at nydes paa Stedet.

Ali laa heller ikke paa den lade Side. Under hans Pligter hørte Vasken — og i Afrika var det trods de mere og mere fortvivlede Forhold Skik og Brug, at Tøjet skulde være rent. Men hvorledes vaske ordentligt uden Sæbe?

Ali vidste det. Han havde Kendskab til Træer og Urter og deres særlige Egenskaber. Han kendte en Busk, hvis Rod havde den mærkelige Egenskab, at den virkede ligesom Sæbespaaner, naar den blev skaaret i Stykker og kogt sammen med Tøjet.

Men trods al denne udmærkede Hjælp var Situationen i Livale tæt op ad Hungersnød, og mange vigtige Ting maatte vi helt undvære.

Fedtstof var ikke til at opdrive. Her havde Flodhestene og til Dels Elefanterne været den store Kilde til Rigdom, men nu var vi drevet væk fra de Egne, hvor Flodhestene fandtes, og der var Flokkene for Resten ogsaa saa beskudt, at det var en hel Sjældenhed at se et saadant Dyr.

Elefanter var der heller ikke mange af paa disse Egne, og jeg naaede aldrig at komme nogen paa Skud.

Og det værste af det hele var, at Saltet begyndte at slippe op. Salt og Kinin var uundværlige Ting, og der var lige lidt af begge Dele. Følgen af Manglen paa Salt var en stigende Lede ved fersk Mad.

Jeg tænkte med Vemod tilbage paa den Tid, da vi var ved at lynche Kokken paa „Kronborg“, fordi der var alt for meget Salt paa hans Menu.

Dengang kunde jeg ikke forestille mig, at jeg nogen Sinde skulde komme til at beklage mig over Manglen paa Salt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

1. marts 1917. I Østafrika: “Jeg var ved at blive klædt af til Skindet blot for at faa lidt udover det daglige Brød.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I 1917 var han ankommet til byen Livale i den sydlige del, her var det svært at skaffe proviant, dels pga. de passerende tropper, men også pga. manglen på ordentlige pengesedler. Kock hyrede også her en ekstra mand: Penda Rocho.

Landet var fattigt og udspist af gennemmarcherende og bivuakerende Tropper. Det var det første Indtryk, jeg fik af Livale og dets nærmeste Omegn.

Ramasan kunde opbyde al sin Sporsans, han fandt dog intet spiseligt til os. Der skulde meget længere Rejser til end dem, han kunde tillade sig for at skaffe Proviant.

Saa engagerede jeg en tredie Mand til min Husstab, en Specialist i at finde Fødemidler. Han hed Penda Rocho, hvilket paa hans Sprog betød kærligt Hjerte, og han svarede for saa vidt godt til Navnet, som han af et godt Hjerte arbejdede for mig.

Undertiden kunde han være borte i Ugevis blot for at hente en Smule vild Honning eller spiselige Frugter — saa udgaaet var den nærmeste Omegn for Proviant.

Penda Rocho havde tilfilede Tander, hvilket henledte Tanken, paa Menneskeæderi, og jeg spurgte ham derfor en Dag, om han havde spist Mennesker.

Penda Roche rystede blot paa Hovedet og smilede med sine tilfilede Tænder:
— Ikke jeg, men min Fader, Bwana, men det var før de Hvide kom her til Landet.

Noget fast Led i Husstanden blev Penda Rocho dog aldrig. Han var altid paa Farten og maatte nærmest betragtes som en Slags Opkøber.

Der skulde paa dette Tidspunkt baade gode Handelsevner og god Sporsans til for at handle med Fødevarer paa denne Egn. Dels var det meget vanskeligt at finde de Steder, hvor der var Fødevarer, og dels havde vi ikke noget at købe for.

Vi fik ganske vist stadig udbetalt vor Løn, men siden vi var tvunget bort fra Centralbanen og Byerne, blev den betalt os i daarligere og daarligere Sedler.

Allerede paa det Tidspunkt, da „Kronborg“ landede saa ublidt paa Afrikas Kyst, benyttede man Nødpengesedler, men de blev dog trykt paa et rigtigt Trykkeri i en af Byerne og saa ganske nette ud.

Deres Kurs svarede dertil. Den var ikke saa høj som Metalpengenes, men man kunde dog afsætte Sedlerne til de Indfødte uden nævneværdigt Tab. Men efter Tabet af Centralbanen og Byerne var det ustandseligt gaaet tilbage baade med Pengesedlernes Udseende og med deres Kurs.

De, vi fik i 1917, var trykt paa almindeligt Skrivepapir med et Haandtrykkeri med Gummityper af den Slags, som Børnene leger med i Europa.

Trykket var ofte ulæseligt, især naar Sedlerne havde været gennem mange Hænder, og det var svært nok for en Europæer med al sin Autoritetstro i Behold at havde Tillid til disse mærkelige Penge, der var affødt af bitter Nød, men helt galt var det for de Indfødte.

De nægtede simpelthen at tage imod Pengene, og naar Penda Rocho skulde ud paa en af sine Ekspeditioner, maatte jeg skrabe Byttemidler sammen til ham — Metaldele, Uniformsgenstande o. s. v., o. s. v.

Jeg var ved at blive klædt af til Skindet blot for at faa lidt udover det daglige Brød.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

27. februar 1917. I Østafrika: Ankomst til Livale

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en månedeslang march nåede han endelig frem til byen Livale i slutningen af februar 1917.

Efter omtrent en Maaneds March naaede vi frem til Livale.

Allerede paa lang Afstand kunde jeg se Militærstationens røde Tage rage op over den lave Urskov omkring Byen.

Stort andet var der heller ikke at se i denne By. Der laa nogle ganske enkelte Hytter, men ellers var ogsaa her kun Navnet tilbage. Byen var aabenbart aldrig kommet til Kræfter efter Rædslerne for 10 Aar siden.

Bærernes Ansigter straalede, da de fik Øje paa Militærstationen, og Stache, som stod paa Vejen for at tage imod os, straalede ogsaa. Han havde ventet længe paa mig, sagde han, og han havde en Mængde Arbejde, som vi skulde have lavet paa Drejebænken.

For at vi kunde faa hvilet godt ud ovenpaa den lange Safari, havde han ladet bygge en hel lille Landsby til os af Stedets Materialer, Træ og Græs, og jeg kunde for første Gang tage en ganske ny Hytte i Besiddelse helt alene.

Ved Mansabugten havde vi været to eller flere om en Hytte. Jeg lod straks Ramasan og Ali holde Indtog i Hytten, med en virkelig stolt Følelse af at være Husejer i Afrika.

Hytten var af dejligt tyndt og tæt Græs, uigennemtrængeligt for Regn og Sol og med udskaarne Vinduer og Døre. Paa Gulvet stod et Bord med en Plade af flettet Græs og en groft sammenbundet Stol.

Desuden fandtes der et Sengeleje med dejligt tørt Græs i. Der er næppe nogen, der har taget en komfortabel Ejendom i Besiddelse med saadan en Henrykkelse som jeg, da jeg slog mig ned i min nye og helt private Græshytte i Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

21. februar 1917: “Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2017 8:12

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Under en lang march sydpå, havde han sammen med sine bærere søgt ly i en landsby, for at undslippe det voldsomme regnvejr.

— Hvad mener du om disse Mennesker? spurgte jeg Ramasan.
— Man skal ikke stole for meget paa dem, Bwana, svarede Ramasan og trak paa Skuldrene.

Jeg tog Magasinet ud af min Parabellum Pistol og tørrede det omhyggeligt af. Saa satte jeg det i igen og lagde Pistolen skudberedt ved Siden af mig paa Kitandaen.

Geværet blev ogsaa efterset og anbragt støttet til mit Leje, saa jeg hurtigt kunde faa fat paa det.

Men det glædede mig dog meget, at Bærerne laa i en Kreds mellem Døren og mit Leje, saa ingen kunde komme ind uden at vække dem, for der er næppe nogen Tvivl om, at jeg var blevet overfaldet om Natten, hvis jeg havde været alene.

Nu faldt jeg i Søvn og sov til den lyse Morgen, uden at der hændte mig noget ubehageligt.

Den næste Morgen var det straalende Solskin, og vi beredte os paa at drage videre.

Først takkede jeg dog Høvdingen for den udviste Gæstfrihed og forærede ham en brugt Uniformsfrakke, som jeg havde med i min Tøjkiste.

Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave, og stillede øjeblikkelig en Vejviser til vor Raadighed, saa vi uden Besvær kunde naa til den slagne Karavanevej.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

20. februar 1917: “Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Under en lang march mod byen Livale i den sydlige del, besluttede han at skyde genvej, men regnen blev for kraftig til at slå lejr under åben himmel.

Det var en forbandet Egn, vi var havnet i, en Landstrækning, der næsten var ødelagt af Krig og Voldsomheder, og nu skulde den igen være Skuepladsen for krigerske Begivenheder.

Den Smule Befolkning, der levede paa disse Egne, var skummel og mistroisk. Der havde i Krigens første Aar været ikke saa faa Uroligheder hernede, men de var blevet dæmpet med haard Haand.

Alligevel var det ikke nogen hyggelig Befolkning at slaa Lejr imellem. Kun en eneste Gang paa den lange Rejse søgte jeg Husly i en beboet Landsby, og Modtagelsen der gav mig et godt Indtryk af Befolkningens Sindelag.

Det var en Dag, da jeg havde besluttet at forlade den afstukne Rute og skyde en Genvej, der sparede os for ca. 40 km Omvej.

Vejen viste sig at være meget besværlig med meget oversvømmet Terræn og vanskelig Urskov, hvor vi undertiden maatte hugge os igennem, men det havde jeg været forberedt paa.

Værre var det, at Regnen ved Middagstid begyndte at strømme ned med en Voldsomhed, som jeg kun sjældent havde oplevet.

Det blev næsten mørkt, og Bærerne arbejdede sig kun med Besvær frem gennem det sumpede, halvt oversvømmede Landskab.

Regnen blev ved hele Dagen med den samme Voldsomhed, og der kunde ikke være Tale om at slaa Lejr, da det var umuligt at faa tændt Baal midt i denne Syndflod. Jeg gik forrest med Ramasan og Ali, og det var en af dem, der fik Øje paa dyrkede Marker forude.

Kort efter skimtede vi ogsaa Lys imellem Markerne. Vi var kommet til en Landsby. Da jeg vidste, at der ofte stod tomme Hytter i Landsbyerne hernede, besluttede jeg for en Gangs Skyld at overnatte i en Negerlandsby.

Jeg gik rask frem mod Byen, samtidig med, at jeg løsnede Pistolen lidt i Holderen, da man aldrig kunde være for sikker, og naaede hurtigt ind i Byen.

Jeg stak Hovedet ind gennem den aabne Dør i den første Hytte, jeg kom til, og hilste God Aften. Der sad to Mænd og en Kvinde ved Baalet, som brændte midt paa Gulvet, og de syntes temmelig overraskede, men hilste mig dog, og en af Mændene bad mig træde nærmere.

Jeg bøjede mig og gik ind, og vi hilste endnu engang paa hinanden — Negre er høflige paa en værdig og smuk Maade — og spurgte, om jeg ikke kunde faa en Hytte til mig selv og mine Mand, da vi ikke kunde gaa længere i Mørket og det regnede for stærkt til, at vi kunde slaa Lejr under aaben Himmel.

De to Mænd konfererede lavmælt med hinanden og skelede engang imellem hemmeligt op til mig.

Jeg fyldte — hvilket dog ikke skal være sagt til egen Fortjeneste — ganske godt op i deres Hytte, og min Pistol og Riffel var ogsaa synlige for dem.

Resultatet af Konferencen blev, at den ene af dem gik sin Vej og kort efter kom tilbage med en Mand, der kunde se ud til at være Høvdingen, og en anden, som jeg anslog til at være Stedets Medicinmand.

Ingen af dem lod til at være stærkt begejstret i Anledning af min Tilsynekomst, men efter nogen Snak frem og tilbage fik jeg dog overladt en stor og rummelig Hytte, hvor vi allesammen kunde være. Ja, Høvdingen var endog saa elskværdig at sende en Kitanda, en Slags Seng, der bruges af Rangspersoner, til mit personlige Brug.

Kort efter kom mine Bærere til Byen og tog straks med Jubel Hytten i Besiddelse. I Løbet af et Øjeblik var Hytten gjort ren og et stort Baal var tændt midt paa Gulvet under utallige Kogekar.

Jeg skiftede Tøj og fik det vaade hængt op ved Siden af Baalet, saa det kunde tørre, og da jeg var færdig og havde smidt mig paa Kitandaen, kunde Ramasan allerede servere det varme Rismaaltid for mig.

Kort efter laa vi allesammen og døsede omkring det herlige varme Baal. Bærernes Smule Tøj tørrede hurtigt paa Kroppen af dem, og jeg kunde høre paa dem, hvordan de nød at være helt tørre for en Gangs Skyld.

Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet i Stedet for de halvarrige Fjæs, jeg havde haft Udsigt til under Marchen, for slet ikke at tale om de aabenlyst fjendtlige Ansigter, jeg var blevet modtaget med i Landsbyen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

15. februar 1917. Østafrika: “I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Det var svært at skaffe mad, og folk var syge. Under marchen sydpå mindedes han et oprør der havde forgået i kolonien i 1905-06, det såkaldte Maji-Maji oprør (Maji er det swahiliske ord for vand). Dette oprør efterlod sig mange tomme landsbyer og meget af landet var stadig hærget.

Junglen var fuld af Sygdom og syge Mennesker.

I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag, at et Vindpust kunde have væltet den, men Vindpustet kom ikke endnu — fordi det ogsaa var umuligt for Englænderne at føre Krig i disse forpestede Egne.

Vand foroven, Sump forneden, Myriader af Moskitoer i Luften, Slanger i Græsset eller i Træerne, giftige Skorpioner, Sandlopper, der borede sig ind i Tæerne og kunde ødelægge hele Foden, Oversvømmelser, rivende Regnfloder, uvenlige Indfødte, hvor der endelig var nogle — saadan saa det ud hele Vejen fra Utungisøen til Livale.

Jagten var grumme ringe og vanskelig.

Gang paa Gang kom jeg tomhændet hjem fra en Jagtudflugt, men undertiden lykkedes det mig dog at faa Ram paa et Stykke Vildt, der til Gengæld gjorde dobbelt Fyldest, fordi vi var saa faa — kun ca. 30 Mennesker.

Helt oppe fra Floden og ned til den portugisiske Grænse havde der raset et voldsomt Oprør ansiftet af Araberne i Aarene 1905-06.

De havde solgt de Indfødte en Vidundermedicin, som skulde gøre dem haarde mod Tyskernes Kugler — ja, fortalt dem, at der vilde løbe Vand ud af de tyske Geværmundinger, naar de blev rettet mod en Mand, der havde drukket af denne vidunderlige Medicin.

Livale var blevet stormet og Besætningen nedhugget, adskillige mindre tyske Afdelinger var blevet nedsablet

— hele Landet stod i Flammer fra Syd til Nord. Plantager var blevet brændt og Beboerne myrdet eller fordrevet, og mange Ejendomme var groet i Jungle og Dyrkningen aldrig genoptaget siden.

Saa kom Hævnen jo til sidst. Opstanden blev slaaet ned med den største Strenghed.

Helt oppe ved Rufijifloden havde jeg stødt paa forladte Landsbyer, og paa denne Safari traf jeg ogsaa paa en Del af disse stumme Mindesmarker for Oprøret for 11 Aar siden, og en Del Landsbyer, der kun var halvt beboede.

Paa hele Rejsen fra Rufiji til Livale fandt jeg ikke en Landsby, der var paa over en halv Snes Hytter, og ofte var af hele Byen kun Navnet tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

14. februar 1917. På safari i Østafrika: “Utrolig nøjsomme var disse Mennesker”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. I februar 1917 var han undervejs sydpå mod byen Livale med en kolonne af bærere. På denne safari mødte han også en anden sønderjyde.

For Bærerne derimod var der intet spændende ved dette. Det var deres daglige Arbejde, deres Profession, som de udførte med en rørende Troskab.

Slet ernærede var de, deres Løn blev mere og mere værdiløs, og de fjernede sig længere og længere fra deres Landsbyer. Det vilde være forstaaeligt, om de havde kastet deres Byrder og var løbet deres Vej, men det gjorde de ikke.

Jeg har vandret Hundreder af Kilometer i Afrika førende større og mindre Safarier, men der er aldrig deserteret en eneste Bærer fra mig. Bærerfaget var opbygget paa meget gamle Traditioner, og til de bedste af dem hørte urokkelig Trofasthed. Kun naar Bærerne blev udsat for meget daarlig Behandling, løb de deres Vej.

Utrolig nøjsomme var disse Mennesker og udholdende indtil det usandsynlige. Foruden en Byrde, der som Regel vejede 60 Pund, bar de deres egen Proviant, en Feltflaske, der var lavet af en udhulet Frugt af Abetræet, og et Kogekar.

De havde undertiden saa meget at bare, at de havde Vanskelighed ved at rejse sig op under Byrden, men naar de først var kommet i Gang, kunde de gaa meget langt uden at trættes.

Deres Haardførhed var ogsaa stor. De sov paa den vaade Jord i Regnen uden at have Tæpper til at dække sig med, og deres gennemblødte Tøj gav ingen Varme. Det bestod i øvrigt kun af noget tyndt Bomuldstøj — undertiden et helt Gevandt, men som oftest kun et temmelig stort Lændeklæde.

Efterhaanden som Bomuldstøj blev sjældnere og sjældnere, svandt deres Paaklædning mere og mere ind, og til sidst var de omtrent vendt tilbage til Urskovens paradisiske Paaklædning.

Bedst fik man det med dem, naar man gav dem en Hviledag engang imellem, hvad jeg ogsaa gjorde baade af Hensyn til mig selv og til Bærerne.

Paa en saadan Dag, hvor vi havde slaaet Lejr i en lav Urskov, kom Ramasan, som vidste alt, og fortalte mig, at der laa en hvid Mand i Lejr tæt ved.

Jeg gik derhed og fandt en stor, kraftig Mand liggende paa et Leje af samme Slags, som jeg havde ligget paa. Manden glødede af Feber — en af Malariaens uhyggeligste Følgesygdomme, Sortvandsfeber, som næsten altid bragte Døden.

Jeg kendte straks den syge, og da han fik et klart Øjeblik, kendte han ogsaa mig. Det var en Sønderjyde, Hans Johansen fra Iller paa Broager, som havde opholdt sig i Østafrika før Krigen, ansat ved Koloniens Telegrafvæsen.

Jeg havde mødt ham i Tanga, da Peter Hansen og jeg kom tilbage fra vort Rekreationsophold i Usambarabjergene. Han havde ventet paa os og gav os en straalende Modtagelse i Tanga.

Nu Iaa han her. Vi naaede at faa hilst, medens han var ved Bevidsthed, men kort efter brød hans Safari op. Negrene lagde varsomt Hans Johansen paa en Baare og bar ham mod Syd til et eller andet Junglehospital

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

9. februar 1917. I Østafrika: “For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. Tidligt i 1917 bevægede han sig stille og roligt sydpå mod Livale, men han var stadig plaget af malaria.

Helt havde jeg ikke faaet Feberen ud af Blodet og kunde heller ikke gøre mig Haab om at faa det med den Smule Kinin, jeg havde til min Raadighed, og min gamle Form fandt jeg aldrig igen.

Paa den første Del af Marchen maatte jeg støtte mig til en Stok, og naar vi kom til Vandløb eller Regnsøer, Korongos, som de hedder paa Kisuaheli-Sproget, maatte jeg lade mig bære over af en stor og stærk Neger.

Denne Transport var ikke lige blid, da Bunden i disse Korongos ofte var fyldt med Elefantspor, hvor Bæreren stadig var ved at snuble. Jeg bad ham være forsigtig, da jeg nødig vilde en Tur i Vandet i den Tilstand, jeg befandt mig i, og han svarede regelmæssigt:

— Ja, Bwana, jeg skal nok passe paa, men hvis jeg falder, saa er det paa Guds Befaling — Amri ya Mungu — det er Guds Villie.

Bagefter mig svømmede den lille Ali som en Fisk. Han var vist den, der klarede sig bedst paa hele denne Safari. For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse altsammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

7. februar 1917. “Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg blev ramt af malaria i Østafrika, under en march sydpå. Efter at havde brugt nogle dage på at komme til hægterne, begyndte sulten atter at sætte ind. Hans hjælper Ramasan kom ham til undsætning her.

Den tredie Dag begyndte Kininen at gøre sin Virkning, og jeg følte mig bedre.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, som jeg flyttede hen paa ved at kravle hen ad Jorden, men forst den fjerde Dag begyndte jeg at fole Savnet af Mad.

Den Dag kom Ramasan til mig med en stor Portion Hønsekødsuppe og en Tallerken med duftende Hønsekød.

Her var ikke Høns i Miles Omkreds, saa vidt jeg vidste, undtagen — en frygtelig Anelse greb mig — undtagen netop Ramasans egen dyrebare Høne, som han havde værnet saa trofast om i over to Maaneder.

— Ramasan, sagde jeg og rejste mig op paa Albuen og saa alvorligt paa Manden, hvor har du faaet den Hønefra — det er vel ikke din egen?

— Jo, Bwana — det er min egen Høne.

— Det kan jeg ikke tage imod, Ramasan

— jeg kan ikke spise din Høne, mens du selv sidder og spiser Majsgrød.

Ramasan svarede mig bestemt og roligt i Afrikas smukke, højtidelige Sprog:

— Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig, og dit Salt har du delt med mig.

Men nu, da du er syg og vi intet Kød har, som kan give dig Kræfter, saa skal du have min Høne, Bwana.

Derpaa satte Ramasan Maden ned ved Siden af mit Leje og gik sin Vej.

Jeg tror endnu ganske sikkert paa, at det var Ramasan, som reddede mig ved denne Lejlighed.

Et Par Dage efter kunde jeg staa og gaa, og vor Safari satte sig igen i Bevægelse.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

5. februar 1917. Østafrika: “Mad kunde jeg ikke spise — jeg væmmedes blot ved Synet”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien Tysk-Østafrika. Under en march sydpå, for at undvige britiske og belgiske angreb blev han ramt af malaria – for anden gang. Han blev derfor efterladt for at komme til hægterne på egen hånd.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, men tørt Græs var ikke til at opdrive.

Derfor havde han bredt et Stykke Sejldug ud over Græsset, og over Moskitonettet, som nu var temmelig formaalsløst, da Moskitoerne havde gjort det værste, de kunde gøre ved mig, havde han spændt et andet Stykke Sejldug.

Et Stykke fra mit Leje slog mine 25 Bærere Lejr med betydelig større Glæde end jeg.

De havde gaaet langt og var temmelig afkræftede paa Grund af den slette Ernæring.

Jeg laa og hørte Regnen tromme mod det udspændte Lærred.

Feberen vandrede hurtigt op mod de 40 Grader,og Hjertet piskede Blodet saa hurtigt gennem Aarerne, at Pulsslagene næsten ikke var til at tælle. Saa længe Staches rædselsfulde Kininafkog endnu virkede, holdt jeg mig fra mine egne Piller, men op paa Dagen delte jeg en af dem i smaa bitte Stykker og spiste dem med en Times Mellemrum.

Ind imellem havde jeg halve eller hele Bevidstløshedsperioder, efter hvad Ramasan senere fortalte mig, og jeg talte meget i Vildelse.

Saadan gik en Dag og en Nat, og en ny Dag brød frem med plaskende Regn og en Luft saa tung, at jeg næppe kunde trække Vejret.

Jeg begyndte atter at dele mit sparsomme Kininforraad for stadigvæk at have lidt at sætte op mod Feberen, men det forslog saa lidt.

Badet i Sved, snart frysende lige ind til Knoglerne, snart gennemhedet af Febervarme laa jeg og kæmpede mod Sygdommen.

Jorden var opblødt af Regnen, og Græsset under mig blev gennemsivet af Vand.

Det var, som hele min Verden forgik i Mudder og silende Regn og Feber.

Mad kunde jeg ikke spise — jeg væmmedes blot ved Synet — og endnu en Dag og Nat gik.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

3. februar 1917. ”Det var Malariaen, som havde holdt sit Indtog igen.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 var han på en march sydpå. Undervejs blev han ramt af malaria, endnu en gang og han blev nødt til at blive tilbage, for at komme til hægterne igen.

Efter en Uges March under disse Forhold begyndte det at knibe for mig med at følge med.

Jeg følte mig træt fra Morgen til Aften, mine Lemmer smertede, og jeg vidste, hvad det betød — det var Malariaen, som havde holdt sit Indtog igen.

Til sidst kunde jeg ikke mere. Jeg kunde næppe se ud af Øjnene og vaklede af Sted som en drukken Mand ved Siden af Stache, der gjorde alt for at hjælpe mig, men savnede det, som jeg trængte mest af alt til — Kinin.

Ogsaa dér var der skaaret ned paa Rationerne — omtrent samtidig med, at vi alle var drevet sammen i Koloniens værste Feberegn.

Der var ikke noget at sige til det — det var den bitre Nød, der havde fremtvunget denne Rationering.

Der vokser Træer med Kininindhold i Østafrika, men det vigtige Stof blev ikke fremstillet dér, men i Tyskland.

Vi maatte saaledes leve paa det Forraad af Kinin, der fandtes i Landet før Krigen, og paa den Smule, vi kunde tage fra Englænderne ved Overrumplinger af deres Lejre.

Jeg havde kun 6-7 Gram Kinin til at modstaa dette meget kraftige Angreb med, medens man under normale Forhold kan bruge indtil ét Gram om Dagen i en Maanedstid for at faa Feberen helt ud af Kroppen, og til sidst maatte Stache en Morgen forbyde mig at staa op, hvad jeg i øvrigt heller ikke var i Stand til.

— De maa blive liggende her, til De er kommet nogenlunde til Hægterne igen, sagde han, men jeg maa videre med Ammunitionen.

De venter mig i Livale, saa hurtigt jeg overhovedet kan komme frem.

Til Afsked gav han mig en Snaps af en lille Flaske, som han havde med. Det smagte aldeles forfærdeligt, og jeg fik en Hjertebanken saa frygtelig, at jeg endnu ikke havde prøvet noget tilsvarende.

— Det er Afkog af Kinabark, oplyste Stache. Det smager forfærdeligt, men det plejer at hjælpe.
— Du gode Gud, hviskede jeg, det er næsten værre end Malariaen.
— De kalder det for Lettowsnaps, forklarede Stache, og kort efter rejste han sig og tog Afsked.

Hans Bærere var gaaet i Forvejen for lang Tid siden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

27. januar 1917. I Østafrika: ”Alt var nu bitter Alvor.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. Efter en stund ved Utungisøen, begyndte den lange march sydpå mod byen Livale, hvor der skulle leveres ammunition.

Vi gik mod Syd under grønne Trækroner. Bærerne gik for sig selv i en lang, lang højtidelig Procession med deres forskelligt formede Byrder paa Hovedet og Armene oprakt for at give Byrderne den nødvendige Afstivning.

Nogle af dem bar dobbelte Byrder, der var surret fast til et Par Bærestænger, som to Mænd bar paa Skuldrene.

Det var Dele af Drejebænken eller sværere Granater, der var surret sammen med Bast.

De sang ikke mere.

Regnen var begyndt og gjorde Jorden blød og glat og Luften saa tung og dampmættet, at den føltes som en flydende Masse.

Bagefter fulgte Stache og jeg, der som Regel gik ved Siden af hinanden, og efter os fulgte vore Bærere med vore personlige Ejendele.

Den lille Ali holdt sig trofast i mit Kølvand, og Ramasan vandrede værdigt og alvorligt gennem Junglen med sin Høne paa Hovedet.

Den levede endnu, var blevet tyk og fed, og den Dag i Dag er det mig en Gaade, hvad der bevægede Ramasan til at tage dette Dyr med paa den lange Rejse.

Han havde i Tidernes Lob købt mange Høns til mig og havde slagtet dem omgaaende uden Ceremonier, men denne havde han slæbt rundt med i over to Maaneder uden nogen fornuftig Begrundelse.

Og langt bagefter fulgte Kvinderne — unge og gamle imellem hinanden. Ramasans unge Kone holdt stadig Trit, mens andre havde vanskeligere ved det. En af dem forsvandt en Dag fra Safarien, men indhentede os igen nogle Dage efter — bærende et lille nyfødt Barn paa Ryggen.

Det var ikke længere en Safari, man gjorde for sin Fornøjelses Skyld.

Alt var nu blevet bitter Alvor.

Selv de, der næppe anede noget om Stillingen ved Fronten, følte det instinktmæssigt, og det var nu fuldbyrdet i Østafrika som paa alle Skæbnevandringer, at de svage klamrede sig til de stærkere og opbød alle deres Kræfter for ikke at blive ladt ene tilbage.

Jo længere det gik mod Syd, jo mere fortvivlet Stillingen blev for de tyske Tropper, jo flere hagede sig i Fortvivlelse fast til Hæren.

I øvrigt sivede og plaskede Regnen ned, alt efter som Skyerne var til Sinds.

Der kunde være enkelte tørre Timer denne Dag, de følgende Dage, de følgende Uger, men det normale var den uopholdelige Regn. Den gennemblødte vort Tøj, da vi ikke havde nogen Beskyttelse modden, den gjorde det yderst vanskeligt at skaffe tort Brændseltil Baalene om Aftenen, og den skabte smaa Søer i Lavninger i Skovene og paa Sletterne og fik tørrede Flodlejer til at svulme op med brunt mudret Vand, der skummede af Sted mod Rufiji eller mod Syd.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

19. januar 1917. I Østafrika: ”Englænderne var lige i Nærheden”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 befandt han sig ved Utungisøen, hvor han fremstillede miner. Inden afgangen skulle en del af disse nedgraves.

En af de sidste Dage, vi laa ved Utungisøen, gav Stache mig Ordre til at følge med en Patrouille ud for at nedgrave nogle Miner.

De skulde anbringes paa en meget vigtig Vej, og han vilde have Sikkerhed for, at de blev anbragt, som de skulde. Sammen med en Afdeling Bærere, der bar Graveredskaber og Miner, og en Askariunderofficer, der vidste, hvor Minerne skulde anbringes, begav jeg mig af Sted paa Ekspeditionen ud paa Eftermiddagen.

Vi gik godt til og holdt ikke Hvil, men først ved Midnatstid naaede vi frem til det Sted, hvor Minerne skulde graves ned. Underofficeren fortalte mig hviskende, at Englænderne var lige i Nærheden, og gik derefter et Stykke forud, for at holde Vagt.

Jeg gav Bærerne Ordre til at grave nogle Huller af passende Størrelse, og i dem an­bragte vi Minerne, hvis Tændmekanisme var forbundet med et Bræt, som skulde ligge lige i Jordoverfladen.

Minerne blev sat ned, og jeg stak Haanden ned til hver enkelt og afsikrede dem. Jeg gjorde det ganske uden Nervø­sitet, da jeg kendte Konstruktionen og jo selv havde lavet Minerne, men jeg blev ved denne Lejlighed klar over, at det ikke maatte være noget hyggeligt Arbejde for Folk, der ikke rigtig var inde i deres Konstruktion eller var nervøse.

Det kan ske for den modigste.

Der blev nu fyldt Jord omkring Minen, og Brættet blev skjult under Blade og Græs. Saa snart vi var færdige, vendte vi om og marcherede tilbage til Lejren, som vi først naaede den næste Dag ud paa Aftenen, da vi gjorde Holdt undervejs.

Efter at have hvilet en Dagstid ovenpaa denne Ekspedition drog Stache og jeg videre mod Syd.

Den sidste Aften saa jeg en Mand staa paa en lille Bakke et Stykke fra vor Lejr.

Manden stod som hugget i Sten, saa længe jeg saa ham, og hans Silhuet tegnede sig skarpt mod Aftenhimlen.

Jeg kunde tydeligt se hans store Fuldskæg og Skyggen af hans opkrammede sydafrikanske Hat. Det var Generalens stadige Ledsager, Boeren van Niewenhuizen, der stod og spejdede i den Retning, hvorfra Fjenden kunde ventes.

Længe efter genkaldte jeg mig Billedet af denne statuelignende Mand — et Monument for Vagtsomhed og uforsonligt Had.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

7. januar 1917. Regntid i Afrika: Kaptajn Ottos kompagnier slutter sig til

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 befandt han sig ved Utungisøen, hvor han fremstillede miner.

Endnu inden vi var færdige med vore Miner, sluttede Størsteparten af Kaptajn Ottos Kompagnier sig til Hovedstyrken.

De kom dragende ind i Lejren, tavse og medtagne, men i god Orden. Deres Officerer fortalte os, at Englænderne var gaaet over Floden ved Kungulio, men ganske overraskende var blevet angrebet af Tyskerne og havde lidt meget betydelige Tab.

Nu var de fleste tyske Tropper trukket bort fra Overgangsstedet, og Englænderne rykkede baade derfra og fra andre Overgangssteder langsomt mod Syd.

Tyske Patrouiller gik i denne Tid jævnlig mod Nord og naaede helt op til Floden ved Kungulio, og Englænderne svarede med at sende Kamppatrouiller langt mod Syd.

Noget større Sammenstød kunde ikke ventes i Øjeblikket, da Regnen hang truende over denne Del af Østfrika og snart vilde forvandle Rufijis Omgivelser til Sumpland.

Den tyske Hovedstyrke blev derfor staaende roligt ved Utungisøen for at sikre Tilførslerne fra Møllerierne i Logeloge.

Intet maatte gaa til Spilde, thi længere mod Syd var Landet fattigt, Befolkningen lidet talrig, og der fandtes ikke meget opdyrket Jord.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

4. januar 1917. Helvedesmaskiner på gammeldags manér

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika, i starten af 1917 ankom han til Utungisøen hvor General Lettow-Vorbeck befandt sig.

Efter tre Dages March naaede vi frem til den nordlige Spids af Utungisøen, hvor det viste sig, at General Lettow-Vorbeck opholdt sig.

Jeg saå ham ikke ved denne Lejlighed, men Stache meldte sig hos ham og kom tilbage med et underlig indædt Udtryk i Ansigtet.

— Vi skal blive her nogle Dage, sagde han, Generalen ønsker 35 Miner.
— Hvad i Alverden skal vi lave dem af — vi har jo ingenting?
— Prøv lige at fortælle det til Generalen, svarede Stache mørkt, og saa gik vi i Gang med Arbejdet.

Vi havde ingen Granater, der egnede sig til Formaalet, da de alle var af for lille Kaliber, men vi fik fat paa noget Bølgeblik, hvoraf vi lavede Beholderne til Sprængstoffet.

Det øvrige gik af sig selv. Under Arbejdet fortalte Stache mig, at Generalen havde hørt noget om de mange Miner, der blev gravet ned uden at være afsikret, og havde givet Ordre til, at der skulde laves en anden Tændingskonstruktion end den, der hidtil havde været anvendt.

Vi havde imidlertid alt for travlt til at spekulere over nye Konstruktioner til disse Helvedesmaskiner, men lavede dem paa den gammeldags Manér.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

1. januar 1917. ”Nettet var ved at trække sig sammen om Forsvarerne af tysk Østafrika”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. Ved årsskiftet 1916-1917 befandt han sig i Logeloge, men britiske og belgiske angreb tvang tyskerne til at evakuere.

Den første Dag i det nye Aar fik Stache Ordre fra Hovedkvarteret om straks at bryde op med Ammunitionen og begive sig til Livale.

Stache lod mig udtage 25 Mand af Bærerne til at transportere Drejebænken, som jeg havde skilt ad, og dermed begyndte den længste Safari, jeg har været paa i Afrika. 

Der blev ikke sunget, da Marchen begyndte denne Dag.

Negrene, der altid vidste god Besked, vidste lige saa godt som vi, hvad der var sket.

Selve den Dag, da vi marcherede mod Syd paa den første Dagsmarche, kastede engelske Flyvere Bomber ned over Logeloge, og vi saa Flammer stige op fra Skure og Hytter.

Mod Nord satte stærke engelske Kolonner sig samme Dag i Bevægelse mod Rufijifloden, og Kampene, som var stilnet helt hen, blussede op med fornyet Styrke.

 Over alle Fronter i Østafrika blev der angrebet omtrent paa samme Tid.

Fra Vest trængte Belgiere og Englændere General Wahles Tropper helt ud af det Land, de skulde forsvare, og mod Nord fejedes de svage tyske Styrker ved Rufiji ned mod Floden og over den, og samtidig kastede Englænderne Tropper i Land ved Lindi i Koloniens sydøstlige Hjørne, den eneste større By Syd for Rufijifloden.

Nettet var ved at trække sig sammen om Forsvarerne af tysk Østafrika, men endnu var Landet dog stort nok til, at vi kunde drage ud paa en maanedlang Safari.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

29. december 1916. Englænderne bomber Logeloge

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden, men i november kom han med en stor safari med ammunition til Logeloge, hvor han fremstillede granater.

Op imod Jul begyndte engelske Flyvere at kredse over Logeloge og kaste deres Sprængbomber eller Brandbomber over Plantagebygningerne. De blev altid livligt beskudt, men aldrig skudt ned.

Deres Besøg blev efterhaanden saa hyppige, at vi begyndte at frygte alvorligt for vor Ammunition, som vi havde opstablet nede ved Flodbredden, og et Par Dage før Nytaar meddelte Stache mig, at nu var vor Tid i Logeloge forbi. Den nye engelske Offensiv var under Udvikling, og inden længe vilde Englænderne gaa over Rufiji.

Vi skulde langt mod Syd, sandsynligvis helt til Militærstationen Livale, hvor der var Haab om, at vi endnu nogen Tid kunde faa Lov til at arbejde i Fred, og for at jeg ikke skulde komme til at savne mit vante Arbejde, skulde vi have Drejebænken med.

Det var en udtrykkelig og personlig Ordre fra Generalen. Jeg skulde udtage 25 Mand af Bærerne, som skulde bære Drejebænken, der ogsaa var indrettet til at træde, og skulde i øvrigt holde mig rede til at afgaa, saa snart nærmere Ordre kom.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

24. december 1916. Ufreden sænker sig til jul i Afrika …

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden, men i november kom han med en stor safari med ammunition til Logeloge, hvor han fremstillede granater. Med sig havde han sine to tjenere Ramasan og Ali. Men engelske fly var begyndt at bombe.

Jeg havde haft det sjældne Held at skyde en Nilgaas Juleaftensdag, og den havde Ramasan kogt Suppe paa.

Det var ikke nogen  opløftende Juleaften, og nu havde jeg Vished for, at den nærmeste Fremtid heller ikke tegnede sig helt godt. En Safari fra Logeloge til Livale var en maanedlang Rejse gennem et usundt og tyndt befolket Land, og Regntiden nærmede sig.

Tung i Sind vandrede jeg hjem til min Hytte og spurgte ind gennem Døren, om Maden snart var færdig, men mod Sædvane fik jeg intet  Svar. Forbavset stak jeg Hovedet ind i Hytten og saå Ramasan sidde i det ene Hjørne af Hytten og Ali i det andet. De ligefrem sad paa Lur efter hinanden og skumlede og skulede, saa det var hæsligt at se paa.

Jeg havde i det mindste aldrig set noget lignende og havde heller aldrig set Ramasan med et ophovnet Øje og Rifter og Skrammer i Ansigtet som efter et drabeligt Slagsmaal. Hvad i Himlens Navn var her sket?

De engelske Flyveres Angreb, Udsigterne til en lang Safari gennem Malariasumpe svandt ind til det rene ingenting i Sammenligning med Fjendskabet i min egen Husstand. Noget saadant havde jeg aldrig set før.

— Ramasan, sagde jeg med den strengeste Stemme, jeg kunde opdrive, hvad skal dette her betyde?

Og nu kom den store, alvorlige Neger langsomt luskende hen imod mig med Tilløb til Taarer baade i det raske Øje og i det, der var ophovnet.

— Det er Ali, svarede han med brudt Stemme, han har slaaet mig — med Stegepanden.

Ja, saadan var det. Den laa ogsaa midt paa Gulvet med knækket Haandtag. Ali var ved at trykke sig ud af Væggen af lutter Frygt og Skamfuldhed. Hans Samvittighed var saa sort som Natten.

— Ali — kom herhen — har du slaaet Ramasan med Stegepanden?

Endnu mere tøvende og forsigtig nærmede Ali sig, men da han endelig var kommet helt hen til mig, begyndte hans  Selvopholdelsesdrift at gøre sig gældende. Den var meget udviklet i Forvejen, og her fik den frit Løb. Ali talte, og han blev ved at tale.

Det var en Forsvarstale, som jeg aldrig har hørt Magen til. Ordene  rullede ud af ham saa hurtigt, at de snublede over hinanden, saa jeg
ikke kunde forstaa mere end Halvdelen, men til sidst fik han da talt sig træt, og nu stod de to Kamphaner og skulede til hinanden med den havarerede Stegepande liggende paa Gulvet imellem sig.

Jeg trak Vejret dybt og samlede mig sammen til at skælde ud. Det lykkedes helt godt, selv om Sproget var fremmed, og jeg blev til sidst helt tilfreds med mig selv og føjede nyt til paa Punkter, som jeg ellers havde bestemt mig til at gaa let hen over.

Det blev den største Tordentale, jeg nogen Sinde har holdt paa Kisuaheli-Sproget, og den sluttede med Ordene:

— Og hvis Maden ikke er færdig, inden der er gaaet ti Minutter, saa skal jeg sørge for, at I bliver straffet begge to — fordi I har ødelagt min Stegepande.

En Stegepande — naar jeg ser saadan en nu, kommer jeg ofte til at tænke paa de to brødebetyngede sorte Ansigter, hvori der ikke fandtes Tvivl om, at de havde gjort sig skyldig i en himmelraabende Forbrydelse. Saa føler jeg Trang til at gaa hen og sige til dem noget helt andet, end jeg sagde den Dag — at den usle Stegepande jo slet ikke betød noget og var for intet at regne i Sammenligning med deres trofaste Sind og redebonne Tjenervillie.

Men dengang var Talen paa sin Plads, og da den var færdig, forlod jeg Hytten i officiel Vrede, men i Virkeligheden paa Nippet til at le over denne komiske Hændelse, at den lille Ali havde overfaldet den store og alvorlige Ramasan. Og inden der var gaaet ti Minutter, stod  Maden paa Bordet.

Det var den eneste Gang, jeg saa Ali og Ramasan som Uvenner, men selvfølgelig havde de nu og da deres Opgør, som jeg blot ikke saa noget til.

Jeg er af den Mening, at Ali som alle Drenge holdt af at drille, og at Ramasan var meget let at saare. Men uadskillelige var de dog alligevel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)