Senest ændret den 4. december 2020 8:57
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
En del af loftet i klippehulen er braset sammen og har knust en stor del af H.C. Brodersens kammerater. Vil resten af loftet holde eller ej?
Chavignon
Det holdt ikke. Medens vi havde maattet overlade vores stakkels Kammerater til deres ulykkelige Skæbne, anede vi kun lidt, at vi snart skulde ligge begravet under Ruinerne af det, der en Gang var en „bombesikker” Hule.
Der var vel ikke gaaet mere end 3 Timer, før der atter lød et øredøvende Brag, af hvis Lufttryk „Hindenburglysene” sluktes, og Hulen henlaa i Mørke.
Eet Øjeblik herskede der dyb, ildevarslende Stilhed, men næsten i det samme brød Jamren løs. Skrig og Banden, Eder og Bønner fyldte Luften. Der blev tændt Lys. Rummet var fyldt med Sten og Støv. Den ene kunde ikke se den anden. Virvar over det hele. Brøl fra alle Sider, som fra vilde Dyr. Vi sloges om at naa frem i den Retning, hvor Udgangen laa. Vi kunde ingen finde.
Omsider kunde vi begynde at skelne Omridsene af det, der var sket. Loftet var delvist styrtet ned, og store Stenblokke havde forbarrikaderet Udgangen. Halvdelen af Kompagniet var begravet, og de frygteligste Skrig lød til alle Sider.
I Raseri blev de store Stenmasser angrebet for at skaffe Udgang, men de lod sig ikke rokke. I den ca. 200 Mand store Forsamling af tilsyneladende dødsdømte tiltog Angsten og Fortvivlelsen, der øgedes ved Granaternes stadige Indhug. Fra alle Sider udslyngedes de værste Forbandelser imod Krigen og imod dem, der var Skyld i dens Elendighed og denne umenneskelige Pinsel. De forbandede Gud og alle Hellige, de, som de dog ellers i deres største Nød havde anraabt om Hjælp, men som nu syntes at svigte.
Skomageren, der med en af de sidste Transporter atter var kommet til Kompagniet, fik et Anfald af religiøst Vanvid. Han rev og sled i Haaret og raabte op om, at han var den mest gudfrygtige Skomager i Mainz. Men hverken Jesus, Maria eller Joseph syntes at komme dem til Hjælp, der endda saa inderligt bad om det. Heller ikke syntes de at kunne huske Skomageren fra Mainz, og ganske ude af sig selv begravede han sit Hoved i en Tornyster og skreg, bandede og bad og leverede tydelig Bevis for, at han som Menneske ikke mere var noget værd.
Forvirringen tog til, thi intet Steds var der Frelse at øjne. Med Revolveren for Brystet af de værste Spektakelmagere maatte jeg og Skorstensfejeren til at sørge for nogen Orden og for at holde den aldeles uhensigtsmæssige Raaben og Skrigen nede. Ogsaa Sepl, der ellers ikke var bange for at staa ovenfor flere Franskmænd, syntes at være bragt helt ud af Fatningen. „Heilige Mutter Gottes,” raabte han hele Tiden og kunde ikke falde til Ro.
En Ting syntes vi alle at have overset, nemlig Luftskakten. Den var endnu aaben. Men hvordan naa op til Overkanten af den og faa bjerget 150 Mand?
Nogle behjertede Mænd gik imidlertid nu i Gang med at rive Sovestederne fra hinanden. Ved at binde Stængerne sammen dannede de en Stige, der nu blev stillet op i Skakten. Det viste sig, at den dog kun kunde naa halvvejs op, men Skorstensfejeren ænsede det ikke. Han var den første paa Stigen, og rask klatrede han opad. De nederste Trin var allerede fuldt optaget af andre, der vilde trænge sig frem, og denne Vægt blev for meget for Stigens svage Konstruktion. Den knækkede, og baade den og Skorstensfejeren suste i Dybet. Stigen var smadret og ikke til at bruge paany.
Medens Fortvivlelsen og Uhyggen steg, fortsattes Beskydningen, der tilsidst skulde blive vor Frelse. En Granat suste ned paa Hulens Tag, og dette, der i Forvejen var revnet paa Kryds og Tværs, kunde ikke modstaa denne Rystelse. Paany væltede Stenene ned omkring Hovederne paa os, og paany begravedes nogle under dem.
Mange smadredes helt, men mange flere blev indeklemt og kunde ikke slippe fri. Men da endelig Røg og Støv var trukket til Side, kunde vi se den blaa Luft over os. Alle paa een Gang styrtede vi i Retningen, hvorfra ny Luftstrømning trængte ind. Alle vilde være de første til at komme ud, men saa rask skulde det nu alligevel ikke gaa. Udgangen, der var skabt, var ikke større, end at et Par Mand ad Gangen kunde slippe ud, og de skulde endda hjælpes af dem, der var sluppet ud. Efterladende alt Udstyr og alle raabende Kammerater søgte enhver nu kun at bjerge sig selv, og med Lynets Hastighed forsvandt vi ned ad Bjergskraaningen, medens franske Shrapnels endnu søgte at indhente nogle af os.
