Bernhoft til Udenrigsministeren
Telegram, dat. Paris 16. Juni 1919:

Det franske Udenrigsministerium bekræfter Opgivelsen af 3. Zone.

F. K.s »Svar-Kommission« og Slesvig
I Følge det øverste Raads Beslutning skulde de all. og assoc. Magters (trykte) Svar paa de tyske Modforslag og Traktatens endelige Tekst (ligeledes trykt) overleveres den tyske Delegation (Mandag) 16. Juni. I Løbet af (Søndag) 15. s. M. holdt da den Komm. (»Svar-Kommissionen«), under Forsæde af André Tardieu, som havde faaet til Opgave at give disse to Aktstykker deres endelige Form, tre Møder, som med et Par korte Afbrydelser varede sytten Timer, fra Kl. 9 Søndag til Kl. 5 Mandag Morgen. Efterhaanden som Teksterne blev bragt i Overensstemmelse med det øverste Raads Afgørelser, sendtes de i Trykkeriet (det franske Statstrykken, Imprimerie nationale), som derefter sendte de forskellige Korrekturer til Rettelse og Kontrol.

I Svar-Noten (fransk: Mémoire; tysk: Mantelnote) hed det bl. a .:

De Landomraader, som man nu foreslaar at overføre fra Tyskland til Danmark og Belgien, er for en stor Del tagne med Vold af Preussen; og ingen Overdragelse vil finde Sted, med mindre den fremtræder som Resultat af Befolkningens egen Afgørelse; denne Afgørelse skal træffes under saa betryggende Forhold, at Stemmeafgivningens Frihed bliver fuldstændig.

Senere i Svar-Noten udtaltes særlig om Slesvig følgende:

Hvad angaar Slesvig, som i 1864 blev Danmark frataget af Preussen, da har Preussen i Prag-Freden af 1866 lovet, at Befolkningerne i de nordlige Egne skulde blive afstaaede til Danmark, hvis de ved fri Afstemning udtalte Ønsket om Genforening med dette Land. Til Trods for Indbyggernes gentagne Gange fremsatte Ønsker har Preussen eller Tyskland aldrig truffet nogen Foranstaltning til Løftets Opfyldelse. Danmarks Regering og den slesvigske Befolkning har anmodet Fredskonferencen om at sikre Afholdelsen af en Folkeafstemning. Det er denne Sikkerhed, Traktaten fra nu af har tilvejebragt.

Efter den danske Regerings Andragende (requête) er der bleven truffet Forholdsregler til at lade Landomraadet indtil Ejderen o g Slien rømme af tyske Tropper og af de høje preussiske Embedsmand, samt ligeledes til at overdrage Landomraadets midlertidige Forvaltning og Ordningen af Folkeafstemningen til en upartisk international Kommission, som repræsenterer Norge, Sverige og de allierede og associerede Magter.

Som Følge af en Anmodning (demande), der er bleven forebragt af den danske Regering, er det blevet besluttet at fastsætte Grænserne for det Landomraade, paa hvilket Folkeafstemning skal finde Sted, i Overensstemmelse med denne Anmodning.

Paa Grundlag af den Folkeafstemning, der saaledes vil være at foretage, vil den internationale Kommission foreslaa en klar Grænselinje mellem Danmark og Tyskland, idet den ved dens Fastsættelse tager de geografiske og økonomiske Forhold i Betragtning.

Ved Sammenligning mellem denne Tekst og Teksten i No. 175 a vil det ses, at de ovenf. kursiverede Linjer er bleven staaende uændrede fra den danske Komm.s Affattelse, medens den øvrige Tekst er ændret i Overensstemmelse med det øverste Raads Beslutning af (Lørdag) 14. Juni Form. — Herom skriver André Tardieu:

»Trods alle Anstrængelser havde der [under de tre Møder Søndag og Mandag, 15. og 16. Juni] indsneget sig Fejl i Sidste-Korrekturen. Dette viste sig saaledes at være Tilfældet i den Del af Svaret til de tyske Delegerede, der omhandlede Slesvig. Traktatens Artikler var bleven rigtigt rettede, og 3. Zone var forsvundet baade som Rømnings- og som Afstemnings-Zone. Derimod blev det ikke rettidig opdaget, at i Svaret til Tyskerne, hvis Slutning om Folkeafstemningen var bleven ændret, angav den midterste Del som Rømnings-Grænse 3. Zones Sydgrænse, og denne Del var bleven staaende. Kort sagt: Traktaten og Svaret stemte overens, hvad Afstemnings-Grænsen angik. Men der var Uoverensstemmelse mellem Traktaten og Svaret, hvad Rømnings-Grænsen angik, idet Traktaten kun krævede tysk Rømning indtil anden Zones Sydgrænse, medens Svaret krævede tysk Rømning indtil 3. Zones Sydgrænse (Sli—Ejderen).«

Traktat-Forslaget overrækkes den tyske Delegation
Mandag 16. Juni 1919 Kl. 18,20 overrakte i Versailles Præsidenten for de all. og ass. Magters Fredskonference den tyske Delegation, under Forsæde af Rigsudenrigsminister, Grev Brockdorff-Rantzau, følgende Aktstykker:

1. En af Konferencens Præsident, Georges Clemenceau, undertegnet 182 Følgeskrivelse (lettre d’ envoi);
2. De allierede og associerede Magters Svarskrivelse (mémoire) paa de tyske Modforslag af 29. Maj;
3. Et trykt Eksemplar af Traktaten i den af de allierede og associerede Magter endelig vedtagne Form;
4. Konventionen om Militærbesættelserne af venstre Rhinbred.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Fr. Ebert til »Social-Demokraten«
Den tyske Rigspræsident tilsendte 15. Juni 1919 »Social-Demokraten« i Kbhvn. følgende Erklæring:

Den tyske Regering har, efter at Grundsætningen om Folkenes Selvbestemmelsesret i Tyskland har sejret over Fordringerne om en imperialistisk Magtpolitik, frivilligt erklæret sig beredt til at anvende denne Grundsætning paa de Dele af Slesvig, hvis Befolkning ønsker at høre til Danmark.

Desværre er dette Anliggende, der kun angaar Tyskland og Danmark, bleven taget op af Ententens Pariserkonference og bleven behandlet paa en Maade, der tilbagevises saavel i Danmark som i Tyskland, nemlig ikke efter Selvbestemmelses-Grundsætningen, fra hvilken begge Regeringer er gaaet ud, men efter den magtpolitiske Grundsætning, der tilstræber den størst mulige Formindskelse af Tyskland.

Hvor klart ogsaa den danske Regering har erkendt de heri liggende Uretfærdigheder og Farer, har den sidste Tids Taler af Ministrene Scavenius, Rode og Munch vist. Den socialdemokratiske Presse er vel i alle Lande, ogsaa i Entente-Landene, enig om, at den Danmark af Ententen tiltænkte Overtagelse af Omraader, som er beboet af en ren tysk Befolkning, maa ses som et Stykke gammel Kabinetspolitik og ikke som et Skridt henimod en paa demokratisk Grundlag hvilende Folkeforsoning. Det samme gælder den allerede ved sin Uensartethed som Uretfærdighed erkendbare Fremgangsmaade ved Folkeafstemningen, saaledes som denne fastsættes i Ententens Fredsforslag.

Det er klart, at en fra saadanne Uretfærdigheder udgaaende Nyregulering af den dansk-tyske Grænse ikke kan være Grundlag for den gode og venskabelige Forbindelse mellem Tyskland og Danmark, som det tyske Folk i fuld Oprigtighed ønsker. Hvad der i forrige Aarhundrede har forstyrret denne Forbindelse, var den danske Irredenta i Preussen. Jeg haaber, at Danmark ikke gennem vore Modstanderes farlige Tilbud lader sig lokke til at begaa den samme Fejl: at skaffe sig en tysk Irredenta i Danmark. En saadan Tilstand vilde for Danmark være endnu utaaleligere, end den omvendte Tilstand har været for Tyskland, og vilde kun forstyrre Forholdet mellem det tyske og det danske Folk.

Da vi imidlertid ikke vil en saadan Forstyrrelse, men ønsker en europæisk Nyordning, som forebygger enhver Folketvedragt og skaber Grundlag for en varig Folkefred, hører Entente-Fredsforslagets Bestemmelser angaaende Slesvig til dem, der gør os denne Fred utaalelig.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Juni: Med »Ægir« til Fredericia — nye Hold af Børn føres i disse Dage til Danmark, saa Tallet sættes op til 5000 — derfra til Møde i ‘Kolding” i »Sønderjysk Fond«. — Ved Tilbagerejsen fra Fredericia Rygte om, at Afstemningen i 3. Zone er gaaet ud.

15. Juni: »Ægir« laa i Nat ved Arnkilsøre. Dejlig Sommermorgen,
Smaabølger. Danebrog- hejses. Inde ud for Kollund ombyttes det med et nyt smukt Flag, mens vi synger paa Dækket. –

»Ydun« holder en. stemningsfuld Fest paa VaIdemarsdagen; stuvende fuldt. Nævner 3. Zone. Faktor L. K. Lausten, der leder »Ydun’s« Møder, taler varmt og smukt.

16. Juni: Møde med Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse og nogle
3. Zone-Mænd. Enes om at sende en telegrafisk Udtalelse. Haaber endnu, at Meddelelsen er urigtig.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Udenrigsministeren til Bernhoft
Telegram, dat. København 14. Juni 1919:

Ritzau bringer idag blandt andet følgende telegrafiske Meddelelse af 13. ds. fra Reuter fra Paris:

»En Antydning, der idag for første Gang er givet om, at der kan ventes en revideret Affattelse af Bestemmelserne om de danske Grænser, gaar ud paa, at Firemandsraadet har besluttet at tage Hensyn til Tysklands og Danmarks Indvendinger mod at holde Folkeafstemning i Syd-Slesvig, som Danmark har nægtet at tage imod, fordi Befolkningen er overvejende tysk.«

Denne Meddelelse bedes eventuelt bekræftet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Fredskonferencens øverste Raad ændrer Traktatens slesvigske Bestemmelser

Paa det øverste Raads Møde 14. Juni 1919 forelagde Sekretæren, Sir Maurice Hankey, den danske Kommissions Udkast til Svaret til den tyske Delegation. Der faldt derefter følgende Udtalelser:

PRÆSIDENT WILSON: Jeg maa sige Dem, at vi nylig har sendt en ny Gesandt for de Forenede Stater til Danmark. Danskerne har straks overfor ham tilkendegivet deres Bekymringer i Anledning af Folkeafstemningen i Sydslesvig, der, siger de, gaar ud over, hvad de har anmodet om.

LLOYD GEORGE: Jeg erkender, at Teksten af 7. Maj giver os Udseende af, at vi har været mere optagne af at fratage Tyskland Landomraader end af at gøre en utvivlsom Uret god igen. Danskerne bønfalder os om ikke at give dem denne sydlige Del af Slesvig. Jeg foreslaar at slette den 3. Folkeafstemnings-Zone.

WILSON: Ogsaa jeg foreslaar at slette Folkeafstemningen i den sydligste Egn af Slesvig.

LLOYD GEORGE: Jeg tror, vi bør holde os til de to Zoner, den danske Regering har krævet. Det bedste er at meddele denne Afgørelse til Tardieu-Kommissionen, som har til Opgave at lægge sidste Haand paa vort Svar paa de tyske Modforslag.

BARON SONNINO: Det kan blive nødvendigt at ændre 2. Zones Sydgrænse. Jeg ved nemlig ikke, om man ikke med Hensigt havde indbefattet enkelte (certains) utvivlsomt danske Elementer i den sydligste Zone.

Lloyd George tilføjede, at »Danmark skulde betale for de tyske Statsejendomme i Slesvig«, i Overensstemmelse med en af det øverste Raad (under 26. April) truffen, principiel Beslutning.

S. D. blev den danske Kommissions Formand underrettet om, at Raadet havde truffet følgende Beslutning:

Raadet har besluttet at give Afkald paa Tanken om en Folkeafstemning i den sydligste Zone i Slesvig og at ændre i Overensstemmelse hermed Udkastet til Svaret til den tyske Delegation.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I kolonnen det “Det brændende Spørgsmaal” bragte Flensborg Avis forskelligt om de forestående afstemninger, den 13. juni 1919 blandt andet:

Toldere og Syndere.
Menighedspræst Thade Petersen skrider i „Heimdal” til Kloppenborg Skrumsager: „Holdt Sydslesvigerne sig til os og vort Folk, som Tolderne og Synderne efter Luk. 15,1 holdt sig til Jesus, sandelig jeg skulde ikke være med til al drive dem bort. Men det er jo det, de ikke gør. Gennem Petitioner og Folkemøder dernede fra vilde jeg gerne se Vidnesbyrd om, at de holdt sig nær til vort Folk, eller endda bare nærmede sig til det, ja om det saa kun var, længtes efter det. I Steden for hører vi kun om hysteriske Udbrud af Had og Fjendskab fra store Møder paa Skærsbjerg, i Gottorp Slotsgaard og andre Steder. Med det for Øje kan Sydslesvig nu ikke sammenlignes med Nordslesvig i Trediverne og Fyrrerne. Hvor kan du Afstemningen i Sønderjylland. dog nævne Fischer, Wall og Hübsch i Aandedræt sammen med Idealister som P. Hiorts Lorenzen, P. Chr. Koch og Fr. Fischer? I Nordslesvig sov Danskheden. Derfor kunde den vækkes. I Sydslesvig er den død – oven i Købet for Befolkningens egen Haand. Derfor er der ikke mere noget Haab sov hen. I Nordslesvig stejlede den danske Vilje mod tysk Tvang og Rænkespil. Derfor sejrede den. I Sydslesvig er det netop den danske Vilje, der er borte. Saa længe jeg ikke faar den at se, tror jeg ikke paa nogen National Omvendelse.”

Th. Petersen lever paa Afstand fra tredje Zone. Han burde læse Indlægget i „Flensborg Avis” for i Gaar „Hastværk er Lastværk” med Eftertanke. Det vil give ham en Fornemmelse, som han vilde faa bekræftet ved at færdes i de paagældende Egne, af, at Angelboerne ikke er Tyskere. De Møder som er foranstaltede af det tyske Udvalg, imponerer ikke os. Det kan holde lige saa store Møder i Nordslesvig.

Vil Tyskerne stemme alligevel?
Samtidig med at det tyske Udvalg officielt lader erklære, at Tyskerne ikke skal veltage i Afstemningen i første Zone, forbereder man sig underhaanden til det modsatte. Det fremgaar tydeligt af nedenstaaende Brev, som offentliggøres i.Hejmdal” (Oversættelse)

Aabenraa, den 7. Juni 1919.
Vi beder om Deres Hjælp til den tyske Sag og anmoder Dem om at komme til Stede ved en Drøftelse paa „Grethen´s Hotel” Torsdagen den 12. Juni, Eftermiddagen Klokken 4. Vi havde allerede den 5te ds. et godt besøgt forberedende Møde, paa hvilket de udenbys Damers Adresse blev fastslået. Det drejer sig om en Kvindeorganisation til Agitationen ved den forestaaende Afstemning og om Uddelingen af Flyveblade.

Efter Bemyndigelse
Fru Dr. Wiemer.

Vil Tyskerne skrive under?
Et Telegram fra Berlin til „Politiken” fortæller følgende, som for en Gangs Skyld lyder rimeligt nok:

Den 18., 19. eller 20. Juni vil antagelig være de kritiske Dage, da Tyskland afgøre sit Ja eller Nej til de allieredes endelige Fredsforslag. Trods alle højtklingende Taler og tonende Avisartikler er der i indsigtsfulde Kredse kun faa, som tvivler om, at Svaret vil blive et: „Ja, i Guds Navn da, naar det ikke kan være andet.”

Paa Vildspor.
I Mandags Aftes, holdtes i „Philharmonie” i Berlin det bebudede Møde for de “voldførte” Folkeslag. Der skal have være: Tyrker, Bulgarere, Indiere, Irlændere osv. En Advokat Or. Boysen gav en Oversigt over det slesvigske Spørgsmaal op udtalte herunder, at der ved Afstemningen i Slesvig maatte kræves to Trediedeles Flertal for Adskillelse fra Tyskland. Opnaaedes ikke et saadant Flertal, skulde hele Slesvig-Holsten forblive. under Tyskland. Saafremt dette Krav ikke blev opfyldt, vilde det tyske Flag atter blive hejst ved Kongeaaen.

Paa den Konto optræder en Tysker som Ordfører for et „voldført” Folkeslag, nemlig for de Tyskere, som ved et Krav om to Tredjedeles Flertal vil voldføre Landets Befolkning, der er forblevne trofast under de prøjsiske Erobreres Tvangsherredømme.

[…]

I anledning af 100-året for den endelige afslutning på 1. Verdenskrig – Tysklands underskrivelse af fredsaftalen i Versailles slottet den 28. juni 1919 – markeres freden i Versailles med to foredrag – dette foredrag er det andet i rækken. 

Museumsinspektør René Rasmussen fortæller om Sønderjylland og 1. Verdenskrig.

Krigen spiller en særlig rolle i sønderjysk historie. På den ene side førte krigen til den ønskede genforening med Danmark, på den anden side var krigsårene de mest traumatiske.

 

Foredraget vil handle om, hvordan krigen påvirkede den mandlige befolkning i Sønderjylland, om de sønderjyske soldaters krigserfaringer som dansksindede soldater i den tyske hær, om fangelejre, om faneflugt, hjemmefronten, freden, tilværelsen som veteran og meget mere.

René vil desuden fortælle om arbejdet med hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk.

Se mere her http://www.mosedefort.dk/det-sker/276-soenderjylland-og-1-verdenskrig/

Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De er bragt de foregående dage.

Den aandelige Nød er paa ingen Maade mindre end den legemlige. Der er næppe en Familie i Sønderjylland, der ikke har Sorg for en Død, der er falden for en Sag, som ikke var hans. Der er Enker og Faderløse overalt, Mennesker, hvis Forsørger er borte, som sidder med smaa Renter, der ikke er til at leve og ikke til at dø af.

Til Sorgen over det tabte kommer Rædslen for, at Pengenes Værdi ikke skal kunne slaa til til det daglige Udkomme. Der sidder Krøblinger i Købstad og paa Land, lemlæstede for fjendtlige Idealer.

Alle smaa Pensionister og Rentierer sidder ved de svimlende Priser med Næringssorger i Kulde og Sult.

Værst er det for aldre, enlige Personer; ”les pauvres honteux” [de skamfulde fattige, red.] er mange iblandt os.

Og Ungdommen lider. I fire og et halvt Aar har vore unge Mænd været i Krig i Tyskernes Rækker, og det har været ondt, hvad vi saa. Vi har været med i Myrderierne i Belgien, vi har staaet hos, naar der røvedes og plyndredes.

Enkelte af os har endogsaa taget Del i Rov og Voldsfærd trindt om i fjerne og fremmede Lande. Andre blev i Førstningen af Krigen magtstjaalne af Tyskernes hovmodige Storhedsdrømme, de har nu maattet være med i det dybe Fald.

Og der har bundfaldet sig Slagger i deres Sjæl fra den store Verdensbrand. Der er Raahed i Sønderjylland som aldrig før. Tonen er sænket, man er ikke ustraffet i Aarevis med i alt det ondeste. Især da ikke, om ens Modstandskraft er lille, og det har den været.

Vi maa huske, at der hvert Aar gaar 3000 eller flere Børn ud af den tyske Folkeskole i Nordslesvig. Kun et ganske lille Tal af dem fik Lov og Lejlighed til bagefter at komme paa danske Skoler, at komme med i dansk Aandsliv. De fleste gik ud i Livet med den Kundskabsfylde eller Kundskabsmangel, der var givet dem i tysk Skole, hvor deres Lærere og Ledere var Tjenere for det gamle tyske Regeringssystem, Folk, der var nødt til at leve hele deres Liv i et stort Hykleri, om de var danske Mennesker, eller Folk, hvis Tanker og Idealer var os fremmede, Folk, der kaldte sig tyske eller i det mindste i god Tro gik Tyskernes Ærinder.

De Børn, der kom ud af slige Skoler og lige fra Skolen ud i Krigen uden at maaske Hjemmet havde givet dem særlig aandelig Ballast, de har maattet tage Skade. Det er ikke blot begribeligt og undskyldeligt, det har tit varet naturnødvendigt. Disse unge Mennesker trænger til aandelig Hjælp og Støtte for helt at kunne komme til at leve sammen med os andre som danske Mennesker.

Værst er dog de unge stillet, der er blevet voksne i Krigstiden. Ingen af deres jævnaldrende har været paa dansk Skole, de har ikke engang haft de gode Kammeraters Paavirkning. Der er Tale om 5 Aargange af Børn, om 15-20.000 unge Mennesker, der trænger haardt til at komme i dansk Skole, ikke blot for Kundskabernes Skyld, for at kunne klare sig senere i Livet, men først og fremmest for deres Sjæles, for deres Morals Skyld, for at de kan udvikle sig til Mennesker, det danske Samfund kan være tjent med og kan kendes ved.

Sultende Mand falder let for Fristelse, sultende Dreng endnu lettere. Krigens Overgreb har vist Vejen til ulovlig Selvhjælp og Selvtægt, Krigens Mangel paa Tugt har ogsaa paa andre Omraader gjort Dele af sønderjydsk Ungdom Skade.

Og den tager mere og større Skade for hver Dag, den endnu maa lide Sult og Nød og leve under Fremmedherredømmet.

Det har skiftet Form og Karakter, men vi føler det endnu som samme Tvang og venter med Længsel paa Befrielsens Dag. Den er det eneste Middel, der kan hjælpe til Bunds og borttage al vor Tyngsel.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem 5. juni (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

Foruden Valgene til de kommunale Raad afholdtes der ogsaa Valg til den tyske og til den preussiske Nationalforsamling, henholdsvis d. 19. og d. 26. Januar 1919.

Vælgerforeningen vedtog imidlertid i sit Møde d. 30. December 1918 følgende Erklæring:

”Efter at Ententen har sejret og Tyskerne antaget Wilsons Program som Grundlag for Verdensfreden, betragter vi vor Hjemstavns nar forestaaende Adskillelse fra Tyskland og Genforening med Danmark som en Kendsgerning.

Skjønt vi endnu er tyske Statsborgere og som saadanne fuldt berettigede til at deltage i Valgene til den tyske Nationalforsamling, betragter vi det dog under disse Forhold som urigtigt at øve Indflydelse paa det tyske Folks indre Anliggender. Vi opfordrer derfor alle danske Sønderjyder til at afholde sig fra Deltagelse i det forestaaende Valg til Nationalforsamlingen.

Denne Parole blev fulgt. Valgdeltagelsen blev derfor kun ringe i de nordslesvigske Kredse. Den største Aktivitet udfoldede Socialdemokraterne, som ogsaa opnaaede anselige Stemmetal, derimod blev mange af de tyske Borgere hjemme.

Ved Valget til den preussiske Nationalforsamling var der paa den socialdemokratiske Liste for Provinsen Slesvig-Holsten opstillet en Kandidat fra Haderslev: Fru Anne Mosegaard, Tobaksarbejder Mosegaard jr.’s Hustru. Hun stod som Nr. 3 og blev valgt.

Denne Opstilling vakte en Del Opmærksomhed; Fru Mosegaards Navn var ikke kendt i Forvejen; man hørte ej heller efter Valget videre til hende.

Disse to Valg viste tydeligt, i hvor høj Grad man i Nordslesvig var klar over, at Tilhørsforholdet til det tyske Rige kun var et formelt Tilhørsforhold. Man haabede paa en snarlig Løsning. Haabede og skuffedes og haabede igen, indtil Haabet gik i Opfyldelse.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Fredskommissionens danske Kommission behandler de tyske Modforslag

Efter at Fredskonf.s Generalsekretariat 31. Maj 1919 havde tilstillet den danske Komm.s Formand de tyske Modforslag af 29. s. M., sammenkaldte Formanden Komm. til (10.) Møde 7. Juni 1919. Paa dette Møde forelagde Charles H.  Haskins det Udkast til Svar paa de tyske Modforslag, som han efter Opfordring havde paataget sig at udarbejde. — Svaret havde følgende Ordlyd:

Hvad angaar Slesvig, som i 1864 blev Danmark frataget, da har Preussen i Prag-Freden af 1866 lovet, at Befolkningen i de nordlige Egne skulde blive afstaaede til Danmark, hvis de ved fri Afstemning udtalte Ønsket om Genforening med dette Land. Til Trods for Indbyggernes gentagne Gange fremsatte Ønsker, har Preussen eller Tyskland aldrig truffet nogen Foranstaltning til Løftets Opfyldelse. Danmarks Regering og den slesvigske Befolkning har anmodet Fredskonferencen om at sikre Afholdelsen af en Folkeafstemning. Det er denne Sikkerhed, Traktaten fra nu af har tilvejebragt.

Efter den danske Regerings Andragende (requête) er der truffet Forholdsregler til at lade Landomraadet indtil Ejderen og Slien rømme af tyske Tropper og af de høje preussiske Embedsmænd, samt ligeledes til at overdrage Landomraadets midlertidige Forvaltning og Ordningen af Folkeafstemningen til en upartisk international Kommission, som repræsenterer Norge, Sverige og de allierede og associerede Magter.

Det har syntes rigtigt at udvide Folkeafstemningen, udover de to nordlige Zoner, hvori efter den danske Regerings Anmodning Afstemning vil finde Sted, til den øvrige Del af det rømmede Omraade, altsaa indtil den danske, historiske Grænse Danevirke, for at Befolkningen saaledes kan faa Lejlighed til i fuld Frihed at udøve Selvbestemmelses-Retten, og for at en tydelig Tilkendegivelse af dens politiske Sympatier i Fremtiden kan fjærne enhver Aarsag til Agitation eller Uvished.

Paa Grundlag af den Folkeafstemning, der afholdes i disse tre Zoner, vil den internationale Kommission foreslaa en klar Grænselinje mellem Tyskland og Danmark, idet den ved dens Fastsættelse tager de geografiske og økonomiske Forhold (conditions) i Betragtning.

Svaret i denne Affattelse blev enstemmig vedtaget. Haskins stillede yderligere følgende Forslag:

For at gøre Affattelsen klarere foreslaar den danske Kommission at anbringe Fredsbetingelsernes Artikler 110 og 111 i omvendt Orden.

Ligeledes enstemmig vedtaget.

De finansielle Bestemmelser

I samme Møde tog Kommissionen følgende Beslutning:

Den belgisk-danske Kommission har taget under Overvejelse, i hvilket Omfang Artikel 114 i Traktaten med Tyskland vilde kunne ændres i det Øjemed at tilfredsstille de af Danmark udtrykte Ønsker.
I Betragtning af

at Spørgsmaaiet er udpræget teknisk,

at det maa synes baade berettiget og politisk rigtigt i videst muligt Omfang at imødekomme Danmarks Ønsker,

at det paa den anden Side synes nødvendigt ubeskaaret at sikre de-allierede og associerede Magter Fordelene ved de i Artiklerne 254, 255 og 256 trufne Bestemmelser,

vil Kommissionen være det øverste Raad taknemlig for at afgøre, om det ikke vilde være rigtigt at anmode den finansielle Kommission om at foreslaa en Affattelse, der tager Hensyn til disse forskellige Bemærkninger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem 5. juni (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

Den 18. februar udstedte den preussiske Regering en Forordning, hvorved Valgene til Kredsdagene (Amtsraadene) nyordnedes. De Kredsdagsmand, som hidtil var valgt af de større Grundejere, skulde fremtidig ogsaa vælges af Landkommunerne; det betød for Haderslevs Vedkommende, at Landdistrikterne skulde vælge 20 Kredsdagsmand i Stedet for 10.

Hidtil var Kredsdagsmændene valgt af Valgmænd, nu skulde de vælges direkte ved Listevalg og Forholdstalsvalgmaade efter d’Hondts System. Medens Valgbarheden hidtil havde hvilet paa Grundejendommen, bortfaldt dette Krav. Bopæl i Landdistriktet var tilstrækkelig, men ogsaa nødvendig.

De paa Landet valgte Kredsdagsmand var hidtil valgt i Valgdistrikter; dette regnede den nye Forordning ogsaa med, idet den af Hensyn til Forholdstalsvalgmaadens Anvendelse krævede, at Distrikterne skulde være saa store, at der mindst skulde vælges 3 Kredsdagsmænd. Undtagelsesvis tillod Forordningen, at hele Kredsen dannede eet Valgdistrikt.

Da Haderslev Kredsdag den 31. Marts 1919 skulde træffe de nærmere Bestemmelser om Kredsdagsvalget, foreslog Tyskerne, at hele Kredsen skulde danne eet Valgdistrikt, medens Danskerne i Henhold til Forordningen foreslog Kredsens Inddeling i 6 Valgdistrikter. Da Tyskerne endnu

havde Flertal i Kredsdagen, vedtoges deres Forslag. Det sikrede dem de største Chancer for at faa det bedste ud af deres spredte Stemmer paa Landet.

Fra dansk Side indkaldte man til Møder i de foreslaaede Distrikter og lod der udpege de Mænd, som Egnen ønskede valgt ind i Kredsdagen.

Disse Forslag sammenarbejdedes saa af et nedsat Udvalg til selve Kandidatlisten. Derved maatte der tages Hensyn til de Krav, som stilledes fra den af Lageri (senere radikal Folketingsmand) oprettede Sønderjydsk Arbejderforening.

Da man fra de danske Kredsdagsmænds Side ønskede at undgaa en Splittelse af de danske Stemmer, tog man mere Hensyn til hans Krav, end baade de opstillede Kandidater og hans Tilhængere, hvis

Faatallighed Afstemningen senere aabenbarede, berettigede til. Der fremkom saaledes en Liste, hvorpaa baade de tidligere Kredsdagsmænd, de nye lokale Emner og Sønderjydsk Arbejderforenings Kandidater var repræsenteret.

Ved Afstemningen den 4. Maj 1919 afgaves der i Haderslev Kreds paa den danske Liste 13279 Stemmer, paa den tyske Liste 2005 Stemmer. Af de 20 Mandater fik Danskerne saaledes 18, Tyskerne 2. Det var atter over Forventning.

Kredsdagen omfattede foruden Landdistrikternes Repræsentanter ogsaa Kredsdagsmænd fra Købstæder og Flækker. Haderslev og Christiansfeld skulde i Fællesskab vælge 5 Kredsdagsmand. Ved Opstillingen af Kandidatlisten krævede baade Arbejderne og Byraadsmedlemmerne fra Christiansfeld deres Repræsentant placeret paa en sikker Plads, hvilket, saaledes som man kunde bedømme Valgudfaldet paa det daværende Tidspunkt, ikke lod sig gøre.

Lodtrækningen maatte derfor afgøre Rækkefølgen.

Valghandlingen fik dog et saa heldigt Udfald, at ogsaa Repræsentanten for Christiansfeld, som maatte nøjes med at være Nr. 4 paa den danske Liste, blev valgt. Tyskerne fik kun een Mand valgt.

Den nye Kredsdag fik saaledes 22 danske og 3 tyske Medlemmer. De af Kredsdagen valgte Udvalg skulde vælges efter Forholdstalsvalgmaaden. Da Udvalgene som Regel bestod af 4-6 Medlemmer, kunde Tyskerne ikke faa nogen Repræsentant ind i Udvalgene, undtagen naar Danskerne selv foreslog det. Medens det vigtigste Udvalg — Kredsudvalget — besattes med lutter danske Mand, foreslog man at vælge to tyske Kredsdagsmand som Medlemmer af Smaabanekommissionen, da der i Henhold til Kredsdagens Beslutning om Bygning af Banen Gram-Skærbæk havde siddet 3 danske Medlemmer i denne Kommission. Det var i sin Tid et af Vilkaarene for, at de danske Kredsdagsmand gik med til at bevilge Pengene til dette Baneanlag, og derfor vilde man nu gøre Gengæld og vise sig imødekommende overfor Tyskerne, selv om man havde Magten til at udelukke dem.

I de andre Kredse fik de nye Kredsdage ogsaa dansk Flertal. I Aabenraa havde den nye Kredsdag 15 danske og 5 tyske Medlemmer. I Sønderborg 18 danske og 2 tyske. I Tønder Kreds valgte Købstader og Flækker tyske Repræsentanter, Landdistrikterne i Nordtønder valgte helt overvejende danske, Sydtønder derimod naturligvis tyske Kredsdagsmand.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

De allierede Magters Militær til Slesvig

Frankrigs Marine-Attaché i London rettede 6. Juni 1919 efter det britiske Admiralitets Anmodning til den franske Marineminister følgende Forespørgsel:

Hvilke Forholdsregler har den franske Regering tænkt sig at træffe til Proviantering m. v. af den franske Bataljon, som vil være at sende til Slesvig?

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem i dag (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

I December 1918 indførte den tyske Regering lige og almindelig Valgret for alle Mand og Kvinder over 21 Aar til alle offentlige Valg.

Der udskreves Nyvalg for Byraad og Kommunalraad, Raadenes Medlemstal fastsattes i Forhold til Indbyggerantallet.

Hidtid havde der hersket almindelig Censusvalgret i Købstaderne og Treklassevalgret i  Landkommunerne, i begge Tilfælde ved offentlig Stemmeafgivning.

I Købstaderne og Flækkerne var Valgretten før Krigen knyttet til Bestemmelsen om en vis Mindsteindtægt eller til en vis Grundejendom med en nærmere fastsat Mindsteskatteydelse. Hvor Grænsen for den Indtægt eller Grundejendom, som gav Valgret, skulde ligge, bestemtes ved kommunal Vedtægt; Bestemmelsen var forskellig for hver By, eftersom det bedst tjente de tyske Interesser.

Paa Landet deltes de kommunale Vælgere i 3 Klasser; i første Klasse kom de, som betalte den første Tredjedel af alle kommunale Skatter, i anden Klasse de, som betalte anden Tredjedel, i tredje Klasse Resten. I første Klasse var der sædvanlig kun nogle faa Vælgere, ja det forekom, at een Mand, som betalte en Tredjedel af Kommunens Skatter, var eneste Vælger; i anden Klasse var der som Regel en halv Snes Vælgere, medens Resten opførtes i tredje Klasse.

Hver Klasse valgte en Tredjedel af Kommuneraadsmedlemmerne.

Efter at det danske Borgerskab havde mistet Flertallet i Købstaderne i Halvfjerdserne, havde Danskerne i Almindelighed afholdt sig fra at deltage i Byraadsvalgene.

Efter 1900 var der fra de yngre Danskeres Side gjort enkelte Forsøg paa at genoplive Interessen for de kommunale Valg. Der agiteredes for Deltagelse i Valgene som Protest mod Udelukkelsen fra det kommunale Styre og som Middel og Lejlighed til at mønstre de danske Stemmer.

Det blev dog ved enkelte Fremstød, som viste Umuligheden af at bryde Tyskernes Herredømme. For Haderslevs Vedkommende laa Forholdene saaledes, at Danskerne raadede over en Tredjedel af Stemmerne, Tyskerne over to Tredjedele.

Da der kravedes absolut Flertal, kunde ingen af de danske Kandidater vælges.

Den almindelige Valgret til de kommunale Valg knyttedes efter Revolutionen sammen med Forholdstalsvalgmaaden. Derved muliggjordes Mindretallenes Repræsentation.

Udsigten til at kunne udrette noget med Stemmeafgivningen ansporede til livlig Valgdeltagelse.

Dertil kom Stemningsomslaget. Tyskerne var nedtrykte over Krigens Udgang, som nedslog alle højtspændte Forhaabninger og aabenbarede Tysklands Afmagt og som stillede Tysklands Lemlæstelse i Udsigt. Det var givet, at Nordslesvig vilde komme tilbage til Danmark.

Lige saa nedslaaende dette virkede paa Tyskerne, lige saa oplivende virkede det paa Danskerne. Nu kunde de sagtmodige og forsagte Danske vove at bekende deres Danskhed; nu fandt ogsaa mange Nationalt ligegyldige og andre, som hidtil havde holdt med Tyskerne, at de i Virkeligheden var Danske.

Strømmen var vendt; stærkest virkede det i Haderslev, hvor Danskheden baade i By og paa Landet altid havde varet mest selvbevidst, mindre stærkt i Aabenraa, betydelig svagere i Sønderborg; til Gengæld viste Danskheden i Tønder sig at være stærkere, end man havde troet.

I Haderslev havde man i Kommunalforeningen og dens Tillidsmand et Organisationsapparat, som gjorde god Fyldest. Dens Rammer blev udvidet og udfyldt. Kommunalforeningen omfattede alle Danske i Haderslev fra Landdagsmanden paa Damager til Arbejderne i ”Bøndergaardene”.

Den Kandidatliste, som opstilledes til Byraadsvalget paa et Møde i Højskolehjemmet, blev lige saa demokratisk; den omfattede alle Lag og Anskuelser indenfor Danskheden i Haderslev.

Valgarbejdet fremmedes med Fynd og Klem. Stemningen var optimistisk, men Valgdagens Resultat overgik endog Forventningerne. Af de 30 Pladser i det nye Byraad fik Danskerne 16 og dermed Flertallet, Tyskerne 9 og Socialdemokraterne 5.

I Aabenraa fik Danskerne lige Halvdelen af Mandaterne: 12 af 24, medens Tyskerne fik 8 og Socialdemokraterne 4. I Sønderborg fik Danskerne 10, Tyskerne 10 og Socialdemokraterne 4. I Tønder valgtes 3 Danske, 12 Tyske og 3 Socialdemokrater.

Samme Dag, som Byraadsvalgene fandt Sted, stemtes der paa Landet over den nye Sammensætning af Kommuneraadene. Ogsaa her blev det en Sejr over hele Linien. I de gode Egne blev Repræsentationen helt dansk, i de mindre gode Egne maatte de nøjes med en forholdsmæssig Repræsentation i Kommuneraadene. Det blev en god Optakt til selve Genforeningsafstemningen.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

C. Gabe, der boede lige nord for den daværende dansk-tyske grænse, har berettet om smugleriet i overgangstiden 1918-1920.

Enkelte Gange faldt – forstaaeligt nok – en og anden Sønderjyde, som var paa Besøg i Danmark, for Fristelsen til at tage et Pund god ”Bønnekaffe” med hjem, og saa maatte vedkommende fra Grænsen tilbage til Retten i Kolding, hvor den sædvanlige Bøde var 20 Kr. eller – i Mangel af Penge – et Par Dages Hæfte og derpaa Transport under Politiledsagelse til Grænsen og Overlevering i den tyske Grænsevagts Hænder, og derfra gik Vejen uvægerlig til Retten i Flensborg, fordi Personen uretmæssig havde overskredet Grænsen for at komme til Danmark, og dette førte til ny Afstraffelse.

Dette var den regelrette Fremgangsmaade. Men – medens Herredsfogeden i Kolding idømte Bøden, fik han samtidig telefoneret til den gode Købmand Hans Have, der saa mødte den dømte ved Retslokalets Dør og overleverede vedkommende det nødvendige Pengebeløb — og saa var Retten sket Fyldest, Passagen over Grænsen skete uden Politiledsagelse, og Turen til Flensborg blev undgaaet.

Ja, der var mange morsomme Trak. Tyskerne var jo i høj Grad interesserede i at faa Varerne ind over Grænsen, saa der var ingen Vanskeligheder.

Det var nu i meget ringe Tal, at Smuglerne var indfødte Folk, nej, Lejligheden til Smugleri havde Syd fra – fra Hamborg og andre Byer – kaldt en Mængde tvivlsomme Eksistenser op til Grænseegnen og da særlig til Haderslev.

Da der lidt senere blev givet Tilladelse til, at de grænsepasserende maatte medtage et bestemt Antal Pund af forskellige daglig nødvendige Varer, ja, saa var det slet ikke hyggeligt at færdes paa vor ellers saa fredelige Vej! Et underligt Publikum at se paa — og den store Part var Professionals.

Efter den omtalte Tilladelse til mindre Udførsel var givet, myldrede der langs den danske Vej til Grænsen en stor Mængde Forretninger frem, alle vilde have Del i den mulige Fortjeneste.

Nu, da man haabede paa i en nær Fremtid at faa Lov til igen at hejse det gamle Flag — Dannebrog, gjaldt det om at komme i Besiddelse af dette, og aldrig har jeg set saa store og saa flotte Flag, som her blev anskaffet. Kolding By var meget hurtigt købt tom og fik travlt med at fremskaffe nye store Lagre. —

De Flag, der gik normal Vej gennem det tyske Toldvæsen, blev fortoldet, Ejeren fik Lov at betale Tolden — og fik saa Meddelelse om, at nu gik Flaget, der ofte var uldent Stof, til Klædefordelingsstedet i Berlin — og herfra modtog saa Ejeren senere saa og saa mange Pfennig for saa og saa mange Gram Stof! Jo – der var endnu mange Maader at genere Sønderjyderne paa! Men en Klage til Ententen fik dog hurtigt denne Trafik standset.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Officiel preussisk Udtalelse om Agitationen i Slesvig
Den preussiske Ministerpræs. Hirsch sendte 4. Juni 1919 følgende Telegram til Statskommissær for Slesvig-Holsten, Dr. A. Koster:

Statsregeringen har erfaret, at ogsaa Tyske i Slesvig deltager i Agitationen til Fordel for Danmark.

Ved Tanken paa de haarde Ofre, som den nuværende slesvig-holstenske Slægts Fædre har bragt for deres Tyskhed, og paa de Frihedskampe, der engang opflammede den nationale Følelse i hele Tyskland, føler Statsregeringen det som en uhyre Krænkelse af alle slesvigholstenske Overleveringer og af alle de Egenskaber, der har gjort Slesvig-Holsten kært for tyske Hjerter, naar Medlemmer af den nuværende Generation forraader deres Fædres Land for ussel Vindings Skyld og arbejder med paa at ødelægge det.

Statsregeringen stoler paa, at disse samvittighedsløse Forsøg vil strande paa de tro Slesvigeres sejgt bevarede tyske Sindelag. 

Skulde Afstaaelser blive nødvendige, vil Statsregeringen betragte det som sin særlige Opgave at styrke de Dele af Provinsen, der lider Skade derved, saa stærkt som det paa nogen Vis er muligt, ved paa videstgaaende Maade at tage Hensyn til Landets Ejendommelighed, ved formaalstjenlig Afgrænsning af Kredsene, ved at fremme mulige nye økonomiske og kulturelle Centre, ved at udbygge Samfærdselsvejene og ved at hæve den samlede økonomiske Stilling.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

C. Gabe, der borde lige nord for den daværende dansk-tyske grænse, har berettet om smugleriet i overgangstiden 1918-1920.

Smugleri, hvoraf der selvfølgelig havde været noget under selve Krigen, tog naturligvis under de slappe Forhold stærkt til.

Danmark var jo over for Ententen forpligtet til at paase, at Varer, som vi havde faaet Tilladelse til at faa gennem Ententens Spærring, ikke udførtes igen af Landet, og derfor maatte vort Toldvæsen være aarvaagent.

Mange Skorter og Kjoler, der var udstyret med Lommer indvendig hele Vejen rundt som noget Patronbælte, blev tømt paa de danske Toldstuer.

Det var ustyrlig grinagtigt at se paa Vejen fra Jernbanestationen op til Grænsen, hvorledes en saadan udforet Kjole kunde svinge i Takt med hvert Skridt, Personen tog. Og saaledes kunde Toldopsynet alene ved Synet forvisse sig om, at der inden for Kjolen var noget galt.

Eller en anden gik og saaede Kardemomme, saa det laa som efter en Saamaskine paa Vejen — Buksebenet, der var udforet med navnte Frø, var ikke strammere snøret ved Knæet, end at et Frø med visse Mellemrum kunde smutte ud. Særlig Krydderier – og Kaffe – var jo Syd for Grænsen en meget efterspurgt Vare, som det nok betalte sig at bringe over.

Kom man Syd for Grænsen, havde adskillige Personer slaaet sig ned i Vejgrøften og tilraabte de forbipasserende: ”Haben Sie Kautabak?” (Skraatobak) eller lignende sjældne Varer.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, om den finansielle Ordning.

4. Juni 1919 tilstillede den danske Gesandt Fredskonf.s Præsident følgende Skrivelse:

Ved Skrivelse af 30. f. M. havde jeg den Ære at overrække Deres Excellence et Forslag til en ny Tekst til Art. 114 i den Del af Fredstraktaten, der vedrører Slesvig, og som indeholder den finansielle Ordning som Følge af Tilbagegivelsen af dette Landomraade.

Jeg tillader mig at henlede Deres Excellences Opmærksomhed paa Fordelene ved denne Ordning. Saasnart Grænsen for de tilbagegivne Landsdele er blevet fastlagt, vil det efter vort Forslag være muligt straks at beregne det Beløb, som Danmark vil have at betale. Det vil da være tilstrækkeligt blot at opgive:

1 ) Det Indbyggerantal, som Danmark er blevet forøget med,

2) Værdien af de Statsejendomme, som er blevet erhvervede i Slesvig under det tyske Styre.

Saa snart disse Tal er opgivet, vil det Beløb, Danmark vil have at betale, med Fradrag af de Kontrakrav, som med de høje allierede og associerede Magters Billigelse vil kunne fradrages, omgaaende være at erlægge. Efter vort Forslag vil det hverken være nødvendigt at vurdere Landsdelenes økonomiske Ydeevne eller at undersøge, hvilke Statsejendele der er erhvervede ved Hjælp af Statslaan, hvilket vil kræve en omhyggelig Undersøgelse af det tyske Riges og Preussens Statsregnskaber for hele Perioden 1864-1914 og nemt kan foranledige forskellige Vanskeligheder.

Det vil ikke være vanskeligt gennem en Vurdering at fastsætte en rund Sum for de slesvigske Statsejendomme, og vi er absolut overbeviste om, at det Beløb, Danmark vil have at betale efter vort Forslag, ikke fjerner sig nævneværdigt fra det, som vil blive Resultatet efter det nuværende Traktatudkasts Bestemmelser.

Det er meget vigtigt for os at gøre opmærksom paa, at vort Forslag ikke vil kunne skabe Præcedens for de øvrige Landsdele, som skal fratages Tyskland. Tilbagegivelsen af Slesvig har jo ikke sin Oprindelse i Verdenskrigen.

Danmark mener endvidere, at det vil være mere naturligt at betragte den finansielle Ordning, ikke som en Overtagelse af en Del af en fremmed Stats Gæld, men som Betalingen for en overtagen Statsejendel.

Antagelsen af den foreslaaede Ordning vil derfor i høj Grad blive paaskønnet og vil sikre, at Danmark vil antage Ordningen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Udenrigsministeren til Bernhoft
Telegram, dat. København 3. Juni 1919:

Som De selv er opmærksom paa, vilde et dansk Forslag om Forandring vedrørende Traktatens Bestemmelser om Afstemning i 3. Zone vanskeligt kunne undgaa at blive en Accept. De bør derfor afholde Dem fra at komme ind paa denne Tanke, men fastholde vort Ønske om at undgaa Afstemning i 3. Zone.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Bernhoft til Udenrigsministeren
Telegram, dat. Paris 2. Juni 1919:

Afstemning i 3. Zone vil ikke blive frafaldet, men et Forslag til en Modifikation vil kunne indgives til de Fires Raad og ialtfald blive drøftet.

Vi henstiller, at jeg bemyndiges til at foreslaa, at en Afstemning i 3. Zone
betinges af, at Udfaldet i 2. Zone er til Gunst for Tilslutning til Danmark.

Dette frembyder dog den store Betænkelighed, at vi bliver bundet til at akceptere Afstemningen i 3. Zone, hvis Betingelsen opfyldes. Da jeg ser Lansing Tirsdag [3. Juni], forbeholdes dog, at den mulige Bemyndigelse,
efter som Samtalen falder ud, ikke benyttes.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I kolonnen det “Det brændende Spørgsmaal” bragte Flensborg Avis forskelligt om de forestående afstemninger, den 1. juni 1919 blandt andet:

Et tysk Forslag.
I et Uddrag af det tyske Modforslag, som er udsendt gennem Wo’ffs Bureau, hedder det:
Med Hensyn til Slesvig foreslaar den tyske Regering, at Grænsen for Afstemningsomraadet mod Syd falder sammen med den Linje, som betyder Omslagslinjen for de sproglige Flertal, saa at de Kommuner foretager Afstemning, der i den territoriale Sammenhæng indeholder over 50 Procent Danskere. Afstemningen sker  kommunevis paa een og samme Dag. De tyske Myndigheder vedbliver at bestaa under Afstemningen, men underordnes under en Kommission, bestaaende af lige mange Tyskere og Danskere med en svensk Opmand.

Tyskland gaar med til at sløjfe Fæstningsværkerne paa Helgoland; derimod maa nødvendige Forholdsregler til Værn for Kysten og for Fiskerihavnene bevares.

Fredstraktatens Forskrift om, at Kiel-Kanalen stilles under en international Kommission, kunde kun være antagelig, hvis der handledes Paa samme Maade med alle andre Forbindelsesveje
mellem Havene.

— Tyskerne er et vidunderligt Folkefærd. De foreslaar for ramme Alvor, i et Dokument, der fremlægges for Fredskonferencen, at der kun skal være Afstemning saadanne Steder, hvor men i Forvejen
veed, at Danskerne er i Flertal!

“Fyns Venstreblad”
for Fredag Morgen er ude med et Ovefald paa „Flensborg Avis” og Redaktør Christiansen, der er holdt i en Tone, som tilstrækkeligt viser, at Bladet ikke tror at kunne klare sig med et sagligt Angreb. Nærværrende Blad mener, det ligger under dets Værdighed at svare paa den Slags Ting. Kernen i Odense-Bladets Artikel er en Sigtelse for, at „Flensborg Avis” tilslører, hvor ringe Jordbund dens Standpunkt har i Befolkningen, i Vælgerforeningen osv. Dette tillader „Fyns Venstreblad” sig at paastaa efter at Redaktør Christiansen lige havde krævet Vælgerforeningsmødet indkaldt for at saa fastslaaet i Offentligheden, hvor mange eller hvor faa der delte hans Opfattelse.

Afstemningen i den danske Rigsdag har „Flensborg Avis” tit nok omtalt. Hvad de nordiske Udtalelser angaar, da er „Flensborg Avis” ikke ene om at mene, at det eneste, der er at sige hertil, er, at det er beklageligt Misgreb fra dansk Side at spørge Nordmænd og Svenskere om, hvor Danmark skal sætte sin Grænse.

Om Mellemslesvig
skrider „Danskeren”:
„For det første kan Stillingen i Mellemslesvig ikke sammenlignes med den i de nordlige Amter alene af den Grund, at der føler man sig tryg og sikker, godkendt og anerkendt som man er baade i København og i Aabenraa. I Mellemslesvig føler man sig endnu forskudt. Det er sørgeligt, at det skal siges, men saadan er det. Og hvor kan de andet. Lyt til tyske Samtaler i Kupeerne, naar man rejser en Tag med Hovedbanen. Og man hører stadig det samme. — Flensborg gaar med! — Nej, nej, Flensborg gaar ikke med. — Flensborg gaar med,  Stemningen er helt for Danmark. — Men Danmark vil ikke have Flensborg. Regering og Rigsdag stritter imod af alle Kræfter. Saadan refereret efter Hukommelsen fra en Rejse for faa Dage siden.

Dernæst maa man tage i Betragtning den mere end sparsomme Udbredelse, den danske Presse har paa de Kanter.  Befolkningen er endnu helt i de tyske Skillingsblades Vold. Her maa og vil der sandsynligvis indtræde en Ændring til det bedre, naar Oplysningsarbejdet forud for Folkeafstemningen tager sin Begyndelse. At Danskheden i disse Egne, stridende sig frem imod Vejr og Vind, trods det møder op med en saa betydelig Stemmetilvækst. er mere end Anerkendelse værd. Det burde hos os alle vække den dybeste Samfølelse.

Sammenholdes hermed maa ogsaa, at de tyske Stemmer trods det forhøjede Vælgertal er saa godt som stillestaaende. Alt dette taler ikke til Fordel for Paastanden om den „kompakte Tyskhed” efter Indlemmelsen. Tværtimod det taler om jævn og naturlig Danskheds Vækst, som vi  kun kan være glade ved. Der var Steder nok i Nordslesvig, hvor man i Aarene før Krigen var taknemmelige for mindre end det.”

Om Kreddagsvalget i Kær Herred
skriver „Flensburger Nachrichten”, at kun 40 Procent af Vælgerne har stemt, og at af de andre 60 Procent de fleste ved Folkeafstemningen vil stemme tysk.

Bladet faar undskylde. For at faa den Historie til at glide i Folk maa det dog give den et lille Skær af Sandsynlighed.

Tidligere Landraad Rogge holdt for nylig tysk Møde i Medel by, og i Søndags holdtes der tysk „Skovfest” i Padborg under der Amtsforstanderens Ledelse; W. Fiehler af Flensborg talte.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

31. Maj: “Flensburger Norddeutsche Zeitung” skifter Ejer paa Mellemslesvigsk Udvalgs Foranledning. Foreløbig sker der ingen Forandring i Ledelsen. —

P. Lassen i Strukstrup, der skulde have været sat ud af en Sparekassebestyrelse, blev i Aftes genvalgt med 38 mod 9 Stemmer.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Den danske Gesandt i Paris tilstillede 30. Maj 1919 Fredskonf.s Præsident følgende Skrivelse:

Under 27. ds. har Deres Excellence haft den Godhed at lade mig vide, at det Memorandum om den finansielle Ordning mellem Danmark og Tysk­land som Følge af Tilbagegivelsen af det danske Slesvig, som jeg havde tilladt mig at overrække Dem, er blevet oversendt til Præsi­denten for Erstatnings-Kommissionen.

Idet jeg mener, at den nuværende Affattelse af Art. 114, der indeholder Præliminærtraktatens Bestemmelser vedrørende Slesvig, ikke stemmer over­ens med den Ordning, som er foreslaaet i det danske Memorandum, tillader jeg mig høfligst at overrække den høje Konference vedlagte Forslag til en anden Tekst for den omhandlede Artikel.

For os er det meget magtpaaliggende at henlede Opmærksomheden paa, at det endelige finansielle Resultat, i det Omfang som det lader sig forudse, ikke maa væsentlig ændres, hverken i den ene eller den anden Affattelse, og at vi ikke saa meget tænker paa at opnaa en Nedsættelse af Udgifterne som paa at opnaa en retfærdig og endelig Ordning.

Vort Formaal er — saavidt Omstændighederne tillader det — at ud­slette Virkningerne af Freden i Wien 30. Okt. 1864 og at afvikle de fi­nansielle Dispositioner, som den preussiske Stat har truffet til Slesvigs For­tyskning.

Dette forklarer vort Forslag, som samtidig søger at beskytte de allierede og associerede Magters Interesser.

Det Skrivelsen vedlagte Forslag havde følgende Ordlyd:

Danmark skal tilbagebetale en Del af den Andel i det danske Monarkis Statsgæld, som Preussen i Henhold til Artikel VIII i Wien-Freden af 30. Okt. 1864 overtog, og denne Del skal udregnes efter Forholdstallet mellem Indbygger-Antallet i hele det i 1864 afstaaede Landomraade og Indbygger-Antallet i den Del heraf, som skal genafstaas, idet den sidste tyske Folketælling før Krigen lægges til Grund for Beregningen.

Til denne Sum bør føjes et Beløb, som svarer til Værdiansættelsen før Krigen [1914—18] af de tyske (preussiske) Statsejendomme, der er til­komne efter 1864 paa de Landomraader, som skal genafstaas.

De Ejen­domme, der har udelukkende militær Værdi, vil være at afstaa uden Godt­gørelse.

Den samlede Sum skal betales til Erstatnings-Kommissionen efter Fra­drag af et Beløb, der svarer til de Krav, Danmark som Følge af enten Genafstaaelsen eller den store Krig kan gøre gældende overfor Tyskland, efter de allierede og associerede Magters Godkendelse.

Den nøjagtige Opgørelse og Afgørelsen i alle Spørgsmaal angaaende Vurderingen af de forskellige Artikler skal foretages af en blandet tysk­dansk Kommission under Forsæde af en i dette Øjemed af de allierede og associerede Magter udpeget Voldgiftsmand.

Alle andre Spørgsmaal, Genafstaaelsen maatte rejse, skal ordnes ved særlige Overenskomster mellem de allierede og associerede Magter paa den ene og Tyskland paa den anden Side; Udførelsen af disse Overenskomster skal overdrages de ovennævnte blandede Kommissioner.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I Flensborg- og Danevirkegruppen i Den nordslesvigske Vælgerforenings bestyrelse og tilsynsråd var der utilfredshed med, at Vælgerforeningen blev taget til indtægt for at støtte den danske regerings forsøg på at fjerne den 3. afstemningszone fra fredstraktaten. Den var kommet ind på privat initiativ og imod den danske fredsdelegations ønske. Men der var på dansk side opstået diskussion om, hvorvidt det var opportunt at bede om at få den fjernet igen.

På mødet i Vælgerforenungen den 30. Maj 1919 stillede fhv. Landdags­mand H. D. Kloppenborg Skrumsager følgende Forslag til Resolution:

Vælgerforeningen fastholder Selvbestemmelsesretten som den eneste Vej til en forsvarlig Løsning af Grænsespørgsmaalet og udtaler m. H. t. 3. Zone som sin Opfattelse: Den har fuld Tillid til Ententemagternes Ordning og er forvisset om, at vor Sag løses paa den bedste Maade gennem den Af­gørelse, som træffes af Fredskongressen.

Der bør før Afstemningen tilvejebringes fuld Klarhed blandt Befolk­ningen over, at den gennem et Flertal for Danmark tilkendegiver Viljen til at gaa ind i det danske Folk som fuldt loyale Statsborgere.

Efter Navneopraab forkastedes Forslaget med 34 St. imod og 22 St. for, 1 stemte ikke. Derpaa vedtog Forsamlingen et Forslag til Res., som var stillet af fhv. Landdagsmand Nis Chr. Nissen, ligeledes efter Navneopraab, med 34 St. for og 22 St. imod, 1 stemte ikke. Den ved­tagne Res. havde følgende Ordlyd:

Idet vi bringer de allierede og associerede Magter vor dybtfølte Tak for den varme Interesse og store Velvillie, hvormed de omfatter det sønderjydske Spørgsmaal, slutter vi os til den danske Rigsdags Resolution af 12. Maj 1919.

Om Bestyrelsens og Tilsynsrådets Møde 30. Maj 1919 meddeler Protokollen yder­ligere, at man paa Mødet var enig om:

at Grænsen ved Kongeaaen fuldstændig slettedes, og at en hurtig Over­gang fremmedes saa hurtigt som muligt. Vi vil ikke stænge kongerigske Embedsmænd ude, men under lige Forudsætninger, for saa vidt som særlige Hensyn ikke kræver en anden Ordning, bør Landets Børn foretrækkes, og maa der ikke tages Hensyn til den forskelligartede politiske Opfattelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

30. Maj: Et socialdemokratisk Partimøde vedtog 27. Maj mod et stort Mindretal at udelukke Sørensen. Denne paaviser i et Svar, at P. Michelsens Forbund med Altyskeme har tvunget ham til hans Skridt.

l Dag Vælgerforeningsmøde, forlangt af os, fordi hele Vælgerforeningen tages til Indtægt af 3. Zones Modstandere. Kloppenborg, Svensson og jeg rykker frem. Rubin-Affæren, Oktober-Adressen, Hanssens Politik fremdrages. Gør Rede for Fuldmagterne til Collin og Holstein. Men Hanssen synes at have tabt al Lyst til ubøjelig Krig (eller fører han den underjordisk?). Vi naar et Mindretal paa 22 for vor Resolution.

Nis Nissens ret farveløse faar 34. “Afkøling” kan sættes over en Artikel om Mødet.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Den 29. Maj 1919 tilstillede den tyske Delegation, med en Følgeskrivelse, Fredskonfonferencens Præsident “Bemærkninger til Fredsbetingelserne”, dat. 28. s. M. Heri forekommer i anden Dels andet Afsnit, “Territoriale Spørgsmaal”, som Punkt 8: Slesvig. Det paagældende Afsnit lyder saaledes:

Skønt den tyske Regering havde erklæret sin Beredvillighed til ad Freds­forhandlingernes Omvej at drøfte de danske Ønsker om at opnaa en ny, med Nationalitets-Principet overensstemmende Grænse, kan den tyske Regering ikke undlade at gøre opmærksom paa, at det slesvigske Spørgsmaal ikke udtrykkelig nævnes i Præsident Wilson’s Punkter.

Naar Tyskland erklærer sig villig til at samtykke i Folkeafstemningen i Slesvig, saa sker dette, fordi det anerkender Folkenes Selvbestemmelses-Ret.

Den tyske Regering ser sig dog ikke i Stand til at antage Traktatudkastets Forslag til Bestemmelser om Afstemnings-Distriktets Omfang og heller ikke de foreslaaede Vilkaar og Frister for Afstemningen.

Den stiller derimod følgende Modforslag:

a)    Afstemningsomraadets Sydgrænse skal falde sammen med den Linje, der angiver Skellet mellem de sproglige Flertal, saaledes at det bliver de Kommuner, som i territorial ubrudt Sammenhæng rummer mere end 50 pCt. Danske, der kommer til at stemme .

Dette vil give en Linje Syd om Rømø, Nord om Højer, Syd om Møgeltønder, Nord om Tønder, Sydvest om Rørkær, Syd om Ladelund, Nord om Karlum, Syd om Bramsted, Syd om Veseby, Nord om Medelby, Syd om Jardelund, Nord om Valsbøl, Nord om El­lund, Syd om Frøslev, Vest om Harreslev, Padborg og Nyhus, Nord om Krusaa, Syd om Hønsnap, hvorefter den ved Sønderhav gaar ind i Flensborg Fjord og følger denne ud i Østersøen.

b)    I hele dette Omraade skal der stemmes kommunevis.

c)    I hele Omraadet finder Afstemningen Sted samme Dag, hvis Dato skal fastsættes efter nærmere Overenskomst.

d)    Det tyske Embeds- og Forvaltnings-Væsen vedbliver som hidtil at bestaa under Afstemningen, men underordnes en upartisk Kommis­sion, der sammensættes af lige mange Tyske og Danske med en svensk Opmand; denne Kommission har uindskrænket Tilsynsret.

Man forbeholder sig at tage Stilling til de Spørgsmaal, der rejses ved Afstaaelsen, og som delvis er omhandlede i Udkastets Artikler 110-113.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Noget af det særlige ved Sønderjylland er, at én og samme person i første halvdel af det 20. århundrede kunne nå at bære både pikkelhue, frihedskæmperarmbind og dansk officers-kasket.

Se den lille udstilling om Dr. Lorenzen fra Bov på Oldemorstoft i Bov.

Du kan læse mere om Hans Lorenzen på hans egen personside her på Den store Krig.

En ny spændende og meget aktuel bog er netop udkommet: Vibe Termansens: “Kampen om Centraleuropa”, der trækker linjer fra tiden lige omkring Første Verdenskrigs afslutning til vores dages konflikter og begivenheder inden for EU.

Forlaget skriver:

De to centraleuropæiske stater Polen og Ungarn er de senere år kommet på kollissionskurs med EU’s kerneværdier. Men kampen om, hvad Centraleuropa er og skal være, er slet ikke ny.

For 100 år siden, da Første Verdenskrig sluttede, var det ikke på forhånd givet, hvordan de gigantiske, centraleuropæiske landmasser skulle organiseres.

Burde de være præget af tysk kultur, tysk arbejdsmoral, tysk økonomi og tysk historie, til alles bedste, natürlich, uden smålig skelen til hvad de andre folkefærd måtte mene om det?

Eller burde der tværtimod oprettes et bælte af selvstændige, demokratiske bufferstater mellem de to evige aggressorer Tyskland og Rusland, for at bevare freden (og lidt for at få oprettet en selvstændig tjekkoslovakisk stat)?

Eller hvad med et gigantisk, polskdomineret, multinationalt rige mellem Østersøen og Sortehavet, ligesom i de gode, gamle dage, for effektivt at stække Rusland og lige så effektivt at styrke Polen?

I dag kæmpes der så igen.

De liberale ledere i Vest frygter, at regeringerne i Polen og Ungarn gør EU svag og splittet ved at forbryde sig mod de fælles værdier, når det gælder demokrati- og retsstatsopfattelse. I Warszawa og Budapest hævder magthaverne derimod, at de beskytter de ægte europæiske værdier mod det dekadente, homoseksuelle, sekulære, vegetariske, cyklende, migrant- og terroristfyldte Vesteuropa.

Bogen er på 216 sider og koster 249,95 kr. (vejl.).

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget