Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningsdagen 14. marts i anden Zone, Mellemslesvig.
Om Morgenen kom Bilerne straks med Flyveskrifterne om Revolutionen. Tyskerne blev rasende, og vilde ikke tale med dem i Førstningen, men så kom der også fra Tysk Side, og så gik det bedre.
Ved Middagstid tog vi så med Bil ind til Niebøl, hvor vi blev godt modtaget. Mange gode Kvinder og Mænd var der allerede samlet, og vi havde en god Eftermiddag sammen·. Mange Valgepisoder indtraf jo, men ikke mere end vi havde ventet.
Da endelig om Aftenen Resultaterne begyndte at løbe ind, blev der jo en underlig Stemning, som Lyn fra en klar Himmel kom disse Resultater. Alle som een navde de arbejdet i anden zone, havde ventet et helt andet Resultat, at det moralske Mod sådan skulde svigte hos vore Vælgere den Dag, det havde vi slet ikke ventet.
Resultatet fra Flensborg livede dog os allesammen op igen, og vi kom i en fortrøstningsfuld Stemning. til Afslutningen. Klokken 4 om Morgenen brød vi op, og hvem der ikke skulde andre Steder hen, søgte ind i Massekvarteret. Hedvig Lytzen og jeg rejste sammen ind til Flensborg, hvor vi var Klokken 5 om Morgenen, så vi var slet ikke i Senge den Nat.
Dagen havde ikke bragt os det ønskede Resultat, vi tror dog på, at der vil komme en Dag i Fremtiden, hvor vi vil sige, det var dog godt vi nåede det Resultat, jeg tror nemlig ikke det vil vare lang Tid før de selv kommer og beder om at blive indlemmet i Danmark, og da er de først modne til det. Flensborg må vi have med, samt dens Omgivelser. Danskheden i Flensborg er så stærk, at den må have Lov til at bestemme Byens Skæbne.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.
På valgdagen søndag den 14. marts 1920, var vi tilsagt til at drikke morgenkaffe på hotellet kl. 8 sammen med de tilrejsende og andre danskere fra Nibøl. Jeg var med til at hejse et stort dannebrogsflag på hotellet. Der mødte så en større flok unge mennesker, der sammen med en del drenge hujede og peb og lavede opløb udenfor. Vi telefonerede så til politistationen og kort efter marcherede en politipatrulje op udenfor, og så gav det luft.
[…]
Vi havde dengang gæstestuen og 6 værelser lejet for 100 mark dagligt, og vi kunne få at spise og drikkevarer, alt hvad vi ønskede. Undertiden fik vi en passiar med gæster, der, der kom til skænkestuen ved en tepunch, som vi spenderede på dem, men vistnok i de allerfleste tilfælde ”Ohne Erfolg”.
[…] En del af os, deriblandt også jeg, blev på valgdagen den 14. marts sendt ud til de omliggende valglokaler for at påtale mulige misligheder og forsøg på valgtryk. Vi fik et legitimationsbevis udstedt af den internationale kommission i Flensborg. Jeg blev sendt hen i valglokalet i Nibøl og modtoges til at begynde med af fjendske blikke af valgkomiteen. Da jeg fremviste mit kort, bad man mig dog høfligt en stol. Jeg opdagede hurtigt, at man gennem et par opstillede klædeskabe, som dannede væggen for det såkaldte hemmelige rum, iagttog hvilke stemmesedler de enkelte vælgere brugte, og min protest herimod toges også til følge. Hen på eftermiddagen blev jeg afløst af Sofus Godt, Gammelgab.
Kl. kvart i tre rejste jeg med ekstra tog tværsover til Flensborg, hvor gaderne var tæt pakket af mennesker. Der var stærk blæst, som om aftenen afløstes af regn. Man så dannebrog ude over hele byen, især i den nordlige del, hvor enkelte af smågaderne ind mod Skibbroen var helt rød/hvide, Der var dog også mange til dels meget store skibsflag i de tyske farver udhængt på murene i de store huse, især på Holmen. Jeg talte med Valdemar [Sørensen] oppe på Flensborg Avis’s kontor, og også med [Ernst] Christiansen, [J.N.] Jensen og Tage Jessen.
Kl. 8 var der danske møder flere steder i byen. Der var et egetræs skib med danske Sønderborgere, og jeg var til møde i ”Borgerforeningen”. Her talte mange af de i 1864 fordrevne danske embedsmænds børn. Hen imod kl. 10 indløb de første valgresultater, som omtrent alle var uheldige. Stemningen blev efterhånden trykket, især da alle byens kirkeklokker på én gang slog ind med at ringe tyskernes sejr ind. Slesvig Holsten visen og ”Wir wollen keine Dänen sein” lød uafbrudt.” […]
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Lørdag 13/3 1920
Har nu skrevet til Middag, og skal nu spise Middag og så må Niels og jeg ud på eventyret igen for sidste Gang. Vi gik lige ud til Niels Hattens, han har en almindelig Bondegård, som han med sin Kone og en Del Børn selv driver, det er en brav Familie, når det ikke bliver dansk, vil de ikke bo derude længere. Vi drak The derude, og Niels Hattens gik så med lidt omkring, og til sidst helt ind til Emmersbøl.
Da vi kommer derind, telefonerede de fra Niebøl om Revolutionen. Vor opgave blev jo straks, at udbrede Rygtet så hurtigt som muligt. Om Aftenen var der stor Velkomstfest i Kluvers Kro, vi blev dog hjemme.
Nogle andre Velkomsthilsener løb vi på om Eftermiddagen, opslåede rundt omkring.
“Gott wolle uns behuten, da wir Friesen nicht werden Juten”.
“Unsere sache ist so klar, wie die sonne stimm Deutsch”.
“Gud vil os bevare, da vi Friesere ikke jødere være”. Vores Sag er så klar, hvorledes Solen stemmer Tysk”.-
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
13. Marts: Der er 39,135 stemmeberettigede. Tallet er altsaa ikke bragt synderligt ned. — Danske og tyske Opraab offentliggøres i Bladene med mange Navne og slaas op som Plakater.
—Tyske stemmeberettigede vælter ind. Demonstrationer i Raadhusgade og alle Vegne. Alle Gader sorte af Mennesker. Tyske Optog hele Dagen (Tordenskjolds Soldater). Man vader i Tryksager. Tyske Sammenkomster i en Række Lokaler. Luften er fyldt af Spænding. Hele Byen drukner i Flag, deriblandt mange danske, selv i den sydlige Bydel. I Aften til danske Møder i Holstensk Hus, Logehuset, Borgerforeningen, her talt kort.
—Møde i Krusaa. — Nis Nissen og jeg har i Dag overrakt Bruce Vælgerforeningens og Arbejderforeningens Henstilling om at tage Ikke-Rømningen af 3. Zone i Betragtning.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
12. Marts: Flere Skibe kommer. Direktionen for Kobbermøllen og Værftet offentliggør Meddelelser til Arbejderne om, at de vil lukke og flytte sydpaa, hvis Flensborg bliver dansk. Især Konerne er urolige.
Uldall, der har ordnet Mødearbejdet ligger i den sidste Uge syg. Grosserer H. Hansen har maattet springe ind. De sidste Dages Møder er først indvarslede i sidste Øjeblik. I Aften nationalt Samvær i »Sanssouci«, daarligt besøgt, »Kolosseum« bedre, og Borgerforeningen godt.
Flensborgske og kongerigske Gæster (Vilh. Gregersen, Th. Rovsing osv.) taler. — Møde i Lyksborg, A. Grau, Kloppenborg, Mittelstædt, Modtalere.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.
Den 12. marts 1920 rejste jeg videre til Nibøl efter at blev jeg opfordret af den danske valgkomite i de frisiske egne om ufortøvet at indfinde mig på Central Hotel i Nibøl. Her var vi indlogeret en hel stab af danske agitatorer, bl.a. Jørgen Nissen, Stenderup, Sofus Godt, Gammelgab, Jørgen Andresen, Nybøl, Jørgen Zachariassen, Dybbøl, Jørgen Grau, Gabøl, P. Fuglsang, Maugstrup, Simonsen, Flooh, Troels Beire, Roager, Varming, Råhede, Reinholdt, Oksgård m.fl.
Der holdt altid biler til vor rådighed. Vi kunne kun opgive hvor vi ville hen i omegnen, ligesom vi altid kunne få af mad og drikke på hotellet, hvad vi ønskede.
Jeg var især ude i håndværkerkredse og forsøgte at påvirke mine standsfæller i dansk retning, men mærkede hurtigt, hvad klokken var slået. Tyskerne havde haft for lang tid til at udfolde en voldsom agitation og folkene var for det meste frisisk orienterede.
I nogle loftsværelser på Central Hotellet havde vi store stabler af alle slags varer, mel, gryn, ris, sukker, alle slags kolonialvarer, håndværkstøj m.m., som var bestemt til at bruges ved valgagitationen. Det var det, som tyskerne nu kalder ”Speck”.
Undertiden kom der så folk ved aftenstid, små hold på 3-5, og bad om at få danske stemmesedler. De blev så modtaget venligt, blev beværtet og fik nogle gode pakker med, men om de danske stemmesedler blev afgivet er vel nok i de fleste tilfælde tvivlsomt.
Om aftenen den 12. marts havde vi modtagelsesfest for 14 danske stemmeberettigede. (sådanne hold kom tilrejsende nordfra med togene de sidste dage før afstemningen i 2. zone). Disse modtoges så af os og andre danske på stationen.
Hvis de ingen slægtninge havde at holde sig til, blev de helt gratis indlogeret på Central Hotellet, som vi havde lejet. Alle rejsedeltagerne fik ved ankomsten varm spise og eller alt, hvad de behøvede straks ved ankomsten, og hele tiden, indtil valget var forbi.
Ved den festlige sammenkomst om aftenen var der mange som talte, og stemningen var højt oppe.
De fleste tilrejsende var dog tyskere, som kom med togene sydfra. Disse modtoges på banegården af musikkorps, som ideligt spillede ”Schleswig-Holstein meerumschlungen. De blev indlogeret hos tyskere.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Fredag 12/3 1920
Om Formiddagen tog jeg straks ud til Christian Petersen i Horsbøl, vi skulle have nogle Pakker fordelt, der var straks to dansktalende arbejdere i gang med det. Christian Petersen og de to Mænd har været i Danmark en Tur, de var helt bjergtagene af, hvad de har oplevet, og den gamle var helt overvældet, helt i Århus og Grenå har de været. Jeg blev og spiste til Middag. Dagen før havde Fru Lorentzen været der med Kaffe og The. Der blev snakket om det herlige Danmark hele Tiden.
Jeg nar været ude at tale med andre forskellige Steder, besøgte også Max Peters hvor jeg fik Kaffe og en hyggelig Samtale. På Vejen hjem talte jeg med flere.
Overalt er der rejst Æresporte med de mest forskellige Indskrifter. Eet Sted stod der:”Wer die Heimatt mich licht, wer die Heimatt mich art ein lump” -“Hvor ligger min Hjemstavn? Hvis min Hjemstavn er en lumpen Rad”.-
“Welkommen im freien Friesland”. “Velkommen i det frie Friesland”.
Her i Emmersbøl er der dekoreret meget med Flag, i Horsbøl kunde jeg kun tælle 10 Flag, et godt Tegn. Udenfor Emmersbøl er der heller ikke mange. Alle Vogne der kører efter Gæster er smykkede, og overfladisk ser Modtagelsen festlig ud, men det vi havde at byde vore Gæster i første Zone, har de ikke her, den dybe inderlige Forståelse. Mange der kommer nede fra Tyskland, vil nok også bringe Bud om Sandheden og Nøden der råber der.
Om Aftenen var der Dans og Druk igen.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.
”Den 11. marts 1920 blev jeg opfordret til straks at møde i Flensborg for at deltage i arbejdet for afstemningen den 14. marts.
Jeg meldte mig på kontoret for ’Mellem Slesvigsk udvalg’. Nede ved Sommers Hotel traf jeg mange kendte danske nordslesvigere.
Her holdt 25 automobiler fra Kolding til vor rådighed. Kl. 5 indkom den danske damper ”Nakskov” med tilrejsende.
Jeg var oppe på Søndertorv og så et mægtigt tysk demonstrationsmøde.
Jeg rejste hen imod aften med en bil til Læk, hvor jeg meldte mig til tjeneste på valgkontoret i Centralhotellet. Her var Hans Madsen, Roost, H. Thomsen, Roost, to brødre Enemark fra Gabøl, Schmidt fra Djernæs, Kr. Iversen, Sønderballe, Jørg. Nissen, Stenderup, Nik. Nissen, Riis m.fl.
Jeg tog en bil af dem vi havde til vor rådighed og besøgte skrædder Madsens broder i Klægsbøl. Der var kun ganske få danske her, fortalte man mig, og de samme var bange. […]
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
11. Marts: Disse Dage gaar i en fuldstændig Hurlumhej, Kontor og Hjem fyldte af Mennesker. 3½ J. C. Paulsen, Ravn og jeg kaldtes ned til »Flensburger Hof«. Flagforbudet er i Hovedsagen ophævet (efter Forhanding med de tyske Raadgivere, saa vi stilles over for en fuldbyrdet Kendsgerning).
Festlig Modtagelse af det første Skib med stemmeberettigede. — Danske Folk, der flager, trues i Telefonen med, at de vil faa deres ruder slaaet ind.
Diskussionsmøde i »Sansouci«, Garbers, H. P. Hanssen, J. Andersen. P. Grau, af Tyskere Johs. Tiedje, Dr. Petersen. Udmærket Forløb. Samtidig Corn. Hansen, H. Thomsen og jeg til Tillidsmandsmøde i Logehuset . De sidste Instrukser.
Møde i Harreslev, P. Paulsen, Rosendal, Lorenzen. I Eftermiddags tyske Friluftsmøder paa Søndertorv og i Nystaden, Optog, syngende Skolebørn. Forulempelser af Danske.
Danske Særmøder afholdes daglig.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Torsdag den 11-3-1920
Om Formiddagen skrev jeg til Martha (Johannes’ forlovede, red.), til Middag kom begge Biler fra Niebøl, og vilde tage ud til Horsbøl, så blev Niels og jeg her i Emmersbøl. Eftermiddagen gik omtrent som den forrige, en Veteran fra 1864 traf vi også her. Om Aftenen havde vi Møde her med Peder Gad Hejsel og Mads Gram Københoved som Talere, Salen var stopfuld.
Fra Tysk Side var der Jessen fra Stoltenlund, Lassen, og en anden ung Mand fra Tønder der hed Petersen, en der hed Momsen, og så var der Julius Momsens Søn, der er Doktor her i Nærheden. Ud fra Forsamlingen blev der stadig råbt de værste Skældsord og ophidsende Vrøvl man kunde finde på.
Mads Gram talte jævnt og eftertrykkeligt godt, Foredraget modtages med Ro og Interesse af Forsamlingen, bortset fra et Par Brølere.
Derefter talte Peder Gad, i første Øjeblik imponerede han, men så blev hans Foredrag lidt usammenhængende, derefter optrådte Jessen Stoltenlund, han imødegik de to Talere overfladisk Forsøg, men rettede så til sidst en Appel i en ophidsende Tone til Forsamlingen, at de i det hele taget skulle tåle disse danske Agitatorer, her i deres tyske Midte.
Så kom Momsen, han skældte ud over Mølgård, og endte ved, at vist det var den danske Regerings Fremgang, så betakkede han sig.
Så blev det Lassens Tur, der højttravende skældte ud over hele den danske Agitation her i Frieserlandet, prøvede at ophidse Forsamlingen mod Agitatorerne med, at de gik rundt og såede Tvedragte og Bitterhed i Sindene, vi er tyske Friesere her, og vil ikke tale det mere.
Så kom en Skotøjshandler Petersen fra København, men stemmeberettiget på Als, han imødegik de tyske Talere eftertrykkeligt, særlig Momsen, det havde god Virkning.
Nu kom Peder Gad igen, og denne Gang gjorde han et godt og varmt Indtryk på Forsamlingen. Nu kom der en Bil med Tage Jessen og flere, han fik Ordet efter Lassen havde talt, og modvirkede Lassens Udtalelser godt, flere havde endnu Ordet tra begge Sider, og det endte med en kraftig Appel fra tysk Side om at synge:”Slesvig Holsten” og “Deutzland Deutzland Ober alles”, så sprang Petersen op og opfordrede til at synge deres “Friesenlied”, og derpå en i deres eget Mål, forgæves kunde de tyske Brølere for-hindre det.
Forsamlingen forlod Salen. Mødet tror jeg virkede hverken godt eller ondt, Balancen havde Danskerne holdt, men heller ikke mere tilsyneladende, men ved at tale med de forskellige bagefter, fik man det Indtryk, alle fordømte den tyske Måde at optræde på, vi må ikke få Sandheden at vide, sagde de til os. En halv Snes Gendarmer var til Stede, der vel nok bevirkede, at der ingen Scener blev.
Så begyndte bagefter Svir og Dans, hvor letfærdige de tager en så alvorlig Situation, det kan man næsten ikke forstå. Endnu næste Morgen da vi kom op, sad en Del og Drak og skrålede, stakkels Folk, og I hører med til Norden. Hvor er Danmark et lykkeligt Land, ingen Steder er som der, et glad og oplyst Folkefærd, men også dybsindig og alvorlig. “Leve den danske Folkeånd”.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Simon Oscar Edmund Rafalski blev kommissarisk amtsforstander i Rødding i april / maj 1913. Han var udpræget danskfjendtlig og blev udvist af CIS i forbindelse med folkeafstemningen.
Flensborg Avis kunne den 10. marts 1920 give ham følgende svada med på vejen:
”Tidligere Amtsforstander Rafalski, der – som bekendt – blev udvist af den internationale Kommission, skal efter Forlydende opholde sig i Kiel. Da han fratraadte, var det vistnok ellers hans Mening, at han med sin Familie vilde blive boende i Rødding i Sommer, da han havde lejet Lejligheden, hvor han boede, indtil 1. Oktober. Men saa kom Udvisningsordren, der maa siges at være velfortjent og som ingen beklager.
Saa blev Planen for Fremtiden omlagt og nu rejser hans Familie, der endnu bor i deres gamle Bolig, nok i en nær Fremtid sydpaa til det Land og Folk, for hvilket Hr. Rafalski i Prøjsernes Velmagtsdage var en saa tro og ihærdig Repræsentant.
I Lørdags Eftermiddag var der Auktion over en Del af hans Bohave, der for øvrigt kostede store Priser i værdiløse tyske Mark, men som Hr. Rafalski vel nok vil faa Brug for i det forsultede og forarmede ”store Fædreland”, der med Hensyn til Skatter og Afgifter vil være som en Tønde uden Bund, hvori det sporløst forsvinder og i en ret uhyggelig Grad minder om Faraos Drøm om de syv magre Køer, der aad de syv fede uden at det kunde kendes paa dem.”
Og den 8. maj fik han lige en tur til: ”Tidligere Amtsforstander Rafalski, der før Afstemningen blev udvist af Afstemningsomraaderne tillige med flere andre ligesindede Kolleger og siden har opholdt sig i Kiel, vendte for 8 Dage siden tilbage til Rødding til sin Familie, der indtil nu har boet i Amtsforstanderboligen, for at hjælpe ved Sammenpakning og Flytning af Bohavet. I sidste Uge kom en Flyttevogn, og derefter rejste Familien bort fra Byen.
Rafalski hørte til de konstituerede Amtsforstandere, som Rødding, Toftlund og Skærbæk Amtsdistrikter lige siden Amtsforstanderembedernes Oprettelse i 1889 har haft at trækkes med og som blev rekrutterede af alle mulige militære og borgerlige Stillinger. Rafalski var saaledes forhenværende Apoteker i Skærbæk, den forrige v. Massow afgaaet Gendarmeri-Ritmester i Haderslev osv. Men gode Prøjsere var de alle. Rafalski kom hertil 1. April 1913 og gjorde sig snart bemærket som Prøjsernes haandgangne Mand og Ven af at straffe dansksindede Mænd, som intet havde forbrudt sig, med Udvisning af deres danske Tjenestefolk.
– Saa kom Krigen 1914 og dermed rigtig frit Spil for Rafalskis danskfjendtlige Sindelag. Det er jo bekendt nok, at han lod tre af Byens dansksindede Mænd uden nogen Grund arrestere og bortføre, blandt andre ogsaa Gaardejer August Lassen her, der nu sidder som Amtsforstander og Rafalskis Efterfølger i Embedet. Men særlig ildeset blev han ved at hindre dansksindede Mænd, som var indkaldte i Krigen, ved mistænkeliggørende Paategninger paa deres Ansøgninger om Orlov.
Nu er han borte, og ingen vil savne ham. Men i lange Tider vil han af mange Mænd og Kvinder blive mindet med Bitterhed og Harme som en af de Mænd, der – da det kneb haardest for den undertvungne sønderjyske Befolkning -, hjalp godt med til at gøre dem Kaarene saa mørke og tunge som muligt.
Men der gaar en Nemesis gennem Livet, og den har Hr. Rafalski vist allerede begyndt at føle.”
Mange tak til Jørgen Larsen, der har sendt historien til os. /RR
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
10. Marts: Paa »Flensburger Hof«. Kommissionen siges at være uanfægtet af den tyske Trusel. Køster har lige været der. Ny Flaguddeling. Uden at det er kundgjort, strømmer Folk til af sig selv og beder om Flag. De danske Flags Antal er betydelig større i Dag. Nogle næsten rent danske Forstadsgader.
Kommissionen meddeler officielt, at den danske Regering har Ret til at besætte 1. Zone, men af praktiske Grunde er det udsat.
Møde i Goldelund, Kn. Rosendal, Juhler fra Toftlund, Jensen fra Tornumgaard, i Vesterland, Mathiesen, Borgsum og Vyk, Holger Andersen og Pedersen.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 10-3-1920.
Klokken 10,30 kom N.Horlyck og M.Gram og Andreasen fra Nieböl i Bil, og så måtte jeg følge med. Vi kørte først til Horsbøl, hvor vi traf Cornelius Petersen og flere. Så kørte vi til Rødemis-Nykirke og Rudbøl, Vidåen går jo midt igennem Rudbøl og danner Grænsen mellem første og anden Zone. Vi kørte så tilbage og J.Gram og jeg gik derefter over Høttesbøldigerne og endte Klokken 19,oo i Emmersbøl. Vi ville have haft et Møde i Nykirke, men det lod sig ikke gøre.
På vor Tur fra Nykirke oplevede vi forskelligt. Nogle var helt forstokkede, andre gode. En Del fik vi vel tøet op og bragt til Eftertanke. Hvor meget vi så fik udrettet i Dag ved jeg ikke, men helt forgæves har det forhåbentlig ikke været.
En gammel Veteran fra 1864 traf vi på. Han havde været med på dansk Side. Interessant var Turen. J.Gram er en udmærket Mand. Andreasen gik på egen Hånd. Han snakker så Tyskerne slet ikke får Tid til at tale igen.
N.J.Hørlyck er en lun og rolig Karakter, ægte dansk Bonde fra Midtlandet. Jørgen Gram ligner ham. Andreasen er jo fra Sundeved, Dagen er jeg tilfreds med. I Dag er Niels Gothardsen fra Brøns (senere på Kontoret hos min Bror Hans Jefsen Christensen i Høgsbro) kommen hertil, nu skal vi se, om han kan hjælpe mig lidt.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 9 – 3 – 1920.
Skrev til Middag, spadserede så først til Diddelsbölmark, hvor jeg havde lidt Tøj at aflevere hos nogle elendig stillede fattige Folk, Konen blev så glad, at jeg snart var bange for hun skulde falde mig om Halsen. De havde snart ikke haft Linned på Kroppen i lange Tider, så det blev en meget glad Dag for dem.
På Vejen hjem gik jeg oppe på Diget, et dejligt Skue havde jeg der fra, ud over Havet til Vest så jeg For og Sild hæve sig smukt frem.
Landsbyer og Træer kunde jeg tydeligt skelne, så jeg mod Øst og Syd og Nord, så jeg ud over det flade Marsklandskab Gårdene og Husene lå spredte rundt om i de flade Enge, så langt Øjet rakte, var den frie Udsigt.
En Stund gik jeg og frydede mig over det herlige Skue til alle Sider. Så måtte jeg ind i de lave Hytter, der lå helt inde under Digerne, seks på Rad lige op ad hinanden. Beboerne hernede var rare og hyggelige og hjertelige Mennesker, der alle længtes efter den Dag de kunde stemme dem hjem, de havde alle fået nok af Preussen, og det tyske Herredømme, de interesserede sig alle levende for Forholdene i Danmark, nogle af de bedste Mennesker jeg har truffet endnu herude. Så det blev Aften, og jeg måtte skynde mig tilbage til Emmersbøl med den Glæde, at 25 Stemmer var sikret for Danmark i Horsbøl.
Jeg er spændt på, hvem der får Flertal, her i Kroen var der Sangaften.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
9. Marts: Kørt hjem i Avtomobil. Paa Læk Landevej blaahvidrøde Flag. I Byen Plakater i Vinduerne — »Deutsch, deutsch« — og tyske Flag, i Nørregade det første store Danebrog. Hjemme stikker jeg Danebrog ud af Vinduerne. Man spørger i Telefonen fra Kontoret. Ja, stik Flag ud! Ringer ogsaa til Tillidskontoret: Flaget ud! — Ned paa Kontoret, et lille Flag er ude, faar det ombyttet med et stort. Sommers Hotel hejser ogsaa Flaget . Det vælder frem i en ved at se Korsflaget flyve ud baade hist og her.
Komitémøde. Rykind af den anden Verden. Børn stormer ind efter Smaa flag. Fra Jernbanehotellet gør danske Gæster store Anstrengelser for at faa flere Flag til Byen.
De tyske Raadgivere har i Gaar nedlagt deres Poster paa Grund af Flagforbudet. Dr. Køster giver Middag for 300 Mennesker. I Skolerne indøves tyske Kampsange. — Danske Møder i GoIdebæk, A. Grau, Bogensee, T. Jessen; Nyskovkro, H. Thomsen, J. Andersen, Modtalere; i Oldsum, H. Andersen og Dyrlæge Pedersen, og Kejtum, Gotthardsen og Chr. Mathiesen.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
8. Marts: Skadeserstatningskommissionen i Paris har vedtaget, at Flensborg beholder sine Skibe, hvis det bliver dansk.
Kører til en politisk Sammenkomst i Ribe. De slesvigske Deltagere er enige om ikke at kræve Vælgerforeningen indkaldt før Afstemningen.
Møde i Brarup, indkaldt af Arbejderforeningen. Kampmøde.
Gotthardsen oplyser, hvorledes endog danske Privatmøder , som man paa Landet har grebet til for at holde dem i Fred, forstyrres af et tysk flyvende Korps, saaledes i Ladelund den l. Marts.
Møde paa Harreslev mark, II. Thomsen og T. Jessen, Modtalere. Tyske Sange overdøves helt af danske.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 9. Marts Aften.
Først skrev jeg til Middag til “Flensborg Avis” og til Alfred, så tog jeg med Bilen til Niebøl, en interessant Tur for Resten. Da jeg havde udrettet forskellige Ærinder, gik jeg hen på “Centralhotellet”, fik Kaffe, talte med Didde Lytzen, Filskov – Grev Schack og flere andre. Inden jeg skulle af Sted, havde de fået fat i Professor Bremer fra Halle. Han havde rejst rundt og talt Oprør mod de danske Talere, så det var en god Fangst.
Med en hel Masse Flyveblade og Tøj tog jeg så til Emmersbôl igen. I Kluvers Kro var jeg så til tysk Forsamling om Aftenen, der var omkring 250 Mennesker, vel nok fordi der også var danske Talere. Ellers kommer der ikke så mange, kun under det Påskud kan de samle fuldt Hus.
Julius Momsen åbnede Mødet med den Bemærkning, at kun stemmeberettigede kunne få Ordet. Så tog Pastor Schmidt Vodder Ordet, en tysk Tale fra Begyndelsen til Slutning, næsten hver Sætning kunde gendrives, hele hans Tale gik ud på at mistænkeliggøre alle de danske Agitatorers Ord, og ved Opbyggelse af tyske Luftkasteller at opægge den tyske Æresfølelse.
Pastor Smidt er en samvittighedsløs Person som alle “Altyskere”.
Så kom Julius Momsen, der talte akkurat på samme Måde, ingen Bifaldsytringer under Talerne, kun en lille Klapsalve til Slut.
Så kom der en ung Lærer fra Tønder. Hans Tale var kun Luft, og gjorde ingen Virkning.
Så opfordrede Julius Momsen til at synge Friesersangen, og lidt efter Slesvig Holsten sangen, og efter lidt Oplæsning og Sang af Byens Lærere, blev så den bekendte Resolution oplæst af Præsten.
Halvdelen stemte for den, men Afstemningen blev hurtig gennemført og helt uden Modprøve, der blev derfor sagt, at den var enstemmig vedtaget, og så begyndte Lystigheden, efter at man havde sunget:”Deutzland Deutzland über alles ”
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Medarbejder ved Den store Krig 1914-1918 Steffan Mulle Markussen har læst
Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet af Simon Kratholm Ankjærgaard
og skrevet nedenstående anmeldelse.
Bogen er på 400 sider i stort format og rigt illusteret. Den koster 399,- kr. (vejl.) i boghandelen.
Journalisten og historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard har i samarbejde med journalisten og forfatteren Ole Sønnichsen begået det fyldige værk Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet, der er udgivet på Storyhouse.
Visuelt er Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet et værk mere eller mindre i størrelse af en kaffebordsbog, og den er, som kaffebordsbøger ofte er, rigt illustreret med velvalgte både halv-, hel- og dobbeltsidede illustrationer og billeder. Den pynter både på kaffebordet og i reolen, for der er gjort noget ud af præsentationen.
Det store spørgsmål må da så være, hvorvidt Simon Kratholm Ankjærgaard har formået at matche bogens smukke ydre med et dybdegående indre?
Forfatteren søger i bund og grund at forklare og formidle fortællingen om hvorfor og hvordan Genforeningen kom i stand og at den ikke var en naturlighed, som ville ske lige meget hvad, men at den derimod var et produkt af hårdt arbejde, politisk snilde og hjælp fra store begivenheders konsekvenser. Dette gør han ved at gå tæt på både de kendte og de ofte glemte begivenheder, der udspillede sig i tiden op til, under og efter Genforeningens realisering. Fokus er i høj grad lagt på nøglepersoners personlige fortællinger og i mindre grad på klassisk baggrundshistorie.
I det første kapitel starter forfatteren ud med to sideløbende historier: den sønderjyske krigsfange Lorenz Jepsen og ”trekløveret” i Berlin bestående af H.P. Hanssen, Nis Nissen og Hans Diderik Kloppenborg-Skrumsager. På den måde søges Genforeningens historie repræsenteret af den almindelige befolkning og de aktive politiske aktører, hvilket fortsætter gennem hele bogen – dog med en klar overvægt til de politiske kredse, der i bogens løb bliver udvidet med andre nøglepersoner i både Aabenraa-, Flensborg- og Dannevirkebevægelsen. Hertil kommer personer i den danske samt den tyske regering, i gesandtskaberne samt i Den Internationale Kommission (Commission Internationale de Surveillance de Plebiscite Slesvig (CIS)).
Der hvor fokusset på nøglepersoner og skæbnefortælling virker stærkest på jeres ydmyge anmelder, er i ”trekløverets” samarbejde og splittelse, som gennem det maleriske og indimellem næsten poetiske sprog kommer til at fremstå som en klassisk tragedie. Dog skal det ikke forstås som om værket foregiver at være skønlitterært, da der bogen i gennem arbejdes tæt med de historiske kilder ved både henvisninger og direkte citater.
Ulempen ved denne fortælleform, som den udformer sig her, er at de historiske udviklinger og tilhørende intriger til tider kan virke en smule forsimplede og styrede af meget få personer. Et eksempel herpå er dannevirkemanden Ionas Collin, der her bliver brugt som repræsentant for stort set hele Dannevirkebevægelsen. Der kan naturligvis ikke være tvivl om Collins vigtighed i bevægelsen, men andre toneangivende medlemmer kommer ved denne fortælleform til at træde kraftigt i baggrunden og virke næsten ligegyldige i bevægelsen.
Det er tydeligt at forfatteren har fundet de politiske processer, forhandlinger og personlige modsætninger imellem de politiske aktører op til afstemningerne særligt interessante, da de i forhold til sideantal fylder mest og udgør de mest tilbundsgående kapitler i bogen. Det betyder at de andre emner udover forhandlingerne før afstemningerne mellem især den danske regering, ententen og Nordslesvigsk Vælgerforening fremstår en smule mindre velbeskrevne og til tider lidt forhastede. Efter anmelderens mening kunne emner som f.eks. de tysksindedes reaktioner og politiske organisationer have fyldt mere end de gør.
Disse er dog i det store og hele mindre anker, da Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet overordnet set er en meget interessant og flot fortalt historie om en af de sidste hundrede års vigtigste begivenhedsforløb i Sønderjylland og Danmark.
Til slut i efterskriftet binder Simon Kratholm Ankjærgaard fortid og nutid sammen med historien om Rasmus Christian Petersen, der er Ankjærgaards oldefar og hans personlige forbindelse til Første Verdenskrig, Genforeningen og Sønderjylland. Rasmus’ skæbne, som også har ligheder til skæbner i mange andre familier med sønderjyske rødder, opfordrer anmelderen den interesserede læser til for sin egen skyld selv at læse i bogen, da den fortjener det.
Dommen
Kort sagt har Simon Ankjærgaard skrevet en interessant bog om et interessant og meget aktuelt emne med masser af personlige historier bundet sammen af de store og mindre begivenheders gang. Visse emner kunne være beskrevet dybere eller anderledes, men de personlige historier og det politiske spil står knivskarpt. Derudover er bogen fyldt med velvalgte billeder og står flot i bogsamlingen.
Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet henvender sig særligt til de, som interesserer sig for sønderjysk og naturligvis dansk historie og gerne vil vide hvad Genforeningen er for en størrelse og til de, som allerede er bekendt med emnet og vil dybere ned i det politiske spil, der lå bag det hele og lære centrale personer bedre at kende.
Ud over de mange sønderjyder, som blev tvunget til at gå i krig for Tyskland under første verdenskrig, så har krigen også sat sine tydelige spor i Sønderjylland. I sjette afsnit af Adskilt – Genforenet – Efterladt, er vi på jagt efter spor fra de tyske militære installationer i det sønderjyske. Produceret af DKsyd DKsyd – Store Rådhusgade 9a – DK-6400 Sønderborg www.dksyd.dk – redaktion@dksyd.dk. https://www.facebook.com/dksydtv/
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Søndag 7.3.1920
Skrev om Formiddagen. Om Eftermiddagen var jeg i Horsoøl. Fik Kaffe hos Christian Petersen, talte en del med Husholdersken, fik alt at vide. Så gik jeg hen til Jepsens. Der talte jeg længe med dem. Jepsen talte godt dansk, og hans Kone forstod det, de var meget interesseret. Alle de ældste herude forstår dansk, og mange kan også tale dansk, jeg talte med dem helt til Klokken 19.00, fik Kaffe.
Meget flinke var de, to af Sønnerne var med en Tur til Danmark,
der var ikke mindre end ni der kunne stemme her. Økonomisk var de godt stillet.
Da jeg kom til Emmersbøl var der Lystighed og Dans i Kroen. Jeg fik min Aftensmad, og tog mig så en Dans med de frisiske Piger – storartet forresten – gemytlig gik det til. De fleste af Karlene drak dog lige lovlig meget, men de blev kun lystigere derved, og det kunde Pigerne lide. Nogle af Karlene dansede i deres lange Ridestøvler,
og andre i deres halvlange Militærstøvler.
Klædningen fortalte, at det var mest Tjenestefolk der var repræsenteret her, ellers så de helt godt ud allesammen. Musikken var Harmonika. Klokken 24 gik jeg i Seng.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
7. Marts: I Regn og Blæst Komitémøde hos mig 9½ Formiddag. Henad 11 enes vi om at aflyse Friluftsmødet paa Eksercerlykken og et nyt Folketog. I Steden for Indendørsmøder om Eftermiddagen i Borgerforeningen, Logehuset, »Sanssouci«. Alle Vegne stuvende fuldt . Kede af at, Friluftstilkendegivelsen aflyst .
I Borgerforeningen holder jeg Ekstramøde i Salen nedenunder. Alle Talere i Ilden, Typograf Nielsen, T. Jessen, P. Grau, J. Lorenzen, H. Thomsen, J. Andersen, Holger Andersen, Gotthardsen. Fru Oda Nielsen kører fra Møde til Møde og synger. Grossererne Severin Schmidt, M. Zachariassen, J. C. Møller, C. Hansen leder. Jeg foreslaar i Borgerforeningen en Udtalelse, som kræver Rømning af 3. Zone, rigtig Vurdering af Vælgerhæren sydfra, af den historiske Ret, Afstemningen i 67 og slutter med en Henvendelse til det danske Folk: Luk op! Vi kommer! Vi vil hjem! Vedtages enstemmigt.
Alle Gader er fulde af Folk, danske og tyske Sløjfer. Hjemvendende Danske forulempes af tysk Pøbel.
I Sørup politisk Møde i Kirken og Friluftsmøde. Dr. Todsen og mange andre tyske Talere. De kielske Studenter er komne dertil.
I København vældig Flensborg-Tilkendegivelse.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Hvis du ikke har internet eller dankort kan kontingentet indbetalt på konto 7933 4005166 med oplysninger om navn, mail og telefon.
Der er generalforsamling den 26. marts 2020 kl 19 i foreningens lokale på Agerskov Skole, Nørregade 17, 6534 Agersk
ov.
Dagsorden er
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent og stemmetæller
3. Aflæggelse af bestyrelsens beretning
4. Forelæggelse af revideret årsregnskab til godkendelse
5. Indkomne forslag
(sendes til formanden på mbn@sikringsstillingnord.dk seneste 8 dage inden generalforsamlingen)
6. Valg af
a. bestyrelsesmedlemmer
Dan Obling
Ena Pedersen
b. revisor
Carl Erik Christensen
7. Eventuelt
Foredrag
Efter generalforsamlingen vil museumsinspektør arkæolog Tenna R. Kristensen fortælle om sit arbejde med fredningen af sikringsstillingen.
Tilmelding
Hvis man vil være sikker på at have en stol at sidde på og en kop at drikke af, beder vi om, at man giver næstformanden besked om deltagelse på mail do@sikringsstillingnord.dk
Vel mødet.
Med venlig hilsen
Pbv Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord.
Ena Pedersen, kasserer.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
6. Marts: Flagforbud 12—14. Marts. — Vi offentliggør Henvendelser til den danske Rigsdag, til Kommissionen og det øverste Raad, hvorved 3. Zone kræves rømmet henholdsvis Ikke-Rømningen kræves tagen i Betragtning ved Afgørelsen. I en længere redegørelse henvises til Rensborg og et til 7. Marts indkaldt stort tysk Møde i Sørup ved 2. Zones Sydgrænse. Mellemslesvigsk Udvalg, 362 Tillidsmænd i Flensborg og 243 i Landdistrikterne har underskrevet.
— Møder i Ladelund, N. Petersen og H.J. Christensen, og i Lyngsted, Lorenzen og Jessen.
— Forpagterne, som nu i stort Tal gør Tjeneste med deres Avtomobiler , er samlede i Jernbanehotellet, Bernt Lunn fra Sofiedal er deres Kommandør.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 6. marts 1920 Aften.
I Eftermiddag har jeg været ude ved Diddersbolfeldt ved Horsbøl.
Det første Hus jeg gik ind i, lå lige ved Vejens højre Side mod Horsbøl. Jeg traf en ung Kone derinde, to Småpiger gik og småpludrede omkring hende. Da jeg havde talt lidt med hende, forstod jeg at Manden var faldet i Krigen. Hun gjorde et meget vemodigt Indtryk på mig. Dybt smertede Savnet og Længslen hende. Verden var hende ligegyldig, kun hendes Småpiger holdt Livsmodet oppe hos hende. Da jeg berørte Afstemningen, ytrede hun, at det altsammen var hende ligegyldig, hun stemte som hendes Familie og så slog hun sin Lid til Vor Herre for Resten, hun forstod sig ikke selv på, hvad der var rigtigst. Jeg kunde da ikke få mig selv til at gå mere ind på Sagen, da det øjensynligt kun plagede hende. Vi snakkede lidt om hendes Familieforhold, og jeg bød Farvel for at gå over til Naboerne.
Manden gik uden for Huset, men da han så mig komme, skyndte han sig ind, af Angst for at andre skulde se ham stå og tale med mig- Jeg gik derfor ind til dem. Det var et Par gamle Folk der boede her. Deres Børn var rejst til Amerika, kun to Sønner var blevet hjemme, og de var nu begge faldne i Krigen. De talte ikke så højt mere, men der lå noget fredfyldt og fortrøstningsfuldt i deres Tales og Stemmes Klang. Det var nemt at tale med de Mennesker, for de ligesom havde oplevet og fornummen hvad det kom an på her i Verden. Mit Indtryk, da jeg forlod dem, og havde set alle deres Billeder og deres to Køer, var, at vi stod ikke hinanden fjernt med Hensyn til Håbet og Ønsket om Afstemningens Udfald.
Nogen direkte Udtalelser i den Retning, får jeg kun yderst sjældent, af let forståelige Grunde, når man kender lidt til Forholdene hernede.
Jeg gik så over til næste Hus eller Hytte, da jeg kom ind i Stuen, sad der en 5o-årig Mand. Han var blind. Nogle mangelfulde klædte Børn gik omkring derinde, lidt efter kom Konen ind. Det var næsten skærende at høre dem fortælle deres sidste års oplevelser, hvor de havde sultet og frosset. Manden havde været blind i 9 år, og kunde ingenting, og Konen havde jo ikke kunnet hævde sig i disse år, hvor enhver kun sørgede for sig selv herude. Alt var så tarvelig og elendig omkring dem, så det var ynkelig at se på, og dog kunde de le endnu disse Mennesker. De kunde glemme alt omkring sig, og give sig hen i barnelatter :
“Mon dog det ikke skulde kunde blive lidt bedre for os, om det blev dansk herude”. ? , Spurgte de.
Jeg kunde jo ikke andet end sige dem, at de sikkert blev hjulpet, så de ikke behøvede at sulte eller fryse. Konen fortalte nu, at de ikke havde haft Linned på Kroppen i flere år, og hun var meget bange for, om Børnene kom godt fra det. Manden talte godt dansk, og havde i sine unge Dage hentet Tørv i Visby Mose, så vi fik os en god og interessant Snak med hinanden, og jeg lovede, da jeg gik at prøve at skaffe dem noget Linned og Undertøj.
Da jeg kom over i det fjerde Hus, sad der en ældre Enke, hendes Mand havde været død i 18 år. koldt var der i Stuen, kun sparsomt var hun påklædt, hun så ikke ud til at have mere end næsten det allernødvendigste. En Krøbling sad og snakkede med hende. Da jeg havde givet mig til kende og begyndte at tale med dem, om det der forestod, så kom der et mildt vemodsfyldt Træk over deres Ansigter, og alle deres Udtalelser, kan efterhånden samles i dette, om det måske den Tid vi har tilbage hernede, skulde kunne forme sig lidt lysere for os. Da ske dig Tak kære Gud. Da jeg havde sagt Farvel og vilde gå, gik Konen med mig ud i Forstuen, og sent glemmer jeg det Blik hvormed hun foldede Hænderne og bad mig gøre alt hvad jeg kunde, for at deres svage Håb ikke skulde blive trampet ned og hånet i Fremtiden: “Åh Gud i Himlen hjælp os dog snart, vi er dog dine Børn”. Hjertet vred sig i mig ved dette Syn. For jeg følte uvilkårligt i dette Øjeblik, hvor lidt Sandsynlighed der var for, at Håbet skulde gå i Opfyldelse, om ikke der skete et Vidunder. Jeg synes ikke, jeg kunde gå til flere er den Dag, da jeg forlod hende, men gik dvælende i Tanker om Eftermiddagens Oplevelser, og ved synet af Omgivelserne henimod Emmersbøl igen.
Det var lige ved at begynde at skumre lidt, og snart vilde den mørke Nat sænke sig over disse ulykkelige Mennesker, og lukke dem inde i deres elendige Tilværelse igen, med Suk og Kulde. De havde dog nu fået et lille svagt Håb at værne sig ved. Oh Gud i Himmelen lad du dette Håbs Opfyldelse blive nyt Liv for dem.
Deroppe i de store Gårde tændes nu Lys ved hvilken, der mange Steder smedes Rænker, uden Hensyn til disse Stakler. Oh – du skønne og dog arme Friesland, hvor du matres, din Stolthed og Lykke er nu en saga blot, hvorfor tålte og tåler du dine Forførere ?
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
5. Marts: En Række Særmøder for Invalider, Haandværkere osv. aftales. Bestyrelserne for de tyske Højrepartier og Flertalssocialdemokratiet tager Afstand fra Rensborg-Bevægelsen.
— Møder i Lyngaa og Hjoldelund. J. Lorenzen, T. Jessen; i Nibøl stort Møde. H. Thomsen, J. Andersen. Gode Kampmøder.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 5.Marts Aften.
Lidt efter at jeg havde drukket Kaffe i Morges, kom Kr. Reinholt kørende. i Bil, vi tog sammen ud til Horsbøl. Først var vi hos Gårdejer Jepsen, hvor Stemningen var styrket kendelig for Danmark. Jepsen talte udmærket Dansk, men hans Kone og Børn talte Frisisk og Plattysk, kunde dog godt forstå Dansk.
De spurgte meget interesseret om mangt og meget vedrørende Danske Forhold, og lagde ingen Skjul på hvad de vilde stemme på den 14. Marts. Manden følte sig meget stolt over, at han endnu kunde tale dansk, og glædede sig som et Barn, der skal hjem til Mor igen. Sønnerne tog det nu mere materialistisk. Da vi havde drukket Kaffe og talt sammen en halvanden Times Tid, måtte vi jo videre, det blev besluttet, inden vi gik, at to af Sønnerne skulde med på en Tur til Danmark, og så vilde de sende Bud til en gammel Mand, der også gerne vilde med, at han skulde komme derhen, når vi kom tilbage. Vi lod nemlig Bilen stå hos Jepsen og gik hen til Max Peters. Reinholt havde nemlig en Liste med, for at samle Underskrifter, der skulde indgives til Kommissionen, som Protest mod nogle tyske Embedsmænd, der havde måttet forlade Mellemslesvig under Afstemningen, og nu rejste en voldsom Agitation lige Syd for anden Zones Grænse, hvor de både lokkede og truede Beboerne. Max Peters vilde dog ikke gerne skrive under, heller ikke P.Clausen, som vi var hos bagefter, de var så bange for at få deres Navne frem for Offentligheden, hvis det skulde fejle den 14. Marts. Vi der selv havde været under Knytnæven, kunde jo også nok forstå dem, at de vilde være fri.
Hos P.Clausen talte de også dansk, og var jævne og rare Folk. Da vi kom tilbage til Jepsens Gård, hvor Bilen stod, var den gamle Mand kommen, han begyndte straks at tale dansk med et Glimt i Øjet, og spurgte, om han kunde komme med til Danmark, de havde fortalt ham så meget, om dem der havde været deroppe, at han også gerne vilde med. Han havde ikke været der siden han var ganske ung, og kunde ikke rigtig huske det, hvordan der så ud, vi lovede ham det. Han vilde også gerne høre lidt om den sociale Forsorg i Danmark, han var jo gammel, og kunde ikke undvære sin Aldersrente. Vi gav ham de fornødne Oplysninger, der gjorde ham helt tryg på de Områder, og kørte så videre i Bilen, medens der lød et fortrøstningsfuldt Farvel til os. Medens vi kørte videre, tænkte vi på Formiddagens Oplevelser, og syntes vi havde været i levende Forbindelse med disse Mennesker, og vort glade Håb var styrket.
Reinholt kørte videre til Niebøl, jeg blev i Ernrnersbøl. Efter at have spist, gik jeg til det gamle Dige, langs med det ligger der en lang Række Arbejderboliger, Familierne ejer et Par Tønderland, og lejer andre to Tønderland til Høslet, så er de i stand til at holde to Køer, som Konen passer, medens Manden går på Arbejde, på den Måde har de deres Udkomme, men heller ikke mere. Småt og trangt så det ud alle Steder hvor jeg korn ind, disse Folk har lidt meget under Krigen. De har gennemgående haft de fleste sønner med i Krigen, og mistet mange af dem. Kun på yderst sparsom Måde, har disse dårligt stillet Srnåkårshjem under Krigen kunnet mildne deres Børns hårde Kår i Felten. Intet Under, at disse hjem sukkede efter blidere Kår, frem for de store Bønderhjem, deres Lidelser kan slet ikke sammenlignes.
Medens jeg gik og syslede med disse Tanker, fulgte jeg en Sti nedenfor Diget. Pludselig blev jeg opmærksom på en ung Pige, der korn ud fra et Hus lidt længere fremme, hun gik om bag Gavlen af Huset og hængte noget Tøj op, jeg gik lidt rask til, og stod snart ved Siden af hende. Først talte vi nogle ligegyldige Bemærkninger, og jeg gjorde hende opmærksom på, jeg gerne vilde tale lidt nærmere med hende, og hun bød mig da ind i Stuen, hvor hendes Mor og en Kone til befandt sig. Jeg gik nu lige til Sagen, og indledte en Samtale om Afstemningsdagen der snart forestod, hvor betydningsfuldt Dagen var, at de endelig skulde tænke Sagen godt til Bunds, og indtage et selvstændigt standpunkt, at de bagefter måtte tage Følgerne af deres Stillingtagen på Afstemningsdagen.
Jeg kom dog ikke så langt før den fremmede Kone afbrød mig, at det vidst ikke var for Befolkningens Skyld, Danskerne fjorde så stort et Arbejde hernede, men kun for at få den fede Marskjord til Danmark.
“Nicht die holstenischen Friesen wollt Ihr haben, aber der fetten Marschboden”. “Ikke de holstenske Frieser vil I have, men den fede Marskjord”. Det var lidt hårdt at fa smækket lige i Panden, men det var ikke første Gang jeg fik den, og jeg vidste hvor det stammede fra, nemlig fra de tyske Agitatorer, jeg så også et lille Klip med det ene øjenlåg over til de andre to, mens hun sagde det, og det gjorde mig pludselig modig igen, og nu udfoldede jeg så al min Veltalenhed, imens jeg ransagede mit Indre, og fremdrog al min Viden, og alle mine bedste Tanker og Følelser, jeg havde til Modvægt mod hendes Udfald, dog, det hele virkede som at slå Vand på en Gås, som at hugge i Flint. Hendes Bemærkninger og Afbrydelser ind imellem viste, at hun lod sig ikke noget sige, noget fortælle, medens jeg imidlertid næsten var ved at løbe tør, åbnedes pludselig Døren, og en rask Ungersvend trådte ind i Stuen, efter at have hilst og hørt lidt på et Par Bemærkninger imellem os, udbrød han spontant:
“Ja! – jeg stemmer dansk, den Behandling jeg har fået i Danmark, under Gennemrejsen fra Danmark, den har gjort det Indtryk på mig, at trygt kan vi stemme for Danmark, intet Land er så demokratisk og lykkelig som Danmark – leve Danmark”. Og så svingede han sit lille Dannebrogsflag rundt en Omgang, han havde det med hjem fra Ålborg. Nu var det min Tur at blive forbavset og stum af Overraskelse, med et lod Konerne Maskerne falde, og talte nu løs som danske Venner uden Forbehold, og Samværet formede sig nu som et af mine rigeste Oplevelser jeg har haft og måske får hernede.
Noget efter kom Faderen hjem, han var 71 Ar, men gik på Arbejde hver Dag endnu, den unge Kvinde var Datter i Huset og Ungersvenden var Søn. Datterens Mand var blevet derude, og nu vilde Faderen jo gerne vide lidt, om han kunde få den Støtte hun trængte til, og Forældrene deres Aldersrente. Da vi i bedste Forståelse havde talt sammen en Tid, vekslede vi Håndtryk, og Faderen og Sønnen fulgte mig et Stykke på Vej. Jeg er næsten ved at blive overmodig, så godt som det går, vil mine Indtryk fortsætte på den Måde, så forstår jeg ikke om Tyskerne bliver dominerende ved Afstemningen.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Efter Middag i Går gik jeg så til Horsbøl, der ligger helt ude ved Havet. Vejen der fører derud er belagt med Klinker. Alle de andre Veje derude er omtrent ufremkommelige om Vinteren. Mange af dem står også under Vand. Det er jo udprægede Marskegne her omkring, om Vinteren er her trist herude, men om Sommeren må her være herligt, grønne Marker alle Vegne, hvorpå der bevæger sig tusinde og atter tusinde af brogede Kreaturer, Heste og Får. Man får Fornemmelsen af, at Bonden har det godt herude, – men – ja, det er vel et af de Ord, der bliver mest brugt her i Verden, hvad fortæller det os da? At han måske ikke er så lykkelig og glad endda. Der var engang, da Friesland levede i Fred og Lykke, men så fandt en af deres egne på at ophidse en Oprørsånd i blandt dem, og drev den til Krig, de bukkede under, og blev mildt sagt revsede for deres Forseelse.
Der gik en Tid, så korn Oprørsånden igen, og denne Gang med Forgøglende Hjælper i Følge, de lod sig rive med igen, vandt Sejr på Valpladsen, men førtes som fangne hjem igen af deres Hjælpere. Frieserblodet kogte, men han følte Jernhånden, og betvang den.
Der gik en Tid, så kom Hjælperne igen:”Vi hjalp Jer, nu må I hjælpe os”. Hvad det kostede, vidner de lange hvide Tavler om derhenne i den stolte Kirke med de forgyldte Bogstaver. Hvad hjalp det at svare:”Hvorfor?” Svaret lød kun “selvforskyldt”. Fastere og fastere blev Jernhåndens Tag, Friesernes stejle selvstændige Frihedsfølelse krænkedes og kvaltes mere og mere, og til sidst fyldtes Hadet i dem, mod deres Tyraner. Mennesker der må leve med Had i deres Hjerter, kan ikke opleve Livets Fylde og Rigdom helt ud, de går tilbage, bliver ensidige og forkrøblede i åndelig Henseende. På dets Bekostning udvikler sig det materielle Sind og Mennesket går op i tomme Livsbetragtninger og Nydelser.Så vidt var det dreven til herude igen. Så kom Hjælperne igen, måtte de ud og kæmpe, alle måtte med, forgøglede man dem igen for deres Fremtid stod på Spil.
Der gik år. Vildt rasede den onde Krig. Endelig begyndte de at komme hjem igen, men mange kom aldrig tilbage. Derhenne i den Gård, jeg før beundrede, går en grånende Mor og sørger over hendes to dejlige Sønner, der blev derude. Faderen går omkring med mørk Mine, stejlhård og forhærdet, ham rører ingen Lærkesang om Frihed og Liv mere. Han har forlængst tabt Troen og Håbet og Forestillingen om den Slags Ting.
Der henne i det Hus midt i den grønne Græsmark, ligger det kønt og tiltalende, derinde går en Mor med sine to småpiger. Far blev der ude. Livets Sol er dalet ned for hende. Døgnet er intet for hende mere, blot Længslen har hun i sig.
Ja, sådan leves der herude i det skønne Friesland, herligt og frodigt som det ellers er. Alt ånder tungt, alt ånder Tomhed omkring dem. Lysalfens hule Ryg fik de i Stedet for Liv i Frihed og Glæde.
Nu kæmpes der om dem igen. Selv har de opgivet at kæmpe og tage Del i Striden. De bæres hen hvor Strømmen at en eller anden Grund tvinger dem. Fra Nord strækker Frihed og Liv og Fred sin Hånd ud efter dem, de føler den dragende Magt, men kan ikke befri sig for Jernhånden, det dristige Mod, den virkelige Kraft og Energi til Kamp for Frihed og Lykke har de ikke.
Oh! -hvordan mon det går?-.
Jeg når et lille Hus ved Vejen, lidt før jeg når Horsbøl. På Døren er klæbet en Seddel hvorpå der stod Skreven:”Gott Wollen uns behlitten, dass wir Friesen nicht werden Jilten”. “Gud vil os bevare, så at vi Frisere ikke bliver Jyder”. Jeg studsede lidt, for jeg kunne ikke få det rigtig til at rime, at her skulle bo dansksindede Folk, hvad jeg havde fået opgivet.
Jeg gik ind, og traf en Frieserpige ene hjemme, da vi havde fortalt hinanden hvem vi var, og blevet klar over hvor vi havde hinanden, sagde hun, at hun nødvendigvis skulde bort den Eftermiddag, men jeg skulde blot komme igen en anden Dag og tale med hende. Hun var husholderske for en gammel Mand, der var på Rejse helt oppe i Nørrejylland i disse Dage. Han havde ligget Soldat i Århus, og var jo begejstret for, at komme derop nu efter 55 års Forløb. Hun gik nu med ud sammen med mig, da vi kom uden for Døren udbrød hun pludselig:
“Men hvad er nu dette, nu har de Unger været på Spil igen”. Jeg blev lidt befippet ved sådan et Udbrud fra en Jomfru skøn, men idet hun rev Sedlen af Døren, fortalte hun, hvordan de hver eneste Dag blev drillet på den Måde, og nu forstod jeg hendes Ærgrelse. Vi forlod Huset, og gik snart hver til sit. Jeg gik hen til Gårdejer Max Peters. Gården ligger som alle Gårde herude, på en Høj, for Vandets Skyld, man kan også tidligt se, hvem der nærmer sig Huset. Da jeg nåede Gården, var der ingen hjemme, undtagen Datteren.
Ved at underholde mig lidt med hende, opdagede jeg, at hun var en ung smuk og bly Pige, med gode Evner og et oplagt Sind. Lidt efter kom to andre unge Piger, og vi havde så et livligt og frisk Samvær, til Max Peters kom hjem sammen med sin Kone. Vi hilste på hinanden, og han bød mig straks ind i et andet Værelse, hvor han straks gik til Sagen, og bekendte sin Mening klart og tydeligt på følgende Måde:
“Jeg er i Grunden Slesvig-Holstener, men den Tanke bør vi opgive, den har dog ingen Fremtid for sig. Nu ser jeg sådan på det, Preussen hader jeg, Slesvig-Holstener er jeg ikke mere, det er håbløs Tanke, vor bedste og lykkeligste Tanke er mod Nord. Jeg ser det sorte Uhyre komme væltende fra Syd. Jeg holder af min Hjemstavn og mine Omgivelser, og derfor kan jeg ikke andet end stemme dansk, mine Forældre stemmer for Danmark. Og tænker jeg i mit stille Sind over Sagen, så er der andre Følelser, der gør sig gældende. Dansk Patriot er jeg, og kan jeg ikke blive, men alle mine Sympatier for Danmark, og så bliver det vel også muligt at leve i og under det som er dansk, og med Tiden føle sig hjemme i det.”.
Mødet vi havde den anden Aften, gjorde god Virkning, ikke overfladisk set, men underhånden, meget mere end nogen aner. Kr.Reinholt’s jævne, hjertelige Optræden betog dem fremfor J.Momsens brovtende Optræden.
Jeg blev der nemlig til Klokken 6 om Morgenen, ikke for Fornøjelsens Skyld, men jeg fik derved manges Meninger at kende, og det er jeg sikker på, det giver et stort Antal danske Stemmer her i Horsbøl på Afstemningsdagen.
Jeg kørte også sådan Lassen til Vands over for en hel Forsamling, at han måtte give mig en Undskyldning for hans Udtalelser om Pakkerne:
“Jeg er jo Handelsmand ved siden af mit Landbrug, forsatte han, og på den Måde kommer jeg rundt til mange, og skal nok få deres Meninger at vide, og bestandig fæstnes min Tro, da jeg var i Flensborg forleden, var Stemningen afgjort, at 40% vil stemme for Danmark, jeg tror altså bestemt at Afstemningen vil falde glædeligt og fornuftigt ud. Han viste mig også intime Breve han havde fået, der bidrog til at begrunde hans Udtalelser, så fik jeg en Del Navne afklaret, hvem der var tilgængelig og pålidelig, og hvem vi ikke kunde regne med, og så indbød han mig til at være hans Gæst om Aftenen, i Max Peters Hjem.
Vi var ude at se hans Besætning, og bagefter spiste vi Aftensmad. Jeg måtte som Gæst, på Frisisk Maner sidde til Højbords, han selv satte sig ved Siden af.
Bagefter legede vi og sang, og inden jeg skulde af Sted, fik jeg dem til at synge Friesersangen, som lyder ret ejendommeligt. Da jeg gik tilbage til Emmersbøl i den stjerneklare Aftenluft, fyldtes mit Sind med Tak og Glæde, og Bøn til Gud, med Tak for det Indtryk og de Oplevelser Dagen havde givet mig, og med Bøn til Gud om, at disse gode Hjems Suk og Længsel ikke måtte være forgæves.
Da jeg kom til hjem til Kroen, var der lukket alle Vegne, og ingen var det muligt at banke op. Jeg sprang ind af et Vindue, og fandt op i Seng, så Krokonen fik heller ikke noget ud af sine Planer denne Gang.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
4. Marts: I Berlin har man givet SIesvig-Holstenerne gode, men ubestemte Løfter. — Diskussionsmøde i »Sansaouci«. Grosserer Garbers leder. Callø, P. Paulsen, Nis Nissen; stor dansk-tysk Diskussion. Glimrende Møde. — Møde i Ny Galmsbøl, Chr. Remholdt, A. Houborg, Chr. Mathiesen, L. Filskov, og i Tarup, H. Thomsen, J. Andersen, Fabrikant J. Petersen. Kamp med tyske Talere.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
3. Marts: Samtale med Bruce, der synes at have været forberedt paa Rensborg og venter en ny Udvikling.
— I Aften Tillidsmandsmøde i Logehuset. Forelægger et nyt Krav om 3. Zones Rømning. Alle enige om den nye Tilkendegivelse Søndag. Jeg siger, at maaske alle er trætte, forekommer sig opslidte; men det sidste Tager det vigtigste, derfor tage fat med et glad Ansigt. En Protest vedtages imod, at Fagforenigshuset forbeholdes tyske Møder.
— I disse Aftener danske Fester i Borgerforeningen for de fremmede Tropper. — Kommissionsdomstolen paadømmer nogle Smaasager. — Magistraten indrømmer i en Skrivelse til Kommissionen, at ogsaa den har undret sig over det store Tal paa stemmeberettigede; den formoder mange Dobbelt-Indførelser.
— Nyt tysk Møde i »Sanssouci«, 1000. J. Tiedje. — Møde i Mørvig. H. Thomsen kører tyske Talere til Vands. — I Sosti, J. Andersen og P. Paulsen, rent dansk.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
“Den 3. Marts rejste jeg hjemme fra, allerede i Toget mellem Tønder og Niebøl diskurteres Grænsespørgsmålet livligt, Stemningen var uklar, men enkelte bekendte sig dog åbenlyst til Danmark, en som jeg havde været Soldat med, sagde til mig, at i det vestlige siges der at være kun få danske Stemmer, men vær sikker på, der bliver mange flere afstemningsdagen, alt hvad Tyskerne kommer med, tager vi imod, men vi ved hvad vi gør den 14. Marts, på den Måde røber sig ingen. Et Par der kom fra Danmark, fortalte sådan op, at de fleste i Vognen måbede og stirrede på dem, særlig den danske Moral, Jævnhed og Foretagsomhed pristedes. Da jeg kom til Niebøl, gik jeg på Oplysningscentralen, de tog med Glæde mod mig, Stemningen var livlig og håbefuld der. På Kontoret var Filskov fra Møgeltønder, N.J.Hørlyck fra Rost, Didde Lytzen fra Daler, Jørgen Gram Gabøl, Chr. Reinholdt og flere.
Om Aftenen kørte Filskov, Reinholdt , Hauborg, og jeg til Horsbøl i Bil. Hauborg og Mathisen skulde tale ved et Møde der, men da vi kom derud, var Mødet ikke bekendtgjort, så vi vendte om og kørte hjem igen. I Horsbøl skulde jeg ellers have mit Virkefeldt, men da der var mørkt alle Vegne, tog jeg med tilbage til Emmersbøl, i Kroen længere mod Øst, gik jeg så ind, om jeg ikke kunde blive der Natten over. Manden var der ikke, og Konen mente ikke det kunde lade sig gøre, al Plads var optaget. Trods alle mine Talemåder stod hun urokkelig fast, hun havde ingen Plads. Først da jeg havde fået Forstærkning ude fra Bilen, og vi havde forlangt nogle Thepunsch, fik vi hende tøet op, og så var der intet i Vejen mere, da vi havde talt lidt sammen, kørte de andre videre, og lidt efter fik jeg af Konen anvist et dejligt Værelse oppe på Loftet, hvor jeg har sovet udmærket i Nat.
Konens gådefulde Optræden i Aftes, forstår jeg nu godt, hun er nemlig danskfjendtlig, men Manden det modsatte, derfor da Manden, der lå inde i Sengen, blev klar over Situationen, måtte hun føje sig.
Beboerne her omkring er vidst nok rolige, men ikke nemme at blive klar over. I Eftermiddag skal jeg så ud og prøve Lykken for første Gang, jeg er spændt. I Aftes kørte vi i Grøften med Bilen derude i Mørket, bare jeg ikke også kører i Grøften i Dag”.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
