Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Kun et kvarterstid før »Olfert Fischer« med tropperne om bord ventedes, ankom toget, der medførte, foruden træn, rekylheste og kuske, oberstens hest og alle stabshestene. Det var derfor et såre spændende og pinligt øjeblik, da »Olfert Fischer«s himmelhøje, grå master, til den fastsatte tid, bevægede sig ind gennem sundet, og man helt herover til statsbanegården følte spændingen i de ventende masser på den anden side og hørte hurraråbene begynde at bølge ud over vandet blandet med toner af fædrelandssange. – Thi det havde været mindre festligt, om oberst, oberstløjtnant, stab og hvad dertil hører, til fods skulle have bevæget sig igennem Sønderborgs gader under indtoget. Men der manglede kun såre lidt i, at de var kommet til at gøre det, hvad ingen skulle have anet, da de sorgløst satte sig op på deres heste.

Transporten var ikke blot forsinket, den havde tillige stået hele natten over i vognene på stationen Flensburger-Weiche, hvortil den var nået efteralskens genvordigheder og trakasserier, som de tyske jernbanefolk havde beredt den, og heste og mandskab var lige udasede og upræsentable. Det var derfor kun med opbydelsen af al energi, at det lykkedes at få opsadlet de vigtigste heste med det samme og få dem ført over pontonbroen og klaret gennem den tætpakkede menneskestimmel. – Gudskelov for taler og sange; det var takket være dem, at alt var parat, da obersten kom.

På havnekajen kneb det svært med at få plads for de mange mennesker og med at føre bataillonen hen på torvet, hvor den egentlige modtagelsestale blev holdt. Da ceremonien var til ende, satte toget sig under stor bevægelse i gang. Fra pontonbroen havde man det bedste overblik over det.

Forrest gik den dansk-franske kaptajn Dederding med kasernekommandanten i Sønderborg, kaptajn Krenchel. Derefter fulgte alpejægerne. Musikken sætter i, og det giver et sæt i publikum, da hornblæserne med ét i strakt arm jager trompeterne i vejret og lader det blanke metal skyde lyn i luften. Efter musikken ses i hastig vuggende takt de lange, sorte, sylespidsebajonetter og under dem de mange kendte ansigter, anspændte og ivrige. Det var »la chamade«, udfordrende, krigerisk, inciterende. Lige efter fanfarerne fra »les chasseurs« lyder »Den gang jeg drog af sted« for fuld kraft af pauker og trommer. Den sorte skare med de høje hatte og hvide skæg var veteranerne. Så kom – til hest! – oberst, oberstløjtnant, stab, og tilsidst jensernes grå masser, blomstersmykkede, forventningsfulde. Hovedgaden var helt rød af Dannebrog, men de store, offentlige bygninger lå udeltagende hen uden flag, overtagelsen var jo ikke officiel endnu. Fra møllens vingespidser viftede Dannebrog, man kunne følge flagene gennem sidegaderne, og hvor man så det vaje, vakte det en stadig stærkere følelse af rigdom, tryghed og lykke.

Marinekasernen var så vidt parat, som den efter omstændighederne kunne være. Det vil sige, at nattelejet var på tangmadrasser på det bare gulv. Gasblussene var ødelagte, så vi havde enten lys i en flaske eller i en staldlygte eller slet ingen ting. Desuden var alle knager blevet fjernede inden evakueringen, så at alt tøjet og alle udrustningsgenstandene lå i indfiltrede bunker rundt om på gulvet og så fantastiske ud i det flakkende halvlys, når man »gik i seng«. Men skønt var det næste morgen at se Dybbøl banke med sin mølle højt til vejrs på den anden side af det blå sund, der snoede sig dybt nede under os.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. maj kom det danske militær og grænsegendarmerne, og det engelske militær rejste.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.

Det var en kæmpeopgave som skriver for et så stort og spredt kommando og med min Alder som 7 årig Sergent den yngste skriver i landet, med Stabssergenter og Oversergenter som kommandobefalingsmænd.

Det var en opgave som skulle tænkes nøje igennem og krævede pædagogik, høflig men bestemt Myndighed og slid. Tilmed havde jeg mavekatar og levede ved franskbrød, kogt kød og Fisk.

Min arbejdstid i Odense fra 10/2-1/5 1920, – Datoen for kommandoets Møde – var gennemsnitlig en 16 timer. Alt var udregnet og nedskrevet i befalinger i de mindste enkeltheder med togtider m.m. for godsvogne – kun 63 fyldte vogne med materiel fra synåle og tråd, madvarer for 8 dage, vår til puder og madrasser, Tang til fårene (vaarene), der var intet i Sønderjylland og intet kunne købes, det fandtes ikke. Alt skulle sælges til den civile befolkning, som ikke havde set ordentlig mad i flere År.

Godsvognene afgik i 2 tog: 1 langs Østkysten over Vamdrup – Haderslev – Aabenraa – Sønderborg. I Vamdrup fik de tysk maskine for. Føreren var 1 kpl. af Trainet. Han var instrueret om, at hvis det tyske togpersonel lavede kunster måtte han besætte lokomotivet og med pistol i Hånd tvinge dem til at fortsætte.

Lidt efter Vojens standsede toget og korporalen og to mand krøb op på maskinen og tvang dem til at fortsætte ellers fik de nogle danske klø, det hjalp – de så lidt på Maskinen og så kørte den. Persontoget kørte til Lunderskov, her blev styrkerne til Haderslev og Aabenraa udskilt, resten gik over Bramminge til Tønder. Tysk maskine fra Bramminge. I Skærbæk blev skorstenen – som var lige ved at falde af – bundet fast med ståltråd. I’ Batl. blev sejlet til Sønderborg fra Odense Kanal, ombord i en af marinens gamle skibe, jeg tror det var Herluf Trolle.

På det sidste stykke med toget fra Skærbæk fik vi Madpakkerne frem. Jeg var mavesur og skulle intet have. De andre sagde ”Lad os se din Mad”, jeg viste dem den – kogt kød og Fisk- Ah sagde de andre, vi byttede lidt om, jeg fik en kotelet med skaft og brød, det smagte mig og her holdt min diæt op.

Ved ankomsten til Tønder blev toget ledet ind til kreaturrampen. Stationsforstanderen blev hentet, og vi var klar over det var hans værk, nå, vi skulle så over Sporene 6-8 stykker, men det kunne vi ikke, sagde han, toget sydfra ankom om et par minutter, så han måtte sætte Stopsignal for indkørsel, han lavede et Vrøvl, så til sidst blev han anbragt mellem to menige på sporet og toget blev standset og vi gik over.

Ude på pladsen foran banegården stod et engelsk kompagni opmarcheret for at modtage os. Her så jeg den største Sergent (2,12 m) rødhåret og fregnet. Han var vant til at ordne alt i en fart, under modtagelsen var der en arbejder på en Nybygning, der lavede vrøvl. En, to, tre op ad stigen, en på kassen og ned ad stigen og overgivet til politiet. Hurtigt og godt og sikken Ro.

Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Næppe nogen i Sønderborg var rigtig klar over, hvornår jenserne egentlig skulle komme eller anede, at der virkelig allerede fandtes nogle af disse sagnagtige jenser iblandt dem, omend civilklædte. Jensernes ankomst var blevet udskudt så længe – akkurat som senere med genforeningen – så folk havde, trætte af forventningens spænding, bestemt ikke at tro noget, før de så det med deres egne øjne.

Jeg kan ikke nægte, at jeg havde fornemmelsen af at trykke på den knap, der satte hele maskineriet i bevægelse, dengang jeg på Sønderborgs telegrafstation indleverede telegrammet til chefen for »Olfert Fischer« i Assens medanvisning på, hvor han skulle lægge til i havnen; det var det sidste, der skulle til, før de danske soldater igen kunne tage landet i besiddelse.

Men hvilken forskel på byen, som den var umiddelbart før de to historiske fester: jensernes ankomst og genforeningsfesten. Det var som to helt modsatte byer, den ene grå og fattig og stille af bare mangel, og den anden blussende i ivrig, højrøstet glæde, stormende imod alt det nye.

Højst forskelligt modtog de folk i byen, der havde staldplads, meddelelsen om, at de skulle have militærheste indkvarteret. Kun med kniberi fik man anbragt de to heste, som hver af dem gennemsnitlig skulle have, hos de tysksindede, hvis kontorer bar et lige så afgjort særpræg som de tyske, ungepiger på gaden, der i en mængde bagateller røbede deres nationalitet; et blik var i begge tilfælde straks orienterende.

I modsætning til den træge modtagelse hos de tyske firmaer og handelshuse var det derfor forfriskende at blive budt et åbent velkommen oppe i gæstgiveriet »Koldinghus«, hvor værten satte punktum for min dags arbejde med at tilbyde hos sig alene at tage alle de resterende otte heste.

Et andet sted, også i et gæstgiveri, stod en ung, bleg pige i sort og hældte en snaps op i en kop kaffe til en gæst i skænkestuen. Da jeg forhørte om staldplads, sagde hun, mens tårerne begyndte at løbe, at hendes fader var død om natten, »lige før den dag, de danske soldater kommer, det, han havde glædet sig til hele sit liv«. Nu kom også moderen til, der var ikke tale om andet, end at de ville have deres indkvartering som de andre. Gæstgiveriets navn var »Danmark«.

Ovre på statsbanegården, hvortil militærhestene skulle komme, dryssede kalken ned fra væggene. Alt skramlede i det rullende materiel, og alt, hvad der kunne ruste, var ræverødt. Trist og hæslig var stationsbygningen i forvejen, så det var ikke opbyggeligt. De, der hørte til derovre, så også endnu mere blege og forknytte ud end de øvrige statsfunktionærer, krigsprægede allesammen. En imødekommende, gammel stationsforstander, der nu nyder sit otium i Holsten et sted, ordnede alt vedrørende transportens ankomst.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Havnefronten optages af lave, udstrakte magasinbygninger, den engelske flådes oplagsrum og kontorer. Et stykke ovenover disse lavere bygninger rejser sig så den underlige, badehotellignende kasernebygning, som har tricoloren vajende fra sit sorte spir, og helt oppe i baggrunden lyser det mægtige, engelske flag fra centralbygningens hovedtårn og underordner sig hele landskabet. – Ude i havnen ligger engelske krigsskibe, grå og sorte, med tøj til tørring i uroligt flagrende guirlander, og længere ude på fjorden et stort hospitalsskib med stærkt lysende røde kors. Af Flensborg ser man kun skibsværftets røde jernskrog, ellers aner man blot byen, som en fremspringende pynt skjuler, ved den tykkere luft oven over stedet.

Langt borte på den anden side af fjorden spejler husene i Wassersleben sig i vandet, og røgen stiger op fra kobbermøllen, der ligger skjult i skoven. En skarp fure i trækronerne markerer vejen til Kruså. – Den eneste lyd, der høres, er skridtene af skildvagten, som går op og ned foran magasinerne i »Quick march«, så man straks tror han har umådelig travlt, indtil man et øjeblik efter ser ham komme tilbage om hjørnet i nøjagtigt samme tempo.

Vagtstuen er et enormt lagerrum. Langs væggene står senge, hvori der ligger enkelte sovende. De grønne tornystre står ved fodenden på betongulvet. Der er halvmørkt og køligt til trods for det stærke solskin udenfor. – Midt i lokalet sidder om et bord en 4-5 sultne tommyer. – Hver af de herrer sidder og filer af et stort, nybagt franskbrød, foran dem står en krukke frisk perlende smør og en nylig oplukket dåse med orangemarmelade. Dertil kaffe. – En hurtig vakt appetit fremmaner det sædvanlige morgenmåltid i Sønderborg, det stive, sure rugbrød i tørre, afskårne skiver, det trætørre pålæg, samt margarinen. – Vi indleder en ivrig samtale af gastronomisk karakter, »we get more than we can eat« påstod de, de fik »bacon and eggs« og »pudding« (jeg lod som jeg ikke var forbavset) og dertil 4 sh. om dagen. 

Ovenpå residerede blandt andre »the Paymaster-Commander«, Mr. A., hvem alle vore forhandlinger gjaldt. Han boede privat i Mørvig by i en pæn lejlighed, men måtte lide den tort daglig fra sin væg at blive betragtet af en bidsk Hindenburg i bronze. I modsætning til de aktive søofficerer, der talte med hænderne i bukselommen, og gik deres vej, når de ikke syntes, at der var mere at diskutere, var »the Pm.Cm.« udsøgt høflig og klar og tydelig i sit sprog.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Flensborg stræber af al magt efter at nå ud til Mørvig, men endnu er den uendelige Bismarckgade, som fører dertil, byen for lang, og den må give op på halvvejen, så at den sidste strækning af gaden er øde og ubebygget. På vejen derud passerer man den anden af de enorme skolebygninger. Den viser sig at være hul i ryggen som en elverpige og kun facade. Skolebørnene exercerer på legepladsen i delingsvis opstilling med flag og trompeter.

Sporvognene er tætfyldte, og beherskes på denne linje af de fremmede soldater. En tommy sidder uendelig nonchalant og umedgørlig på styreapparatet på en sporvogns bagperron til gene for alle, som skal ind og ud. Måske er det ham, der på en væg har skrevet en kæk hilsen til tyskerne fra »one, who has bayonetted eight of them«. Han har i hvert fald nok nogle på sin samvittighed, som han sidder dér, tæt klemt inde blandt landsmænd til dem, han har dræbt.

Første gang i Mørvig var med lastautomobil. Vi måtte holde stille for at lade en afdeling englændere passere. De overrasker os, som er vant til den atmosfære, der følger med en dansk deling. Hver enkelt mand er ren og velplejet, og uden en stump af det klodsede, sværtede lædertøj, som vi er belemret med. Man kunne se, at de som følge deraf følte sig ganske anderledes frie end vi, når vi marscherer ud, og øjnene så årvågne og roligt iagttagende ud af de glatragede ansigter, på en måde vi ikke er vant til herhjemme fra.

Delingen kom oppe fra den store centralbygning, det britiske, militære hovedkvarter, som med sine uendelige vinduesrækker og det imponerende trappeanlæg virker massivt og helstøbt ud mod fjorden, men opløser sig indadtil i en række fløje med talrige fremspring og underafdelinger og ligner her med sine haveanlæg, trappegavle og smårudede vinduer mere et kloster end en bygning til militært brug. 

Den engelske flåde og alpejægerne havde ikke til huse her, men delte resten af dette kæmpemæssige territorium mellem sig. – Fra Bismarckgaden, ved sporvejens endestation, gik en stejl hulvej ned til det sted, hvor den franske vagtpost stod, men lidt forinden drejede en sidevej brat af til venstre gennem en snæver port mellem to røde murstenspiller og videre ad en svimlende bakke lige ned mod fjorden, for i sidste øjeblik i et nervepirrende, retvinklet knæk at dreje hen parallelt med havnekajen på jævn flade.

Dette var en mere end kompliceret tur i lastautomobil, især da vi ofte havde en ladning, der ragede udenfor til begge sider. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Efter at Afstemningsomraadets 1. Zone 5. Maj 1920 vil blive besat af
Danmark, vil Anordninger angaaende denne Zone blive udfærdiget af en Befuldmægtiget, udpeget af den danske Regering, og af Kommissionen i Forening. De nu i 1. Zone gældende Love og Anordninger forbliver i Kraft.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

For det var jo det: Flensborg var under den Den internationale Kommission. Den var rykket op i en sfære, der gjorde den til noget ganske for sig, og som fik dem, der ikke havde adgang til byen, til at gøre sig de letsindigste forestillinger om alle de vidundere, den gemte, og alle de muligheder, den frembød, hvilket gav sig udslag i, at jeg, hver gang jeg skulle dertil, var overlæsset med de mest aparte kommissioner, som nærmest var et udslag af den atmosfære af sensation, der efterhånden havde lejret sig om staden.

Ganske vist blev også 1. zone styret af samme internationale kommission, men dér havde man den kun for øje i form af alenlange bekendtgørelser og forordninger slået op på alle mure; her var den i højeste grad en faktor i det daglige liv. –

Den var centrum, og enhver flagsmykket bil med mærket C.I.S., enhver hvidsløret nurse eller aparte klædt gentleman, som man mødte på hovedstrøget, havde Flensburger Hof som basis. – Men Flensburger Hof havde projiceret en kraftig underafdeling ud; det militære hovedkvarter i Mørvig. Det var så heldigt, at mine militære pligter førte mig såvel det ene sted som det andet. 

Var man først indenfor i hall’en i Flensburger Hof og kiggede sig om i halvlyset, der herskede under det gule glasloft, hvor de obligate søjler, palmer og læderlænestole hævede det hele op i den kosmopolitiske sfære, hvor alt er ens i alle fem verdensdele, måtte man vogte sig for ikke at gå på hovedet ind i en af Kiplings indiske fortællinger og tro sig hensat til officerskasinoet i Amritsar f.eks. –

Med nakken lige synlig over lænestolens ryg sad de senede, engelske officerer i samme kulør uniform som det lys, der sivede ned gennem det guleærtefarvede glas, ubevægelige, fåmælte, med »The Graphic« eller »Times« i hånden. På små kurveborde mellem de kolossale, polstrede klubstole var anbragt forfriskninger.

Selvfølgelig holdt det indiske eller kiplingske billede sig ikke ret længe. Så passerede civilklædte over hall’en og plumrede det. Men man fik et indtryk af en verden for sig, der, utilgængelig for alle uvedkommende, rørte sig derinde, og man morede sig over den atmosfære af fortrolighed, der herskede mellem dens beboere, som altid havde en eller anden bemærkning parat, når de strøg forbi hinanden. Der var péle-méle: nordiske journalister, nurser, franske og engelske officerer og civile kommissionsmedlemmer, opvartere, telefonpiger, C.I.S.-chauffører, portiers og – to civilklædte, danske militære.

Herinde under drivhustaget så jeg igen den slags udhalede, lakerede herrer og stærkt pudrede, elegant chausserede damer, som jeg overhovedet ikke havde set en eneste af siden min afrejse for to måneder siden fra København.

Det, der mest satte bevægelse i gestalterne derinde, mens jeg havde stade i en af de polstrede, var, at fru Bruce (»Die Königin« kaldet af tyskerne) skulle have en kurv med æg og lignende sager ud med prof. Mølgaards bil til Kollund. I kuriøs kontrast hertil foregik vagtafløsningen foran hotellet med al mulig højtidelighed.

Englænderne kom og stillede sig op med ryggen til, franskmændene vis-á-vis, så man fra restaurantens brede vinduer så lige ind i ansigtet på dem. Det var som nat og dag at se den snes mand fra hver sin nation stå dér overfor hinanden. – Englænderne, lange karle, meget røde i ansigtet, hvilket ikke stod særlig godt til den guleærtefarvede khakiuniform, yderst velovervejede i bevægelserne; og så de små franskmænd i harmonien blåt-brunt (ansigts-farven) – sort med alle de koldt glimtende sølvmedailler, som de havde hentet sig i København, på brystet, heftige i bevægelserne, selvbevidste, stærkt præciserende.

Soldaterne prægede i det hele taget gade- og kafélivet næsten som i København i krigsfangetiden, og fremmede måtte undre sig over, at det gik fredeligt. – Allerede tidligt søndag formiddag kunne man se alpejægerne i flok drive fra knejpe til knejpe. De yndede også at sætte deres store lastautomobiler, hvori de sad tæt proppede, i rasende fart op og ned ad Angelbovejen til og fra Mørvig, så folk flygtede i vild rædsel for krigschaufførens prøve på sin smarthed.

Der sad endnu en mængde afstemningsplakater rundt om på mure og plankeværker. De allerfleste var afgjort fra dansk side. Omtrent halvdelen af de dansksindede var affattede på tysk. Flere af dem virkede med stor kraft i modsætning til tyskernes, der forekom i påfaldende ringe udvalg med matte idéer, og hvor Uwe Lornsens hoved i en glorie og Holstens nældeblad med de dobbelttydige ord: »Bleibe treu!« var de mest fremtrædende. Og alligevel blev resultatet, som det blev. 

Jeg fik kun ialt seks gange talt dansk i Flensborg. En af dem, jeg talte med, havde plattysk til dagligt sprog, men var i stand til at tale godt dansk. Således er der sikkert mange, men man må søge nøje for at opdage det. Det er kun de gamle bygninger, der så højlydt og gribende taler et andet sprog end byens.  

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

3. Maj: Forelagde i Eftermiddags i et Udvalgsværelse paa Rigsdagen Internationaliseringsplanen for Neergaard og J. C. Christensen. Neergaard henstiller at gøre et Par Ændringer, men begge udtaler Redebonhed til at støtte den mellemslesvigske Delegation og selv sende en særlig delegeret med denne Opgave.

(I de følgende Dage yderligere Forhandlinger. I Anledning af Meddelelserne om Marling, der overrækker Indstillingen i Paris, indhentes Oplysning om, at Afgørelsen ikke er truffen. Først den 8de er alt klart. Ved Afskeden siger Statsminister Neergaard, at han har mørke Anelser. Om Aftenen afrejser Flensborgerne og Brødrene Andersen til Aarhus og derfra den 9de Morgen til England.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Men det, der først og fremmest kalder på os danske, er dog den lille, danske kirke i hovedgaden med den høje, grå gavl med det smalle vindue, Frederik d.4.’s navnetræk og rytterspiret på taget. Den er mærket, hvorfra man kan finde krigergravene. Fra hovedgaden, ad den lille stejle gyde, der går op langs siden af kirken, når man op til en pragtfuld udsigt med Mariekirkens kobberspir lige for – ak, ikke det gamle! – og Ballastbjergets gule grusgrav på den anden side af fjorden. Ganske skyskraberagtigt rejser sig gymnasiet bagved imod solen og kaster en mægtig skygge nedover skrænten.  Man snegler sig forbi kæmpetårnets fod. – Vrimlen af tage, røgen og støjen, den blinkende fjord, alt forsvinder brat, når man er drejet om hjørnet og er kommet op på bakkekammen bag de store bygninger. – Der er ganske stille og halvlyst i den allé, der fører hen til indgangen til den gamle kirkegård. -Lyset, der kommer ned over det nyklassiske kapels kobberkuppel og gule mure, har først tabt i kraft ved at gå gennem trækronerne. Bygningens rene, strenge arkitektur får således lejlighed til at gøre sig gældende i et idealt halvlys. Bagved fører snævre, mørke gange med gamle monumenter, hvorimellem der glimter guldregn og syren, og hvorover bøgetræerne løfterderes kroner højt til vejrs i det fulde sollys, hen til den store lysning, hvor den aflange høj med alle de hvide tavler findes.

Jeg dvæler ikke længe ved de mange, store navne, jeg søger et bestemt. Med de samme faste, klare bogstaver som på kammeraternes stene står det med eet dér – lige foran mig. Så kom den dag altså, da jeg endelig kunne se dette navn hernede, det navn jeg havde hørt om fra min tidligste barndom.

Alt omkring var i den skønneste, første sommerpragt, og herlige violetteblomster voksede ovenover stenen og bregner ved dens fod. Hvor billedet må have været fuldendt, dengang løven stod der, den må med sin stolte indskrift have dannet kronen og have givet alle enkeltgravene deres indvielse.

Aldrig noget sted er navne blevet så levende som her. Flere er først døde på lazaretterne i august eller september, men det er Isted, den 25. juli 1850, altsammen. På selve krigergraven er der flere menige, nogle er fra min bataillon, 13de, en af dem bærer det mærkelige navn: København; deres stene er nøjagtig mage til de store generalers, der står samlede foran. Ved siden, ud mod hegnet, er der grav ved grav med utallige kors og stene i alle størrelser og materialer, fællesgrave og enkeltgrave, tyske indskrifter og danske indskrifter, store og imponerende monumenter og små og fattige med næsten ulæselige skrifttegn. Det ene indtryk jager det andet, som man går fra indskrift til indskrift, – kun tøvende fjerner man sig.

Ude i Marieskoven er der en plet, som, skønt byen med sine gader når indgangen, endnu bærer et nutidsfjernt præg af fred og ynde. – Det gamle, hvide traktørsted med de »græske« søjler og frontonen med den lillelaurbærkrans af jern ses imellem slanke, grålige stammer, og alpejægerne, der sidder her om deres øl, bryder en idyl, hvor krinolinen fra 60’erne passede ind.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Byen. På hvilken måde man end kommer til Flensborg, med damperen eller ad landevejen, er landskabet af en sådan skønhed, at det bliver i ens hjerte længe efter.

Jeg er kommet til Flensborg med damper, når vandet i den tidlige morgenstund ikke er vågnet og bevæger sig uden en lyd, vigende i lange, olieagtige dønninger for skibets stævn, der skærer igennem det. –

Den allerførste gang var der en »sangerkrig» om bord. Det var efterslet fra afstemningens ophidselse. – På øverste dæk sad en klynge tyskere og sang i kor en vise med omkvædet: »Wir wollen keine Dänen sein« og nedenunder to sønderjyske, voksne spejderdrenge, som lige så stærkt satte i med den under afstemningen meget aktuelle, satiriske omarbejdelse af »Det haver så nyligen regnet.«

Duellen blev ved på hele turen, uden at nogen af parterne ville give op, de blev siddende på hvert sit dæk og sang. 

Ved indsejlingen til Flensborg spændes ens forventning straks af Mørvigs tårn, der stikker et forundret ansigt op over pynten. Man ser, på den anden side, skibsværftet og mere og mere af byen blive synlig, indtil man tilsidst har den i hele sin festlige, storslåede beliggenhed på alle sider af sig, med de to kæmpemæssige skolebygninger, røde mammutpaladser, tårnende sig op på hver side af dalen, som byen udfylder.

De høje huse oppe på Duborg til højre og Jørgensby til venstre ses lige mod himlen, mens, forneden, hele havnefronten, der går ud og ind med kig op gennem tværgaderne, passerer forbi, idet den gamle havnebygning fra Christian d. 4’s tid og et tårnformet, ottekantet hjørnehus er det, der først og fremmest bider sig fast.

Over alle tagene i dalen men under bakkekammens husrækker rager Skt. Maries spir i vejret, mens længere tilbage, det meget anseelige Nicolaj spir ses lige mod den klare luft. Ligefor fanges blikket stærkt mellem alle de foranliggende, mindre havnebygninger og højtragende skibsmaster af det berlineragtige hotel Flensburger Hof med de vældige, stift nedhængende fire flag fra gesimsen. Det er et tilfælde, der ligner en tanke, at finde de fire nationers flag i centrum af billedet.

Kommer man ad landevejen er indtrykket et helt andet. Jeg er kommet i bil og i lastautomobil nordfra, og her er det allerførste man ser lige på højrehånd, når man kører ind i byen, som et mærkeligt og vemodigt bud fra den forsvundne tid. Det er en stor, gammel bygning med en slags rejsestald, og oven over porten står »Louises Minde. 1852.« Det er to år efter Isted, vi er så stærke som aldrig før, Frederik d. 7. og grevinden residerer på »Lyksborg«, og ballerne i Borgerforeningen er byens brændpunkt. – Men den gamle indskrift er forlængst passeret, og i susende fart går det nu ned gennem Nystaden, et skarpt sving, med nød og næppe gennem opgravningernes jorddynger og stenbrokker, og nu lyser for enden af den åbne, lige gade den egentlige indgang til byen, den brede, røde Nørreport med sine trappegavle, roligt modtagende selv en hidsigt rumlende lastautomobil, og så slutter hovedgadens husrækker snævert om os, og larmen fra kæmpekøretøjet lyder med fordoblet styrke, mens undrende blikke følger os gaden igennem, for at finde ud af, hvad det nu er for nogle, som hverken er franskmænd eller englændere, indtil mærket »H.T.K.« bliver kendt, og nysgerrigheden falder til ro.

Se ned ad hovedgaden, eller kom kørende ned ad den i bil eller sporvogn, og alle de vansirende karnapper og opstrittende, umotiverede spir råber højt om, at her har vi en af de ægte, ny tyske byer af den sagnagtige hæslighed, som er ved at være klassisk. Set i perspektivisk forkortning er således alt i orden. -Men stig ud af bilen eller sporvognen, gå ind på fortovet og tag facaderne i front, man ser så kun de huse, man står ligeoverfor, og mellem karnapperne og hjørnespirene kommer det ene af de gamle patricierhuse frem efter det andet; det er som regn over soltør jord, man lever mere og mere op og kan tilsidst i jubel og glæde gå fra bygning til bygning. – Næste gang man kører gennem hovedgaden er al den hæslige Berliner-gotik tåge, og man ser kun sine faste kendinge, og ved, når de kommer.

Næst efter Nørreport og havnebygningen, der begge er smykkede med Christian d. 4’s navnetræk og »Regna firmat Pietas«, må jeg nævne det gamle barokapotek med den høje, smalle indgangsdør, hvor, imellem to afbrudte buer, en forgyldt enhjørning med drejet horn kroner Frederik d. 5.’s sindrigt sammenslyngede monogram. Bygningen er ganske ubeskadiget og hviler i de herligste proportioner med sin trefags-front og sit mansard-tag. Af klassicistiske bygninger har Flensborg en hel del, som fuldt kan måle sig med Københavns, især i nærheden af Søndertorvet. Kendt fra utallige billeder er den gamle buegang »Schrangen« fra det 16. århundrede, oppe ved Mariekirken, på hjørnet af hovedgaden og Nørretorv. – En vidunderlig provinsiel, gammel bygning med fladt træloft inde i buegangen få tommer over hovedet på de spadserende. –

Herfra kan man gå lige ind på kirkepladsen under de høje træer, d.v.s. først må man passere et iskoldt bronce- og granitmonument med den gamle Wilhelm, »der greise Kaiser«, ørnen og det hele, før man får lov at hengive sig til den uforstyrrede Flensborg idyl, der følger efter: Mariekirkens brede kor og kapellerne, der skiller sig ud derfra; og så ned gennem den morsomme, gamle gang med de høje gavle, de røde, mosgroede tegltage og de grå mure, og som for enden lukkes på en meget bestemt og afgørende måde af havnebygningen, »Kompagnihuset«, der har lagt sig på tværs over passagen, men gennem sin sorte, snævre hvælving lader en stump blå luft og havnens master komme til syne. Man har her i et sluttet billede det gamle Flensborg fra sejlskibenes tid.

Som et bjerg ligger Nicolaj kirkes murstensmasse og vældige tagflade over Søndertorvets aflange, lyse plads. Den fede og svampede »Frau Germania«, der står i bronce foran kirken, gør sig de bemærkelsesværdigste anstrengelser for at spille en rolle i ensemblet, lader sågar en yngling indhugge Jernkanslerens profil i granitklippen, hvorpå hun sidder, alt forgæves, kirkens om flanderske katedraler mindende vælde lader hendes energiudfoldelse betydningsløs.

Men selv alle de takkede murstensgavle på de gamle bygninger, der omkranser torvet, virker kun dæmpet; – underordnet, som det bør sig, kirken. Trods alle moderne, skærende indhug har denne plads endnu et helt middelalderlig-kraftfuldt præg. –

Hovedgaden gyder en stadig strøm af vogne, sporvogne og mennesker ned over den lavest liggende del af torvet, mens den højere del er reserveret torvehandelen. Ned ad Friservejen, deroppe fra skrænten i stærkt fald og en stor bue fører ned i torvets højest liggende hjørne, kommer vognene rullende med varer ude fra landet. -Forlader man torvet, der fanger al den sol og varme, der kan fanges, og drejer ned ad Klostergangen og igennem latinskolen, er man igen lukket inde i en verden for sig, i snævre, stadigt drejende gyder med ældgamle huse, og hvor man snart taber al fornemmelse af retning og verdenshjørne. Herinde ligger, omgroet af huse, den ældgamle Skt. Hans kirke, og Mølleåen baner sig vej ud og ind, snart synlig, snart høres kun dens brusen.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Udsigten fra marinekasernen begynder at blive tilvant. Det krappe, forårsblå sund og det røde slot, pontonbroen og hotel Alhambra. Langt borte viser Skelde næs mod nye egne. – Bænkene, uldtæpperne og hvad andre sager skibet indeholder, er tunge, og opgaven at fylde disse bygninger med materiel til soldaternes ankomst d. 5. maj synes ganske håbløs. – Uden »les chasseurs« var det heller ikke gået. Deres dragt er meget mørkeblå, ansigterne meget tobaksbrune, hvad der ser godt ud til de hvide cigaretter og den sorte baret. Når de gik på vagt, bar de den smukke, blå skyttegravshjelm, og man havde da livagtigt for sig »le Poilu«, lige ud af »La Vie«.

Strømmen af bærende, balancerende skikkelser blev idelig attakeret af smådrenge med brogede krigsnødpenge, som de sloges om at falbyde, og bænkene kolliderede i luften over bærernes hoveder, når der var én i rækken, der pludselig stod stille og gav sig til at købslå.

Fra første færd var kasernen en magnet for alle nabolagets mange unger. Timerne som vagtpost senere hen fløj ved at se på deres lege. I grunden kom de for at hente mad og havde allesammen deres spande med sig, men det blev til, at de slog sig ned for hele dagen og dannede en heftigt larmende lejr lige foran indgangen, som alle måtte passere. Der var måske ialt et halvthundrede børn i alle aldre fra 2-3 til 16-17.

De større pigers lege var hele skuespil, og hver gik fanatisk op i sin rolle, alt imens de sang deres skingrende sange, hvoraf især én var øresønderrivende, den om »Mariechen«, som »fuhr am nächsten Tag mit der Bahn nach Neckarthal! Neckarthal ist wunderschön, so was hat man nie gesehen. O, du mein Neckarthal, dort blüh’n die Flieder, wenn der Frühling kommt, so kehre ich wieder,«osv.

Bekymrede underofficerer standsede dem undertiden og befalede dem kategorisk at synge dansk, hvortil de måbede og tav. De har jo aldrig haft andet end tyske børneviser, og fattige børn kan ingen andre, men man fik et godt begreb om, af hvor indgribende betydning dette er, for når visen er på tysk, bliver resten af legen det som regel også.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 1. maj. Schack og jeg forhandlede med kredssekretær Lange om delingen af kredsens administration, når Danmark har overtaget 1. zone. Bruce ringede til Schack og sagde, at det nu var sikkert, at begyndelsen skete på onsdag. Schack og jeg talte i aftes om sagen. Schack sagde, at Bruce havde sagt, at toldgrænsens flytning og kronemøntens indførelse foreløbig ikke blev til noget.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

1. Maj: Forelægger den færdige Internationaliseringsplan for Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den næste morgen afslørede falmede pletter det kriminelle ord, der havde stået foran, og som man havde lagt sådan vægt på at skjule; man læste tydeligt endnu:»Kaiserliches -«.

Mægtige, som beregnet for skabninger af en hel anden art end dem, der havde bygget deres små huse i byen, forladte af alle, undtagen den snes alpejægere, der dannede vagtholdet, således lå marinekasernens to vældige bygninger. Øde vinduer i etage over etage, græs og ukrudt mellem brostenene, de store fortøjningspæle, der fulgte kystlinien op ad sundet, så langtøjet kunne nå, uden et eneste skib.

Jo mere man trængte frem i bygningerne, des mere blev man grebet af en tomhedsfølelse, der steg til uhygge. I den bygning, hvor franskmændene boede, lød der dog sang og fløjten op gennem trapperummet fra stueetagen; den anden lå hen i den mest knugende stilhed, kun nede i bunden af hele komplekset puslede, gamle og glemte, en portner og hans kone. På den anden side af den store, grusbelagte gårdsplads, højt tilvejrs på den grønne skråning, lå sygehuset, på hvis tagsten et stort, rødt kors på hvid bund stod malet til beskyttelse mod flyverangreb.

Inde i bygningerne var alt, hvad der kunne skrives på, oversået med navne, tal, datoer. Ind imellem læste man stolte skibsnavne: S.M.S. »König«, S.M.S.»Derfflinger« osv., nu vel forvarede i Scapa Flow. Oppe på loftet med dets utal af store rum og krinkelkroge finder jeg gamle, støvede papirer, kastede hulter til bulter. Jeg roder dem igennem og læser. Det er dagsbefalinger, øvelseslister, skydelister i hobetal. I den tomme bygning vidner de spottende om det daglige, koncentrerede arbejde her til stadighed har været udført gennem årene af skiftende hold mennesker. Den gamle tid er pludselig blevet kaldt til live, og man begynder at ane styrken af de kræfter, der skulle til for at få bugt med den, og forstår, at det er bølgeslaget fra en verdensomvæltning, som har standset livet på dette sted. – Her den sirligt førte skydeliste, for S.M.S. »Fuchs«: »Ort: Breit-Grund. Datum: 29. April 1914. Schiessaufgabe: Laufendes Gefecht mit geringer Abnahme bei bekanntem Kurs und Fahrt. Wetter: klar. Beleuchtung: gunstig,« etc. Eller også »Tagesbefehl Nr. 152. Sonderburg den 10. Juli 1914. Kirchliches: Sonntag den 12. d. Monats 9. Uhrvorm. Katolischer Gottesdienst im Hotel »Aissund«. Antreten aufdem Platzhinter dem Schulgebäude. Abmarsch 8.40 Uhr vorm. Führung: der älteste Unterofficier,« etc. etc.

Og ser man så ud ad vinduet, bliver man vidne til den nye tid, der holder sit indtog. Nedenfor, ved »Marsbrücke«, ligger damperen »Stærkodder« tungt lastet med materiel fra København, og mellem damperen og kasernen bevæger sig en broget skare i to rækker. Til den ene side de belæssede, der fra damperens hartad uudtømmelige last, med svære byrder, aser sig op ad skråningen til kasernebygningen, der sluger alt uden at blive mere fyldt for det. Til den anden side slentrer de lettede, så langsomt som muligt, ned for at hente mere. Det er tre nationaliteter, der her arbejder sammen. Livlige og flinke til at slæbe er alpejægerne, så er der de civilklædte, danske soldater og endelig lejede havnearbejdere. En artig blanding af højst forskellige typer og sprog, behersket af kasernetårnets ur, der højt til vejrs ligeligt afmåler hvile og arbejde for dem alle.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Der var stærk uro over os tolv civilklædte soldater, dengang vi, hin 30. april 1920 i Fåborg, med stigende utålmodighed ventede dampskibets afgang til Sønderborg. Vi var de allerførste, som blev sendt derned, inden overtagelsen endnu var officiel, for at sørge for, at alt var parat til troppernes ankomst. Enhver af os mærkede for alvor, at nu stod vi foran enestående oplevelser. For dem iblandt os, der havde lejlighed til sammenligning, og som i tidligere tid, fra det sydlige Fyn, havde modtaget et uudsletteligt indtryk af, hvordan Als, en lille del af det store landskabs helhed, dog var et fremmed land, og ligesom en ond trussel, for dem var dette øjeblik som på selve tærsklen til eventyret.

Da landet endelig begyndte at forme sig, hvor vi spejdede, hvor vi gættede. Lysabild kirkespir, som danner centrum for den halvcirkel, hvori skibet runder Als, og som man i lang tid vedvarende har på samme plet lige ud for sig, mens skibet drejer, var det første kendemærke, der bed sig fast. Efter at have passeret den smalle tange Drejet, så vi den første mølle på den lille halvø Kegnæs. Vi stirrede så det sved i øjnene – var det Dybbøl? – Og så blev med eet al tvivl bortvejret, og det store, kuplede bjerg hævede sig forude, mens damperen ilede det i møde, og møllen tegnede sig endelig fast og utvetydigt ovenover gårdene og de fugtiggrønne marker længere nede ad banken, der satte sin gule lerfod i det grålige vand og på sin højderyg stolt bar landevejens træer i to store buer ned mod Sønderborg by.

Hurtig gled imens, til den anden side, Sønderskoven forbi, skydebanernes græsvold og lange betonmure, villa ved villa langs strandpromenaden; så kom det gamle slots fremskudte masse, vi rundede hjørnet og styrede i den skyede gråvejrsaften ind i havnen. – Dér mødte os et helt fremmedartet billede i de tyske toldembedsmænd med de hæslige huer og C.I.S – politimændene, hvis mission først forekom os noget dunkel.

Og efter en skærsild i tolden: Foden på Sønderjyllands jord.  

Om aftenen, i mørke, troede man sig hensat til en af de små, tyske byer. Der var kun lys ét sted på hovedgaden, og det bestrålede et skilt: »Ratsweinkeller«. Oppe i mørket skimtedes på en stor bygning ordet »Postamt« i jernbogstaver, men det stod underlig skævt og forrykket fra midten.  

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 30. april kom kaptajn Andersen fra den internationale kommission og der forhandledes om situationen med hensyn til generalstrejke, og mit standpunkt var her, „at man tog generalstrejken, før de danske myndigheder kom. Dels af politiske og taktiske grunde, dels fordi kommissionen da endnu kan udvise. Ligeledes henstillede jeg til kaptajn Andersen meget stærkt, at Wienecke straks blev udvist.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Forhandlinger i Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg

Møde 28. April 1920:
Statsminister Friis meddelte, at man havde søgt at opnaa  Kronemøntens Indførelse i 1. Zone uden Toldgrænsens Flytning, idet de i sidste Møde omtalte Forhandlinger med Kommissionen jo var strandet paa, at denne ikke vilde gaa med til Toldgrænsens Flytning.

Regeringen havde derfor sat ind paa at gennemføre en Ordning, hvorved man i Stedet for at flytte Toldgrænsen tilvejebragte en Afspærring mellem 1. og 2. Zone, saaledes at Kronemønten kunde indføres.

Regeringen havde i saa Henseende ført forskellige Forhandlinger med Kommissionen og fundet Imødekommenhed under disse Betingelser.

Endvidere havde Ministeriet formaaet Kammeradvokat Aagesen til som Sagkyndig i juridisk, forretningsmæssig og administrativ Henseende at stille sig til Raadighed for Gesandten i Paris, og Kontorchef Hendriksen var som topografisk Sagkyndig ogsaa stillet til Gesandtens Raadighed.

Statsministeren meddelte yderligere, at det var en Selvfølge, at disse Mænd i et og alt handlede under Gesandtens Ansvar, og at denne igen handlede i Henhold til Instruktion fra Regeringen.

I Anledning af Statsministerens Meddelelse rejstes ingen Indvendinger fra nogen af Mødets Deltagere.

M. H. t. den endelige Afgørelse i det sønderjydske Spørgsmaal meddelte Ministeren, at Kommissionens Indstilling først nu var naaet til Paris, og at Regeringen havde søgt at virke for, at en Afgørelse ikke skulde komme til at foreligge saaledes, at det vilde være udelukket efter Valgene og en ny Regerings Udnævnelse at kunne udøve en saadan Indflydelse, som man vilde finde ønskelig

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, bind 2.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 29. april står, at Schack sagde til mig „at der ventedes generalstrejke i Tønder på lørdag. Det var Wienecke – dirigeret fra Kiel, hvortil der uafladeligt telefoneredes – der stod i spidsen. Derfor var de engelske tropper her igen. I Flensborg har man lavet en interneringslejr for Wienecke m. fl. til 20-30 personer.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

27. April: En stor Valgsejr i Danmark. I al Bitterhed vanskeligt ved at tro den første Efterretning. — Heftye er ogsaa rejst, han har aflagt en Afskedsvisit paa »Flensborg-Avis’s« Kontor. Bruce har nu ene faaet overdraget Styret.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

25. ApriI: Holger Andersens Redegørelse for H. P. Hanssens Politik fremkommer. — I disse Dage Forhandlinger om vor Delegations Sammensætning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

23. April: Over for hele det Zahle-Stauning’ske Felttog offentliggør Tillidsmændene en Henvendelse til det danske Folk.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

22. April: Marling rejste i Morges til København og London. Claudel er ogsaa rejst. — Der forlyder, at Kommissionens Indstilling slutter med den Sætning, at dens Magt fuldkommenhed er begrænset; men den henstiller indtrængende saa virksomt som muligt at sikre den danske Befolkning i 2. Zone, der ved Overgangen til Tyskland trues med Udslettelse. — Og alle Valgklagerne? — De gaar med til Paris som Materiale. 

I Hamborg er en dansk Tillidsmand, Snedker A. Friis, som udbredte vore Henvendelser til de stemmeberettigede sydpaa, bleven holdt i Varetægtsarrest og idømt 6 Ugers Fængsel. Efter 3½ Uges Indespærring »benaades« han med en Bøde. 

De tyske Partibestyrelser i Flensborg offentliggør samtidig Henvendelser til det danske Folk for at støtte Zahle til Valget.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Skodborg hjemstavnsforening og arkiv har udgivet en række bøger om sognets krigsdeltagere, faldne – og om tiden under tysk styre.

Det drejer sig om følgende:

Keld Mortensen:” Krigsdeltagere fra Skodborg sogn i Den store Krig 1914-1918”. Bind 1-3

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

19. April: Samtale med Heftye og Bruce. P. Grau ønsker i Telefonen flensborgsk Forretningsmands Komme til København, hvor Professor Vinding Kruse udarbejder en Internationaliseringsplan. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. April: Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse drøfter en Paris-Sendefærds Sammensætning. Den 15de har P. Grau og J. Andersen overrakt Statsminister Friis den nordslesvigske Petition.

—Sydow rejste i Gaar paa længere Ferie. Nu er Indstillingen antagelig færdig. —Ungdomsforeningen overrakte i Gaar Sydow en særlig Ungdomspetition med 1866 Underskrifter.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

I dagbogen står, at Schack og jeg den 17. april tog til Flensborg, hvor vi var indbudt ombord hos admiral Sheppard. Som situationen nu havde været overfor mig i København, havde jeg besluttet ikke at ville tage med til dette eller andet i Flensborg, for at der ikke skulle komme nogen misforståelse ud deraf. Men Schack ønskede bestemt, at jeg tog med, og så bøjede jeg mig herfor.

Da vi kom til Bahnhofs- hotellet i Flensborg „kom en mængde danske embedsmænd gående derfra til Flensburger Hof. Det var et udvalg, der fra den danske regering skulle forhandle med kommissionen om den danske regerings overtagelse af den civile og militære administration af 1. zone. Der var H. P. Hanssen, Ussing, Ringberg, Eduard Reventlow, Lundbye, Reimuth, Schou-Nielsen, Hammerich, Thulstrup, Miang og borgmester Bech fra Kolding. Vi hilste lige på dem og kørte så afsted.“

(Om denne forhandling kan jeg henvise til side 74 m. v. i ambassadør, lensgreve Reventlows erindringer „I dansk Tjeneste”).

Efter besøget hos Sheppard tog vi ind til Flensborg igen. Schack gik til Bruce, og jeg til Bahnhofshotellet, idet jeg ville holde mig væk fra kommissionen. Udenfor hotellet gik Thulstrup op og ned, og hvad han gik der efter, ville han ikke give oplysning om.

„Så gik jeg ind på Bahnhofshotel. Der sad H. P. Hanssen og Miang og ventede. Man havde sendt bud hele byen rundt for at få fat i Köster, der var i byen. Thulstrup gik på gaden for at finde ham der.

Hanssen sagde, at sagen nu stod således, at man fra dansk side var villig til at overtage administrationen af i. zone, når man samtidig fik toldgrænsen flyttet. Kommissionen ville gå ind på, hvad man kunne enes med Tyskland om. Nu skulle de altså forhandle med Köster.

Lidt efter kom Köster, og han og Hanssen gik så afsides til forhandling. Så kom Reimuth, og jeg tog en forfriskning med ham og Schou-Nielsen. Det hele var nok først sat i scene ved et større møde igår i ministeriet under ledelse af statsministeren. De var rejst iaftes og havde en sovevogn stående i Kolding. Så kom de efterhånden alle. Köster gik, og Hanssen trak alle de andre til side. Lidt efter gik Reventlow, Hammerich og Miang. Så kom Lundbye til mig, han sagde, at Köster ville give svar imorgen, men at Hanssen så uhyre optimistisk på udfaldet.

Jeg besøgte redaktør Christiansen og gik derefter tilbage til Flensburger Hof for at vente på Schack udenfor. Schack kom ud og sagde, at vi skulle spise med Bruce. Jeg var meget betænkelig derved og ville egentlig sige nej og spise på Bahnhofshotel. Vi blev dog enige om, at jeg spiste med, da Hammerich og Miang også var der.

Bruce var meget irriteret ved bordet og det gik først ud over Zahle og Mackeprang, så Thulstrup og endelig H. P. Hanssen. Han påstod, at denne havde brudt den udtrykkelige aftale med kommissionen om eftermiddagen. Det var aftalt, at ikke han, men kommissionen skulle forhandle med Köster om toldgrænsens flytning. Så skulle H. P. senere få besked fra sir Charles. I stedet derfor passer Hanssen altså Köster op på gaden og forhandler med ham, før Köster havde været i kommissionen.

Resultatet var, at sir Charles var gal i hovedet, og at Köster ikke på nogen måde ville gå ind på det danske krav. Til Bruce havde han sagt: „Det strider mod fredstraktaten, og da man altid fra Danmark påberåber sig denne, må vi ligesom Danmark holde på den“.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Steffen Riis har skrevet og udgivet et uhyre velillustreret tobindsværk om afstemningerne og genforeningen i 1920.

Læs nedenfor om begge bind.

Genforeningen 1920 – Vi vil hjem, hjem til Danmark

Bogværkets bind 1 fortæller om begivenhederne i Sønderjylland i perioden 10. januar til 15. juni 1920. Den 10. januar 1920 trådte Versaillestraktaten i kraft og Den Internationale Kommission påbegyndte forberedelserne til folkeafstemningen i Nordslesvig. Den 5. juli 1920 underskrev den danske gesandt i Paris traktaten, der overdragede suveræniteten over Sønderjylland til Danmark.

Genforeningen 1920 – Genforeningsfesterne juli 1920

Bind 2 handler om genforeningsfesten, der startede i København den 9. juli 1920, hvor kongen underskrev “Indlemmelsesloven”, de endeligt gjorde Sønderjylland til en del af Danmark.

Samme dag afsejlede kongefamilien med kongeskibet “Dannebrog” til Kolding, hvorfra kongen den 10. juli 1920 kørte til Frederikshøj og red på den hvide hest over den gamle grænse.

Efter ridtet over grænsen besøgte kongen Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa, og næste dag Sønderborg, hvor den store Genforeningsfest blev afholdt i Kongeskansen på Dybbøl Banke.

Den 12. juli aflagde kongen besøg i Tønder. Dermed var det officielle besøg afsluttet, men kongefamilien blev endnu 3 dage i Sønderjylland, hvor de aflagde besøg i en række mindre byer.

Den 16. juli 1920 sejlede kongen og dronningen fra Haderslev hjem til residensstaden med kongeskibet, og dagen efter blev de modtaget af 20.000 københavnere på Toldboden.

Bøgerne er skrevet af Steffen Riis, Værløse og udgives med støtte fra Kolding Kommune af Danmarkssamfundet, Kolding.

Bogværket udgives ved en højtidelighed på Genforenings- og Grænsemuseet i Frederikshøj den 10. februar 2020. De to bind er tilsammen på 525 sider med mere end 900 billeder.

Bøgerne (to bind) koster kr. 499,00 + forsendelse kr. 60,00. .

Bøgerne kan bestilles hos:

Forfatteren: Steffen Riis, e-mail: steffenriis@privat.dk, mobil/SMS 2386 0624

Udgiveren: kolding@danmarkssamfundet.dk, mobil/SMS 2324 6555

Betaling til Middelfart Sparekasse, reg. 0759 konto 3230490049 husk at oplyse navn og adresse.

Se mere på forfatterens hjemmeside