Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Personside for krigsdeltager nr. 10.000 oprettet

Medio april 2020 kunne de frivillige bag websitet “Den store krig 1914-1918” meddele, at der var registeret 9.600 krigsdeltagere. (Se evt. indlægget fra april 2020).

De frivillige har i løbet af de sidste 2 måneder formået at tilføje endnu flere personsider, således at antallet af personsider nu har passeret 10.000. Det svarer til, at ca. 1/3 af de mellem 30.-35.000 indkaldte krigsdeltagere fra det sønderjyske område nu har fået en personside. Det er således noget af en milepæl siden sidens start i 2014, der nu er nået.

Der skal fra hovedredaktionens side lyde en meget stor tak til både tidligere og nuværende frivillige, der har arbejdet med og fortsat arbejder med mange forskellige opgaver, herunder med at gennemgå originale kilder og bøger, med at afskrive kilder, udarbejde personskemaer og lægge oplysningerne på hjemmesiden.
Se f.eks. på siden “Om“, hvem der er eller har været tilknyttet hjemmesiden som frivillige.

Uden jeres store indsats havde projektet med indsamling og registrering ikke kunnet gennemføres.

Indsendte oplysninger:
Mange slægtninge og lokalhistorisk interesserede har også indsendt oplysninger og fotos til Sønderborg Slot om enkelte krigsdeltagere. Den interesse og opbakning skal der også lyde en tak for.

Krigsdeltager nummer 10.000:
Skulle nogen være interesseret i hvem, der blev oprettet som nummer 10.000, så er det Carl August Thomsen (1888-1958) fra Graasten.

Har du også oplysninger om en krigsdeltager, der endnu ikke har fået en personlig side?
Det er fortsat muligt at indsende supplerende oplysninger og personskemaer til museet via mail, hvorefter museet koordinerer og sender oplysningerne videre til de frivillige.
Læs mere på siden ”Indsend oplysninger” om, hvordan du kan bidrage med oplysninger.

Efterlysning: Efterkommere efter soldater i Dragoner Regiment Nr. 6 (Magdeburgisches)

Senest ændret den 14. juni 2020 10:38

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

  • Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
  • Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
  • Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

Hvordan gik det med Ernst Christiansen og journalist Jensen i Flensborg?

I fjerde og sidste afsnit af Grænseland på DR1 fulgte vi bl.a. redaktør Ernst Christiansen og journalist J.N. Jensen på Flensborg Avis i deres forgæves kamp for en sydligere grænse.

Hvordan gik det dem efter 1920? Det er er dramatisk historie:

Ernst Christiansen blev tvunget bort fra redaktørposten af nazisterne i 1940 og J.N. Jensens hjem blev bombet af britiske fly i 1942.

Det kan man læse meget mere om i René Rasmussens tobindsværk “Front og bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945.”

Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat har i øjeblikket fem eksemplarer, som kan købes for kun 50,- kr pr. sæt.

Bestil bogen på: hssdj@hssdj.dk

Om bogen:
Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945

“Det frieste blad i Det tredje Rige …”

Historien om Flensborg Avis i perioden 1930-1945 er beretningen om en på alle måder usædvanlig avis med en dramatisk historie. Det sydslesvigske danske mindretals dagblad udgjorde et udenrigspolitisk særtilfælde for både Danmark og Tyskland – og blev behandlet derefter. Denne bog handler om Flensborg Avis’ vanskelige balancegang mellem dansk udenrigs- og indenrigspolitik og tysk udenrigs- og propagandapolitik; mellem parlamentarisk demokrati og nationalsocialisme – og mellem dagbladskonkurrence og statsunderstøttelse.

Redaktør Ernst Christiansen formulerede omkring 1930 løsenet: Front og bro, der blev udlagt som national selvhævdelse og mellemfolkelig forståelse. Front og bro-tanken placerede det dansk-tyske grænseland helt centralt som stedet, hvor tysk og nordisk tankegang mødtes og brødes. Det var grænsebefolkningernes særlige opgave at fastholde og forsvare sin egen nationalitet, samtidig med at man fungerede som formidlere mellem de to nabofolk. En konsekvens af løsenet blev, at Flensborg Avis længe forholdt sig positivt over for Hitlers nye Tyskland. Dette førte til hårde beskyldninger fra Danmark mod Flensborg Avis for at bedrive nazistisk propaganda.

Flensborg Avis blev af ledende nazistiske embedsmænd kaldt “det frieste blad i Det tredje Rige”. Det betød ikke, at avisen var fri, men det indebar, at Flensborg Avis blev tilstået visse særrettigheder og derved undgik den totale ensretning, der blev alle andre aviser i Tyskland til del. Jacob Kronika, avisens korrespondent i Berlin, var en nøgleperson i det spegede spil bag kulisserne i det nationalsocialistiske Berlin. Lokale tyske modstandere i grænselandet forsøgte til gengæld at indskrænke Flensborg Avis’ forholdsvise frihed. I spændingsfeltet mellem en slesvig-holstensk tyskhed, der havde en grænserevision på programmet, og de centrale rigsmyndigheder i Berlin, der prioriterede et godt udenrigspolitisk forhold til Danmark, opstod et rum, indenfor hvilket Flensborg Avis kunne manøvrere.

topfoto: screenshot fra TV-serien Grænseland.

11. juni 1920. Ernst Christiansen: ” Der vedtages en Opfordring til at danne en stor national Sammenslutning til Støtte for Danskheden syd for Grænsen”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Juni: Flensborg- Gruppe- Møde i Tinglev. Referat fra Paris. Opfordring til os om at blive syd for Grænsen. Peter Budach lover det i nogle smukke Ord for sit Vedkommende. Der vedtages en Opfordring til at danne en stor national Sammenslutning til Støtte for Danskheden syd for Grænsen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

9. juni 1920. Diplomati og Fingerspitzgefühl: Kongens besøg i Tønder planlægges

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 9. juni. Schack fortalte efter hjemkomsten fra København, at kongen vist kom omkring den 20. Da det hele nu var mere roligt, nedsattes militærvagten. „Der var en skrivelse fra byrådet i Højer, om at skrivelserne fra amtet, da de ikke kunne tydeligt forstå dansk, måtte blive affattede på tysk. Schack og jeg drøftede sagen. Vi besluttede at svare, at der, såvidt der var tid m. v. ville medfølge en tysk oversættelse herfra. Hvis ikke måtte de selv oversætte. Den danske tekst var dog altid afgørende.”

Spørgsmålet om kongens ankomst til Sønderjylland, Dybbølfesten og hans besøg i Tønder blev nu brændende, og da Schack var fuldt ud beslaglagt gennem forhandlingerne om Dybbølfesten, overlod han mig hele ordningen af besøget i Tønder.

Schacks forhandlinger om Dybbølfesten, i første linie med vælgerforeningerne lå ret vanskeligt og tog megen af hans tid; han var jo også meget optaget med udarbejdelsen af sin egen tale. Men det lykkedes at nå til enighed med hensyn til festen.

Hvad angår ordningen med hensyn til kongens besøg i Tønder holdt jeg fast ved to grundlæggende principper. For det første, at kongens modtagelse måtte være som andre steder i Danmark, modtagelsen måtte ske af borgmester og byråd, såfremt de var villige hertil, idet der var tysksindet flertal og borgmester i Tønder, men kongen var også konge for dem, idet de nu var borgere i Danmark. Politisk set ville samarbejdslinien – den forsonlige linie – også herved straks være lagt.

Jeg forstod meget vel, at dette synspunkt kunne være svært for de dansksindede at bøje sig for. Men det lykkedes.

Det andet hovedsynspunkt var, at kongens besøg i Tønder ikke måtte ske under større politi- eller militærafspærringer eller opbud, men fuldstændigt jævnt og ligetil: mest mulig direkte kontakt med befolkningen.

Jeg havde dernede hørt tilstrækkeligt om, på hvilken måde kejser Wilhelms besøg i Sønderjylland var foregået. Der var politi- og militærafspærringer, der holdt folket på lang afstand.

Efter disse grundlæggende principper lykkedes det mig at få kongens besøg ordnet og gennemført, og jeg hørte fra befolkningens side kun glæde derover bagefter. 

Straks ved første forhandling med Tønder byråd gav det fuld tilsagn om al medvirken ved modtagelse af kongen og udsmykning m. v. af byen. Borgmester Olufsen gav tilsagn om at tale. Et foreløbigt program udarbejdedes, og med det rejste jeg straks til København og fik disse hovedlinier godkendt.

Programmet blev herefter i hovedtræk, at kongefamilien kommer kørende i bil til markedspladsen ved den sydlige indkørsel til Tønder og bliver modtaget af politimesteren og mig.

Her står militæret opmarcheret, som kongen hilser på. Kongen stiger herefter til hest og rider ind i byen ved siden af dronningen, kronprinsen og prins Knud i en landauer, og følget følger efter til fods.

På torvet bliver kongen modtaget af byrådet med damer. Borgmesteren holder tale og borgmesterinden overrækker dronningen blomster. På torvet er iøvrigt honoratiores, veteraner m. v. og musik.

Derefter er der besøg i kirken, tur gennem byen til hospitalet med besøg hos de gamle. Derfra gennem byen til amtshuset, hvor en damekomité oppe i amtsrådssalen overrækker dronningen Tønderkniplinger, medens kongen deroppe modtager de danske, der fra byen og egnen blev arresteret af tyskerne ved krigens begyndelse; her er bankdirektør Rossen ordfører, således at de dansksindede på den måde får lejlighed til deres eget møde med kongen. Da det foregår udenfor offentligheden, havde jeg ikke bedt om talen til godkendelse først.

Ved indkørslen på torvet bliver kongefamilien modtaget af unge danske piger, der strør blomster foran vognen, og en overrækker dronningen en buket.

Baggrunden for dette fra min side var, at herved overholdtes både det fornævnte princip om modtagelse gennem borgmester og byråd og de dansksindede fik lejlighed til at yde den særlige hyldest.

Det lykkedes altså også at få tilslutning hertil fra de dansksindede, uden at det gav altfor store dønninger, selvom der var vanskeligheder at overvinde. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

9. juni 1920. Møde i Borgerforeningen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

9. Juni: Paa et Møde i Borgerforeningen drøftes Mulighederne for at underbygge »Flensburger Norddeutsche Zeitung« i Fremtiden.

Note: Flensburger Norddeutsche Zeitung var blevet købt under afstemningskampen og brugt i agitationen i 2. zone som tysksproget, dansksindet avis. Spørgsmålet var nu, om avisen skulle lukkes efter den tabte afstemning – eller fortsætte som organ for det nye danske mindretal.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

8. juni 1920. Hvis de strejkende arbejdere ikke forholder sig roligt, vil de selv blive udvist!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 8. juni. „Arbejderne holdt møde og ville kræve de arresterede udleveret. Om eftermiddagen kom to arbejdere for at spørge, om de kunne tale med Bruce.

Jeg sagde, at de skulle få besked.

Senere kom Bruce og kaptajn Andersen. De to arbejdere kom til Bruce. De fik at vide, at de fire arresterede førere blev udviste og ikke kom igen. Hvis de ikke selv var rolige, ville de også komme afsted. Konerne til de udviste kom også, men de blev henviste til at få besked hos de to arbejdere. “ 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

7. juni 1920. Deutscher Ausschuss og Schleswig-Holsteiner Bund afviser den nye grænse

Resolution vedtaget 7. Juni 1920 (Flensb. Av., 9. s. M. ):

Det til i Dag af Det tyske Udvalg og Slesvig-Holstener-Forbundet indvarslede offentlige Møde opfordrer Rigsregeringen til under alle Omstændigheder at afvise Traktatudkastet i den foreliggende Form.

Udkastet fastsætter en i økonomisk og national Henseende ganske umulig Grænse. Den er blottet for Bestemmelser til Beskyttelse af Mindretallet i 1. Zone og modsiger paa adskillige Punkter udtrykkeligt Versailles-Fredstraktaten.

En saadan Traktat kan aldrig udjævne de dansk-tyske Modsætninger, kan aldrig føre til den varige Fred mellem de to Nationer, som vi indtrængende ønsker i Grænsebefolkningens og vort tyske Fædrelands Interesse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

7. juni 1920. Arbejderne får ultimatum: Genoptag arbejde eller bliv afskediget!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 7. juni. „De havde i morges uden spor af vrøvl fået de tre ledere, deriblandt Wienecke og Brandenburg (den sidste på banegården undervejs til Åbenrå). Den fjerde fik de senere. De var undervejs til Flensborg.

Magistraten stillede nu arbejderne på værket det ultimatum, at de til kl. 12 skulle give svar på, om de straks ville genoptage arbejdet. Ellers blev de afskediget.

Arbejderne var bange og nægtede at genoptage arbejdet. Seminariet var en hel fæstning og fuld af fodfolk og rytteri i beredskab.

Magistraten skrev til arbejdsgiverne om at stille 36 mand til gas- og vandværket. Herefter blev Voxlev og jeg enige om at indskrænke den militære vagt.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

6. juni 1920. Arbejderne nægter at levere gas og elektricitet til sygehuset: Nu skal lederne udvises!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. juni. „Schack rejste om morgenen til København. Kl. 17 ringede sygehuslægen i Tønder til mig ud til Schackenborg. Arbejderne i Tønder havde, uanset overenskomsten med byrådet, nægtet at levere gas og elektricitet til sygehuset og truet med, hvis det blev krævet, at ville rydde værkerne.

Jeg bad da ham sende mig det skriftligt og ville så have afholdt et møde med arbejderne, men politimester Voxlev ringede, at der lige var kommen ordre fra Flensborg til at arrestere lederne, der så skulle udvises.

Jeg tog straks ind. Man ville først arrestere i morgen tidlig for at undgå uro om natten. Jeg kaldte borgmesteren til og bad ham holde møde med magistraten, der derefter vedtog, hvis en operation på sygehuset skulle foretages i nat, at beskoste dem kørt i automobil til Flensborg.

Hermed var sygehuslægen indforstået. Elmer var også hos mig. Der blev større beredskab i nat og dagen i morgen. Voxlev og jeg gik på hotellet, da jeg fandt det bedst at blive inde.“ 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

5. juni 1920. P. Chr. Stemann til forhandling med arbejderne

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. juni. „Schack og jeg tog ind kl. 9. På Skibbroen stod arbejdere i små klynger. Lidt efter kom fire arbejderførere.

Schack og jeg forhandlede med dem. De henvistes til magistraten.“

Magistraten traf så en ordning med dem, og soldaterne blev trukket tilbage.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

 

4. juni 1920. Flensborg magistrat: “Den nye grænse vil give ny anledning til varig strid mellem de to folk.”

Nedenstaaende Resolution vedtoges enstemmigt paa Magistratens og Byraadets Møde 4. Juni 1920 (Flensb. Av., 6. s. M.) :

Flensborg Magistrat og Byraad (»Die städtischen Kollegien«) nedlægger endnu en Gang og paa det skarpeste en enstemmig Protest imod, at den saakaldte Clausen-Linie fastlægges som den nye Grænse mellem Tyskland og Danmark.

Den svarer ikke til den nationale Stilling og vil give ny Anledning til varig Strid mellem de to Folk.

Ved Fastsættelsen af denne Grænse vil en snarlig Revision af Fredstraktaten være uundgaaelig.

Vi forlanger, at Rigsregeringen afviser ethvert Krav, der gaar ud over Fredstraktaten.

Vi fordrer samme Værn for de nationale Mindretal paa begge Sider af Grænsen.

Resolutionen undertegnedes af Dr. Todsen, Overborgmester, Dr. Löbmann, Byraadets Formand og Erfurth, Byraadets Næstformand.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

4. juni 1920. Med aftentog til hovedstaden: E. Christiansen hasteindkaldt til København

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

4. Juni: Kommer om Formiddagen hjem over Esbjerg. Eftersyn i Vamdrup, Vojens, Faarhus, Padborg. I Flensborg Telegram om straks at tage til København. Rejser med Aftentoget, mødtes i Vamdrup med P. Grau.

(I København 7. Juni en Forhandling med Neergaard og H. Scavenius, der omtaler Regeringens hidtilværende Holdning med Hensyn til Internationaliseringen og anser yderligere Skridt for haabløse. Statsministeren bebuder Løftet paa Dybbøl.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

4. juni 1920. 100 mennesker strejker ved markedspladsen i Tønder

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 4. juni. Der var nu stort møde af de strejkende nede på markedspladsen i Tønder.

„Jeg gik ned for at høre på mødet. Der var ca. 100 mennesker til stede og der blev holdt brandtaler.

Lidt efter var mødet forbi, og jeg fandt politimester Voxlev. Det viste sig da at være besluttet, at en deputation imorgen kl. 9 skulle møde hos amtmanden for at fordre, at de frivillige arbejdere på byens værker blev trukket tilbage. Hvis det blev nægtet, ville man så selv rydde.

Jeg tog Voxlev med til amtshuset og ringede straks til Schack, der kom ind fra Schackenborg.

Vi havde så møde med den danske garnisonschef oberstløjtnant Elmer og borgmester Olufsen og drøftede også spørgsmålet om udvisning af førerne for strejken.

Der blev sendt militærpatruljer ud på gaderne og gas-, elektricitets- og vandværker blev besat af militæret. (De lå på marken lige overfor amtshuset).

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

3. juni 1920. Særskilte Domstole i Tønder og Aabenraa

Anordning No. 143 af 3. Juni 1920:

§ 1. Den stedlige Kompetence for den ifølge § 2 ved Anordningen No. 49 af 17. Febr. 1920 oprettede særskilte Domstol begrænses til 2. Zone.

For de Sager, som i 1. Zone falder ind under denne Domstol, indrettes der en særskilt Domstol i Tønder og Aabenraa, som hver ledes af en af den internat. Komm. udnævnt Dommer.

§ 2. Domstolen i Aabenraa har den stedlige Kompetence i Kredsene Aabenraa, Sønderborg, Haderslev Østeramt samt de Dele af Landkredsen Flensborg, der hører til 1. Zone.

Domstolen i Tønder i Kredsen Tønder, saavidt denne hører til 1. Zone, samt Haderslev Vesteramt.

§ 3. Domstolene i Tønder og Aabenraa kan afholde særskilte Biting i Byer indenfor deres Kompetenceomraade.

§ 4. Politimesteren er offentlig Anklager i strafbare Handlinger, foretaget indenfor hans Omraade. Han kan lade sig stedfortræde af en anden Politimester.

Politimesteren overdrager til vedkommende Domstol direkte de Sager, som falder ind under dennes Kompetence.

von Jessen, Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

3. juni 1920. Generalstrejke!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 3. juni udbrød generalstrejken.

Borgmester i Tønder var nu tidligere sparekassedirektør Olufsen, halvbroder til den tidligere landstingsmand Olufsen, Kvistrup.

Borgmester Olufsen var tysksindet, men fuldstændig loyal og talte flydende dansk. Hans kone var stærkt tysksindet og havde vanskeligere ved det danske sprog. Politisk virkede hun ikke, men en vanskelighed blev altid hendes mere direkte tyske fortid.

Schack og jeg havde, da generalstrejken udbrød den 3. juni, forhandlinger med borgmester Olufsen og dennes tysksindede, men rolige rådmand Bader, og vi var alle enige om at se tiden an til næste dag for ikke at skærpe situationen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

 

Læs om H.P. Hanssen – De danske sønderjyders førstemand og genforeningens arkitekt.

H.P. Hanssen (1862-1936) spiller den dominerende hovedrolle i tre af de fire afsnit i DR’s store serie “Grænseland.”

Det er ikke så mærkeligt, for historien om H.P.  Hanssen er historien om Sønderjylland mellem 1864 og 1920 – og et godt stykke ind i mellemkrigstiden.

Den kendte sønderjyske historiker Hans Schultz Hansen har skrevet et spændende og anmelderrost to-binds værk H.P. Hanssen og hans tid.

Du kan købe begge bind for kun 248,- kr (for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland). For ikke-medlemmer er prisen 398,- kr.

Køb bogen direkte hos foreningen lige her: https://www.hssdj.dk/butik/boeger/bind-1-og-2-samlet-de-danske-soenderjyders-foerstemand-h-p–hanssen-1862-1914-og-1914-1936

Bind 1: De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen 1862-1914

Bogen handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret.

Bind 2: Genforeningens arkitekt: H.P. Hanssen 1914-1936

Bogen handler om H.P. Hanssens politiske svendestykke: Skabelsen af den nuværende dansk-tyske grænse, og hans efterfølgende arbejde for at sikre den i 1920’ernes og 1930ernes urolige år.

Bøgerne kan også købes enkeltvis. I så fald er prisen pr. bind 148,- for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 248,- kr. for ikke-medlemmer.

Forfatteren

Hans Schultz Hansen, født 1960, dr.phil., forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa, adjungeret professor ved Center for Grænseregionsforskning og formand for Historisk Samfund for Sønderjylland.

Foto: Screenshot fra DR’s TV-serie “Grænseland”

1. juni 1920. Den internationale Kommissions virksomhed ophører 15. juni. Bliver det Genforeningsdagen?

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, sendte den 1. juni 1920 nedenstående telegram til Udenrigsministeren.

I Skrivelse af 31. Maj, hvormed Formanden for Fredskonferencen fremsender Traktatudkast, anmodes den kgl. Regering snarest muligt efter at være gjort bekendt dermed at meddele, hvorvidt den er rede til at billige Traktaten.

Konferencen udtaler Ønsket, at Traktaten undertegnes samme Dag, som Grænsen officielt notificeres den danske og tyske Regering.

Til den Ende vilde det være af gensidig Interesse, at den kgl. Regerings Svar naaer Konferencen med en Frist, som ikke overskrider 10 Dage. Meddelelse er rettet til den tyske Delegation i Paris.

Note: I Anledning af de saaledes modtagne Efterretninger telegraferede Udenrigsmin. 1. Juni til Gesandten i Paris med Anmodning om omgaaende at telegrafere, hvorvidt Gesandtskabets Telegrammer af 31. Maj skulde forstaas saaledes, at den ti Dages Frist, der var givet til Accept, var begyndt at løbe, og i bekræftende Fald fra hvilken Dag og Klokkeslet?

Udenrigsministeriet havde underhaanden erfaret, at den internat. Komm. regnede med, at dens Virksomhed ophørte omkring 15. Juni. I Medfør af Art. 110, 2. Stk. i Fredstraktaten maatte formentlig Tidspunktet for Kommissionens Virksomheds Ophør falde sammen med Tidspunktet for Overdragelsestraktatens Underskrift, idet Grænselinien ved Llnderskriften notificeredes officielt.

Udenrigsministeriet sluttede derfor af den nævnte Underhaandsmeddelelse, at Kommissionen ventede, at Fristen for Llnderskriften vilde udløbe omkring 15. Juni.

Gesandten svarede herpaa ved Telegram af 2. Juni, hvori han meddelte, at de 10 Dage strengt taget løb fra 30. Maj, omtrent 6 Eftermiddag, men Fristen var særlig en Tilkendegivelse af Konferencens indstændige Ønske om et hurtigt Svar; Begæring om et Par Dages Udsættelse vilde næppe støde paa Vanskelighed, f. Eks. kunde man allerede nu anmode om, at Fristen regnedes fra Udenrigsministeriets Modtagelse af Teksten.

Gesandten tilføjede, at Bemærkninger vilde eventuelt kunne fremsættes ved Raadets Møde, Lørdag 5. Juni.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

31. maj 1920. Grænsen notificeres officiøst

Den danske gesandt i London indberettede 27. Maj 1920, at det britiske Udenrigsministerium paa hans Henvendelse om Udsættelse af de britiske Troppers Evakuering af 2. slesvigske Zone havde svaret, at Evakueringen ikke kunde udskydes ud over det øjeblik, da den nye Grænselinie blev notificeret vedkommende Regeringer.

Samtidig erkendte Konferencen, at det var i høj Grad ønskeligt, at Notificeringen ikke fandt Sted, forinden Udkastet til Overdragelses-Traktaten var blevet meddelt den danske og tyske Regering. For derfor at give en Margin for muligt Ophold var man blevet enig om, at Tilbagetrækningen af de britiske Tropper skulde udsættes indtil 15. Juni.

Ambassadør-Konferencen udfærdigede i sit Møde 31. Maj Traktat-Udkastet med Følgeskrivelse. Aktstykkerne blev s. D. officiøst tilstillet den danske Gesandt og den tyske Chargé d’Affaires i Paris.

S. D. meddelte Gesandten i Paris Udenrigsministeren dette i følgende Depeche:

Ambassadørraadets Formand, Hr. Jules Cambon, har idag Kl. 2:30 overgivet mig den vedlagte Beskrivelse af den af Raadet vedtagne fremtidige Grænse mellem Danmark og Tyskland, hvilken herved betragtes som officiøst notificeret den kgl. Regering.

Den paagældende Beskrivelse af Grænsen fulgte Indstillingen fra CIS, Syd om Padborg Station. Søgrænsen mod Vest var kun angivet som en Linie i nordvestlig Retning

Note: Når Grænsens Notificering ikke skete officielt, men officiøst, skyldes det Hensynet til den Bestemmelse i Versailles-Traktatets Art. 110, efter hvilken den danske og den tyske Regering vilde kunne overtage Besiddelsen af og indsætte de civile og militære Øvrigheder paa Landomraaderne, henholdsvis Nord og Syd for den nye Grænse, fra det Øjeblik at regne, da de allierede Hovedmagter har fastsat Grænselinien.

von Jessen, Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1939.

31. maj 1920. P. Chr. Stemann: Personalet rejste pludseligt til Niebøl til den nyoprettede tyske kreds

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 31. maj rejste pludseligt forskellige af personalet til Niebøl til den nyoprettede tyske kreds for den del af Tønder kreds, der kom til at ligge syd for grænsen. Nogle af personalet gik rundt og opfordrede de andre til straks at tage afsted. Dette virkede så meget mere ejendommeligt, som kommissionen i sin tid havde forbudt landråderne at forhandle med tjenestemændene om overgang til dansk tjeneste. Og nu gjorde tyskerne det bag vor ryg, og personalet løb uden videre fra alle sager.

Vi forbød så, at nogen del af arkivet flyttedes ud af huset. Da jeg var klar over, at spørgsmålet om delingen af arkivet – hvoraf mange sager var fælles for det nu oprettede Tønder amt og for den tyske kreds i Niebøl – ville blive brændende, skrev amtet straks til undervisningsministeriet og anmodede om, at der snarest måtte komme en mand fra landsarkivet til at forestå denne deling fra dansk side. Vi var klar over, at, hvis det ikke skete på den måde, kunne sager af historisk, økonomisk el. lign. interesse komme til at udgå af vort arkiv og gå til Niebøl.

Ganske pudsigt gik det med denne sag netop, således som forudset, at der uanset gentagne henvendelser fra amtet til ministeriet, ikke kom nogen sådan mand på det tidspunkt, da vi måtte give dem den del af arkivet til Niebøl, for at de kunne administrere. Jeg måtte så selv foretage delingen.

Først senere kom en udsending fra det danske arkivvæsen, og da han gik det hele igennem, var der flere ting, som han ville have beholdt hos os.

løvrigt fandt jeg blandt sagerne beretning fra landråd Dryander om hans fornævnte besøg hos mine forældre i Ribe. Denne sag gik ikke med til Niebøl.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Laurids Skaus brevveksling – Bogtilbud: 3 bind for kun 75,- kr.

Den sønderjyske bonde Laurids Skau var én af hovedpersonerne i første afsnit af DR’s store serie Grænseland.

Hvis du vil virkelig tæt på, hvem Laurids Skau var, så kan du læse hans brevveksling med politiske venner i Sønderjylland og København i tre tykke bind.

Brevene indeholder et mylder af spændende detaljer fra 1840’ernes, 1850’ernes og 1860’ernes nationale og politiske kamp i Sønderjylland, og der blev sandelig ikke lagt fingre imellem, når samtidige politiske venner og fjender skulle karakteriseres!

I Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat har vi for øjeblikket tre komplette sæt af H.V. Gregersens monumentale udgivelse.

Prisen er kun 75,- kr. pr. sæt (altså for alle tre bind).

Kontakt Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat på mail hssdj@hssdj.dk

eller kig forbi i butikken tirsdag og torsdag mellem 09:00 og 14:00.

Adressen er:

Historisk Samfund for Sønderjylland
Haderslevvej 45
6200 Aabenraa
74 62 46 83

Det er samme bygning som Landsarkivet!

Bogtilbud: Skurke og helte i Sønderjyllands historie

Alle gode historier har deres skurke og helte, det gælder også Sønderjyllands historie – og nu er 20 af dem samlet i en bog, ”Skurke og helte i Sønderjyllands historie”, der er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland.

Bogen koster kun 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland (178,- kr for ikke-medlemmer)

En række historiske personer, der af samtiden eller eftertiden har fået prædikater som skurke eller helte, er taget op til kærlig, men også kritisk behandling. Personernes gerninger og motiver er blevet analyseret og fremlagt, så læserne selv kan tage stilling til berømmelse eller fordømmelse.

Bogens udvalgs af helte og skure er:

  • Thyra Danebod – en omtvistet heltinde
  • Knud Lavard – helgen eller helt?
  • Hertug Abel – Abel af navn, Kain af gavn
  • Gerhard den 3. af Rendsborg – greve, hertug og rigsforstander
  • Margrethe I. og Sønderjylland – nærved og næsten
  • Nis Henriksen – helt og herredsfoged
  • Dronning Dorothea – den stridbare velgører
  • Kansler Kielmann von Kielsmanseck – hertugernes mand
  • Hans Schack – fædrelandets frelser og kosmopolitisk karrieresoldat
  • Frederik af Nør – prins og landsforræder
  • General de Meza – fra helt til skurk
  • Margrethe von Wildenradt-Krabbe – redaktør og kollaboratør
  • Karen Poulsen – tjenestepige og grænsesluser
  • Hansigne Lorenzen – kulturbevarer eller nidkær kniplingskræmmer?
  • H.P.  Hanssen – Dannevirkemændenes yndlingsskurk
  • Cornelius Petersen – frisisk pioner og slesvigsk selvstyreagitator
  • Frits Clausen – dansksindet sønderjyder og nazist
  • Gustav Alfred Jepsen – SS-mand og kz-fangevogter
  • Johanne Hansen – forstanderinde og kz-fange
  • Søren Telling – den danske jarl på Danevirke

Nogle skurke er blevet rehabiliteret, mens nogle helte er pillet ned fra deres piedestaler. Fælles for langt de fleste er, at der også var noget positivt at sige om skurkene og noget negativt at sige om heltene. En nærmere granskning viste nemlig, at personerne kun sjældent var så sorte eller hvide, som de umiddelbart fremstod. Enkelte fik dog lov at stå i det kendte lys, men nu med nye facetter føjet til deres historie.

Forfatterne kommer vidt omkring, fra middelalderlige fyrster over adelige i renæssancen til personer, der spillede deres rolle i det 19. og 20. århundredes nationale kampe. Nogle af personerne havde allerede erhvervet skurke- eller heltestatus i deres samtid på grund af deres rolle i bestemte sammenhænge. Andre fik først denne status mange år senere i eftertidens kamp om historien.

”Den væsentligste lære af arbejdet med denne bog har været, at der er langt mellem de rigtige skurke og de sande helte”, siger museumsinspektørerne Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen, der har redigeret bogen. ”De fleste af os indeholder begge dele – også de personer, der har opnået status som skurk eller helt i eftertiden. De var alle mennesker på godt og ondt, og da det er menneskene, der sætter kød og blod på historien, håber vi, at denne bogs 20 personskildringer vil blive læst med lige så stor fornøjelse, som det har været at redigere dem”.

Bogen er skrevet af Inge Adriansen, Anders Bøgh, Jens Ole Christensen, Hans Schultz Hansen, Vivi Jensen, Mikkel Leth Jespersen, Axel Johnsen, Louise Klinge, Dennis Larsen, Inger Lauridsen, Lennart S. Madsen, Stefan Pajung, Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen

”Skurke og helte i Sønderjyllands historie” er på 325 sider og rigt illustreret.

Den koster 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 178,- kr for ikke-medlemmer.

Køb den i boghandelen – eller direkte hos Historisk Samfund for Sønderjylland


28. maj 1920. P. Chr. Stemann: Forventer genforeningen i juli måned

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 28. maj. „Halvdelen af landrådskontorerne er nu flyttet til Niebøl. Det er gået ganske smertefrit.

Der er nu meddelelse om, at afgørelsen i Paris er falden. Kun en lille del af Aventoft kommer til Danmark. Ellers går hele 2. zone til Tyskland uden internationalisering.

Talt med Miang i telefonen. Han mente, at genforeningen kom i juli måned.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

27. maj 1920. Planen om internationalisering af 2. zone er uigennemførlig

Den 27. maj afrejste Prof. Vinding Kruse og Red. Ernst Christiansen til London, medens den øvrige Delegation først afrejste 28. s. M. »for at foretage et sidste Forsøg paa Internationalisering og i alle Tilfælde sikre Englands Støtte til Fastholdelse af de opnaaede Traktatfordele«

Gesandten, Bernhoft,  i Paris tilstillede 28. Maj Udenrigsministeriet følgende Depeche:

Den mellemslesvigske Delegation, som ankom hertil 14. ds., tiltraadte igaar 27. sin Hjemrejse over London. Den har kunnet konstatere, at de Allierede ikke anser Tanken om Internationalisering af Mellemslesvig, dvs. Oprettelsen af et mellemslesvigsk Statssamfund under en international Kontrol, hjemlet i Fredstraktaten.

Oprettelsen af en saadan Stat vilde nødvendiggøre en særlig Traktat mellem Magterne og Tyskland. Da Tyskland ikke kan tænkes at ville godvilligt gaa ind derpaa, og Magterne ikke vil — maaske ikke kan — anvende Tvang, er Planen dermed uigennemførlig.

Dette er Kærnen i de Samtaler, Delegationen har haft med Embedsmænd i det franske Udenrigsministerium. Jeg bad Delegationen ikke at tage de Sympatiudtalelser, hvormed de blev modtaget, for andet end Udtryk for en oprigtig Medfølelse for dem og Slesvigerne, men ikke at tage dem til Indtægt for Internationaliseringstanken.

Naar jeg senere paa Tomandshaand har talt med de samme Embedsmænd, er denne Opfattelse blevet bekræftet.

von Jessen, Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

26. maj 1920. Udkast til Den tresidede traktat vedr. overdragelsen af de slesvigske landområder

Traktat mellem de allierede og associerede Hovedmagter, Tyskland og Danmark, vedrørende Overdragelsen til Danmark af slesvigske Landomraader

»DEN TRESIDEDE TRAKTAT«

Det Britiske Rige, Frankrig, Italien og Japan, Signatarer sammen med Amerikas Forenede Stater, allierede og associerede Hovedmagter, Tyskland og Danmark:

I Henhold til, at det ved Art. 109 i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 er bestemt, at Grænsen mellem Tyskland og Danmark skal fastsættes i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker, —

I Henhold til, at nævnte Traktat har forudset og organiseret en Folkeafstemning iblandt de interesserede Befolkninger og bestemt, at en Grænselinje vil være at drage af de allierede og associerede Hovedmagter efter en Linje, hvilende paa Folkeafstemningens Resultater og foreslaaet af den internationale Plebiscitkommission og under Hensyntagen til de paagældende Egnes særlige geografiske og økonomiske Forhold, —

I Henhold til, at Tyskland gennem Art. 110 i nævnte Traktat har erklæret til Fordel for de allierede og associerede Hovedmagter at give endeligt Afkald paa enhver Højhedsret over de Omraader i Slesvig, der ligger Nord for den saaledes dragne Grænselinje, og at de allierede og associerede Hovedmagter ligeledes har udtrykt deres Ønske om at tilbagegive Danmark de nævnte Omraader, —
I Henhold til, at nævnte Folkeafstemning har fundet Sted, og at Hovedmagterne som Følge af denne Afstemning har fastsat Grænsen mellem Tyskland og Danmark, —

Samt endelig i Henhold til, at det i Medfør af Art. 114, Stk. 2, i nævnte Traktat af Versailles er forudset, at der skal træffes særlige Bestemmelser angaaende alle de i nævnte Traktat ikke løste Spørgsmaal, der opstaar som Følge af, at hele det omhandlede Omraade eller Dele af samme tilbagegives Danmark, —
har de høje kontraherende Parter i dette Øjemed designeret som deres Befuldmægtigede:

[Navnene in blanco~\

hvilke, efter at deres Fuldmagter er udvekslede og befundne i den rette Form, er komne overens om efterfølgende Bestemmelser:

Art. 1: Grænsen mellem Tyskland og Danmark er følgende:
Her følger den geografiske Beskrivelse af Grænselinjen
Den saaledes beskrevne Grænselinje fastsættes i Marken af den i Art. 111 i Fredstraktaten med Tyskland af 28. Juni 1919 i Versailles omhandlede Kommission.
Omkostningerne ved Kommissionen bæres af Danmark og Tyskland med hver en Halvdel

Art. 2: De allierede og associerede Hovedmagter erklærer, at de —kvit og frit for alle Byrder og Forpligtelser, under Forbehold af nærværende Traktats Bestemmelser — overdrager til Danmark, som modtager den, enhver Højhedsret, som de har i Medfør af Art. 110, 3 stk., i Fredstraktaten med Tyskland af 28. Juni 1919 i Versailles over de Omraader, Øer og Holme i Slesvig, der ligger Nord for den i Art. 1 beskrevne Grænselinje. Denne Overdragelse dateres fra den Dag, Fastsættelsen af Grænsen officielt notificeres Tyskland og Danmark.
Det fastslaas udtrykkeligt, at de i foranstaaende Stykke omhandlede Omraader i Fremtiden forbliver uafhændelige (inaliénables) uden med Folkeforbundsraadets Samtykke.

Art. 3: Statsborgerretten for de Personer, der er bosiddende eller fødte i det overdragne Omraade, ordnes i Henhold til Artiklerne 112 og 113 i Versailles-Fredstraktaten.
Alle andre over 18 Aar gamle Personer, der er fødte eller har været bosiddende siden før 1. Januar 1900 i de Omraader, der forbliver tyske, eller har været opførte paa Stemmelisterne for at tage Del i Afstemningen, skal under de samme Betingelser have Ret til at optere for Danmark.
De henholdsvis af Tyskland og Danmark vedtagne Krigsskatter, der er forfaldne under den internat. Plebiscitkomm.s Styre og i de to paa Grænsens Notifikation følgende Maaneder, maa ikke paalignes Personer, der udøver Optionsretten.

Art. 4: Andelen i og Karakteren af de finansielle eller andre Tyskland og Preussen paahvilende Byrder, som Danmark vil have at bære, fastsættes — som bestemt i Art. 114 i Versailles-Fredstraktaten — i Henhold til Art. 254 i Del IX (Finansielle Bestemmelser) af nævnte Traktat.
Danmark forpligter sig til at bære Halvdelen af Omkostningerne ved den internat. Plebiscitkomm. og de ved Folkeafstemningen foranledigede Udgifter. Den anden Halvdel paahviler Tyskland i Henhold til Art. 109, 1. Stk., i Versailles-Fredstraktaten.

Art. 5: Bestemmelserne i Art. 256, Stk. 1 og 2, i Versailles-Fredstraktaten kommer til Anvendelse paa Rigets og de tyske Staters Besiddelser og Ejendomme, deri indbefattet Provinsen Slesvig-Holstens og de tyske Medlemmer af det hertugelige slesvig-holstenske Hus’ Godser og Ejendomme, for saa vidt disse er beliggende paa de i Art. 2 omhandlede Omraader.
Alle Dispositioner, særlig vedrørende Salg, Prioritering, Forpagtning eller Forpagtningsafgift, som maatte være trufne af Tysklands eller tyske Staters, deri indbefattet Provinsen Slesvig-Holstens, Myndigheder efter 11. November 1918, skal betragtes som ugyldige, medmindre de godkendes af den danske Stat.

Art. 6: I de to Uger, der følger efter nærværende Traktats Ikrafttræden, skal der nedsættes en Kommission, bestaaende af en Repræsentant for den danske og en Repræsentant for den tyske Regering samt en Repræsentant for de allierede og associerede Hovedmagter, i det Øjemed at ordne alle Forhold mellem Danmark og Tyskland angaaende de Spørgsmaal, der opstaar enten som Følge af Fastsættelsen af den nye Grænse mellem begge Lande, herunder særlig angaaende de økonomiske Forhold og det gode Naboforhold, eller som Følge af Overdragelsen af Højhedsretten, herunder særlig angaaende administrative, judicielle og finansielle Arkiver samt Dokumenter af historisk, arkæologisk og kunstnerisk Interesse for de afstaaede Omraader. Kommissionen træffer sine Afgørelser ved Stemmeflertal.
Omkostningerne ved denne Kommission bæres af Tyskland og Danmark med hver en Halvdel.

Art. 7: Ingen Beboer af de Omraader, i hvilke den i Art. 109 i Versailles-Fredstraktaten omhandlede Folkeafstemning har fundet Sted, lige saa lidt som nogen Person, der har deltaget i nævnte Folkeafstemning, maa paa nogen som helst Maade forulempes eller lide Overlast paa Grund af sin politiske Holdning fra 11. November 1918 indtil nærværende Traktats Ikrafttræden eller paa Grund af Ordningen af sine statsborgerretlige Forhold i Henhold til nærværende Traktat.

Art. 8: De Uoverensstemmelser, der maatte opstaa i Forbindelse med Gennemførelsen af nærværende Traktat, skal underkastes en Voldgiftskommission, der vil være at nedsætte i de to paa nærværende Traktats Ikrafttræden følgende Uger og skal bestaa af et Medlem, udpeget af den tyske Regering, et Medlem, udpeget af den danske Regering, og et Medlem, udpeget af begge Regeringer i Fællesskab eller i Mangel heraf af Folkeforbundsraadet.

Denne Kommission træffer sine Beslutninger ved Stemmeflertal.
Omkostningerne bæres af Tyskland og Danmark med hver en Halvdel.

Nærværende Traktat, der er affattet paa Fransk og Engelsk, skal ratificeres.

Ratifikationerne deponeres snarest muligt i Paris.

De Magter, hvis Regering har Sæde udenfor Evropa, skal have Ret til at begrænse sig til gennem deres diplomatiske Repræsentant i Paris at meddele den franske Republiks Regering, at deres Ratifikation har fundet Sted, og i saa Tilfælde skal de snarest muligt overlevere Ratifikationsinstrumentet.

En Protokol over Deponeringen af Ratifikationen vil være at optage. Nærværende Traktat træder i Kraft, saa snart den er ratificeret af de allierede og associerede Hovedmagter, som paa dette Tidspunkt maatte have ratificeret Fredstraktaten med Tyskland, samt af Tyskland og Danmark.

Den franske Regering vil tilstille alle Signatarmagter en bekræftet Genpart af Protokollerne over Ratifikationernes Deponering.
Ved at ratificere Versailles-Fredstraktaten erhverver De Forenede Stater den fulde Ret til at tiltræde nærværende Traktat.

Traktat-Udkastet blev 28. s. M. modtaget af Udenrigsministeriet i Kbhvn., og i Rigsdagsp. sønderj. Udv.s Møde 29. s. M. gjorde Udenrigsministeren Udvalget bekendt med Udkastet og tilføjede:

Ambassadørkonferencens Forhandlinger om Traktaten maa nu anses for omtrent afsluttede. Oprindelig var en saadan Traktat ikke forudset, idet det havde været Meningen at tilstille Tyskland en Notification af Grænsen, hvortil man vilde knytte visse Betingelser. Men da man havde frygtet, at Tyskland skulde nægte at gaa ind paa ensidige Betingelser, havde man udformet en Traktat, der skulde underskrives af Hovedmagterne samt Danmark og Tyskland. Udkastet var modtaget underhaanden, og Danmark havde haft Lejlighed til uofficielt at følge Forhandlingerne om dets Udarbejdelse.

von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

24. maj 1920. Voldelige sammenstød mellem civilister og danske soldater i Tønder!

Tondernsche Zeitung skriver den 25. maj 1920 (oversættelse)

Desværre er pinsedagene ikke forløbet, uden at der den sidste tid i Tønder har været registreret sammenstød mellem civilister og danske soldater. Men mens disse sammenstød tidligere dog var
forløbet forholdsvis roligt, skete der et overfald på en dansk infanteri-underofficer om natten mellem 1. og 2 pinsedag [søndag nat den 23. maj 1920] begået af tre civilister på en ensom vej til
Barakken ved luftskibs-hallen, som det vil komme til at koste dyrt for de tre civilister.

I nærheden af ”Schweizerhalle” blev den intetanende underofficer pludselig antastet af tre civilister og stærkt truet. I nødværge trak han sin sabel, for at holde angriberne fra livet. Derpå greb en af bøllerne sin revolver og skød underofficeren i foden, så han faldt sammen af smerter og senere måtte transporteres til sygehuset.

Som man fortalte os, blev følgen af denne gemene … måtte opgive sin soldatertjeneste. Som vi videre hørte, blev kuglen i dag til formiddag fjernet fra den sårede fod, hvor det blev konstateret, at det lykkeligvist ikke forelå en betydelig knoglebeskadigelse.

Dette overfald, som meget let kunne have fået meget værre følger, er så morderisk og brutalt, at der ligger i almenhedens og offentlighedens interesse, at gerningsmanden bliver fanget.

Den samlede befolkning ville yde en stor indsats, hvis de ikke få løse eksistenser, som her driver nytteløse rundt, bliver fjernet. Den sårede underofficer er nemlig af den overbevisning, at han i nødværgen har markeret med sablen mod en af angriberne, så denne for enhver er let genkendelig, hvad der vil lette pågribelsen meget.

Det er derefter nyttigt at enhver, der fortsat ønsker sådanne optrin, at det undlades, og at politiet i deres efterforskning hjælpes og at de
alle kommer til forståelse af, at det får nyttige oplysninger om gerningsmanden.

På den anden side skal det endnu engang ved denne lejlighed skrives: Sammenstødet mellem dragoner og unge folk søndag aften står tilbage. Når også sagen virker farligere end den i virkeligheden var, så er disse røverier alligevel beklagelige, da de med uophørlig konsekvens fører til en skærpelse af modsætningerne og dermed en skærpelse af de militære og politimæssige foranstaltninger, som må føres for at opretholde ro og orden. Uden med god vilje og indsigt, så
kommer der intet godt ud af stridighederne, og må det være muligt at tro på, at de som minimum ophører, til trods for årsager, som de har i de nationale modsætninger.

Om aftenen 1. pinsedag drog en infanteri-patrulje med opplantede bajonetter gennem Tønders gader.

[…]

” .. ville være fornuftigere, hvis man undlod disse optog, før de bliver forbudt. Offentlige optog i sluttede kolonner bør først afholdes efter forudgående politimæssig tilladelse, denne forordning har gyldighed for alle, altså også for seminaristerne.

Det kan ikke skarpt nok fordømmes af fællesskabet, at når den tyske ungdom lader sig rive med til optøjer, som der om natten til søndag desværre ret talmæssigt kan rapporteres om. Der blev beskadiget en æresport, guirlander skåret af og revet ned, på et hus ved  skibsbroen, blev vinduer, i hvilket der stod et lille dannebrogsflag, slået ind.

Alle former for anfald er blevet udøvet og også de danske soldater har man sågar fornærmet, så disse, som man siger, havde grebet til deres våben. Vi må her udtrykkeligt henvise til hvilke  ubehageligheder den enkelte udsættes for, som sådanne tølpere gør sig skyldige i.

De danske soldater har ordre til selv at være så forsigtige som muligt overfor en tølperagtig adfærd, men buen skal ikke over-spændes. Med den virkelighed, at Tønder bliver dansk, må man stille sig til tåls med at andre muligheder er udelukket. Og derfor er det bedst og fornuftigst, når indbyggerne i Tønder frem for alt ikke forholder sig strengt negativt til hvad der er dansk, men i stedet gør sig umage med at forstå dansk skik, pleje omgang med de herboende
danskere og arbejde hen imod et godt naboskab, som for begge sider er en stor fordel.

Kun derigennem bliver fremtiden for tyskere tåleligt; da kan man af sine danskere forlange, at han overhører tyske gemenheder og dertil stadig skal gøre gode miner. Enhver statslig fornuft kræver at behandlingen af sine statsborgere styres af dennes optræde, og når
man herefter lader fornuften herske i Tønder, så har byen intet at skulle lide under. I modsat tilfælde kan det ikke undre nogen, når der fra dansk side svares igen.

Transkriberet og oversat af Ebbe Ottosen.

23. maj 1920. “Hadet til franskmændene skælvede i hans stemme, når han talte”

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Inde i hotel »Rondeel«, umiddelbart foran det gamle slot, maner det fra væggen: »Denen die immer zu kritteln haben, nur drei Tage lang Schützengraben«.

Til gavn for værten, til hvis kogekunst fordringerne bliver slået kraftigt ned, og også for gæsterne, hvis tanker får lov at hæfte sig ved det, som i fem år var ens medmenneskers daglige lod.

Jeg talte også med flere tyskere. Deriblandt med én, som havde været fransk krigsfange, først i Bordeaux, men den meste tid på Isle de Rée, og endnu et helt år efter våbenstilstanden.

Hadet til franskmændene skælvede i hans stemme, når han talte, Det der gjorde det aldeles uhyggeligt og håbløst at høre på ham, var, at hans beretninger næsten var identiske med det, som en belgier havde fortalt mig, da han passerede København under krigsfangernes hjemsendelse.

Belgieren havde været krigsfange siden november 1914 i Güstrow i Mecklenborg, og også hans stemme skælvede af had – til tyskerne.

De to mænd stod dér med samme anklage på hver side af frontlinjen, kun var belgieren langt mere legemlig nedbrudt og oprevet.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

22. maj 1920. Krigen har mærket sønderjyderne: “Alle vegne så man ansigter, hvor den gustne hud lå stramt spændt over kindben og tindinger, med hårde træk om munden og et underligt, langtsøgende blik.”

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Det vil altid være vanskeligt for dem, der ikke har set det, at forestille sig, hvor hårdt et præg Sønderborg, ja hele Sønderjylland havde, førend den friske strøm kom skyllende nordfra. Hvor det var afsondret fra al livets glæde og farve. Hvordan man alle vegne så ansigter, hvor den gustne hud lå stramt spændt over kindben og tindinger, med hårde træk om munden og et underligt, langtsøgende blik.

Hvor mærkeligt blide og rødmossede de danske soldaters ansigter virkede hertil med deres mange muligheder og skiftende udtryk. – De mange krigstrætte ansigter havde kun et og det samme, selv når de smilte.

Menneskenes dragter kappedes i forsømthed og tristhed med husenes facader. – Man så overalt den feltgrå, i original eller dårligt camoufleret, og al farve var forlængst regnet af mure og træværk. De sorte og hvide spiraler på de preussiske flagstænger var vasket i én regngrå stribe. – Svarende til alle disse ydre træk, kom så de indre. 

For enden af enhver samtale lå det hav, hvori alting mundede ud: Krigen! -Undertiden kortere bemærkninger, som kastede uventede strejflys og viste én kombinationer, som man ikke før havde tænkt over, eller også, sjældnere, fordi de færreste er i stand dertil, en fuldstændig fremmaning af det altsammen.

Det, der gjorde mest indtryk, var naturligvis, hvad de jævnaldrende eller endog lidt yngre havde at fortælle. Her hørte man den historie, der ville være blevet ens egen, om man var født i et af de store lande.

Soldaterbogen blev halet frem med den største sindsro af ejermanden og betragtet med undrende ærefrygt af den, der intet havde ydet. Den var herlig positiv og indeholdt, kort og præcist, hvor og hvornår, alt hvad der kunne sættes i navne og tal.

Det var ikke lidt en sådan godt 20-årig ung mand kunne have været med til. – Indtil en halv snes navne, hvoraf de fleste er betegnelser på store slag i Verdenskrigen: fra Somme og Chemin-des-Dames til russiske og polske slagmarker, stod opklæbet i bogen under hinanden, dertil en omhyggelig dateret fortegnelse over permissioner og hospitals- eller lazaretophold. Og så til sidst afslutningen med arbejder- og soldaterrådets stempel; forudsættende flugten og tilbagetoget gennem revolutionen, før hjemmet er vel nået.

Men før det kom så vidt, er det underligt at forestille sig en ung, danskmand i en kasernegård i Berlin, som rekrut i Kaiser Franz Gardegrenadér Regimentet. –

I lange rækker holder de hinanden i hænderne, parat til indøvningen i retmarschen, »the prussian goosestep«, som englænderne har kaldt den. – På: »Frei« begynder alle de lange garderben at svinge, løse i hofterne, mens alle miner spændes, og så kommer det: »weg«, og støvlerne suser til jorden, og rækkerne avancerer med tordenbrag, blussende af anstrengelse, til Feldwebelens brøl.

Det var nu vore jævnaldrende, men ellers var det jo sådan, at bogstaveligtalt hver den man talte med, havde været med.

Underligt, når man ser fiskeren ved sin aftenpibe uden for sit hus efter endt dagværk, at vide, at han har været engelsk krigsfange i Kalkutta.

Eller en anden, som i revolutionsdagene, med den røde fane på panserautomobilet, jog fra Kiel til Hamborg.

I Åbenrå traf jeg en sønderjyde, som rullede cigaretter med en franskmands hele elegance. -Han havde været krigsfange og arbejdet i vinmarkerne i Auvergne (Aurillaclejren). Dér havde han lært kunsten.

Befolkningen dernede havde ingen forståelse af sønderjydernes særstilling. For dem var alle i feltgrå: »les Boches«. De havde haft det hårdt med 12 timers strengt arbejde hver dag.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.