Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Det vil altid være vanskeligt for dem, der ikke har set det, at forestille sig, hvor hårdt et præg Sønderborg, ja hele Sønderjylland havde, førend den friske strøm kom skyllende nordfra. Hvor det var afsondret fra al livets glæde og farve. Hvordan man alle vegne så ansigter, hvor den gustne hud lå stramt spændt over kindben og tindinger, med hårde træk om munden og et underligt, langtsøgende blik.

Hvor mærkeligt blide og rødmossede de danske soldaters ansigter virkede hertil med deres mange muligheder og skiftende udtryk. – De mange krigstrætte ansigter havde kun et og det samme, selv når de smilte.

Menneskenes dragter kappedes i forsømthed og tristhed med husenes facader. – Man så overalt den feltgrå, i original eller dårligt camoufleret, og al farve var forlængst regnet af mure og træværk. De sorte og hvide spiraler på de preussiske flagstænger var vasket i én regngrå stribe. – Svarende til alle disse ydre træk, kom så de indre. 

For enden af enhver samtale lå det hav, hvori alting mundede ud: Krigen! -Undertiden kortere bemærkninger, som kastede uventede strejflys og viste én kombinationer, som man ikke før havde tænkt over, eller også, sjældnere, fordi de færreste er i stand dertil, en fuldstændig fremmaning af det altsammen.

Det, der gjorde mest indtryk, var naturligvis, hvad de jævnaldrende eller endog lidt yngre havde at fortælle. Her hørte man den historie, der ville være blevet ens egen, om man var født i et af de store lande.

Soldaterbogen blev halet frem med den største sindsro af ejermanden og betragtet med undrende ærefrygt af den, der intet havde ydet. Den var herlig positiv og indeholdt, kort og præcist, hvor og hvornår, alt hvad der kunne sættes i navne og tal.

Det var ikke lidt en sådan godt 20-årig ung mand kunne have været med til. – Indtil en halv snes navne, hvoraf de fleste er betegnelser på store slag i Verdenskrigen: fra Somme og Chemin-des-Dames til russiske og polske slagmarker, stod opklæbet i bogen under hinanden, dertil en omhyggelig dateret fortegnelse over permissioner og hospitals- eller lazaretophold. Og så til sidst afslutningen med arbejder- og soldaterrådets stempel; forudsættende flugten og tilbagetoget gennem revolutionen, før hjemmet er vel nået.

Men før det kom så vidt, er det underligt at forestille sig en ung, danskmand i en kasernegård i Berlin, som rekrut i Kaiser Franz Gardegrenadér Regimentet. –

I lange rækker holder de hinanden i hænderne, parat til indøvningen i retmarschen, »the prussian goosestep«, som englænderne har kaldt den. – På: »Frei« begynder alle de lange garderben at svinge, løse i hofterne, mens alle miner spændes, og så kommer det: »weg«, og støvlerne suser til jorden, og rækkerne avancerer med tordenbrag, blussende af anstrengelse, til Feldwebelens brøl.

Det var nu vore jævnaldrende, men ellers var det jo sådan, at bogstaveligtalt hver den man talte med, havde været med.

Underligt, når man ser fiskeren ved sin aftenpibe uden for sit hus efter endt dagværk, at vide, at han har været engelsk krigsfange i Kalkutta.

Eller en anden, som i revolutionsdagene, med den røde fane på panserautomobilet, jog fra Kiel til Hamborg.

I Åbenrå traf jeg en sønderjyde, som rullede cigaretter med en franskmands hele elegance. -Han havde været krigsfange og arbejdet i vinmarkerne i Auvergne (Aurillaclejren). Dér havde han lært kunsten.

Befolkningen dernede havde ingen forståelse af sønderjydernes særstilling. For dem var alle i feltgrå: »les Boches«. De havde haft det hårdt med 12 timers strengt arbejde hver dag.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.