Ny bog om Zeppelinbasen i Tønder 1914-1918

En helt ny bog om Zeppelinbasen i Tønder udkommer i juli måned på Historisk Samfund for Sønderjyllands forlag.

Den er skrevet af Mogens Jensen, der er historiker og ingeniør med en livslang interesse for flyvningens historie.

Bogen er på 108 sider og illustreret med ca. 120 fotos og tegninger af meget høj kvalitet.

Bogen koster 98,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 168,- kr. for ikke-medlemmer.

Den kan snart bestilles på hjemmesiden hssdj@hssdj.dk og på e-mailadressen hssdj@hssdj.dk

Fra bogens indledning:

Indledning

Få kilometer nord for Tønder ligger resterne af en tysk luftskibsbase fra Første Verdenskrig. En flyhangar og forskellige andre bygninger står endnu, men de store luftskibshaller er kun synlige som fundamenter i skovbunden.

Basen blev taget i brug i februar 1915 og ophørte med at være operativ efter et spektakulært britisk luftangreb i juli 1918, hvor begge basens luftskibe gik til grunde.

Navnlig det britiske luftangreb har været gjort til genstand for flere udgivelser de senere år. Men perspektivet har altid været britisk: Den teknologiske udvikling af fly og hangarskibe, de omhyggelige taktiske forberedelser og den dristige gennemførelse af dette verdenshistoriens første hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden. Det er også en dramatisk historie, som naturligvis heller ikke forbigås her.

Men denne lille bogs sigte er alligevel et andet: Den flytter blikket fra et britisk til et tysk perspektiv: Hvad var formålet med basen? På hvilken måde indgik basen i den tyske marines strategi? Og løste basen de opgaver, den var udset til?

Endvidere flyttes fokus fra de dristige britiske piloter til de ikke mindre dristige tyske marinere, der var knyttet til luftskibsbasen: Hvordan blev basen bygget? Hvori bestod dens opgave? Hvordan fungerede dens luftskibe? Hvordan foregik togterne? Og hvordan formede livet sig for luftskibsbesætninger og jordpersonel her i den nordligste del af Det tyske Kejserrige?

Denne lille bog gør på ingen måde krav på at være udtømmende. Men den forsøger at sammenfatte den eksisterende og hidtil meget spredte viden om luftskibsbasen i Tønder, supplere med nyt og hidtil upubliceret originalt kilde- og billedmateriale, sætte basen ind i en større sammenhæng og forhåbentlig dermed også bidrage til ny indsigt og nye erkendelser.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *