Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
9. Marts: Hjem. Der er indgivet omfattende Valgklager. Især paa Landet et Vrængebillede af en hemmelig Afstemning. Valgtryk i stor Stil.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
18. Marts: Mads Gram, Jørgen Gram og J. Hørlück er i København. Paa et Møde i Gram den 16de af Mænd fra begge Lejre er man enedes om en Udtalelse, hvori siges, at Resultatet under de givne Forudsætninger ikke kunde ventes bedre. Det er ikke retfærdigt at udlevere de Danske i 2. Zone. Landet bør i 10—15 Aar stilles under international Overhøjhed med Selvstyre og økonomisk Fællesskab med Danmark. Derefter holdes en ny Afstemning.
—De tre er i København for at faa H.P. Hanssen med til dette Krav. Mødes med dem hos Overkirurg Collin. De har talt med Hanssen, der ikke stillede sig afvisende, forudsat at vi aflyste vort paatænkte Mødefelt tog i Danmark; men han ønskede Betænkningstid til Kl. 5. Vi enes om at aflyse Møderne i Provinsen, saafremt de Moddemonstrationer, som der trues med, ogsaa aflyses; men Møderne i København i Aften maa holdes. Store Møder i Paladsteatret, Cirkus, Kinopalæet. Krav: Ikke-Udlevering. Mødes bagefter med Mads Gram. Har været hos Hanssen. Denne Gang var Nis Nissen der. Hanssen sagde nu Nej, hvad der dog skal være faldet ham svært. Gram mener, at om end der ikke kan naas Samling, kan Flensborg-Gruppen hævde dette Krav. Drøfter med Venner en Pariser-rejse.
—Paa Hotellet en Lavrbærkrans fra konservative Arbejdere.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
17. Marts: Mange Besøg og Forhandlinger. I Rigsdagen talt med Marott. I Aften talt i Studenterforeningen sammen med A. Grau, P. Grau, Advokat Andersen, Marott. Stormende Tilslutning.
Birck imødegaar under stærk Modsigelse.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
16. Marts: Vi fire Flensborgere, P. Grau, A. Grau. og en Københavner i Foretræde hos Kongen. Indleder, Kongen svarer velvilligt i almindelige Vendinger, Tillid til Kommissionens Afgørelse, til Gud, selv om ikke straks lyst. Der efter Samtale med de enkelte. I Rigsdagen P. Grau og jeg. Samtale med J.C. Christensen, Neergaard og Kl. Berntsen i et Udvalgsværelse, ringe Trøst, passiv Støtte. Samtaler med Birck, der rolig vil ofre de danske Flensborgere.
Zahle fremtvinger et halvt Dementi af Bladenes Gengivelse af Kongens Tale. Gamle Smerter melder sig om Natten. Venstres Rigsdagsmænd maa ikke tale ved Flensborg-Møder.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
15. Marts: Hjem Klokken 4 Morgen. En Kop Te. Arbejder ind i den lyse Dag, skriver en Leder, en Tak for dansk Støtte, Breve til Heftye, Claudel, Bruce, Verrier, et Memorandum fra de danske Raadgivere til Kommissionen. Imens er der fra Udvalget sørget for Avtomobil, Pas, Besked til Fru Jessen, Direktør P. Thomsen og en af vore Arbejdere, J. Christensen, om at tage med.
Henad 11 kører vi i susende Fart til Kolding; derfra videre med Toget. Fra Roskilde blundet lidt, dødtræt. Vækkes kort før København med den Besked, at der er stor Modtagelse paa Banegaarden. Man vil føre mig til Studenterforeningen, men der er voksende Stemning for at gaa til Kongen. Søger at blive helt vaagen: Godt, hellere springe i det end krybe i det! Modtages med Sang og Musik, Tusinder af Mennesker, mit Forsøg paa at tale drukner. I Guldstol gennem Byen. Flensborg hjem! Ned med Zahle! Studenter og mange andre. Taktfast, hurtig Marche, men lidt ubekvem Befordringsmaade.
Paa Amalienborg Plads lukkes et Vindue op, Kongen giver mig Haanden ud af det, jeg faa Sætninger, Kongen venlig Fortrøstning, jeg leve for Hans Majestæt og Opfordring til rolig at spredes. Slipper omsider ned paa Jorden.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Den 15. marts 1920
Da vi korn til Flensborg drak vi Kaffe, og skiltes så ad. Jeg spadserede rundt i Flensborg hele Formiddagen, og så den efter i alle Gader. Mange Dannebrogsflag såes rundt imellem de Slesvig-Holstenske. Der vaktes uvilkårlig en varm Kærlighed for Flensborg i mig i Mandags, hvor er det dog en smuk By, og så dejligt beliggende. Ja, den skylder Danmark sin Fortid og sin Fremtid, det har den selv sagt:
“I 1867 sagde jeg det tydeligt nok, så slumrede jeg langsomt ind efter Sovedrikken, nu er jeg ved at vågne igen. De første Ord hørte I i Går, om ti år er jeg som i 1864”.
Jeg var oppe ved Krigergravene, et tiltalende og gribende Skue, rigtig til at varme Fædrelandskærligheden op i en igen. Nogen hoveren over Afstemningen fra Tysk Side, mærkede man ikke den Dag. Nede ved Havnen lå de prægtige danske Skibe, og ude midt i Fjorden de allieredes, en herlig Fjord er Flensborg Fjord. Jeg spiste på Jernbanehotellet, hvor jeg også tog den sidste Afsked med mine Arbejdsfæller fra Nieböl. Klokken 2o om Aftenen rejste jeg sammen med Hedvig Lytzen og Kr.Nissen fra Daler hjem igen. Adskelligt oplevede vi undervejs. Traf Glæsen fra Tønder, Kornelius Petersen, Mathiasen og Thorvald Petersen. Jeg kørte med til Østerby, og gik så hjem til Nørby, hvor jeg ankom ca.Klokken 24.
Sådan endte min Tur til den anden Zone, Turen vil jeg nok altid være glad for hele mit Liv, gid de nu må gå en lysere Tid i Møde dernede i Sydslesvig, de er jo trods alt vore Landsmænd.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
14. Marts: Sunget en Salme og Vilhelm Gregersens Flensborg-Sang hjemme. Hen at stemme. Udsendt Ekstrablade om Kapp-Revolutionen. Tyskerne nægter frejdigt Fakta. Hos Hallgreen protesteret mod tyske Plakater ved Valglokalerne, hvorefter kun tyske Stemmesedler er gyldige. Kørt rundt i Avtomobil for at tilse Valglokalerne. Protesteret hos Hallgreen mod Anholdelsen af danske Tillidsmænd i et Valglokale. Hjemme stort Besøg, Dirrende Spænding. Mange til Højtidelighed paa Kirkegaarden (Kallenbach-Pedersen), jeg paa Bladets Kontor, for at prøve paa at faa et nyt Ekstrablad ud, og paa Tillidskontoret. Byen overtrukken med Flag, Plakater, Stenbroen skjult af Papir, Gaderne fyldte af Mennesker.
Fra Klokken 8 et Par rolige Aftentimer paa Kontoret. Oprydning. Tanker. De sidste tre Dage med den overvældende tyske Tilstrømning har givet os et alvorligt Tilbageslag. Gaderne har hver Dag været oversvømmede med Tyskere, 8000 stemmeberettigede sydfra, mange nysgerrige, den opfanatiserede Skoleungdom. Tyskerne har uddelt Masser af Penge paa Landet og udsendt Lastavtomobiler med Fodtøj de allersidste Dage. Vore Folk er overanstrengte, men dog fortrøstningsfulde.
Værre ser det ud paa Landet, hvor alle Beboere de sidste Aftener har været stævnede til »Hjemstavnsfest« med de stemmeberettigede sydfra. Der drikkes og afkræves en tysk Ed, fuldstændig Hypnose. Paalidelige gamle trofaste Tillidsmænd har lovet Flertal af de bosiddende i flere Kommuner vest og sydvest og syd for Flensborg, men kuldkastes ikke deres Beregninger? Daglig i Maaneder har mange spurgt mig: Hvor mange Procent faar De i Flensborg? Hver Gang har jeg svaret : Det er umuligt at beregne; Danmark kan gøre meget til at vinde den store vaklende Midtergruppe. Hidtil tysksindede Borgere faar spurgt mig, og jeg har svaret: Tag selv aabent Standpunkt for os, lad ti ansete Borgere gøre det, saa vil Hundreder følge efter og efter dem Tusinder. De raader for Udfaldet! — Kan De give os Sikkerhed? svares der. Den danske Regering haaner os, den tyske Presse brændemærker os, og en Del af den danske leverer den Materiale.
De første Efterretninger kommer, dybt nedslaaende fra Landet, Angel, Højderyggen, Vestkysten, alt revet omkuld af Strømmen sydfra. Før er en Skuffelse, Byen en svag Oprejsning. Der bliver stigende Tummel paa Gaden, sort paa Torvet, Nidviser, truende Fagter, Brus af Stemmer. Betjente skaffer kun et Øjebliks Luft. Saa skraales der igen, ustandseligt gjalder det det meste af Natten og føles som Haan. Alpejægerne holdes tilbage paa Kasernen. En Præst taler fanatisk truende fra Brøndkarmen paa Nørretorv, Klokkerne runger tysk Sejr over hele vor gamle By; den bitreste af de prøjsike Sejre i vort Land.
Folk kommer og gaar paa Kontoret, beretter om Forulempelser paa Gaden, ulykkelig Stemning paa vore Sammenkomster. En Sten klingrer igennem Ruden.
Pinligt ikke at kunne være helt alene. Taler mekanisk med nogle besøgende, mens Hylene lyder udefra, som om alle onde Aander var slupne løs. Bliver mere og mere kold indvendig, følesløs. Bittert som dansk FIensborger at opleve dette, fattig Trøst, at vi har sat vore Kræfter ind til det yderste, støttet trofast af Venner. En Ydmygelse for vort Folk og en grænseløs Sorg. Mørk Stemning blandt alle.
Kl. 3 Nat Raadslagning i et Værelse bagude med københavnske Venner og Advokat Andersen. Peter Grau og A. Gran er allerede rejste med Aftentoget . Vi enes om, at Johs. Andersen overtager Indsamlingen og Indsendelsen af Reklamationerne; jeg rejser straks til København. Nu er det Danmarks Vilje, det gælder.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningsdagen 14. marts i anden Zone, Mellemslesvig.
Om Morgenen kom Bilerne straks med Flyveskrifterne om Revolutionen. Tyskerne blev rasende, og vilde ikke tale med dem i Førstningen, men så kom der også fra Tysk Side, og så gik det bedre.
Ved Middagstid tog vi så med Bil ind til Niebøl, hvor vi blev godt modtaget. Mange gode Kvinder og Mænd var der allerede samlet, og vi havde en god Eftermiddag sammen·. Mange Valgepisoder indtraf jo, men ikke mere end vi havde ventet.
Da endelig om Aftenen Resultaterne begyndte at løbe ind, blev der jo en underlig Stemning, som Lyn fra en klar Himmel kom disse Resultater. Alle som een navde de arbejdet i anden zone, havde ventet et helt andet Resultat, at det moralske Mod sådan skulde svigte hos vore Vælgere den Dag, det havde vi slet ikke ventet.
Resultatet fra Flensborg livede dog os allesammen op igen, og vi kom i en fortrøstningsfuld Stemning. til Afslutningen. Klokken 4 om Morgenen brød vi op, og hvem der ikke skulde andre Steder hen, søgte ind i Massekvarteret. Hedvig Lytzen og jeg rejste sammen ind til Flensborg, hvor vi var Klokken 5 om Morgenen, så vi var slet ikke i Senge den Nat.
Dagen havde ikke bragt os det ønskede Resultat, vi tror dog på, at der vil komme en Dag i Fremtiden, hvor vi vil sige, det var dog godt vi nåede det Resultat, jeg tror nemlig ikke det vil vare lang Tid før de selv kommer og beder om at blive indlemmet i Danmark, og da er de først modne til det. Flensborg må vi have med, samt dens Omgivelser. Danskheden i Flensborg er så stærk, at den må have Lov til at bestemme Byens Skæbne.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Lørdag 13/3 1920
Har nu skrevet til Middag, og skal nu spise Middag og så må Niels og jeg ud på eventyret igen for sidste Gang. Vi gik lige ud til Niels Hattens, han har en almindelig Bondegård, som han med sin Kone og en Del Børn selv driver, det er en brav Familie, når det ikke bliver dansk, vil de ikke bo derude længere. Vi drak The derude, og Niels Hattens gik så med lidt omkring, og til sidst helt ind til Emmersbøl.
Da vi kommer derind, telefonerede de fra Niebøl om Revolutionen. Vor opgave blev jo straks, at udbrede Rygtet så hurtigt som muligt. Om Aftenen var der stor Velkomstfest i Kluvers Kro, vi blev dog hjemme.
Nogle andre Velkomsthilsener løb vi på om Eftermiddagen, opslåede rundt omkring.
“Gott wolle uns behuten, da wir Friesen nicht werden Juten”.
“Unsere sache ist so klar, wie die sonne stimm Deutsch”.
“Gud vil os bevare, da vi Friesere ikke jødere være”. Vores Sag er så klar, hvorledes Solen stemmer Tysk”.-
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
13. Marts: Der er 39,135 stemmeberettigede. Tallet er altsaa ikke bragt synderligt ned. — Danske og tyske Opraab offentliggøres i Bladene med mange Navne og slaas op som Plakater.
—Tyske stemmeberettigede vælter ind. Demonstrationer i Raadhusgade og alle Vegne. Alle Gader sorte af Mennesker. Tyske Optog hele Dagen (Tordenskjolds Soldater). Man vader i Tryksager. Tyske Sammenkomster i en Række Lokaler. Luften er fyldt af Spænding. Hele Byen drukner i Flag, deriblandt mange danske, selv i den sydlige Bydel. I Aften til danske Møder i Holstensk Hus, Logehuset, Borgerforeningen, her talt kort.
—Møde i Krusaa. — Nis Nissen og jeg har i Dag overrakt Bruce Vælgerforeningens og Arbejderforeningens Henstilling om at tage Ikke-Rømningen af 3. Zone i Betragtning.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
12. Marts: Flere Skibe kommer. Direktionen for Kobbermøllen og Værftet offentliggør Meddelelser til Arbejderne om, at de vil lukke og flytte sydpaa, hvis Flensborg bliver dansk. Især Konerne er urolige.
Uldall, der har ordnet Mødearbejdet ligger i den sidste Uge syg. Grosserer H. Hansen har maattet springe ind. De sidste Dages Møder er først indvarslede i sidste Øjeblik. I Aften nationalt Samvær i »Sanssouci«, daarligt besøgt, »Kolosseum« bedre, og Borgerforeningen godt.
Flensborgske og kongerigske Gæster (Vilh. Gregersen, Th. Rovsing osv.) taler. — Møde i Lyksborg, A. Grau, Kloppenborg, Mittelstædt, Modtalere.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Fredag 12/3 1920
Om Formiddagen tog jeg straks ud til Christian Petersen i Horsbøl, vi skulle have nogle Pakker fordelt, der var straks to dansktalende arbejdere i gang med det. Christian Petersen og de to Mænd har været i Danmark en Tur, de var helt bjergtagene af, hvad de har oplevet, og den gamle var helt overvældet, helt i Århus og Grenå har de været. Jeg blev og spiste til Middag. Dagen før havde Fru Lorentzen været der med Kaffe og The. Der blev snakket om det herlige Danmark hele Tiden.
Jeg nar været ude at tale med andre forskellige Steder, besøgte også Max Peters hvor jeg fik Kaffe og en hyggelig Samtale. På Vejen hjem talte jeg med flere.
Overalt er der rejst Æresporte med de mest forskellige Indskrifter. Eet Sted stod der:”Wer die Heimatt mich licht, wer die Heimatt mich art ein lump” -“Hvor ligger min Hjemstavn? Hvis min Hjemstavn er en lumpen Rad”.-
“Welkommen im freien Friesland”. “Velkommen i det frie Friesland”.
Her i Emmersbøl er der dekoreret meget med Flag, i Horsbøl kunde jeg kun tælle 10 Flag, et godt Tegn. Udenfor Emmersbøl er der heller ikke mange. Alle Vogne der kører efter Gæster er smykkede, og overfladisk ser Modtagelsen festlig ud, men det vi havde at byde vore Gæster i første Zone, har de ikke her, den dybe inderlige Forståelse. Mange der kommer nede fra Tyskland, vil nok også bringe Bud om Sandheden og Nøden der råber der.
Om Aftenen var der Dans og Druk igen.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
11. Marts: Disse Dage gaar i en fuldstændig Hurlumhej, Kontor og Hjem fyldte af Mennesker. 3½ J. C. Paulsen, Ravn og jeg kaldtes ned til »Flensburger Hof«. Flagforbudet er i Hovedsagen ophævet (efter Forhanding med de tyske Raadgivere, saa vi stilles over for en fuldbyrdet Kendsgerning).
Festlig Modtagelse af det første Skib med stemmeberettigede. — Danske Folk, der flager, trues i Telefonen med, at de vil faa deres ruder slaaet ind.
Diskussionsmøde i »Sansouci«, Garbers, H. P. Hanssen, J. Andersen. P. Grau, af Tyskere Johs. Tiedje, Dr. Petersen. Udmærket Forløb. Samtidig Corn. Hansen, H. Thomsen og jeg til Tillidsmandsmøde i Logehuset . De sidste Instrukser.
Møde i Harreslev, P. Paulsen, Rosendal, Lorenzen. I Eftermiddags tyske Friluftsmøder paa Søndertorv og i Nystaden, Optog, syngende Skolebørn. Forulempelser af Danske.
Danske Særmøder afholdes daglig.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Torsdag den 11-3-1920
Om Formiddagen skrev jeg til Martha (Johannes’ forlovede, red.), til Middag kom begge Biler fra Niebøl, og vilde tage ud til Horsbøl, så blev Niels og jeg her i Emmersbøl. Eftermiddagen gik omtrent som den forrige, en Veteran fra 1864 traf vi også her. Om Aftenen havde vi Møde her med Peder Gad Hejsel og Mads Gram Københoved som Talere, Salen var stopfuld.
Fra Tysk Side var der Jessen fra Stoltenlund, Lassen, og en anden ung Mand fra Tønder der hed Petersen, en der hed Momsen, og så var der Julius Momsens Søn, der er Doktor her i Nærheden. Ud fra Forsamlingen blev der stadig råbt de værste Skældsord og ophidsende Vrøvl man kunde finde på.
Mads Gram talte jævnt og eftertrykkeligt godt, Foredraget modtages med Ro og Interesse af Forsamlingen, bortset fra et Par Brølere.
Derefter talte Peder Gad, i første Øjeblik imponerede han, men så blev hans Foredrag lidt usammenhængende, derefter optrådte Jessen Stoltenlund, han imødegik de to Talere overfladisk Forsøg, men rettede så til sidst en Appel i en ophidsende Tone til Forsamlingen, at de i det hele taget skulle tåle disse danske Agitatorer, her i deres tyske Midte.
Så kom Momsen, han skældte ud over Mølgård, og endte ved, at vist det var den danske Regerings Fremgang, så betakkede han sig.
Så blev det Lassens Tur, der højttravende skældte ud over hele den danske Agitation her i Frieserlandet, prøvede at ophidse Forsamlingen mod Agitatorerne med, at de gik rundt og såede Tvedragte og Bitterhed i Sindene, vi er tyske Friesere her, og vil ikke tale det mere.
Så kom en Skotøjshandler Petersen fra København, men stemmeberettiget på Als, han imødegik de tyske Talere eftertrykkeligt, særlig Momsen, det havde god Virkning.
Nu kom Peder Gad igen, og denne Gang gjorde han et godt og varmt Indtryk på Forsamlingen. Nu kom der en Bil med Tage Jessen og flere, han fik Ordet efter Lassen havde talt, og modvirkede Lassens Udtalelser godt, flere havde endnu Ordet tra begge Sider, og det endte med en kraftig Appel fra tysk Side om at synge:”Slesvig Holsten” og “Deutzland Deutzland Ober alles”, så sprang Petersen op og opfordrede til at synge deres “Friesenlied”, og derpå en i deres eget Mål, forgæves kunde de tyske Brølere for-hindre det.
Forsamlingen forlod Salen. Mødet tror jeg virkede hverken godt eller ondt, Balancen havde Danskerne holdt, men heller ikke mere tilsyneladende, men ved at tale med de forskellige bagefter, fik man det Indtryk, alle fordømte den tyske Måde at optræde på, vi må ikke få Sandheden at vide, sagde de til os. En halv Snes Gendarmer var til Stede, der vel nok bevirkede, at der ingen Scener blev.
Så begyndte bagefter Svir og Dans, hvor letfærdige de tager en så alvorlig Situation, det kan man næsten ikke forstå. Endnu næste Morgen da vi kom op, sad en Del og Drak og skrålede, stakkels Folk, og I hører med til Norden. Hvor er Danmark et lykkeligt Land, ingen Steder er som der, et glad og oplyst Folkefærd, men også dybsindig og alvorlig. “Leve den danske Folkeånd”.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
10. Marts: Paa »Flensburger Hof«. Kommissionen siges at være uanfægtet af den tyske Trusel. Køster har lige været der. Ny Flaguddeling. Uden at det er kundgjort, strømmer Folk til af sig selv og beder om Flag. De danske Flags Antal er betydelig større i Dag. Nogle næsten rent danske Forstadsgader.
Kommissionen meddeler officielt, at den danske Regering har Ret til at besætte 1. Zone, men af praktiske Grunde er det udsat.
Møde i Goldelund, Kn. Rosendal, Juhler fra Toftlund, Jensen fra Tornumgaard, i Vesterland, Mathiesen, Borgsum og Vyk, Holger Andersen og Pedersen.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 10-3-1920.
Klokken 10,30 kom N.Horlyck og M.Gram og Andreasen fra Nieböl i Bil, og så måtte jeg følge med. Vi kørte først til Horsbøl, hvor vi traf Cornelius Petersen og flere. Så kørte vi til Rødemis-Nykirke og Rudbøl, Vidåen går jo midt igennem Rudbøl og danner Grænsen mellem første og anden Zone. Vi kørte så tilbage og J.Gram og jeg gik derefter over Høttesbøldigerne og endte Klokken 19,oo i Emmersbøl. Vi ville have haft et Møde i Nykirke, men det lod sig ikke gøre.
På vor Tur fra Nykirke oplevede vi forskelligt. Nogle var helt forstokkede, andre gode. En Del fik vi vel tøet op og bragt til Eftertanke. Hvor meget vi så fik udrettet i Dag ved jeg ikke, men helt forgæves har det forhåbentlig ikke været.
En gammel Veteran fra 1864 traf vi på. Han havde været med på dansk Side. Interessant var Turen. J.Gram er en udmærket Mand. Andreasen gik på egen Hånd. Han snakker så Tyskerne slet ikke får Tid til at tale igen.
N.J.Hørlyck er en lun og rolig Karakter, ægte dansk Bonde fra Midtlandet. Jørgen Gram ligner ham. Andreasen er jo fra Sundeved, Dagen er jeg tilfreds med. I Dag er Niels Gothardsen fra Brøns (senere på Kontoret hos min Bror Hans Jefsen Christensen i Høgsbro) kommen hertil, nu skal vi se, om han kan hjælpe mig lidt.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 9 – 3 – 1920.
Skrev til Middag, spadserede så først til Diddelsbölmark, hvor jeg havde lidt Tøj at aflevere hos nogle elendig stillede fattige Folk, Konen blev så glad, at jeg snart var bange for hun skulde falde mig om Halsen. De havde snart ikke haft Linned på Kroppen i lange Tider, så det blev en meget glad Dag for dem.
På Vejen hjem gik jeg oppe på Diget, et dejligt Skue havde jeg der fra, ud over Havet til Vest så jeg For og Sild hæve sig smukt frem.
Landsbyer og Træer kunde jeg tydeligt skelne, så jeg mod Øst og Syd og Nord, så jeg ud over det flade Marsklandskab Gårdene og Husene lå spredte rundt om i de flade Enge, så langt Øjet rakte, var den frie Udsigt.
En Stund gik jeg og frydede mig over det herlige Skue til alle Sider. Så måtte jeg ind i de lave Hytter, der lå helt inde under Digerne, seks på Rad lige op ad hinanden. Beboerne hernede var rare og hyggelige og hjertelige Mennesker, der alle længtes efter den Dag de kunde stemme dem hjem, de havde alle fået nok af Preussen, og det tyske Herredømme, de interesserede sig alle levende for Forholdene i Danmark, nogle af de bedste Mennesker jeg har truffet endnu herude. Så det blev Aften, og jeg måtte skynde mig tilbage til Emmersbøl med den Glæde, at 25 Stemmer var sikret for Danmark i Horsbøl.
Jeg er spændt på, hvem der får Flertal, her i Kroen var der Sangaften.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
9. Marts: Kørt hjem i Avtomobil. Paa Læk Landevej blaahvidrøde Flag. I Byen Plakater i Vinduerne — »Deutsch, deutsch« — og tyske Flag, i Nørregade det første store Danebrog. Hjemme stikker jeg Danebrog ud af Vinduerne. Man spørger i Telefonen fra Kontoret. Ja, stik Flag ud! Ringer ogsaa til Tillidskontoret: Flaget ud! — Ned paa Kontoret, et lille Flag er ude, faar det ombyttet med et stort. Sommers Hotel hejser ogsaa Flaget . Det vælder frem i en ved at se Korsflaget flyve ud baade hist og her.
Komitémøde. Rykind af den anden Verden. Børn stormer ind efter Smaa flag. Fra Jernbanehotellet gør danske Gæster store Anstrengelser for at faa flere Flag til Byen.
De tyske Raadgivere har i Gaar nedlagt deres Poster paa Grund af Flagforbudet. Dr. Køster giver Middag for 300 Mennesker. I Skolerne indøves tyske Kampsange. — Danske Møder i GoIdebæk, A. Grau, Bogensee, T. Jessen; Nyskovkro, H. Thomsen, J. Andersen, Modtalere; i Oldsum, H. Andersen og Dyrlæge Pedersen, og Kejtum, Gotthardsen og Chr. Mathiesen.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
8. Marts: Skadeserstatningskommissionen i Paris har vedtaget, at Flensborg beholder sine Skibe, hvis det bliver dansk.
Kører til en politisk Sammenkomst i Ribe. De slesvigske Deltagere er enige om ikke at kræve Vælgerforeningen indkaldt før Afstemningen.
Møde i Brarup, indkaldt af Arbejderforeningen. Kampmøde.
Gotthardsen oplyser, hvorledes endog danske Privatmøder , som man paa Landet har grebet til for at holde dem i Fred, forstyrres af et tysk flyvende Korps, saaledes i Ladelund den l. Marts.
Møde paa Harreslev mark, II. Thomsen og T. Jessen, Modtalere. Tyske Sange overdøves helt af danske.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 9. Marts Aften.
Først skrev jeg til Middag til “Flensborg Avis” og til Alfred, så tog jeg med Bilen til Niebøl, en interessant Tur for Resten. Da jeg havde udrettet forskellige Ærinder, gik jeg hen på “Centralhotellet”, fik Kaffe, talte med Didde Lytzen, Filskov – Grev Schack og flere andre. Inden jeg skulle af Sted, havde de fået fat i Professor Bremer fra Halle. Han havde rejst rundt og talt Oprør mod de danske Talere, så det var en god Fangst.
Med en hel Masse Flyveblade og Tøj tog jeg så til Emmersbôl igen. I Kluvers Kro var jeg så til tysk Forsamling om Aftenen, der var omkring 250 Mennesker, vel nok fordi der også var danske Talere. Ellers kommer der ikke så mange, kun under det Påskud kan de samle fuldt Hus.
Julius Momsen åbnede Mødet med den Bemærkning, at kun stemmeberettigede kunne få Ordet. Så tog Pastor Schmidt Vodder Ordet, en tysk Tale fra Begyndelsen til Slutning, næsten hver Sætning kunde gendrives, hele hans Tale gik ud på at mistænkeliggøre alle de danske Agitatorers Ord, og ved Opbyggelse af tyske Luftkasteller at opægge den tyske Æresfølelse.
Pastor Smidt er en samvittighedsløs Person som alle “Altyskere”.
Så kom Julius Momsen, der talte akkurat på samme Måde, ingen Bifaldsytringer under Talerne, kun en lille Klapsalve til Slut.
Så kom der en ung Lærer fra Tønder. Hans Tale var kun Luft, og gjorde ingen Virkning.
Så opfordrede Julius Momsen til at synge Friesersangen, og lidt efter Slesvig Holsten sangen, og efter lidt Oplæsning og Sang af Byens Lærere, blev så den bekendte Resolution oplæst af Præsten.
Halvdelen stemte for den, men Afstemningen blev hurtig gennemført og helt uden Modprøve, der blev derfor sagt, at den var enstemmig vedtaget, og så begyndte Lystigheden, efter at man havde sunget:”Deutzland Deutzland über alles ”
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Søndag 7.3.1920
Skrev om Formiddagen. Om Eftermiddagen var jeg i Horsoøl. Fik Kaffe hos Christian Petersen, talte en del med Husholdersken, fik alt at vide. Så gik jeg hen til Jepsens. Der talte jeg længe med dem. Jepsen talte godt dansk, og hans Kone forstod det, de var meget interesseret. Alle de ældste herude forstår dansk, og mange kan også tale dansk, jeg talte med dem helt til Klokken 19.00, fik Kaffe.
Meget flinke var de, to af Sønnerne var med en Tur til Danmark,
der var ikke mindre end ni der kunne stemme her. Økonomisk var de godt stillet.
Da jeg kom til Emmersbøl var der Lystighed og Dans i Kroen. Jeg fik min Aftensmad, og tog mig så en Dans med de frisiske Piger – storartet forresten – gemytlig gik det til. De fleste af Karlene drak dog lige lovlig meget, men de blev kun lystigere derved, og det kunde Pigerne lide. Nogle af Karlene dansede i deres lange Ridestøvler,
og andre i deres halvlange Militærstøvler.
Klædningen fortalte, at det var mest Tjenestefolk der var repræsenteret her, ellers så de helt godt ud allesammen. Musikken var Harmonika. Klokken 24 gik jeg i Seng.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
7. Marts: I Regn og Blæst Komitémøde hos mig 9½ Formiddag. Henad 11 enes vi om at aflyse Friluftsmødet paa Eksercerlykken og et nyt Folketog. I Steden for Indendørsmøder om Eftermiddagen i Borgerforeningen, Logehuset, »Sanssouci«. Alle Vegne stuvende fuldt . Kede af at, Friluftstilkendegivelsen aflyst .
I Borgerforeningen holder jeg Ekstramøde i Salen nedenunder. Alle Talere i Ilden, Typograf Nielsen, T. Jessen, P. Grau, J. Lorenzen, H. Thomsen, J. Andersen, Holger Andersen, Gotthardsen. Fru Oda Nielsen kører fra Møde til Møde og synger. Grossererne Severin Schmidt, M. Zachariassen, J. C. Møller, C. Hansen leder. Jeg foreslaar i Borgerforeningen en Udtalelse, som kræver Rømning af 3. Zone, rigtig Vurdering af Vælgerhæren sydfra, af den historiske Ret, Afstemningen i 67 og slutter med en Henvendelse til det danske Folk: Luk op! Vi kommer! Vi vil hjem! Vedtages enstemmigt.
Alle Gader er fulde af Folk, danske og tyske Sløjfer. Hjemvendende Danske forulempes af tysk Pøbel.
I Sørup politisk Møde i Kirken og Friluftsmøde. Dr. Todsen og mange andre tyske Talere. De kielske Studenter er komne dertil.
I København vældig Flensborg-Tilkendegivelse.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
6. Marts: Flagforbud 12—14. Marts. — Vi offentliggør Henvendelser til den danske Rigsdag, til Kommissionen og det øverste Raad, hvorved 3. Zone kræves rømmet henholdsvis Ikke-Rømningen kræves tagen i Betragtning ved Afgørelsen. I en længere redegørelse henvises til Rensborg og et til 7. Marts indkaldt stort tysk Møde i Sørup ved 2. Zones Sydgrænse. Mellemslesvigsk Udvalg, 362 Tillidsmænd i Flensborg og 243 i Landdistrikterne har underskrevet.
— Møder i Ladelund, N. Petersen og H.J. Christensen, og i Lyngsted, Lorenzen og Jessen.
— Forpagterne, som nu i stort Tal gør Tjeneste med deres Avtomobiler , er samlede i Jernbanehotellet, Bernt Lunn fra Sofiedal er deres Kommandør.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 6. marts 1920 Aften.
I Eftermiddag har jeg været ude ved Diddersbolfeldt ved Horsbøl.
Det første Hus jeg gik ind i, lå lige ved Vejens højre Side mod Horsbøl. Jeg traf en ung Kone derinde, to Småpiger gik og småpludrede omkring hende. Da jeg havde talt lidt med hende, forstod jeg at Manden var faldet i Krigen. Hun gjorde et meget vemodigt Indtryk på mig. Dybt smertede Savnet og Længslen hende. Verden var hende ligegyldig, kun hendes Småpiger holdt Livsmodet oppe hos hende. Da jeg berørte Afstemningen, ytrede hun, at det altsammen var hende ligegyldig, hun stemte som hendes Familie og så slog hun sin Lid til Vor Herre for Resten, hun forstod sig ikke selv på, hvad der var rigtigst. Jeg kunde da ikke få mig selv til at gå mere ind på Sagen, da det øjensynligt kun plagede hende. Vi snakkede lidt om hendes Familieforhold, og jeg bød Farvel for at gå over til Naboerne.
Manden gik uden for Huset, men da han så mig komme, skyndte han sig ind, af Angst for at andre skulde se ham stå og tale med mig- Jeg gik derfor ind til dem. Det var et Par gamle Folk der boede her. Deres Børn var rejst til Amerika, kun to Sønner var blevet hjemme, og de var nu begge faldne i Krigen. De talte ikke så højt mere, men der lå noget fredfyldt og fortrøstningsfuldt i deres Tales og Stemmes Klang. Det var nemt at tale med de Mennesker, for de ligesom havde oplevet og fornummen hvad det kom an på her i Verden. Mit Indtryk, da jeg forlod dem, og havde set alle deres Billeder og deres to Køer, var, at vi stod ikke hinanden fjernt med Hensyn til Håbet og Ønsket om Afstemningens Udfald.
Nogen direkte Udtalelser i den Retning, får jeg kun yderst sjældent, af let forståelige Grunde, når man kender lidt til Forholdene hernede.
Jeg gik så over til næste Hus eller Hytte, da jeg kom ind i Stuen, sad der en 5o-årig Mand. Han var blind. Nogle mangelfulde klædte Børn gik omkring derinde, lidt efter kom Konen ind. Det var næsten skærende at høre dem fortælle deres sidste års oplevelser, hvor de havde sultet og frosset. Manden havde været blind i 9 år, og kunde ingenting, og Konen havde jo ikke kunnet hævde sig i disse år, hvor enhver kun sørgede for sig selv herude. Alt var så tarvelig og elendig omkring dem, så det var ynkelig at se på, og dog kunde de le endnu disse Mennesker. De kunde glemme alt omkring sig, og give sig hen i barnelatter :
“Mon dog det ikke skulde kunde blive lidt bedre for os, om det blev dansk herude”. ? , Spurgte de.
Jeg kunde jo ikke andet end sige dem, at de sikkert blev hjulpet, så de ikke behøvede at sulte eller fryse. Konen fortalte nu, at de ikke havde haft Linned på Kroppen i flere år, og hun var meget bange for, om Børnene kom godt fra det. Manden talte godt dansk, og havde i sine unge Dage hentet Tørv i Visby Mose, så vi fik os en god og interessant Snak med hinanden, og jeg lovede, da jeg gik at prøve at skaffe dem noget Linned og Undertøj.
Da jeg kom over i det fjerde Hus, sad der en ældre Enke, hendes Mand havde været død i 18 år. koldt var der i Stuen, kun sparsomt var hun påklædt, hun så ikke ud til at have mere end næsten det allernødvendigste. En Krøbling sad og snakkede med hende. Da jeg havde givet mig til kende og begyndte at tale med dem, om det der forestod, så kom der et mildt vemodsfyldt Træk over deres Ansigter, og alle deres Udtalelser, kan efterhånden samles i dette, om det måske den Tid vi har tilbage hernede, skulde kunne forme sig lidt lysere for os. Da ske dig Tak kære Gud. Da jeg havde sagt Farvel og vilde gå, gik Konen med mig ud i Forstuen, og sent glemmer jeg det Blik hvormed hun foldede Hænderne og bad mig gøre alt hvad jeg kunde, for at deres svage Håb ikke skulde blive trampet ned og hånet i Fremtiden: “Åh Gud i Himlen hjælp os dog snart, vi er dog dine Børn”. Hjertet vred sig i mig ved dette Syn. For jeg følte uvilkårligt i dette Øjeblik, hvor lidt Sandsynlighed der var for, at Håbet skulde gå i Opfyldelse, om ikke der skete et Vidunder. Jeg synes ikke, jeg kunde gå til flere er den Dag, da jeg forlod hende, men gik dvælende i Tanker om Eftermiddagens Oplevelser, og ved synet af Omgivelserne henimod Emmersbøl igen.
Det var lige ved at begynde at skumre lidt, og snart vilde den mørke Nat sænke sig over disse ulykkelige Mennesker, og lukke dem inde i deres elendige Tilværelse igen, med Suk og Kulde. De havde dog nu fået et lille svagt Håb at værne sig ved. Oh Gud i Himmelen lad du dette Håbs Opfyldelse blive nyt Liv for dem.
Deroppe i de store Gårde tændes nu Lys ved hvilken, der mange Steder smedes Rænker, uden Hensyn til disse Stakler. Oh – du skønne og dog arme Friesland, hvor du matres, din Stolthed og Lykke er nu en saga blot, hvorfor tålte og tåler du dine Forførere ?
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 5.Marts Aften.
Lidt efter at jeg havde drukket Kaffe i Morges, kom Kr. Reinholt kørende. i Bil, vi tog sammen ud til Horsbøl. Først var vi hos Gårdejer Jepsen, hvor Stemningen var styrket kendelig for Danmark. Jepsen talte udmærket Dansk, men hans Kone og Børn talte Frisisk og Plattysk, kunde dog godt forstå Dansk.
De spurgte meget interesseret om mangt og meget vedrørende Danske Forhold, og lagde ingen Skjul på hvad de vilde stemme på den 14. Marts. Manden følte sig meget stolt over, at han endnu kunde tale dansk, og glædede sig som et Barn, der skal hjem til Mor igen. Sønnerne tog det nu mere materialistisk. Da vi havde drukket Kaffe og talt sammen en halvanden Times Tid, måtte vi jo videre, det blev besluttet, inden vi gik, at to af Sønnerne skulde med på en Tur til Danmark, og så vilde de sende Bud til en gammel Mand, der også gerne vilde med, at han skulde komme derhen, når vi kom tilbage. Vi lod nemlig Bilen stå hos Jepsen og gik hen til Max Peters. Reinholt havde nemlig en Liste med, for at samle Underskrifter, der skulde indgives til Kommissionen, som Protest mod nogle tyske Embedsmænd, der havde måttet forlade Mellemslesvig under Afstemningen, og nu rejste en voldsom Agitation lige Syd for anden Zones Grænse, hvor de både lokkede og truede Beboerne. Max Peters vilde dog ikke gerne skrive under, heller ikke P.Clausen, som vi var hos bagefter, de var så bange for at få deres Navne frem for Offentligheden, hvis det skulde fejle den 14. Marts. Vi der selv havde været under Knytnæven, kunde jo også nok forstå dem, at de vilde være fri.
Hos P.Clausen talte de også dansk, og var jævne og rare Folk. Da vi kom tilbage til Jepsens Gård, hvor Bilen stod, var den gamle Mand kommen, han begyndte straks at tale dansk med et Glimt i Øjet, og spurgte, om han kunde komme med til Danmark, de havde fortalt ham så meget, om dem der havde været deroppe, at han også gerne vilde med. Han havde ikke været der siden han var ganske ung, og kunde ikke rigtig huske det, hvordan der så ud, vi lovede ham det. Han vilde også gerne høre lidt om den sociale Forsorg i Danmark, han var jo gammel, og kunde ikke undvære sin Aldersrente. Vi gav ham de fornødne Oplysninger, der gjorde ham helt tryg på de Områder, og kørte så videre i Bilen, medens der lød et fortrøstningsfuldt Farvel til os. Medens vi kørte videre, tænkte vi på Formiddagens Oplevelser, og syntes vi havde været i levende Forbindelse med disse Mennesker, og vort glade Håb var styrket.
Reinholt kørte videre til Niebøl, jeg blev i Ernrnersbøl. Efter at have spist, gik jeg til det gamle Dige, langs med det ligger der en lang Række Arbejderboliger, Familierne ejer et Par Tønderland, og lejer andre to Tønderland til Høslet, så er de i stand til at holde to Køer, som Konen passer, medens Manden går på Arbejde, på den Måde har de deres Udkomme, men heller ikke mere. Småt og trangt så det ud alle Steder hvor jeg korn ind, disse Folk har lidt meget under Krigen. De har gennemgående haft de fleste sønner med i Krigen, og mistet mange af dem. Kun på yderst sparsom Måde, har disse dårligt stillet Srnåkårshjem under Krigen kunnet mildne deres Børns hårde Kår i Felten. Intet Under, at disse hjem sukkede efter blidere Kår, frem for de store Bønderhjem, deres Lidelser kan slet ikke sammenlignes.
Medens jeg gik og syslede med disse Tanker, fulgte jeg en Sti nedenfor Diget. Pludselig blev jeg opmærksom på en ung Pige, der korn ud fra et Hus lidt længere fremme, hun gik om bag Gavlen af Huset og hængte noget Tøj op, jeg gik lidt rask til, og stod snart ved Siden af hende. Først talte vi nogle ligegyldige Bemærkninger, og jeg gjorde hende opmærksom på, jeg gerne vilde tale lidt nærmere med hende, og hun bød mig da ind i Stuen, hvor hendes Mor og en Kone til befandt sig. Jeg gik nu lige til Sagen, og indledte en Samtale om Afstemningsdagen der snart forestod, hvor betydningsfuldt Dagen var, at de endelig skulde tænke Sagen godt til Bunds, og indtage et selvstændigt standpunkt, at de bagefter måtte tage Følgerne af deres Stillingtagen på Afstemningsdagen.
Jeg kom dog ikke så langt før den fremmede Kone afbrød mig, at det vidst ikke var for Befolkningens Skyld, Danskerne fjorde så stort et Arbejde hernede, men kun for at få den fede Marskjord til Danmark.
“Nicht die holstenischen Friesen wollt Ihr haben, aber der fetten Marschboden”. “Ikke de holstenske Frieser vil I have, men den fede Marskjord”. Det var lidt hårdt at fa smækket lige i Panden, men det var ikke første Gang jeg fik den, og jeg vidste hvor det stammede fra, nemlig fra de tyske Agitatorer, jeg så også et lille Klip med det ene øjenlåg over til de andre to, mens hun sagde det, og det gjorde mig pludselig modig igen, og nu udfoldede jeg så al min Veltalenhed, imens jeg ransagede mit Indre, og fremdrog al min Viden, og alle mine bedste Tanker og Følelser, jeg havde til Modvægt mod hendes Udfald, dog, det hele virkede som at slå Vand på en Gås, som at hugge i Flint. Hendes Bemærkninger og Afbrydelser ind imellem viste, at hun lod sig ikke noget sige, noget fortælle, medens jeg imidlertid næsten var ved at løbe tør, åbnedes pludselig Døren, og en rask Ungersvend trådte ind i Stuen, efter at have hilst og hørt lidt på et Par Bemærkninger imellem os, udbrød han spontant:
“Ja! – jeg stemmer dansk, den Behandling jeg har fået i Danmark, under Gennemrejsen fra Danmark, den har gjort det Indtryk på mig, at trygt kan vi stemme for Danmark, intet Land er så demokratisk og lykkelig som Danmark – leve Danmark”. Og så svingede han sit lille Dannebrogsflag rundt en Omgang, han havde det med hjem fra Ålborg. Nu var det min Tur at blive forbavset og stum af Overraskelse, med et lod Konerne Maskerne falde, og talte nu løs som danske Venner uden Forbehold, og Samværet formede sig nu som et af mine rigeste Oplevelser jeg har haft og måske får hernede.
Noget efter kom Faderen hjem, han var 71 Ar, men gik på Arbejde hver Dag endnu, den unge Kvinde var Datter i Huset og Ungersvenden var Søn. Datterens Mand var blevet derude, og nu vilde Faderen jo gerne vide lidt, om han kunde få den Støtte hun trængte til, og Forældrene deres Aldersrente. Da vi i bedste Forståelse havde talt sammen en Tid, vekslede vi Håndtryk, og Faderen og Sønnen fulgte mig et Stykke på Vej. Jeg er næsten ved at blive overmodig, så godt som det går, vil mine Indtryk fortsætte på den Måde, så forstår jeg ikke om Tyskerne bliver dominerende ved Afstemningen.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Efter Middag i Går gik jeg så til Horsbøl, der ligger helt ude ved Havet. Vejen der fører derud er belagt med Klinker. Alle de andre Veje derude er omtrent ufremkommelige om Vinteren. Mange af dem står også under Vand. Det er jo udprægede Marskegne her omkring, om Vinteren er her trist herude, men om Sommeren må her være herligt, grønne Marker alle Vegne, hvorpå der bevæger sig tusinde og atter tusinde af brogede Kreaturer, Heste og Får. Man får Fornemmelsen af, at Bonden har det godt herude, – men – ja, det er vel et af de Ord, der bliver mest brugt her i Verden, hvad fortæller det os da? At han måske ikke er så lykkelig og glad endda. Der var engang, da Friesland levede i Fred og Lykke, men så fandt en af deres egne på at ophidse en Oprørsånd i blandt dem, og drev den til Krig, de bukkede under, og blev mildt sagt revsede for deres Forseelse.
Der gik en Tid, så korn Oprørsånden igen, og denne Gang med Forgøglende Hjælper i Følge, de lod sig rive med igen, vandt Sejr på Valpladsen, men førtes som fangne hjem igen af deres Hjælpere. Frieserblodet kogte, men han følte Jernhånden, og betvang den.
Der gik en Tid, så kom Hjælperne igen:”Vi hjalp Jer, nu må I hjælpe os”. Hvad det kostede, vidner de lange hvide Tavler om derhenne i den stolte Kirke med de forgyldte Bogstaver. Hvad hjalp det at svare:”Hvorfor?” Svaret lød kun “selvforskyldt”. Fastere og fastere blev Jernhåndens Tag, Friesernes stejle selvstændige Frihedsfølelse krænkedes og kvaltes mere og mere, og til sidst fyldtes Hadet i dem, mod deres Tyraner. Mennesker der må leve med Had i deres Hjerter, kan ikke opleve Livets Fylde og Rigdom helt ud, de går tilbage, bliver ensidige og forkrøblede i åndelig Henseende. På dets Bekostning udvikler sig det materielle Sind og Mennesket går op i tomme Livsbetragtninger og Nydelser.Så vidt var det dreven til herude igen. Så kom Hjælperne igen, måtte de ud og kæmpe, alle måtte med, forgøglede man dem igen for deres Fremtid stod på Spil.
Der gik år. Vildt rasede den onde Krig. Endelig begyndte de at komme hjem igen, men mange kom aldrig tilbage. Derhenne i den Gård, jeg før beundrede, går en grånende Mor og sørger over hendes to dejlige Sønner, der blev derude. Faderen går omkring med mørk Mine, stejlhård og forhærdet, ham rører ingen Lærkesang om Frihed og Liv mere. Han har forlængst tabt Troen og Håbet og Forestillingen om den Slags Ting.
Der henne i det Hus midt i den grønne Græsmark, ligger det kønt og tiltalende, derinde går en Mor med sine to småpiger. Far blev der ude. Livets Sol er dalet ned for hende. Døgnet er intet for hende mere, blot Længslen har hun i sig.
Ja, sådan leves der herude i det skønne Friesland, herligt og frodigt som det ellers er. Alt ånder tungt, alt ånder Tomhed omkring dem. Lysalfens hule Ryg fik de i Stedet for Liv i Frihed og Glæde.
Nu kæmpes der om dem igen. Selv har de opgivet at kæmpe og tage Del i Striden. De bæres hen hvor Strømmen at en eller anden Grund tvinger dem. Fra Nord strækker Frihed og Liv og Fred sin Hånd ud efter dem, de føler den dragende Magt, men kan ikke befri sig for Jernhånden, det dristige Mod, den virkelige Kraft og Energi til Kamp for Frihed og Lykke har de ikke.
Oh! -hvordan mon det går?-.
Jeg når et lille Hus ved Vejen, lidt før jeg når Horsbøl. På Døren er klæbet en Seddel hvorpå der stod Skreven:”Gott Wollen uns behlitten, dass wir Friesen nicht werden Jilten”. “Gud vil os bevare, så at vi Frisere ikke bliver Jyder”. Jeg studsede lidt, for jeg kunne ikke få det rigtig til at rime, at her skulle bo dansksindede Folk, hvad jeg havde fået opgivet.
Jeg gik ind, og traf en Frieserpige ene hjemme, da vi havde fortalt hinanden hvem vi var, og blevet klar over hvor vi havde hinanden, sagde hun, at hun nødvendigvis skulde bort den Eftermiddag, men jeg skulde blot komme igen en anden Dag og tale med hende. Hun var husholderske for en gammel Mand, der var på Rejse helt oppe i Nørrejylland i disse Dage. Han havde ligget Soldat i Århus, og var jo begejstret for, at komme derop nu efter 55 års Forløb. Hun gik nu med ud sammen med mig, da vi kom uden for Døren udbrød hun pludselig:
“Men hvad er nu dette, nu har de Unger været på Spil igen”. Jeg blev lidt befippet ved sådan et Udbrud fra en Jomfru skøn, men idet hun rev Sedlen af Døren, fortalte hun, hvordan de hver eneste Dag blev drillet på den Måde, og nu forstod jeg hendes Ærgrelse. Vi forlod Huset, og gik snart hver til sit. Jeg gik hen til Gårdejer Max Peters. Gården ligger som alle Gårde herude, på en Høj, for Vandets Skyld, man kan også tidligt se, hvem der nærmer sig Huset. Da jeg nåede Gården, var der ingen hjemme, undtagen Datteren.
Ved at underholde mig lidt med hende, opdagede jeg, at hun var en ung smuk og bly Pige, med gode Evner og et oplagt Sind. Lidt efter kom to andre unge Piger, og vi havde så et livligt og frisk Samvær, til Max Peters kom hjem sammen med sin Kone. Vi hilste på hinanden, og han bød mig straks ind i et andet Værelse, hvor han straks gik til Sagen, og bekendte sin Mening klart og tydeligt på følgende Måde:
“Jeg er i Grunden Slesvig-Holstener, men den Tanke bør vi opgive, den har dog ingen Fremtid for sig. Nu ser jeg sådan på det, Preussen hader jeg, Slesvig-Holstener er jeg ikke mere, det er håbløs Tanke, vor bedste og lykkeligste Tanke er mod Nord. Jeg ser det sorte Uhyre komme væltende fra Syd. Jeg holder af min Hjemstavn og mine Omgivelser, og derfor kan jeg ikke andet end stemme dansk, mine Forældre stemmer for Danmark. Og tænker jeg i mit stille Sind over Sagen, så er der andre Følelser, der gør sig gældende. Dansk Patriot er jeg, og kan jeg ikke blive, men alle mine Sympatier for Danmark, og så bliver det vel også muligt at leve i og under det som er dansk, og med Tiden føle sig hjemme i det.”.
Mødet vi havde den anden Aften, gjorde god Virkning, ikke overfladisk set, men underhånden, meget mere end nogen aner. Kr.Reinholt’s jævne, hjertelige Optræden betog dem fremfor J.Momsens brovtende Optræden.
Jeg blev der nemlig til Klokken 6 om Morgenen, ikke for Fornøjelsens Skyld, men jeg fik derved manges Meninger at kende, og det er jeg sikker på, det giver et stort Antal danske Stemmer her i Horsbøl på Afstemningsdagen.
Jeg kørte også sådan Lassen til Vands over for en hel Forsamling, at han måtte give mig en Undskyldning for hans Udtalelser om Pakkerne:
“Jeg er jo Handelsmand ved siden af mit Landbrug, forsatte han, og på den Måde kommer jeg rundt til mange, og skal nok få deres Meninger at vide, og bestandig fæstnes min Tro, da jeg var i Flensborg forleden, var Stemningen afgjort, at 40% vil stemme for Danmark, jeg tror altså bestemt at Afstemningen vil falde glædeligt og fornuftigt ud. Han viste mig også intime Breve han havde fået, der bidrog til at begrunde hans Udtalelser, så fik jeg en Del Navne afklaret, hvem der var tilgængelig og pålidelig, og hvem vi ikke kunde regne med, og så indbød han mig til at være hans Gæst om Aftenen, i Max Peters Hjem.
Vi var ude at se hans Besætning, og bagefter spiste vi Aftensmad. Jeg måtte som Gæst, på Frisisk Maner sidde til Højbords, han selv satte sig ved Siden af.
Bagefter legede vi og sang, og inden jeg skulde af Sted, fik jeg dem til at synge Friesersangen, som lyder ret ejendommeligt. Da jeg gik tilbage til Emmersbøl i den stjerneklare Aftenluft, fyldtes mit Sind med Tak og Glæde, og Bøn til Gud, med Tak for det Indtryk og de Oplevelser Dagen havde givet mig, og med Bøn til Gud om, at disse gode Hjems Suk og Længsel ikke måtte være forgæves.
Da jeg kom til hjem til Kroen, var der lukket alle Vegne, og ingen var det muligt at banke op. Jeg sprang ind af et Vindue, og fandt op i Seng, så Krokonen fik heller ikke noget ud af sine Planer denne Gang.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
“Den 3. Marts rejste jeg hjemme fra, allerede i Toget mellem Tønder og Niebøl diskurteres Grænsespørgsmålet livligt, Stemningen var uklar, men enkelte bekendte sig dog åbenlyst til Danmark, en som jeg havde været Soldat med, sagde til mig, at i det vestlige siges der at være kun få danske Stemmer, men vær sikker på, der bliver mange flere afstemningsdagen, alt hvad Tyskerne kommer med, tager vi imod, men vi ved hvad vi gør den 14. Marts, på den Måde røber sig ingen. Et Par der kom fra Danmark, fortalte sådan op, at de fleste i Vognen måbede og stirrede på dem, særlig den danske Moral, Jævnhed og Foretagsomhed pristedes. Da jeg kom til Niebøl, gik jeg på Oplysningscentralen, de tog med Glæde mod mig, Stemningen var livlig og håbefuld der. På Kontoret var Filskov fra Møgeltønder, N.J.Hørlyck fra Rost, Didde Lytzen fra Daler, Jørgen Gram Gabøl, Chr. Reinholdt og flere.
Om Aftenen kørte Filskov, Reinholdt , Hauborg, og jeg til Horsbøl i Bil. Hauborg og Mathisen skulde tale ved et Møde der, men da vi kom derud, var Mødet ikke bekendtgjort, så vi vendte om og kørte hjem igen. I Horsbøl skulde jeg ellers have mit Virkefeldt, men da der var mørkt alle Vegne, tog jeg med tilbage til Emmersbøl, i Kroen længere mod Øst, gik jeg så ind, om jeg ikke kunde blive der Natten over. Manden var der ikke, og Konen mente ikke det kunde lade sig gøre, al Plads var optaget. Trods alle mine Talemåder stod hun urokkelig fast, hun havde ingen Plads. Først da jeg havde fået Forstærkning ude fra Bilen, og vi havde forlangt nogle Thepunsch, fik vi hende tøet op, og så var der intet i Vejen mere, da vi havde talt lidt sammen, kørte de andre videre, og lidt efter fik jeg af Konen anvist et dejligt Værelse oppe på Loftet, hvor jeg har sovet udmærket i Nat.
Konens gådefulde Optræden i Aftes, forstår jeg nu godt, hun er nemlig danskfjendtlig, men Manden det modsatte, derfor da Manden, der lå inde i Sengen, blev klar over Situationen, måtte hun føje sig.
Beboerne her omkring er vidst nok rolige, men ikke nemme at blive klar over. I Eftermiddag skal jeg så ud og prøve Lykken for første Gang, jeg er spændt. I Aftes kørte vi i Grøften med Bilen derude i Mørket, bare jeg ikke også kører i Grøften i Dag”.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.
Tirsdag, den 10. Februar, Afstemningsdagen, oprandt med Regnvejr, der aldeles ødelagde de smukke Æresporte, der rundt omkring i Byen var rejst til Ære for Gæsterne. Tillige foraarsagede Stormen og Regnen, at Flagene, der blev hejst Kl. 8, maatte hentes ind igen ved Middagstid, da de ellers var bleven ødelagt. Vi gik op at stemme om Eftermiddagen Kl. 3, Skolestuen, der gjorde Tjeneste som Afstemningslokale, var pyntet med Guirlander og Flag, og det danske Kongepars Billede var hængt op i de tyske Kejserbilleders Sted og pyntet med Grønt og smaa Danebrog. Der sad Kommisionen, udvalgte af Byens Mænd, og tog mod vore Konvolutter med Stemmesedlerne.
Om Aftenen var der Fest i Kroen, vort eneste Lokale, Salen der var saa smuk den Aften, pyntet som den var, med Guirlander og Danebrog i Massevis. Bordene var dækket nydeligt, og der var Overflod af Kage. Festen aabnedes af Forpagteren paa Kiding, der mindedes de Faldne i faa, hjertelige Ord og bad Forsamlingen rejse sig til Ære for dem. Der blev saa sunget en Sang, og Kaffen bares ind. Vi lod alt smage os udmærket, Stemningen blev god, og det gik Slag i Slag med Taler og Sange, leve+ og Hurraraab.
Kl. 11 hævedes Bordet, og vi fik saa en lille Svingom bagefter, dog det vilde ikke rigtig gaa i Førstningen. Min Bro telefonerede til alle Byer og fik Valgresultatet at vide. Det blev saa læst op under høje Bifaldsraab. For Traasbøls vedkommende var Resultatet 188 danske Stemmer og 8 tyske. Jubelen var grænseløs, og nu først tog Dansen fat og forsattes til den lyse Morgen.
Ja, det var en Fest, en tid, der med sine skønne, festlige Indtryk og sin Jubel og Begejstring vil mindes alle Dage af os, der oplevede den og var saa lykkelige at være med dertil, jeg tror ligefrem ikke, at Genforeningsfesten kan blive mere skøn, men det glæder mig dog af ganske Hjerte, at den er nær forestaaende.
Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.
Johannes Christensen fra Visby fortæller om afstemningsdagen i 1. zone:
“Det blev en stor Festdag i alle Måder den 10. Februar 1920, med de mange tilrejsende der kom langt omkring fra, for at være med og stemme Sønderjylland hjem. De mange festlige Plakater, Kirkeklokkerne der slog revner, fordi Glæden lagde tor megen Kraft i Hammerslagene, da der skulde kimes, den store Fest i Forsamlingshuset. Det smukke og kære Dannebrog, der mange Steder havde ligget på Kistebunden i over 56 Ar, vejede frit for Vinden over hele Landsdelen. Ja, -det var den største og kønneste Festdag i hele Landsdelens Historie, med festglade Mennesker over det hele. Selv Hjemmetyskerne havde vidst ikke noget imod at komme til Danmark, de vilde bare ikke være ved det.
En lille Ting må jeg nævne, som en særlig Oplevelse for mig. Min gamle tyske Lærer Voss, var anbragt ved stemmeurnen som kontrollør, og det øjeblik da jeg i hans Påsyn kunde lægge mit Ja i Stemmeurnen for Danmark, da var det mig der rykkede op på Førstepladsen igen, og ham og den anden Dreng der rykkede ned, jeg var glad den Dag, det tror jeg ikke han var, hvor han, jo tabte det afgørende Slag i Visby, og måtte rejse Syd på. Ja -der var Glæde ud over Sognet og Landsdelen, og ikke mindst i de enkelte Hjem. Også i mit Hjem var der stor Glæde, nu kunde vi alle samles igen, og se hen til den store Genforeningsdag med vort gamle Fædreland.
Så havde de da ikke stridt og bedt forgæves Mor og Far, i de lange søvnløse Nætter, År efter År, for deres Børn og Svigerbørn, der lå derude ved Fronterne. Nu skulde endelig Voldsherredømmet være forbi, og det kære Dannebrog vaje over alt 1 Hjemstavnen. Kampen under Fremmedherredømmet var gennemstridt og kronet med Sejr, dyrt havde det kostet, de var gamle nok, til at have oplevet Smerten i 1864. Mors Søskende drog alle over Grænsen, hendes eneste Bror, fordi han ikke vilde være tysk Soldat. Deres Børn matte de sende i tysk Skole, og til sidst ud i Krigen for en fremmes Sag, i fire sorgfulde og strenge År. 27 var faldne i Visby Sogn, foruden mange sårede og invalide, men nu skulde det blive anderledes:”Nu kalder Danmark på sine Børn, Farvel for evig du tyske Ørn. Vi vil under Frihedens Sol og Flag blive dig gode og trofaste Sønner og Døtre Danmark. Det bliver Plovtid, Såtid, Grotid, Gry, og gamle Danmarks Rige, det fødes skal påny”.
Billedet viser Johannes´ familie på vej hen for at stemme. Yderst til højre er det Johannes. I midten hans forældre, der er omgivet af hans brødre og søstre. Bredebro Lokalhistoriske Arkiv.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.
9. februar, Henved 1/2 5 skimtedes tydelig Als og Sundeveds Kyster, snart sejlede vi ind i Aabenraa Fjord og hilste med det franske Flag over til ”Marseillaisen”, der her laa for Anker. Vor Hilsen blev besvaret med et rungende Hurra fra Franskmændene. Saa kom vi til Aabenraa, og ”Dronning Maud” var ved Maalet.
Her bød Minister H. P. Hansen os ”Velkommen”, og Provst Munk takkede ham med sin dybe klangfulde Stemme, der skar gennem Larmen.
Nu kom de tyske Toldbetjente ombord for at undersøge vore Bagage, men ak og ve, deres Tid var forbi, de blev hensynsløst puffet til Side og maatte gaa bort med uforrettet Sag.
Landgangen forløb meget heldigt og hurtigt, idet Spejderdrenge og franske Soldater holdt Orden og dannede Espalier gennem Folkemængden, saa vi uhindret kunne passere igennem.
Med Musik i Spidsen gik det nu i Festoptog gennem Byens Gader, smaa, flinke Drenge kom løbende og tilbød at bære Kuferterne, Festkomiteens Medlemmer for rundt for at ordne alt muligt. Lidt oppe paa Gaden kom et andet Optog os i Møde, det var Tyskerne, mest Gadedrenge og Tøse, men enkelte Voksne. De var pyntede med sort-hvide Sløjfer, vinkede med smaa tyske Faner, peget Fingre af ”die Dänen”, og de sang af fuld Hals deres Sange om ”Deutschland über Alles” og Slesvig Holstens Visen.
Vi lo ad dem og spottede over deres ringe Antal, men senere saa vi med Alvor og Harme, at næsten hvert andet af de hejste Flag var det tyske. Det var en skam for Aabenraa. Mine Brødre var kørende efter Bror Johan og mig, og i en øsende Regn, men i straalende Humør og under livlig Samtale kørte vi de to Mil til mit Hjem, hvor en festlig, kærlig Modtagelse blev os til Del.
Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.
