Alle indlæg af Amalie Hjort Storm

18. april 1920. P. Chr. Stemann hjemme igen

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 18. april står i dagbogen: „Da jeg kom hjem, ringede Miang. Köster havde naturligvis sagt nej såvel til indførelse af kronemønt som til flytning af toldgrænse. Som Bruce sagde i forgårs: „Köster interesserer det, at der ikke kommer revolution i Flensborg, medens det er ham ligegyldigt, hvad der sker i Haderslev.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

17. april 1920. P. Chr. Stemann rejser til Flensborg

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

I dagbogen står, at Schack og jeg den 17. april tog til Flensborg, hvor vi var indbudt ombord hos admiral Sheppard. Som situationen nu havde været overfor mig i København, havde jeg besluttet ikke at ville tage med til dette eller andet i Flensborg, for at der ikke skulle komme nogen misforståelse ud deraf. Men Schack ønskede bestemt, at jeg tog med, og så bøjede jeg mig herfor.

Da vi kom til Bahnhofs- hotellet i Flensborg „kom en mængde danske embedsmænd gående derfra til Flensburger Hof. Det var et udvalg, der fra den danske regering skulle forhandle med kommissionen om den danske regerings overtagelse af den civile og militære administration af 1. zone. Der var H. P. Hanssen, Ussing, Ringberg, Eduard Reventlow, Lundbye, Reimuth, Schou-Nielsen, Hammerich, Thulstrup, Miang og borgmester Bech fra Kolding. Vi hilste lige på dem og kørte så afsted.“

(Om denne forhandling kan jeg henvise til side 74 m. v. i ambassadør, lensgreve Reventlows erindringer „I dansk Tjeneste”).

Efter besøget hos Sheppard tog vi ind til Flensborg igen. Schack gik til Bruce, og jeg til Bahnhofshotellet, idet jeg ville holde mig væk fra kommissionen. Udenfor hotellet gik Thulstrup op og ned, og hvad han gik der efter, ville han ikke give oplysning om.

„Så gik jeg ind på Bahnhofshotel. Der sad H. P. Hanssen og Miang og ventede. Man havde sendt bud hele byen rundt for at få fat i Köster, der var i byen. Thulstrup gik på gaden for at finde ham der.

Hanssen sagde, at sagen nu stod således, at man fra dansk side var villig til at overtage administrationen af i. zone, når man samtidig fik toldgrænsen flyttet. Kommissionen ville gå ind på, hvad man kunne enes med Tyskland om. Nu skulle de altså forhandle med Köster.

Lidt efter kom Köster, og han og Hanssen gik så afsides til forhandling. Så kom Reimuth, og jeg tog en forfriskning med ham og Schou-Nielsen. Det hele var nok først sat i scene ved et større møde igår i ministeriet under ledelse af statsministeren. De var rejst iaftes og havde en sovevogn stående i Kolding. Så kom de efterhånden alle. Köster gik, og Hanssen trak alle de andre til side. Lidt efter gik Reventlow, Hammerich og Miang. Så kom Lundbye til mig, han sagde, at Köster ville give svar imorgen, men at Hanssen så uhyre optimistisk på udfaldet.

Jeg besøgte redaktør Christiansen og gik derefter tilbage til Flensburger Hof for at vente på Schack udenfor. Schack kom ud og sagde, at vi skulle spise med Bruce. Jeg var meget betænkelig derved og ville egentlig sige nej og spise på Bahnhofshotel. Vi blev dog enige om, at jeg spiste med, da Hammerich og Miang også var der.

Bruce var meget irriteret ved bordet og det gik først ud over Zahle og Mackeprang, så Thulstrup og endelig H. P. Hanssen. Han påstod, at denne havde brudt den udtrykkelige aftale med kommissionen om eftermiddagen. Det var aftalt, at ikke han, men kommissionen skulle forhandle med Köster om toldgrænsens flytning. Så skulle H. P. senere få besked fra sir Charles. I stedet derfor passer Hanssen altså Köster op på gaden og forhandler med ham, før Köster havde været i kommissionen.

Resultatet var, at sir Charles var gal i hovedet, og at Köster ikke på nogen måde ville gå ind på det danske krav. Til Bruce havde han sagt: „Det strider mod fredstraktaten, og da man altid fra Danmark påberåber sig denne, må vi ligesom Danmark holde på den“.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

15. april 1920. P. Chr. Stemann: “Hvis de nu vil vide noget, kan de jo spørge mig.”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 15. april. „Da jeg skulle give departementschef Martensen-Larsen en oplysning, skrev jeg, at kommissionen nok havde sin indstilling i orden, men at man vel nok allerede vidste besked herom i København. Hvis de nu vil vide noget, kan de jo spørge mig.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

13. april 1920. P. Chr. Stemann rejser hjem til Sønderjylland

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 13. april. Om morgenen rejste jeg fra København til Schackenborg, hvor jeg ankom om aftenen.

„Jeg gav straks Schack beretning. Han fandt – ligesom jeg – en udsættelse af indstillingens afgivelse for det eneste rigtige, naturlige og forsvarlige. Claudel havde været på Schackenborg om eftermiddagen på afskedsvisit.

Indstillingen til Paris var nu underskreven. Heftye og Claudel havde indstillet Schacks og min linie sønden om Ladelund og Medelby m. m.

Sydow og Marling havde i hovedsagen holdt sig til Clausens linie.

Marlings stemme som formand var afgørende. Claudel rejste nu til København og derpå til England for at arbejde for hans og Heftyes linie.

Derefter rejste Marling og Claudel til Paris for at overrække indstillingen.

Efter det passerede fandt jeg ingen anledning til at sende indberetning om sagen til ministeriet, der jo åbenbart helst var fri.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

12. april 1920. Indenrigsminister Vedel til P. Chr. Stemann: “Det, der skal ske, sker, hvor det skal ske.“

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 12. april fik jeg besked fra Vedel, at nu kunne jeg rejse. Han håbede ikke, at der kom flere ministerkriser. Med hensyn til anmodningen om udsættelsen med indstillingens afgivelse sagde han med et stort smil: „Det, der skal ske, sker, hvor det skal ske.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Anmeldelse: Pernille Juhls roman: “Genforening”

Anmeldelse: “Genforening”

En roman af Pernille Juhl, Juhls Forlag, 2020 (420 sider). 249,50 kr (vejl.)

I “Genforening” fortæller Pernille Juhl om redaktøren og politikeren H.P. Hanssen og hans langevarige kamp for Nordslesvigs forening med kongeriget Danmark.

”Genforening” er en spændende og indlevende bog, der giver et indblik i en tid, hvor dansk som undervisningssprog og ytringsfrihed ikke var en selvfølge. Det er ikke blot en fortælling om H.P. Hanssens men også om Sønderjyllands og de dansksindedes kamp for retfærdighed. Bogen er velskrevet, og man fornemmer tydeligt, at H.P. Hanssen var en ildsjæl, der kæmpede for at få en genforening gennemført, fordi han bare måtte. Derfor er der heller ingen tvivl om, at vi kan takke H.P. Hanssen for hans kamp for ændringerne i såvel Sønderjyllands som Danmarkshistorien.

Idet Pernille Juhl læner sig op af historiske kilder, læser vi flere gange H.P. Hanssens egne vendinger og ord, hvilket først og fremmest gør historien mere troværdig, men særligt bevirker, at man kommer helt tæt på ham. Hanssens brændende politiske entusiasme smitter dermed af på læseren, og man får lyst til at læse videre – også selvom man kender til udfaldet. Dog er der få steder, hvor den historiske virkelighed halter efter. For eksempel ses det, når H.P. Hanssen i 1915 står på ”Platz der Republik” i Berlin, hvilket var en umulighed, da pladsen først fik sit nye navn efter 1. verdenskrigs afslutning, hvor kejserriget faldt. Når det er sagt, er det så små historiske fejl at selv en læser med historisk bevidsthed sagtens kan se bort fra disse, for i store træk læner bogen sig op af kilder og Hanssens egne bøger og erindringer.

Man siger, at bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde. Dét må man sandelig også sige var tilfældet for H.P. Hanssen, der i sin hustru, Helene, ikke blot fandt sin store kærlighed og bedste ven, men tillige sin mest trofaste kampfælle og rådgiver. Helenes kontinuerlig opbakning af sin mand understreger, at H.P. Hanssen ikke alene skal have æren for den genforening, han kæmpede så længe for, og som vi i år kan fejre 100 året for – om end han skal tildeles den største del af æren. Juhl får ganske fint fortalt, hvordan H.P. Hanssens kamp for de dansksindede nordslesvigere ligeså meget var Helenes kamp; en understregning af at det var alles kamp.

Efter 30 års ihærdig kamp lykkedes det, som bekendt, H.P. Hanssen at få en afstemning gennemført i 1920. I februar stemte 1. zone, at de ville forenes med Danmark, mens 2. zone, i marts samme år, stemte for, at de ville forblive tysk. Således forløb afstemningen ikke blot som H.P. Hanssen forudså, men også som han ønskede det. Mere end 30 års hårdt politisk arbejde kulminerede i sommeren 1920, da kong Christian X red ind over grænsen på sin hvide hest, og Danmarkshistorien havde fået et nyt kapitel. Adskillige mennesker havde i mange år set frem til denne begivenhed, men mest af alle H.P. Hanssen som fremhæves af Helene: ”Du er jo indbegrebet af genforening”.

I mine øjne er ”Genforening” en interessant og gribende bog, som jeg tror rigtig mange vil have godt af at læse, simpelthen fordi den minder os om, at Sønderjyllands historie er vore allesammens historie.

 

Skrevet af: Amalie Hjort Storm

 

 

10. april 1920. Opsigtsvækkende artikel i Social-Demokraten!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den næste morgen indeholdt „Social-Demokraten” i stort udstyr på side 1 en opsigtsvækkende artikel om, hvad der var foregået i det sønderjyske udvalg dagen før, og det uanset, at Borgbjerg som udvalgets formand netop havde indledet mødet med at indskærpe dets fortrolighed.

På rigsdagen blev det nu fra konservativ side kædet sammen med valglovsforhandlingerne, at henstillingen fra dansk side om udsættelse af afgivelse af kommissionens indstilling skulle fornyes af det nuværende ministerium. Ministeriet rettede derefter en sådan henstilling men ad diplomatisk vej til pågældende regeringer og ikke direkte til kommissionen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

9. april 1920. møde i rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg: P. Chr. Stemann tvunget til at stå skoleret!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den næste morgen blev jeg i mit hjem ringet op af kontorchef Lauesgaard, der fra statsministeren skulle anmode mig om at komme til stede i rigsdagen kl. 12 til møde i rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg. Forhandlingerne her havde jeg som anført stadig overværet, ligesom jeg fik de trykte, fortrolige referater sendt. Mødet lededes af Borgbjerg. Statsministeren gjorde her udførligt rede for det passerede, efter at Borgbjerg som formand indtrængende havde indskærpet udvalgsmedlemmerne, at forhandlingerne her var strengt fortrolige.

Statsministerens form var, synes mig, ikke tiltalende. Han søgte mellem linierne på en behændig måde, indirekte at skubbe ministeriet Liebe og specielt udenrigsminister Konow-uanset at han angav dennes udtalelser i en samtale med ham, og hvori sådanne motiver udtrykkelig benægtedes, medens de virkelige, af mig foran anførte motiver blev angivet – sådanne motiver i skoene, at det skulle have været hensigten ved udsættelsen at få lejlighed til at påvirke kommissionen, medens det f. eks. slet ikke omtaltes, at Tyskland havde henvendt sig gennem et memorandum af Köster til kommissionen, og at Köster rejste til Paris.

I udvalgets påhør måtte jeg besvare spørgsmål fra statsministeren. Det var ikke behageligt som embedsmand på denne måde at være til afhøring og skulle stå skoleret, og noget bitter over denne behandling kunne man ikke undgå at blive. Sindene i udvalget kom naturligvis i største bevægelse, og der blev ivrigt forsøgt at lave politik ud deraf.

Statsministeren erklærede, at aktionen altså var afsluttet, men at ministeriet ikke havde villet undlade at forelægge sagen også af hensyn til, at der herved skabtes lejlighed til for udvalget at tage stilling til, om der fra ministeriets side skulle foretages noget, og da hvad. En forudsætning måtte da være, at alle partier i udvalget var enige herom. Efter en lang drøftelse, hvorom henvises til udvalgets trykte referat, tog dette sagen til efterretning.

Bagefter talte jeg med forskellige af udvalgets medlemmer og beklagede mig over den behandling, jeg som embedsmand havde fået i denne sag. De var fuldstændig enige med mig deri, ikke mindst folketingsmand Hauge, med hvem jeg indgående også talte om de fire sogne. Han kendte nøje sagen og havde største forståelse af og sympati med den.

Selvom jeg kunne have afvæbnet mange ved at give beretning – rent historisk – om, hvorledes hele sagen angående henvendelsen om udsættelsen var begyndt, nemlig ved min, foran omtalte, samtale med Ove Rode om morgenen, samme dag, da ministeriet Zahle blev afskediget, glædede jeg mig dog stadig over, at jeg ikke gjorde det.

Imidlertid var der et andet besynderligt punkt i ministeriet Friis’s optræden i hele denne sag. Som foran meddelt under den 4. april telefonerede jeg nævnte dag fra Middelfart til Friis og Vedel og fortalte dem alt angående den den 3. april foretagne henvendelse til kommissionen om udsættelse. De var altså allerede straks den 4. april fuldt orienteret. Den 6. april havde ministeriet møde med rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg, og her nævner det ikke et eneste ord om sagen.

I mødet den 9. april i rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg fik jeg forøvrigt et lille indtryk af, hvor dårlig forbindelse H. P. Hanssen havde med kommissionen. Som anført foran under den 5. april udtalte Bruce den dag til mig, at kommissionens betænkning ville blive afgivet den 15. april. Dette skrev jeg i mit nævnte brev samme dag til Vedel. I udvalgsmødet den 9. april meddelte statsministeren udvalget dette, men tilføjede, at H. P. Hanssen aftenen i forvejen havde meddelt ham, at underskriften ville blive foretaget og indstillingen afgivet allerede „i overmorgen”! H. P. Hanssen måtte da også straks i udvalget rejse sig og erklære, at han nu havde fået ny meddelelse om, at indstillingen først ville blive underskrevet om ca. 8 dage, når Heftye kom hjem fra Norge.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

8. april 1920. De fire sogne syd for Tønder: P. Chr. Stemann til møde hos statsminister Friis

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Kl. 1½ var jeg hos statsminister Friis i marineministeriet. Han var meget formel og kølig, nærmest med en bebrejdende tone. Jeg afgav da en detailleret rapport overfor ham i nøje overensstemmelse med mine udtalelser til Vedel og pointerede, at sagen var afsluttet.

Jeg sagde også ham, at jeg hele tiden havde holdt Vedel underrettet om alt, og at jeg som embedsmand efter bedste evne havde ment at udføre min pligt og opfylde de ordrer, som blev givet mig. Samtalen varede en halv times tid. Han bad mig da komme til stede en times tid efter hos ham sammesteds for i det samlede ministeriums nærværelse i ministermøde at gøre rede for sagen.

Dette skete også. Hele ministeriet var til stede. Jeg måtte da for tredie gang give den samme udførlige redegørelse og understregede igen meget skarpt, at sagen var afsluttet. Det måtte betragtes som en ny aktion, hvis ministeriet foretog sig noget i denne sag.

Friis spurgte herefter, om nogen ville stille forespørgsler til mig. Dette var ikke tilfældet. Han erklærede da, at herefter måtte man betragte sagen som afsluttet, og at det var rigtigt, at en handling fra ministeriet i denne sag overfor kommissionen ville være en ny selvstændig aktion. løvrigt burde der gives beretning til rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg om sagen. Ministeriet tiltrådte statsministerens udtalelser, og denne bad mig derefter blive i København indtil videre. Jeg skulle få nærmere besked hos Vedel, når jeg kunne rejse.

Ministermødet var dermed forbi. Nu delte deltagerne sig, idet Prior, Sonne, Schrøder, Ammentorp og Vedel kom hen til mig. Alle var overordentlig elskværdige og interesserede i forholdene.

Jeg fortalte dem om, hvor stor betydning det ville have at få de fire sogne fra 2. zone med til Danmark. Jeg forklarede det nærmere og viste det på kortet. Det blev en ret indgående drøftelse, og de havde alle stor sympati for tanken. De øvrige ministre opholdt sig i den anden ende af stuen. Nogen let situation var dette ministermøde ikke for mig. Træt var jeg efter de utallige og forcerede rejser, mest om natten, det store arbejde og de mange vigtige forhandlinger.

Overfor Vedel og Friis havde jeg i mine samtaler om formiddagen meget indskærpet Bruces udtalelser, som jeg havde nævnt i brevet til Vedel, om at kommissionen gerne ønskede, at Danmark snarest overtog besættelsen og administrationen af 1. zone. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

8. april 1920. P. Chr. Stemann til møde hos indenrigsminister Vedel.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 8. april. Jeg havde ordre til, straks når jeg kom til København om morgenen fra banegården at begive mig ned i marineministeriet til statsministeren. Dette gjorde jeg også.

Statsminister Friis var der ikke, og intet af budene kendte til, at han kom, eller at jeg skulle komme til ham. Da jeg havde ventet en halv times tid, besluttede jeg at ringe hjem til Friis for at se at få besked. I det samme ringede ministersekretær Bardenfleth, at jeg endnu ikke skulle tale med Friis, men at jeg skulle være kl. 11 hos indenrigsminister Vedel i indenrigsministeriet.

Da jeg før dette tidspunkt på gangen i ministerialbygningen mødte en af de nye ministre, standsede han mig, og uden at spørge mig om nogen forklaring på de foreliggende forhold og det passerede rettede han de heftigste bebrejdelser imod mig i en ganske ubehersket tone: Hvad jeg dog gik og lavede. Nu havde jeg gennem mit brev forårsaget ministerkrise af den alvorligste art. Det var forfærdeligt.

Jeg svarede ganske kort hertil, at jeg ikke lavede noget, men at jeg som embedsmand opfyldte min pligt og udførte de ordrer, som jeg fik, og at jeg holdt det for at være min pligt at give regeringen meddelelse om de oplysninger, som jeg til enhver tid kom i besiddelse af, hvad jeg hele tiden havde gjort, som indenrigsminister Vedel kunne bevidne. løvrigt stod jeg ganske uforstående overfor hans udtalelser, idet jeg ikke var orienteret i nogen henseende, da jeg endnu ikke havde talt med hverken stats- eller indenrigsministeren.

Kl. 11 var jeg hos Vedel, der stadig holdt til i sit departementschefsværelse i indenrigsministeriet. Som sædvanlig modtog han mig liggende på sofaen.

Han satte mig nu ind i situationen. Man havde nu netop ved statsministerens behændighed overvundet en meget alvorlig ministerkrise i anledning af pasningen af kornet på statens lagre, så det ikke ødelagdes. Mit brev til ham af 5. d. m., som han havde ladet gå videre til statsministeren, og som denne havde forelagt i ministermøde, havde fremkaldt en ny alvorlig ministerkrise på spørgsmålet, om det var nødvendigt, at ministeriet foretog sig nogetsomhelst overfor den internationale kommission i anledning af den ved den tidligere regerings henstilling til kommissionen om udsættelse med indstillingens afgivelse i Paris fremkaldte situation. Såfremt ministeriet skulle foretage noget, ville det blive sprængt, og Danmark kunne ikke tåle ministerkrise i øjeblikket. Ingen vidste, hvor vi da endte henne.

Jeg gav ham nu en mundtlig beretning af hele sagen og tilføjede, at der ikke var noget for det nuværende ministerium at gøre i sagen. Bruce havde sagt, og dette havde jeg jo skrevet i nævnte brev til Vedel, at den tidligere regerings henstilling til kommissionen var bortfaldet ved ministerskiftet, og at det nye ministerium, såfremt det ønskede en sådan udsættelse, måtte rette en ny og selvstændig henstilling i så henseende til kommissionen. Der var altså intet for ministeriet at foretage i den gamle sag. Den betragtede kommissionen som afsluttet ved ministerskiftet. Såfremt ministeriet foretog noget, var det en fuldstændig ny og selvstændig aktion. Således havde Vedel også hele tiden opfattet situationen. Han var glad, venlig, rolig og fornøjelig som altid, og der var intet at mærke på ham.

Han bad mig dernæst om at være hos statsministeren kl. 1½ i marineministeriet for at afgive den samme beretning til ham. Han understregede indirekte, at jeg stadig i de videre samtaler måtte erindre den alvorlige indrepolitiske virkning, som denne sags videre udvikling kunne få.

Jeg fortalte ham derhos om mit møde kort før med fornævnte minister, om dennes optræden og udtalelser, hvorover jeg beklagede mig. Han sagde, at det skulle jeg ikke tage mig nær. „Der var jo nogle, der hang mere ved taburetterne end andre.“ Jeg var, da jeg gik fra Vedel, fuldstændig klar over, at denne havde fået det ordnet således, at han først fik lejlighed til at tale med mig og sætte mig ind i situationen, før jeg kom til at tale med statsministeren.

Vedel og jeg havde i de forløbne tider talt rent ud sammen i fortrolighed om mange ting, så vi kendte hinanden godt.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

7. april 1920. P. Chr. Stemann hasteindkaldt til København.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 7. april. „Var i banken, hvor Rossen sagde, at Flensborgerne vistnok tog Kloppenborg-Skrumsager til kommissær.

I sønderjyske udvalg igår, kunne regeringen ikke få flertal for et forslag om, at Hanssen skulle være generalkommissær.

Om formiddagen tog jeg forholdsvis tidlig hjem, da jeg var træt. Jeg lagde mig for at hvile, men blev ved 5-tiden kaldt ned til telefonen. Det var ministersekretær Bardenfleth fra indenrigsministeriet, der fra statsministeren og Vedel skulle bede mig omgående komme til København og spurgte, hvornår jeg kunne være der. Jeg svarede, at hvis jeg rejste samme aften, kunne jeg være i København næste morgen, men at jeg var noget træt og helst ville vente med at rejse til næste morgen, jeg kunne så være i København om aftenen.

Det var der imidlertid ikke tale om. Jeg skulle være i København næste morgen. Nogen grund fik jeg ikke at vide. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

 

6. april 1920. P. Chr. Stemann: henstilling fra vælgerforeningen til kommissionen

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. april. „Talte i telefon med Miang, der meddelte, at H. P. Hanssen af det nye ministerium var kaldt til København. Han rejste iaften. Han holdt møde med den nordslesvigske gruppe i Åbenrå idag.

Schack ringede til Åbenrå om en henstilling fra vælgerforeningen til kommissionen om ikke at afgive indstilling i Paris, før det nye danske ministerium var dannet efter valgene. Schack kunne dog ingen forbindelse få med Åbenrå.

Hjem til frokost kl. 1. Jeg var så nede hos købmand Filskov. Jeg fik ham til at ringe til Christiansen i Flensborg for at høre nyt. Christiansen sagde, at der også idag var rettet henvendelse til P. Grau om at blive sønderjysk kommissær. Denne ville vistnok desværre ikke. Man tænkte nu på at tage advokat Andersen.

Schack havde forbindelse med Grau, der syntes, at en henvendelse fra vælgerforeningens bestyrelse til kommissionen om at udsætte indstillingens afgivelse i Paris, var en udmærket tanke. Han ville nu tale med Martin Simonsen, Flovt, derom.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

5. april 1920. P. Chr. Stemann: “Der synes gode chancer for vor linie”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. april. „Jeg kørte fra grænsen i automobil til Tønder. Jeg gav Schack beretning om det passerede. Kl. 2 kom Bruce med kone og datter.

Bruce sagde, at min henvendelse fra regeringen i København i lørdags om at udsætte indstillingens afgivelse til efter valget havde haft god virkning. Af internationalt hensyn ville man gøre det. Men den nye regering måtte rette en lignende henvendelse. Den tidligere henvendelse var bortfaldet ved ministerskiftet.

Henvendelsen var jo også fra et forretningsministerium, og det var det nye også. Sir Charles kom hjem imorgen, og man ville så påbegynde udarbejdelsen af betænkningen, der påtænktes underskrevet den 15. d. m.

Derefter rejste kommissionen til Paris. Bruce blev her. Der synes gode chancer for vor linie. Bruce udtalte, at man nu snarest muligt måtte have den danske besættelse og administration af 1. zone. Kl. 6 kørte de. Jeg skrev straks efter indberetning til nu indenrigsminister Vedel.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

4. april 1920. Nyt ministerium udnævnt!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 4. april. Da jeg nu havde respit til om mandagen den 5., besluttede jeg den 4. om morgenen, søndag, at tage over til mine svigerforældre, dommer Stephensen i Middelfart, hvor min hustru og søn var. Efter et ophold der ville jeg tage videre om natten, så jeg var i Tønder mandag morgen.

På rejsen drøftede alle ikke mindst alle jernbanemænd spørgsmålet, om der blev generalstrejke eller ej, og i bekræftende fald, hvorledes det da ville gå. I. C. Christensen traf jeg på færgen, men fortalte ham selvfølgelig intet.

På Middelfart banegård blev jeg modtaget af min svigerfader og hustru, der straks meddelte mig, at der var opslag nede i avisvinduerne i byen, at der var udnævnt et nyt ministerium med overformynder Friis som statsminister. Af de andre ministre nævntes kun departementschef Vedel som indenrigsminister.

Jeg var med et mildt ord meget forbavset over at høre dette, da der intet derom havde foreligget, da jeg om morgenen rejste fra København, og da ministeriets medlemmer, med hvilke jeg dagen før havde haft forhandling, ikke havde givet nogen antydning af, at et ministerskifte var forestående.

Spørgsmålet var nu for mig: hvorledes med den omhandlede henvendelse til kommissionen om udsættelse, thi den skulle jo efter aftalen mellem Bruce og mig bekræftes af mig dagen efter på Schackenborg? Men nu var der kommet et nyt ministerium! Jeg besluttede da straks telefonisk at sætte mig i forbindelse med Vedel.

Det varede ej heller længe, så havde jeg forbindelse med ham. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt, at Friis var blevet statsminister, og han indenrigsminister. Han bekræftede dette. Jeg gav ham derefter meddelelse om det passerede med hensyn til anmodningen til kommissionen om udsættelse, og bad ham meddele statsministeren dette. Jeg forventede så at modtage forholdsordre fra ministeriet.

Jeg blev resten af dagen i Middelfart. Han sagde, at statsministeren var ved siden af, så jeg selv kunne sætte ham ind i sagen og få besked. Friis kom derefter til telefonen, og jeg gav ham den samme beretning i alle enkeltheder som Vedel. Jeg bad derefter om forholdsordre. Den lød i sin korthed således:

Da der er kommet et nyt ministerium, er selvfølgelig ethvert mandat fra det tidligere ministerium bortfaldet. Der vil ikke være videre at foretage i denne sag. Jeg blev herefter roligt i Middelfart og rejste om natten over Ribe til grænsen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

3. april 1920. P. Chr. Stemann til møde med indenrigs-, udenrigs- og justitsminister.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 3. april. Da jeg om morgenen var kommet til København, skaffede jeg mig oplyst, at jeg kunne træffe udenrigsminister Konow i indenrigsministeriet. Jeg gik da derop.

Ministerierne var lukket. Jeg kom så ind i indenrigsministerens kontor, hvor indenrigsminster Oxholm, udenrigsminister Konow og justitsminister Sindballe var til stede. Jeg havde det indtryk, at ministeriet på en måde havde delt sig i flere arbejdsudvalg, således at en del f. eks. beskæftigede sig med imødegåelsen af generalstrejken, medens de tre nævnte ministre beskæftigede sig med andre spørgsmål.

For de tre ministre aflagde jeg beretning om det passerede og meddelte dem alle oplysninger, som jeg var i besiddelse af, og som findes angivet foran under de forskellige dage og de forskellige personers udtalelser. Jeg afleverede de tre nævnte dokumenter til udenrigsministeren og forklarede, at de var strengt fortrolige, og at jeg ikke havde villet betro dem til posten. Jeg sagde bestemt, at kommissionen i den nærmeste fremtid ville afgive betænkning, og at Koster ville møde op i Paris.

Ganske spontant og straks spurgte udenrigsministeren mig, om jeg ikke kunne bevæge den internationale kommission til at vente med at afgive en betænkning til Paris, indtil der havde været folketingsvalg her i landet, og det nye ministerium var dannet.

Hertil svarede jeg, at det måske var muligt, at kommissionen ville efterkomme en sådan anmodning. Samtlige tre ministre bad mig da snarest muligt rette en sådan anmodning fra ministeriet til kommissionen. Jeg svarede hertil, at det var mig umuligt at rejse derned samme nat, dertil var jeg for medtaget efter de sidste dages anstrengelser, men jeg skulle straks pr. telefon sætte mig i forbindelse med Bruce, som jeg i øvrigt skulle træffe om mandagen på  Schackenborg, hvor anmodningen da mundtligt kunne bekræftes. 

Af udenrigsministerens pludselige udtalelse fik jeg det absolutte indtryk, at tanken om anmodning om udsættelse ikke var en længe overvejet ting, men en pludselig indskydelse, der fremkom som følge af de modtagne meddelelser og de stedfundne begivenheder. Der var ikke – som statsminister Friis til min store forbavselse havde den dristighed overfor rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg senere at insinuere på trods af de fra den forhenværende udenrigsminister til Friis fremsatte udtalelser – nogensomhelst bagtanke om gennem en udsættelse på denne måde at give tid til, at visse kredse eller måske ministeriet selv skulle kunne få påvirket kommissionen til en beslutning i bestemt retning. Nej, tanken var ganske givet at skaffe ministeriet Liebe, der i ordets strengeste betydning var et forretningsministerium, fred for hele grænsesagen, og således at der intet skete i denne, før folketingsvalget havde fundet sted, og der efter dette og på basis af dette var dannet en regering, der repræsenterede – ikke mindst med hensyn til grænsespørgsmålet – det danske folks flertal, og som derfor kunne tage det op på lige fod med den tyske regerings kamp i Paris, hvortil som anført dr. Koster skulle sendes.

Tyskland havde allerede i Kosters betænkning til kommissionen foretaget skridt til at påvirke kommissionens afgørelse. Dette og intet andet var – efter det absolutte indtryk jeg fik af udenrigsministerens udtalelser – hans tanke. At dette også var de to andre ministres tanke fremgik tydeligt af drøftelsen mellem de 3 ministre, som jeg i dens helhed overværede. Der var ingen anden hensigt eller tanke og end ikke den mindste antydning deraf. Et indirekte bevis ligger dog også deri, at anmodningen ikke indeholdt nogen henstilling om, at kommissionen ikke udarbejdede og underskrev betænkningen, men kun om at den ikke blev afgivet i Paris.

 Anelse om andre hensigter og tanker fik jeg – der dog havde været deltager og part i sagen i dens helhed – først ved statsminister Friis’s ovennævnte ganske forbløffende insinuation, som jeg nedenfor skal vende tilbage til. Herefter forlod jeg den strengt lukkede ministerialbygning, gik hjem og telefonerede til Bruce i Flensborg. Jeg overbragte ham anmodningen med forklaring, at jeg ikke kunne rejse igen om natten, men at jeg mente, at han straks burde vide det, da det formentlig hastede. En mundtlig bekræftelse kunne han få af mig om mandagen, når vi mødtes på Schackenborg. Han takkede for meddelelsen, som han straks skulle lade gå videre til kommissærerne, som efter hans mening sikkert ville rette sig derefter. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

2. april 1920. P. Chr. Stemann rejser til København med vigtige dokumenter

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 2. april. „Jeg læste Kösters store indstilling, der er selvmodsigende på flere punkter. Schack og jeg kørte kl. 3 ind på kontoret og arbejdede. Så kom Sydow, Claudel, Verrier og Ramsing.

Der var sagt folk fra Tønder til. Halvdelen danske og halvdelen tyske. De blev så eksaminerede. Tyskerne fik først at vide, at de ganske måtte se bort fra Tiedjelinien. Så måtte de indrømme, at Tønder måtte have opland med mod syd. Det gjorde selv skræder Petersen (en af tyskernes mest fanatiske og mest fremtrædende mænd). Det hele gik udmærket. Sydow og Ramsing tog derefter med til Schackenborg, hvor de spiste middag. Om aftenen tog jeg i automobil til Ribe og rejste om natten derfra med de omhandlede dokumenter til København.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

1. april 1920. P. Chr. Stemann: “…afgørelsen var meget nær forestående”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 1. april. „Hilste på Marling, Claudel, Sydow og Heftye. Schack talte derefter med dem på deres værelser. Marling erklærede, at han var noget usikker med hensyn til rækkevidden af de økonomiske og geografiske forhold. Claudel og Heftye sagde, at de stod sammen på den af Schack og mig foreslåede linie. Schack sagde til Heftye, at han ikke måtte indlade sig på, at der ofredes noget af 1.zone til Flensborg for at få noget af 2. zone.

Jeg besøgte fru Bruce, der sagde, at afgørelsen var meget nær forestående. Hvem der kom til Paris, vidstes ikke. Rejste Sydow, drog Heftye med, og rejste Marling, drog Claudel med. Der måtte en meget kraftig henvendelse fra den danske regering til for at få afgørelsen udsat, således at forhandlingerne i Paris ikke begyndte, før den nye regering efter valgene var dannet.

Marling kedede sig og ville hjem. Talte med Hjelmfeldt og Ramsing samt Verrier. Flere, deriblandt kontorchef Hendriksen, var meget ivrige for at få at vide, hvorfor jeg var kommet i aftes kl. 11, men selvfølgelig fik ingen noget at vide. Af Bruce fik jeg hele dr. Kösters skrivelse til kommissionen efter afstemningen i 2. zone.

Satte mig på Schackenborg straks til at skrive Ramsings indstilling til kommissionen af. Den, vor og Kösters afleverer jeg på lørdag til regeringen i København. Jeg rejser imorgen aften, da Claudel og Sydow kommer her imorgen. Forsøgte pr. telefon at komme i forbindelse med Konow og Liebe, men de svarede ikke.“

Bruce havde privat og i fortrolighed givet mig Kösters fornævnte indstilling, der udgjorde Tysklands standpunkt overfor kommissionen efter afstemningen i 2. zone. Jeg var klar over, at den ikke alene var tiltænkt mig til min private underretning men også den danske regering.

Samtidig fik jeg lejlighed til at tage en afskrift af oberstløjtnant Ramsings indstilling til kommissionen. Denne burde den danske regering også have ligesom en afskrift af Schacks og min afhandling om de fire sogne.

Da postgangen var meget usikker, varede flere dage og besørgedes af tyske embedsmænd, og da man risikerede, at postforsendelser blev åbnet, mente jeg det uforsvarligt at betro disse vigtige dokumenter til postvæsenet. Jeg burde selv rejse til København med dem og aflevere dem til ministeriet, hvor jeg samtidig selv kunne afgive mundtlig beretning.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

31. marts 1920. P. Chr. Stemann: “England ville ikke holde 2. zone besat”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 31. marts. „Kørte fra Ribe i min vogn og var på Schackenborg kl. 8 aften. Efter en rådslagning kørte Schack og jeg kl. til Flensborg.

I Tønder skulle vi først tale med bagermester Thorvald Petersen om, at andragendet fra næringsdrivende i Tønder straks skulle sendes til Flensborg. Det var en rasende modvind og regn, der piskede, så man næsten ikke kunne se.

Kl. 11 var vi på „Flensburger Hof“. Vi fik straks fat på Bruce og drog så op på nr. 18.

Jeg forklarede ham min opgave. Det interesserede ham og glædede ham uhyre, og han sagde, at det sikkert ville have virkning på kommissionen.

Bruce mente, at der var chance for den linie. Han erklærede, at Schack i højeste grad havde vægt hos kommissionen, og at afstemningen i 2. zone var forfærdelig, idet det jo havde været tanken at give Danmark alt, hvad man på nogen måde kunne.

Köster skulle til Paris. Han syntes, at Danmark burde have en officiel repræsentant ved kommissionen, der så derefter – som Köster – rejste til Paris.

Hele afgørelsen skulle træffes i Paris. England ville ikke holde 2. zone besat. Størst chance for at få Flensborg til en fristat. Bruce havde i sidste øjeblik fået afgørelsen udskudt.

– Vi spiste derefter med Bruce, fru Bruce og Møllgaard, hvorefter vi – jeg dødtræt – langt hen på natten gik i seng.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

29. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Ministeriet kom fra tiltrædelsesaudiens hos kongen”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 29. marts.

Om eftermiddagen fik jeg besked fra Krieger, at nu var ministeriet fastlagt, at højesteretssagfører Liebe blev statsminister, og at jeg straks skulle sætte mig i forbindelse med kommandør Konow, der var forsvarsminister samt udenrigsminister ad interim. Dette gjorde jeg pr. telefon og fik da anmodning om om aftenen kl. at komme hjem i statsminister Liebes lejlighed i Bredgade, hvor hele ministeriet ville være samlet. Da jeg om aftenen gik ned ad Bredgade, var den fyldt af mennesker, der gik ned til Amalienborg. Jeg gik op i statsminister Liebes lejlighed.

Her blev jeg ført ind i spisestuen, hvor hele ministeriet var til stede. Nogle var i kjole, andre i almindelig påklædning. Ministeriet kom fra tiltrædelsesaudiens hos kongen.

Efter anmodning forklarede jeg i hele ministeriets nærværelse sagen om de fire sogne, og hvorledes den lå. Jeg anvendte her samme udtryk og forslag som tidligere overfor Rode, og jeg viste forholdene på et medbragt kort.

Efter en indgående drøftelse blev jeg anmodet om omgående at rejse til Flensborg og i overensstemmelse med forhandlingerne med Bruce fortroligt at udtale, at jeg mente at kunne garantere, at ministeriet, såfremt dets anskuelse i det nævnte spørgsmål på en eller anden måde af kommissionen blev sonderet, ville stå på det standpunkt, at det ikke på nogen måde ville modsætte sig, at de fire sogne kom til Danmark, hvortil de, i tilknytning til 1. zone, naturligt geografisk hørte.

Derefter gik jeg hjem, glad og lettet over resultatet, selvom betydningen måtte være mindre, da det drejede sig om et forretningsministerium.

Jeg besluttede at rejse tilbage straks næste morgen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

 

 

29. marts 1920. P. Chr. Stemann: Kongen har afskediget ministeriet.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 29 marts. 

Kl. ca. 11½ var jeg i ministeriet. Omtrent samtidig kom Ove Rode med stor hast ned ad den lange gang. Jeg gik hen til ham. Meget ophidset og nervøs sagde han mig, at der ingen besked var til mig, Zahle havde været hos kongen om morgenen. Denne havde afskediget ministeriet, der nu havde nægtet at fungere. Der var altså intet ministerium i øjeblikket. Han beklagede meget, at han altså ikke kunne give nogen besked angående det af mig forelagte så vigtige grænsespørgsmål. Derpå forsvandt han ind i sit kontor, hvor man hørte ham rive skuffer op og puffe dem i. Han ryddede op. Så forsvandt han fra ministeriet uden at sige farvel.

Jeg var nu i en overordentlig vanskelig situation, thi jeg måtte hurtigst muligt i forbindelse med det nye ministerium for at kunne forelægge spørgsmålet for dette og få afgørelsen.

Når jeg nu skal skildre de derefter følgende begivenheder, vil jeg forudskikke den bemærkning, at jeg kun til to personer omtalte forhandlingen, som jeg havde haft med Rode om de fire sogne, hans udtalelser derom, hans sympati derfor og aftalen om, at jeg skulle have besked efter ministermødet. Disse to personer var departementschef Vedel og kabinetssekretær Krieger. Med Vedel havde jeg altid talt åbent ud om alt, og vi havde drøftet spørgsmålene igennem. Jeg havde pr. brev fra Tønder holdt ham underrettet om alt. Jeg besluttede derfor straks at drøfte den foreliggende situation med ham. Ellers anede intet menneske – som foran anført – noget om min samtale og aftale med Rode, og ingen fik det under de senere begivenheder – om de end var nok så stormende – at vide.

Jeg var nemlig af den anskuelse, at det hele – såfremt dette med Rode blev bekendt – ville komme ind i den indre politiks slagsmål og give anledning til avisskriverier o. l. Det ville kun ødelægge sagen og dens hurtige løsning. En nødvendig betingelse var jo også, at det hele gik diskret af og i største fortrolighed. På den anden side må jeg dog anføre, at det mange gange under den senere behandling af hele sagen og af mig, der i denne sag som embedsmand kun havde gjort min pligt, kogte i mig, og at jeg- mange gange til selvforsvar var nær ved og havde stor lyst til at fortælle hele sagens forhistorie, altså også denne forhandling med Rode. Men jeg beherskede mig. Jeg ville ikke på nogen måde blandes ind i politik.

Da Rode nævnte dag var gået, besluttede jeg mig som sagt til at opsøge departementschef Vedel og drøfte sagen igennem med ham. Dette skete i hans værelse i ministeriet umiddelbart efter.

Som anført foran fortalte jeg ham alt, hele samtalen med Rode. Vi var enige om, at sagen var af største vigtighed, og at jeg straks måtte i forbindelse med det nye ministerium, når det var udnævnt.

Da Krieger var den, der før alle andre fik at vide, af hvem det nye ministerium bestod, og når det blev udnævnt, rådede Vedel mig til at sætte mig i forbindelse med Krieger straks og sætte ham ind i det hele.

Jeg tog så ud til Krieger på Amalienborg, hvor der på slotspladsen naturligvis var en hel del mennesker. Jeg satte ham derpå ind i det hele, som anført også samtalen og aftalen med Rode.

Krieger var meget optaget af sagen og klar over, at jeg straks måtte i forbindelse med det nye ministerium. Aftalen blev, at Krieger skulle sætte sig i forbindelse med mig i ministeriet eller hjemme, så snart det nye ministerium var udnævnt, ligesom han ville give den nye statsminister underretning med det samme.

Jeg tog ned til Vedel og meddelte ham resultatet af samtalen med Krieger. Derefter forholdt jeg mig afventende. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

27. marts 1920. Stemann: Kommissionen vil tildele Danmark fire sogne syd for Tønder!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 27. marts. Rejste om morgenen fra Tønder og var om aftenen i København, hvad jeg forud havde meddelt departementschef Vedel. Da jeg om aftenen kom til København var den politiske situation spændt, idet Marott og Moesgaard-Kjeldsen havde meldt sig fra deres partier. Det var en ganske ny situation.

Da jeg var kommet hjem i min lejlighed i København, blev jeg straks om aftenen ringet op af departementschef Vedel. Han bad mig med det samme telefonere hjem til indenrigsminister Ove Rode, der nok ikke mente, at situationen krævede valg eller nyt ministerium.

Jeg ringede straks hjem til Rode, der ønskede oplysning om det sidste nye fra kommissionen. Dette meddelte jeg ham, idet jeg samtidig sagde, at jeg havde noget meget vigtigt at drøfte med ham fortroligt så snart som muligt. Han skulle rejse søndag morgen til Kalundborg, hvor han skulle tale, men han bad mig, om jeg ville komme hjem til ham i hans private bopæl på Åboulevarden mandag morgen kl. 9.

Til det angivne tidspunkt mødte jeg da hjemme hos ham. Jeg sagde ham da, at der, såvidt jeg havde forstået ved samtaler med Bruce, var den største udsigt til, at kommissionen ville tildele Danmark de fire sogne fra 2. zone, der ganske naturligt og nødvendigt geografisk hørte med til 1. zone på grund af afvandingen og deres tilknytning som opland til Tønder by.

Samtidig løstes det danske spørgsmål i virkeligheden på landet i 2. zone. Såvidt jeg forstod var en vanskelighed for kommissionen, at den ikke var sikker på, om den danske regering ikke ville modsætte sig, at Danmark fik disse fire sogne. Det ville klare stillingen, om kommissionen var sikker på, at den, hvis den på en eller anden måde sonderede stemningen i dette spørgsmål hos den danske regering, ikke er holdt et afvisende svar. Jeg henstillede, om det ikke var muligt, at man bemyndigede mig til at sige Bruce fortroligt og privat, hvorledes regeringens stilling ville være i tilfælde af en sådan sondering.

Men sagen hastede. Jeg skulle være parat til at rejse samme aften, hvis det ønskedes. Vi drøftede da det hele igennem, og jeg viste områderne på et medbragt kort.

Rode syntes personligt godt om tanken, og jeg fik absolut det indtryk, at han var for en løsning med de fire sogne til Danmark. Han sagde, at han meget vel kendte sagen, idet H. P. Hanssen gentagne gange havde berørt spørgsmålet og været ivrig for, at disse fire sogne kom med til Danmark.

Der skulle nu være ministermøde kl. 10, og han ville da forelægge spørgsmålet her. Han bad mig være i ministeriet kl. 12, hvor han så ville sige mig besked om resultatet. Derefter forlod jeg i en tillidsfuld stemning Rode, idet han åbenbart absolut var for det og H. P. Hanssen også.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

26. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Landarbejderstrejken træder i kraft lørdag”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 26. marts. „Oberstløjtnant Ramsing traf jeg på hotellet. Han sagde, at, kommissionen vistnok traf afgørelsen imorgen. Marling klemte på. Han keder sig selv. Bruce var endnu idag ikke vendt tilbage. Jeg sendte straks Vedel et iltelegram derom.

Landarbejderstrejken træder i kraft lørdag. Man er bange for uroligheder. Schack vil til Flensborg imorgen for at skaffe politi m. v. – Da vi kom hjem til Schackenborg, var Ramsing og den norske redaktør Frøen – Heftyes betroede mand – allerede kommet. H. P. Hanssen havde forleden dag sprængt forhandlingerne. To repræsentanter fra hver af grupperne hernede havde været hos ham. De var enedes om at kræve 2. zone under internationalt styre. Hanssen afviste det absolut. Nis Nissen overværede det og var enig.

Nu er tre fra Flensborggruppen rejst til København for at få sagen frem i den danske rigsdag. Der påtænkes også straks afsendt en delegation herfra til Paris. Redaktør Christiansen er kørt træt og må holde sengen. Heftye vil trække tiden ud. Marling og Sydow vil have afgørelsen før påske, Claudel har skiftet og er neutral. Dog arbejder han underhånden ved at opfordre Christiansen til i Paris at fremsætte krav om et internationalt styre. Ramsing arbejdede efter et gammelt skrift af landråd Boehme (1919) om vandforholdene. Derefter går Midtslesvig syd om Aventoft. Han læste værket om grænsen og opfordrede os til at aflevere det. Mackeprang var den danske regerings repræsentant. Schack og jeg lavede lidt om på værket. Det bliver skrevet rent imorgen tidlig. Så tager Schack det med til Flensborg.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

25. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Der kommer nu en mand fra hver af de egne, der skæres væk ved linien”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 25. marts. „Forhandlede sammen med Schack og Rossen om afsendelsen af deputationen mod Tiedjelinien til kommissionen imorgen. Der kommer nu en mand fra hver af de egne, der skæres væk ved linien. Den danske regering har efter „Nationaltidende” i Berlin nedlagt protest mod tyskernes krav om Tiedjelinien.

Cornelius Petersen havde været hos Schack. Han så meget sort på det hele nu.

Om aftenen holdt landarbejderne i Møgeltønder møde om den eventuelle strejke næste dag.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

24. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Tyskerne har dog stadig deres sager i orden.“

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 24. marts. „Loof fortalte, at oberstløjtnant Ramsing var blevet tilkaldt som sagkyndig for kommissionen ved grænsedragningen.

Thomas Thomsen var hos mig. Han havde af H. P. Hanssen fået anmodning om at foranledige, at en deputation herfra rejser til kommissionen for at protestere mod Tiedjelinien. Vi var alle enige om, at sådanne deputationer intet var værd.

Jeg ringede til Thulstrup, der sagde, at H. P. Hanssen lagde megen vægt på afsendelsen af en sådan deputation.

Så måtte vi jo til det, og Schack satte Rossen igang dermed. Det blev fortalt, at Tiedje allerede var undervejs til Paris. Tyskerne har dog stadig deres sager i orden.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

22. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Flensborg var tabt for Danmark”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 22. marts. „Schack, forskellige dansk- og tysksindede lokale sagkyndige fra Tønder og jeg kørte til Flensborg for efter opfordring fra Bruce at give oplysninger om grænsen.

Vi kørte til Flensburger Hof, udenfor hvilket et stort engelsk militærkapel spillede. Det endte med kommissærernes nationalsange.

Jeg talte med Miang, der erklærede, at der i løbet af få dage ville komme dansk militær besættelse af 1. zone som modtræk imod Tiedjelinien.

På Flensburger Hof blev jeg præsenteret for dr. Koster, en yngre, meget smidig mand. Vi gik op til Bruce, hvorhen v. Sydow også kom. Han beskæftigede sig nærmest kun med en grænse ca. 14 km syd for Hvidåen. Det glædede ham dog, da han hørte om den delvis anlagte bane Nibøl-Klanxbøl-Sild. Så behøvede de ikke Højer som overfartssted. 

Schack og jeg var gæster til middag hos Bruce og frue. Bruce sagde til mig under fire øjne, at Flensborg var tabt for Danmark, og at England ikke ville tage noget protektorat over 2. zone. Danmark måtte nu rejse kravet om beskyttelse af minoriteterne i 2. zone, der blev ved Tyskland.

Kommissionen træffer foreløbig ikke nogen afgørelse. To af dens medlemmer vil også gerne trække tiden ud, så at befolkningen kan se, at Tiedjelinien ikke bliver til noget og så kommer med deres ønsker (f. eks. Tønder og dens opland) uden modønsker fra anden side. Disse ønsker vil vel nok blive påvirket af forholdene i Tyskland, der nu er forfærdelige. Selv i Sørup er der rådsrepublik.

Talrige flygtninge sydfra kommer herop og får lov at blive. Således er v. Loew flygtet til Haderslev. Befolkningen beder om, at han ikke bliver udvist. Overborgmester Todsen i Flensborg overtager sit embede igen imorgen. Bruce sagde mig indtrængende, at nu måtte man i Danmark blive enig overfor Paris, ikke komme med 3-4 forskellige krav. Ellers var spillet tabt over tyskerne, der mødte enige dernede med Tiedjelinien.

Vi drøftede derefter den af os fra Tønder foreslåede grænse for landsognenes vedkommende, hvorefter kommissionen på grund af de geografiske forhold og for at skaffe Tønder sit opland lagde Aventoft, Sdr. Løgum, Ladelund og Medelby til Danmark. Afstemningen her var også nogenlunde, og man ville ved en sådan grænse i virkeligheden have løst det danske spørgsmål i landsognene i 2. zone, uden at man havde gået tyskerne for nær. Og geografisk set hørte disse fire sogne – bl. a. af hensyn til vandforholdene – absolut sammen med 1. zone.

Bruce sagde, at man i kommissionen var klar over dette og så på en sådan løsning med største sympati. Afgørende ville være, om kommissionen ikke risikerede, at den danske regering ville protestere imod at få disse fire sogne med. Man var jo ikke sikker overfor ministeriet Zahle. Han henstillede, om jeg ikke kunne sondere regeringens stilling angående dette spørgsmål.

Jeg foreslog den vej, at jeg undersøgte, om regeringen, hvis den på en eller anden måde blev forespurgt derom fra kommissionen, da ville svare, at den ikke ville modsætte sig, at Danmark fik disse med. Heri var han enig. Bruce rejste om aftenen med fruen, der var syg og skulle til læge i København, over til hovedstaden. Jeg talte derefter i almindelighed med Claudel og Heftye.“

Da jeg om natten kom hjem til Schackenborg, skrev jeg straks om de forskellige punkter til Vedel, dog ikke om spørgsmålet om ministeriets stilling til de fire sogne, som jeg mundtlig ville undersøge derovre.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

21. marts 1920. P. Chr. Stemann: Danmark må snart rejse kravet om beskyttelse af de danske minoriteter.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 21. marts. „Schack og jeg arbejdede videre på betænkningen til kommissionen. Bruce kom og inviterede os til Flensborg dagen efter til aflevering af dette eksposé. Eksposéet taler nærmest om en grænse syd om Aventoft og med Holm som grænsestation.

Bruce sagde meget bestemt til mig, at Danmark snarest overfor kommissionen måtte rejse kravet om beskyttelse af de danske minoriteter, der bliver ved Tyskland i 2. zone.
Skrev til Vedel om Bruces udtalelser”.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

20. marts 1920. Tyskerne har fremsat deres grænsesyn til kommissionen.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 20. marts. „Da jeg om morgenen kom til Tønder, sad hos Schack nogle lokale sagkyndige og arbejdede på betænkningen til kommissionen i Flensborg om grænselægningen her i Tønder amt under hensyn til afvandingsforholdene og Tønder bys opland. Jeg styrtede mig straks i arbejdet.

Da vi spiste middag på hotellet, kom v.Sydow og frue. De blev inviteret med til Schackenborg til te. v. Sydow ville have grænsen norden om Højer, syd om Tønder og Møgeltønder. Han fik så en masse grunde derimod. Han sagde, at tyskerne ville have Listerdyb. Hans stilling var vist meget påvirket af, at tyskerne overfor kommissionen har fremsat deres grænsesyn. Skrev til Vedel om Sydows grænseplaner, for at man i tide kunne være underrettet hjemme og træffe sine forholdsregler”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Anmeldelse: “Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike”

Anmeldelse: ”Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike”

En roman af Anna Elisabeth Jessen, Forlaget Rosinante, 2019 (416 sider).

Ikke ret meget bliver sagt i Anna Elisabeth Jessens debutroman ”Om hundrede år”. Den sønderjyske bondefamilie deler hverken personlige oplevelser eller diskuterer vigtige samfundsanliggender, for ”det er der heller ingen grund til”.
I ”Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike” følger vi en sønderjysk familie i flere generationer. Da første verdenskrig bryder ud i 1914, må Hans og Marius kæmpe på tysk side trods deres danske sindelag. Hans vender aldrig hjem, og Marius får varige mén som følge af krigen. Den sønderjyske slægtsgård, som Hans skulle have overtaget, bliver derfor søsteren Helene og Marius´ ansvar. Senere får de fem børn, Åge, Hans, Johanne, Marie og Niels Frederik, som er romanens egentlige hovedpersoner. Således dannes rammen for livet i Sønderjylland gennem 100 år.

Romanens omdrejningspunkt er Sønderjyllands historie, hvor man stadig ikke har glemt krigen i 1864, hvor dansksindede unge mænd kæmper i tyske uniformer under første verdenskrig, og hvor russiske krigsfanger opholder sig på sønderjyske landbrugsgårde. Krigene satte sine spor i Sønderjylland, og derfor fylder de meget i hovedpersonernes bevidsthed. Det er ligeledes en af årsagerne til, at den unge Niels Frederik senere bliver modstandsmand under anden verdenskrig. Ellers går livet sin gang på den sønderjyske slægtsgård; gården og landbruget passes, og bondefamilien lever et mere eller mindre isoleret liv. Men da romanen strækker sig over et århundrede, oplever vi også den voksende samfundsudvikling eksempelvis i form af charterrejer, fjernsyn, elektrisk lys, curlers til håret og mælkekvoterne i 1980erne. Brugen af en slægtsgård som centrum for historien fungerer godt, for på den måde får Jessen beskrevet både lokalhistorien og det landlige gårdliv, hvor hele omdrejningspunktet er landbrug og jord, mens den overordnede historiske udvikling foregår lige ude foran deres dør. Således er der en perfekt vekselvirkning mellem lokalhistorie og den øvrige samfundshistorie.

Romanens kapitler er hver tildelt et årstal og er meget korte – blot 4-5 sider. I begyndelsen bekymrede det mig, idet jeg tvivlede på, hvorvidt Jessen af samme grund formåede at komme ordentligt i dybden med historiens kerne og hovedfortælling. Men Jessen viser, at hun på sparsom plads formår at få formidlet essensen – både skønlitterært og historisk. De korte kapitler bevirker, at de historiske elementer der indlemmes i hovedpersonernes hverdag ikke forklares til læseren, men inddrages på en naturlig måde. Til eksempel kan nævnes, at familien har fået fjernsyn eller Marie der i 1977 sætter curlers i håret til aftentid. Dermed benyttes forskellige rekvisitter til at gengive årtiet uden mange ord eller forklaringer. Heri ligger en underforstået konsensus mellem forfatter og læser om, at vi har en basal baggrundsviden om, hvordan samfundet tog sig ud i de årstal, kapitlerne omhandler. På den måde fortælles meget uden ord.

Selvom det er tydeligt, at romanens udgangspunkt er fortællingen om Sønderjyllands historie, handler ”Om hundrede år” også om mennesker og menneskeskæbner. De fem børn, der er romanens primære hovedpersoner, er alle meget forskellige. Det betyder, at man som læser involveres i følelsesmæssige konflikter, idet man i det ene kapitel kan holde af kapitlets hovedperson, hvor efter man kan finde karakteren utålelig i et andet kapitel. I starten fandt jeg det ganske frustrerende at læse med så splittede følelser grundet de skiftende synsvinkler, men som romanen skred frem, begyndte jeg at holde af disse nuancerede karaktertræk, idet det gik op for mig, at Jessens formål var at beskrive alle facetter af menneskets væsen. Hermed favoriserer Jessen ingen af sine karakterer, men formår at holde sig neutral, øjensynligt med ønsket om at fremstille en palet af forskellige facetter i menneskets natur og væsen – på godt og ondt.

I nogle af kapitlerne bevæger perspektivet sig væk fra den sønderjyske familie, og danner en rammefortælling om tjenestepigen Mary, der udvandrer til Amerika og slår sig ned i New Jersey. Denne sidefortælling havde jeg det ambivalent med under læsningen. På den ene side er udvandringshistorien til Amerika spændende, og man får lyst til at høre mere om den unge danske pige i det store nye land. På den anden side kan Marys historie sagtens udelukkes fra romanen, idet den ligesom bliver ”presset ind” i den centrale fortælling, og fordi den sønderjysk fortælling i sig selv har en masse at byde på.

Alt i alt synes jeg, at ”om hundrede år” er en velskrevet og god roman. Sproget er let, ikke for følelsesladet, men klart og nøgternt. Fortælleformerne med de korte kapitler og deres nedslag i hvert årstal, samt de skiftende perspektiver fra de fem børn, blev jeg hurtigt begejstret for, da fortællingen levendegøres, og det bliver svært at lægge bogen fra sig. Og for at holde fast i romanens tråd, så pløjede jeg mig igennem den på få dage.

Amalie Hjort Storm

17. marts 1920. Forsøg på at redde noget at Tønders opland mod syd.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 17, marts. „Tiedjelinien spøger stadig i Pressen, og, efter hvad Miang og Mackeprang igår sagde, også i kommissionen.

Jeg blev kaldt pr. telegram til møde i kornudvalget i København. Schack ville gerne have mig snarest igen, da vi skal lave arbejdet til kommissionen for at redde noget af Tønders opland mod syd. Sønnichsen (den tyske Diggreve) vil nok også have det hele til Tønder (Danmark)”.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

16. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Danskerne havde tabt ved afstemningen i 2. zone.”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 16. marts kørte vi til Flensborg.

„Vi mødte udenfor „Flensburger Hof“ Mackeprang. Vi gik så lidt med ham for at påvirke ham til at give Tønder noget af det sydlige opland. De har fået kontorchef Hendriksen fra landbrugsministeriet ned som sagkyndig. Vi gik op i hotellet, hvor jeg talte først med Miang. Han kom fra Bruce. Hanssen havde været i Flensborg idag og var dumpet ind til et møde i kommissionen. Han havde fortalt dem, at venstre hjemme ikke ville have Flensborg med.

Talte med mr. Creak. På ham lod det til, at kommissionen eventuelt i løbet af ca. 14 dage ville have forslaget færdigt. Sagen var nu afgjort ved afstemningen, og der var intet derved at gøre. Danskerne havde tabt ved afstemningen i 2. zone. Kommissionen følte sig åbenbart noget ført bag lyset af de danske med hensyn til afstemningsresultaterne. Marling ville selv til Paris med kommissionens forslag. Claudel rejser imorgen til København for at sondere stemningen.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.