Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.
Den 8. april. Jeg havde ordre til, straks når jeg kom til København om morgenen fra banegården at begive mig ned i marineministeriet til statsministeren. Dette gjorde jeg også.
Statsminister Friis var der ikke, og intet af budene kendte til, at han kom, eller at jeg skulle komme til ham. Da jeg havde ventet en halv times tid, besluttede jeg at ringe hjem til Friis for at se at få besked. I det samme ringede ministersekretær Bardenfleth, at jeg endnu ikke skulle tale med Friis, men at jeg skulle være kl. 11 hos indenrigsminister Vedel i indenrigsministeriet.
Da jeg før dette tidspunkt på gangen i ministerialbygningen mødte en af de nye ministre, standsede han mig, og uden at spørge mig om nogen forklaring på de foreliggende forhold og det passerede rettede han de heftigste bebrejdelser imod mig i en ganske ubehersket tone: Hvad jeg dog gik og lavede. Nu havde jeg gennem mit brev forårsaget ministerkrise af den alvorligste art. Det var forfærdeligt.
Jeg svarede ganske kort hertil, at jeg ikke lavede noget, men at jeg som embedsmand opfyldte min pligt og udførte de ordrer, som jeg fik, og at jeg holdt det for at være min pligt at give regeringen meddelelse om de oplysninger, som jeg til enhver tid kom i besiddelse af, hvad jeg hele tiden havde gjort, som indenrigsminister Vedel kunne bevidne. løvrigt stod jeg ganske uforstående overfor hans udtalelser, idet jeg ikke var orienteret i nogen henseende, da jeg endnu ikke havde talt med hverken stats- eller indenrigsministeren.
Kl. 11 var jeg hos Vedel, der stadig holdt til i sit departementschefsværelse i indenrigsministeriet. Som sædvanlig modtog han mig liggende på sofaen.
Han satte mig nu ind i situationen. Man havde nu netop ved statsministerens behændighed overvundet en meget alvorlig ministerkrise i anledning af pasningen af kornet på statens lagre, så det ikke ødelagdes. Mit brev til ham af 5. d. m., som han havde ladet gå videre til statsministeren, og som denne havde forelagt i ministermøde, havde fremkaldt en ny alvorlig ministerkrise på spørgsmålet, om det var nødvendigt, at ministeriet foretog sig nogetsomhelst overfor den internationale kommission i anledning af den ved den tidligere regerings henstilling til kommissionen om udsættelse med indstillingens afgivelse i Paris fremkaldte situation. Såfremt ministeriet skulle foretage noget, ville det blive sprængt, og Danmark kunne ikke tåle ministerkrise i øjeblikket. Ingen vidste, hvor vi da endte henne.
Jeg gav ham nu en mundtlig beretning af hele sagen og tilføjede, at der ikke var noget for det nuværende ministerium at gøre i sagen. Bruce havde sagt, og dette havde jeg jo skrevet i nævnte brev til Vedel, at den tidligere regerings henstilling til kommissionen var bortfaldet ved ministerskiftet, og at det nye ministerium, såfremt det ønskede en sådan udsættelse, måtte rette en ny og selvstændig henstilling i så henseende til kommissionen. Der var altså intet for ministeriet at foretage i den gamle sag. Den betragtede kommissionen som afsluttet ved ministerskiftet. Såfremt ministeriet foretog noget, var det en fuldstændig ny og selvstændig aktion. Således havde Vedel også hele tiden opfattet situationen. Han var glad, venlig, rolig og fornøjelig som altid, og der var intet at mærke på ham.
Han bad mig dernæst om at være hos statsministeren kl. 1½ i marineministeriet for at afgive den samme beretning til ham. Han understregede indirekte, at jeg stadig i de videre samtaler måtte erindre den alvorlige indrepolitiske virkning, som denne sags videre udvikling kunne få.
Jeg fortalte ham derhos om mit møde kort før med fornævnte minister, om dennes optræden og udtalelser, hvorover jeg beklagede mig. Han sagde, at det skulle jeg ikke tage mig nær. „Der var jo nogle, der hang mere ved taburetterne end andre.“ Jeg var, da jeg gik fra Vedel, fuldstændig klar over, at denne havde fået det ordnet således, at han først fik lejlighed til at tale med mig og sætte mig ind i situationen, før jeg kom til at tale med statsministeren.
Vedel og jeg havde i de forløbne tider talt rent ud sammen i fortrolighed om mange ting, så vi kendte hinanden godt.
P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.