Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.
Den 22. marts. „Schack, forskellige dansk- og tysksindede lokale sagkyndige fra Tønder og jeg kørte til Flensborg for efter opfordring fra Bruce at give oplysninger om grænsen.
Vi kørte til Flensburger Hof, udenfor hvilket et stort engelsk militærkapel spillede. Det endte med kommissærernes nationalsange.
Jeg talte med Miang, der erklærede, at der i løbet af få dage ville komme dansk militær besættelse af 1. zone som modtræk imod Tiedjelinien.
På Flensburger Hof blev jeg præsenteret for dr. Koster, en yngre, meget smidig mand. Vi gik op til Bruce, hvorhen v. Sydow også kom. Han beskæftigede sig nærmest kun med en grænse ca. 14 km syd for Hvidåen. Det glædede ham dog, da han hørte om den delvis anlagte bane Nibøl-Klanxbøl-Sild. Så behøvede de ikke Højer som overfartssted.
Schack og jeg var gæster til middag hos Bruce og frue. Bruce sagde til mig under fire øjne, at Flensborg var tabt for Danmark, og at England ikke ville tage noget protektorat over 2. zone. Danmark måtte nu rejse kravet om beskyttelse af minoriteterne i 2. zone, der blev ved Tyskland.
Kommissionen træffer foreløbig ikke nogen afgørelse. To af dens medlemmer vil også gerne trække tiden ud, så at befolkningen kan se, at Tiedjelinien ikke bliver til noget og så kommer med deres ønsker (f. eks. Tønder og dens opland) uden modønsker fra anden side. Disse ønsker vil vel nok blive påvirket af forholdene i Tyskland, der nu er forfærdelige. Selv i Sørup er der rådsrepublik.
Talrige flygtninge sydfra kommer herop og får lov at blive. Således er v. Loew flygtet til Haderslev. Befolkningen beder om, at han ikke bliver udvist. Overborgmester Todsen i Flensborg overtager sit embede igen imorgen. Bruce sagde mig indtrængende, at nu måtte man i Danmark blive enig overfor Paris, ikke komme med 3-4 forskellige krav. Ellers var spillet tabt over tyskerne, der mødte enige dernede med Tiedjelinien.
Vi drøftede derefter den af os fra Tønder foreslåede grænse for landsognenes vedkommende, hvorefter kommissionen på grund af de geografiske forhold og for at skaffe Tønder sit opland lagde Aventoft, Sdr. Løgum, Ladelund og Medelby til Danmark. Afstemningen her var også nogenlunde, og man ville ved en sådan grænse i virkeligheden have løst det danske spørgsmål i landsognene i 2. zone, uden at man havde gået tyskerne for nær. Og geografisk set hørte disse fire sogne – bl. a. af hensyn til vandforholdene – absolut sammen med 1. zone.
Bruce sagde, at man i kommissionen var klar over dette og så på en sådan løsning med største sympati. Afgørende ville være, om kommissionen ikke risikerede, at den danske regering ville protestere imod at få disse fire sogne med. Man var jo ikke sikker overfor ministeriet Zahle. Han henstillede, om jeg ikke kunne sondere regeringens stilling angående dette spørgsmål.
Jeg foreslog den vej, at jeg undersøgte, om regeringen, hvis den på en eller anden måde blev forespurgt derom fra kommissionen, da ville svare, at den ikke ville modsætte sig, at Danmark fik disse med. Heri var han enig. Bruce rejste om aftenen med fruen, der var syg og skulle til læge i København, over til hovedstaden. Jeg talte derefter i almindelighed med Claudel og Heftye.“
Da jeg om natten kom hjem til Schackenborg, skrev jeg straks om de forskellige punkter til Vedel, dog ikke om spørgsmålet om ministeriets stilling til de fire sogne, som jeg mundtlig ville undersøge derovre.
P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.