3. april 1920. P. Chr. Stemann til møde med indenrigs-, udenrigs- og justitsminister.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 3. april. Da jeg om morgenen var kommet til København, skaffede jeg mig oplyst, at jeg kunne træffe udenrigsminister Konow i indenrigsministeriet. Jeg gik da derop.

Ministerierne var lukket. Jeg kom så ind i indenrigsministerens kontor, hvor indenrigsminster Oxholm, udenrigsminister Konow og justitsminister Sindballe var til stede. Jeg havde det indtryk, at ministeriet på en måde havde delt sig i flere arbejdsudvalg, således at en del f. eks. beskæftigede sig med imødegåelsen af generalstrejken, medens de tre nævnte ministre beskæftigede sig med andre spørgsmål.

For de tre ministre aflagde jeg beretning om det passerede og meddelte dem alle oplysninger, som jeg var i besiddelse af, og som findes angivet foran under de forskellige dage og de forskellige personers udtalelser. Jeg afleverede de tre nævnte dokumenter til udenrigsministeren og forklarede, at de var strengt fortrolige, og at jeg ikke havde villet betro dem til posten. Jeg sagde bestemt, at kommissionen i den nærmeste fremtid ville afgive betænkning, og at Koster ville møde op i Paris.

Ganske spontant og straks spurgte udenrigsministeren mig, om jeg ikke kunne bevæge den internationale kommission til at vente med at afgive en betænkning til Paris, indtil der havde været folketingsvalg her i landet, og det nye ministerium var dannet.

Hertil svarede jeg, at det måske var muligt, at kommissionen ville efterkomme en sådan anmodning. Samtlige tre ministre bad mig da snarest muligt rette en sådan anmodning fra ministeriet til kommissionen. Jeg svarede hertil, at det var mig umuligt at rejse derned samme nat, dertil var jeg for medtaget efter de sidste dages anstrengelser, men jeg skulle straks pr. telefon sætte mig i forbindelse med Bruce, som jeg i øvrigt skulle træffe om mandagen på  Schackenborg, hvor anmodningen da mundtligt kunne bekræftes. 

Af udenrigsministerens pludselige udtalelse fik jeg det absolutte indtryk, at tanken om anmodning om udsættelse ikke var en længe overvejet ting, men en pludselig indskydelse, der fremkom som følge af de modtagne meddelelser og de stedfundne begivenheder. Der var ikke – som statsminister Friis til min store forbavselse havde den dristighed overfor rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg senere at insinuere på trods af de fra den forhenværende udenrigsminister til Friis fremsatte udtalelser – nogensomhelst bagtanke om gennem en udsættelse på denne måde at give tid til, at visse kredse eller måske ministeriet selv skulle kunne få påvirket kommissionen til en beslutning i bestemt retning. Nej, tanken var ganske givet at skaffe ministeriet Liebe, der i ordets strengeste betydning var et forretningsministerium, fred for hele grænsesagen, og således at der intet skete i denne, før folketingsvalget havde fundet sted, og der efter dette og på basis af dette var dannet en regering, der repræsenterede – ikke mindst med hensyn til grænsespørgsmålet – det danske folks flertal, og som derfor kunne tage det op på lige fod med den tyske regerings kamp i Paris, hvortil som anført dr. Koster skulle sendes.

Tyskland havde allerede i Kosters betænkning til kommissionen foretaget skridt til at påvirke kommissionens afgørelse. Dette og intet andet var – efter det absolutte indtryk jeg fik af udenrigsministerens udtalelser – hans tanke. At dette også var de to andre ministres tanke fremgik tydeligt af drøftelsen mellem de 3 ministre, som jeg i dens helhed overværede. Der var ingen anden hensigt eller tanke og end ikke den mindste antydning deraf. Et indirekte bevis ligger dog også deri, at anmodningen ikke indeholdt nogen henstilling om, at kommissionen ikke udarbejdede og underskrev betænkningen, men kun om at den ikke blev afgivet i Paris.

 Anelse om andre hensigter og tanker fik jeg – der dog havde været deltager og part i sagen i dens helhed – først ved statsminister Friis’s ovennævnte ganske forbløffende insinuation, som jeg nedenfor skal vende tilbage til. Herefter forlod jeg den strengt lukkede ministerialbygning, gik hjem og telefonerede til Bruce i Flensborg. Jeg overbragte ham anmodningen med forklaring, at jeg ikke kunne rejse igen om natten, men at jeg mente, at han straks burde vide det, da det formentlig hastede. En mundtlig bekræftelse kunne han få af mig om mandagen, når vi mødtes på Schackenborg. Han takkede for meddelelsen, som han straks skulle lade gå videre til kommissærerne, som efter hans mening sikkert ville rette sig derefter. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *