Senest ændret den 4. december 2020 9:11
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Vi er blevet trukket tilbage til Stillingen her, og de „strategiske” Grunde er vel denne Gang rigtige nok. V i blev slaaet tilbage, men „løsnede” os fra Fjenden. Det er Negre og Amerikanere. Ved en Brandlinie i Skoven havde jeg faaet anvist Plads med mit Maskingevær og paa et Kryds, hvor jeg altsaa kunde se i 2 vinkelrette Retninger skraat fremefter.
Den 28. om Eftermiddagen opdagede vi, at der fra venstre Side af os, og i en Afstand af vel 800 Meter, løb nogle Skikkelser tværs over Brandlinien. Vi talte 18, men hvor mange der var løbet over i Forvejen, vidste vi jo ikke. Sagen var mystisk og skulde undersøges.
Samtidig kom der fra højre Side Melding om, at vi skulde være paa Post, thi der var i Underskoven observeret stærke Patrouiller af Negre.
For at skaffe os Underretning om Fjendens Rævestreger besluttede Skorstensfejeren og jeg, at vi ad en gammel og næsten tilskredet Skyttegrav vilde søge at naa frem til Fjenden. Vi forsynede os med hver to Revolvere, thi Haandgranater var det ikke til at bringe i Anvendelse paa Grund af det tætte Buskads.
Vi naaede kun godt 100 Meter frem, før vi til venstre for os og noget frem efter fik Øje paa en Snes Amerikanere, der langsomt sneg sig frem i Retning af vort Maskingevær, hvorfra de ikke kunde blive set.
De kom nærmere, og i en Afstand af ikke over 40 Meter fra os gjorde de Holdt og begyndte at opstille Stativer og iføre sig Gasmasker.
Vi blev nu noget betænkelig ved Situationen, thi vi var klar over, at der vilde „ske noget”, kun vidste vi ikke hvad. Dog den Omstændighed, at de iførte sig Gasmasker, lod formode, at de vilde eksperimentere med lidt Gas- eller Taarebomber. Vi havde ikke tænkt paa at tage nogen Gasmasker med og blev derfor yderst betænkelige, thi at slippe ugenert bort herfra var der aldeles ingen Udsigt til.
Vi hviskede sammen om, hvad der vel kunde være at gøre og var klar over, at vore Kammerater ikke anede, hvad der foregik foran dem. Og selv om de skulde opdage noget og faa tilbageslaaet et Angreb, vilde vi komme ud for at blive skudt ned af egne Kammerater. Skorstensfejeren vilde absolut angribe, men det syntes jeg var haabløst. Dog han blev ved, og endelig kunde ogsaa jeg se, at vi lige saa godt kunde gøre det, som lægge os til at dø.
Der var faktisk heller ikke andet at gøre end at forsøge en Overrumpling, og saa for Resten afvente, om ikke Kammeraterne vilde komme til Hjælp, hvis det gik galt.
Vi løsnede vore Revolvere fra Livremmen, og fra vore 4 Revolvere aabnede vi en Hurtigild i Ryggen paa Amerikanerne. De blev vel nok overrasket og værre endda, end vi havde turdet haabe paa.
Med Hyl og Angstskrig styrtede de tilbage ad den Vej, de var kommet, og uden at se i den Retning, hvorfra de blev angrebet. Det lykkedes de fleste at slippe bort. Vi kom nu frem fra vort Skjulested og pegede med den tomme Revolver paa Brystet af dem, der ikke var sluppet bort og ikke laa døde eller saarede paa Jorden. Vi snappede et Par af deres Geværer for dog at være paa den sikre Side.
Tre Mand havde rakt Hænderne i Vejret, og tre var blevet saarede, medens to laa døde. Kammeraterne, der ikke havde kunnet forstaa, hvad der foregik forude, kom paa vores Tilraab til Stede, og i Løbet af en halv Time var døde og saarede baaret tilbage.
Af de faldnes Papirer fremgik det, at den ene var en Kaptajn.
Som Hvilested for dem blev der gravet et lille Hul under et Par Træer, men forinden de lagdes til Hvile dér, blev de undersøgt for Værdier. Kaptajnen var i Besiddelse af et Vidunder af et Lommeur. Det stak jeg til mig. Skorstensfejeren havde fundet en stor Kikkert og forskellige Smaating, som han syntes, det var Synd at begrave.
Vi havde dog kun næppe begyndt at dække Ligene til, før der fra højre blev skudt fra alle Maskingeværer, der var til Raadighed. Høje Raab og Brøl lød og gav Genlyd i Skoven. Der blev med ét et forfærdelig Spektakel. Vi løb derhen, men da var Angrebet saa godt som afslaaet.
Disse, fra Afrikas mørke Skove, eller hvor de nu stammede fra, hentede Hjælpetropper havde øjensynlig ikke haft noget Begreb om, hvad det vilde sige at løbe Storm mod et vel indrettet og godt betjent Maskingevær. Indtil lige foran Mundingen var de løbet, og Sepl fortalte, at han aldrig før havde set saa rædselsslagne Mennesker som disse Negre, da de stod lige ud for Mundingen af Geværet og lod sig skyde ned. De havde ikke en Gang haft den Forstand at smide sig ned.
Her laa de nu, da vi kom til Stede, lige foran Geværerne og næsten alle med Benskud, der viste, at Geværet var blevet betjent paa den mest virkningsfulde Maade. Vi blev nu ogsaa Vidne til noget, som vi aldrig havde set før. Da vi kom hen imod dem for at hjælpe dem, søgte de at løbe bort. De skreg og hylede, og mange forsøgte paa Stumperne af deres sønderskudte Ben at løbe fra os.
Andre rullede sig i vanvittig Fart tilbage og tillod ikke, at vi nærmede os dem. Deres Skrig og deres Rullen med det udadvendte Hvide i deres Øjne var uhyggelig og saa frygtindgydende ud. Enkelte søgte at klamre sig fast til Træerne, naar vi naaede hen til dem, og der skulde saa 2—3 Mand til for at rive dem løs.
Nærmede vi os dem med en Saks for at klippe et Bukseben eller et Ærme op for at komme ind til Saaret, teede de sig som aldeles vanvittige og har vel troet, at vi vilde skalpere dem. Dog, var de først forbundet og havde faaet en Slurk Vand, blev de helt rolige og smilte over hele Ansigtet.
De lod os forstaa, at der var blevet dem fortalt, at de blev myrdede, naar de kom i Fangenskab, men det var maaske deres egen Metode, de frygtede anvendt mod sig selv.
Vi lod dem dog ligge, da vi om Natten gik tilbage, idet vi syntes, at de var bedre tjent med at komme under Behandling af deres egne, der fulgte os i Hælene, og sikkert vilde finde dem.
En interessant og spændende historie / episode.
Men mon ikke angivelsen ‘sorte amerikanere’ i overskriften er en skrivefejl, som bør rettes til ‘sorte afrikanere’ ??
Af H.C. Brodersens tekst fremgår det, at fjenden var ‘Negre og Amerikanere’. Og han skriver “Disse, fra Afrikas mørke Skove, eller hvor de nu stammede fra, hentede Hjælpetropper ..”
Det angives ikke, om ‘de sorte’ var i fransk eller engelsk tjeneste, men som jeg forstår det, brugte både Frankrig og England soldater fra kolonierne.
Eller kunne de have været i amerikansk (USA) tjeneste ? Og altså være fra USA ?
Først i 1948 indførte USA fuld integration i de væbnede styrker. Og det var vist sådan, at i 1917 og 1918 indgik afroamerikanere ikke i de tropper, som USA sendte til Europa.
Dog med en undtagelse: New Yorks 369. Regiment – den udelukkende sorte enhed “Harlem Hellfighters” – deltog.
Dette fremgår af
https://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/03/helte-fra-1-verdenskrig-res.html
Hvorfra jeg her låner lidt tekst:
“Wilson sagde nej til de ihærdige appeller fra franske generaler om at få soldater fra American Expeditionary Force (A.E.F) til at udfylde hullerne i deres rækker. Som øverstkommanderende uden militær erfaring eller interesse fulgte han klogeligt råd fra den kommanderende general John Pershing, om at amerikanske soldater burde kæmpe som en enhed – og kun under amerikanske officerer. Pershing afvist endog franske trænere til hæren. “En amerikansk hær kan ikke udgøres af franskmænd.” sagde han.”
“Wilson indvilligede dog i en undtagelse. Han gav tilladelse til, at enheder som New Yorks 369. Regiment – den udelukkende sorte enhed “Harlem Hellfighters” tjente under franskmændene. Selvom Wilson med denne handling kan have behandlet sin sorte soldater, ikke som sønner, men stedsønner, bød Harlem Hellfighters muligheden velkommen til at komme i kamp og bevise deres værd.”
(Bemærk formuleringen ‘enheder som’. Mon der var andre end 369. Regiment ?)
“Og de beviste deres værd. Harlem Hellfighters nød den gode modtagelse de fik i de franske styrker. …”
“Det taknemmelige Frankrig udøste medaljer over de tapre sorte soldater, der kom for at redde landet. Officererne og deres mænd i 369th Regiment blev belønnet med 170 Croix de Guerre, og Legion d’Honneur.”
(Jeg har rettet skrivefejlen Corix de Guerre til Croix de Guerre).
– – –
Det H.C. Brodersen fortæller om ‘de sorte’, er trist læsning. Mennesker fra fremmede kontinenter med helt fremmede kulturer kom til Frankrig som soldater, og tydeligvis har man ikke sørget for tilstrækkelig uddannelse.
Også andre beretninger / ‘dagens nyheder’ på ‘StoreKrig’ fortæller om fordomme og forskelsbehandling.
Men altså, sådan var verden den gang.
Også i 2. verdenskrig bidrog tropper fra kolonierne. Og de har heller ikke fået tilstrækkelig opmærksomhed i historieskrivningen.
I dag er vi ‘politisk korrekte’, men heldigvis ser det ikke ud til, at ‘StoreKrig’ censurerer eller omskriver tekst.
Harlem Hellfighters er nærmere beskrevet i engelsk Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/369th_Infantry_Regiment_(United_States)
Her står bl.a.:
“The U.S. Army decided on 8 April 1918 to assign the unit to the French Army for the duration of American participation in the war, because many white American soldiers refused to perform combat duty with blacks.”
“The men were issued French weapons,[13] helmets, belts, and pouches, although they continued to wear their U.S. uniforms.”
“In France, the 369th was treated as if they were no different from any other French unit. The French did not show hatred towards them and did not racially segregate the 369th.”
Hej Erik
Det er meget muligt – Brodersen skriver om “negre og amerikanere.” Det læste jeg i skyndingen som at det var sorte amerikanere, men det står der jo faktisk ikke. Det kan være franske kolonitropper, da amerikanere og franskmænd angreb sammen, men de øvrige modstandere, han omtaler, er i hvert fald amerkanere. Hans bemærkninger om, at de kom “fra junglen” er en ikke utypisk samtidig europæisk fordom om sorte i det hele taget, uanset hvor disse så i øvrigt måtte komme fra – om det så var fra en amerikansk storby!
mvh
René
Jeg opfattede det også helt klart som “almindelige” sorte amerikanere, hvis forfædre var kommet til USA som slaver.
Hej René og Jacob !
Tak for Jeres svar. Det glæder mig, at emnet har interesse, og at min tekst om Harlem Hellfighters nok er blevet læst. Jeg oplyser gerne, at først i går aftes blev jeg bekendt med eksistensen af Harlem Hellfighters. Men nu hvor jeg kender til det, så synes jeg, at den side af historien også har fortjent at blive kendt og husket.
Brodersens beretning fik mig til at tænke på, hvordan den amerikanske indsats foregik ‘racemæssigt’. Den gang var der store skel i USA, og mest sandsynlig var de amerikanske tropper hvide. Og undskyld udtrykket: ‘Racerene’.
Så da jeg læste Brodersens tekst, troede jeg ikke, at der var sorte amerikanere som soldater i Frankrig. Hvorimod det fint kunne passe, at det var ‘hjælpetropper’ fra kolonierne i Afrika. Disse sorte (og andre ‘eksotiske’ fremmede) soldater har været nævnt i flere af de foregående beretninger / ‘dagens nyheder’.
Inden jeg nu går videre, må jeg også skrive, at om de aktuelle soldater kom fra det ene eller andet sted, ikke er specielt vigtigt. Men alligevel, ret skal være ret. Selvom det helt rigtige nok ikke bliver opklaret.
I øvrigt var der (enkelte) sorte soldater i den franske fremmedlegion, men de indgik integreret i legionen, sammen med alle mulige andre, inklusive ikke så helt få danskere.
Der findes på internettet en del udførlige oplysninger om Harlem Hellfighters. Det fremgår, at de kom til Frankrig 1. januar 1918: “The 2,000 troops arrived in Brest, France, on the first day of 1918. On the docks, they surprised French soldiers and civilians with a jazz rendition of “La Marseillaise”.”
Som jeg forstår det, var de tiltænkt en rolle bag fronten, i forsyningstjenesten.
10. marts blev de tilknyttet den franske hær, og efter 3 ugers træning blev de indsat i kampene ved fronten 15. april. “.. more than a month before the American Expeditionary Forces’ first major battle.”
Enheden deltog i hårde kampe, og havde relativ høje tab, så formodentlig er der undervejs blevet suppleret med nye soldater hjemmefra.
Ved månedsskiftet september / oktober 1918 havde enheden flere måneders kamp-erfaring. Det har været meget rutinerede soldater. I øvrigt var de fleste af enhedens officerer hvide (amerikanere).
Det Brodersen fortæller om mødet med sorte soldater, hænger ikke sammen kvaliteten af soldater i Harlem Hellfighters, som netop fik navnet Hellfighters af de tyske soldater.
Hvorimod det – som nævnt ovenfor – desværre udmærket kunne passe med afrikanske ‘hjælpetropper’. Desværre, for det er da forfærdeligt, sådan at fragte afrikanere med en helt fremmed kultur til Europa for at kæmpe i en krig, der ikke er deres. Og at gøre det på en måde, hvor der ikke er givet uddannelse og træning til opgaven.
Om det er englændere eller franskmænd, der er de skyldige, ved jeg ikke. Mest gætter jeg på englænderne.
Men efter hvad René angiver, kunne det være franske kolonitropper, da amerikanere og franskmænd angreb sammen.
Og stadigvæk, Brodersen skriver om 2 episoder. Den første med amerikanske modstandere. Hvordan Brodersen kunne konstatere, at de var amerikanere, ved jeg ikke. Men det har nok ikke været svært at skelne mellem de forskellige modstandere, og her fremgår det jo, at de 2 dræbte soldater blev begravet og dermed set i ‘nærbillede’.
(Med begravelsen ‘forsvandt’ de 2 fra videre registrering. Sådan er krig. Der var måske pårørende, som ikke fik rigtig besked.)
Jeg nævnte om fremmedlegionen. Tilsyneladende har der ikke hidtil været ‘dagens nyheder’, som fortæller om fremmedlegionærer som modstandere. Søgning her på ‘StoreKrig’ på fremmedlegion eller fremmedlegionen giver ingen relevante svar.
Søgefunktionen her på ‘StoreKrig’ får dog ikke det hele med. Jeg har tidligere skrevet et par kommentarer, hvor fremmedlegionen blev nævnt. Bl.a. med gengivelse af:
“Ved juletid i 1914 havde de gensidigt hørt danske salmetoner fra modpartens skyttegrave. Og en dag havde de på tysk side stukket en plakat i vejret med påskrift 37 danske, og fra fransk side svarede man 5 danske.”