Tag-arkiv: Masuriske søer

28. maj 1915. IR262 trækkes ud af kampene på Østfronten

Senest ændret den 2. februar 2016 11:28

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 12. maj faldt vores gode kompagnifører kaptajn v.d. Marwitz ved et skud gennem hovedet. Jeg var med til at bære den knap 200 pd. svære mand tilbage, han skulle hjem og begraves i Tyskland.

Den 28. blev vi trukket ud af den ret gode stilling, jeg havde jo været med i det der var værre. Den nat vi forlod skyttegraven blev vi belyst af en meget stærk lyskaster, som russerne havde fået stillet op i deres bagland, det førte med sig, at de ny der flyttede ind straks blev angrebet, de måtte nu klare sig selv.

Vi var færdige for en tid, fordi Hindenburg havde beordret os en ferie for vore fortjenester i Masuren, hør hvad han skriver i sine erindringer: Alene navnet, vinterslaget i Masurien virker lammende som isnende blæst eller dødens stilhed.

Når mennesker tænker tilbage på dette slags gang må de standse og spørge sig selv, har menneskelige skabninger virkelig kunnet udføre dette eller er det hele kun en fabel eller en feberfantasi. Er disse marcher gennem vinternætterne, denne bivuak i isnende snestorme og denne sidste del af slaget i Augustowoskoven, der var så grufuld for vore fjender, når det kommer til stykket kun skabt af en blændende fantasi?

Vi fik virkelig tre ugers ferie, vi måtte ikke rejse hjem, men vi slog vore telte op i en skovkant hvor vi lå og dasede og var i de tre uger kun til skarpskydning en gang, det var meget varmt og vi blev plaget af myggene der overfaldt os i millionvis, mod dem nyttede kanoner ikke noget.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

15. februar 1915. Østfronten: Tø og mudder!

Senest ændret den 2. februar 2016 11:20

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.

Den 14. og 15. blev det tøvejr, det er næsten det værste der kan ske, tænk på at jorden er frosset ca. 1 meter så et tykt lag sne ovenpå. Sneen smelter og et par cm af den underliggende Jord, vandet kan ikke komme bort og det bliver et ælte så det er ubeskriveligt.

Vi skulle i det kuperede terræn afskære russerne som andre tropper havde smidt ud af Lück, vejen ind til Rusland. Vi kunne ikke komme frem og så de store kolonner haste efter Rusland til, vi skød på dem med visir 1.400 og det havde jo ingen virkning.

Vi gik over den russiske grænse ved Prostken, her gik grænsen langs ad bygaden, på den tyske side var alt afbrændt, der var mange stenhuse imellem, men på den anden side stod alle usle, stråtækkede hytter ubeskadiget.

Russerne havde nu sat sig fast i Augustowo-skovene, vi opholdt os i Augustowo i et par dage inden vi skulle rense denne uhyre store skov.

10. armé, 2. armé og vort 40. armekorps omringede dette skovområde. Hvad det kostede af anstrengelser – mit regiment fik intet at spise i 48 timer og kun lidt hvile, hvad det kostede af afsavn, træthed, hunger og tørst, for det meste med støvlerne fyldt med vand, til andre tider, selv under march var de frosset stive som trækasser, – med frygtelige snestorme som oftest lige i hovedet og de kunne vare 2-3 døgn.

Tørsten slukkede vi ved at gå yderst i kolonnen og tage sneen ved vejen og putte i munden.

En gang kom vi ind i et sumpområde hvor der efter et par dages tø stod 20 – 30 cm vand, som så igen havde en nogenlunde stærk isskorpe, men som ikke kunne bære os og hver gang vi trådte igennem fik vi en sjat vand i støvlerne.

At vi måtte igennem dette her havde følgende årsag. Da vi kom dertil lå der 76 dræbte tyske soldater der sandsynligvis var gået i et baghold og for at det ikke skulle gå os ligeså måtte vi over denne mose.

Da vi efter lang tid kom i land lagde vi os på ryggen og lod vandet løbe ud af støvlerne og så straks videre, der blev taget 40.000 fanger og masser af kanoner, rifler, ammunition, maskingeværer, minekastere og forplejnings- og forsyningsmateriel, brød skåret i terninger og tørret i store papkasser, tobak, cigaretter uden tobak, the i stænger, tobakken kaldte vi fuglefrø, det lignede det også og det smagte ganske udmærket.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

12. februar 1915. Østfronten: På vagt i 34 graders frost

Senest ændret den 2. februar 2016 10:59

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.

Samtidig begyndte så strabadserne hele natten gik vi. I en by vi kom igennem fik vi lov til at stå og hvile på gaden, bøssen blev sat ind under tornysteret for at tage vægten fra skuldrene og så stod vi faktisk på tre ben. Vi måtte ikke lægge randslen, for vi skulle være i fuld alarmberedskab, enkelte kogte kaffe i husene også til os andre, men en times tid efter gik den vilde jagt igen i kulde og sne.

Da vi havde stampet hele dagen i den dybe sne fik vi om natten lov til at gå ind i husene, satte tornystrene op mod væggen, satte os på den med geværet mellem benene og hvilte i to timer, vi faldt straks i søvn, vi var så trætte, slugte lige et par kiks af vor jernportion og så afsted igen.

Vi nærmede os nu et søområde ved Raigrot. Den 12. om morgenen gik vi frem mod en skovkant, som russerne skulle have besat, men da vi endelig ved middagstid gik ind i skoven, var de igen løbet deres vej. Hele vor batallion (ca. 1.000 mand) gik nu med få meters afstand (udsværmet) gennem skoven, men så blev der blæst til samling, højre om og på en skovvej kunne vi igen marchere i kompagnikolonne.

Pludselig kom vore egne husarer bagfra ridende forbi os for at opdage hvor fjenden nu havde sat sig fast, de fik også kort efter føling med ham, idet de blev beskudt fra en Jagthytte der stod på en korsvej, der faldt ingen husarer, men vi infanterister måtte atter frem for at rense omegnen.

Vi fik nu stilling ved en række små søer, hvor fjender sad på den anden side. Her lå vi så og skød på hinanden et par timer, men da så artilleriet var kommet og havde skudt et par salver, stormede vi frem over isen og tog en del fanger og fortsatte ind i skoven igen.

Nu var det russiske artilleri imidlertid vågnet og ville til at standse os, vi dækkede os bag træerne og skydningen hørte snart op.

Den nat lå vi ude i skoven i beredskab i 34° frost, sneen blev først fjernet, isen hugget op, grøngrene lagt på den frosne Jord, to mand tæt sammen tildækket med vores teltdug og så sov vi.

Kl. 2 blev vi vækket, der skulle bruges 10 mand fra hvert kompagni ialt 40 mand til en officerspatrouille. Vi skulle udforske om et teglværk der lå forude var besat. De 40 sorte skikkelser på den hvide sne, blev hurtigt opdaget af russerne og de blå bier fløjtede os igen om ørerne, men om natten skydes der altid for højt, så der blev ingen ramt, da vi løb tilbage, hvor vi kom fra.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Senest ændret den 2. februar 2016 10:52

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

12. september 1914. “En kammerat begyndte at skyde løs på en flok fangne russere.”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:44

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Russerne flygtede i vild panik, og dag og nat fulgte vi efter. Den 12. september var forfølgelsen så desperat, så vi fik ild fra vort eget artilleri; vi trak os skyndsomst tilbage, tog den grå hætte af hjelmene og spredte os.

Samme dags eftermiddag, mens vi i al tryghed marcherede på en landevej, blev vi pludselig beskudt af russisk artilleri. Granater eksploderede rundt om os, og der blev selvfølgelig stor forvirring, og mange blev såret, deriblandt vor Batl.-adjudant, løjtnant Erdmann, som allerede var kommet igen efter at have været let såret ved Gumbinnen. Patronvognen fra 2. kompagni, der kørte foran mig, fik et hjul skudt i stykker, og kusken slyngedes af vognen uden dog at blive såret.

En kammerat blev så desperat, at han i forvirringen begyndte at skyde løs på en flok fangne russere, som førtes bagefter bataljonen.

Der blev nu sendt en kavaleripatrulje frem, og snart gik det løs igen.

DSK Årbøgerne, 1945.

1914-09-09 Masuriske søer

 

10. september 1914. Landwehr Infanterie Regiment 84 ved de Masuriske søer.

Senest ændret den 4. februar 2016 9:54

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på ØstfronOten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 9. september rykkede divisionen tilbage til Bialla, men skulle være klar til at rykke mod nord, som bagtrop for omkredsningskorpsene mod nord.

1914-09-10 LIR84 Schlacht an den Masurischen Seen. Lage am 9. September 1914 abends - Karte 14

Den 10. september om morgenen meddelte Ldw. Div. Goltz (Goltz på kortet) Overkommandoen, at de havde fået anmodning fra 3. Reservedivision (3.R. på kortet) om øjeblikkelig hjælp ved Andreaswalde, og at divisionen fra morgenstunden var brudt op for at ile 3. R til undsætning trods den store afstand og den truende fjende fra Schtschutschin.

Overkommandoen omdirigerede derudover 1. Kavaleri Division sydpå til 3.R. undsætning. 1½ time efter denne befaling modtog Overkommandoen melding fra 3.R. om, at de i hårde kamp havde slået en overlegen fjende, som nu var på hastig tilbagerykning.

Senere på formiddagen kom der yderligere meldinger ind fra hele fronten, at russerne havde forladt deres stillinger og var på tilbagetog. Slaget var vundet, men man havde ikke tilintetgjort den russiske arme, som man havde håbet.

1914-09-10 LIR84 Opa s43 Biala Bahnhof
Biala Bahnhof – byen som LANDWEHR INFANTERIE REGIMENT NR. 84 rykkede tilbage til den 9. september 1914 Til venstre på bygningen af banegården står der på det øverste skilt ”Kranken – Transport – Abteilung <-Bugarmee” – ”Sygetransport afdeling – Bugarmee”, og på skiltet nedenunder ”Kranken Sammelstelle jenseits des Straße” – ”Sygeopsamlingssted på den modsatte side af vejen”. Et eksempel på hvorledes tyskerne organiserede transporten af sårede soldater fra en banegård.

9. september 1914. Hemming Skov ved de Masuriske søer: “Der var store tab på begge sider.”

Senest ændret den 4. februar 2016 9:45

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Den 9. september var der så en forrygende artilleri-duel, som vi endnu ikke havde set det. Straks om morgenen blev vi beordret frem med patronvognene, i en skov blev vi overfaldet med artilleri-ild. Atter tilbage.

Det at køre frem og tilbage var mindre behageligt, idet støvskyer fra den lange vognrække forrådte os, og af og til kom der en hilsen fra det russiske artilleri i umiddelbar nærhed.

Vort kompagni lå i stilling bag banedæmningen til venstre for banegården Kruglanken, og vi havnede med patronvognene tæt bagved en dalsænkning, hvor vi dog var sikret mod geværkugler, derimod ikke mod artilleriets ild. Rundt om os slyngedes store jordmasser i vejret, når granaterne slog ned, og oven over os vrimlede det af små røgskyer, hvor shrapnell-skuddene eksploderede, og hvorfra de små shrapnell-kugler dryssede ned over os.

1914-09-09 Masuriske søer
Slaget ved Tannenberg. Fra Wikipedia.

Der var store tab på begge sider; en fyrreskov til venstre for os, hvor der lå mange døde, vidnede derom. Hist og her lå blodigt undertøj, hvor de sårede var blevet forbundet, men disse blev dog efterhånden bragt tilbage i sikkerhed.

Banegården Kruglanken var skudt i brand, senere løb nogle af kammeraterne derhen, for om muligt i en kælder at finde noget til den tomme mave; men i stedet fandt de tre russere, som de bragte med tilbage. De blev dygtigt udfrittede, men vi forstod kun lidt.

Hen imod aften formåede vort artilleri at drive russerne ud af stillingen. De blev straks forfulgt, og ved mørkets frembrud var vi i en brændende landsby, som lige var forladt af fjenden.

Der var her meget stærkt udbyggede stillinger, men vort artilleri havde fundet dem til gavns og sparet infanteriet for angreb. Her, til alle sider omgivet af ild og sammenstyrtede huse, fik vi nu mad fra feltkøkkenet.

DSK Årbogen 1945

6. september 1914. Landwehr Infanterie Regiment nr. 84 ved de masuriske søer

Senest ændret den 2. februar 2016 10:26

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Situationen udviklede sig nord for de Masuriske søer og den 5. september fik bl.a Ldw.-Div. Goltz ordre om, at marchere og tage tog til Rudczanny og følge armeens sydlige fløj til Johannesburg. Ldw. Div. Goltz skulle sikre armeens fremmarch mod en fremrykkende fjende sydfra ved Grajewo og Schtschutschin.

1914-09-06 LIR84 Schlacht an den Masurischen Seen
Slaget ved de Masuriske Søer. Stillingen om aftenen den 6. september.