Tag-arkiv: Luxembourg

24. november 1918. “vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!” Eskildsen er tættere på hjemmet.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter mange dages march nåede Eskildsen og hans regiment endelig frem til den tyske grænse.

I Reuler, den næste Landsby, har vi Kvarter. Vi sover det meste af Dagen; men om Aftenen, inden vi skal videre, gaar jeg endnu engang tilbage for at lade Øjnene drikke det dejlige Syn ned over Clerf. En gammel Mand fortæller mig om Byen, om Greven paa Borgen og om Munkene oppe i deres stolte Abbedi.

Vi marcherer igen om Natten, Fristens sidste, denne Rejses værste Nat. Vejene er glatte. Artilleriet foran os kan ikke komme op ad den stejle Kløft bag Grænsefloden Sun.

Der er kun godt en Mil fra Reuler til Grænsen, men vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!

Med Hønsebenet foran — Regimentets Kapelmester hedder Hünerbein — holder vi vort Indtog i Dasburg. Vore Vogne er pyntede med sort-hvid-røde Flag. Befolkningen tager med varm Glæde imod os. Vi er det første af alle Regimenter, der har vist de tyske Farver.

Etappen er draget igennem i vild Uorden, har solgt Heste og Vogne og stjaalet Heste og Vogne, fortæller de. Andre Regimenter har haft røde Baand og Rosetter. Fronten kommer i bedste Orden, smykket med de Farver, disse Folk holder af. Efter 16 Timers besværlig March naar vi vort Maal, den lille Eifel-By Olmscheid.

En ung Kone tager imod os i en varm Stue og med et varmt Hjerte. Hendes Mand er i fransk Fangenskab, hendes Brødre og Svogre holder os ved Selskab. De er allerede afskediget og vendt hjem. — Og vi skal endnu marchere i mange, mange Dage!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 254-255

22. november 1918. Claus Eskildsen får travlt med at komme videre.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet måtte skynde sig videre for ikke at blive taget af amerikanerne og belgierne. Det næste mål var Clerf.

Den 22. November skal være vor anden Hviledag.

Vi har købt nogle Kartofler og er i Færd med at skrælle dem til Aftensmaden, da vi faar Ordre til øjeblikkelig Afmarch. Amerikanerne og Belgierne har lagt Haand paa nogle Afdelinger bag os, og vi skal derfor endnu i Dag over Clerf-Floden.

Kl. 8 Aften marcherer vi. Det er meget koldt. Krigen bider sig selv i Halen: Masurens Nætter, Luksemborgs Marchnat — det er en Ring.

Nattens Møje er glemt, da vi i Morgentimerne ser Clerf. Vi har set meget, men aldrig har vort Øje glædet sig ved noget saa smukt som den lille Købstad Clerf.

Vi kører ned til den, vi slæber Vognene op ad Serpentinerne igen, vi standser deroppe for at nyde Udsigten over Clerf-Kløften, over Byen med de smukke Tage, Kirken med Tvillingetaarnene, den ældgamle Borg, det storslaaet prægtige Benediktinerkloster højt oppe over Byen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 253-254

21. november 1918. “Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg” Eskildsen når over den belgiske grænse.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Claus Eskildsen og hans kammerater nåede lige med nød og næppe at krydse den belgiske grænse, inden fristen for hvornår de skulle være ude af landet udløb. Til gengæld blev de heller ikke mødt med åbne arme i Luxembourg.

Den 20. November marcherer vi til Longchamps, den 21. kommer vi ud af Belgien. Købstaden Bastogne er den sidste større belgiske By, vi berører. Den er et eneste Hav af Flag, Guirlander, Æresporte med franske og engelske Velkomsthilsner.

Lidt bag Byen møder vi en hel Folkevandring. Fra alle Egnens Landsbyer strømmer man ind til Bastogne for at tiljuble Amerikanerne, der følger os i Hælene. Om faa Timer er Fristen udløbet!

Hvis vi saa ikke er over Grænsen, er vi fanget. Vi standser, skubber os et Par Hundrede Meter frem, standser igen. Forude er der et stejlt Bjerg, som kun kan overvindes ved Hjælp af Forspand. Vi staar paa Springet til at løbe fra det hele. I den ellevte Time slipper ogsaa vi over.

Ved Siden af en Markvej staar Grænsepælen med den belgiske Løve paa den ene og den luksemborgske Løve paa den anden Side. Vi lægger Mærke til den meget skarpe Sproggrænse, der nøje falder sammen med den politiske. I den sidste belgiske By talte alle Fransk, i den første luksemborgske, kun 2 Kilometer derfra, taler alle Tysk. Men Sindelaget er uforandret.

Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg som de er det i det sort-gul-røde Belgien. I Nieder-Wampach, vort første Kvarter i det lille Land, nægter man os Adgang til Husene, idet man paastaar, at Fristen er udløbet.

Vi erfarer Senere, at Grunden er en anden, Etappekolonner har Dagen i Forvejen opført sig som Røvere. Vi parlamenterer med Kommuneforstanderen og faar Tag over Hovedet. Inden vi skilles, er vi gode Venner med de brave Wampacher.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 252-253

2. august 1914. Tyske tropper besætter Luxemburg. Ultimatum til Belgien.

Senest ændret den 28. januar 2016 13:35

Klokken 03 overskrider de første tyske tropper grænsen til Luxemburg i biler og på motorcykler. Det sker ved Wasserbillig.

Tyske tropper kort før indmarchen i Luxembourg
Tyske tropper kort før indmarchen i Luxembourg

Klokken 06 ruller et pansret tog med 9 waggoner ind på banegården i hovedstaden Luxembourg. Den tilstedeværende luxemburgske officer overrækker tyskerne en officiel protest. Men han får at vide, at det er de tyske soldaters opgave, at sikre jernbaneforbindelserne mod franske tropper, idet man kan forvente et snarligt fransk angreb på Luxembourg.

1914-08-02 Luxembourg

Resten af dagen fortsætter de tyske soldater med at strømme ind i landet.

Besættelsen af Luxembourg er en central del af ”Schlieffen-Planen”, der går ud på at angribe Frankrig via Belgien.

Tysk ultimatum til Belgien

Den tyske ambassadør i Belgien, Klaus von Below-Saleski, afleverer et ultimatum til den belgiske regering:

1914-08-02 Kong Albert
Kong Albert I af Belgien

Da der er sikre forlydender om, at den franske hær vil marchere gennem Belgien for at angribe Tyskland, kræver Tyskland frit lejde gennem Belgien for tyske tropper. Et frit lejde vil efterfølgende – når krigen er slut – blive belønnet med skadeserstatninger. Endvidere anmodes den belgiske regering om ikke at give ordre til modstand, så man kan undgå unødvendige blodsudgydelser. Tysklands eneste formål var at forsvare sig selv. Man ville ikke på nogen måde besætte Belgien. Afsluttende krævede Tyskland svar på dette ultimatum inden for 12 timer. Dette kunne Belgien kun afvise. Se mere om det tyske ultimatum her

Erik Ingemann Sørensen