Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De bringes over tre dage her 10., 11. og 12. juni.
Det Omraade, hvor jeg har de bedste Oplysninger, er Ernæringen. Vort Landbrug er jo lagt saaledes, at Kød er dets Hovedprodukt, men Kreaturantallet svinder ved de evige Rekvisitioner. En Gaardmand i Vodder Sogn fortæller, at han ved Krigens Begyndelse havde 95 Stykker Hornkvæg; den 1. Juli 1917 havde han kun 60. Indtil 1. Juli 1918 afleverede han yderligere 30; i Februar 1919 har han 45 Kreaturer paa sin Stald.
Der rekvireres maaske forholdsvis ikke flere Kreaturer i Sønderjylland end i Tyskland længere Syd paa, men Virkningen er alligevel haardere, hvor Landbruget som her lægger Hovedvægten paa Kvægbrug, end hvor Kornavl spiller Hovedrollen.
Et Landbomøde, der var sammenkaldt i Bredebro for at protestere, beherskedes fuldstændigt af Repræsentanter for Tønder Arbejder- og Soldaterraad under Ledelse af en sydfra indvandret, overmaade mundrap Murer ved Navn Wienecke.
Landmændene klager over, at det ikke blot er Slagtekvæget, der tages. Den Dyrlæge, der kommer i de fleste Stalde paa Sønderjyllands Vestkyst, siger, at han i Aar ikke har set noget Kreatur, han fandt egnet til Slagtning. Der tages nu Dyr paa 3-400 Pund, og det gaar ud over Køer og unge Kvier.
Høet koster nu efter Fredskurs 26-27 Øre pr. Pund. Opdræt af Kalve gaar under disse Forhold stærkt tilbage; naar de bliver et Par Aar gamle, har man sagt til sig selv, bliver de jo taget bort for en Pris, der ikke dækker Halvdelen af, hvad det har kostet at holde dem i Live.
Heste er der nok af; men ogsaa de er paa Tvangsration: 1-3 Pund Havre daglig. De faar ikke Foder nok til at være brugelige Arbejdsdyr, men Heste er det da, det er ogsaa det hele.
Som Landlæge i Sønderjylland tilbringer jeg store Dele af min Dag paa Bøndernes Vogne, og jeg tør nok sige, at Hestene i Gennemsnit er yderst sløje. Det er hændt mig undervejs til en Barselfærd, at Hestenes Kræfter slap op. Saa maatte Konen vente, til jeg kom til Fods.
Svinene er saa godt som uddøde, og det er jo ikke blot Sønderjylland, der skal kødforsynes; men der sendes af det tvangstagne Kvæg til Hamborg og ikke saa lidt til Saksen.
Paa det omtalte Møde i Bredebro sagde en hjemmetysk Bonde, at Landbruget er naaet til den yderste Grænse for, hvad det kan yde. Og denne ene Gang havde Hjemmetyskeren Ret.
Det svindende Kreaturtal og Kreaturerne, svindende Kvalitet gør sig gældende i Mælkeleveringen til Mejerierne.
De kan ikke en Gang alle Vegne paa Landet, levere den lovligt tilladte Smørmængde i deres eget Distrikt. 50 pCt. er det sædvanlige, Mejerierne maa tvangsafgive af Mælken; den sendes enten direkte til Hamborg eller først til en Tørringsanstalt i Haderslev, hvorfra den saa sendes videre.
I Skærbæk Mejeri indleveres ca. 8200 Liter Sødmalk om Ugen, en Femtedel af den normale Mængde. Deraf kan ifølge Rigsforordning af 3. Oktober 1916 uddeles til Børn under 6 Aar, ellers kun efter Lægeattest til Syge, til frugtsommelige og diegivende Kvinder.
Børn under 2 Aar har Ret til 1 Liter Mælk daglig, fra 2-4 Aar til 3/4 Liter og fra 4-6 Aar til ½ Liter Mælk. Der var i 1916 ialt 129 saadanne Børn i Skarbak. Naar de er over 6 Aar gamle, har Børnene ikke mere Krav paa Mælk; det har de øvrige 1007 Mennesker i Kommunen altsaa ikke.
Af Skummetmælken maa kun 50 pCt. sendes tilbage til Interessenterne. Til Forsørgelsesberettigede maa der afgives 1/4 Liter pr. Person. Resten skal stilles til Raadighed for det offentlige Ernæringsvasen, enten i Form af Ost eller sendes til Haderslev til Tørring.
Der kærnes paa Skærbæk Mejeri ca. 480 Pund Smør om Ugen, deraf fordeles til Interessenterne 212 Pund, til Byens og Omegnens Forsørgelsesberettigede 1360 X 70 gr = 190 Pund, til Syge paa Grundlag af Lægeattest 14 Pund.
Det maa dog bemærkes, at en Lægeattest ikke altid skaffer det Smør eller den Mælk, Lægen holder for nødvendig.
I Januar 1919 skrev jeg Attest paa 5400 gr Smør, men Myndighederne tillod kun, at der udleveredes 1890 gr deraf.
Dr.med. Hansen i Tønder meddeler kort og fyndigt: ”Patienterne faar ikke den Mælk, der skrives dem op af Lægen”.
En Beregning over Mælkeforholdene i Tønder viser, at der i denne By er 4500 Mennesker, som aldrig faar Malk. Derfor ser man dem ogsaa daglig milevidt fra deres By med Mælkeflaskerne paa Jagt efter en Draabe til Gamle og Sultne.
I Tønder faas iøvrigt om Ugen: 1600 gr Brød, 125 gr Kød, 70 gr Smør, 125 gr Marmelade.
Til i Sommer er der givet Løfte om et Æg hver 14. Dag.
En voksen Mand i Tønder faar altsaa daglig og ad lovlig Vej 1000-1250 Varmeenheder [kalorier], en Trediedel af et arbejdende Menneskes Behov.
Saa kommer naturligvis, hvad man kan faa ved alskens Svig og ad Smugveje. De er i Dag Betingelser for at kunne leve.
Den store Bonde og den rige Købmand kan betale Aagerpriser, og de skal nok komme igennem, men for Smaakaarsfolk er det tungt og haardt at skaffe det aller nødtørftigste til Veje. Deres Tilværelse er i Dag en Kamp for at opretholde selve Livet.
Vi har læst om over 20.000 Mennesker, der er døde af Sult i Bøhmen; jeg har set de rumænske Krigsfanger dø af Sult i tyske Fangelazaretter i Frankrig, og aldrig glemmer jeg deres udpinte Aasyn og svulne Lemmer; men lignende kan vi møde i Sønderjylland. Maaske endda ikke Sultedøden i denne dens skarpeste Form, men Folks Helbred ødelægges, deres Modstandskraft nedbrydes.
I dybeste Forstand er det alligevel Sult og Kulde, de dør af, naar Sygdommen rammer dem.
Der synes at vare den samme Opfattelse hos de fleste af Sønderjyllands Læger, at store Dele af Befolkningen faar for lidt at spise, at Børnene i stigende Tal faar Skrofulose, faar rindende Øjne og vædskende Udslet, ser uvaskede og uplejede ud, at de unge Mand og Piger trues eller lider af Tuberkulose, — hvor mange unge Mand ser jeg ikke, der bærer den lange Krigstids Spor, blege, udsultede, med Maver og Nyrer i Ulave.
De gamle lider mest, Dødens Host er stor iblandt dem. Koldbrand synes at være blevet en hyppigere Sygdom end tidligere. Det hænger vel ogsaa sammen med Sulten.
Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935
