Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.
En dag blev der stort postyr og ståhej. Der var en, der opdagede et vildsvin, der var løbet ind i krattet. Hele mandskabet blev alarmeret, vi fik karabineren og patroner frem, og hele krattet blev omringet.
Det varede noget, inden dyret kom ud, der var en del, der gik ind i krattet for at drive det ud, medens de, der var posteret rundt om krattet fik besked på kun at skyde udefter – bort fra krattet. Omsider kom fyren ud – en gammel orne, og det kan nok være, at der kom ild i bøsserne; der blev en hel kanonade, 100 skud og mere gik ved siden af, men omsider faldt fyren, en gammel fyr med svære hugtænder og stive børster.
Under stor jubel og hurraråb blev vildornen fra Ardennerne bragt hen til køkkenvognen, her blev den flået, parteret og gik i gryden. Den var noget sej, men den blev spist. Mandskabet af 1. batteri fik flæsk.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Jens Rudebeck fra Ravsted kom efter et lazaretophold til en rekreationsdeling, hvor han kom på en skriverstue.
Jeg kom på lazaret nær Maubeuge i en mindre by, hvor vi lå med 40 mand i en kirke.
Der lå jeg til den 27. januar, blev så udskrevet og kom sammen med 15 mand ud til en nyopstillet Genesungsafdeling i Cosolze.
Der var i forvejen en underofficer, for resten havde han E. K. I [jernkorset af 1. klasse], jeg ved såmænd ikke hvorfor, og så 10 mand. Underofficeren var polak, men kunne ikke skrive sit navn og heller ikke holde samling på sine folk. Adjudanten, en løjtnant, spurgte mig, om jeg kunne skrive, hvad jeg nok mente, jeg kunne. Så blev jeg sat til at lave en optagelsesliste, en fortegnelse, der efterhånden blev til en bog, så mange blev vi; der var tilgang og afgang.
Der var en overgang 350 mand, og det måtte vi – to mand på skrivestuen – klare helt alene. Til at begynde med fik vi forplejning ved nogle bagere, men da vi blev så mange, måtte vi selv indrette vort køkken og klare det selv.
Men vi fik for lille tildeling og havde ingen reserve, kun den daglige ration, og det battede ikke noget, når der kom den store tilgang. Ved den allerførste lønningsappel, hvor det altid hedder: »Wer Ansprüche an Brot, Geld oder sonstige Forderungen an die Abteilung hat, der trete vor«, da var de der alle og klagede over, at det ikke gav nok at æde, og det var også – som allerede antydet -for lidt, så vi vidste det godt.
Jeg havde en god kammerat, en vagtmester Harder, ved landbruget, og ham kom jeg meget sammen med. Han havde et par sække, ialt 400 pund, med grå ærter, men de var blandet med havre og var beregnet til at males til svinefoder. Dem fik jeg næste dag, og havren blev sigtet og pillet fra. Sådan fik vi lidt ekstra.
Havren byttede jeg ved bayerne med rå sukker, så vi kunne få te med sukker i, for de ville ikke drikke teen uden sukker, og te havde jeg nok af. Sådan hjalp vi os frem et godt stykke tid.
Jeg var, skønt underofficer, feldwebeldiensttuend og fik nu endelig en feltvebelløjtnant som foresatte, men tre uger efter kom der besked på, at Genesungsafdelingen skulle opløses og mandskabet fordeles på rekrutdepoterne.
»Hvad gør vi nu ved Dem?« spurgte adjudanten henvendt til mig. Jeg skulle jo som Fahnenschmied for længst have været tilbage til min Ersaz Bataljon.
Så spurgte han, om jeg kunne tænke mig at overtage »Jagdschütz«: så fik jeg en jagtbøsse, og vi skulle på fasanjagt.
Han havde i sin tid spurgt mig, hvad jeg bedrev i min fritid, så han vidste, at jeg gik på jagt. Men altså, vi tog af sted.
Han havde en spaniolerjagthund, og den for omgående ind i krattet. Fasanerne var parret, og straks kom en hane og en høne.
Herren skød, men ramte ikke, jeg fik hanen. Men næppe havde jeg fået bøssen ladt på ny, før endnu en hane og en høne viste sig. Han var ikke færdig med at lade, vist også begejstret for den ene, den jeg havde nedlagt, hvorfor jeg havde chancen og tog dem begge. Af et tredje par skød han den ene, hanen, og jeg tog hønen, – altså han en og jeg fire fasaner!
Så var jeg antaget og levede herefter som en herremand.
Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition til Logeloge.
Det var paa denne Safari fra Kungulio til Logeloge, at jeg en Aften, da vi havde slaaet Lejr, traf min gamle Ven Peter Hansen fra Blokadebryderen. Han laa syg af Tyfus i Resterne af en Landsby, der laa paa vor Vej. Vi talte sammen en Aftenstund, indtil jeg saa, at Peter, der ellers var i god Bedring, var ved at blive træt. Saa ønskede vi hinanden god Rejse og tog Afsked med hinanden.
Det var den anden fra Blokadebryderen, som jeg mødte ved Rufijifloden. Fyrbøder Christian Hansen fra Flensborg, der havde været Kullemper for os paa „Kronborg“ , var blevet baaret over Broen, mens jeg laa ved Kungulio. Han havde kronisk Malaria, og det var sidste Gang, jeg saa den unge Mand, der kun var 20 Aar, da han rejste hjemmefra.
De mange syge var Rufijiflodens Kendemærke. Kampene var nu stilnet af, men de tyske Afdelinger, der samlede sig langs Floden og længere mod Syd, var nu kommet i Kamp med Malariaen, der var en farligere Fjende end Englænderne.
I den Rest af en Landsby, hvor jeg fandt Peter Hansen, fandt jeg ogsaa en gammel Løvefælde, som jeg af Venlighed og Hjælpsomhed overfor Ramasan stillede op i et Krat for at forsvare hans Høne, der var ved at sprænge Buret af Skræk for noget, der bevægede sig inde i Skoven. Jeg gjorde dette paa Trods af Ramasans Hemmelighedsfuldhed og haardnakkede Vægring ved at slagte Hønen, og lod ham det vide, for at faa hans fulde Paaskønnelse af mit store Arbejde.
Aldrig nogen Sinde i Afrikas Historie har en Løvefælde virket saa prompte. Jeg havde lige vendt mig fra den og var gaaet nogle Skridt i Retning af Lejren, da jeg hørte Fælden smække i og derefter en rasende indædt arrig Snerren.
Jeg fløj tilbage, saa hurtigt Benene kunde bære mig, overbevist om at have fanget en Vildkat, men det var noget helt andet. Paa tæt Hold sendte jeg en Kugle gennem Hovedet paa Dyret i Fælden, og da jeg kom helt hen til den, saa jeg, at det var en prægtig Leopard.
Dagen efter fortsatte vi Safarien og kom uden yderligere Eventyr til Plantagen Logeloge.
Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.
Rufijifloden indeholdt mange andre levende Skabninger end Krokodiller og Flodheste. Den bogstavelig talt vrimlede af Fisk, hvilket er en Sjældenhed i Østafrika, da de fleste Floder tørrer ud om Sommeren.
Vi havde ingen Grejer til at fange Fisk med, men jeg anvendte en Metode, som jeg havde læst om engang, og som viste sig at være særdeles brugbar. Jeg delte en Dynamitpatron, tændte den og kastede den ud i Floden.
En halv Patron var nok til at fange en Mængde Fisk med. Man hørte en dump Eksplosion og saa Vandet komme lidt i Oprør, og et Øjeblik efter kom Fiskene drivende op med Bugen i Vejret. Det gjaldt nu om at faa dem øst i Land eller op i en Baad hurtigst muligt, da de ikke var døde, men kun bevidstløse.
Bærerne satte stor Pris paa Fisk og kunde sætte næsten utrolige Mængder til Livs.
Saaledes gik Arbejdet og Fritiden ved Kungulio. Ind imellem kom der smaa Mindelser om Malariaen, men endnu havde vi saa rigelig Kinin, at jeg kunde holde denne Sygdom Stangen. Jeg tog blot en Kinintablet og gik til Køjs. Feberen steg — undertiden helt op til de 40 Grader, men den gode Føde, jeg fik, den gode Søvn og det forholdsvis lette Arbejde gjorde, at jeg kom forholdsvis nemt over mine Anfald, men da Regntiden — den lille Regntid — begyndte i November Maaned, var alligevel noget af det hyggelige gaaet af Kungulio.
Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.
Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe. Flodhestene, som jeg ofte saå i Floden, skød jeg aldrig paa, og af Antilopevildtet skød jeg kun, hvad vi havde Brug for — og der var mere end rigeligt af det.
Derimod skød jeg ofte paa Krokodillerne i Floden, da de var en Plage og en stadig Trusel for mine Bærere, naar de badede i Floden, hvad de meget ofte gjorde.
Jeg foreholdt dem Gang paa Gang, at de risikerede Livet, men de trak blot paa Skuldrene og svarede: — Det er Guds Villie!
Det var det stadig tilbagevendende Svar, naar man gjorde dem opmærksom paa, at de løb en Risiko ved en eller anden uforsigtig Handling, og de svarede saadan, enten de tilhørte den ene eller den anden Religion. Det var selve Afrikas Skæbnetro, der talte ud af dem.
Da jeg ikke kunde faa Bærerne til at være mere forsigtige, lagde jeg mig efter Krokodillerne. De fandtes i Floden i et meget stort Tal, og Jagten paa dem var meget spændende og anstrengende.
Som Regel laa de og solede sig paa Sand- eller Dyndtanger, der løb ud i Floden. Naar man nærmede sig tilstrækkelig forsigtigt, kunde man komme dem paa Skudhold, men lige saa ofte oplevede man, at den Tange, der for et Øjeblik siden havde været tæt besat med Krokodiller, blev tom og bar, inden man fik Tid til at løfte Geværet, endsige til at tage Sigte.
Nogle enkelte Gange lykkedes det mig dog at komme de hæslige Dyr paa Skudhold. De var i gamle Dage næsten sikre mod Geværernes Blykugler paa Grund af deres pansrede Skæl, men den moderne Riffelkugle gaar glat igennem, og har man sigtet rigtigt — paa Hovedet — saa bliver Krokodillen paa Valen.
Det lykkedes mig at faa nogle smukke Eksemplarer paa Tasken ved Kungulio. Ellers skød jeg efter dem, naar de dukkede op af Vandet, men selv omman ramte sikkert og dræbende, var det ikke muligt at faa fat paa Byttet, der gled tilbage i Floden.
Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.
Overalt i Skoven traf man paa Dyrestier, som de forskellige Dyr fulgte, naar de søgte ned til Floden for at drikke, og ude paa de aabne Græsgange ved Floden kunde man træffe tre-fire forskellige Slags Antiloper — ofte i temmelig store Flokke — Zebraer og en Mængde andre Dyr, som man kun saå Glimt af og næppe lærte at kende Navnet paa.
Store Flokke af Aber huserede ogsaa ved Floden og lavede et forfærdeligt Spektakel, som skræmte det øvrige Vildt, men der gik dog sjælden en Dag, uden at jeg kom hjem med et Stykke Vildt paa Tasken.
Det blev fordelt mellem Bærerne, som saa tørrede Kødet over Ilden og derefter spiste det. De gode Stykker, som Ramasan altid sørgede for til min Husholdning, blev som Regel anvendt til forskellige Risretter, som han var en Mester i at tilberede.
Een Gang paa disse Jagtudflugter skød jeg paa en Antilope i fuldt Spring, men gjorde det aldrig oftere, da jeg maaatte skyde tre Gange for at dræbe den, og én Gang skød jeg slet ikke.
Det var paa Hjemturen fra en Jagtudflugt, der ikke havde givet noget Resultat. Jeg skulde skynde mig tilbage for at sende en Safari mod Nord med Ammunition, men pludselig blev jeg staaende stille som naglet til Stedet. Bæreren, som jeg havde med, stod lige saa stiv og stille, og jeg hørte hans Stemme, hæs af Spænding og Overraskelse: — Bwana, huko Simba! — Herre, dernede er Løver!
Der var tre. En Han og en Hun og deres Unge. Ungen og dens Mor laa ned, medens Hannen slentrede omkring i Nærheden. —
Skyd, Bwana, skyd! hviskede Negeren og pegede paa Dyrene, men det var mig simpelthen umuligt.
Jeg blev staaende i nogen Tid og saå paa de smukke Dyr, hvis frygtelige Brøl saa ofte vækkede mig om Natten, men hængte saa Geværet over Skulderen og gik hjem til min Safari.
Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Et engelsk gevær [formentlig et Lee Enfield] beholdt han selv, da han blev nødt til at aflevere sin Mauser karabin.
Det viste sig at være et fortræffeligt Bytte. Det tykke, lidt klodsede Gevær med Træbelægning helt ud til Mundingen, saa man overhovedet ikke kunde se noget af Løbet, og med sit 10 Skuds Magasin, var ikke alene en god Erstatning for min tyske Karabin, men ogsaa et overdaadigt godt Jagtvaaben, der faldt mig ualmindelig godt i Haanden og skød ganske overordentlig præcist.
Med det nedlagde jeg en Mængde Dyr i Omegnen af Kungulio til uendelig Fryd for mine altid sultne Bærere. De var saa ivrige efter at komme med paa Jagt, at jeg ofte maatte jage dem tilbage for i det hele taget at gøre mig Haab om at faa noget Bytte. Men som Regel tog jeg dog et Par Stykker af dem med for at blive fri for at slæbe hjem med Jagtudbyttet selv.
Rufijifloden var Dyrenes Paradis. Aldrig har jeg set saa uhyre Mængder af Vildt som her ved Østfrikas største Flod.
En af de første Nætter, da jeg sov trygt paa mit Græsleje, hørte jeg en Lyd, som øjeblikkelig gjorde mig lysvaagen. Jeg sprang op og greb efter min Parabellum Pistol med ti skarpe Skud i Magasinet. Den havde jeg altid liggende nær ved Haanden, da man jo maatte være forberedt paa alle mulige Overraskelser.
Men her forslog en Pistolkugle vist ikke. Noget uhyre tungt brasede gennem Krattet tæt ved det Sted, hvor jeg laa, og kort efter stod det stille og begyndte at æde af Græsset. Jeg kunde tydeligt høre, hvergang det tog sig en ordentlig Mundfuld.
Der var da altsaa ikke Tale om noget Rovdyr. Engang imellem kunde jeg høre en vældig Prusten som fra en Hest, der gaar og græsser. Det skal nok være en Flodhest, tænkte jeg, og var just ikke opløftet ved Udsigten til, at denne Kolos kunde finde paa at trampe hen over mit Sovested.
Men efterhaanden blev Lydene svagere og svagere, og til sidst døde de helt bort.
Da jeg saa efter den næste Morgen, opdagede jeg Aftryk af solide Flodhestefødder kun 10-15 meter fra det Sted, hvor jeg sov.
Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden. Her fremstillede han improviserede landminer.
Efter at min Virksomhed som Minefabrikant havde staaet paa i nogen Tid, fik jeg et nyt Brev fra Stache om at holde op, da man ikke havde Brug for flere Miner, men i Mellemtiden havde et Par Vaabenmestre slaaet Lejr tæt ved Overgangsstedet medførende blandt andet en Mængde Geværer, der skulde repareres.
En af dem viste mig en Dag et Brev fra Stache, hvoraf fremgik, at jeg uden at vide af det var udlaant til dem, og nu begyndte et nyt og spændende Arbejde — ogsaa et Led i den østafrikanske Nødhjælpsindustri.
En Del af de Geværer, som Vaabenmestrene medførte, havde faaet større eller mindre Beskadigelser, som under normale Forhold vilde have bevirket, at de var blevet kasseret. Noget saadant var der selvfølgelig ikke Tale om nu. Alt skulde bruges og alt, hvad der kunde repareres, skulde repareres.
Jeg fik som Opgave at tage mig af de Geværer, der havde lidt Skade paa Laasen. Man skulde forsværge, at det var muligt, saa solidt som en moderne Geværlaas er konstrueret — og da ikke mindst Laasene paa det tyske og det engelske Gevær — men ikke desto mindre laa her en lang Række Geværer med Laase, hvoraf der var sprængt større eller mindre Stykker.
En Del af dem var jo nok blevet beskadiget ved at blive ramt af fjendtlige Projektiler, medens andre maaske er blevet udsat for et alt for stærkt Tryk ved Affyringen, naar der har været Vand eller Sand i Løbet, eller naar dette har været rustent til Overmaal. Laasene var i det mindste beskadiget, og det var min Opgave at faa dem hele igen.
Det lykkedes over Forventning. Hvor mange Geværer jeg fik gjort brugbare under min Virksomhed i Kungulio, har jeg ikke noget Tal paa, men det var ikke saa faa, og jeg tror, at de alle har været lige saa gode som nye Geværer efter at have været under min Behandling.
Et af dem kan jeg i det mindste garantere for — det var et engelsk Gevær, som jeg selv beholdt. Der kom under mit Arbejde med Geværerne Dagsbefaling om, at alle tyske Geværer, der ikke var ved Feltkompagnierne, uophørligt skulde afleveres til Vaabenmestrene, der senere kunde fordele dem til Kompagnierne. Det gjaldt om at faa alle moderne tyske Geværer ud i første Linie, saa man kunde faa skudt den tyske Ammunition helt væk og faa gennemført en Bevæbning af hele Hæren med engelske Geværer.
Jeg var lidt ked af at skulle af med min tyske Karabin, som skød aldeles udmærket og havde været et godt Jagtgevær, men der var ingen Vej udenom. Jeg maatte aflevere den med sine tyske Patroner og udvalgte mig i Stedet en engelsk Militærriffel af Vaabenmestrenes Lager.
Jeg reparerede den med megen Omhu og var meget ivrig efter at prøve den paa Jagt, saa snart den var færdig.
Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.
Der er lidt over fire Dagsrejser fra Kisakki til Kungulio ved Rufijifloden. Landskabet bestaar af Krat isprængt med Græssletter, men aabne Sletter af større Omfang fandtes ikke. Derimod var der ikke saa faa smukke Søer langs Vejen, som vi fulgte, og det var noget af en Seværdighed i Afrika, hvor man ellers sjældent træffer aabent Vand udenfor Regntiden og hvor Floderne tørrer ind om Sommeren.
Med Mellemrum fandtes der Magasiner, hvor vi kunde supplere vort Forraad af Proviant baade til Bærerne og til min private Husholdning, og naar vi slog Lejr, tog jeg Karabinen med mig og gik paa Jagt.
Originaltegning fra Nis Kocks arkiv (privateje)
Vildt var her dog ikke overvældende meget af, navnlig ikke paa de to første Dagsmarcher, men jo længere vi kom mod Syd, desto talrigere blev det. Den sidste Rastdag før vi skulde være fremme ved Kungulio, havde jeg et sjældent Held med mig.
Efter at vi havde slaaet Lejr og jeg havde spist min Ris, tog jeg Riflen paa Nakken og søgte ned mod en lille Sø for at se, om der skulde være Jagtheld ved den. En af Bærerne, der saa mig gaa, spurgte, om han skulde gaa med og bære Byttet, men jeg rystede paa Hovedet. — Du vil nok hellere blive ved Lejrilden.Jeg gik alene.
Vildt saa jeg ikke noget af, men blev alligevel ved at gaa en Timestid, indtil Solen var ved at gaa ned. Saa vendte jeg om for at naa tilbage til Lejren, inden det blev mørkt, men med ét stod jeg stille, som naglet til Stedet. Paa en aaben Plads, skarpt belyst af Solen, stod en pragtfuld Antilope — en Kongoni —ubevægeligt foran mig. Det var et Mirakel, at den ikke havde set eller hørt mig, men stort nærmere kunde jeg ikke komme den.
Afstanden til det pragtfulde Dyr anslog jeg til 400 meter og besluttede at tage min Chance. Min Riffel — en af de Mauserkarabiner, som vi havde med i Lasten paa „Kronborg“ — var et fortræffeligt Vaaben, der skød godt og sikkert.
Jeg knælede forsigtigt ned i Græsset og tog omhyggeligt Sigte paa Kongonien. Skuddet gik af med et Brag, der lød som et Kanonskud i det stille Aftenlandskab, og Kongonien gav et Par lange Hop og forsvandt i et Buskads.
— Skudt forbi -— Pokkers ogsaa! Arrig over Uheldet smed jeg Riflen over Nakken, men gik for en Sikkerheds Skyld hen imod Stedet, hvor det store og smukke Dyr havde staaet. Der var Blodspor i Græsset. Jeg fulgte dem hurtigt til det lille Buskads tæt ved, hvor det store Dyr var forsvundet ind, og dér lige i Udkanten laa Kongonien — et flot Eksemplar, som jeg ikke kunde bære.
Det ærgrede mig grundigt, at jeg ikke havde taget nogle Bærere med mig, for inden vi naaede at komme tilbage til det skudte Dyr, havde Hyænerne sikkert begyndt at æde af den. Jeg tog dog Chancen og skyndte mig tilbage til Lejren, hvor jeg standsede nogle af Folkene og fortalte dem, at de kunde hente et Dyr ude i Skoven.
Et Øjeblik efter havde jeg saa mange frivillige, som jeg kunde ønske, til Arbejdet, og kort efter var jeg atter paa Vandring ned til Søen.
Det var Maaneskin, og vi fandt uden Besvær det kongelige Dyr, der laa, som om det sov, i et Leje af dugperlende Græs. Ikke langt fra hørte vi Grene rasle, da Hyænerne sneg sig bort, og kort efter lød deres hæslige Hyl ud gennem Natten.
Bærerne bandt Kongoniens Ben sammen, stak en lang Stang imellem dem, og fem Mand bar nu det store, pragtfulde Dyr hjem til Lejren, hvor det blev hilst med Jubel af de andre, der var vaagnet op.
Kort efter var det parteret og delt ud mellem de mange sultne Mennesker i Lejren, hvis daglige Maaltider bestod af Majsgrød eller en Vælling lavet af en af de mange forskellige Sorter Korn, der dyrkes af den indfødte Befolkning i Afrika.
Det var ved at være en Bjørnetjeneste, jeg havde gjort mig selv ved at skyde Kongonien, thi det var umuligt at lukke et Øje den første Halvdel af Natten paa Grund af Bærernes Trommer og Sang, medens de fejrede mig som Manden, der skaffede dem alle Kød, og mange andre smigrende Ting.
Nikolaj Kramer gjorde krigstjeneste på Vestfronten.
Vi laa i Stilling paa Vimy-højene, Nord for Mont de Loretto, og havde, naar vi var afløst, vort Kvarter i Avion.
Det var i Marts Maaned, og der laa en Smule Sne over Markerne.
Paa Vejen tilbage fra Skyttegraven havde vi set et Par Harer og besluttede derfor at foranstalte en Harejagt. Jeg var under denne usædvanlig heldig og skød fire Harer.
Der var i Grunden slet ikke noget Hekseri ved det, for naar vi dreven Hare op, løb den et Stykke, satte sig paa Bagbenene og saa sig om. En nogenlunde god Skytte kunde da med Lethed nedlægge den.
Vi ankom til Kvarteret med seks Harer. Tre af dem blev flaaet og gjort i Stand, kom i Gryden og blev kogt. Noget at stege dem i kunde vi jo ikke fremskaffe. Suppen blev altfor stærk, og da vi ingen Kartofler havde, maatte vi spise det kogte Harekød med tørt Brød til, og dertil drak vi saa den grimt smagende Suppe.
De tre allerede tillavede Harer slog til i det Par Dage, vi var i Kvarteret. De andre tre blev hængt ned i Kælderen, og Madame og hendes Datter fik Besked om, at Harerne skulde blive der, til vi kom tilbage igen.
Da vi næste Gang kom fra Skyttegrav en, var der kun to Harer.
Kvinderne gik og luskede omkring og saa efter mig. Jeg anede, at der var noget galt. Jeg gik derfor bag om Huset og ind i det lille Rum, som var reserveret til de to Damer. Madame kom straks hen til mig: “Oh, la la, monsieur danois, den er jo gruelig gal, nogen har taget den ene Hare.”
Jeg var med det samme klar over Situationen og sagde, at det nok var dem, der havde spist den, men, tilføjede jeg: “I kunde godt have spist to, det havde ikke gjort noget.”
Baade madame og Datteren blev saa lykkelige, at de begge to græd. Staklerne havde ikke smagt Kød i lange Tider.
Jeg forklarede mine Kammerater Sagen, og de morede sig derover. Vi gjorde vore to Harer i Stand og gav Kvinderne Forhalvdelen af den ene.
De to Kvinder havde fra den Dag megen Tillid til mig.
