Tag-arkiv: fred

20. juli 1914. Fransk visit i Rusland: Sammen er vi stærkere end Tyskland!

Senest ændret den 27. januar 2016 12:58

Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer situationen i Europa:

Præsident Poincarés Rejse. Verdens stærkeste Militærmagt.

I anledning af Præsident Poincarés Rejse fremhæver Bladene i Paris de militære Kraftanstrengelser, Rusland i den sidste Tid har gjort. Med særligt Eftertryk fremhæves dette i et Telegram som ”Le Matin” har modtaget fra sin særlig Korrespondent i St. Petersborg. Det hedder deri:

… Paa Forøgelsen af den tyske Hær har Frankrig svaret med 3-Aarsloven og Rusland med sin Mandskabsforøgelse, der den første Maaned i Aaret 1916 vil give det en knusende Overlegenhed over alle europæiske Hære.

Rusland vil da ganske alene have en Fredsstyrke, der i Tal overgaar Treforbundets forenede Hære.

Bladet ”Eclair” skriver: Den tyske Presses Ro er bleven forstyrret. Den ser en Fare i den slaviske Bevægelse. Ogsaa vi føler, om end af andre Grunde, Trang til Klarhed. Lad os haabe, at Præsident Poincarés Besøg hos Kejser Nikolaj maa splitte de skyer, der indhyller en hel Verdensdel. Aldrig tidligere har der eksisteret en mere begivenhedsrig, mere alvorlig Tid. Vi vil ikke være Ofre for en kunstig Ophidselse, men heller ikke overraskes af uforudsete Forpligtelser.

Der er Skyer paa den politiske Himmel.                                              

I en Tale ved Lordmayorens Middag i Fredags for Citys Bankierer og Købmænd udtalte den engelske Finansminister Lloyd George blaandt andet:

Et er af allerstørste Betydning for os, nemlig Freden, Fred udadtil og Fred herhjemme. For et Aar siden befandt vi os midt i en stor Krig i Orienten. Det var en Tid fuld af Uro og Bekymring, og vi forestiller os nu næppe, hvor foruroligende Stillingen var.

Vi Englændere har Grund til at være, stolte af, at under hele denne Forvirring, der havde kunnet føre til en af de største Ulykker, der nogen Sinde har truet den europæiske Civilisation, overtog England under Sir Edward Greys kloge Ledelse Førelsen af Arbejdet paa Genoprettelsen af den europæiske Fred.

Paa den internationale Himmel findes der stedse Skyer; en fuldstændig skyfri Himmel gives der aldrig i Udenrigspolitikken, og ogsaa nu er der Skyer; men naar vi i Fjor er slupne over saa meget større Vanskeligheder, stoler vi paa, at sund Menneskeforstand, Taalmodighed, god Vilje og Taalsomhed, der i Fjor hjalp med at overvinde større Vanskeligheder, vil sætte os i stand til at overvinde de nuværende Vanskeligheder.

Østerrig og Serbien.

Alt i Østerrig tyder paa, at et forestaaende Opgør mellem Østerrig og Serbien ikke vil forløbe glat. Regeringen i Wien er denne Gang fast besluttet paa at kræve utvetydig klar Besked af Regeringen i Belgrad. ”Neue freie Presse” skriver, at hvis Pasitch ikke kommer paa andre Tanker, vil det stille sig daarligt med Fredsudsigterne. Østerrig venter kun paa Høstens Tilendebringelse for at gaa mod Serbien.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

3. juli 1914. “Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder”

Senest ændret den 28. januar 2016 22:35

Flensborg Avis, den førende danske avis i Sønderjylland, analyserer verdenssituationen på baggrund af den internationale presse:

Verdens Gang

Den i Gaar meddelte Efterretning om, at Myndighederne i Wien vil henvende sig til Serbien for at faa Undersøgelser foretaget der, har vakt nogen Forundring. Ikke selve Anmodningen; man mener, at den serbiske Regering uden videre vil gaa ind herpaa. Men Sagen er bleven meddelt i en Form, der, som et tysk Blad siger, maa virke alarmerende. Den østerrigske Udenrigsminister har taget sin Beslutning efter en forudgaaende Raadslagning med Rigskrigsministeren og Generalstabschefen. “Dette kunne betyde: Der skal straks erklæres Krig, hvis ikke Serbien giver et tilfredsstillende Svar.”

Hvis Østerrig ikke, som Studenterne i Wien forlangte forleden Dag, vil føre en Hævnkrig mod Serbien, tør det dog nok antages, at Fyrstemordet i Bosnien ikke vil have mere Blodsudgydelse til Følge. Mange har endog ment, at med Ærkehertug Franz Ferdinands Bortgang er faren for en Krig i Almindelighed bleven mindre; Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder.