Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Den 9. marts 1918 ved middagstid løb den på en mine og begyndte at synke. Christian Nielsen komme ikke med redningsbåden – og han kunne ikke svømme!
(… fortsat)
Det var paa høje Tid, at Baaden kom klar af Daviderne, for de laa nu saa lavt over Vandet, at der kunde blive Fare for, at de kunde gribe fat i Baaden og saaledes foraarsage en Kæntring.
Skibet krængede lidt mod Styrbord; derved kom jeg ind mod Skibssiden og fik Fodfæste paa Stødlisten. Jeg kom i Vand til Knæene, og nu var der kun faa Meter tilbage af Skibet.
Paa Baadsdækket stod der endnu fire Mand af Maskinfolkene. De kastede en Redningsflaade ud. Den var fastgjort til en Tovende, og den blev min Redning. Flaaden passerede mig i en Afstand af smaa ti Meter. Det var min sidste Chance. Jeg sprang i Havet.
Som nævnt kunde jeg ikke svømme, men jeg tror, at min Vagtkappe har kunnet bære mig oppe, indtil jeg var saa heldig at faa fat i Tovenden og holdt fast!
De fire paa Baadsdækket sprang samtidig med mig, men kun tre af dem naaede hen til Flaaden. Den fjerde raabte et Par Gange om Hjælp, saa gik han ned …
Vi fire hang nu hver ved sit Hjørne af Flaaden. Vi havde kun Hovedet over Vandet. Da Skibet sank, blev vi begravet i et Bjerg af Vand, men vi holdt fast.
Det gør ondt, naar man ser sit Skib forvinde i Dybet. Det sidste, vi saa af »Hindenburg«, var to Mastetoppe med Antenneraa. De dannede to Kors. Det saa næsten symbolsk ud; men saa forsvandt ogsaa de.
Tilbage var vi fire ved Redningsflaaden. Et Stykke borte fik vi Øje paa Kommandanten, der klamrede sig til Kompashuset. Længere borte saa vi vor egen Baad, men den kunde ikke hjælpe os, for de havde ingen Aarer, og desuden var den overfyldt. Da Skibet var sunket, kom der Vraggods til Syne i Form af Dæksplanker og Kasser. Vi var saa heldige at faa fat i en Planke og fik den halet ind over Flaaden.
Mine tre Lidelsesfæller kravlede op paa Flaaden, og jeg blev ved deres Hjælp ogsaa halet op. Jeg kunde ikke klare den selv.
Det viste sig, at Flaaden havde svært ved at bære os. Den blev trykket ned under Vandet. Vi sad nu alle paa Knæ — hver paa sit Hjørne af Flaaden. Vandet naaede os op til Livet. Jeg laa med venstre Albue paa Planken og kunde paa denne Maade holde Hovedet oven Vande.
Det varede ikke ret længe, før de tre Kammerater begyndte at tale om, at naar vi ikke snart fik Hjælp, kunde vi ikke klare den ret længe. Vandet var iskoldt, men roligt. De andre paa Flaaden havde kun tyndt Tøj paa. Ikke saa underligt, at de frøs. Det var jo en stor Forandring at komme fra det varme Maskinrum eller fra Fyrpladsen og saa ned i det kolde Vand.
Jeg, som havde tykt Tøj paa og havde været udenfor hele Tiden, frøs ikke saa meget. Jeg kunde have klaret den en Tid endnu; men jeg vilde nødig miste de Kammerater. Hjælpe dem kunne jeg ikke. Jeg var klar over, at hvis det værste skulde ske, det vil sige, at dersom mine Kammerater forsvandt, vilde Flaaden komme højere op paa Vandet og mere sikker at opholde sig paa; men Hjælpen maatte komme inden alt for længe.
Paa Linieskibet »Rheinland«, der sejlede ca. en Kilometer foran os, havde man selvfølgelig hørt Eksplosionen. Den stoppede øjeblikkelig op og satte to Baade i Vandet — og der blev roet! Den Baad, der først naaede hen til os, tog os om Bord. Jeg blev surret fast paa en Transport-Hængemaatte og lagt paa Tofterne mellem Aaregasterne. Den anden Baad reddede Kommandanten og tog Baaden med de overlevende fra »Hindenburg« paa Slæb.
Efter en hurtig Lægeundersøgelse og Forbinding blev vi bragt ned i Kassematterne og klædt af til Skindet. Vi blev rullet ind i Uldtæpper og fik et Par store Cognactoddyer hældt i Halsen. De kvikkede op …
Der var, som før nævnt, kommet omkring 800 russiske Krigsfanger om Bord i Blokadebryderen »Steigerwald«. De skulde transporteres til Libau, hvor de skulde interneres i en Fangelejr. Fra Libau skulde Skibet gaa til Danzig for at komme i Dok.
Det blev bestemt, at jeg skulde med dette Skib og indlægges paa et Lazaret i Danzig. Kammeraterne kom og tog Afsked med mig. Vi havde jo kun været en kort Tid sammen. Flytningen gik nemt. Jeg havde ingen Ejendele. Alt var gaaet tabt ved Forliset.
Man lagde mig paa en Baare og bragte mig om Bord i den finske Isbryder »Zampo«, og derfra blev jeg overflyttet til »Steigerwald«. Isbryderen skulde bryde Isen ud til aabent Vand. Jeg skal gerne lndrømme, at jeg ikke følte mig rolig, før jeg vidste, at vi var kommet velbeholden gennem Minefeltet!
Efter en 3-4 Dages Sejlads via Libau ankom vi til Danzig, hvor jeg blev indlagt paa et Reservelazaret. Det var en almindelig Træbarak, og alt var ret primitivt. Her var der kun omkring en Snes Patienter, og vi fik en meget god Behandling. Jeg fik en dobbelt Portion »Liebesgaben« og 3½ Mark af Lazaretkassen, fordi jeg havde mistet alt.
Mit Lazaretophold varede otte Uger, saa rejste jeg til Kiel, hvor jeg paa ny blev indklædt, og man bevilgede mig fjorten Dages Rekreationsorlov.
Fem Maaneder senere var jeg atter om Bord og igen ude i de finske Farvande, og da var idet lige ved at gaa galt igen, men — det er en anden Historie …
DSK-årbøger 1961
