Senest ændret den 4. december 2020 9:24

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.