Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Kl. ca. 4 om morgenen begyndte vi at tromle på de franske stillinger og begyndte med gasgranater, og hver tredje var en tågegranat. Luften var stille, der var meget tåget, og derfor virkede gassen, som den skulle. Gassen skulle kvæle franskmændene, der lå i meget stærke forskansninger oppe i bakkerne mellem træerne.

Tågegranaterne skulle indhylde alt i en gul, tung tåge, så soldaterne ikke kunne finde hen til de højtliggende punkter, hvor gassen og tågen delvis tabte sin virkning. Efter at vi havde bombarderet med 2 gas og 1 tågegranat i ca. 1 time med 150 stk. pr. skyts, gik vi over til at beskyde alle højtliggende punkter med sprænggranater og granater 012 for at ramme de arme mennesker, der havde søgt tilflugt på højene.

Vi skød efter disse mål i ca. 1/2 time. Der blev så atter forandret mål og afstand, og nu skød vi i 20 minutter alt, hvad der kunne jages igennem røret, med bryzantsammunition, en granatsort med en overordentlig stor sprængvirkning. Samtidigt med, at de skulle dræbe alt, hvad der måtte komme på deres vej, skulle de fordele gas- og tågemasserne, for nu skulle infanteriet storme.

Der var en ganske frygtelig kanonade, man kunne dårligt råbe hinanden op, flyverne kredsede og fløj frem og tilbage, lænkeballoneme var i funktion, soldater lå i reserve alle vegne. Kl. 6 lagde vi ilden længere fremad, vi skød på de vigende franskmænd, medens infanteriet gik frem. Vi kunne nu se, at vi lå ganske tæt ved Chemin des Dames, der fra en flad slette hævede sig brat i vejret.

Før bombardementet var der en kraftig skov, nu stod kun nogle ynkelige rester og stilke tilbage. Vi begyndte med at skyde på en afstand af 2.000 m og endte med at skyde på 8.000 m. Dog rykkede vi hurtigt bag efter infanteriet. Vi pakkede sammen kl. ca.6 1/2.

Vi havde nogle døde den første morgen samt 7, der var såret. Blandt dem var: kanoner Gross, kan. Ozekowski, kan. Schropfer, kan. Neumann og Gefreiter Braun. Braun var Batterieschlosser, dvs. batterimekaniker, han skulle ordne, hvad han kunne ved kanonerne, når der var noget i vejen, og det var der ret ofte, f.eks. låsen brændt fast, røret løb ikke frem efter skud, mekanismen i låsen svigtede, reservedelene skulle indsættes hist og her osv.

På vejen hen til Chemin lå der mange døde, der var langt græs på begge sider af vejen, og her lå de døde i massevis. Ovenfor på skrænterne havde franskmændene ligget og kunnet skyde fra oven og nedefter på de anstormende kolonner.

Da vi kom hen til bakkedragene, var der mange hundrede arbejdssoldater i gang med at lave vejen i stand, så vi kunne komme frem med de svære kanoner. Dog blev hestene taget fra, og der stod så mange arbejdssoldater, at der kom 60 mand til hver kanon, og de trak i de lange tove, og sammen med de øvrige kanonerer trak vi hver enkelt kanon samt ammunitionsvognene over på denne måde.

Det hele tog en times tid, og vi kunne fortsætte fremad på det terræn, hvor franskmændene havde ligget for et par timer siden, og hvor vort artilleri havde udøvet sin frygtelige virkning. Død, brand og elendighed overalt. Mange af franskmændene var blevet kvalt i gassen, andre skudt, og der var uhyre mange sårede og gasforgiftede.

Der kom fanger hele tiden, med eller uden bevogtning, de slæbte deres sårede kammerater med sig, og de blev også sat til at transportere sårede tyskere tilbage. Ved middagstid gik vi i stilling igen og skød et par timer, hen på eftermiddagen brød vi op og fortsatte forfølgelsen.

Det var ret interessant at se alle de forladte franske stillinger; vi fandt fransk konserves hist og her, men levnedsmidler havde vi endnu ikke fundet ret mange af. Vi mødte endnu ingen civil befolkning, og byerne var fuldstændig jævnet med jorden, og hele terrainet var gennemkrydset af skytte- og læbegrave samt forskansninger.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.