Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.
Denne uges udfordring er den første af i alt 2 med postkort skrevet i februar 1916 af Jacob Jensen Petersen Munk (1892-1961). Dette postkort er skrevet den 2. februar 1916 til forældrene i Ballum sogn. Original på Sønderborg Slot.


Feldpostkarte
Herr Peter Munk
in Reisby Ballum
Kreis Tondern
Schlesvig-Holstein
Gxxxxx d. 2.2.1916
Kjere Foreldre!
Nu sender jeg Eder et Kort
men jeg ved jo ikke om
i kan finde mig derpaa.
I Dag har jeg jo faaet Pakken
med Smøret i som jeg
siger mange Tak for det.
kom rigtig tilpas for jeg
havde ikke mere Smør.
Jeg er jo ellers Sund og
Rask, jeg haaber det samme
hos Eder Kjere Foreldre
Nu mange hilsener
fra Eders Jakob
Kommentar: Jeg kan ikke gennemskue stednavnet, som han angiver sammen med datoen. Ølfustagen, som er med på fotoet giver måske et hint. Jeg læser navnet forneden som “Kosteletz”. Der er 4 småbyer, der hedder sådan, én i det sydøstlige hjørne af Tyskland og tre i Tjekkiet. Den mest sandsynlige ligger tæt ved den tjekkiske by Terezin (tidligere Theresienstadt).
Til Preben T. Clausen og Hanne C. Christensen
Hermed en enkelt bemærkning samt to Noter til Ugens Gotiske Udfordring.
I Teksten i 4. linje læser jeg “(i)gen”, ikke “men”.
Note 1: Navnet i bunden på Øltønden kunne være Kostelec snarere end Kosteletz. Ved søgning på google.com/maps popper der seks byer op med dette navn i Tjekkiet. Men ingen af dem ligger ved Terezin, ca. 50 km nordvest for Prag.
Note 2: På JJPM’s Personside mangler hans efternavn, Munk, under “Publikationer”, to steder.
Med venlig hilsen
Andreas Jacobsen
Til Andreas Jacobsen
Jeg tænkte på Kostelec nad Labem (ty.: Elbe-Kosteletz), som godt nok ligger nærmere ved Prag end ved Theresienstadt.
Men det var jo kun ment som hjælp til at finde ud af, hvad der står som det sted kortet er sendt fra, og det mener jeg nu, at jeg har fundet ud af på anden vis, idet jeg mener, at kortet er sendt fra byen Gnesen, som ligger øst for Posen (nu Poznan i Polen). Der var IR 49 garnisoneret og havde ved krigsudbrud efterladt sine to Ersatz-Batailloner i byen. Adskillige nordslesvigere gjorde tjeneste ved regimentet.
Venlig hilsen
Preben T. Clausen