Under kommando af Max Valentiner stopper U38 mellem Algier og Bizerta en amerikansk og en dansk damper, da begge er tilhører neutrale nationer og ikke sejler med krigskontrabande får de begge lov til at sejle videre.
Så heldig er to italienske skibe ikke, briggen “Elisa Francesca” (208 BRT) og damperen “Ticino” (3.897 BRT.) sænkes begge. Samme skæbne overgår også den engelsk damper “Glenmoor” (3.075 BRT.) og den fransk damper “Yser” (3.545 BRT.), det beslaglagt tysk skib “Dacia”.
Under kommando af Max Valentiner forsøger U38 med signal og varselsskud at stoppe den bevæbnede engelsk damper “Woodfield” (3.584 BRT). Damperen forsøger at stikke af og afgiver ild med en let hækkanon. U38 besvarer ilden og efter flere træffere stopper damperen og besætningen går i bådene. Den bliver derefter sænket med en torpedo og granatild.
Samme dag stoppes den japansk damper “Yasukuni Maru” (5.118 BRT), de franske dampere “Dahra” (2.127 BRT), “Le Calvados” (1.658 BRT) og “Sidi Ferruch” (2.537 BRT), den Italiensk damper “Ionio” (1.816 BRT) og endnu en engelsk damper “Buresk” (3.673 BRT.). De sænkes alle med ubådens kanon efter besætningerne er gået fra borde.
Et lazaretskib der har taget besætningen fra “Buresk” ombord bliver undersøgt og får lov til at sejle videre. Senere forfølger man en stor bevæbnet damper, men opgiver da den har for stor ildkraft.
Faldne Richard Brettschneider fra Stenderup ved Østby er den 8. Oktober falden i Belgien, 29 Aar gammel. En Sørgegudstjeneste afholdes Søndag den 31. Oktober i Grarup Kirke.
Pastor Jørgen Andersen og Hustru i Moltrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Hans, der tjente som Reserveløjtnant, den 16. Oktober er falden i Nordfrankrig. Han blev kun 20 Aar gammel.
Gaardejer Jeppe Riis’s Søn fra Styding, Niels Riis, 25 Aar gammel, er falden i Frankrig. En Mindegudstjeneste for ham vil blive afholdt Søndag den 31. Oktober om Formiddagen Kl. 9½ i Hammelev Kirke. Desværre nærer Familien frygt for en anden af sine Sønner, som den ikke har hørt fra i længere Tid.
Landmand Beining i Arrild fik i Lørdags sin Søns Ejendele tilbage med den Meddelelse, at han er falden i Frankrig. Han blev i Foraaret indkaldt som Rekrut.
Den 29. September er Gurre Gram fra Brøns falden østfor Reims ramt af en Granat. Han blev næppe 20 Aar gammel. Der holdes Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 31. Oktober om Eftermiddagen Kl. 3 i Brøns Kirke.
Tidligere Kontorist paa Westholsteinische Bank i Tønder Otto Oetjens født i Soltau i Hannover, er falden i Rusland.
Gefreiter Andr. Asmussen, Richtsensgade i Tønder, er falden den 22. September. Den Afdøde, der stod paa Østfronten, blev kun 18. Aar gammel.
Det 65. reserve-Feltartilleri-Regiments 5. Batteris Officerskorps bekendtgør, at Officersstedfortræder Carstensen fra Hessel ved Tinglev er falden.
Barber Nasser i Haderslev har ifølge “S.G.” faaet Meddelelse om, at hans yngste Søn er falden i Champagne. Han blev kun 18 Aar gammel.
Fællesmejeriet i Flensborg bekendtgør, at dets tidligere Kusk Jacob Detlefsen, der tjente som Underofficer i Garde-Infanteri-Regiment Elisabeth, er falden den 11. Oktober.
Carl Thomsen fra Flensborg, Rittergade 19, der tjente som Overmaskinistmat, er falden, 25 Aar gammel.
Døde paa Lasaret. Wilhelm Diederichsen, en Søn af Privatier Diedrichsen paa Skedebjerg ved Aabenraa, er i Lørdags, den 23. Oktober, afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Frankrig. den unge Didrichsen, der indtil sin Indkaldelse var Kontormedhjælper paa Landraadskontoret i Aabenraa, har først været med i Kampene i Rusland og kom derpaa til den vestlige Krigsskueplads.
Georg Angel og Hustru i Flensborg bekendtgør, at den sidstnævntes Søn af første Ægteskab, Adolf Nissen efter 11 Maaneders haarde Lidelser den 13. Oktober er afgaaet ved Døden som Følge af sine Saar paa den kongelige Klinik i Breslau.
Afgaaet ved Døden. I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Overmaskinistmat Christian Christensen fra Tønder, der hidtil har været meldt som savnet, er afgaaet ved Døden.
Mistet den ene Arm. Der er ifølge “Fl.Av.” kommet Meddelelse om, at en ung Mand fra Lavensby, Otto Bonde, har mistet den ene Arm i Krigen.
Dagens Nyheder
Jo mere Mælken stiger, desto tyndere bliver den, skriver et tysk Blad under Henvisning til den senere Tids mange Mælkeforfalskningsprocesser. I Düsseldorf blev en Mælkehandler Sternberg forleden idømt en Pengebøde paa 500 Mark, fordi han havde blandet 175 Dele vand i 100 Dele Mælk. Denne Dom kritiseres skarpt. Saalænge Mælkeforfalskerne slipper med Pengebøder, som kun er en Brøkdel af, hvad Forfalskningen har indbragt dem, vil Straffen ikke virke afsvækkende. der kræves derfor følelige frihedsstraffe for Mælkeforfalskningen.
Fra Provinsen
Roehøsten. (Dv.) Landmændene paa Toftlundegnen er nu i stærk Virksomhed med at faa Roerne af Jorden. Overalt ses Russerne fra Fangelejren som Hjælpere.
Under kommando af Max Valentiner forlader U38 Helgoland med kurs mod den østrig-ungarske flådebase Cattaro (i dag Kotor, Montenegro) ved Adriaterhavet.
Kaptajn Conrad Sörensen, der er født og opvokset i Flensborg, modtager ordre om at samle en besætning og begynde forberedelserne til en endnu et togt til de tyske besiddelser i Østafrika med våben og ammunition. Hjælpekrydseren “Marie” skal camoufleres som et nordisk handelsskib, og de enkelte besætningsmedlemmer skal derfor kunne et af de skandinaviske sprog. Besætningen kommer derfor overvejende til at bestå af søfolk med rødder i Nordslesvig:
Styrmand Christian Schmidt, født i Slesvig
Styrmand Jürgen Holm, født i Rangstrup
Styrmand Carl Iversen, født i Gråsten
Maskinist Hans Hinrichsen, født i Kollund
Maskinist Zilo Sørensen, født i Nyborg
Maskinist Hans Hansen, født i Ulderup
Overmatros Thomas Thomsen, født i Købingsmark
Overmatros Jørgen Spanger, født i Bækken
Overmatros Nis Jacobsen, Anslet ved Haderslev
Overmatros Peter Christensen, født i Sønderby
Marinesoldat Johannes Jensen, født i Flensborg
Telegrafist Friedrich Christiansen, født i Åbenrå
Telegrafist Niels Abild, født i Osterslottfeld
Torpedofyrbøder Hans Lorenzen, født i Flensborg
Fyrbøder Andreas Abrahamsen, født i Åbenrå
Fyrbøder Mathias Stöcker, født i Lille Jyndevad
Fyrbøder Carl Kunz, født i Bovrup
Fyrbøder Martin Toft, født i Åbenrå
Fyrbøder Lauritz Christensen, født i Sønderborg
Fyrbøder Marius Schröder, født i Kiel-Ellebeck
Fyrbøder Hans Hansen, født i Skodbøl
Fyrbøder Knud Knudsen, født i Rødekro
Matros Johannes Maskov, født i Flensborg
Matros Johannes Tram, født i Flensborg
Matros Peter Jensen, født Störtum
Matros Fritz Greve, født i Flensborg
Peter Andresen, fødte i Egensund
Listen efter Harboe Kardel: Schleswig-Holsteiner im Weltkrieg, 1933, s. 132-3
Ud for Irlands sydkyst afgiver U38 under kommando af Max Valentiner varselsskud mod den engelske damper “Trafalgar” (4.572 BRT). Damperen forsøger at undslippe, og stopper først efter en times forfølgelse og beskydning. Damperen sænkes ved at åbne bundventilerne og med tre sprængladninger. Senere sænkes det engelske tankskib “Silvia” (5.268 BRT). Derefter påbegyndes hjemturen nord om Shetlandsøerne.
Under kommando af Max Valentiner sænker U38 undervejs mod den irske sydkyst den engelsk damper “Palmgrove” (3.100 BRT) med granatild. Derefter forfølges den engelsk damper “Diomed” (4.672 BRT), der først stopper efter være ramt af ti granater. Den sænkes derefter med en torpedo. Senere observeres en mindre engelsk krydser, men U38 kommer ikke på skudhold. Om aftenen forfølger ubåden et tankskib, men opgiver da det bliver mørkt.
Under kommando af Max Valentiner sænker U38 på vej mod Den engelske Kanal den engelsk damper “Windsor” (6.055 BRT) med granatild og den engelsk damper “Cober” (3.060 BRT) med en torpedo. Derefter stoppes en stor engelsk damper med et skud for boven.Der er sandsynligvis tale om “San Melito” (10.160 BRT), men tre bevæbnede fiskefartøjer kommer til og tvinger U 38 til at dykke, så damperen undslipper. Også sænkningen af den engelske damper “Westbury” (3.097 BTR) bliver samme dag forhindret af et bevogtningsfartøj. Om aftenen sænkes den engelsk damper “Ruel” (4.029 BRT) med granatild. Senere observerer man endnu en damper og forfølger den, men afbrydes igen af bevogtningsfartøjer.
Under kommando af Max Valentiner sænker U38 vest for Ushant de engelske dampere “Bittern” (1.797 BRT) og “Carterswell” (4.308 BRT), samt det engelske sejlskib “Martha Edmonds” (182 BRT), alle med granatild. Desuden sænkes det belgisk tankskib “Daghestan” (2.817 BRT) med en sprængladning.
Under kommando af Max Valentinr sænker U38 ud for Scillyøerne tre engelske dampere: “Restormel” (2.118 BRT), “Baron Erskine” (5.585 BRT) og “Samara” (3.172 BRT). De to første sænkes med torpedoer og den sidste med 14 skud fra dækskanonen. Som tidligere forsøger en bevæbnet yacht at gribe ind, men U38 slipper fra den uden at dykke.
Om formiddagen stopper U38 under kommando af Max Valentin en damper – formodentlig “City of Liverpool” – med signal og skud for boven, hvorefter besætningen forlader skibet. Samtidig dukker en bevæbnet yacht op og beskyder U38, der tvinges til at dykke. Om eftermiddagen forsøger man at stoppe en anden damper, sandsynligvis den bevæbnede damper “Lady Wolseley”. Da man affyrer et varselsskud mod den, besvarer den ilden, hvorefter U38 dykker og fortrækker.
Under kommando af Max Valentiner sætter U38 kursen mod St. Georgs Kanalen. I det rolige og dissede vejr sænker U38 de engelske dampere “Paros” (3.596 BRT), “Kirkby” (3.034 BRT), “Maggie” (269 BRT), “Thornfield” (488 BRT), “Glenby” (2.196 BRT), “The Queen” (557 BRT), “Bonney” (2.702 BRT), de engelsk fiskefartøjer “Repeat” (107 BRT) og “George Baker” (91 BRT), og den spansk damper “Isidoro” (2.044 BRT) med jernmalm til England. “Paros” og “Kirkby” blev sænket med torpedoer og resten blev efter at de var blevet forladt sænket med granatild. Om natten forlader U38 St. Georgs Kanalen og sejler mod Bristolkanalen. Helt problemløst gik det dog ikke:
Jeg lagde mig på sejlruten fra Liverpool, dette skibenes dueslag … Tre dampere fulgte så hurtigt efter hinanden, at jeg, mens mandskabet som ved en manøvre gik i bådene, måtte afgive det ene varselsskud efter det andet …
Torpedobåde jager mod os, vi dykker hurtigt. Da vi går op på periskopdybde, er der ingen torpedobåde. Tågen har opslugt dem. Men en damper. Den bemærker os, vores varselsskud slår ned foran stævnen, mandskabet farer i bådene …
“Torpedobåd!” skriger en eller anden. Gennem tågen ser jeg en sort djævel komme mod mig i brusende fart … Dyk hurtig, almægtige, denne gang var det tæt på! Så hører jeg en lyd, som får mig til at tabe vejret. Et frygteligt brag samtidig med en kæderaslen … med en hårsbredde farer torpedobådens skruer henover os … Vi synker dybere, men raslen hænger os i stadig i ørerne, skrækken sidder os i knoglerne … Det var vores held, at der dengang ikke fandtes dybdebomber, som man simpelthen lod falde i vandet og som var så eksplosive, at en ubåd selv på flere meters afstand ville blive tilintetgjort —
Det havde været en begivenhedsrig dag: rigt bytte, 12 [sic!] store dampere, men vi have følt dødens hånd.
(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1932, s. 85)
Under kommando af Max Valentiner ankommer U38 til den walisiske kyst nær byen Denbigh for at hente de tyske officerer, der vil flygte fra fangelejren Dyfrun Alled. I de følgende nætter forsøger man at få kontakt med de tre krigsfanger, men uden held. Max Valentiner beskriver i sine erindringer forløbet:
Jeg sejlede mod kysten, 50 meter under fyret, der stod på de rå klipper og hvis lysarm gled over himmel og hav. Alle mulige småskibe, vel lodsbåde, sejlede omkring, helt åbenlyst …
“Kan du se noget?”
“Ingenting … intet …” “Hvis de nu er blevet taget?”
“De skal nok komme …”
Men de kom ikke. Trods vores forhåbninger. Ved daggry lagde jeg mig på havbunden på 40 meters dybde. Om aftenen dykkede jeg ud, lå henover mine kort og studerede dem nøje: Ingen tvivl, jeg lå ubetinget på det aftalte sted. Jeg gik tættere ind på klipperne, der spørgelsesagtigt voksede ind i himmelen foran mig … intet. “Gør dingy´en (vores lille båd) klar”. Jeg undersøgte samvittighedsfuldt hele kystlinjen. “Et lysskær”, meldte en eller anden. Rigtigt derovre, et stykker herfra, et lysskær. Men det var noget langt væk. Desuden var der masser af lys. Vente. Vente. Nu har jeg mistet tålmodigheden. Klokken er et om natten. Alt var mig lige meget. Jeg lod min lyskaster lyne, afsøgte hele skrænten. Så intet andet end revner og klipper — Fyrmesteren må have brudt sit hoved over, hvorfra lyset kom … Morgenen grånede, tågen drev … intet bevægede sig: Vi var kommet forgæves. Svært nedbøjede sejlede vi bort.
[…] Naturligvis kendte de tilfangetagne overhovedet ikke området, de havde ingen kort; alligevel kom de ud til kysten ved Ormes-Head, ja de var nået frem til det aftalte sted ved fyret. Her begik de efter min mening en fejl: I natten 22. til 23. august [Valentiner angiver fejlagtige datoer/red.] lå de alle tre højt oppe på klippen. De lå der og ventede, og det blev dem klart, at de herfra ikke ville kunne se ubåden, måske har de også troet, at ubåden ikke var der. I alle tilfælde var det dem ikke muligt i det tætte mørke at klatre ned til vandet ad de stejler klipper. Det ville have været bedre, hvis de i aftenskumringen havde udsøgt sig et skjul ved klippens fod. De ville da i mørket tydeligt have kunnet se U38´s markante silhouet mod horisonten, for U38 var der, og så tæt at man kunne råbe ud til den. Vores lille dingy lå på dækket og var parat til at hente de tilfangetagne, som vi var overbevist om ville komme.
Det er nemlig almindeligt kendt, at man i mørke nætter højt til vejrs ikke er istand til kan se noget som helst. Således kan man fra broen på en damper en mørk nat umuligt opdage en angribende ubåd, mens man fra den lave ubåd ganske tydeligt og overraskende kan se damperens skarpe skygge aftegne sig mod horisonten.
Vender vi nu tilbage til fangelejren. Her blev flugten først opdaget næste dag og hensatte englænderne i stor opstandelse. Desværre lykkedes det dem, allerede på tredje dagen at pågribe de undvegne.
(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 83-84 og 88-89)
Under kommando af Max Valentiner skal U38 sammen med U27 afhente tyske krigsfanger, der planlægger at bryde ud af deres fangelejr. De to ubåde skal dog først møde hinanden. Valentiner beretter i sine erindringer “Der Schrecken der Meere” om mødet med U27:
Natten for mødet nærmede sig. En nymånenat så mørk, at man ikke kunne se en hånd for sig … “Vi finder aldrig U27” mente Wendelandt. Nej vi ville aldrig finde den, den sejlede naturligvis uden lys lige som os … Mine udkigsposter lå helt fremme, næsten i vandet: Hvis man vil se noget i nætter sorte som et blækhus, så må man så tæt på som muligt … Chancen var forpasset!
“Ubåd til bagbords …” Det var umuligt: Udkigsposterne havde fundet den. Jeg sejlede forsigtigt nærmere. Pludselig hørte jeg en skarp, lys stemme. En glædelig forskrækkelse: min fætter Wegener! Han kom ombord, havde meget at fortælle. […]
Vi overvejede, hvad vi skulle gøre. Jeg mente, at grunden til, at man havde sendt to ubåde, var, at en enkelt af en eller anden grund kunne blive opholdt og komme for sent. To både var egentlig for meget og ville være hinanden i vejen. “Godt”, sagde min fætter, “så sejler jeg igen”.
Herlig afsked …
Havde jeg dog blot beholdt ham hos mig! Så var han måske forblevet i live. Måske havde folkene på hjælpekrydseren “Baralong” så ikke fået ramt på ham.
Under kommando af Max Valentiner sætter U38 kurs mod det Irske Hav, på vejen passerer ubåden omkring 50 fiskefartøjer. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” fortæller Valentiner om episoden:
Det var en herlig morgen, havet spejlblankt og solskin, da jeg nærmede mig det smalleste sted i St. Georg Kanalen. Farvandet er dog stadig så bredt, at man ikke kan se fra den ene kyst til den anden. Foran mig fik jeg øje på en linje af engelske bevogtningsfartøjer, der strakte sig fra horisont til horisont. Fartøjerne lå i en lige linje. Afstanden fra damper til damper udgjorde ca. hundrede meter. Det var temmelig ubehageligt for en ubåd. At passere dem på vandoverfladen var umuligt, da de var bevæbnede og en ubåd er så skrøbelig, at den dårligt kan indlade sig på en ildkamp. At passere under vandet, var heller ikke tilrådeligt, da man måtte antage, at der var udspændt net mellem damperne. Vanddybden var her omkring tres meter. Jeg kom frem til, at det ville være umuligt at udspænde net fra overfladen til bunden. Da det var almindeligt at benytte nettene på stor dybde, antog jeg, at englænderne sandsynligvis havde udspændt deres net i en dybde af 20 til 40 meter.
Jeg ville altså kunne slippe igennem, hvis jeg sejlede helt tæt på vandoverfladen. Jeg trak periskopet ind, sejlede langsomt for ikke at frembringe afslørende bevægelser i vandet …
Nu måtte jeg være mellem de to dampere. Meget forsigtigt, blot for et øjeblik, hævede jeg periskopet for at kaste et blik på de to nærmestliggende dampere. Jeg kunne se nogle søfolk ryge deres piber i ro og mag og på damperen herskede et bekymringsløst leben, de havde ikke lagt mærke til mig. De vagtposter, jeg havde opstillet forrest i ubåden for at lytte efter nettenes skraben afgav heller ingen melding. Jeg trak periskopet ind og sejlede videre.
Så endelig hævede jeg igen periskopet for at kaste et blik rundt … utvivlsomt: vi var kommet igen!
(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 81-2)
I Nordsøen stopper U38 under kommando af Max Valentiner det norske sejlskib “Vanadis” på 484 BRT fra Stathelle og det danske sejlskib “Hans Emil” fra Svendborg på 106 BRT. De sejler begge med minetømmer til England og sættes begge i brand.
Under kommando af Max Valentiner afsejler U38 fra Helgoland med kurs mod Det irske Hav. Valentiner har meldt sig frivilligt til at hente tyske ubådsfolk, der er blevet taget til fange og befinder sig i britisk krigsfangenskab. Blandt dem er kaptajn von Henning, der efter sin tilfangetagelse har stået i livlig brevveksling med sin familie. Men som det fremgår af Valentiners erindringsbog “Der Schrecken der Meere”, var der noget der ikke helt stemte:
“Hans breve var skrevet i et noget mærkværdigt tysk, og også indholdet var så fordrejet og besynderligt, at de pårørende fik den tanke, at de måske indholdt andre informationer. De sendte derfor brevene til den tyske admiralstab. Her fandt man hurtigt ud af, at man af brevene kunne læse en anden meddelelse: Henning bad nemlig i sine breve om at blive befriet fra fangelejren, og gjorde det klart for admiralstaben, at det var nemt for fangerne at bryde ud af fangelejren, nå kysten og blive hentet af en tysk ubåd.”
I fangelejren holdt ubådsfolkene sammen og beskæftigede sig med videnskab og sport, men de fleste af deres tanker drejede sig om friheden:
“Dag og nat overvejede de, hvordan de kunne komme ud af lejren. Man udkastede den plan at bygge en tunnel, der skulle gå under lejren ud i friheden. I hovedbygningen fandtes et lille rum, hvor spand, kost og andre rengøringsmidler havde deres plads. Her blev med en lille sav udskåret en firkantet lem i gulvet. Lemmen var lavet så omhyggeligt, at den i lukket tilstand umuligt kunne ses. Umiddelbart under lemmen var gravet et dybt hul, der tjente som indgang til tunnelen. Tunnelbygningen var et gigantisk arbejde og tog næsten et halvt år. Under lejren var jorden klipperig og egnede sig absolut ikke til udgravning af gange, så meget desto mere fordi de redskaber der stod til rådighed var yderst primitive og mangelfulde: lommeknive, gafler, skeer og primitive håndbor. Alligevel gik man til arbejdet med stor energi. Gangen blev ganske vist kun så stor, at et menneske lige netop kunne presse sig igennem. Den mindede om en rævegang.”
Jernkorset af første Klasse er, efter hvad „Schleswigsche Grenzpost” har erfaret fra paalidelig Kilde, blevet tildelt Kaptajnløjtnant i Marinen Max Valentiner af Sønderborg, der er Kommandant paa en U-Baad. Hans Ingeniør og Styrmand fik samme Udmærkelse, medens Baadens øvrige Besætning dekoreredes med Jernkorset af anden Klasse.
Under kommando af Max Valentiner ankommer U38 til Helgoland og afslutter dermed sit femte togt. Det har varet 16 dage og man har sænket fjorten skibe, de fleste dog fiskefartøjer.
Under kommando af Max Valentiner stopper U38 ud for Shetlandsøernes sydspids den norsk damper Truma på 1557 BRT. Den er på vej til England med en ladning minetømmer. Den bliver sænket med en sprængladning og skud fra ubådens dækskanon.
Om natten stopper U38 en flåde af engelske fiskefartøjer på mellem 80 og 150 BRT. I løbet af fem timer sænkes femten af dem med dækskanonen (Ugiebrae, Elisabeth, Josephine, Uffa, Four, Research, Lebanon, Viceroy, Primrose, Quiet Waters, Vine, I.M.u.S., Star of Bethlehem, Piscatorial og Monarda). Et enkelt skib skånes, så det kan tage besætningerne fra de sænkede skibe ombord.
Under kommando af sønderborgdrengen Max Valentiner sænker U38 det russiske sejlskib Leo Usikanpunksi med sin dækskanon syd for Shetlandsøerne. Skibet er undervejs fra Moss i Norge med kurs mod Canada og fører ingen last. I løbet af dagen stopper ubåden desuden to danske dampere, der efter at være blevet undersøgt begge får lov til at sejle videre.
Syd for Orkneyøerne opdager U38 under kommando af sønderborgdrengen Max Valentiner den engelske damper Carlsbrook på 2352 BRT. Den er på vej med korn fra Montreal i Canada til Leigh i Skotland. U38 affyrer en torpedo og rammer damperen, der stopper og hejser sit flag. U38 sænker derefter skibet med skud fra sin dækskanon.
Under kommando af sønderborgdrengen Max Valentiner er U38 dagen i forvejen ankommet til sit operationsområde. I sin erindringsbog “Der Schrecken der Meere” beskriver Valentiner dagens begivenheder:
“Under mig sov båden. Jeg sad med mine officerer i tårnet, og betragtede solens første stråler … Pludselig master … et skib. Dagens arbejde tog sin begyndelse. Det var en Nordmand og vi fik lov til at undersøge ham. Det lod ikke til at være noget usædvanligt ombord … men som ved et slag blev jeg revet ud af mine overvejelser: “To master til bagbords … krigsskibsmaster …! Med en uhyggelig, uforståelige hurtighed nærmede skibet sig.Vi flygtede fra nordmanden, hvis mandskab var helt spændt på det eventyr, der nu ville følge … Ombord på ubåden og hurtigt dyk! Vi havde ikke tid til at sejle bort, vi dykkede bogstavlig talt ved siden af nordmanden …
Da vi var under vandet, betragtede jeg modstanderen nærmere. Det var en brite. En krydser af Minotaur-klassen, altså på 16.000 tons. Jeg befalede: “Gør to torpedoer klar til skydning …”. Nej, jeg havde taget fejl, der var intet at gøre. Briten var nøjagtig 4.000 meter foran os og jog med største hastighed forbi os … det var ikke muligt. Jeg befalede: “Tag torpedoerne ud!”. Nej, man kunne ikke komme til skud, umuligt. Så skete der noget uventet: Englænderen foretog en skarp vending, kom direkte imod mig. Nu var der ikke et øjeblik at miste. Jeg befalede: “Klargør torpedoerne igen”. Det var ikke tid til at manøvrer sig på plads til hæk- eller bovskud. Brusende, enorm, med skummet sprøjtende fra stævnen jog krydseren mod mig … Herre Gud, hvis han opdagede mit periskop, påsejlede mig …! Jeg trak det så langt tilbage, at det kun ragede ud af vandet som et korkstykke, og løb med så lav fart, at jeg lige netop kunne se krydserens master …
Kolossen kom nærmer og nærmere … med rasende, stadig større fart … den passerede i en afstand af 200 meter … Min ordre: “Indstil til 270 graders vinkelskud…” Ja, jeg måtte tage højde for dens hastighed på 22 sømil, det var klart … Kolossen brusede forbi, enorm … Nedefra meldingen: “Alt klar!”. I højeste spænding befalede jeg: “Giv agt — første torpedo fyr! —- Giv agt — anden torpedo — fyr!”. Et stød gennemrystede ubådens skrog. Torpedoerne var ude … stilhed … intet … Jeg gik op til femten meters dybde, da der drønede en torpedobåd rundt ved siden af krydseren … Intet …
Da genlyder havet af et frygteligt brag … en detonation, som jeg ikke tidligere har hørt den … vi er midt i dette tordenbrøl … Stilhed … forfærdelig stilhed. Jeg venter et minut. To. Tre … går mod overfladen. Da styrter løjtnant Wendlandt op i centralen: “Undskyld … jeg vil bare gerne en gang se en engelsk krydser synke”. Vi går op til periskopsdybde. Kigger på krydseren. Den sejler foran os. Voldsomt hældende mod bagbord … men den sejler … Fra torpedorummet modtager jeg melding om, at den anden torpedo ikke blev affyret, forsager.”
Krydseren var HMS Roxburgh af Devonshire-klassen. Valentiners torpedo traf den i stævnen, men krydseren kunne sejle i havn for egen kraft.
U38 under kommando af sønderborgdrengen Max Valentiner forlader den tyske krigshavn på Helgoland, og står ud på sit femte togt. Ubåden har ordre til at operere i et område ud for den skotske østkyst.
Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, affyrer i løbet af dagen torpedoer mod tre skibe i Nordsøen, ingen af skibene har nationale kendingsmærker. Kun en torpedo rammer og sænker det – viser det sig senere – svenske skib Elida. Den 1693 BRT store damper er på vej fra Helsingborg i Sverige til Hull i England med træ til brug i de engelske miner.
Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, opbringer det svenske skib Torwald. Den 1085 BRT store damper er på vej til Hartlepool med træ fra Sverige, men bringes nu til Tyskland som prise.
Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, opbringer det danske skib Nidaros, der tages som prise og bringes tilbage til Tyskland. Den danske kaptajn var dog mere end modvillig, i sin erindringsbog “Der Schrecken der Meere” beskriver Max Valentiner episoden:
“Kaptajnen på den danske damper “Nidaros” var den eneste, der viste en smule tænder. “Nidaros” var ladet med fedt, smør, æg og lignende fødevare.
“Forlad Deres skib”, sagde jeg kort. Danskeren grinede mig op i mit åbne ansigt: “Den kunne aldrig falde mig ind.” Jeg så op: “Så sænker jeg skibet med mand og mus.” “Gør De blot det. Hvis De sænker skibet, så skal der blive sørget for, at Danmark ikke sender et eneste pund smør, ikke et eneste æg til det forbandede Tyskland. Så kan I sulte ihjel…” Samtidig så kaptajnen så udfordrende på mig, at min styrmand trak sin pistol og satte den ham for brystet. Han grinede blot af styrmanden, og Gud ved hvad der var sket, hvis ikke jeg havde lagt mig imellem. Jeg overvejede situationen. Sænkede ikke skibet, men tog det med som prise. Senere erfarede jeg, at kaptajnen i havn længe arbejdede så energisk, at det det lykkedes ham at få sin ladning frigivet.”
Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, sænker de to norske skibe Eva og Oscar i Nordsøen. Begge skibe var på vej med træ til brug i de engelske miner. Det var de første skibe Valentiner sænkede, eller rettere stak i brand, for som han beskriver i sin erindringsbog “Schrecken der Meere”: Vi kunne ikke sænke dem. Fordi træ, nota bene, ikke lader sig sænke. Derfor hældte mine folk petroleum ud over bjælkerne og antændte dem. I den lyse nat heroppe så man røgsøjlerne stige lodret ind i himmelen.”
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.
— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.
— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.
— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.
— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.
Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.
Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!
Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.
Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.
Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.
Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)
— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.
Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.
Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.
— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.
Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.
— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!
Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .
I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.
Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.
