Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 20. Marts 1919.

Stormen lagde sig, og Søen blev roligere. Jeg gik allerede op paa Dækket om Formiddagen, og lidt efter lidt blev Selskabet atter fuldtalligt.

Ud paa Eftermiddagen fik vi Norges Kyst i Sigte. Efter at Mørket var indtraadt, saa vi Hirtshals’s Fyr og ved Midnatstid passerede vi Skagen. Vi passerede talrige svenske Fiskerkvaser, som havde Lanterne tændt.

Fyrene blinkede, Himlen var stjerneklar, og vi saa et herligt Nordlys, som sendte Straalebundter helt op til Zenit.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

I sit Møde 19. Marts 1919 vedtog og fremsendte Kommissionen for de danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens øverste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav. Kommissionen har været stillet overfor følgende tre Anmodninger fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed, maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed  tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Udkast til Artikler i Fredspræliminærerne

Kommissionen har den Ære, under Form af Artikler til Indførelse i
Fredspræliminærerne, at indstille følgende Slutninger, der er bleven enstemmigt vedtagne:

[Her følger Traktat-Artiklerne, saaledes som de findes optagne i Traktatforslaget af 7. Maj 1919, dog med Undtagelse af Stænderrets-Reglerne, Ejdersteds Indlemmelse i 3. Afstemningszone samt Henvisningen til de finansielle Bestemmelsers Artikel 254.]

Til Støtte for ovennævnte Slutninger har Kommissionen den Ære at
fremføre følgende Betragtninger, hvorom der har hersket Enstemmighed:

I. Afstemnings-Principet
Kommissionen nærer den Anskuelse, at der er Grund til, i Almindelighed og i Overensstemmelse med det af den danske Regering udtalte Ønske, at give de danske Befolkninger i Slesvig Adgang til at udtale sig om deres Skæbne, hvortil de er saa meget mere berettigede, som de kan paakalde den femte Artikel i Pragfreden af 1866, hvori denne Ret udtrykkelig blev anerkendt, men som Preussen har afslaaet at bringe til Udførelse.

II. Nordslesvig
Den danske Regering foreslaar at dele Afstemningen i to Afsnit. I det første, som den kalder Nordslesvig, ønsker den, at der skal finde Afstemning Sted med kortest mulig Frist, og Resultaterne bør tages i Betragtning for det samlede Omraade.

Kommissionen har været af den Mening, at denne Anmodning bør
imødekommes.

Befolkningen i det nordlige Omraade af Slesvig er for Størstedelen af dansk Oprindelse, taler Dansk og har danske Sæder. Den har virkningsfuldt modstaaet Forsøgene paa Fortyskning, og der er overvejende Sandsynlighed for, at den med stort Flertal vil udtale sig for Genforening med Danmark.

Det er ønskeligt, at Folkeafstemningen finder Sted med den kortest mulige Frist for at gøre en Ende paa den Uvished, hvori denne Egns Indbyggere befinder sig om deres fremtidige Skæbne.

Afstemningen burde derfor finde Sted senest inden tre Uger efter Landomraadets Rømning af de tyske Tropper og Myndigheder og paa Vilkaar, som senere vil blive omtalt.

Denne Frist er iøvrigt nødvendig af Hensyn til den praktiske Forberedelse af Folkeafstemningen, og ligeledes for at de frivilligt eller tvungent udvandrede Slesvigere kan have Tid til at vende tilbage.

Dette nordlige Afsnit af Slesvig vil være at afgrænse under Hensyntagen til den danske Regerings Angivelser; det omfatter Landet mellem den nuværende dansk-tyske Grænse og en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og til sidst Sønderaaen og Vidaaen til dennes Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

III. Andet Afsnit
Syd for det nordlige Afsnit findes en Egn, hvor der blandet i den dansktalende Befolkning findes mange tysktalende Indbyggere, der dog kan være af dansk Oprindelse. Det er ret vanskeligt at stedbestemme denne Befolknings nationale Sindelag. Alt leder dog til at mene, at de danske Sympatier er de talrigste.

For nu at skabe Mulighed for, at alle tilstedeværende Elementer frit kan træffe Bestemmelse om deres fremtidige Skæbne, har den danske Regering stillet Forslag om, at denne Egns Afstemnings-Resultater skal optælles for hver Kommune, og at Grænsen skal fastsættes paa dette Grundlag.

Kommissionen har antaget dette Forslag, der synes den at yde bedst
Sikkerhed for, at Befolkningerne frit kan træffe deres Valg. Det er dog en
Selvfølge, at ved Grænsens Fastsættelse maa de geografiske og økonomiske Vilkaar ( conditions) tages i Betragtning.

Derimod har Kommissionen ikke ment at burde følge den danske Regerings Forslag om at indskrænke Afstemnings-Rettens Udøvelse til at gælde for de Kommuner, som anmoder derom. Denne Fremgangsmaade vilde rejse alvorlige Vanskeligheder; det vilde være nødvendigt at fastsætte et Minimum for Ansøgernes Tal, og denne Vej vilde nødvendigvis føre til vilkaarlige Afgørelser. Det er desuden at frygte, at mange Slesvigere, der kunde ønske at blive Danske, paa Grund af Uvished om deres fremtidige Skæbne og af Frygt for Repressalier, hvis deres Kommune skulde vedblive at være tysk, vil nære Betænkeligheder ved at underskrive en Petition om Afstemning og derved offenlig tilkendegive deres Sindelag.

Kommissionen har derfor ment, at det var at foretrække, at Afstemning finder Sted i alle Kommuner i Omraadet Syd for første Afsnits Grænse og Nord for en Linje, der begrænser det Omraade, hvori Tyskheden er afgjort fremherskende. Kommissionen har iøvrigt ved Fastsættelsen af anden Zones Sydgrænse taget i Betragtning saavel de allerede indløbne Petitioner som Oplysninger, der er i dens Besiddelse, og som gør det muligt at bestemme, i hvilke Egne de danske Elementer forekommer i betydeligt Antal, uden dog at være overvejende i samme Grad som i første Afsnit.

Dette andet Afsnit, der ligger umiddelbart Syd for første Afsnit, strækker sig til en Linje, der i Retningen fra Vest til Øst gaar Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov.

I denne Egn vil der være at afholde Folkeafstemning indenfor en Frist paa højst fem Uger efter Dagen for Afstemningen i første Afsnit.

Denne Frist er nødvendig af flere Grunde. Medens første Afsnit venter
Folkeafstemning, og alle danske Elementer, der hører hjemme dér, har taget deres Forholdsregler i Anledning af Stemme-Afgivningen, hersker der i andet Afsnit endnu Uvished om den Afgørelse, som vil blive taget. Følgen er, at de Slesvigere, som er udvandrede eller bortj agede fra deres Land, vender tilbage eller gør sig rede til at vende tilbage til første Afsnit, medens mange af dem, der hører hjemme i andet Afsnit, endnu ikke veed, om de bør vende tilbage. Det vil være retfærdigt at gøre det muligt for disse udvandrede at tage Del i Afstemningen. Det er heller ikke unyttigt at gøre det muligt for denne Egns dansksindede at vinde Tilliden tilbage og befri sig for den Frygt, talrige  Tyskeres Tilstedeværelse indgyder dem.

IV. Folkeafstemningens Udvidelse
Burde man nu begrænse Folkeafstemningen til dette andet Afsnit?
Kommissionen har ment, at en saa afgørende Prøve maa anstilles til
Bunden og bør omfatte alle Dele af Slesvig, hvor der er nogen Udsigt til, at danske Sympatier vil vaagne til Selvbevidsthed og under en hemmelig
Afstemnings Beskyttelse ogsaa lægge sig for Dagen.

Samtidig har den anset det for nødvendigt at benytte denne Lejlighed til endeligt at afgøre Spørgsmaalet om dette Landomraades rette Tilhørsforhold og Befolkningens Præg (caractére).

Imidlertid har Kommissionen ment det unyttigt at udstrække  Folkeafstemningen til hele Slesvig, hvis sydligste Del — Syd for Dannevirkes historiske Grænse — allerede langt tilbage i Tiden har været udpræget tysk.

Idet Kommissionen tager saavel de historiske Minder som de etniske og
geografiske Momenter (données) i Betragtning, anser den det for rigtigt, at der finder Folkeafstemning Sted indtil en Linje, som i Retning fra Øst til Vest tager sit Udgangspunk ved Sliens Munding, følger Slien indtil Syd for Byen Slesvig, følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og derefter Vejen til Husum inclusive, og fortsætter ud til Nordsøen, Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Tredje Afsnit
Paa denne Maade skabes et tredje Afsnit, hvori Afstemnings-Resultaterne
ligesom i andet Afsnit vilde være at optælle kommunevis og at benytte som Grundlag for Grænsens Fastsættelse.

I dette Afsnit bør Afstemningen finde Sted fjorten Dage efter den Dag,
hvorpaa Folkeafstemningen i andet Afsnit er bleven afholdt.

Denne nye Frist er uundværlig. I disse Egne venter Befolkningen endnu mindre at blive kaldet til Afstemning. Desuden gør de tyske Embedsmænd og de her langt tættere tyske Befolkningslags Indflydelse sig langt stærkere gældende overfor Danskerne, som her findes betydelig mere spredt end i de andre Afsnit, og som derfor har Krav paa at faa Tid til at komme til Bevidsthed, saaledes at Afstemningen kan blive redelig og ærlig. Ganske vist er det fremherskende Sprog her Tysk, men der er dog Grund til at minde om, at Sproget ikke er et afgørende Bevis for Nationaliteten. Sæder og Skikke, Minder om en fælles Fortid, kort sagt Ønskerne og Bestræbelserne (aspirations) overlever ofte Brugen af det oprindelige Sprog.

Mange Danske, der tilsyneladende er fortyskede, vil kunne komme til Bevidsthed om deres sande Individualitet, naar de bliver Vidne til den nationale Bevægelses Udvikling, og naar de samtidig har gjort sig det klart, at de tyske Øvrigheders Rømning af Landet befrier dem for det tunge Tryk, et aldrig hvilende tysk Undertrykkelses-Arbejde har udøvet.
Folkeafstemningen bør iøvrigt finde Sted i denne Egn, selv om Resultaterne fra andet Afsnit skulde udvise Tilstedeværelsen af en Række tysksindede Kommuner. I modsat Fald vilde man nemlig ikke naa det tilstræbte Maal: at gøre Ende paa al Drøftelse om denne Egns Karakter.

V. De slesvigske Soldaters Hjemsendelse
Efter de interesserede Parters Anmodning er det blevet anset for nødvendigt i Fredspræliminærerne at kræve, at den tyske Regering uopholdelig skal løse af Tjenesten og hjemsende de Officerer, Underofficerer og Soldater, der er hjemmehørende i de Distrikter i Slesvig, som er kaldede til at stemme.

VI. Rømning
Det samlede Omraade, inden for hvilket Befolkningerne vil blive kaldede
til saaledes at stemme om deres fremtidige Skæbne, bør rømmes af de tyske Tropper og Øvrigheder indenfor den kortest mulige Frist; thi det har Betydning, at der uopholdelig skrides til Folkeafstemning.

I dette Øjemed foreslaar Kommissionen, at der i Fredspræliminærerne med Tyskland indføres forskellige Klausuler, hvis Hensigt er at sikre Landets Ro og Orden og Afstemningens Frihed. Rømnings-Fristen er blevet fastsat til ti Dage; det drejer sig om smaa Garnisoner og et ringe Antal Embedsmænd.

International Kommission
Saa snart Rømningen er begyndt, vil det være rigtigt straks at overdrage
Myndigheden, ogsaa den almindelige Politi-Myndighed over Egnen, til en
international Kommission, der faar til Opgave at overvaage selve Folkeafstemningen og at sikre dens Frihed og uhindrede Udførelse. Kommissionen vil kunne have sit Sæde i Flensborg; dens Myndighed vil blive nærmere bestemt i Fredspræliminærerne. Den internationale Kommission bør være sammensat af fem Medlemmer: tre Kommissærer, udnævnt af de fem allierede og associerede Regeringer, en norsk og en svensk Kommissær, valgte af Hensyn til deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Det vil være ønskeligt, at den internationale Kommission ikke kommer
til at tælle hverken tyske eller danske Medlemmer, men at den derimod som tekniske Raadgivere kan knytte til sig Tyskere og Danskere, som den selv vælger paa Stedet.

Sømilitære Styrker
Det vilde være ønskeligt, om der, samtidig med at den internationale
Kommission tager Sæde i Flensborg, til denne Bys Havn kunde sendes enten et Krigsskib af nogen Betydning eller flere mindre Skibe, som medfører Korps, der i givet Tilfælde kan landsættes (nogle Hundrede Mand). Der burde allerede nu træffes Foranstaltninger i dette Øjemed. Krigsskibet kunde benyttes til at transportere de tre allierede Kommissærer til Flensborg.

Afstemningens Regler og Vilkaar
Det tilkommer den internationale Kommission at fastsætte Regler og
Vilkaar for Afstemningen (les conditions matérielles du vote).

Der er truffet Omsorg for, at de Slesvigere, som er bleven tvungen til at forlade deres Hjemstavn, kan vende tilbage for at deltage i Afstemningen.
Paa den anden Side er de i den sidste Snes Aar i Massevis indvandrede Tyskere — medens Undertrykkelses-Politiken jog talrige Slesvigere bort — bleven udelukkede [fra Deltagelse i Folkeafstemningen].

Option
I Artiklerne vedrørende Option er Adgang til at optere nægtet de talrige
Tyskere, der lige siden den tyske Revolutions Begyndelse har slaaet sig ned i Slesvig uden at have nogensomhelst Tilknytning til dette Land, og som der [derfor] ingen Grund kan være til at give Adgang til under dansk Etikette at styrke de tyske Befolkningsdele.

Landomraadernes Overdragelse
Kommissionen har ligeledes beskæftiget sig med den Fremgangsmaade, der skal følges af henholdsvis de danske og tyske Myndigheder efter Grænsens Fastsættelse. Den har anset det for uomgængelig nødvendigt at imødekomme Danmarks og de danske Slesvigeres enstemmige Ønske, og den har derfor besluttet, at de danske Myndigheder vil kunne besætte den nordligste Zone straks efter Forkyndelsen af Afstemningsresultatet i denne Zone. Denne Beslutning vil blive modtaget med Glæde af Danskerne saavel i Kongeriget som i Slesvig.

Kommissionen udtaler Haabet om, at de forskellige Forholdsregler, den har truffet, vil gøre det muligt at opfylde de allierede og associerede Magters Ønske om endeligt og i Overensstemmelse med Befolkningernes Attraa at afgøre de danske Landomraaders Skæbne, som Tyskland for Tiden har i sin Besiddelse.

Herved vilde det være lykkedes at genoprette Følgerne af den i 1864 begaaede Handling, som dannede Indledning til en Politik, hvoraf der gennem mere end et halvt Aarhundrede er fremgaaet Overgreb paa Folkenes fredelige Udvikling.

19. Marts 1919
(Undertegnet)
A. Tardieu, Formand Charles H . Haskins Stanley, D . Embick, Col. Eyre Crowe G.W. Headlam-Morley, J. Laroche,  A. Ricci Busatti, L. Vannutelli Rey, Kato Sakutaro Tachi.

Med Indstillingen følger foruden et Kort (tysk Generalstabs-Kort), hvorpaa Zone-Grænserne er indtegnede med Linjer i rød, grøn og blaa Farve, en kort statistisk Oversigt, hvis Kilde er den preussiske Statistik fra 1905 og 1910.

De anførte Tal er følgende:

Første Zone: 3.994 Kvadratkilometer med 166.966 Indbyggere.

Anden Zone: ca. 1.300 Kvadratkilometer med rundt 101.500 Indbyggere.

Tredje Zone: 1.835 Kvadratkilometer med 112.213 Indbyggere.

Hele Afstemnings-Zonen (fra Kongeaa-Grænsen til tredje Zones Sydgrænse):
7.129 Kvadratkilometer med 380.679 Indbyggere.

Indstillingen omdeltes 22. Marts til Konferencens Delegationer.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Onsdag den 19. marts bragte Struer Dagblad en omtale af det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til Købehavn dagen før:

Sønderjyderne der vender hjem

Det nye hold blev modtaget med samme hjertelighed som det første

I dag til formiddag kom det andet hold – 177 – sønderjyske soldater til København med ”Ficaria”.

Denne gang skete ankomsten ikke i mørke og kulde men ved højlys dag og med strålende sol på himlen. Men ellers var billedet ikke meget ulig fra det der udfoldede sig ved det første holds ankomst.

Der var lige så mange mennesker på havnen og hjerteligheden var ingenlunde mindre over for det andet hold end over for det første. Tusinder af mennesker var forsamlet og modtog sønderjyderne med hurraråb og begejstring.

Da sønderjyderne på vej ind i byen kom forbi Amalienborg, brød de ud i hurraråb, da de så vagtparaden og hørte den spille nationale melodier.

Mens sønderjyderne stod på Amalienborg plads, viste kongen og dronningen sig på slottets balkon og sønderjyderne hilste dem med stormende jubel.

Struer Dagblad 19. marts 1919. Venligst fremsendt af Benny Boysen, Museum Sea Art i Struer.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Tirsdag den 18. Marts 1919.
Vi afrejste i Pullmanvogne fra London til Newcastle og gik ombord i De Forenede Dampskibsselskab’s S/S “Moses Melchior”. Ved 1-Tiden kastede vi los og gik ned ad Floden.

Det var en dejlig Nat. Vi spadserede en Times Tid paa Dækket og gik saa til Køjs. Ud paa Morgenen blæste det stærkt op, og da vi stod ud i Vesterhavet, havde vi en Brandstorm.

“Moses Melchior” var sammenlignet “Fionia” en lille Skude som arbejder svært i Søerne. Paa de to Etatsraader nær blev vi derfor i Køjerne hele Dagen.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Mandag den 17. Marts 1919.
Delegationen var indbudt til Frokost i den danske Klub, men Nis Nissen og jeg forvildede os i Byen og kom derfor ikke med. Klokken 5 var vi indbudt til The hos Kammerherre Carstenskiold, hvor den danske Koloni i London var samlet.

Jeg stiftede her flere interessante Bekendtskaber, deriblandt med Skibsreder Sir William Petersen, som har været engelsk Statsborger i 40 Aar og betragtes som den rigeste Dansker derovre. William Petersen fortalte mig, at han havde været en personlig Bekendt af Lord Kitchener, om hvem han i en længere Samtale fortalte mange interessante Træk.

Gesandten bød os velkommen. Han havde kort Tid før haft Besøg af 4 sønderjydske Krigsfanger og meddelte os det Indtryk, deres Fortælling havde gjort paa ham.

Jeg tog derefter Ordet og bragte Englænderne en Tak for deres udmærkede Bistand og for den Venlighed, hvormed de havde modtaget os. I min Tale fik jeg endvidere Lejlighed til at udtale min Glæde over det stærke Sammenhold, som vi havde fundet mellem Danskerne i England, et lignende Sammenhold havde vi ikke fundet i Paris. Men dette hænger maaske sammen med, at Danmarks livlige Handelsforbindelse med England har skabt en fast bosiddende Koloni i London, medens Danskerne i Paris mere er Fugle paa Træk.       

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Søndag den 16. Marts 1919.
I 4 af Regeringen til vor Raadighed stillede Biler foretog vi en overordentlig interessant Biltur til Windsor og Maidenhead. Jeg tog Plads hos Chaufføren for bedre at nye Udsigten og fik af hende, det var en Dame, Besked om et og andet under Farten. Turen førte os gennem dejlige frugtbare Egne ind i de store engelske Parkanlæg med herlige gamle Ege, som omgiver Windsor. Vi kørte ind paa Slotspladsen og blev yderst høflig modtaget. Vor Ankomst var ventet, og vi blev ført omkring i de prægtige Repræsentationslokaler, hvor der var store Billedgallerier med mange fremragende Kunstværker. Derpaa spadserede vi i Haven og beundrede den 3 engelske Mil lange snorlige Alle, der fra Haven førte ud gennem den herlige Park. Etatsraad Andersen fortalte, at han sidste Sommer havde været Gæst hos det engelske Kongepar herude, hvor det levede under meget borgerlige Forhold. Fra Windsor kørte vi videre gennem herlige Parker og Skove til Maidenhead, hvor vi spiste Middag. Ved 4-Tiden var vi atter tilbage i London efter at have tilbragt en herlig Dag.    

   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Lørdag den 15. Marts 1919.
Om Formiddagen kørte vi en Tur i Byen. Efter Frokost blev vi Klokken 1 modtaget i Udenrigsministeriet af Lord Curzon. Etatsraad Andersen, som tydeligt nok stod paa en meget fortrolig Fod med Lorden, fortalte mig bagefter, at han havde lært ham at kende for mange Aar siden, da han som ung Mand var kommet til Siam. Senere havde han truffet ham som Vicekonge i Indien.

Lord Curzon er en høj, smuk Mand med et fint, glatraget Ansigt, let skaldet paa Issen med langt Haar strøget ned bag Ørerne og i Nakken. Mest paafaldende var hans rolige, forskende Øjne. Vi blev forestillede af Etatsraad Andersen. Han gav os alle Haanden og hilste os med et: How do you do. Derefter satte vi os i en Rundkreds om hans Skrivebord, Etatsraaden nærmest i en Lænestol. Det meste af Tiden førte han Ordet.

Lorden ønskede os til Lykke med, at vi nu atter kom tilbage til Danmark. Vi bukkede og takkede. Efter 10 Minutters Forløb var Audiensen forbi – en engelsk Udenrigsminister har meget at gøre – og Lorden gav os atter Haanden til Afsked.

Vi kørte hjem til Hotellet, klædte os om og gik Klokken 3 med Etatsraad Andersen i Spidsen til det kgl. Slot, hvor Dronning Alexandra vilde modtage os i Audiens.

I Forhallen blev vi modtaget af en ældre Hofdame, som kunde tale lidt dansk, derpaa kom en meget gammel, krumbøjet Hofmand, støttende sig til en forsvarlig Stok. Han drog Etatsraad Andersen og Alexander Foss i Samtale. I Hallen var der opstillet Buster af Kong Christian IX og Dronning Louise. 

En høj Officer, ældre Mand i Khakiuniform og meget umilitærisk i sin Holdning sluttede sig til. Saa gik Turen til de indre Gemakker. Etatsraad Andersen blev først kaldt ind, derpaa den danske Delegation og tilsidst vi 4 Sønderjyder.

Jeg blev ved min Indtræden af Etatsraad Andersen forestillet for Dronningen, som drog mig ind i en Samtale om Forholdene. Hun var desværre meget tunghør, talte noget stivt med engelsk-tysk Akcent, men ellers korrekt Dansk og udtrykte sin store Glæde over, at vi kom tilbage til Danmark. Dronningen udtalte samtidig Haabet om, at Ejderen atter maatte blive Danmarks Grænse.

Hendes varme Følelser og Troskab mod Danmark og hendes store Pietet overfor Forældrene og hele den kgl. Slægt var rørende.

Mens jeg stod og talte med Dronningen, hørte jeg gentagne Gange Etatsraad Andersen sige til Prinsesse Victoria, der stod lige bag ved mig: “Nu maa De tale Dansk, Prinsesse Victoria, nu maa De tale Dansk, der er flere af Delegationen, som ikke kan tale Engelsk”. Jeg kan ikke, jeg taler saa daarligt”, svarede Prinsessen hver Gang. –

Etatsraaden følte sig ogsaa her som hjemme. Han blev behandlet som en gammel kær Onkel. Vi maatte alle indskrive vore Navne i en Bog, som Dronningen lagde frem. Hun førte mig hen til et lille Bord, hvorpaa der stod forskellige Miniaturer og Antikviteter, som hun havde arvet efter sine Forældre og andre kære Slægtninge. De havde aabenbart meget stor Værdi for hende som Slægtsminder.

Under Samtalen fik jeg blandt andet Indtryk af, hvor afholdt Prins Hans havde været ved det engelske Hof. Efter en halv Times Forløb trak vi os tilbage. Baade Dronningen og Prinsesse Victoria rakte os Haanden til Afsked.   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Hjemmesiden har i nogle dage haft problemer med at vise navnlig pdf-filer, men nu skulle det virke igen!

 

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Fredag den 14. Marts 1919.

Da vi om Morgenen kom ned fra vore Værelser, blev det meddelt os, at Regeringen havde stillet 3 Biler til vor fri Disposition.

Vi 4 Sønderjyder kørte om Formiddagen en Tur ud gennem Byen og tilbage gennem Hyde Park. Derefter samledes Delegationen til en fælles Frokost paa Carlton Hotel.

Om Eftermiddagen foretog vi atter en Køretur, denne Gang forbi Tower, Parlamentet og rundt i Byen.

Om Aftenen Klokken 7½ gav Etatsraad Andersen en Middag, hvortil foruden Delegationen Kammerherre Carstenskiold og Direktør Madsen-Mygdal var indbudt. Ved Kaffen havde jeg en længere Samtale med Kammerherren, af hvem jeg fik et godt Indtryk.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

I det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift har Peter Weber skrevet en spændende artikel om den første danske spillefilm om sønderjyder under Første Verdenskrig, nemlig “Grænsefolket”.

Filmen var instrueret af Edouard Schnedler-Sørensen med et budget på 100.000,- kr – et meget stort beløb i 1925, da filmen blev indspillet.

Filmen skulle have haft premiere i december 1925 – men blev standset af den danske filmcensur. Det danske udenrigsministerium frygtede, at filmen ville skade Danmarks forhold til Tyskland pga. dens fremstilling af den tyske undertrykkelse i Sønderjylland, og at den ville vække uro i grænselandet.

Filmen blev klippet om og godkendt i 1927. Ved premieren fik den rosende anmeldelser i hovedstadspressen, men afstedkom nogen polemik i den sønderjyske presse.

Filmen findes desværre ikke mere. Men Peter Weber har gravet den spændende historie frem og fortæller om den i “Sønderjysk Månedsskrift” nr. 2, 2019.

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland modtager månedsskriftet, mens ikke-medlemmer kan tegne særskilt abonnement eller købe dem i løssalg.

Indmeldelse eller køb kan ske via Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside

Det er spændende at se, hvordan filmplakaten er inspireret af et foto af en anholdelse i august 1914 i Ketting …

… eller måske er det foto, vi indtil nu har antaget for at være et autentisk foto af en anholdelse, i virkeligheden et stillfoto fra filmproduktionen?

Døm selv herunder!

 

Hjemmesiden Den store krig 1914-1918.dk har siden weekenden været ramt af en fejl, der betyder at nogle pdf-filer ikke kan åbnes.

Det gælder f.eks. listen over faldne sønderjyder, en række scannede bøger (herunder Årbøgerne fra DSK) samt en række pdf-filer, der er lagt på personsider.

Det ser heldigvis ud til, at fejlen alene har ramt pdf-filerne, hvorfor de frivillige kan fortsætte med at oprette nye personsider og lægge rettelser og supplerende oplysninger på personsiderne.

Redaktionen beklager den ulejlighed fejlen afstedkommer for læserne, men der arbejdes på at udbedre fejlen.

Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland
– Sønderborg Slot.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 13. Marts 1919.

Opbrud fra Paris. Vi tog afsted ved Middagstid. Den danske Legation og andre Danske, deriblandt Franz von Jessen med sin lille Soldaterpige var mødt paa Banegaarden for at tage Afsked med os. Vi fik overrakt Blomster, og jeg modtog som Gave fra Oberstinde Andersen en dejlig Silkefane.

Vi kørte derefter i Pullmanvogn til Boulogne ad samme Vej, som vi var kommet til Paris, men denne Gang i straalende Solskin. Overfarten Boulogne-Folkestone gik let. Der var Mængder af Officerer og uniformerede Damer ombord. Vi spadserede først paa Dækket, men da det blev koldt, bænkede vi os i Kahytterne, hvoraf to udelukkende var stillet til vor Disposition.

Landgangen i Folkestone gik ligeledes glat. Vore Pas blev efterset og fundet rigtige. Derefter rejste vi videre i Pullmanvogne. Vi ankom til London ved 10-Tiden og blev modtaget paa Banegaarden af Hr. Synge, en høj Embedsmand i Udenrigsministeriet, og af den danske Gesandt, Kammerherre Carstenskiold, som førte os til Vogne, der stod rede til at køre os til Carlton Hotel, hvor vi fik Værelser anviste.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Youtube-kanalen “The Great War” har uge-for-uge fulgt Første Verdenskrig siden 2014.

Kanalen er stadig aktiv, nu med en ny vært: Jesse Alexander. Formatet er nu lidt længere indslag, der trækker lange linjer i historien.

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har netop udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

“Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

“Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger:

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Onsdag den 12. Marts 1919.
Da Fredsdelegationen for et Par Dage siden aflagde et Besøg i Versailles, kunde Alexander Foss, Neergaard og jeg ikke deltage i Turen, fordi vi var optaget af vigtige Forretninger. En dansk Mand, Købmand Davidsen, havde nu stillet os sin Bil til Raadighed til en Tur til Versailles, som skulde foregaa i Dag. Neergaard blev imidlertid forhindret i sidste Øjeblik, fordi han sammen med Dr. Munch skulde deltage i en Sammenkomst med Lord Robert Cecil for at drøfte Danmarks Stilling til Folkenes Forbund.

Alexander Foss og jeg tog derfor ene afsted og havde en dejlig Tur. Vi kørte gennem St. Cloud, saa Udsigten over Paris fra Terrassen og ankom til Versailles ved 10-Tiden, hvor vi hørte, at Slottet først var aabent fra Klokken 1. Vi spadserede da et Par Timer i den herlige Park, spiste derefter Frokost i Byen og besaa senere Slottet.

Der var under alt dette rig Lejlighed til at udveksle Meninger om udenrigske og hjemlige politiske Forhold. Jeg fandt Alexander Foss vel informeret paa alle Omraader. Vi kom hjem ved 4-Tiden.

Under vor Fraværelse var Krigsfangesagen blevet fremme videre. Der var blevet arrangeret en Visit hos en General, der havde med Fangevæsenet at gøre, og jeg skulde have været derhen sammen med Dr. Munch og Professor Verrier. Da Nis Nissen tog derhen i mit Sted, havde jeg dog ikke forsømt noget.

Om Aftenen gav Delegationen en Middag for Kammerherre Bernhoft, Legationsraad Engelsted med Frue, Pressechef Krabbe, H. V. Clausen med Frue, Franz von Jessen, den norske Gesandt Baron Wedel-Jarlsberg, Professor Verrier og Frue, Hr. og Fru de Quirielle, Bankdirektør Prior – jeg husker i Øjeblikket ikke flere.

Dr. Munch bød Velkommen og erklærede, at der ikke skulde holdes Taler. Den norske Gesandt tillod sig dog straks den Bemærkning, at det var meget tvivlsomt, om dette Forbud vilde kunne overholdes. Senere brød han det og talte for Sønderjyderne og Sønderjylland. Jeg fulgte hans Eksempel og rettede først en Tak til de nordiske Folk for den Sympati, de havde vist os, og som Taleren havde givet saa varmt Udtryk. Dernæst takkede jeg Kammerherre Bernhoft, til hvem jeg rettede nogle hjertelige og anerkendende Ord, og endelig rettede jeg en Tak til Frankrig og de tilstedeværende Franskmænd, idet jeg sluttede med et: Leve Frankrig.

Kort efter hævedes Bordet, men vi blev endnu længe sammen og havde det meget hyggeligt.

 Sønderjyske Årbøger, 1926.

Programerklæring fra Det tyske Udvalg

Udvalget vedtog 11. Marts 1919 følgende Udtalelser og Forslag:

1. Vi protesterer mod enhver Afstaaelse af slesvig-holstensk Jord. Vi
protesterer ogsaa mod en Afstaaelse ad Selvbestemmelsesrettens Vej for Folkeslagene i Slesvig, fordi Forudsætningerne for Wilsons Program ikke foreligger.

Kan Rigsregeringen ikke tage sit beklagelige Tilsagn tilbage, at det nordslesvigske Spørgsmaal skal løses ved Afstemning, saa kræver vi en samlet Afstemning i hele det tidligere Hertugdømme Slesvig — i Overensstemmelse med Beslutningerne paa Arbejder- og Socialistkongressen i Bern — to Aar efter Fredsslutningen. Dette Standpunkt maa Regeringen ikke fravige.

II. Tvinger Ententen i Modsætning til Wilsonprogrammet en Begrænsning af Afstemningsomraadet igennem for Nordslesvigs Vedkommende, saa kræver vi, at Afstemningen udsættes mindst to Aar efter Fredsslutningen, og at Afstemningen foregaar efter følgende Grundsætninger:

1) at der afstemmes kommunevis under fuld Hævdelse af den personlige Frihed,

2) at en Kommune kun regnes med ved Afstaaelsen, naar to Tredjedele af de valgberettigede har stemt for Afstaaelsen,

3) at der paa begge Sider af den nye Grænse forbliver lige store nationale Mindretal, idet de Kommuner, som har stemt for Tyskland indenfor det Omraade, der skal afstaas til Danmark, udlignes mod de sydligste Kommuner, som har stemt for Danmark (Kuglesystem),

4) at alle er berettigede til Stemmegivning, som har boet mindst et Aar i Afstemningsomraadet og kan vælge til den tyske Nationalforsamling,

5) at der ydes Garanti for, at de nationale Mindretal beskyttes efter Afstemningen.

Hvis disse Krav ikke opfyldes, saa nedlægger de tyske Nordslesvigere overfor Verden og Historien højtidelig Indsigelse imod den Voldførelse, der overgaar dem, og i Tillid til, at deres sønderbrudte Ret vil blive genoprettet i en lykkeligere Fremtid, afholder de sig fra Afstemningen. Det vilde være en uundgaaelig Følge, at der opstod en tysk Irredenta.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Tirsdag den 11. Marts 1919.
Vi samledes om Formiddagen i Hotel Meurice, udvekslede Meninger og aflagde Beretninger. Det blev besluttet, at vi skulde gøre et alvorligt Forsøg paa at faa Krigsfangerne fra Afstemningsomraadet med os hjem. Etatsraad Andersen vilde i saa Fald lade “Russia” gaa over efter os.

Vi drøftede indgaaende de finansielle Spørgsmaal, som Etatsraaderne Andersen og Glückstadt vilde arbejde videre med.

Før vi gik fra hinanden, oplæste Etatsraad Andersen et Brev fra den tidligere engelske Gesandt i Konstantinopel, som efter Paalæg af Balfour indbød Delegationen til at være den engelske Regerings Gæster under Opholdet i London.

Vi 4 Sønderjyder var blevet indbudt til Middag Klokken 8,15 paa Hotel Majestic af de engelske Medlemmer af den belgiske Kommission, men endvidere var vi indbudt til Aften hos Professor Verrier. Vi besluttede derfor at dele os, saaledes at Andreas Grau og jeg gik til Englænderne, Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen derimod til Professor Verier.

Indbydelsen udgik fra Headlam Morley, fra hvem jeg modtog et længere Brev. Da hverken Andreas Grau eller jeg kunde tilstrækkeligt Engelsk til at føre en Samtale paa dette Sprog, hvor Ordene skulde vejes nøje, havde vi i Forvejen henstillet til Headlam Morley, om Samtalen ikke kunde føres paa Tysk, og vi havde faaet Meddelelse om, at der ikke var noget til Hinder herfor, da baade han og Sir Eyre Crowe beherskede det tyske Sprog.

Vi blev i Hotel Majestic modtaget af Kriminalpolitiet. Hotellet er rent engelsk, her bor ogsaa Lloyd George og de øvrige engelske Statsmænd.

Vi maatte i Forhallen gøre Rede for, hvad vi vilde, og lade vore Navne indføre i en Bog, inden vi kunde gaa videre. Vi blev derefter modtaget af Carnegie, der havde fungeret som Sekretær den Dag Delegationen mødte for Kommissionen. Senere kom Morley, en ældre, høj, mager Mand, noget sjusket i sin Paaklædning, og Sir Eyre Crowe, som struttede af Energi. Begge havde sjældent kloge Øjne. En fjerde Englænders Navn husker jeg ikke. Han blandede sig ikke i Samtalen og trak sig tilbage umiddelbart efter Middagen.

Ved Bordet havde jeg Sir Eyre Crowe paa min højre og Headlam Morley paa min venstre Side. Andreas Grau sad med Morley paa sin højre og Carnegie paa sine venstre Side. Samtalen var meget livlig. Morley talte især med Grau om Dannevirke-Linjen og søgte at udforske, om der ikke var Modsætninger tilstede, som Delegationen søgte at skjule, om der ikke var mange Danske, der vilde have Dannevirke- Linjen, og om det ikke havde været rigtigere at udstrække Afstemningsomraadet dertil.

Andreas Grau bestred dette under Henvisning til, at der ved Afstemningsomraadets Fastsættelse var taget Hensyn til alle Ønsker fra Befolkningens Side om at deltage i Afstemningen. Min Samtale med Sir Eyre Crowe var overordentlig interessant. Han udtalte sig meget aabent om alle Forhold. Nu og da indskød Morley en Bemærkning. Efter Bordet tog han livlig Del i Samtalen. 

Sir Eyre Crowe forskede først ligesom Herbette hos Franz von Jessen efter separatistiske Bevægelser i Tyskland. “Frankrig ser med Bekymring ud i Fremtiden”, sagde han. “Vi skærer nu den preussiske Ørns Kløer meget stærkt tilbage, men vi ved, de vil vokse ud igen. Hvor meget vi end svækker det tyske Rige ved Grænserne, borttager det dog ikke Frygten for, at Tyskland atter vil rejse sig og paany kræve Revanche. Vi maa derfor søge at svække Preussen ved at forebygge, at dets Overvægt indenfor Riget ogsaa fremtidig bliver bestemmende for Rigets Politik.

Preussen vil blive svækket stærkt ved Polens Genoprettelse. Det kan betragtes som afgjort, at Danzig vil tilfalde Polen, som vil blive stort og stærkt, og ligeledes at Nordslesvig vil tilfalde Danmark.

Men dette er ikke nok. Det maa betragtes som ønskeligt, at der udskilles særlige Stater af Preussen indenfor Rigets Grænser”. Dermed kom han ind paa Spørgsmaalet: Hvad er der af separatistiske Bevægelser i Tyskland. Jeg henviste til Welferne i Hannover, som lige siden 1867 uafbrudt har været repræsenteret i den tyske Rigsdag, til Slesvig-Holstenerne, som atter kræver et selvstændigt Slesvig-Holsten, og til de partikularistiske Bevægelser, der efter Sammenbruddet spores i Rhinlandene. De Oplysninger, jeg kunde give ham om disse Forhold, faldt øjensynlig i god Jord.

“Tyskerne maa nu underskrive alt, hvad vi kræver”, var Omkvædet i hans Udtalelser, “men vore Krav bør være forstandige og have en vis indre Berettigelse”, tilføjede han.

Samtalen gled over paa den militære Situation. “Vi har oplevet frygtelige Tider” sagde han. “Første Gang i August 1914. Vi havde da ikke blot opgivet Kanalhavnene og Paris, men ogsaa Bordeaux. Alle Englands Tilførsler var i Tiden før Marneslaget indstille paa Marseille. Vi troede ikke, før Marneslaget var slaaet, at Bordeaux kunde holdes. Anden Gang var under Foraarsoffensiven i 1918. Hvorfor gik Tyskerne ikke videre frem? Vejen var jo aaben? Vi var sprængt fra hinanden. Det var frygtelige Øjeblikke. Tyskernes Gennembrud vilde selvfølgelig ikke have ændret Krigens endelige Udfald, men det vilde have udskudt Afgørelsen i Maaneder, maaske i Aar.”

Jeg henviste til, at Tyskernes Kræfter var udtømt, da de naaede Amiens, og gav et Referat af, hvad en preussisk General havde meddelt os i den tyske Rigsdag om Aarsagen til, at Fremstødet var ebbet ud. Situationen var, sagde jeg, som naar et Par Brydere maa holde inde, fordi begges Kræfter er udtømt.

Ligesom de fleste andre fremstaaende Statsmænd, som vi her kom i Berøring med, rettede ogsaa Sir Eyre Crowe voldsomme Angreb mod Tyskerne. Han fortalte mig, at hans egen Mor var tysk – en Søster til Admiral v. Holtzendorff – og at hans Søster var gift i Berlin, – hende hørte han nu aldrig fra -, men Slægtskabsforholdet mildnede ikke hans haarde Dom. Tyskerne havde øvet utrolige Forbrydelser, sagde han, og Straffen vilde ikke udeblive. De anede endnu ikke, hvor omfattende et Materiale Englænderne sad inde med. I Amerika havde baade Bernstorff og Dernburg brugt Metoder, som trodsede enhver Beskrivelse. Materialet vilde senere blive offentliggjort, og saa vilde det tyske Folk maaske dog endelig faa Øjnene op.

Da han omtalte Bernstorffs Virksomhed i Amerika, indskød jeg den Bemærkning, at Grev Bernstorff, efter hvad han selv havde meddelt mig under en Samtale i det tyske Udenrigsministerium, havde været udset til Leder af den tyske Fredsdelegation. Dertil svarede Sir Eyre Crowe, at dette viste, hvor lidt Tyskerne endnu forstod deres Stilling. Hvis han efter alt, hvad der var forefaldet i Amerika, var kommet til Paris som Leder af Fredsdelegationen, vilde han være blevet jaget ud af Byen.

Jeg spurgte om Kejserens Skæbne. “Folket kræver ham udleveret og stillet for en Domstol”, sagde han. “Personlig er jeg af den Mening, at en Kommission bør undersøge alt, fremlægge Akterne for Offentligheden og overlade den Dommen, og at der saa ikke bør foretages mere imod ham. Men jeg tror ikke, at denne Opfattelse vil sejre. Folket kræver med stigende Styrke, at han skal stilles for en Krigsret og dømmes.”

Om Grev Brockdorff-Rantzau sagde han, at han var klogere end Grev Bernstorff, men at det var helt uforstaaeligt, at han sluttede sig til den nuværende Regering. Dette viste tydeligt nok, at der ikke var Tale om en Systemforandring i Tysklands Udenrigspolitik. Derpaa tydede ogsaa Tysklands vedvarende Propaganda i Spanien, Rumænien og andre Landet. I Rumænien havde de Allierede i disse Dage opsnappet Flyveskrifter, som opfordrede til en bolsjevistisk Revolution. Paa enkelte Eksemplarer fandtes det østerrigske Udenrigsministeriums Stempel. Propagandaens Forbindelse med Tyskland var endnu ikke konstateret, men utvivlsomt tilstede. Det var skandaløst, at Tyskland saaledes vedvarende ødslede Millioner ud til den udenlandske Propaganda.

Fuldmægtig Laage-Petersen havde Dagen før meddelt Delegationen, at han under en Samtale med Englænderne havde faaet det Indtryk, at man fra Ententens Side paatænkte at ordne Sagen saaledes, at der maatte afsluttes en dansk-tysk Traktat vedrørende Afstaaelsen. Jeg spurgte under Henvisning hertil Sir Eyre Crowe, om der laa noget til Grund for denne Meddelelse. “Nej”, svarede han, “det kan der ikke være Tale om. Der foreligger Præcedens i Venetiens Afstaaelse til Frankrig. Sagen vil blive ordnet paa denne Vis. Der vil ganske vist foreligge en Række Enkeltheder, som maa ordnes, men som ikke kan optages i Fredstraktaten. Derfor vil det blive nødvendigt, at der nedsættes særlige Kommissioner, som ordner dem. Disse Kommissioneres Nedsættelse bestemmes i Fredstraktaten.”

Efter Middagen hos Englænderne tog Andreas Grau og jeg ud til Professor Verrier, hvor vi fandt et talrigt Selskab, deriblandt alle Delegationens øvrige Medlemmer. Verriers Hustru, Sønner og en Datter var tilstede. Modtagelsen var meget hjertelig. Jeg fik imidlertid ikke talt meget med ham ved denne Lejlighed, da Alexander Foss straks trak mig ind i Professorens Arbejdsværelse for at læse en Artikel om Kanalspørgsmaalet i “Le Temps” for mig. Artiklen var tydeligt nok stærkt paavirket af min Samtale med Herbette hos Franz von Jessen. I Selskabet traf jeg atter Madame de Quirielle og vekslede nogle Ord med hende.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Mandag den 10. Marts 1919.
Om Formiddagen tog Dr. Munch og jeg hen til Direktøren for Krigsfangegevæsenet, hvor vi efter Aftale traf Professor Verrier. Vi vilde forhandle med Direktøren om de sønderjydske Krigsfanger for snarest muligt at faa dem hjemsendt. Vi blev vel modtagne. Direktøren var flink og imødekommende. Nu da Grænsen for Afstemningsomraadet kunde betragtes som fastlagt, vilde Hjemsendelsen snart kunne begynde. Det vilde gaa hurtigst, hvis Clemenceau dekreterede, at Fangerne skulde hjemsendes. Efter Aftale med mig havde Professor Verrier allerede et Par Dage før indgivet en Rapport til Clemenceau og i den foreslaaet, at alle i Afstemningsområdet hjemmehørende Fanger skulde sendes hjem saa tidligt, at de kunde deltage i Afstemningen. Vi meddelte Direktøren dette, og han raadede os derefter til personligt at søge Foretræde hos Clemenceau og foredrage ham Sagen. Skønt der næppe vilde være Udsigt til, at han kunde modtage os, da hans Tid var uhyre stærkt optaget, telefonerede Direktøren derhen for at aabne os Vejen. Generaladjudanten svarede, at Clemenceau ikke var tilstede, men at han allerede havde læst Professor Verriers Rapport og paa den skrevet: Det ske saaledes. Sagen kunde dermed betragtes som ordnet.

Da vi bort fra Direktøren, besluttede vi at fortsætte vore Bestræbelser for hurtigst muligt at faa Fangerne hjem. Professor Verrier mente, at de burde sendes hjem med et fransk Krigsskib. Han havde allerede bragt dette i Forslag paa ledende Sted, og hans Forslag var blevet modtaget med Velvilje, selv vilde han i saa Fald ledsage Fangerne. Da vi efter Hjemkomsten aflagde Beretning og drøftede sagen med Delegationen, mente Etatsraad Andersen imidlertid, at dette vilde gaa for langsomt. Han tilbød at sende “Russia” til Frankrig efter Fangerne og Delegationen, hvis Sagen kunde ordnes saa hurtigt, at vi kunde føre Fangerne med os hjem.

Klokken 1 var delegationen indbud til Frokost hos Prins Georg af Grækenland. Paa Alexander Foss og Bramsnæs nær, som var optaget af Forretninger, havde vi alle modtaget Indbydelsen. Vi kørte derhen i 3 Biler med Etatsraad Andersen i Spidsen. Prinsen boede i en Villa udenfor Byen, som Prinsessen, født Bonaparte, havde arvet efter sine Forældre. Prinsen, en høj, rank Mand med kraftige Ansigtstræk, jævn og ligefrem i sin Optræden taler korrekt Dansk. Han modtog os paa Trappen. Vi blev ført ind i en Salon med tilstødende Arbejdsværelse og straks inddraget i en livlig Samtale. Det viste sig, at Prinsessen, som har tilbragt sin Barndom og Ungdom i Frankrig og senere i en Aarrække levet med sin Mand paa Kreta, til vor Forbavselse ogsaa talte Dansk, omend ikke fuldt saa korrekt. Hun tog Plads i en Sofa mellem Dr. Munch og Nis Nissen og førte en meget livlig Samtale med dem. Klokken 1½ gik vi til Bords. Prinsessen sad mellem Etatsraad Andersen og Dr. Munch, Prinsen mellem Neergaard og mig. Ved Bordet fortalte Prinsen os mange Træk fra Kreta. “Politikerne”, sagde han, “er der , som alle Vegne, Ulykken, – Danmark selvfølgelig undtaget”, tilføjede han og bukkede smilende for os. Han fortalte, at han sammen med Kong Christian X havde været ombord paa “Dannebrog” udenfor Kolding Fjord, da Krigen brød ud. De havde da drøftet Krigens eventuelle Udfald, og han havde udtalt Ønsket om, at han, naar Freden blev sluttet, maatte kunne ride ind i Sønderjylland. Dette vilde nu, haabede han, gaa i Opfyldelse.

Efter Frokosten kom jeg i livlig Samtale med Prinsessen, som viste sig meget interesseret i sønderjydske og danske Forhold og rettede mange Spørgsmaal til mig. Samtalen gled ind paa Sønderjydernes Deltagelse i Krigen. Da hun hørte, at Nis Nissen havde været med, opfordrede hun ham til at fortælle hende noget om sine Oplevelser.

Etatsraad Andersen betegnede sig selv som hjemme i Huset og var det øjensynlig ogsaa. Han blev modtaget og behandlet som en kær gammel Slægtning. Børnene, en Søn og en Datter, sunde og kraftige Børn, som saa opvakte ud, kom ind og hilste og var tydeligt nok fra tidligere Tid velkendt med Etatsraaden. Hvad der glædede os alle, var at modtage et stærkt Indtryk af Prinseparrets varme Følelser overfor Danmark, som gav sig Udtryk paa mangfoldige Maader, ikke mindst i deres indgaaende Kendskab til det danske Sprog og danske Forhold i det hele taget.

Klokken 7½ var jeg indbudt til Middag hos Kammerherre Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Etatsraaderne Andersen og Glückstadt samt Dr. Munch, endvidere den norske Gesandt, Baron Wedel-Jarlsberg, den svenske Gesandts Frue, Grevinde Ehrensvärd, Legationsraad Engelsted og Frue og en Slægtning af Kammerherren. Efter Bordet gik Samtalen meget livligt. Den norske Gesandt var velunderrettet og meget underholdende. Overfor mig roste han Kammerherre Bernhoft i høje Toner. “Ham dér har Mod, ser De”, sagde han, idet han pegede paa Kammerherren. Der blev talt meget om den tyske Spionage, Tyskernes Færd i Amerika og deres Grusomheder i Belgien, som havde vakt en uhyre Forbitrelse i Frankrig. Tyskerhadet slog os under Opholdet i Paris i Møde alle Vegne. Det var dybt, og man sagde, at det vilde blive varigt. Men Tiden vil vel ogsaa her vise sig som den store Læge. Etatsraad Andersen talte med mig om Købet af en Ejendom ved Alssund. Vi blev enige om Ønskeligheden af at afholde et Forhandlingsmøde, hvortil hele Delegationen skulde indkaldes, den næste Dags Formiddag. 

   

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Da Fredskonferencens danske Kommission havde udarbejdet sin midlertidige Indstilling tilkaldte det franske Medlem, Direktør i det franske Udenrigsministerium, Jules Laroche, 8. Marts om Aftenen, den danske Gesandt, ledsaget af H. P. Hanssen og H. V. Clausen.

Ved denne Lejlighed oplæste Laroche for de danske Herrer i den  franske Affattelse forskellige Afsnit af Kommissionens Indstilling, som paa det paag. Tidspunkt forelaa trykt (som Korrektur).

Samme Aften telegraferede Gesandten til Udenrigsministeren:
Kommissionens Rapport er paa alle de principale Punkter i Overensstemmelse med vore Ønsker. Telegram følger.

Det saaledes bebudede Telegram afsendtes 9. Marts 1919 og indeholdt i sammentrængt Form, hvad den danske Gesandt paa daværende Tidspunkt kunde meddele om Kommissionens Indstilling til Timandsraadet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Søndag den 9. Marts 1919.
Biltur over Soissons og Reims. Jeg tog min Rejsekappe paa og satte mig foran hos Chaufføren for bedre at kunne nye Udsigten. Vi var 4 Biler i Følge, Delegationen fuldtallig paa Etatsraaderne Andersen og Glückstadt nær, Harald Scavenius med Frue, H. V. Clausen med Frue og Direktør Prior. Vi startede Klokken 7 Morgen. Vejret var graat, en Tid lang taaget, Landskabet smukt. Det varede ikke længe, før vi saa de første Spor af Krigen. Først Skyttegrave, Lejre, Artilleristillinger, saa nedbrudte Huse. Markerne var næsten overalt tilsaaet med Vintersæd og saa godt ud. Vi mødte Soldater alle Vegne, ogsaa mange farvede Tropper. Amerikanerne var stærkt repræsenteret. Efterhaanden som vi nærmede os Soissons, blev Sporene af Kampen tydeligere, mange Krigergrave og Dækninger udgravet i Vejkanterne, nedskudte og splintrede Træer, lange Rækker af Skyttegrave, Granater, Patronkasser og Patroner i Titusindvis strøet ud langs Vejene og meget mere viste, hvor Kampen havde raset. Vi naaede Soissons Klokken 10½ og spadserede hen til Kirken, som tydelig nok havde været Skive for Artilleriet og næsten var helt ødelagt. Hele Kvarteret omkring Kirken var en Ruinhob, Byen var øde, der stod endnu kun ganske enkelte Huse, deriblandt et Hotel, hvor vi spiste Frokost i et Værelse, der bar synlige Spor af Kampen. Saa gik det videre efter Reims. Et Par Steder undervejs gjorde vi Holdt ved Slagmarker og Lejrpladser. Vi samlede Hjælme, Vaaben og Patroner op, som endnu laa paa Valpladserne i Massevis. Jeg tog blandt andet en Gasmaske med mig, men glemte den uheldigvis senere paa Hotellet i Epernay.

Reims mindede mig om Pompeji – en død By – før Krigen havde den 115,000 Indbyggere, nu knap 5000. Kirken var meget ramponeret. Der var rømmet et smalt Spor henad Gaden, til begge Sider laa alt i Ruiner. Mellem disse Ruinhobe kørte vi atter ud af Byen. Vognene skulde have ført os tilbage til Paris igen, men Klokken var bleven mange, og Chaufførerne erklærede, at det var for sent, at der bestod strenge Forskrifter. Vi blev da enige om at køre ned til Epernay og tage med Toget Klokken 7 derfra. I Epernay, hvor vi havde en god Times Ophold, spise vi til Middag og rejse saa Klokken 7 tilbage til Paris, som vi naaede ved 10 Tiden. Det havde været en meget bevæget og indholdsrig Dag.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Lørdag den 8. Marts 1919.
Om Eftermiddagen var Etatsraaderne Andersen og Glückstadt, Alexander Foss, Neergaard og jeg inviteret til The hos Franz von Jessen sammen emd Chefredaktøren for “Le Temps”, Herbette. Forinden aflagde Dr. Munch, Neergaard og jeg en Visit hos Formanden for Deputeretkammerats Udvalg for udenrigske Anliggende, Franklin Bouillon, en meget ilter Herre. Han fandt til at begynde med vore Krav altfor moderate og rettede i Forbindelse hermed overordentlig stærke Angreb paa Tyskerne.

Ingen Tysker, sagde han, maatte i de første Menneskealdre sætte sin Fod paa fransk Jord. De var Forbrydere og Spedalske. Her greb Neergaard ind og bemærkede tørt, at ud fra de Synspunkter, han her gjorde gældende, maatte han antagelig kunne forstaa, at vi Danske ikke ønskede at faa et større Antal Tyskere indenfor Rigets Grænser, men foretrak at bevare Nationalstaten. Denne Bemærkning faldt i god Jord. Han lo, gned sig i Hænderne og sagde, at det kunde han forstaa. Men da vi saa fortalte ham, at vi vilde til Soissons og Reims for at se Ødelæggelsens Vederstyggelighed med egne Øjne, fik han et nyt Raserianfaldt og sluttede med: “Det er rigtigt, at De tager derud, De vil saa med egne  Øjne kunne overbevise Dem om, at disse Barbarer har forvandlet store Dele af Nordfrankrig til en Ørken. Men de skal bøde for Skændselsgerninger”, og atter udstødte han de frygteligste Trusler.

Vi blev ophold længere af ham, end vi havde ventet, og Neergaard og jeg fik en Chauffør, der ikke var lokalkendt, da vi vilde køre videre ud til Franz von Jessen. Vi ankom derfor med henved en Times Forsinkelse. Det øvrige Selskab var allerede samlet. Herbette drog mig straks ind i en livlig Samtale. Han talte godt Tysk, og vi første derfor Underholdningen paa dette Sprog. Efter at have rettet nogle Spørgsmaal vedrørende Nordslesvig spurgte han mig indgaaende om Stemningerne og Strømningerne i Tyskland. Han ønskede at vide, om der var stærk Stemning for Oprettelsen af et selvstændigt Slesvig-Holsten, af et selvstændigt Hannover, og om der var andre partikularistiske Strømninger i Tyskland. Jeg udtalte, at saavel i Hertugdømmerne som i Hannover fandtes der for Tiden ret stærke partikularistiske Strømninger, og at Welferne i Hannover siden 1867 uafbrudt havde været repræsenteret i Rigsdagen.

Hvad Sønderjylland angik, fandt Herbette ogsaa, at vi var mere moderate med vore Fordringer, end de Allierede i Grunden ønskede. Men, tilføjede han med et fint Smil, “vi gaar ved Bedømmelsen af disse Forhold vel nok for meget ud fra vore egne Interesser. Jeg finder, at Deres Standpunkt, som maa dikteres af danske Interesser, set fra dette Synspunkt, maa betegnes som rigtigt.”

Ved vor Sammenkomst havde Franz von Jessen meedelt mig, at der var kommet en Telefonmeddelse til mig fra Kammerherre Bernhoft om, at jeg skulde møde ham paa Quai d’Orsay ved Porten lige overfor Invalidebanegaarden Klokken 6,55, da Direktør Laroche i Udenrigsministeriet ønskede Oplysninger om forskellige Forhold af ham, H. V. Clausen og mig.

Da jeg ikke var stedkendt i Paris, og Tiden var knap, tilbød Johs. Jørgensen, som deltog i Sammenkomsten hos Franz von Jessen, at ledsage mig derhen, et Tilbud, som jeg modtog med Tak.

Udenfor Udenrigsministeriet var der samlet en stor Folkemængde, Kommissærerne havde lige afsluttet deres Arbejdsdag, og Bilerne kom i hurtig Rækkefølge ud af Gaarden. Kammerherre Bernhoft kom sammen med H. V. Clausen, og lige som vi vilde gaa ind ad Porten, kørte Maschal Foch forbi i sin Bil. Bernhoft gjorde mig opmærksom paa ham. Vi gik op i et Venteværelse, hvor vi traf den serbiske Gesandt, som Bernhoft forestillede for os. Da Berhoft ytrede: “Nu faar vi meget snart vor Sag ordnet i Overenstemmelse med vore Ønsker”, udbrød Serberen med et dybfølt Hjertesuk: “Ak, kunde jeg bare sige det samme for Serbiens Vedkommende.”

Han blev først kaldt ind. Vi maatte vente imens, og Klokken blev henved 7½, før vi kom ind. Vi forhandlede derefter i en Times Tid med Laroche. Han sad ved et Skrivebord, der var fyldt med Papirer, og bad os tage Plads i tre Lænestole, som var hensat ved det. Derpaa tog han et maskinskrevet Aktstykke paa en halv Snes Foliosider frem og begyndte at give os nogle Meddelelser.

“Kommissionens Indstilling er nu færdig”, sagde han, “men jeg ønsker endnu at drøfte et og andet med Dem, inden jeg afgiver den. Kommissionen har besluttet at drage Rømningslinien sydom Slesvig By”. Om den videre Forhandling nedskrev Kammerherre Bernhoft, H. V. Clausen og jeg i Fællesskab en Beretning i Venteværelset umiddelbart efter, at Forhandlingerne var sluttet. Denne Beretning lød med enkelte Tilføjelser efter Hukommelse saaledes:

“Vi har besluttet”, sagde Laroche indlende, at Overpræsidenten, Regeringspræsidenten, Landraaderne, Overborgmestrene etc. skal rømme Landet nordfor Rømningslinien, inden Afstemningen finder Sted. Dette “etc.” ønskede vi fjernet og i Stedet for nøje angivet de Myndigheder, der tidligere var Udøvere af Politimyndigheden”. Jeg foreslog Politimesteren (2. Borgmester) i Flensborg, Borgmestrene og Amtforstanderne. Dette blev indføjet. “Soldaterraadene skal opløses”, fortsatte han, “og de Medlemmer af dem, der ikke har hjemme i Nordslesvig, skal rømme Landet, ligeledes Medlemmer, som er hjemmehørende i Nordslesvig, men er traadt i Funktion efter den 1. Marts 1919. Nye Arbejder- og Soldaterraad maa ikke oprettes”. Han oplæste derefter Afstemningsreglerne, som i alt væsentligt falder sammen med vort Forslag. Stemmeret faar herefter:

a. alle, som er født og bosat i Afstemningsomraadet.
b. alle, som har været bosiddende i det før den 1. Januar 1919;
c. alle, som er blevet udvist af de hidtilværende Myndigheder.

Efter mit Forslag, som jeg motiverede med en Henvisning til dem, der var gaaet over Grænsen under Krigen, noterede han yderligere:

d. alle, som har taget midlertidigt Ophold i Danmark under Krigen, men er hjemmehørende i Afstemningsomraadet.

Der skal stemmes i Kommunerne. Udtrykkene Nordslesvig og Mellemslesvig bruges ikke, da de ikke er præcise nok. Men det nordslesvigske Afstemningsomraade gaar til den af Vælgerforeningen fastsatte Linie og det mellemslesvigske Afstemningsomraade derfra ned til den af Kammerherre Bernhoft fastsatte Grænse for dette Omraade.

Laroche ønskede derefter at drøfte Optionsspørgsmaalet med os. Der er fastsat en 2 Aars Frist at regne fra Afstemningsdagen. Alle, som i det afstaaede Omraade, kan optere for Tyskland. Alle, som er født i det afstaaede Omraade, emn opholder sig udenfor dette, kan optere for Danmark. Overflytning af Løsøre kan ske som foreslaaet. Faderens Option er gyldig for Børn under 18 Aar. Personer, som har bosat sig i Afstemningsomraadet efter den 1. Oktober 1918, kan ikke faa dansk Indfødsret uden ved særlig Bevilling. Optanterne skal bosætte sig i den Stat, for hvilken de har opteret. Det staar dem frit for at bevare deres faste Ejendom i den Stat, hvori de har haft Ophold før Optionen. De kan tage deres Formue med sig udaf Tyskland uden at betale særlige Skatter eller Afgifter.

Rømningen af Tropper og civile Myndigheder skal finde Sted senest 10 Dage efter, at Præliminærfreden er undertegnet. Afstemningen i Nordslesvig skal foretages senest 3 Uger efter Rømningen. Straks efter Bekendtgørelsen af Afstemningens Udfald og inden Fastsættelsen af den endelige Grænse er Danmark berettiget til at besætte Nordslesvig med sine civile og militære Myndigheder.

I Mellemslesvig finder Afstemningen Sted 5 Uger efter Afstemningen i Nordslesvig. Grænsen fastsættes af de Allierede efter Indstilling af den Internationale Kommission, hvis Forslag bestemmes af Afstemningen under Hensyntagen til økonomiske og geografiske Forhold (Vandløb, Veje, Baner). Naar Grænsen i sine Hovedtræk er fastsat af de Allierede, men forinden den er udstukket i Marken, er Danmark berettiget til at besætte det Omraade, som tildeles det, med sine civile og militære Myndigheder. Samtidig vil Tyskland atter kunne besætte det rømmede Omraade. Tyskland afstaar derefter alle sine Suverænitets-Rettigheder i det afstaaede Omraade til Danmark.

Kommissionen skal bestaa af 3 Allierede, et norst og et svensk Medlem. Den vil faa danske og tyske Raadgivere og skal træde i Funktion samtidig med, at Rømningen finder Sted.

Jeg forsøgte at faa indføjet en Bestemmelse om, at de nye Øvrighedspersoner skulde udnævnes efter Forslag fra dansk nordslesvigsk Side. Men dertil svarede Laroche, at man ikke ønskede dette, da noget lignende i saa Fald maatte gælde for Tyskerne for de tysktalende Distrikters Vedkommende, men at der selvfølgelig vilde blive taget vidtgaaende Hensyn til de danske Raadgiveres Forslag.”

Efter at Beretningen var nedskrevet, gik vi hver til sit. Kammerherre Bernhoft vilde endnu samme Aften afsende en Chifferdepeche til København. H. V. Clausen gik hjem, og jeg tog ene tilbage til Hotellet. Vi var alle tre meget oprømte og tilfreds, fordi vore Ønsker var blevet opfyldt. Da jeg kom til Hotellet, var Klokken godt 9. Neergaard, Bramsnæs, Professor Verrier, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen, Andreas Grau og Lützhöft Nielsen – som var Privatsekretær hos Alexander Foss – sad endnu ved Aftensbordet, men vilde lige rejse sig. Da jeg meddelte Resultatet, blev der almindelig Glæde. Vi trak os tilbage til vor Salon. Neergaard forlange Champagne og talte, henvendt til Verrier, for Frankrig. “At man dog skulde opleve det! at man dog skulde opleve det!”, blev han ved med at gentage.

“Jeg var 10 Aar, da Ulykken brød ind over os i 1864 og har følt den dybt og smerteligt. At man dog skulde opleve det!” Jeg talte for Professor Verrier, Nis Nissen for Elsass Lothringen. Stemningen var høj.

 

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Midlertidig Indstilling fra Freds-Kommissionens Kommission for danske Anliggender

I sit (fjerde) Møde, 8. Marts 1919, vedtog og fremsendte Komm. for danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens overste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav (revendications). Kommissionen har været stillet overfor følgende Anmodninger ( demandes) fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed (considérée
comme une circonscription unique) maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket der om, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Kommissionen har givet sit Samtykke til det første af den danske Regerings Forslag. Den mener dog, at Udtrykket Nordslesvig, selv om det almindeligt anvendes og forstaas, frembyder Ulæmper.

Som Følge deraf betegner den det Landomraade, hvorom det drejer sig, paa den Maade, at den angiver, at det er beliggende Nord for den af den danske Regering fastsatte Grænse, nemlig:

En Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord
til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken, og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen, indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

Hvad det andet Forslag angaar, da mener Kommissionen, at det vil være forbundet med Ulæmper at begrænse Adgangen til Deltagelse i  Folkeafstemningen udelukkende til de Kommuner, hvis Befolkning har udtalt Ønsket om at faa Lejlighed til at stemme. Det vilde nemlig blive temmelig vilkaarligt at fastsætte et Minimum for Tallet paa Ansøgere, hvis Henvendelse skulde tages i Betragtning, og det rnaatte paa den anden Side anses for nødvendigt, at et saadant Minimum blev fastsat.

Man kan nemlig gaa ud fra, at mange Mellemslesvigere vil afholde sig fra offenlig at tilkendegive deres Ønske om at blive kaldede til at stemme, fordi de nærer Uvished om Afstemnings-Resultatet og altsaa frygter Represalier i det Tilfælde, at de paany skulde blive tyske.

Kommissionen har yderligere været af den Mening, at det vilde være forbundet med Interesse at udstrække Afstemningen til alle Dele af Slesvig, hvor der maatte være nogen Udsigt til at finde danske Sympatier.

Ad denne Vej aabner man Mulighed for, at Distrikter, hvori dansk Nationalfølelse muligvis vil gøre sig gældende, efter at Egnen er blevet rømmet af Tyskerne, kan vende tilbage til Danmark.

Endelig vil man paa denne Maade een Gang for alle have ordnet Spørgsmaalet om disse Landomraaders Tilhørsforhold og derved fjærnet Grundlaget for enhver nationalistisk Agitation, som senere vilde kunne opstaa.

Imidlertid maa de Argumenter mod en alt for stor Udvidelse af Folkeafstemningen, der anføres af Danskerne og af Slesvigerne selv, tages i Betragtning.

De nærer Ængstelse for, at Tyskerne i den Del af det sydlige Slesvig, som er indbefattet i Rømnings-Zonen, vil udøve Tryk paa de danske Vælgere og drive virksom Propaganda blandt dem.

Den danske Regering nærer ligeledes Ængstelse for, at det vil gøre et uheldigt Indtryk paa den offenlige Mening, hvis i denne Egn et stort Flertal udtaler sig mod Genforening med Danmark.

Denne Mulighed kan forekomme, men vil være uden praktisk Betydning.

Der er nemlig Enighed om, at i Slesvigs midterste og sydligste Del skal Afstemnings-Resultatet undersøges kommunevis, og at det skal være paa dette Grundlag, at den nye Grænse saa vidt muligt fastsættes. Man kan derfor afvise dette rent moralske Argument, og der kan iøvrigt ogsaa bødes paa de nævnte Vanskeligheder.

Det første Argument har derimod aabenbart større Betydning.

Imidlertid synes det, at Danskernes Ængstelse er overdreven, og at Rømningen vil udøve gunstig Indflydelse paa Stemningen.

Hvorom alting er, der kan og bør træffes Forholdsregler til at bøde paa disse Ulæmper.

Der foreslaas altsaa følgende:

De slesvigske Befolkninger vil blive kaldede til gennem en Folkeafstemning at bestemme deres Skæbne i det Omraade, der ligger Syd for den første Linje (Syd om Øen Als, Nord om Øen Sild) og Nord for en Linje, der i Retningen fra Øst til Vest tager sit Udgangspunkt ved Sliens Munding, følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive, Vejen til Husum exdusive, og forlænger sig Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Dette Omraade vil blive delt i to Dele; et første Afsnit vil komme til at omfatte Landet mellem Linjen Syd om Als, Nord om Sild og en Linje, der fra Vest til Øst løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Søholm Aa, fortsætter i Retningen Sydøst, bøjer uden om Lyngsted og Østenaa, stiger mod nordøst indtil Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, mellem Jaruplund og Lille Volstrup, mellem Tostrup og Veseby, mellem Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjærg og Langballe, indtil den naar Østersøen mellem Sigum og Langballe.

I den saaledes afgrænsede Zone kan der ventes gode Resultater for Danskerne; Omraadet svarer iøvrigt paa det nærmeste til, hvad den danske Regering og Slesvigs Delegerede selv har angivet.

I Overensstemmelse med det af de interesserede Parter udtalte Ønske vil Afstemningen i denne Zone finde Sted indenfor en Frist paa mindst 8 Uger efter Tyskernes Rømning. Man nærer nemlig Ængstelse for, at den “Begejstrings-Bølge”, der for Tiden river de danske Elementer med sig, vil kunne stilne af og efter en vis Tid give Plads for Ligegyldighed.

I sidste Zone, der ligger Syd for andet Afsnit og strækker sig til Linjen Sli-Slesvig-Husum, bør Folkeafstemningen finde Sted indenfor en Frist paa to Maaneder efter Rømningen.

Paa denne Maade vil man næsten straks komme til at kende Udfaldet af Afstemningen i den nordlige Del af Slesvig og meget hurtigt Resultaterne fra Mellemslesvig. Det er omtrent sikkert, at de danske Krav vil blive opfyldt i første Afsnit, og det er sandsynligt, at i hvert Fald for en stor Del det samme vil finde Sted i det Afsnit, der mod Syd begrænses af Kortets røde Linje.

Naar Afstemningen i tredje Zone finder Sted senere, vil der blive en
Frist til frie Overvejelser (délai pour libérer les esprits). Da paa den anden Side de forudgaaende Afstemninger sandsynligvis i det store og hele vil være faldet ud til Fordel for Genforening (désannexion), saa vil det daarlige Indtryk, et ugunstigt Udfald af den sidste Afstemning kunde udøve paa dansk offenlig Mening, blive mildnet ved det gode Resultat, der forud var opnaaet.

Folkeafstemningen bør i de tre Zoner overvaages af en international Kommission, sammensat af Repræsentanter for de allierede og associerede Stormagter og af Delegerede fra den norske og svenske Regering, som det er ønskeligt at knytte til Kommissionen paa Grund af deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Kommissionen bør ikke omfatte danske og tyske Medlemmer.
Derimod vil, efter de interesserede Parters Ønske, danske og tyske tekniske Medlemmer, valgt af Kommissionen i den stedlige Befolkning, blive knyttet til Kommissionen for at bistaa denne under dens Virksomhed.

Det anses for nødvendigt straks efter Tyskernes Rømning at landsætte 4 å 500 Mand i Flensborg og omtrent halvt saa mange i Slesvig By.

Overensstemmende med den danske Regerings Anmodning vil det være nødvendigt, at Tyskland snarest muligt rømmer ikke blot den Del af Omraadet, hvor Afstemningen skal finde Sted, men ogsaa en Strimmel Syd for dette Omraade, der vil kunne danne en  Beskyttelses-Zone mod den tyske Propaganda.

Denne Zone skal ligeledes stilles under den internationale Kommissions Øvrighed indtil det Tidspunkt, da den dansk-tyske Grænse er bleven fastlagt i Overensstemmelse med Afstemningens Resultater. Ro og Orden skal, hvis det gøres nødvendigt, opretholdes af allierede Troppeafdelinger.

Den tyske Regering bør kalde ikke blot hele den væbnede Magt, men ogsaa Regerings-Myndighederne samt Arbejder- og Soldater-Raadene tilbage fra denne Zone (hvis Grænse nedenfor angives).

Det vilde i og for sig være ønskeligt, om Rømnings-Zonens Sydgrænse kunde falde sammen med Provinsen Slesvigs Sydgrænse, idet der paa denne Maade vilde være skabt virksom Beskyttelse mod den tyske Propaganda. Paa en vis Strækning falder denne Sydgrænse imidlertid sammen med Kiel-Kanalen. Denne Omstændighed kan ganske vist fra visse Synspunkter set frembyde Fordele, men den vil ogsaa være egnet til at støtte den Opfattelse, at Linjen ikke bør komme i Betragtning.

Man kunde da lægge Rømnings-Grænsen 6 Kilometer Syd for Linjen Sli-Syd for Slesvig-Syd for Husum, der er Afstemnings-Zonens Sydgrænse.

I Overensstemmelse hermed foreslaar Kommissionen at tage følgende Beslutninger:

Besjælet af Ønsket om at give Slesvigs danske Befolkninger, der voldelig er bleven indlemmede i Tyskland, Mulighed for at tilkendegive deres Attraa og udtale sig om deres Skæbne, beslutter de allierede Regeringer:

A. — At der skal finde Folkeafstemning Sted i den Del af Slesvig, der ligger Nord for en Linje, som fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

B. — At af Hensyn til de Karakter-Forskelligheder, der gør sig gældende i nogle Dele af Slesvig, og som skyldes Indbyggernes Afstamning, Sæder og Skikke, Kultur, Sprog etc., det ovennævnte Omraade deles i tre Afsnit, der stemmer efterhaanden, det ene efter det andet.

C. — At der i Fredspræliminærerne med Tyskland indsættes følgende Bestemmelser:

Grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i  Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker (aspirations).

I dette Øjemed vil Befolkningen, der bor paa de Landomraader, som ligger Nord for en Linje, der fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, blive kaldede til at udtale sig gennem en Afstemning, som vil være at foretage paa følgende Vilkaar:

1. Fra det Tidspunkt, nærværende Fredspræliminærer er bleven underskrevet, og indenfor en Frist, der ikke maa overstige … Dage, skal de tyske Tropper og Øvrigheder (Oberpräsidenten, Regierungspräsidenten, Landräthe,  Amtsvorsteher, Oberbürgermeister etc.) saavel som Arbejder og Soldater-Raadene forlade det Omraade, der ligger Nord for den fastsatte Linje.

Nævnte Zone skal uopholdelig underlægges en international Kommissions Myndighed. Kommissionen sammensættes af Repræsentanter for de amerikanske, britiske, franske, italienske og japanske samt for de norske og svenske Regeringer, idet hver Regering udpeger to Repræsentanter.

Kommissionen skal være i Besiddelse af almindelig Politi-Myndighed.

Det paahviler den navnlig: uopholdelig at sørge for Erstatning for de rømmede tyske Øvrigheder eller for stedlige Myndigheder, hvis Forbliven ikke anses ønskelig — og at træffe alle Foranstaltninger, der skønnes egnede til at sikre Afstemningens Frihed og Oprigtighed. Kommissionen kan lade sig bistaa af tyske og danske tekniske Raadgivere, valgte af den selv i den stedlige Befolkning.

2. Stemmeret skal tilstaas alle i Folkeafstemnings-Distriktet bosatte
Mænd og Kvinder, der har fuldendt det 20. Leveaar, og som

a) er født i de Omraader (circonscriptions), hvor Folkeafstemning finder Sted,

b) eller har haft fast Ophold (établis) dér før 1. Januar 1900,

c) eller er født i disse Omraader, men udvist af de tyske Myndigheder.

Der skal tages alle Forholdsregler til at sikre Stemmeafgivningens  Hemmelighed.

Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer.

3. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild, skal der skrides til den ovenfor nævnte Afstemning senest tre Uger efter, at Landet er blevet rømmet af de tyske Tropper og Øvrigheder. Afstemningens Resultat skal opgøres og betragtes som fastslaaet paa Grundlag af Flertallet af Stemmer, der er afgivne i denne Del af Zonen som Helhed (sera compté et acquis suivant la maiorité des voix dans l’ensemble de cette partie de la Zone).

4. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov, skal der skrides til Afstemning fem Uger efter, at Folkeafstemningen i første Zone har fundet Sted.

5. I den Del af den rømmede Zone, der ligger mellem den i Paragraf 4 nævnte Linje og en Linje, som udgaar fra Sliens Munding og ender Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, skal der skrides til Afstemning senest to Uger efter, at Folkeafstemningen i anden Zone har fundet Sted.

6. Grænsen skal fastsættes paa Grundlag af Afstemnings-Resultaterne og efter de allierede Regeringers Angivelser, som  nævnt i Paragraf 3 og 4, idet der tages Hensyn til de geografiske og økonomiske Muligheder ( possibilités).

7. Indenfor et Tidsrum af to Aar fra Afstemningsdagen at regne har:

a) enhver Person, født i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, og ikke bosat i denne Egn, Ret til at optere for Danmark,

b) enhver Person, bosat i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, Ret til at optere for Tyskland.

c) Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.
De Personer, som efter 1. Oktober 1918 har valgt Bopæl i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, kan ikke erhverve dansk Indigenat uden særlig Tilladelse. Optanterne bør tage Bopæl i den Stat, som de har opteret for.

Det staar dem frit at bevare fast Ejendom, som de besidder paa den Stats Omraade, hvor de havde Bopæl forinden Optionen. Det staar dem frit uden Toldafgift at medføre deres rørlige Ejendom til det Land, for hvilket de har opteret. Det staar dem frit at medføre deres rørlige Formue og Løsøre, og de skal være fritagne for alle Afgifter heraf.

8. Hvad angaar den Egn, som ligger Nord for den i Paragraf 3 omtalte Linje, da vil den danske Regering kunne besætte den med sine militære og administrative Myndigheder, umiddelbart efter at Afstemnings-Resultatet er blevet bekendt, og saafremt dette Resultat tilkendegiver Befolkningens Ønskeom Territoriets Genindlemmelse i Kongeriget Danmark.

9. Saasnart Grænsen i det store og hele er fastsat, som omtalt i Paragraf 6, vil den danske Regering — uden at vente paa Udførelsen af de Arbejder, der skal udføres af den blandede Kommission, som i givet Fald skal udnævnes til Grænsens Fastsættelse i Marken — kunne lade det Danmark tilfaldende Territorium besætte med sine Tropper og Myndigheder, og den tyske Regering vil paa samme Maade kunne besætte den rømmede Zone indtil den saaledes fastsatte Grænse.

10. Fredstraktaten vil bestemme den Andel og nærmere Beskaffenhed af Tysklands og Preussens finansielle Forpligtelser, som Danmark vil have at overtage, saavel som alle andre Spørgsmaal, der opstaar af den fuldstændige eller delvise Tilbagelevering til Danmark af det Landomraade, hvis Opgivelse blev det paatvunget ved Traktaten af 30. Oktober 1864.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Har du eller andre i din familie stadig kontakt med den franske familie, som din oldefar, bedstefar eller måske egen far tjente for under krigsfangenskab i Frankrig under 1. verdenskrig?

I anledningen af 100 året for hjemkomsten af de sønderjyske krigsfanger søger jeg danskere, der har kontakt til den franske familie, som jeres familiemedlem arbejdede for som en del af fangenskabet i den sønderjyske krigsfangelejr i Frankrig, Aurillac-lejr.

Historien om, at familier fra Danmark og Frankrig er knyttet sammen i 3.-4. generation på baggrund af en krigsfangelejr under 1. verdenskrig er en spændende historie. Den er overraskende, den viser, hvordan historien efterlader sig spor, og det er den store historie fortalt i en helt konkret og personlig fortælling.

Jeg håber, nogen vil fortælle mig deres historie om familiens tilknytning til Aurillac-lejren.

Mvh Linda Corfitz Jensen, historie-reporter på Kristeligt Dagblad. Skriv gerne en mail til corfitz@k.dk.

Officiel tysk Udtalelse i Weimar:

Som Svar paa et Forslag til Beslutning, der 7. Marts 1919 blev stillet til Nationalforsamlingen i Weimar, og som gik ud paa at opfordre Rigsregeringen til “at imødegaa de Anneksionslyster, som næres af nationalistiske Kredse i Danmark m. H. t. den tyske Nordmark”, udtalte Rigsregeringens Repræsentant, Grev Wedel, s. D. følgende:

Tyskland kræver, at Præsident Wilsons Grundsætninger anvendes retfærdigt og loyalt, og at Afstemningen bringer Befolkningens virkelige Vilje for en Dag. Thi det maa – for at tale med Wilson – hindres, at der skabes nye Elementer til Tvist og Fjendskab, som sandsynligvis i Tidens Løb vilde forstyrre Europas og dermed Verdens Fred. Mellemslesvig maa derfor ligesom Dele af Nordslesvig have Ret til at blive ved Tyskland, hvis de vil det.

De Efterretninger, som i de sidste Dage er udbredt fra Paris, synes imidlertid at gøre en retfærdig Løsning af Spørgsmaalet problematisk.

Den tyske Regering vil med alt Eftertryk virke hen til en retfærdig Afstemningsmaade.

Den er sig bevidst, at den intet kan udrette mod Sejrherrens
Magtsprog; men intet vil bringe den til at anerkende Magt for Ret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Om Formiddagen aflagde Madame de Quirielle, (Jaques de Coussange) mig en Visit paa mit HoteL

Vi talte ene sammen i en Timestid; hun var meget elskværdig og medgørlig. Hun sagde, at saavidt hun kunde se, var ingen fremstaaende dansk Politiker Tilhænger af Dannevirkelinien. Dette stadfæstede jeg.

Alexander Foss, Neergaard og Dr. Munch aflagde imens en Visit hos Udenrigsminister Pichon, som de fandt meget velvillig stemt. Han havde ytret, at han fandt de danske Krav meget moderate, men at han meget vel forstod Ønsket om at bevare Nationalstaten og at blive fri for tyske Elementer i større Antal indenfor Rigets Grænser.

Klokken 6 Eftermiddag havde Delegationen en Sammenkomst, hvor vi affattede og enstemmig godkendte følgende Beretning om Forhandlingerne med den belgiske Kommission den 6. Marts:

”Kommissionens Ordfører udtaler først, at det, man ønsker, er at gøre [dvs. stille] forskellige Spørgsmaal.

Gesandten oplæser Udtalelsen paa Delegationens Vegne.

Ordføreren: Er alle enige om Grænsen for det egentlige Nordslesvig? Der svares ja.

Ordføreren: Er der ogsaa Enighed om Grænsen for Afstemningsomraadet i Mellemslesvig?

Gesandten: Ja, denne Grænse gaar saa langt mod Syd, at der længere mod Syd slet intet Grundlag er for danske Stemninger.

Ordføreren: [Hvor-]Naar ønskes Afstemningen i Nordslesvig? Svar: Uden Frist, saasnart Afgørelsen er faldet. Ja, men Evakuationen tager ogsaa Tid. Ja, vel 8 Dage. Og Valglisterne og lignende. Svar: Man kan sige 14 Dage ialt

Ordføreren: [Hvor-]Naar ønskes Afstemning i Mellemslesvig? 8 Uger efter Rømningen. Men der skal ogsaa Frist til Rømningen.” Ja, navnlig i Flensborg, vel en 14 Dage. Den samlede Tid angives da til 10 Uger. Selve Rømningen behøver nemlig ikke mere Tid i Mellemslesvig, men Agitationen kraver nogen Tid. De tyske Tropper i Flensborg opgives til 4000.

Ordføreren spurgte om det økonomiske Mellemværende. Den udarbejdede Erklæring oplæstes Ordføreren siger, at det hører ikke under denne Kommission; han anbefaler at sende den til Konferencens Præsident med Anmodning om Forelæggelse for det finansielle Udvalg.

Ordføreren spørger om Optionsregler. Det nævnes, at man ønsker gensidig Optionsret i to Aar, at alle, født i det Omraade, der kommer til Danmark, vil kunne optere for Danmark; alle, der har hjemme i dette Omraade, for Tyskland; de opterende skal tage Bopæl i det Land, de vælger; fast Ejendom kan bevares i det andet Land, Løsøre indføres toldfrit, de bør beskyttes mod Skattepaalæg ved Udvandringen. Redegørelse loves.

Afstemningsreglerne oplæses af Gesandten. Man standser ved forskellige Punkter.

Den amerikanske Delegerede: ”Afstemningens Frihed betyder vel hemmelig Afstemning? Ja.

Den amerikanske Delegerede: Hvorfor Grænsen ved 1900, ikke ved 1898, da Köllerpolitikken begyndte? Svar: Køllerpolitikkens større Betydning fra 1900. Grundkøb, Subventioner, Udvisning af Tjenestefolk, Indvandringen til Flensborg, desuden Flaadestationer i Flensborg og Sønderborg.

Den amerikanske Delegerede: Ja, det er tilstrækkelig Begrundelse, spørger dog, om der er Tal for Indvandringen. Nej.

Med Hensyn til Rømningen spørges, om der ønskes Rømning kun i Afstemningsomraadet eller ud derover.Der svares: en halv Snes Kilometer sydligere for at undgaa Rivninger.

Er der Tropper der? Nej, men det bør hindres, at der kommer. Derved forsvinder jo ogsaa Arbejder- og Soldaterraadenes Indflydelse.

Ordføreren: Er det ønskeligt, at Forvaltningen i Slesvig By fjernes? Efter Konference med Hanssen og de andre Sønderjyder svares, at der intet Ønske er derom, det kan snarest volde Vanskeligheder, idet Socialdemokraterne vil blive ophidsede ved Opløsningen af Arbejder- og Soldaterraadene.

Ordføreren spørger, om det ikke er bedre, at de tyske Myndigheder fjernes i hele Afstemningsomraadet i Stedet for kun de Steder, hvor det forlanges. Efter Konference med Sønderjyderne svares: Nej; det virker ophidsende, der mangler Personer. Nogle Steder kan der sættes danske Kontrollører. Der spørges om Antallet af Stemmesteder i Mellemslesvig, svares 140. Der nævnes den Mulighed, hvor Personer savnes, at tage dem fra Nordslesvig; i Flensborg nævnes Advokat Ravn som Tilforordnet: det tilføjes, at Personspørgsmaalet kan drøftes med den danske Regering.

Ordføreren spørger, hvorledes man tænker sig den militære Ordning. Der er en vis Modsigelse mellem Afstemningsreglernes sidste Punkt og den Opfattelse, der her har været fremme, siger han. Vi svarer, at der i Dele af Befolkningen, som angivet i vedkommende Punkt, er en Tro paa, at Besættelse vil vise sig nødvendig, men at vi antager, som det fremgaar af Motiverne til Afstemningsreglerne, at det vil vare tilstrækkeligt, at der er et eller flere Orlogsskibe paa Flensborg Fjord, hvorfra der i givet Tilfælde vil kunne landsættes et Detachement.

Ordføreren spørger, hvor mange det da skulde vare. Der navnes, at f. Eks. 500 vilde være tilstrækkeligt.

Ordføreren spørger: Ønsker man, at der i den blandede Kommission, der skal lede Afstemningen, er danske og tyske Repræsentanter. Svar: Der lægges ikke Vægt paa, at de er Medlemmer af Kommissionen, men der bør være saadanne som raadgivende Sagkyndige.

Ordføreren spørger, om man i den blandede Kommission, ved Siden af de allierede Repræsentanter, ønsker Norske og Svenske. Der svares Ja.

Under Diskussionen herom fremhæves fra vor Side stærkt det ønskelige i, at det hele afgøres ved Praliminærfreden. og at Landet straks efter Afstemningen overgaar til Danmark. Da dette begrundes med Rekvisitionerne, svarer Ordføreren, at disse hører jo op med Evakuationen. Vi svarer hertil, at Befolkningen ønsker meget snart at faa sine Forhold ordnede, og at det er ønskeligt, at den danske Forfatning, der skal ændres, hurtigt kommer i Orden.

Ordføreren spørger da, om det kan ske, naar Nordslesvig er overleveret, før Mellemslesvig kommer: Ja, det, der bliver tilbage, bliver Valglovsspørgsmaal, de kan tages for sig.

Ordføreren spørger, om man tænker sig Garantier for de tyske Minoriteter, og det franske Udenrigsministeriums Repræsentant i den belgiske Kommission gør opmærksom paa, at det har Interesse af Hensyn til Kongressens almindelige Grundsætninger.

Vi svarer, at saadanne Garantier formentlig ikke er nødvendige, der tænkes anvendt samme Love som i Danmark; der er Undervisningsfrihed; der vil kunne blive i alt Fald private Skoler med tysk Sprog. Den almindelige danske Lovgivning vil antagelig være tilstrækkelig Garanti. Det nævnes, at Danske Syd for Grænsen bør behandles tilsvarende, men vi undgaar at stille det op som en Tanke om gensidig Forpligtelse og fremsætter følgelig intet Ønske om at faa det fastslaaet i Aftalerne.

Vi lover skriftligt at præcisere Opfattelsen med Hensyn til Garantier for Minoriteterne.

Jeg var i Forvejen blevet opfordret til at udarbejde et Udkast til det Forslag om Optionsreglernes

Affattelse, som Kommissionen havde ønsket. Jeg forelagde og motiverede nu Forslaget, der blev vedtaget en bloc, blandt andet med den vigtige Bestemmelse, at de efter den 1. Oktober 1918 tilflyttede Personer – hvorimellem der var mange tvivlsomme Elementer – kun skulde have dansk Indfødsret efter særlig Bevilling.

Forslaget havde følgende Ordlyd:

”Retten til at optere i Løbet af 2 Aar efter Afstemningen bliver gensidig anerkendt. Enhver, der er født i den Del af Slesvig, som tilbagegives til Danmark, har Ret til at optere for Danmark. Enhver, der er bosat i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, har Ret fil at optere for Tyskland. Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.

De Personer, som efter 1. Oktober 1918 har bosat sig i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, kan ikke opnaa Indfødsret uden særlig Tilladelse. Optanterne skal tage Bopæl i den Stat, for hvilken de har opteret. Det vil staa dem frit for at bevare deres Ejendomme, som er beliggende i den Stat, hvor de før Optionen var bosat. De faar Ret til at indføre deres Løsøre toldfrit i det Land, for hvilket de har opteret. De skal have Lov til at medtage deres Formue til Trods for  Udførselsforbud og uden at erlægge de Afgifter, der rammer Formuen ved Udførselen.”

Aftenen tilbragte vi som sædvanlig sammen. Vi var under Opholdet i Paris skiftevis Gæster i hinandens Saloner.

Efter Forslag af Alexander Foss besluttede vi derefter at besvare Kommissionens Spørgsmaal vedrørende Garantier for Behandlingen af eventuelle tyske Mindretal saaledes:

”I Besvarelsen af et Spørgsmaal, der blev stillet af Kommissionens Formand, har de danske Delegerede den Ære at meddele følgende: De Delegerede er enige om, at Foreningen af det danske Slesvig med Kongeriget bør foregaa saaledes, at alle den danske Stats fremtidige Borgere behandles efter de samme liberale og demokratiske Principper og skal nyde de samme Rettigheder. Heraf følger saaledes, at de tyske Mindretals naturlige Ret til at bruge deres eget Sprog bliver respekteret. De Delegerede konstaterer navnlig, at den frie Skole er et Princip, som altid er blevet fulgt i den danske Lovgivning.”

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 6. Marts 1919.
Efter Aftale mødte hele Delegationen Klokken 9,40 i Hotel Meurice, hvor der holdt 3 Biler, som hurtigt førte os til det franske Udenrigsministerium.

Vi kørte ind i Gaarden, hvor Vognene gjorde Holdt, gik derpaa op ad Trapperne og blev vist ind i et Par Ventesale, som var meget pragtfuldt udstyret, alt var holdt i rødt og Guld.

Efter at have ventet et Kvarters Tid blev vi af en Adjudant ført ind i Forhandlingssalen til den saakaldte belgiske Kommission. Det var en lang, smal Sal med et hesteskoformet Bord. Midt foran Tværbordet præsiderede Tardieu med Amerikaneren, Professor Haskins paa sin højre og Englanderen, Sir Eyre Crowe paa sin venstre Side. Ved Siden af Sir Eyre Crowe sad det andet engelske Medlem af Kommissionen, Professor Headlam Morley. Ved højre Side af Professor Haskins sad det andet amerikanske Medlem, S. D. Embick. Paa venstre Side af Bordet sad Direktøren i det franske Udenrigsministerium, Laroche, to Japanere og en Belgier, paa højre Side to Italienere. Tilstede var endvidere som Sekretær Englanderen Carnegie.

Kammerherre Bernhoft forestillede os enkeltvis, inden Forhandlingerne begyndte, og Tardieu gav os alle Haanden, før vi satte os.

Vi fik Plads anvist mellem begge Længdeborde. I første Række sad Bernhoft og Munch, derefter Foss og Neergaard, H.P. Hanssen og Etatsraad Andersen, Bramsnæs og Kloppenborg-Skrumsager, H. V. Clausen og Glückstadt, Nis Nissen og Andreas Grau.

For Forhandlingerne aabnedes, tog Tardieu et Cigaretfoderal frem og bød de nærmestsiddende en Cigaret, selv tændte han ogsaa en.

Derpaa fik Kammerherre Bernhoft Ordet for at afgive den aftalte Beretning, i hvilken han konstaterede Rigsdagens og den tilstedevarende Delegations fuldstændige Enighed med Hensyn til de Synspunkter, der i Mødet den 21. Februar var blevet gjort gældende overfor Kommissionen.

Der rettedes derpaa af Kommissionen en Del Spørgsmaal til os, som forekom mig meget forstandige, og som viste, at Kommissionen havde indgaaende Kendskab til Sagen. Mens vi svarede, var der mange Par kloge, forskende Øjne rettede mod os. Særlig interesseret var aabenbart Amerikaneren Professor Haskins , som øjensynlig var godt inde i Forholdene.

Da vi saaledes helt uforberedt under drøftelsen af Afstemningsreglerne motiverede Forslaget om at fatsatte Fristen for Bosættelse i Afstemningsomraadet til den 1. Januar 1900 med Henvisning til Voldspolitikken, spurgte han straks: “Hvorfor 1900, Køllerpolitikken begyndte jo dog 1898”. Vi maatte saa forklare, at Udvisningerne fortsattes i de første Aar, og at der først kunde regnes med en deraf følgende Indvandring fra 1900. Ogsaa Laroche, titulær Minister og Direktør i det franske Udenrigsministerium, lagde under Forhandlingerne indgaaende Kendskab til Forholdene for Dagen. Mange af Spørgsmaalene blev rettede til mig. Laroche spurgte især om Mindretallenes Stilling, da dette var et principielt set meget vigtigt Spørgsmaal med Henblik paa de mange svævende nationale Spørgsmaal.

Han spurgte specielt, hvilke Garantier Danmark kunde byde med Hensyn til den fremtidige Behandling af et eventuelt tysk Mindretal indenfor Rigets Grænser.

Alexander Foss svarede: “De Garantier, der ligger i Danmarks frie Forfatning og frisindede Lovgivning, sarlig hvad Kirke- og Skole-Spørgsmaal angaar.”

Spørgsmaalet blev derefter udsat, idet vi blev opfordret til at præcisere dette nærmere i en skriftlig Erklæring.

Det samme var Tilfældet med Options-Spørgsmaalet. Vi blev ligeledes, hvad det angik, efter en kort drøftelse opfordret til at fremsætte et skriftligt Forslag.

Da Forhandlingerne sluttede, gav Tardieu os alle Haanden til Afsked.
Klokken 1 var en Del af os indbudt til Frokost hos Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Alexander Foss, Neergaard, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen og jeg, endvidere Formanden for Senatets udenrigske Udvalg, Vicomte de Cornudet, Direktor Laroche, Magister H. V. Clausen, Professor Verrier og Franz von Jessen.

Efter Frokosten kom Neergaard og Clausen i Samtale om fransk Kunst. Jeg afbrød dem og bad,da jeg ikke selv taler Fransk, Neergaard om at indlede en Samtale med Laroche om Forholdene i Nordslesvig.

Dette gjorde han. Jeg blev ogsaa draget ind i Samtalen, idet Franz von Jessen kom til og tilbød sig som Tolk. Vi drøftede derfor Forholdene ret indgaaende, og Laroche billigede, saavidt vi kunde skønne, i det hele vore Synspunkter og gik blandt andet, som Mellemslesvigsk Udvalg ønskede, ind paa at afkorte den oprindeligt paatankte 6 Maaneders Frist mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig.

Om Aftenen var jeg indbudt til Middag hos Franz von Jessen, som boer i en køn lille Villa i Udkanten af Byen. Tilstede var endvidere: Alexander Foss, Neergaard, Direktør Prior og Forfatteren Johs. Jørgensen.

Franz von Jessens nydelige lille franske Soldaterbarn, som han havde taget til sig, efter at Faderen var falden, sang for os. Samtalen var meget livlig. Franz von Jessen rettede stærke Angreb paa Regeringen og ligeledes paa den saakaldte Oktoberadresse. Da han under Angrebene citerede Udtalelser af den tidligere franske Gesandt i København, Conty, og tog hans Parti overfor Professor Høffding, med hvem Gesandten havde haft et Sammenstød, greb Alexander Foss ind og sagde hvast, at af de to Mand foretrak han Høffding, idet han tilføjede en meget skarp Bemærkning om Conty. Neergaard sluttede sig til Alexander Foss og tog ligeledes Professor Høffdings Parti.

Franz von Jessen overgav Neergaard Kopier af to vigtige Telegrammer, som under Krigen fra Paris var blevet afsendt til ham og Etatsraad Andersen, men som de ikke havde modtaget. Han troede, at Telegrammerne var blevet undertrykt af Censuren. Neergaard vilde undersøge dette nærmere. Baade Franz von Jessen og Prior hævdede, at Regeringen var meget daarligt anskrevet i Frankrig. Johs. Jørgensen stemte i med og stadfæstede dette.

Sønderjyske Årbøger, 1926.