Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 15. april. „Da jeg skulle give departementschef Martensen-Larsen en oplysning, skrev jeg, at kommissionen nok havde sin indstilling i orden, men at man vel nok allerede vidste besked herom i København. Hvis de nu vil vide noget, kan de jo spørge mig.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. April: KL 9½ Samtale med Claudel. Kommissionen kan ikke vente til efter Valget med sin Indstilling. Men han rejser selv over København med den og kommer ikke til Paris før efter Valget. Han billiger, at vi sender en Delegation. En nordslesvigsk Deputation med Direktør L. Christensen fra Haderslev som Ordfører overrækker Claudel paa Kommissionens Vegne en Petition med 21,804 voksne Nordslesvigeres Underskrifter til Støtte for vort Krav.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 13. april. Om morgenen rejste jeg fra København til Schackenborg, hvor jeg ankom om aftenen.

„Jeg gav straks Schack beretning. Han fandt – ligesom jeg – en udsættelse af indstillingens afgivelse for det eneste rigtige, naturlige og forsvarlige. Claudel havde været på Schackenborg om eftermiddagen på afskedsvisit.

Indstillingen til Paris var nu underskreven. Heftye og Claudel havde indstillet Schacks og min linie sønden om Ladelund og Medelby m. m.

Sydow og Marling havde i hovedsagen holdt sig til Clausens linie.

Marlings stemme som formand var afgørende. Claudel rejste nu til København og derpå til England for at arbejde for hans og Heftyes linie.

Derefter rejste Marling og Claudel til Paris for at overrække indstillingen.

Efter det passerede fandt jeg ingen anledning til at sende indberetning om sagen til ministeriet, der jo åbenbart helst var fri.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 12. april fik jeg besked fra Vedel, at nu kunne jeg rejse. Han håbede ikke, at der kom flere ministerkriser. Med hensyn til anmodningen om udsættelsen med indstillingens afgivelse sagde han med et stort smil: „Det, der skal ske, sker, hvor det skal ske.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Anmeldelse: “Genforening”

En roman af Pernille Juhl, Juhls Forlag, 2020 (420 sider). 249,50 kr (vejl.)

I “Genforening” fortæller Pernille Juhl om redaktøren og politikeren H.P. Hanssen og hans langevarige kamp for Nordslesvigs forening med kongeriget Danmark.

”Genforening” er en spændende og indlevende bog, der giver et indblik i en tid, hvor dansk som undervisningssprog og ytringsfrihed ikke var en selvfølge. Det er ikke blot en fortælling om H.P. Hanssens men også om Sønderjyllands og de dansksindedes kamp for retfærdighed. Bogen er velskrevet, og man fornemmer tydeligt, at H.P. Hanssen var en ildsjæl, der kæmpede for at få en genforening gennemført, fordi han bare måtte. Derfor er der heller ingen tvivl om, at vi kan takke H.P. Hanssen for hans kamp for ændringerne i såvel Sønderjyllands som Danmarkshistorien.

Idet Pernille Juhl læner sig op af historiske kilder, læser vi flere gange H.P. Hanssens egne vendinger og ord, hvilket først og fremmest gør historien mere troværdig, men særligt bevirker, at man kommer helt tæt på ham. Hanssens brændende politiske entusiasme smitter dermed af på læseren, og man får lyst til at læse videre – også selvom man kender til udfaldet. Dog er der få steder, hvor den historiske virkelighed halter efter. For eksempel ses det, når H.P. Hanssen i 1915 står på ”Platz der Republik” i Berlin, hvilket var en umulighed, da pladsen først fik sit nye navn efter 1. verdenskrigs afslutning, hvor kejserriget faldt. Når det er sagt, er det så små historiske fejl at selv en læser med historisk bevidsthed sagtens kan se bort fra disse, for i store træk læner bogen sig op af kilder og Hanssens egne bøger og erindringer.

Man siger, at bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde. Dét må man sandelig også sige var tilfældet for H.P. Hanssen, der i sin hustru, Helene, ikke blot fandt sin store kærlighed og bedste ven, men tillige sin mest trofaste kampfælle og rådgiver. Helenes kontinuerlig opbakning af sin mand understreger, at H.P. Hanssen ikke alene skal have æren for den genforening, han kæmpede så længe for, og som vi i år kan fejre 100 året for – om end han skal tildeles den største del af æren. Juhl får ganske fint fortalt, hvordan H.P. Hanssens kamp for de dansksindede nordslesvigere ligeså meget var Helenes kamp; en understregning af at det var alles kamp.

Efter 30 års ihærdig kamp lykkedes det, som bekendt, H.P. Hanssen at få en afstemning gennemført i 1920. I februar stemte 1. zone, at de ville forenes med Danmark, mens 2. zone, i marts samme år, stemte for, at de ville forblive tysk. Således forløb afstemningen ikke blot som H.P. Hanssen forudså, men også som han ønskede det. Mere end 30 års hårdt politisk arbejde kulminerede i sommeren 1920, da kong Christian X red ind over grænsen på sin hvide hest, og Danmarkshistorien havde fået et nyt kapitel. Adskillige mennesker havde i mange år set frem til denne begivenhed, men mest af alle H.P. Hanssen som fremhæves af Helene: ”Du er jo indbegrebet af genforening”.

I mine øjne er ”Genforening” en interessant og gribende bog, som jeg tror rigtig mange vil have godt af at læse, simpelthen fordi den minder os om, at Sønderjyllands historie er vore allesammens historie.

Skrevet af: Amalie Hjort Storm

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den næste morgen indeholdt „Social-Demokraten” i stort udstyr på side 1 en opsigtsvækkende artikel om, hvad der var foregået i det sønderjyske udvalg dagen før, og det uanset, at Borgbjerg som udvalgets formand netop havde indledet mødet med at indskærpe dets fortrolighed.

På rigsdagen blev det nu fra konservativ side kædet sammen med valglovsforhandlingerne, at henstillingen fra dansk side om udsættelse af afgivelse af kommissionens indstilling skulle fornyes af det nuværende ministerium. Ministeriet rettede derefter en sådan henstilling men ad diplomatisk vej til pågældende regeringer og ikke direkte til kommissionen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

10. April: Dr. Køster udnævnt til tysk Udenrigsminister. — Ministeriet Friis indvilger i at bede Kommissionen om Udsættelse til efter Valget.

—Flensborg-Gruppen holder Møde. En skarp Udtalelse mod H. P. Hanssen. Vi enes om, at P. Grau og Advokat Andersen skal repræsentere os i København.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den næste morgen blev jeg i mit hjem ringet op af kontorchef Lauesgaard, der fra statsministeren skulle anmode mig om at komme til stede i rigsdagen kl. 12 til møde i rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg. Forhandlingerne her havde jeg som anført stadig overværet, ligesom jeg fik de trykte, fortrolige referater sendt. Mødet lededes af Borgbjerg. Statsministeren gjorde her udførligt rede for det passerede, efter at Borgbjerg som formand indtrængende havde indskærpet udvalgsmedlemmerne, at forhandlingerne her var strengt fortrolige.

Statsministerens form var, synes mig, ikke tiltalende. Han søgte mellem linierne på en behændig måde, indirekte at skubbe ministeriet Liebe og specielt udenrigsminister Konow-uanset at han angav dennes udtalelser i en samtale med ham, og hvori sådanne motiver udtrykkelig benægtedes, medens de virkelige, af mig foran anførte motiver blev angivet – sådanne motiver i skoene, at det skulle have været hensigten ved udsættelsen at få lejlighed til at påvirke kommissionen, medens det f. eks. slet ikke omtaltes, at Tyskland havde henvendt sig gennem et memorandum af Köster til kommissionen, og at Köster rejste til Paris.

I udvalgets påhør måtte jeg besvare spørgsmål fra statsministeren. Det var ikke behageligt som embedsmand på denne måde at være til afhøring og skulle stå skoleret, og noget bitter over denne behandling kunne man ikke undgå at blive. Sindene i udvalget kom naturligvis i største bevægelse, og der blev ivrigt forsøgt at lave politik ud deraf.

Statsministeren erklærede, at aktionen altså var afsluttet, men at ministeriet ikke havde villet undlade at forelægge sagen også af hensyn til, at der herved skabtes lejlighed til for udvalget at tage stilling til, om der fra ministeriets side skulle foretages noget, og da hvad. En forudsætning måtte da være, at alle partier i udvalget var enige herom. Efter en lang drøftelse, hvorom henvises til udvalgets trykte referat, tog dette sagen til efterretning.

Bagefter talte jeg med forskellige af udvalgets medlemmer og beklagede mig over den behandling, jeg som embedsmand havde fået i denne sag. De var fuldstændig enige med mig deri, ikke mindst folketingsmand Hauge, med hvem jeg indgående også talte om de fire sogne. Han kendte nøje sagen og havde største forståelse af og sympati med den.

Selvom jeg kunne have afvæbnet mange ved at give beretning – rent historisk – om, hvorledes hele sagen angående henvendelsen om udsættelsen var begyndt, nemlig ved min, foran omtalte, samtale med Ove Rode om morgenen, samme dag, da ministeriet Zahle blev afskediget, glædede jeg mig dog stadig over, at jeg ikke gjorde det.

Imidlertid var der et andet besynderligt punkt i ministeriet Friis’s optræden i hele denne sag. Som foran meddelt under den 4. april telefonerede jeg nævnte dag fra Middelfart til Friis og Vedel og fortalte dem alt angående den den 3. april foretagne henvendelse til kommissionen om udsættelse. De var altså allerede straks den 4. april fuldt orienteret. Den 6. april havde ministeriet møde med rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg, og her nævner det ikke et eneste ord om sagen.

I mødet den 9. april i rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg fik jeg forøvrigt et lille indtryk af, hvor dårlig forbindelse H. P. Hanssen havde med kommissionen. Som anført foran under den 5. april udtalte Bruce den dag til mig, at kommissionens betænkning ville blive afgivet den 15. april. Dette skrev jeg i mit nævnte brev samme dag til Vedel. I udvalgsmødet den 9. april meddelte statsministeren udvalget dette, men tilføjede, at H. P. Hanssen aftenen i forvejen havde meddelt ham, at underskriften ville blive foretaget og indstillingen afgivet allerede „i overmorgen”! H. P. Hanssen måtte da også straks i udvalget rejse sig og erklære, at han nu havde fået ny meddelelse om, at indstillingen først ville blive underskrevet om ca. 8 dage, når Heftye kom hjem fra Norge.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

9. April: Petitionen er i Orden med 10,524 Underskrifter, delvis de samme som den danske, men flere Tusinde nye, ogsaa Tyskere. Den overrækkes i Dag af fire Borgere med Zachariassen som Ordfører.

—I Eftermiddags med en lille Kreds ud paa »La Marseillaise«. Holder en lille Afskedstale til Loyer, der i et udførligt Svar takker og udtaler sin Deltagelse. De Danske i Flensborg har gjort mest Indtryk paa ham. Vi tager hele Skibet i Øjesyn. Vemodigt Farvel.

— Visit paa »Flensburger Hof«. Claudel har stillet Forslag om kun at tage de mellemslesvigske Sogne og en Strimmel ved Sosti med.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Forfatteren, Hans Schultz Hansen, har skabt et to-binds værk om de dansksindede sønderjyders førstemand H.P. Hanssen, som var arkitekten bag Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.

Bind 1: De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen 1862-1914

Bogen handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og er skrevet af Hans Schultz Hansen, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa.

Den nye biografi indeholder ganske meget nyt, for bortset fra et par tynde hæfter ligger de tidligere H.P. Hanssen-biografier over 70 år tilbage i tiden. Den nye bog inddrager f.eks. den omfattende forskning i Sønderjyllands historie 1864-1914, som siden har fundet sted. Hans Schultz Hansens bog er således vidensmæssigt opdateret. Den er også mere kritisk over for hovedpersonen.

– Min bog rummer dertil resultater af mine egne studier på udvalgte områder. Således er der navnlig meget nyt om den unge H.P. Hanssen og hans vej til politikergerningen og om H.P. Hanssen som udgiver af Hejmdal, fortæller forfatteren, som begyndte at arbejde med bogen i 2010, i første omgang med delstudier om H.P. Hanssens tid i det danske Folketing 1924-26 og tilsidesættelsen af ham under genforeningsfestlighederne i 1920.

Forud for Genforeningen arbejdede H.P. Hanssen gennem årtier for at fremtidssikre danskheden i Sønderjylland trods det tyske styre. Det begyndte i 1879, da den 17-årige Hans Peter på en gåtur fra sit barndomshjem Nørremølle til Dybbøl Banke besluttede sig til at blive tysk soldat for at kunne blive i hjemstavnen. Som 23-årig betroede han sin forlovede Helene, at han ville påtage sig “en førerstilling” i nationalitetskampen. Den lederskikkelse blev H.P. Hanssen.

Det var i første række hans fortjeneste, at det sønderjyske grænsespørgsmål blev genrejst og løst på et demokratisk grundlag gennem en folkeafstemning i to zoner. Trods modstand og ydmygelser fra kredse, som ønskede en sydligere grænse, fastholdt han dette program. Det blev grundlaget for en dansk-tysk grænse, som tilfredsstillede flest mulig mennesker.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret.

Bind 2: Genforeningens arkitekt: H.P. Hanssen 1914-1936

Allerede under verdenskrigen satte han de første streger til en ny grænse, men virkede mest for at hjælpe sønderjyder i nød. Ved Tysklands nederlag i efteråret 1918 rejste han grænsespørgsmålet.

Med Aabenraa-resolutionen tegnede han den bærende konstruktion for Genforeningen: folkeafstemningen i to zoner. Som minister for sønderjyske anliggender 1919-20 samordnede han forberedelserne til landsdelens indlemmelse i Danmark. Tegningens mange detaljer kom på plads.

Samtidig blev han hovedperson i den bitre grænsestrid. Han stod fast på folkenes selvbestemmelsesret og trodsede stemningsbølgen for en sydligere grænse. Det kostede dyrt. Han blev afskediget og trængt til side under genforeningsfesterne, og hans plan om en sønderjysk rigsdagsgruppe mislykkedes. Men hans grænsepolitik sejrede og lagde fundamentet til nutidens fredelige forhold mellem danskere og tyskere.

1920’erne blev et antiklimaks for H.P. Hanssen. Som nationalpolitiker trivedes han ikke i dansk partipolitik. Tiden som folketingsmand for Venstre blev kort. I stedet lagde han sine kræfter i forsvaret for den nye grænse. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev grænsespørgsmålet atter betændt. H.P. Hanssen blev forgrundsfigur i kampen mod grænseflytning og nazisme.

Bogen er på 335 sider, indbundet og illustreret med kendte og mindre kendte fotos og forsynet med et navneregister til begge bind ved Hans-Ole Mørk.

Forfatteren

Hans Schultz Hansen, født 1960, dr.phil., forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa, adjungeret professor ved Center for Grænseregionsforskning og formand for Historisk Samfund for Sønderjylland. Han har også skrevet forgængeren til denne bog, De danske sønderjyders førstemand: H.P. Hanssen 1862-1914, som udkom i 2018 og har fået fine anmeldelser.

Bind 1 og 2 samlet koster 248,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 398,- for ikke-medlemmer.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Kl. 1½ var jeg hos statsminister Friis i marineministeriet. Han var meget formel og kølig, nærmest med en bebrejdende tone. Jeg afgav da en detailleret rapport overfor ham i nøje overensstemmelse med mine udtalelser til Vedel og pointerede, at sagen var afsluttet.

Jeg sagde også ham, at jeg hele tiden havde holdt Vedel underrettet om alt, og at jeg som embedsmand efter bedste evne havde ment at udføre min pligt og opfylde de ordrer, som blev givet mig. Samtalen varede en halv times tid. Han bad mig da komme til stede en times tid efter hos ham sammesteds for i det samlede ministeriums nærværelse i ministermøde at gøre rede for sagen.

Dette skete også. Hele ministeriet var til stede. Jeg måtte da for tredie gang give den samme udførlige redegørelse og understregede igen meget skarpt, at sagen var afsluttet. Det måtte betragtes som en ny aktion, hvis ministeriet foretog sig noget i denne sag.

Friis spurgte herefter, om nogen ville stille forespørgsler til mig. Dette var ikke tilfældet. Han erklærede da, at herefter måtte man betragte sagen som afsluttet, og at det var rigtigt, at en handling fra ministeriet i denne sag overfor kommissionen ville være en ny selvstændig aktion. løvrigt burde der gives beretning til rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg om sagen. Ministeriet tiltrådte statsministerens udtalelser, og denne bad mig derefter blive i København indtil videre. Jeg skulle få nærmere besked hos Vedel, når jeg kunne rejse.

Ministermødet var dermed forbi. Nu delte deltagerne sig, idet Prior, Sonne, Schrøder, Ammentorp og Vedel kom hen til mig. Alle var overordentlig elskværdige og interesserede i forholdene.

Jeg fortalte dem om, hvor stor betydning det ville have at få de fire sogne fra 2. zone med til Danmark. Jeg forklarede det nærmere og viste det på kortet. Det blev en ret indgående drøftelse, og de havde alle stor sympati for tanken. De øvrige ministre opholdt sig i den anden ende af stuen. Nogen let situation var dette ministermøde ikke for mig. Træt var jeg efter de utallige og forcerede rejser, mest om natten, det store arbejde og de mange vigtige forhandlinger.

Overfor Vedel og Friis havde jeg i mine samtaler om formiddagen meget indskærpet Bruces udtalelser, som jeg havde nævnt i brevet til Vedel, om at kommissionen gerne ønskede, at Danmark snarest overtog besættelsen og administrationen af 1. zone. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 8. april. Jeg havde ordre til, straks når jeg kom til København om morgenen fra banegården at begive mig ned i marineministeriet til statsministeren. Dette gjorde jeg også.

Statsminister Friis var der ikke, og intet af budene kendte til, at han kom, eller at jeg skulle komme til ham. Da jeg havde ventet en halv times tid, besluttede jeg at ringe hjem til Friis for at se at få besked. I det samme ringede ministersekretær Bardenfleth, at jeg endnu ikke skulle tale med Friis, men at jeg skulle være kl. 11 hos indenrigsminister Vedel i indenrigsministeriet.

Da jeg før dette tidspunkt på gangen i ministerialbygningen mødte en af de nye ministre, standsede han mig, og uden at spørge mig om nogen forklaring på de foreliggende forhold og det passerede rettede han de heftigste bebrejdelser imod mig i en ganske ubehersket tone: Hvad jeg dog gik og lavede. Nu havde jeg gennem mit brev forårsaget ministerkrise af den alvorligste art. Det var forfærdeligt.

Jeg svarede ganske kort hertil, at jeg ikke lavede noget, men at jeg som embedsmand opfyldte min pligt og udførte de ordrer, som jeg fik, og at jeg holdt det for at være min pligt at give regeringen meddelelse om de oplysninger, som jeg til enhver tid kom i besiddelse af, hvad jeg hele tiden havde gjort, som indenrigsminister Vedel kunne bevidne. løvrigt stod jeg ganske uforstående overfor hans udtalelser, idet jeg ikke var orienteret i nogen henseende, da jeg endnu ikke havde talt med hverken stats- eller indenrigsministeren.

Kl. 11 var jeg hos Vedel, der stadig holdt til i sit departementschefsværelse i indenrigsministeriet. Som sædvanlig modtog han mig liggende på sofaen.

Han satte mig nu ind i situationen. Man havde nu netop ved statsministerens behændighed overvundet en meget alvorlig ministerkrise i anledning af pasningen af kornet på statens lagre, så det ikke ødelagdes. Mit brev til ham af 5. d. m., som han havde ladet gå videre til statsministeren, og som denne havde forelagt i ministermøde, havde fremkaldt en ny alvorlig ministerkrise på spørgsmålet, om det var nødvendigt, at ministeriet foretog sig nogetsomhelst overfor den internationale kommission i anledning af den ved den tidligere regerings henstilling til kommissionen om udsættelse med indstillingens afgivelse i Paris fremkaldte situation. Såfremt ministeriet skulle foretage noget, ville det blive sprængt, og Danmark kunne ikke tåle ministerkrise i øjeblikket. Ingen vidste, hvor vi da endte henne.

Jeg gav ham nu en mundtlig beretning af hele sagen og tilføjede, at der ikke var noget for det nuværende ministerium at gøre i sagen. Bruce havde sagt, og dette havde jeg jo skrevet i nævnte brev til Vedel, at den tidligere regerings henstilling til kommissionen var bortfaldet ved ministerskiftet, og at det nye ministerium, såfremt det ønskede en sådan udsættelse, måtte rette en ny og selvstændig henstilling i så henseende til kommissionen. Der var altså intet for ministeriet at foretage i den gamle sag. Den betragtede kommissionen som afsluttet ved ministerskiftet. Såfremt ministeriet foretog noget, var det en fuldstændig ny og selvstændig aktion. Således havde Vedel også hele tiden opfattet situationen. Han var glad, venlig, rolig og fornøjelig som altid, og der var intet at mærke på ham.

Han bad mig dernæst om at være hos statsministeren kl. 1½ i marineministeriet for at afgive den samme beretning til ham. Han understregede indirekte, at jeg stadig i de videre samtaler måtte erindre den alvorlige indrepolitiske virkning, som denne sags videre udvikling kunne få.

Jeg fortalte ham derhos om mit møde kort før med fornævnte minister, om dennes optræden og udtalelser, hvorover jeg beklagede mig. Han sagde, at det skulle jeg ikke tage mig nær. „Der var jo nogle, der hang mere ved taburetterne end andre.“ Jeg var, da jeg gik fra Vedel, fuldstændig klar over, at denne havde fået det ordnet således, at han først fik lejlighed til at tale med mig og sætte mig ind i situationen, før jeg kom til at tale med statsministeren.

Vedel og jeg havde i de forløbne tider talt rent ud sammen i fortrolighed om mange ting, så vi kendte hinanden godt.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

8. April: Mellemslesvigsk Udvalg frafalder Retten til at udpege en ny Overborgmester (Holm vil ikke længere). Talt med Heftye før hans Afrejse til København. Man arbejder stadig paa at fremskynde Afslutningen. En Deputation bør først rejse til Paris, naar Indstillingen foreligger.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

7. April: Fru Jessen overrækker sammen med flere Damer Claudel paa Kommissionens Vegne en Petition, underskreven af 5275 Kvinder i anden Zone, om Internationalisering som Minimum.

6½ længere Passiar med Bruce. Jeg spørger, om Kong Christian har faaet Løfte om Udsættelse til efter Valget. Der foreligger intet herom. Jeg henstiller i rette Tid at underrette Tyskerne om, at de tyske Valg ikke kan udstrækkes til 2. Zone.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 7. april. „Var i banken, hvor Rossen sagde, at Flensborgerne vistnok tog Kloppenborg-Skrumsager til kommissær.

I sønderjyske udvalg igår, kunne regeringen ikke få flertal for et forslag om, at Hanssen skulle være generalkommissær.

Om formiddagen tog jeg forholdsvis tidlig hjem, da jeg var træt. Jeg lagde mig for at hvile, men blev ved 5-tiden kaldt ned til telefonen. Det var ministersekretær Bardenfleth fra indenrigsministeriet, der fra statsministeren og Vedel skulle bede mig omgående komme til København og spurgte, hvornår jeg kunne være der. Jeg svarede, at hvis jeg rejste samme aften, kunne jeg være i København næste morgen, men at jeg var noget træt og helst ville vente med at rejse til næste morgen, jeg kunne så være i København om aftenen.

Det var der imidlertid ikke tale om. Jeg skulle være i København næste morgen. Nogen grund fik jeg ikke at vide. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

6. April: P. Grau telegraferer paa Flensborg-Gruppens Vegne til København. — Den nordslesvigske Gruppe vedtager i Aabenraa at tilsige H. P. Hanssen »fuld Støtte i hans Bestræbelse for, at det sønderjyske Spørgsmaal finder sin endelige Løsning«. — Det tyske Udvalg har sendt Kommissionen en Skrivelse med falske Paastande om den danske Petition. Udvalget har Spioner paa vore Møder.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. april. „Talte i telefon med Miang, der meddelte, at H. P. Hanssen af det nye ministerium var kaldt til København. Han rejste iaften. Han holdt møde med den nordslesvigske gruppe i Åbenrå idag.

Schack ringede til Åbenrå om en henstilling fra vælgerforeningen til kommissionen om ikke at afgive indstilling i Paris, før det nye danske ministerium var dannet efter valgene. Schack kunne dog ingen forbindelse få med Åbenrå.

Hjem til frokost kl. 1. Jeg var så nede hos købmand Filskov. Jeg fik ham til at ringe til Christiansen i Flensborg for at høre nyt. Christiansen sagde, at der også idag var rettet henvendelse til P. Grau om at blive sønderjysk kommissær. Denne ville vistnok desværre ikke. Man tænkte nu på at tage advokat Andersen.

Schack havde forbindelse med Grau, der syntes, at en henvendelse fra vælgerforeningens bestyrelse til kommissionen om at udsætte indstillingens afgivelse i Paris, var en udmærket tanke. Han ville nu tale med Martin Simonsen, Flovt, derom.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

En god ven af denne hjemmeside, Dan Obling fra Toftlund, har flere sæt DSK-årbøger og en del løse årbøger i overskud.

Han tilbyder derfor følgende (DET GÅR STÆRKT! DE KOMPLETTE SÆT ER BEGGE SOLGT):

Komplet serie af DSK-årbøger 1941-1972 (pæn stand): 450,- kr SOLGT!

Komplet serie af DSK-årbøger 1941-1972 (slidt, men uden mangler): 350,- kr. SOLGT

Mange enkelte årgange af DSK-årbøger: 15,- kr. pr. stk.

Dan kan kontaktes på mail wolter@mail.dk eller telefon 20 49 08 05

Museerne er lukkede pga. corona-krisen, og det er trist for alle parter. Men der er ét sted, hvor vi stadig kan være “åbne”, og det er på Facebook.

Som mange vil vide, er det Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, der var blandt initiativtagerne og stadig har hovedredaktionen af denne hjemmeside. Facebookbrugere blandt vores læsere her kan hjælpe os med at holde et “besøgstal” ved at gå ind på Sønderborg Slots Facebookside og følge eller “synes godt om” siden.

Klik på linket nedenfor, så kommer du direkte ind på Facebooksiden.

Mange tak!

https://da-dk.facebook.com/soenderborgslot/

Og giv også gerne vores samarbejdspartnere i Historie Haderslev et “like”, nu I er i gang.

https://www.facebook.com/Historiehaderslev/

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. april. „Jeg kørte fra grænsen i automobil til Tønder. Jeg gav Schack beretning om det passerede. Kl. 2 kom Bruce med kone og datter.

Bruce sagde, at min henvendelse fra regeringen i København i lørdags om at udsætte indstillingens afgivelse til efter valget havde haft god virkning. Af internationalt hensyn ville man gøre det. Men den nye regering måtte rette en lignende henvendelse. Den tidligere henvendelse var bortfaldet ved ministerskiftet.

Henvendelsen var jo også fra et forretningsministerium, og det var det nye også. Sir Charles kom hjem imorgen, og man ville så påbegynde udarbejdelsen af betænkningen, der påtænktes underskrevet den 15. d. m.

Derefter rejste kommissionen til Paris. Bruce blev her. Der synes gode chancer for vor linie. Bruce udtalte, at man nu snarest muligt måtte have den danske besættelse og administration af 1. zone. Kl. 6 kørte de. Jeg skrev straks efter indberetning til nu indenrigsminister Vedel.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 4. april. Da jeg nu havde respit til om mandagen den 5., besluttede jeg den 4. om morgenen, søndag, at tage over til mine svigerforældre, dommer Stephensen i Middelfart, hvor min hustru og søn var. Efter et ophold der ville jeg tage videre om natten, så jeg var i Tønder mandag morgen.

På rejsen drøftede alle ikke mindst alle jernbanemænd spørgsmålet, om der blev generalstrejke eller ej, og i bekræftende fald, hvorledes det da ville gå. I. C. Christensen traf jeg på færgen, men fortalte ham selvfølgelig intet.

På Middelfart banegård blev jeg modtaget af min svigerfader og hustru, der straks meddelte mig, at der var opslag nede i avisvinduerne i byen, at der var udnævnt et nyt ministerium med overformynder Friis som statsminister. Af de andre ministre nævntes kun departementschef Vedel som indenrigsminister.

Jeg var med et mildt ord meget forbavset over at høre dette, da der intet derom havde foreligget, da jeg om morgenen rejste fra København, og da ministeriets medlemmer, med hvilke jeg dagen før havde haft forhandling, ikke havde givet nogen antydning af, at et ministerskifte var forestående.

Spørgsmålet var nu for mig: hvorledes med den omhandlede henvendelse til kommissionen om udsættelse, thi den skulle jo efter aftalen mellem Bruce og mig bekræftes af mig dagen efter på Schackenborg? Men nu var der kommet et nyt ministerium! Jeg besluttede da straks telefonisk at sætte mig i forbindelse med Vedel.

Det varede ej heller længe, så havde jeg forbindelse med ham. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt, at Friis var blevet statsminister, og han indenrigsminister. Han bekræftede dette. Jeg gav ham derefter meddelelse om det passerede med hensyn til anmodningen til kommissionen om udsættelse, og bad ham meddele statsministeren dette. Jeg forventede så at modtage forholdsordre fra ministeriet.

Jeg blev resten af dagen i Middelfart. Han sagde, at statsministeren var ved siden af, så jeg selv kunne sætte ham ind i sagen og få besked. Friis kom derefter til telefonen, og jeg gav ham den samme beretning i alle enkeltheder som Vedel. Jeg bad derefter om forholdsordre. Den lød i sin korthed således:

Da der er kommet et nyt ministerium, er selvfølgelig ethvert mandat fra det tidligere ministerium bortfaldet. Der vil ikke være videre at foretage i denne sag. Jeg blev herefter roligt i Middelfart og rejste om natten over Ribe til grænsen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

4. April: Nyt Forretningsministerium  i København, Corn. Hansen og jeg sender Telegram til den nye Statsminister og til J. C. Christensen. Tillidsmændene i et Distrikt strejker med Hensyn til den nye Petition.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

3. April: Kl. 6 hos Bruce, der spørger, om Dr. Todsen skal ansættes igen, Holm tilraader det. Jeg fraraader det bestemt, forelægger et Brevkort fra en Bank (fejlagtigt tilstillet vort Pressehjem), hvorefter Byens Kasse har anvist 190,000 Mark til det tyske Pressehjem.

Bruce hævder, at Situationen ikke har været saa farlig som paastaaet; intet Forslag har været udarbejdet, og det er ikke sket endnu. Det vil dog næppe kunne udsættes til efter Valget i Danmark og er heller ikke nødvendigt, da det øverste Raad i hvert Fald ikke tager Bestemmelsen før.

Marling rejste i Gaar til København. — Kl. 8 til Tillidsmandsmøde; nu gælder det den nye Petition, opfordrer ogsaa til Anmeldelser til den danske Skole.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 3. april. Da jeg om morgenen var kommet til København, skaffede jeg mig oplyst, at jeg kunne træffe udenrigsminister Konow i indenrigsministeriet. Jeg gik da derop.

Ministerierne var lukket. Jeg kom så ind i indenrigsministerens kontor, hvor indenrigsminster Oxholm, udenrigsminister Konow og justitsminister Sindballe var til stede. Jeg havde det indtryk, at ministeriet på en måde havde delt sig i flere arbejdsudvalg, således at en del f. eks. beskæftigede sig med imødegåelsen af generalstrejken, medens de tre nævnte ministre beskæftigede sig med andre spørgsmål.

For de tre ministre aflagde jeg beretning om det passerede og meddelte dem alle oplysninger, som jeg var i besiddelse af, og som findes angivet foran under de forskellige dage og de forskellige personers udtalelser. Jeg afleverede de tre nævnte dokumenter til udenrigsministeren og forklarede, at de var strengt fortrolige, og at jeg ikke havde villet betro dem til posten. Jeg sagde bestemt, at kommissionen i den nærmeste fremtid ville afgive betænkning, og at Koster ville møde op i Paris.

Ganske spontant og straks spurgte udenrigsministeren mig, om jeg ikke kunne bevæge den internationale kommission til at vente med at afgive en betænkning til Paris, indtil der havde været folketingsvalg her i landet, og det nye ministerium var dannet.

Hertil svarede jeg, at det måske var muligt, at kommissionen ville efterkomme en sådan anmodning. Samtlige tre ministre bad mig da snarest muligt rette en sådan anmodning fra ministeriet til kommissionen. Jeg svarede hertil, at det var mig umuligt at rejse derned samme nat, dertil var jeg for medtaget efter de sidste dages anstrengelser, men jeg skulle straks pr. telefon sætte mig i forbindelse med Bruce, som jeg i øvrigt skulle træffe om mandagen på  Schackenborg, hvor anmodningen da mundtligt kunne bekræftes. 

Af udenrigsministerens pludselige udtalelse fik jeg det absolutte indtryk, at tanken om anmodning om udsættelse ikke var en længe overvejet ting, men en pludselig indskydelse, der fremkom som følge af de modtagne meddelelser og de stedfundne begivenheder. Der var ikke – som statsminister Friis til min store forbavselse havde den dristighed overfor rigsdagspartiernes sønderjyske udvalg senere at insinuere på trods af de fra den forhenværende udenrigsminister til Friis fremsatte udtalelser – nogensomhelst bagtanke om gennem en udsættelse på denne måde at give tid til, at visse kredse eller måske ministeriet selv skulle kunne få påvirket kommissionen til en beslutning i bestemt retning. Nej, tanken var ganske givet at skaffe ministeriet Liebe, der i ordets strengeste betydning var et forretningsministerium, fred for hele grænsesagen, og således at der intet skete i denne, før folketingsvalget havde fundet sted, og der efter dette og på basis af dette var dannet en regering, der repræsenterede – ikke mindst med hensyn til grænsespørgsmålet – det danske folks flertal, og som derfor kunne tage det op på lige fod med den tyske regerings kamp i Paris, hvortil som anført dr. Koster skulle sendes.

Tyskland havde allerede i Kosters betænkning til kommissionen foretaget skridt til at påvirke kommissionens afgørelse. Dette og intet andet var – efter det absolutte indtryk jeg fik af udenrigsministerens udtalelser – hans tanke. At dette også var de to andre ministres tanke fremgik tydeligt af drøftelsen mellem de 3 ministre, som jeg i dens helhed overværede. Der var ingen anden hensigt eller tanke og end ikke den mindste antydning deraf. Et indirekte bevis ligger dog også deri, at anmodningen ikke indeholdt nogen henstilling om, at kommissionen ikke udarbejdede og underskrev betænkningen, men kun om at den ikke blev afgivet i Paris.

 Anelse om andre hensigter og tanker fik jeg – der dog havde været deltager og part i sagen i dens helhed – først ved statsminister Friis’s ovennævnte ganske forbløffende insinuation, som jeg nedenfor skal vende tilbage til. Herefter forlod jeg den strengt lukkede ministerialbygning, gik hjem og telefonerede til Bruce i Flensborg. Jeg overbragte ham anmodningen med forklaring, at jeg ikke kunne rejse igen om natten, men at jeg mente, at han straks burde vide det, da det formentlig hastede. En mundtlig bekræftelse kunne han få af mig om mandagen, når vi mødtes på Schackenborg. Han takkede for meddelelsen, som han straks skulle lade gå videre til kommissærerne, som efter hans mening sikkert ville rette sig derefter. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 2. april. „Jeg læste Kösters store indstilling, der er selvmodsigende på flere punkter. Schack og jeg kørte kl. 3 ind på kontoret og arbejdede. Så kom Sydow, Claudel, Verrier og Ramsing.

Der var sagt folk fra Tønder til. Halvdelen danske og halvdelen tyske. De blev så eksaminerede. Tyskerne fik først at vide, at de ganske måtte se bort fra Tiedjelinien. Så måtte de indrømme, at Tønder måtte have opland med mod syd. Det gjorde selv skræder Petersen (en af tyskernes mest fanatiske og mest fremtrædende mænd). Det hele gik udmærket. Sydow og Ramsing tog derefter med til Schackenborg, hvor de spiste middag. Om aftenen tog jeg i automobil til Ribe og rejste om natten derfra med de omhandlede dokumenter til København.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

1. April: »Unser Land« udkom sidste Gang den 26. Marts. Efterhaanden inddrages de forskellige Led. Tillidsraadets Valgkontor har i den første Tid sysselsat 30—40 Mand, senere 30 flere foruden Hjemmearbejdere. Kontoret har medvirket ved 2161 Andragender om Optagelse paa Listerne, krævet indført 1237, som manglede paa de første Huslister, indgivet 1062 Besværinger og 900 Valgklager. I Marts udgik en kvart Million Postsendinger med Agitationsmateriale, Opraab osv. fra Kontoret. Der var i alt uddelt 73 Flyveblade (i 1,460,000 Eksemplarer) foruden en stor Mængde Løbesedler, som delvis er uddelte paa Gaden, og opklæbet 34 større Plakater i 17,000 Eksemplarer. Alene Plakatkrigen kunde der skrives meget om. Gennem Kontoret og Tillidsmændene er der indmeldt over 9000 Medlemmer i Vælgerforeningen. For Mellemslesvigsk Udvalgs Kontor foreligger ikke en saadan Opgørelse, men Ferdinand og hans Hjælpere har i Aar og Dag trofast gjort et Arbejde, som de først troede kun skulde vare nogle Uger. De har givet utallige Mennesker mundtlig Oplysning.

Hans Madsen kommer fra en Forhandling i Gram i Gaar. Mads Gram vil kun med til en Henvendelse til Vælgerforeningen til Fordel for os. Aktionsudvalget enes om Ordlyden for den nye flensborgske Petition. Madsen ordner telefonisk Petitionsarbejdet i Nordslesvig.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 1. april. „Hilste på Marling, Claudel, Sydow og Heftye. Schack talte derefter med dem på deres værelser. Marling erklærede, at han var noget usikker med hensyn til rækkevidden af de økonomiske og geografiske forhold. Claudel og Heftye sagde, at de stod sammen på den af Schack og mig foreslåede linie. Schack sagde til Heftye, at han ikke måtte indlade sig på, at der ofredes noget af 1.zone til Flensborg for at få noget af 2. zone.

Jeg besøgte fru Bruce, der sagde, at afgørelsen var meget nær forestående. Hvem der kom til Paris, vidstes ikke. Rejste Sydow, drog Heftye med, og rejste Marling, drog Claudel med. Der måtte en meget kraftig henvendelse fra den danske regering til for at få afgørelsen udsat, således at forhandlingerne i Paris ikke begyndte, før den nye regering efter valgene var dannet.

Marling kedede sig og ville hjem. Talte med Hjelmfeldt og Ramsing samt Verrier. Flere, deriblandt kontorchef Hendriksen, var meget ivrige for at få at vide, hvorfor jeg var kommet i aftes kl. 11, men selvfølgelig fik ingen noget at vide. Af Bruce fik jeg hele dr. Kösters skrivelse til kommissionen efter afstemningen i 2. zone.

Satte mig på Schackenborg straks til at skrive Ramsings indstilling til kommissionen af. Den, vor og Kösters afleverer jeg på lørdag til regeringen i København. Jeg rejser imorgen aften, da Claudel og Sydow kommer her imorgen. Forsøgte pr. telefon at komme i forbindelse med Konow og Liebe, men de svarede ikke.“

Bruce havde privat og i fortrolighed givet mig Kösters fornævnte indstilling, der udgjorde Tysklands standpunkt overfor kommissionen efter afstemningen i 2. zone. Jeg var klar over, at den ikke alene var tiltænkt mig til min private underretning men også den danske regering.

Samtidig fik jeg lejlighed til at tage en afskrift af oberstløjtnant Ramsings indstilling til kommissionen. Denne burde den danske regering også have ligesom en afskrift af Schacks og min afhandling om de fire sogne.

Da postgangen var meget usikker, varede flere dage og besørgedes af tyske embedsmænd, og da man risikerede, at postforsendelser blev åbnet, mente jeg det uforsvarligt at betro disse vigtige dokumenter til postvæsenet. Jeg burde selv rejse til København med dem og aflevere dem til ministeriet, hvor jeg samtidig selv kunne afgive mundtlig beretning.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

31. Marts: Daarligt Nyt paa »Flensburger Hof«. Det er ikke Heftye muligt at faa otte Dages Ferie. Stærke Kræfter søger nu igen at fremskynde den udsatte Afgørelse; man anfører de store daglige Udgifter for Tyskland. Claudel og Sydow er ude i de mellemslesvigske Sogne for at se paa Vandløb.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 31. marts. „Kørte fra Ribe i min vogn og var på Schackenborg kl. 8 aften. Efter en rådslagning kørte Schack og jeg kl. 9¼ til Flensborg.

I Tønder skulle vi først tale med bagermester Thorvald Petersen om, at andragendet fra næringsdrivende i Tønder straks skulle sendes til Flensborg. Det var en rasende modvind og regn, der piskede, så man næsten ikke kunne se.

Kl. 11 var vi på „Flensburger Hof“. Vi fik straks fat på Bruce og drog så op på nr. 18.

Jeg forklarede ham min opgave. Det interesserede ham og glædede ham uhyre, og han sagde, at det sikkert ville have virkning på kommissionen.

Bruce mente, at der var chance for den linie. Han erklærede, at Schack i højeste grad havde vægt hos kommissionen, og at afstemningen i 2. zone var forfærdelig, idet det jo havde været tanken at give Danmark alt, hvad man på nogen måde kunne.

Köster skulle til Paris. Han syntes, at Danmark burde have en officiel repræsentant ved kommissionen, der så derefter – som Köster – rejste til Paris.

Hele afgørelsen skulle træffes i Paris. England ville ikke holde 2. zone besat. Størst chance for at få Flensborg til en fristat. Bruce havde i sidste øjeblik fået afgørelsen udskudt.

– Vi spiste derefter med Bruce, fru Bruce og Møllgaard, hvorefter vi – jeg dødtræt – langt hen på natten gik i seng.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

30. Marts: Paa Trappen i »Flensburger Hof« mødt Heftye, der er glad for det skete og anbefaler Offentliggørelse af min Tale. — Nogle flensborgske næringsdrivende drøfter med Professor Verrier Tanken om en ny Petition om Internationalisering med England som Værnemagt, som vilde kunne faa Underskrifter fra begge Lejre.

—Nordslesvigerne vil først holde Møde med Mads Gram om deres Petition. —Fru Jessen, Fru Thomsen og flere planlægger en Kvindepetition. —Affatter en Skrivelse til det øverste Raad om de nye Tilkendegivelser .

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)