Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en blå, tysk uniformsjakke (Waffenrock) for menig ved Garde-Train-Bataillon, 1. kompagni.
Jakken har tilhørt politioverbetjent Christian Nicolai Schmidt, Sønderborg.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå, tysk uniformsjakke, Feldgrauer Waffenrock für Offiziere M1910 for en Leutnant ved Infanterie-Regiment Nr. 91.
Jakken har tilhørt Leutnant Heinrich Palmus, der faldt ved Gommecourt 1. juli 1916. Museet ejer den komplette uniform med udrustning og ordener, men kun jakken er desværre fotograferet.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feldgrå, tysk uniformsjakke (Feldbluse) M1915. Dette var standarduniformen for tyske soldater i 1. verdenskrig fra 1915. Det fremgår af stempler, at denne jakke er udleveret til en soldat i 1917.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en Pelz til menig ved Leib-Garde-Husar-Regiment, 4. eskadron. Pelsjakken har tilhørt gårdejer Hans Kock fra Asserballe.
Pelsen blev båret om vinteren, men brugtes også ved galla, hvor den båret over venstre skulder. Pelsen hører sammen med Atilla 00906H, der dog har underofficerstresser. Denne røde uniform viste vi på siden her den 18. april 2022.
Vi bringer en efterlysning: i foråret 1918 blev en soldat ved navn Herbert Hansen fra New Zealand taget til fange. Han havnede på et tysk lazaret, hvor en sygepasser tog sig særligt af ham.
Sygepasseren hed også Hansen og kom fra “Schleswig, Denmark”. Det tyder jo på, at han kan have været sønderjyde – og velsagtens også dansksindet, siden han nævnte Danmark.
Herbert Hansens efterkommere vil gerne i kontakt med denne Hansen fra “Schleswig, Denmark”.
Men der er rigtig mange sønderjyder ved navn Hansen! På vore lister over krigsdeltagere, som omfatter ca. 12.000 navne ud af de i alt 30-35.000 krigsdeltagere, hedder lige ved 750 personer Hansen! Den eftersøgte Hansen kan meget vel allerede være på listen – eller også er han blandt de knap 1.500 Hansen’er, der endnu mangler på siden.
Flensborg Avis bringer i dag en artikel om sagen, som vi med tilladelse fra avisen bringer neden for.
Har du oplysninger om den eftersøgte Hansen, så skriv en kommentar til dette opslag eller kontakt journalist Jens Nygård på jn@sydslesvig.net
HISTORIE
Jens Nygaard
jn@sydslesvig.net
Auckland. Den 16. april 1918 blev Herbert – også kaldet Bert – Hansen taget til fange af tyskerne. Det var under Første Verdenskrig, og Bert Hansen røg i fangenskab under en af de store tyske offensiver, der dog var de sidste krampetrækninger, inden tyskerne tabte krigen.
Bert Hansen var fra New Zealand, og efternavnet havde han fra en kaptajn Hansen, der flere generationer i forvejen var udvandret fra
det dansk-tyske grænseland.
Bert blev taget til fange i Meteren i Frankrig og blev først holdt under lås og slå sammen med flere hundrede andre i en våd kælder i nærheden af byen Armentiéres. Om dagen var fangerne tvunget
til at læsse og losse tyske tog, og om natten måtte de prøve at sove i den fugtige kælder.
Maden var rædselsfuld. Efter nogen tid blev de ført til det såkaldte Fort McDonald i nærheden af byen Lille i Frankrig – i den lille by
Mons-en-Barouel. Her var forholdene ikke meget bedre.
– Min bedstefar blev meget syg i Fort McDonald, fortæller hans barnebarn, Sue Hansen fra New Zealand.
En af Berts medfanger tog hans temperatur, og da den var meget høj, bad han tyskerne om at sende en læge. Efter en times tid kom der
en sygepasser (medical sergeant), men han var ret vrangvillig og sagde, at de jo havde taget temperaturen om morgenen, at han ikke var ret syg, og at han ville sende nogle aspiriner.
Da sygepasseren gik, spurgte han til Berts navn.
– Herbert Hansen lød svaret.
– Hvordan staver du efternavnet, spurgte sygepasseren.
– H-a-n-s-e-n, lød svaret.
Schleswig, Denmark
Sygepasseren virkede meget overrasket, og han skiftede
hurtigt mening med hensyn til aspirinerne. I stedet tilkaldte
han to sygehjælpere med en båre og fik Bert Hansen indlagt på sygeafdelingen.
– Her var han utroligt hjælpsom og kom med to nye tæpper til mig, ligesom han bragte mig noget af sin egen mad fra kantinen, skrev
Bert Hansen senere i sine krigserindringer.
Efter at Bert Hansen var blevet godt installeret, kom sygehjælperen og satte sig ved siden af hans seng og spurgte, hvor hans familie oprindeligt stammede fra. – Schleswig, Denmark, lød svaret fra den sengeliggende.
– Det tænkte jeg nok, sagde sygehjælperen.
– Dit navn staves med et e, og det er akkurat det samme som mit efternavn. Måske er vi ligefrem i familie med hinanden.
Til Belgien
Det viste sig, at sygepasseren var dansksindet og havde
meget lidt til overs for tyskerne, og han blev glad, da
Bert sagde, at han håbede, at der snart ville komme fred
til Slesvig og Holsten. Sygepasseren sørgede for, at Bert
Hansen blev overført til et fint lille lazaret i en kirke i
Belgien. Her var forholdene heller ikke i top – men langt
bedre end i fortet.
Inden Bert Hansen tog afsted til det lille lazaret, forsøgte han at pille
lusene af sig selv. Det blev til 284 af slagsen.
– Hvis jeg havde heddet Jones eller Smith, tvivler jeg meget på, at jeg ville have overlevet opholdet på Fort McDonald, skrev Bert Hansen
senere, da han efter krigens afslutning var vendt tilbage til New Zealand.
Ifølge hans eget udsagn var forholdene i det lille lazaret i Leuze i Belgien, i nærheden af Tournai, de bedste, han oplevede som krigsfange. Der var to tæpper til hver fange, og maden var rigelig. Det var muligt at købe ind i den nærliggende by for fangerne
– hvis de kunne fremskaffe nogle penge – og en gang om ugen kom den lokale politibetjent med blandt andet kogte æg og mælk.
Vil sige tak
Sue Hansen er nu kommet op i årene, og hendes far Frederick,
Berts søn, bliver snart 90 år.
– Vi vil meget gerne prøve at finde frem til efterkommerne
af den sygepasser, der reddede min bedstefars liv, fortæller Sue Hansen. På sin vis reddede han også både hendes eget og hendes fars liv. Hvis Bert Hansen var død i Frankrig, ville de aldrig være
blevet født.
Det er især et udpræget ønske hos Frederick Hansen, at han gerne vil have en eller anden kontakt til sygepasserens efterkommere, så han kan sige tak til dem, inden han dør.
Problemet er, at der ikke er meget at gå efter: Bert Hansen oplyste aldrig sygepasserens fornavn, eller hvor han kom fra i grænselandet.
Det er muligt – Og der var jo mange ufrivillige krigsdeltagere fra det
dansk-tyske grænseland, der hed Hansen, fortæller historikeren
René Rasmussen fra Museum Sønderjylland. Han er en af hovedpersonerne bag Facebook-siden Sønderjyderne og den store
krig 1914-18, og via denne side, der har haft og stadig har meget store besøgstal, er mange folk blevet ført sammen.
– Så det er ikke umuligt, siger René Rasmussen.
I september har Sue Hansen en plan om at komme til
Europa og i givet fald måske mødes med efterkommerne af den ukendte sygepasser.
Så hvis læsere af denne artikel har en idé om, hvem det
kunne være, kan de kontakte avisen.
Samtidig vil artiklen også blive publiceret på Facebooksiden.
Så måske lykkes det Sue og Frederick at finde den ukendte
redningsmand.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå, officersjakke M1910 (Feldgrauer Waffenrock/Feldrock für Offiziere) med skulderstykker for en Oberarzt og ordensbånd for jernkorset af 2. klasse.
Den feltgrå uniform for officerer blev indført i 1910 og skulle kun bæres i felten. Denne jakke har tilhørt dr. Matthias Jensen Agerley fra Augustenborg. Ved krigsudbruddet rykkede han i felten som læge med rang af Assistenzarzt der Reserve (d.R.) ved Füsilier-Regiment Nr. 86´s tredje bataljon.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå, tysk uniformsjakke, Feldgrauer Waffenrock/Feldrock M1907 (med forsimplede ærmeopslag), for Unteroffizier ved Landsturm-Bataillon Nr. 17, IX. Armeekorps.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en blå, tysk uniformsjakke (Waffenrock) for en Hilfshoboist ved 1. Garde-Regiment zu Fuß, 3. kompagni.
Jakken blev båret under aftjeningen af værnepligten 1901-02 i Berlin af Hans Nielsen, f. 1880.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå, tysk uniformsjakke (Einfacher Feldrock) M1915. Det helt specielle ved denne jakke er, at den har fået påmalet bogstaverne “PG” for “Prisonnier de Guerre” (krigsfange).
Jakken har tilhørt lærer Hans Thomas Sandkamm, der gjorde tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86 og Füsilier-Regiment Nr. 90 og endte i fransk krigsfangenskab.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en blå, tysk officersjakke (Waffenrock) med epauletter for en sachsisk Assistenzarzt. Jakken har tilhørt dr. Thordsen i Sønderborg.
Den blå uniform blev båret i felten indtil indførelsen af den grå feltuniform i 1907, og var frem til 1916 stadig garnisons- og fredsuniform. Epauletter blev efter 1888 kun anvendt ved galla og parader.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en blå fredstidsuniformsjakke for en Einjährig Freiwilliger ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86. At det er en étårigfrivillig ses af den sort-hvide syning på kanten af skulderklapperne. Til uniformen hører bukser, frakke, hue, hjelm og sidegevær.
Hvis man havde studentereksamen kunne man afvikle sin værnepligt som såkaldt étårigfrivillig i et regiment efter eget valg (i modsætning til den fra 1893 normale to-årige tjenestetid for en infanterist). Det åbnede desuden mulighed for en karriere som reserveofficer – hvis man da bestod eksamen og blev fundet værdig og egnet.
Til september 2022 udkommer en ny bog af forfatteren Tom Buk-Swienty, der vil være kendt for en lang række spændende udgivelser.
Bogens titel er: “En safari fra Helvede” .
Det er historien om Nis Kock og de andre sønderjyder, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt.
Politikens forlag skriver:
En safari fra Helvede er endnu en fængslende bog fra bestsellerforfatteren Tom Buk-Swienty.
Han fortæller levende om de knap 30 sønderjyder, der forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste under 1. Verdenskrig blev sendt på en halsbrækkende og hemmelig mission til kolonien Tysk Østafrika. Foran sig på et maskeret skib, havde de 25.000 sømil, Nordatlanten, Sydatlanten, Kap det Gode Håb og Det indiske Ocean – og mod sig Royal Navy.
Bogen handler om sønderjydernes dramatiske og farefulde sørejse og senere fodrejse gennem det afrikanske vildnis. Selv om alt det, sønderjyderne skulle igennem, næsten er for utroligt til at være sandt, er der tale om virkelige hændelser. De beskrives via deltagernes øjenvidneberetninger og erindringer og er baseret på samtidige og unikke dokumenter fra arkiver i Tyskland, England og Danmark.
I den ene ende af skalaen er der verdenshistoriske skikkelser som Winston S. Churchill, dengang britisk marineminister, og den legendariske tyske general Paul von Lettow-Vorbeck, kendt og berygtet som ”Afrikas løve”, i den anden ende en flok ydmyge sønderjyder, hvis indsats skulle få afgørende betydning på krigens gang i dette fjerne hjørne af verdenskrigen.
En gennemgående fortæller er den lune og beskedne fyrbøder Nis Kock fra Kegnæs på Als. Takket været hans usædvanligt levende vidnesbyrd om de i alt fem års sære og farlige begivenheder, han og kammeraterne blev hvirvlet ud i, kommer læseren helt tæt på dette ejendommelige og i dag så godt som glemte stykke verdenshistorie.
Bogen udkommer midt i september og vil blive præsenteret på Sønderborg Slot.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå, tysk uniformsjakke M1907 (Feldgrauer Waffenrock) for en menig ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86.
Regimentet havde kaserner for I og II Bataillon i Flensborg (Duborg) og for III Bataillon på Sønderborg Slot.
Ved siden af Infanterie-Regiment Nr. 84 er det formentlig det regiment, flest sønderjyder gjorde krigstjeneste i.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå, tysk uniformsjakke M1907 (Feldgrauer Waffenrock) for en menig ved Feldartillerie-Regiment Nr. 9.
Feld-Artillerie-Regiment Nr. 9 (FAR9) havde kaserne i Itzehoe (foruden i en periode også Rendsborg og Neumünster). Mange sønderjyder aftjente værnepligt og gjorde senere krigstjeneste i dette regiment.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en fredstidsuniform, en uniformsjakke for en Gefreiter ved Lauenburgisches Jäger-Bataillon Nr. 9, 4. kompagni. Jakken er en del af en komplet uniform, som museet ejer.
Regimentet havde kaserne i Ratzeburg. Rigtig mange sønderjyder aftjente værnepligt og gjorde senere krigstjenste i dette regiment.
Tilføjet september 2024:
Uniformen har sandsynligvis har været brugt af Hermann Heinrich Claus Brandt (1893-1987). Uniformen er overdraget til Museet på Sønderborg Slot i 1937.
Museum Sønderjylland har for nylig fra familien modtaget Kresten Andresens originale krigsdagbøger og breve, fotos, notebøger og meget mere.
Kresten Andresen (1890-1916) er den måske mest kendte sønderjyske krigsdeltager. Han var en reflekteret ung mand, hvis tanker, som han betroede sine dagbøger og delte med sin familie i sine mange, velskrevne breve, endnu i dag forekommer nærværende og relevante.
Brevene er udgivet flere gange, senest under redaktion af Claus Bundgård Christensen.
Kresten Andresen kom om nogen til at personificere den dansksindede sønderjyske soldat, der var tvunget i kamp for en sag, han ikke sympatiserede med. Når man læser hans breve og dagbøger, forstår man godt hvorfor.
I en notesbog har han afskrevet den østrig-ungarske krigserklæring mod Serbien, der blev afleveret den 28.7. 1914.
Notatet er formentlig skrevet den 29. juli 1914. Verden ventede i spænding, om den østrigske krigserklæring ville få en storkrig til at bryde ud.
Under afskriften af krigserklæringen har Kresten Andresen tilføjet:
“Ja, skal det gå løs, så gid de tyske hunde må få at føle, hvad de har indladt sig på.
Her er man tvungen med i kamp for at undertrykke et lille, uskyldigt folkefærd.
Tvungen med i kamp under en fjendtlig fane, ikke for fædreland og frihed, men for tvang og undertrykkelse.
A, Gud, når vil det ende!”
Det er rene ord for pengene!
Man kan notere sig, at Kresten Andresen brugte moderne retsstavning, og bortset fra bruge af “når”, hvor vi i dag ville skrive “hvornår”, er sproget næsten helt moderne at læse.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
Jakken er en feltgrå, tysk uniformsjakke, en såkaldt Vereinfachter Feldrock M1915 (bayersk type) for menig ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 202 (RIR202), 8. kompagni.
Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 202 blev opstillet i september 1914 af Garde-Korpset i Berlin, hvilket kan være grunden til, at jakken er udstyret med gardelitzer og udleveret fra gardens Bekleidungsamt.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det igen en fredstidsuniform: En husarjakke (Attila) for en menig ved Husaren-Regiment Kaiser Franz Josef von Österreich, König von Ungarn Nr. 16 (schleswig-holsteinisches).
Jakken er en del af en komplet uniform med bukser, huse og sabel, som museet ejer.
Regimentet havde kaserne i Slesvig by. Den farvestrålende uniform var i brug indtil den blev erstattet af en feltgrå fra 1909.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.
I dag er det atter en fredstidsuniform, nemlig en uniformsjakke (Waffenrock) for en musiker ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86.
Regimentets I og II Battaillon havde kaserne i Flensborg (Duborg) og III Battaillon på Sønderborg Slot.
Denne jakke har tilhørt en hoboist (dvs. militærmusiker) ved navn Franke fra 6. kompagni. På skuldrene ses de såkaldte “svalereder”, som kendetegnede uniformer for militærmusikere.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det atter en fredstidsuniform, nemlig en uniformsjakke (Waffenrock) for en Kanonier ved Feldartillerie-Regiment Nr. 79 (FAR79).
Denne jakke har efter registreringen at dømme tilhørt Gårdejer Moos, Elstrup på Als.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå husarjakke (Attila) fra Husaren-Regiment Kaiser Franz Joseph von Österreich, König von Ungarn (Schleswig-Holsteinisches) Nr. 16.
Regimentet havde kaserne i Slesvig by. Rigtig mange sønderjyder aftjente værnepligt og gjorde krigstjeneste i dette regiment.
Den feltgrå uniformsjakke M1909 erstattede de hidtidige blå model, som vi vil bringe et eksempel på senere.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en feltgrå uniformsjakke M1907, Feldgrauer Waffenrock, for en Sergent eller Vizefeldwebel ved Garde-Kraftfahrer-Bataillon.
Kraftfahrerne var – som navnet antyder – chauffører på de motoriserede enheder før og under Første Verdenskrig.
Den feltgrå model blev indført i 1907. Det betød samtidig et farvel til de farvestrålende førkrigsuniformer.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en uniformsjakke for en Ober-Signalgast i den tyske marine. Jakken er stemplet i foret: BAW / 24.7. C7 / 93 (dvs. model 1893) / 11 (dvs. fremstillet i år 1911).
Matrosjakkens korte jakkeskøder fik ærmerne til at fremstå meget lange. Det er også baggrunden for, at denne type jakke gik under navnet “Affe”, dvs. “abe” – pga. de lange arme og den korte krop.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en meget fin Ulanka for en Gefreiter (korporal) i Garde-Ulanen-Regiment Nr. 2 med tilhørende paradebryst og Tschapka.
Regimentet havde kaserne i Berlin-Moabit. Jakken har ifølge indkomstjournalen tilhørt en købmand Jørgensen, Ormstoft.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en meget fin rød husarjakke (Atilla) for en Unteroffizier ved Leib-Garde-Husaren-Regiment, 4. eskadron.
Regimentet havde kaserne i Potsdam.
Jakken har tilhørt Hans Kock fra Asserballe på Als.
Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.
I dag er det en meget fin, blå fredstidsuniform fra Infanterie-Regiment “von Manstein” Nr. 84.
Det er en privatfremstillet uniformsjakke fra et skrædderfirma i Slesvig.
Regiment 84 havde kaserner i hhv. Haderslev (II Bataillon) og Slesvig by (I og III Bataillon).
På skræddermærket er navnet på skrædder og ejermand desværre stemplet over og kan ikke læses i sin helhed.
Knud Jakobsen: U20. Ubåden, der ændrede historiens gang. udgivet af Sea War Museum, trykt i Ringkøbing, 2021. 108 sider, 179,- kr.
Knud Jakobsen, der er tilknyttet Sea War Museum Jutland i Thyborøn, er en flittig skribent. Der er efterhånden kommet mange læseværdige bøger fra hans hånd, og bogen om U20 er ikke nogen undtagelse.
U20 vil være kendt som den ubåd, som i april 1915 sænkede den britiske passagerdamper Lusitania. 1198 mennesker omkom, heraf 128 amerikanske statsborgere. Kun 764 blev reddet.
Begivenheden var med til at vende stemningen i USA imod Tyskland. USA havde indtil da forholdt sig temmelig indifferent over for krigen mellem de europæiske lande, som kun få ønskede at blive blandet ind i. Sænkningen af “Lusitania” banede dermed vejen for amerikansk deltagelse på ententens side i 1917.
Allerede i samtiden var sænkningen af Lusitania stærkt omdiskuteret, for skibet medbragte uomtvisteligt også ammunition og andet krigsmateriel til den britiske krigsførelse.
På 108 velillustrerede sider opruller Knud Jakobsen veloplagt historien om de tyske ubåde, i almindelighed og U20 i særdeleshed, den to skibschefer Otto Dröscher og Walther Schwieger og bådens videre skæbne.
U20 strandede i 1916 på Jyllands vestkyst, og man kan på Sea War Museum bl.a. se bådens tårn, dækskanon og periskop.
Det er en velresearchet, velfortalt og velillustreret bog, der føjer sig fint ind i rækken af Knud Jakobsens og Sea War Museums andre meget læseværdige udgivelser.
Bogen kan købes i boghandelen – eller i museets museumsbutik (hvor den dog i skrivende stund (18. januar 2022) endnu ikke optræder.
René Rasmussen
I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
Denne gang er det en patriotisk kugle til juletræet – og noget til at lægge under træet: Et stykke patriotisk sæbe!
Glaskuglen er i det tyske kejserriges farver: sort-hvid-rød. Den er dekoreret med et jernkors og et egeløv med en sløjfe i de sort-hvid-røde farver.
Sæben er til overflod pyntet med patriotiske og martialske symboler: Det tyske Kejserriges sort-hvid-røde flag, jernkorset og sætningen “Gott mit uns”, der som bekendt også stod på de preussiske soldaters bæltespænder.
Sæbe blev meget hurtigt en mangelvare, så det er et under, at dette stykke har overlevet krigen.
Vor trofaste bidragyder Erik Sommer har sendt nedenstående, som vi bringer med en dags forsinkelse – undskyld til både Erik og Wilhelm. /RR
Det er i dag 27. januar (2022) og dermed Kejserens Fødselsdag. Den dato kendte alle i Tyskland, og dagen blev fejret på grundig vis.
Her på ‘StoreKrig’ er der flere indlæg med beskrivelse:
https://denstorekrig1914-1918.dk/28-januar-1915-hejmdal-forbudt-kejserens-foedselsdag-ikke-omtalt-tilstraekkeligt-festligt/
28. JANUAR 1915. HEJMDAL FORBUDT! KEJSERENS FØDSELSDAG IKKE OMTALT TILSTRÆKKELIGT FESTLIGT!
Af rigsdagsmand H.P. Hanssens krigsdagbøger:
Aabenraa d. 26. Januar 1915.
I Dag fik „Hejmdal“s Redaktion i Anledning af Kejserens Fødselsdag Ordre til i Spidsen af Bladet at bringe en Artikel, som forherligede Dagen. Bladets første Side var allerede trykt, da Ordren indløb. Det var af tekniske Grunde umuligt at udføre Ordren. Redaktionen meddelte dette og optog kun en kort i almindelige Udtryk holdt Notits om Fødselsdagen.
Landraaden lagde ikke Skjul paa sin Misfornøjelse, lod Bladet beslaglægge og indberettede Sagen til Overpræsidenten. Et Par Dage efter modtog Redaktionen følgende Skrivelse: „I „Hejmdal” for den 26. Januar har Redaktionen kun omtalt Hs. Majestæt Kejserens og Kongens Fødselsdag paa en meget tarvelig Maade paa Bladets anden Side. ….
https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1916-kejserens-foedselsdag-i-en-engelsk-fangelejr/
27. JANUAR 1916. KEJSERENS FØDSELSDAG I EN ENGELSK FANGELEJR
Første Aars Eksercits kulminerede, da hele Lejren den 27. Januar 1916 stilledes op til Parade paa den tyske Kejsers Fødselsdag.
Foran stod Regimentsmusikken fra 3 tyske Jægerbatailloner. Parademarchen begyndte, og Rabetsche stod i Bevidstheden om sin høje Stilling og af tog Parademarchen med en Mine, som var han selve Kejseren.
Se hele denne historie ovenfor på den oprindelige side fra 27. Januar 2015.
https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1916-kejserens-foedselsdag-fejret-med-uheld/
27. JANUAR 1916. KEJSERENS FØDSELSDAG FEJRET MED UHELD
Paa Kejserens Fødselsdag [27. januar, RR] havde en Del Officerer og Vagtmestre holdt et større Kalas. Det endte med, at de fandt paa at køre en Tur i en splinterny Jagtvogn. Turen endte brat, for Hestene løb løbsk, og Vognen for lige ind i et Vejtræ og væltede. Hele Agterenden var molesteret.
Man tilkaldte den fungerende Vognsmed, for at han kunde se paa Vognen. Han foreslog, at man sendte Vognen paa en Fabrik og vurderede Skaden til omkring 500 Mark. Min Vagtmester, der ogsaa var til Stede, mente, at han var skruptosset. Han bestemte, at Vognen skulde bringes ud til mig i Spandau. Her spurgte han mig, om jeg kunde reparere den Vogn.
Det kunde jeg sagtens, og Udgifterne vilde beløbe sig til ca. 50 Mark. …
https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1916-kejserfoedselsdag-paa-glatis/
27. JANUAR 1916. KEJSERFØDSELSDAG PÅ GLATIS
Vi laa i Ro i en lille Landsby i russisk Polen. Vinteren var streng, høj Luft og knagende Frost, rigtig fint Vejr til Eksercits. Der skulle ogsaa øves dygtigt til en stor Parade paa Kejser Wilhelms Fødselsdag. …
Paraden skulde foregaa i Byen i Nærheden af vort Kvarter. Alle Forberedelser blev foretaget med prøjsisk Grundighed. Der blev rejst Tribuner til den høje Stab og til Musikerne, Grantræer blev plantet langs Vejen, hvor Paraden skulle foregaa. Paa Vejen blev der strøet Sand; den var nemlig glat som et Spejl.
Ved Parolen den 26. Januar om Aftenen blev det bekendtgjort, at alt og alle skulde være i bedste Orden; alt skulde pudses og blankes. Vi skulde træde an et Kvarter over otte, og Afmarchen skulde finde Sted Klokken halvni til Poppenikli.
Kejserens Fødselsdag den 27. Januar oprandt ikke med Frost og Solskin, men med øsende Regn. Da vi ankom til Poppenikli, var hele Paradepladsen forvandlet til en Isbane. …
Musikken satte i, der blev kommanderet „March!” men, o ve! Ingen kunde staa paa Benene! Naar endelig en Afdeling kom hen i Nærheden af Tribunen, blev der naturligvis kommanderet „Giv Agt!“ og saa gjaldt det jo om at se derhen, hvor de høje Herrer stod; men enhver, der var altfor ivrig, gik sig en Tur paa Bagen. …
https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1917-ankersen/
27. JANUAR 1917 – ANKERSEN: “EN VIRKELIG FORNØJELIG FEST”
.. Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten. …
Ved siden af sørgede vi så for, at kammeratskabet og selskabeligheden ikke gik tabt og fejrede mange muntre aftner. Særlig den 27. januar, kejserens fødselsdag, blev en stor fest. Vi havde bestilt vin og likør fra Tyskland, men det ville ikke ankomme. Så fejrede vi i stedet den 27. grundigt med øl og snaps fra kantinen. Mit kvarter blev udvalgt som festsal, da det var det største. Værelset blev dekoreret smuk med grønt gran og alle officerer fra 2. bataljon forsamledes her til en virkelig fornøjelig fest.
Nogle dage senere ankom forsendelsen fra Tyskland, og da vi befandt os så vel sammen, afholdt vi den 30. en ekstrafest, der blev endnu mere livlig end den første.
– –
I øvrigt om Wilhelm 2. af Tyskland:
Født 27. januar 1859, død 4. juni 1941. Han sad på tronen fra den 15. juni 1888 til den 9. november 1918.
Wilhelm blev i 1881 gift med prinsesse Augusta Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg. De fik syv børn, seks sønner og en datter.
Som ældste barnebarn af dronning Victoria var Wilhelm fætter til Georg 5. af Storbritannien.
Wilhelm blev født med flere fysiske skader som følge af en kompliceret sædefødsel. Blandt andet var nerverne i hans venstre arm skadet omkring skulderen (Erbs parese). Det påvirkede nerverne i den øvre del af armen, så den aldrig voksede helt ud. Som voksen var den venstre arm derfor 13 cm kortere end den højre. Hans venstre hånd var omtrent halvt så stor som hans højre, og han holdt den skjult på de fleste fotografier.
Wilhelm var veltalende og havde sans for dramatiske effekter. Han var samtidens ubestridelige berømthed og medieyndling, og er blevet kaldt den første ugebladskonge, idet han fyldte pressen med billeder og stof fra sine rejser og arrangementer. Han var musikalsk og sprogkyndig, en ret god taler og havde et udpræget socialt væsen, som satte pris på selskabslege og slapstick-humor. Da han var meget kundskabsrig, kunne han konversere bredt.
Hædersbevisninger og ordener: Danmark: Ridder af Elefantordenen (1879). Norge: Ridder af Den Norske Løve (1904).
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Wilhelm_2._af_Tyskland
https://snl.no/Vilhelm_2._-_tysk_keiser_1888-1918 oplyser:
Fra 1889 har han hvert aar, med undtagelse af 1905, foretaget rekreationsreiser til den norske vestkyst. … Det skyldtes for en væsentlig del hans raske og velorganiserede hjælpeekspedition til Aalesund efter den store brand i 1904, at det lykkedes at afverge en øjeblikkelig nødstilstand i den herjede by.
(Fra 1. utgave av Aschehougs leksikon, 1906–13).
Den norske Wikipedia har på
https://no.wikipedia.org/wiki/Vilhelm_II_av_Tyskland
et afsnit med overskriften Norgesvenn:
“Vilhelm II var begeistret for Norge og norsk natur. I tiden før første verdenskrig reiste han hver sommer på det såkalte Nordlandfahrt, et tokt med keiseryachten SMY «Hohenzollern» til Vestlandet og de vestlandske fjordene. Totalt tilbrakte han mer enn fire år ombord i SMY «Hohenzollern».”
“I 1913 ga han Vangsnes ved Sognefjorden en kjempestatue av vikinghelten Fridtjof den frøkne. Han var selv romantisk fascinert av vikingtiden.”
Nævnte statue af Fridtjof er 22 meter høj.
“Kejserskibet” med navnet ‘Hohenzollern’ var bygget 1876 – 1880. Det var en hjuldamper, 90 meter langt, 10 meter bredt (plus hjulene, samlet bredde 17,7 m) og havde en besætning på ca. 150 mand. Wilhelm II blev kejser i 1888, og brugte i juli skibet til besøg i Sankt Petersburg, Stockholm og København. Den ‘marinebegejstrede’ kejser rejste året efter, i juli 1889, på skibet på en ‘Nordlandrejse’, frem til Nordkap (i Norge). Formodentlig med sin familie, dvs. ægtefælle og børn. (Ældste søn, kronprins Wilhelm, blev født i 1882). Derefter i 1889 og følgende år fulgte en lang række rejser på skibet til mange europæiske lande, inkl. i Middelhavet, også med besøg hos den osmanniske sultan Abdülhamid II i Konstantinopel.
I april 1893 blev et nyt skib med samme navn, Hohenzollern, taget i brug. Det var 120 meter langt, 14 meter bredt, og havde en besætning på op til 350 mand. Som supplement til damp-driften havde skibet 3 master med i alt 436 m² sejl.
https://de.wikipedia.org/wiki/Hohenzollern_(Schiff,_1893) oplyser:
“Die Hohenzollern war kein sonderlich gutes Seeschiff. Die Bewegungen im Seegang waren wenig angenehm, das Schiff begann bereits früh und stark zu schlingern. Der Fahrtverlust gegen See war nur gering, auch konnte die Yacht gut beiliegen. Die Manövriereigenschaften waren jedoch nur mittelmäßig.”
Den gamle Hohenzollern blev omdøbt til Kaiseradler. Dette skib blev i 1895 brugt ved indvielsen af Kielerkanalen, som indtil 1948 hed Kaiser-Wilhelm-Kanal. Opkaldt efter Wilhelm II’s farfar, idet bygningen af kanalen blev påbegyndt i 1887 under kejser Vilhelm I.