Vi bringer en efterlysning: i foråret 1918 blev en soldat ved navn Herbert Hansen fra New Zealand taget til fange. Han havnede på et tysk lazaret, hvor en sygepasser tog sig særligt af ham.
Sygepasseren hed også Hansen og kom fra “Schleswig, Denmark”. Det tyder jo på, at han kan have været sønderjyde – og velsagtens også dansksindet, siden han nævnte Danmark.
Herbert Hansens efterkommere vil gerne i kontakt med denne Hansen fra “Schleswig, Denmark”.
Men der er rigtig mange sønderjyder ved navn Hansen! På vore lister over krigsdeltagere, som omfatter ca. 12.000 navne ud af de i alt 30-35.000 krigsdeltagere, hedder lige ved 750 personer Hansen! Den eftersøgte Hansen kan meget vel allerede være på listen – eller også er han blandt de knap 1.500 Hansen’er, der endnu mangler på siden.
Flensborg Avis bringer i dag en artikel om sagen, som vi med tilladelse fra avisen bringer neden for.
Har du oplysninger om den eftersøgte Hansen, så skriv en kommentar til dette opslag eller kontakt journalist Jens Nygård på jn@sydslesvig.net
Sue og Frederick leder efter en redningsmand fra grænselandet
At Sue Hansen fra New Zealand i det hele taget eksisterer, skyldes en ufrivillig krigsdeltager fra det dansk-tyske grænseland,
der i foråret 1918 under Første Verdenskrig hjalp hendes dødssyge bedstefar, der var blevet taget til fange af tyskerne. Hjælpen
skyldtes først og fremmest, at de begge hed Hansen. Nu forsøger familien at finde frem til redningsmandens efterkommere.
HISTORIE
Jens Nygaard
jn@sydslesvig.net
Auckland. Den 16. april 1918 blev Herbert – også kaldet Bert – Hansen taget til fange af tyskerne. Det var under Første Verdenskrig, og Bert Hansen røg i fangenskab under en af de store tyske offensiver, der dog var de sidste krampetrækninger, inden tyskerne tabte krigen.
Bert Hansen var fra New Zealand, og efternavnet havde han fra en kaptajn Hansen, der flere generationer i forvejen var udvandret fra
det dansk-tyske grænseland.
Bert blev taget til fange i Meteren i Frankrig og blev først holdt under lås og slå sammen med flere hundrede andre i en våd kælder i nærheden af byen Armentiéres. Om dagen var fangerne tvunget
til at læsse og losse tyske tog, og om natten måtte de prøve at sove i den fugtige kælder.
Maden var rædselsfuld. Efter nogen tid blev de ført til det såkaldte Fort McDonald i nærheden af byen Lille i Frankrig – i den lille by
Mons-en-Barouel. Her var forholdene ikke meget bedre.
– Min bedstefar blev meget syg i Fort McDonald, fortæller hans barnebarn, Sue Hansen fra New Zealand.
En af Berts medfanger tog hans temperatur, og da den var meget høj, bad han tyskerne om at sende en læge. Efter en times tid kom der
en sygepasser (medical sergeant), men han var ret vrangvillig og sagde, at de jo havde taget temperaturen om morgenen, at han ikke var ret syg, og at han ville sende nogle aspiriner.
Da sygepasseren gik, spurgte han til Berts navn.
– Herbert Hansen lød svaret.
– Hvordan staver du efternavnet, spurgte sygepasseren.
– H-a-n-s-e-n, lød svaret.
Schleswig, Denmark
Sygepasseren virkede meget overrasket, og han skiftede
hurtigt mening med hensyn til aspirinerne. I stedet tilkaldte
han to sygehjælpere med en båre og fik Bert Hansen indlagt på sygeafdelingen.
– Her var han utroligt hjælpsom og kom med to nye tæpper til mig, ligesom han bragte mig noget af sin egen mad fra kantinen, skrev
Bert Hansen senere i sine krigserindringer.
Efter at Bert Hansen var blevet godt installeret, kom sygehjælperen og satte sig ved siden af hans seng og spurgte, hvor hans familie oprindeligt stammede fra. – Schleswig, Denmark, lød svaret fra den sengeliggende.
– Det tænkte jeg nok, sagde sygehjælperen.
– Dit navn staves med et e, og det er akkurat det samme som mit efternavn. Måske er vi ligefrem i familie med hinanden.
Til Belgien
Det viste sig, at sygepasseren var dansksindet og havde
meget lidt til overs for tyskerne, og han blev glad, da
Bert sagde, at han håbede, at der snart ville komme fred
til Slesvig og Holsten. Sygepasseren sørgede for, at Bert
Hansen blev overført til et fint lille lazaret i en kirke i
Belgien. Her var forholdene heller ikke i top – men langt
bedre end i fortet.
Inden Bert Hansen tog afsted til det lille lazaret, forsøgte han at pille
lusene af sig selv. Det blev til 284 af slagsen.
– Hvis jeg havde heddet Jones eller Smith, tvivler jeg meget på, at jeg ville have overlevet opholdet på Fort McDonald, skrev Bert Hansen
senere, da han efter krigens afslutning var vendt tilbage til New Zealand.
Ifølge hans eget udsagn var forholdene i det lille lazaret i Leuze i Belgien, i nærheden af Tournai, de bedste, han oplevede som krigsfange. Der var to tæpper til hver fange, og maden var rigelig. Det var muligt at købe ind i den nærliggende by for fangerne
– hvis de kunne fremskaffe nogle penge – og en gang om ugen kom den lokale politibetjent med blandt andet kogte æg og mælk.
Vil sige tak
Sue Hansen er nu kommet op i årene, og hendes far Frederick,
Berts søn, bliver snart 90 år.
– Vi vil meget gerne prøve at finde frem til efterkommerne
af den sygepasser, der reddede min bedstefars liv, fortæller Sue Hansen. På sin vis reddede han også både hendes eget og hendes fars liv. Hvis Bert Hansen var død i Frankrig, ville de aldrig være
blevet født.
Det er især et udpræget ønske hos Frederick Hansen, at han gerne vil have en eller anden kontakt til sygepasserens efterkommere, så han kan sige tak til dem, inden han dør.
Problemet er, at der ikke er meget at gå efter: Bert Hansen oplyste aldrig sygepasserens fornavn, eller hvor han kom fra i grænselandet.
Det er muligt – Og der var jo mange ufrivillige krigsdeltagere fra det
dansk-tyske grænseland, der hed Hansen, fortæller historikeren
René Rasmussen fra Museum Sønderjylland. Han er en af hovedpersonerne bag Facebook-siden Sønderjyderne og den store
krig 1914-18, og via denne side, der har haft og stadig har meget store besøgstal, er mange folk blevet ført sammen.
– Så det er ikke umuligt, siger René Rasmussen.
I september har Sue Hansen en plan om at komme til
Europa og i givet fald måske mødes med efterkommerne af den ukendte sygepasser.
Så hvis læsere af denne artikel har en idé om, hvem det
kunne være, kan de kontakte avisen.
Samtidig vil artiklen også blive publiceret på Facebooksiden.
Så måske lykkes det Sue og Frederick at finde den ukendte
redningsmand.
Artiklen i Flensborg Avis er fra lørdag 21. maj. Hele side 9. Med 3 fotos.
Efterlysningen er nu også bragt i Kristeligt Dagblad 24. maj:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/kender-du-sygepasser-hansens-efterkommere-newzealaendere-med-danske-roedder-leder-efter
Søgning på nettet viser, at ‘jagten’ på sygepasser Hansen er en del af en større historie:
https://www.nzherald.co.nz/nz/its-incredible-new-zealand-war-hero-bert-hansens-handwritten-manuscript-from-wwi-found/KQNBQTZWHFIR2TZZ57P6DQE6PQ/
‘It’s incredible’ – New Zealand war hero Bert Hansen’s handwritten manuscript from WWI found.
New Zealand Herald, 10 Apr, 2021.
Denne artikel viser 2 billeder svarende til billederne i Flensborg Avis og på ‘StoreKrig.’ Sue’s forældre Kath and Stan kan tydelig genkendes. Billedet fra lazarettet angives at være fra et postkort. (Den røde cirkel markerer Herbert Hansen).
“Kath and Stan Hansen have discovered a stash of letters and documents belonging to Stan’s father Bert, who was a Kiwi war hero from WWI.
Stan Hansen waited 80 years to unclasp the brown suitcase stowed at the top of his parent’s wardrobe that guarded the written history of his father’s war years.
The memories recorded of veteran Bert Hansen’s seven-month ordeal as a German prisoner in Belgium during World War I were too painful to ever pass his lips while alive.”
“After Bert Hansen’s death in 1951 at the age of 53, the suitcase entered the possession of his youngest son, Arthur, who for his own reasons kept the contents confidential.”
“With Arthur’s death in January this year, the brown suitcase was finally accessible to Stan and his remaining older sister.”
“Inside was a 109-page handwritten manuscript detailing his father’s capture at age 22 in the northeast of France, in Meteren on April 16, 1918, during the German Spring Offensive.
Bert was able to escape twice from the prison hospital he was in and was sheltered by the Belgian underground resistance until the Armistice took effect on November 11, 1918.”
“Stan’s daughter Sue says he could barely stand from shock when the suitcase was finally opened in their Point Chevalier home.”
Flensborg Avis skriver: “Sue Hansen er nu kommet op i årene, og hendes far Frederick, Berts søn, bliver snart 90 år.”
Så et af navnene stemmer ikke overens.
– – –
Bert / Herbert Hansens fulde navn var Herbert Reginald Hansen:
En ‘personside’. En online cenotaph, på dansk kenotaf:
https://www.aucklandmuseum.com/war-memorial/online-cenotaph/record/C35277
Her ses bl.a. billeder, og der henvises fx til
https://media.api.aucklandmuseum.com/id/media/public/03491b9d-2c2e-4295-9569-96f8095456d9/original.pdf
Hvorfra:
“New Zealander Escapes Brutal German Captivity in WW1. Northern Advocate 8/12/2012”
(Bemærk årstallet 2012. Historien er ikke ny !)
“Bert Hansen, was born on 24th January 1896, and grew up in the small Northland coastal settlement of Ngunguru.”
….
“Hansen soon became ill with severe influenza. Fortunately for him, one of the German guards was also named Hansen, and he arranged to have Bert Hansen transferred to a POW military hospital in the church of St Pierre in Leuze. Without this help, Hansen would have most likely died.”
….
“By the end of November, Hansen had made his way to Dover where he was hospitalised with debility. Hansen was discharged from the Army in 1919, and, after spending four years in France studying the baking trade, returned to New Zealand to continue his work in the baking industry.”
– – –
(Om ordet cenotaph / kenotaf, fra græsk kenos taphos, tom grav: Et kenotaf er et gravmæle for en afdød, hvis lig er gået tabt, eller hvis grav befinder sig et andet sted. ‘The Cenotaph’ er et krigsmindesmærke i gaden Whitehall i London. Google definerer cenotaph som “a monument to someone buried elsewhere, especially one commemorating people who died in a war.”)
(“The Cenotaph was designed by Edwin Lutyens as a secular memorial because the war dead were from a dizzying array of peoples, nations and creeds.”
“The cenotaph in Whitehall influenced the design of many other war memorials in Britain and in the British sectors of the Western Front, as well as those in other Commonwealth nations. Lutyens’ cenotaph was chosen as a deliberately secular monument”.
Således står der mindesmærker, fx i Hong Kong og i Auckland, New Zealand, som ligner kopier af mindesmærket i London).
– – –
Også fra året 2013 findes oplysninger på nettet. Med et spor tilbage til en artikel fra 1919:
https://www.nzherald.co.nz/nz/one-family-42-soldiers-a-history-of-service/3NO43GS7WOTTIJX5N2SFRILQOM/
One family, 42 soldiers – a history of service
24 Apr, 2013
“He was gassed as was his brother, and it gets into your lungs. All I remember of my father is he had this cough … he’d just cough, cough, cough.” (Cough = hoste). (Som bager kan melstøv give næsebetændelse / bagersnue, men vist ikke hoste).
“Finding him describe in his own words the seven-month cycle of capture, escape, capture and escape in an article he’d had published in 1919 was priceless.”
“The article’s title was German Ill-Treatment – Experience of a Plucky Prisoner of War.”
– – –
I den danske / sønderjyske / slesvigske del af historien mangler oplysning om sprog. Hvordan klarede de 2 x Hansen (krigsfange Hansen og soldat/sygepasser Hansen) at snakke sammen ?