Senest ændret den 31. januar 2016 21:24

Sønderjyden “Chr.” fra Infanteriregiment 84 “von Mannstein” fortæller om slaget ved Mons:

Værre var det ved Mons, hvor vi havde det næste, men mere alvorlige Sammenstød med Fjenden 23.-24. August. Ved Mons var det Englænderne, vi kom i Kamp med.

Det blev en haard og for 84erne meget blodig Kamp. Englænderne ydede haardnakket Modstand. De forsvarede paa vort Afsnit en Bro, paa hvilken der var opstillet flere Maskingeværer, der uafbrudt holdt Terrænet under Ild. 2. Batl. blev sat ind ved Middagstid.

Vi laa paa en Eng og var paa det Tidspunkt i anden Linje. Foran os i første Linje var 3. Batl., hvis Kompagnier befandt sig i en meget udsat og meget farlig Situation. De engelske Maskingeværer beherskede hele Landskabet, der var temmelig fladt og saaledes ikke bød Spor af Skjul for vore Folk.

Foran vort Kompagni laa 10. Det havde taget Stilling langs med en Vejkant, og det var nu vor Opgave at rykke frem til Undsætning for det haardt medtagne 10. Kompagni.

Da vi naaede frem, mødte der os et grufuldt Syn. Hver Mand laa paa sin Plads i Skyttekæden med Ansigtet i Jorden — døde. Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer, som fra et fortrinligt Stade paa Broen havde kunnet meje hele Rækken ned, inden disse med deres Enkeltmandsgeværer havde kunnet yde nævneværdig Modstand.

Kampen fortsattes forbitret og længe, indtil det tyske Artilleri langt om længe naaede frem og tog Broen under Ild, saa først maatte Englænderne forlade Stillingen; men da havde de ogsaa ryddet godt op i vore Rækker.

De trak sig tilbage gennem Mons, hvor de spærrede Gaderne med Barrikader, for at hindre os i at følge alt for hurtigt efter. Da vi naaede ind i Byen, var de borte; men længe kunde det ikke være siden, thi de Bøffer og den Suppe, de havde efterladt sig var endnu ikke helt kold. Den blev det heller ikke, for vi spiste, hvad der var.