Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)