Senest ændret den 4. december 2020 9:15
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I begyndelsen af oktober 1918 blev han taget til fange.
Efter en vidunderlig og uforglemmelig Jernbanerejse er vi i et Tog med III. Klasses Kupéer naaet hertil. Aldrig synes jeg, jeg har set noget saa smukt som dette sidste Stykke af Rejsen ned imod Lippy. Vidunderligt skønt ligger Byen i en Dalsænkning, og Toget gaar halvanden Gang omkring Byen, inden det naar ned til Banegaarden, saa vi fik Byen at se baade ovenfra og fra alle Sider.
Dog, Rejsen er ikke hele Tiden gaaet med Tog med III. Klasse. Nej, Gud bedre! Som naar vi derhjemme leverede Svin, blev vi i Vitry le Franc ladet ind i Kreaturvogne, der blev laaset efter os. Vi var forsynet med Brød til et Par Dage, men Drikkelse havde vi saa godt som intet faaet med af.
Af Ventilation var der ikke andet end de fra Kreaturvognene kendte smaa Luger foroven. Det var vel for Luftens Skyld tilstrækkeligt, men der var dog andre Ting, som de 45 Mand, der var i hver Vogn, skulde have besørget, og gode Raad var derfor dyre. Saa længe vi havde Lommetørklæder til „Stort” og tømte Konservesdaaser til „Smaat” gik det nogenlunde, men kun alt for tidligt opdagede vi, at vi havde begaaet den uhyre Letsindighed at kaste det hele bort i Stedet for at tømme Beholderne.
Der var sluttelig ikke andet for, end at de to Mand, der var „nærmest paa Tur”, maatte holde den tredie Kammerat i en saadan Stilling ud af Lugen, saa han kunde undgaa det, der var værre for os andre, nemlig at indrette sig i et Hjørne af Vognen, hvor Pladsen var knap nok i Forvejen.
Transporten naaede endelig Orleans, hvor Dørene atter blev aabnet for os. Men sikken et Syn. Togstammen saa frygtelig ud, og det var intet Under, at den Masse af Militær- og Civilpersoner, der stod paa Banegaarden, holdt sig for Næsen og veg tilbage for os, da vi blev sluppet ud og styrtede ind imellem dem for at naa hen til et Par Vandopstandere.
Efter et Par Timers Ophold fortsatte vi videre. Toget var et andet, og ogsaa Vagtmandskabet havde skiftet. Jeg kan ikke andet end at indrømme, at det var Synd, hvad der nu foregik. Vagtmanden var en pæn ældre Mand, der saa ud til, at han endnu ikke havde været ved Fronten, i hvert Fald saa han velplejet og nobel ud.
Enkelte Kammerater søgte nu at faa fat i de største og fedeste Lus, der kunde opdrives, og i Snesevis blev de pillet fra deres tilvante Leje og flyttet over paa Vagtmandens Kappe og Hue, hvor de i et sandt Kapløb om, hvem der kunde komme først, forsvandt ned bag Kappekraven. Skorstensfejeren var særlig ivrig i at deltage i denne Form for „ Vergältung ” som Tak for den mindre pæne Behandling fra Dagene forud.
