Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en hviledag fortsatte regimentet marchen hjemad. I byen Gerolstein stødte de på en mand i marineuniform der fik et lag tæsk.
Den 25. holder vi Hviledag i den stille Eifelby. Dagen udnyttes i Politikkens Tjeneste. Paa Officerernes Foranledning vedtager Divisionen et Krav om Indkaldelse af Nationalforsamlingen for at støtte Eherts Regering mod Kommunisterne.
Marchen gaar videre, Dag efter Dag. Vejret er slaaet om til Tø, Vejene er opblødt, Støvlerne begynder at gaa itu. Det gaar op og ned, stejlt op, hvor alle Mand maa skubbe bagpaa, saa Sveden rinder, stejlt ned, hvor vi maa hænge i for at holde igen paa vor Stabspakvogn, som ikke kan bremses.
Vi kravler over den »Høje Eifel« og er ved Ernstberg næsten 700 Meter over Havet. Vi stamper gennem den vulkanske Eifel forbi de berømte Kratersøer. Vi stiger derfra ned i den skønne Rhindal. Vore Kvarterer har vi i de fattige Eifelbyer. Men en Kro er der ogsaa i den fattigste Landsby, og her danses der om Aftenen.
Befolkningen er overalt lige hjertelig imod os. Bønderne har næppe et Straa i Laden mere, men de klager ikke. Vi er de sidste tyske Soldater, de faar at se. Bag os kommer Besættelsestropperne, og dem venter de sig intet godt af.
Vi kommer gennem Købstaden Gerolstein. Den er pyntet med grønne Guirlander og brogede Flag, — og denne Gang er det til Ære for os!
Regimentet træffer paa Gaden en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen! Bagefter viser det sig, at det var en stakkels, uskyldig Luftskipper, der aldrig havde set Kiel.
Købstaden Mayen er endnu rigere pyntet end Gerolstein. Vi marcherer igennem med Regimentsmusikken i Spidsen. Vi kommer forbi Laach-Søen og møder her Lægbrødre fra det berømte Valfartskloster Maria-Laach.