Tag-arkiv: revolution

Ikke kategoriseret

15. marts 1917 – Jens Iversen: “… Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tirsdag, den 15. Marts 1917
I Morges var vi alle paa Kontoret stærkt optaget af Forlydende om, at de kejserlige Ministre i Petersborg var fængslet, at Tsaren havde abiceret til Fordel for den syge, umyndige Tronfølger, for hvem Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder Mikael Aleksandrovitj. Vil der nu snart komme Fred, spørger vi os. Russerne er som Lamslaaet. En mærkelig Ro ligger over Byen. Da jeg som sædvanlig ved Middagstide var paa Vej til Dom Smirnov, saa jeg Folk købe de stedelige Aviser. De saa pa de store Forsideoverskrifter og gik videre. Aleksej Lavrentjevitj var kun ganske kort paa Kontoret. Ved Middagsbordet sagde han til mig, at nu kom jeg vist snart hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

30. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Det tyske Militær sulter”

Skriv en kommentar

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. 30.X.1916

Min egen kære Anne!
Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.

Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.

Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.

Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender
Din egen Lorens

Aviser

14. august 1916. Willemoës’ dagbøger: Tyske soldater vil afregne med officererne efter krigen

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Chauffør Petersen af Skærbæk (chauffør hos dyrlæge Hansen) gik over grænsen 12. august umiddelbart før han skulle møde til indkaldelse. Af slægtninge, der har været hjemme med orlov, har han fået meddelt, at i maj måned sprængte franskmændene en [mængde] tyske ammunitionsdepoter i luften bag fronten. En af de største eksplosioner var i et tog på 30 vogne med ammunition, der holdt en 40 km bag fronten og skulle føre ammunitionen ud til fronten.

Franskmændene har en granat, som bibringer dem, der rammes, en næsten blå farve (formentlig ved indånding af giftig gas.)

Det ytredes, at franskmændene skulle blot vide, hvilken skade dens artilleri og flyvere gjorde?

En rejsende fra Berlin havde for nogen tid siden udtalt, at der døde en masse spædbørn og gamle folk af mangel på mad.

Soldaterne fortæller, at medens samtalen i skytte/løbegravene tidligere væsentligst drejede sig om fjenden, så gælder samtaleemnet nu navnlig de højere officerer, ”der blot kan vente til krigen er forbi”.

Den kommission, der står for den egentlige levering af kvæg i Haderslev kreds, kører ud i engen og udpeger de kreaturer, som skal leveres den og den dag.

I Skærbæk ligger der for tiden en 120 mand og en snes artillerister til betjening af luftskytset.

Alle slesvigske byer – vist holstenske m.fl. er tømt for deres garnisoner., og gamle kavalerister er blevet uddannet som infanterister.

Willemoës’ dagbøger

Nyheder

22. januar 1916. Fraternisering: Om kapitalister og farlige kvinder

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:25

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel “våbenhvile” med franskmændene i en sape, blot 3-4 meter borte.

Vi havde ellers haft mange gemytlige Aftener ovre hos Franskmanden, og der var ikke en Aften, uden at vi var hos ham, eller han hos os. Af Tobak havde vi rigeligt, medens hans var monopoliseret og derfor knap.

De havde rigeligt og godt Brød, medens vores var Rugbrød og Portionerne smaa, og der kom derfor en udstrakt Byttehandel istand.

Underholdningen blev ført ved Finger- og Tegnsprog og med enkelte tillærte Brokker af hinandens Sprog, og det gik udmærket. Vi vidste snart, hvem der var gift; hvormange Børn enhver havde; hvorlænge
de havde været med i Krigen; hvad vi mente om hinandens Artilleri; og meget andet.

Alle var vi enige om, at Krigen var „Grand Malør”, og at „La grande Kapitalist” var Skyld i det hele. Det var der kun een Mening om, og den blev yderligere understreget ved, at vi paa Ordet „Kapitalist” slog os paa Lommen, og ved en betegnende Bevægelse omkring Halsen opnaaede Tilslutning til Meningen om, hvad vi mente om dem.

Den sidste Aften vi var derovre, udfoldede Skomageren sig i hele sin socialistiske Indstilling. Han mente, at hvis alle Socialister hele Verden over havde været enige, kunde Krigen, der kun førtes i Storkapitalens Interesser, ikke være opstaaet. Om Diplomaterne erklærede han, at „de hænger sammen som Ærtehalm”. „De laver Traktater og Overenskomster, og bagefter hjælper de ved Intriger til at skabe Forvirring. Saaledes opstaar Krige,” sluttede han, men tilføjede hviskende, „men jeg har nu hørt fortælle, at for skellige, højtstaaende Personers Interesse for een og samme Kvinde har fremkaldt denne Krig ; dog, det er noget man ikke maa tale alt for højt om.”

Vi vilde alle vide noget nærmere Besked angaaende denne lumske Dame, men Skomageren erklærede, at det kunde vi faa at vide en anden Gang. „Jeg siger bare, vogt jeg for Kvinderne,” sagde han, og dermed var der intet mere at hente ud af ham om den Ting.