Tag-arkiv: øvelse

Krigens forløb

2. april 1918 – Asmus Andresen: Øvelse i at kaste med håndgranater

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 2. April fik vi for første Gang Øvelse i at kaste med skarpe Haandgranater. Om Eftermiddagen Kl. 2 blev vi ført ud i en nærliggende Skyttegrav; her fik vi hver 2 Haandgranater, som vi først maatte kaste, naar vi fik Ordre dertil.

Med Staalhjelmen saa langt ned om Ørene som muligt stod vi og ventede. En for en skulde vi kaste. Da en Haandgranat brænder 5 Sekunder efter at den er bleven kastet, maa den ikke kastes for tidlig, thi saa kan Fjenden maaske faa Tid til at kaste den tilbage inden den springer. Før den kastes maa vedkommende Kaster tælle til mellem 22 og 25 og derefter kaste med et roligt og kraftigt Kast. De fleste af os kastede alt for tidligt og for de flestes Vedkommende straks efter, at Staaltraaden var trukket ud af den.

Det hele saa saa let ud, jeg tænkte derfor ved mig selv, at naar det blev min Tur, skulde jeg nok kaste langsomt og godt; men da Turen kom til mig, og jeg havde trukket Staaltraaden ud af Granaten, mærkede jeg, at det snurrede i Haanden, hvorfor jeg troede, at Granaten vilde springe, og ved et alt for hurtigt Kast skilte jeg mig ved den, men den sprang først 3-4 Sekunder efter, at jeg havde kastet den.

Den næste Haandgranat kastede jeg godt. Kl. 4 var vi færdige og drog hjem til Kasernen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

25. juli 1916. Verdun: Træning for stormen

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Nu begyndte træningen til vor opgave, som bestod i at erobre et område ca. 7-800 meter dybt fra fort Vaux over mod forterne Tavannes og Souvillers og så holde stillingen i fire dage, hvorefter vi ville blive afløst af en ny division, der så skulle bryde igennem til Verdun. Det første magtede vi at gennemføre: det sidste lykkedes ikke.

Træningen bestod i først og fremmest at bringe os fysisk i form efter de syv måneders skyttegravsliv i en forholdsvis rolig stilling. Men her gik det ikke som under rekruttiden i Aabenraa med, at vi for frem med et »Sprung auf marsch, marsch« og så storme stillingen med hurraråb. Nej, vore øvelser var mere realistiske: Håndgranatkastning, rulle en skyttegrav op, brug af flammekastere osv.

Den 20. juli okkuperede vi et større ubeboet areal ved byen Loisson, der lå endnu tættere ind på Verdun, og her fortsattes øvelserne på bataljons- og regimentsbasis, hver dag ledet af regimentsføreren, en både dygtig og sympatisk oberst.

Området, som skulle erobres, var blevet nøje udforsket og kortlagt i forvejen, så tyskerne havde nøjagtig rede på, hvor franskmanden lå og havde sine udbyggede støttepunkter. Disse blev markerede, og de forskellige delinger fik deres opgaver som at likvidere en maskingeværrede i et stenbrud og længere til højre at ødelægge nogle minekastere, der var installeret i en hulvej o.s.v., o.s.v. – men alt dette på øvelsesbasis. – Ja, alt var planlagt i de mindste enkeltheder.

For os menige var det i grunden en ret behagelig uge. Når vi havde klaret vor opgave, så var vort arbejde jo slut, og vi kunne ligge og sole os, mens officerer og underofficerer var til kritik hos obersten, så det var lige så meget træning og uddannelse af disse, det hele tog sigte på.

Til sidst fik vi alle af obersten forklaret, hvordan alt skulle foregå: Natten mellem den 30. og 31. skulle stormstillingerne besættes, hvorpå alle skulle holde sig skjult efter bedste evne for så den 1. august klokken fire om morgenen at være parate til angrebet.

Efter en forberedende trommeild på seks timer – altså klokken ti – skulle angrebet startes, idet alle kanoner nu skulle »Feuer vorverlegen« med 100 meter, mens vort infanteri i hurtigt tempo skulle fare frem og så »rulle skyttegraven op«, næsten inden de derovre kunne nå at få hovedet løftet op over dækningen. –

Så kom det, der kaldtes »Feuerwalzen«: Altså for hvert minut flytte spærreilden 100 meter frem, mens infanteristerne i hælene på alt dette søgte at erobre grav efter grav, så hele aktionen kunne blive afviklet i løbet af en halv snes minutter; og det klappede fuldstændigt, som det var planlagt.

Men her ved oberstens redegørelse fik vi et indblik i det store koordinerings- og planlægningsarbejde, som staben udførte, og det gjaldt alle våbenarter, artilleri, minekastere med videre, så lidt respekt fik vi da for dem, der efter vor mening »ellers ikke bestilte noget« – staben altså.

Kompagniet var jo på 250 mand, men de 50 var afkommanderet til skrivestue, køkken, håndværkere, sygebærere, telefonister o. s. v. Af de resterende 200 mand dannede 150 angrebskæden, mens 50 blev tilbage for at bringe forsyninger frem til kamptropperne m. m. –

Jeg slap for at komme med blandt stormtropperne, da jeg sammen med fem andre blev udtaget som stafetløber, der skulle holde forbindelsen mellem bataljon og regiment intakt.

DSK-årbøger 1970

Søkrig

17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”

Skriv en kommentar

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.

Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.

Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.

Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.

Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.

Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.

Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.

Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.

Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.

Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.

DSK-årbøger 1945.

Krigens forløb

25. februar 1916. To dage til stormen på Navarin-Ferme

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Forberedelserne gik straks i gang. Den 27. februar skulle slaget stå.

Den 21. blev I. og II bataljon, den 23. III bataljon trukket ud fra de forreste stillinger og erstattet med infanteriregiment 184. De øvede nu uafladeligt stormen på modellen, indtil hver enkelt var helt fortrolig med sin opgave.

Forberedelsernes gang blev ganske vist forstyrret af et fransk modangreb mod infanteriregiment 31. Her lykkedes den 12. februar et angreb på den ”franske rede”, men den 25. februar gik en del af terrænet igen tabt for 31’erne.

Tung artilleriild lå samtidig over vor stilling; bataljonerne var en tid lang i alarmberedskab. Generobringsforsøg slog fejl. Følgen var, at naboregimentet 85 opgav sit forehavende kaldet ”Kieler Woche”.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

Krigens forløb

23. november 1914. Kresten Andresen vaccineret mod tyfus, kolera, difteritis, pest og platfodethed!

1 kommentar

Senest ændret den 14. marts 2016 8:51

Kresten Andresen fra Ullerup blev indkaldt til Reserve-Infanteriregiment 86. I november 1914 befandt han sig endnu i Lyksborg.

Dagbogen 23.11.

Er i Flensborg hver anden dag til indsprøjtning. Nu er jeg indsprøjtet fem gange, med tyfus, kolera, difteritis, pest og “platfodethed”, og så siges der, at vi skal endnu en gang mod kanonfeber. Vi får jaget en spids sprøjte et par centimeter ind i brystet, altid på samme sted, så det er uhyre ømt.

Ellers er alt ved det gamle. Vi har fået splinternye geværer fra 1914. Til Flensborg med fuld oppakning. Jeg havde endda et ekstra pund smør og en halv skinke med, for jeg troede, at vi blev der. Så fik jeg endnu et gevær i Flensborg, og på hjemvejen stormede vi frem over en frossen pløjemark til fægtning. Jeg var segnefærdig, da vi nåede Lyksborg.

Fra Claus Bundgård Christensen (red.): Krestens breve og dabøger. (København, 2012).

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H