Tag-arkiv: mod fronten

Krigens forløb

24. maj 1918: Frederik Tychsen vender tilbage til fronten

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var nu på vej mod fronten igen, efter en kort orlov hjemme i Agerskov.

Før jeg rejste hjemmefra, havde jeg et par dage i forvejen fået telegram fra batteriet om, at jeg ikke skulle rejse tilbage til Malzy, men søge dem i nærheden af Laon, da de skulle hen på denne egn. Jeg skulle spørge på efterretningsbureauet i Laon.

Jeg ankom i Laon hen på eftermiddagen den 24. maj. Banegården (interimistisk) lå et stykke uden for byen. Jeg steg ud og gik ind i byen. Laon består af en under- og en overby. Der fører en tandhjulsbane samt mange trapper fra under til overbyen.

 Katedralen ligger på det højeste punkt i Overbyen. Da jeg gik på trapperne op til overbyen, traf jeg på Offizierstellvertreter Wüstenhagen, og han fortalte mig, at batteriet lå et stykke syd for Laon (5 – 10 km.) i noget, der hed Sachsen Oldenburglager. Jeg kom op at køre et stykke af vejen, og noget gik jeg, og ved mørkets frembrud havde jeg fundet dem og kunne melde: ”Obergefr. Tychsen vom Urlaub zurück”.

Denne orlov stod for mig som en drøm. Jeg havde været hjemme, og alligevel ikke rigtigt. Nu var jeg tilbage igen, og straks var jeg i kontakt med de andre kammerater. Sachsen-Oldenburg lageret lå i en skov, og her var mange barakker og meget militær. Alt stod i opbruddets tegn, og dog var der ingen, der vidste noget bestemt. Dog var det tydeligt, at vi stod over for et mægtigt angreb – en Offensive.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

22. maj 1918: Frederik Tychsen – Den vanskelige afsked

3 kommentarer

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Den sidste morgen og den sidste formiddag kom. Jeg skulle med toget kl. 12 fra Agerskov. Moder var helt syg. Hun fik krampeanfald, men kom dog op, inden jeg rejste. Jeg fik mit tornyster pakket, og desforuden fik jeg en god madpakke med skinke, smør, brød osv.

Lidt før 11 holdt vi andagt sammen, vi bad sammen – og så måtte jeg sige farvel. Far, Alfred og Anne gik med mig til toget, mor kunne næsten ikke slippe mig, hun blev ved med at løbe bag efter mig idel gentagende: ”Lad mig favne dig endnu en gang, min stakkels dreng”.

Jeg måtte rive mig løs, men endnu en gang kom moder løbende efter mig ned af marken (vi boede denne gang ca. 1 km uden for byen, syd for byen). Jeg vendte mig om mange gange og så tilbage, men stadig stod mor og vinkede.

Jeg kom med toget, og da jeg kørte efter Rangstrup, kunne jeg se huset bag ved kirken, og jeg kunne se, at mor og Marie stod og vinkede med hver et lagen. Det var det sidste glimt af dem derhjemme – og jeg satte mig hen på bænken og trak et tungt befrielsessuk – den sværeste afsked jeg nogen sinde havde taget, var overstået – jeg kom fra fronten, og gik lige til fronten igen.

Far og mor sørgede, og selv var man ked af det, så det hele var slet ikke let. Alle tænkte vi på, at det var usikkert, om vi fik hinanden at se mere. I Over Jerstal kom jeg med statsbanen. Her var en transport udsultede straffefanger, de ventede også på toget og skulle sydpå. Straffefangerne blev anvendt i vid målestok ved anlæg af den befæstede stilling i Sønderjylland.

I toget traf jeg sammen med Povl Jørgensen fra Bovlund. Jeg havde ikke set ham, siden jeg gik i skole. Han tjente den gang hos Marius Tap, og hans langfinger og ringfinger var fra fødsel af sammenvokset på begge hænder, det kunne jeg huske, og dette kunne jeg kende ham på.

Jeg talte ham til, og vi rejste så sammen til Køln. Povl Jørgensen var hestepasser på et hestelazaret, langt bag ved fronten, og derfor følte han sig sikker. Men i det første brev, jeg modtog hjemmefra efter denne orlov, meddelte de mig, at Povl Jørgensen, Bovlund, var blevet dræbt af en flyverbombe.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

24. april 1918: “ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Gruny var en temmelig stor landsby, men den var fuldstændig jævnet med jorden. Jeg gik gade op og gade ned, og mange steder lyste et svagt skær op fra kældrene; men alle vegne var der overfyldt med soldater, så der var ikke tale om at fa den mindste plads.

Jeg var klar over, at jeg måtte se at finde mit batteri hurtigst muligt, brød havde jeg ikke mere af, og batteriet var i bevægelse og skiftede således plads hver dag. Jeg gik så videre i retningen til Herly.

Først kom jeg til Gremery, derfra til Etaion, og hen på natten nåede jeg Herly. Det havde regnet hele aftenen – en mild sommerregn – og klokken har været mellem 12-1, da jeg kom til byen. Hele byen var skudt sammen, der var kældre nok, men alle fyldt med militær. Jeg kunne ingen steder komme under tag.

Der var stilhed alle vegne, og jeg gik og traskede på gaderne. Af og til mødte jeg en vagtpost eller en patroullie, de holdt mig an, men ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå. Jeg fandt kirken, gik ind i den håbende på at finde en tør plet. Men den var også skudt sammen, Ydermurene stod kun tilbage.

Men omme på den nordre side fandt jeg et lille skur, og her stod over døren: “Kommandantur”. Jeg skimtede et svagt lys, bankede på og gik ind. Her boede en sergent og en Unteroffizier. De kunne fortælle mig, at batteriet lå uden for byen i en skov og skulle blive der et par dage.

Jeg var blevet våd, og de indbød mig til at blive til morgenstunden, og jeg fik lov til at ligge på gulvet ved siden af deres brix. De var to meget flinke mennesker, og om morgenen fik jeg en kop varm kaffe af dem og et lille stykke brød. Jeg fik mig også vasket, og efter vi havde talt noget sammen, sagde jeg ”auf wiedersehn” og tak. Disse to gode mennesker hørte til et badisk regiment og talte med en Schwarzwalder accent.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

21. april 1918: “Det var en temmelig lang marchtur” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Den næste dag måtte vi af sted, da vi ikke kunne blive længere. Vi gik så til Etreux. Det var en temmelig lang marchtur. Det var imidlertid nødvendigt at begynde at sælge ud af inventaret for at få lidt penge til brød og andre levnedsmidler.

Vi gik så ind til den civile befolkning og byttede til brød og fik nogle Franc for en overfrakke. Befolkningen kunne meget vel bruge beklædningsgenstande, de var alle fattige, og tøj var næsten ikke til at betale.

Hen på eftermiddagen nåede vi Etreux; vi gik hen til Zersprängten Sammelstelle og fik den sædvanlige ration; vi fik et logi anvist i en lade – noget trådværk spændt over nogle lægter, men her var både koldt og uhyggeligt. Og tøjet havde vi ikke ret meget af.

Om aftenen gik jeg hen til byens bager og prøvede på at købe lidt brød, men det ville ikke lykkes. Vi lå og frøs hele natten, og om morgenen besluttede vi at gå tilbage til Fresnoy le Grand.

Vi traskede af sted, vi solgte, hvad vi kunne sælge for at få nogen mad og penge. Kappen blev solgt, tæppet, snøreskoene osv., vi regnede med, at når vi kom til fronten, kunne vi sagtens få noget igen.

Hen imod aften kom vi til Fresnoy le Grand igen. Vi fik noget at spise, selv om vi havde været der for to dage siden. Vi gik tidlig til ro, halmsækkene og varme i kakkelovnen, hvad kunne man vel forlange mere. De gamle landstormssoldater vågede hele natten ved kakkelovnen og drog omsorg for, at der var ro og orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Sønderjyder

18. april 1918: “Vi fik en halmpose at ligge på” – Frederik Tychsen samler kræfter inden genforeningen med fronten

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Her bag ved fronten var der alle vegne et kontor, hvor man kunne få oplysning om, hvor tropperne var henne, de gav besked og alle de oplysninger, man ønskede, tillige fik vi forplejning, men hver gang vi havde modtaget mad eller penge, blev det noteret i Soldbuch (soldaterbogen), så man kunne kun få proviant for en dag ad gangen, og kun til en mand – og forplejningen var meget knap tilmålt. Et sådant sted blev kaldt “Zersprängten Sammelstelle” (samlingssted for splittede). Men vi kunne kun modtage mad en gang på et sådant sted, så måtte vi se at komme videre.

Det var hen imod aften, vi ankom til Busigny, og derfor fik vi anvist et nattelogi oppe på et loft. Vi gik op og lagde vor tornyster, derefter gik vi rundt i byen og fandt en biograf, vi overværede forestillingen – det kostede 10 Pfennig.

Da vi kom tilbage til Imwiehe, jeg samt manden fra Bataljon 615, var der vel en 100 mand på loftet foruden os. Den næste morgen blev vi vækket, og nu måtte vise at komme af sted, og vi fik ikke mere at spise. Vi gik så om på banegården og ventede, til der kom et godstog.

Vi kravlede op på en af vognene, toget satte sig i bevægelse, og så standsede det først i Fresnoy le Grand. Nu var det på høje tid at komme af toget, og vi stod af og meldte os ved Zersprängten Sammelstelle.

Her fik vi straks proviant og brød for én dag samt hver en dagløn – jeg fik 63 Pfennig, I Zoldbug blev noteret: „Verpflegung und Lohnung empfangen flir 20. April 1918” (forplejning og lønning for den 20. april 1918).

Vi gik på landet til bønderne og købte brød og mælk, og hen imod aften gik vi tilbage til Fresnoy le Grand, og her fik vi et ganske udmærket natteleje. Vi fik en halmpose at ligge på, og så sad der en mand fra landstormen og passede kakkelovnen, der blev fyret om natten, for at vi ikke skulle fryse. Det var dejligt.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.