Tag-arkiv: maskingeværrede

Krigens forløb

6. juni 1918. Nu bliver du nok degraderet, Bergholt!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Tiden gik, og en dag var vi atter under fremrykning. Jeg blev kaldt til løjtnanten, der på kortet anviste mig et bestemt punkt, hvor jeg skulle gå i stilling med mit gevær. Selve opgaven gik ud på at holde en afdeling englændere i skak. D e havde besat en landsby ca. 300 meter fra det angivne sted. Da vi havde arbejdet os frem til stedet, viste det sig, at terrænet var så kuperet, at en beskydning af landsbyen herfra var umulig. Det kunne man ikke se på kortet.

Jeg var klar over, at enhver afvigelse fra den givne ordre ville bringe løjtnanten på kogepunktet. Til trods herfor besluttede jeg at trække ca. 200 meter til venstre, hvor der lå et næsten sammenskudt hus. Det viste sig, at vi herfra kunne beskyde landsbygaden i hele dens længde. Stedet var ligefrem ideelt, hvis den stillede opgave skulle løses, og det måtte vel være det vigtigste, antog jeg. Huset havde været besat af fjenden, det fremgik tydeligt af, at vinduerne ud imod os var barrikaderede med sandsække. Vi fik travlt med at flytte sækkene over i den modsatte side af huset for hurtigst muligt at få geværet installeret.

Vi var godt i gang med dette arbejde, da den udstillede vagtpost meddelte, at kompagnichefen og en officer mere var på vej hen til det først angivne punkt. Richard havde som altid en bemærkning på rede hånd: »Så min dreng, nu bliver du nok også degraderet.« Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne og nåede stedet omtrent samtidig med de to officerer. At den anden officer var regimentskommandøren, havde jeg for længst opdaget.

Inden jeg fik tid til at aflægge melding og deslige, kan det nok være, at lynet slog ned. Løjtnanten var højrød i ansigtet af raseri. – Om jeg ikke havde ordre til at gå i stilling med mit gevær på dette sted, og hvor kunne jeg understå mig i ikke at parere ordre? Lidt trykket af kommandørens tilstedeværelse indvendte jeg spagfærdigt, at der på dette sted intet »Schussfeld« var, og at en beskydning af landsbyen derfor var umulig. Derimod var det sted, jeg havde valgt, særdeles godt egnet. – Jeg troede, at dette ville berolige fyren. Men Gud bedre det, han blev om muligt endnu mere rasende.

Under hele dette postyr havde kommandøren betragtet omgivelserne meget nøje, hvad løjtnanten slet ikke havde givet sig tid til.

Pludselig henvendte kommandøren sig til løjtnanten og stoppede hans ordflom: »Bare rolig, hr. løjtnant. Underofficeren har jo ret. Det er Dem, hr. løjtnant, der er galt på den.« Under den stilhed, der nu indtrådte, fortsatte kommandøren henvendt til mig: »Det er godt min ven. De kan træde af.« – Det gjorde jeg, og det med en hilsen som aldrig før. Da jeg gik tilbage til kammeraterne, tænkte jeg ved mig selv, at det var godt, at det ikke var mig, der var i løjtnantens bukser.

Fra huset havde man ikke kunnet undgå at høre løjtnantens brøleri, selv om man ikke kunne forstå ordene, og Richard var der selvfølgelig med det samme: »Der fik du nok besked om, hvad der står hos »Matthäus am achten«.« Jeg beroligede ham med, at den balle, jeg havde fået, sikkert var for intet at regne mod den, løjtnanten fik.

Og jeg fik ret. Dagen efter meldte vor fælles »ven« sig syg, og vi så ham ikke mere. Der blev fortalt, at han havde søgt – og fået forflyttelse til et andet regiment. Vi sendte vor gamle »Graf« mere end én venlig tanke, fordi han havde befriet os for denne despot.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

16. august 1917. “De kommer, de kommer!”, 1. maskingeværkompagni løbet over ende af englændere

Skriv en kommentar

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres.

Da jeg den 15. august gik i stilling, meldte jeg mig først hos hr. løjtnant Rühle, som befandt sig ved bataljonsstaben. Her erfarede jeg ved udsagn fra en krigsfange, at fjenden ville angribe den 15. om aftenen eller den 16. om morgenen.

Så snart jeg hørte det, udbad jeg mig en fører af løjtnant Rühle og skyndte mig at komme ud foran.

Næppe 500 meter fra bataljons-kommandostation, kom vi i meget stærk spærreild. Jeg antog naturligvis, at et angreb ville følge efter denne ild og satte alt ind på at komme ud foran gennem spærreilden, hvad der også lykkedes mig. Her meldte jeg mig igen hos hr. løjtnant Schreinert.

Ilden tog snart noget af, og der fulgte ikke noget angreb. Efter at jeg lige var kommet mig lidt, gik det med en ny fører videre, ind til jeg var på plads.

Så overtog jeg  geværerne efter Albrecht, Andrekievicz og Schmidt. Af Albrecht lod mig så beskrive fjendens situation samt terrænet så godt, som det var muligt i mørket. Jeg indskærpede igen posterne forhøjet opmærksomhed for så at sove lidt. Klokken var allerede blevet 2.

Den 16. august kl. 5,15 satte det ind med en heftig trommeild, Jeg sprang op, hængte min gasmaske om halsen og ville gå ud for at se, hvad der var i vejen, da råbte posterne allerede ind i blokhuset: “De kommer, de kommer!”

Englænderne var  altså rykket ud direkte bag deres ildbølge.. Jeg lod naturligvis maskingeværerne gå  i de dem bekendte stillinger og observerede nu terrænet foran, så imidlertid kun helt enkelte fjender, mod hvilke det  knap kunne betale sig at skyde med maskingeværerne.

Det var mig derimod påfaldende, at fjenden til venstre for os havde forlagt sin artilleriild betydelig længere frem. Som jeg nu kigger til venstre, ser jeg fjenden i masser storme ind på skoven, hvor  løjtnant Schreinert lå. Hurtigt lod jeg et maskingevær tage fjenden i vor flanke under beskydning.

Til det formål måtte maskingeværet mindst rykke til siden om til blokhusets venstre hjørne for så at gå i stilling. Det øjeblik syntes englænderne kun at have ventet på, for knap havde Schmidt og Friedlein smidt sig ned, før fjendtligt maskingeværild satte ind. Friedlein fik en 3-4 træffere i bryst og mave og væltede rundt på jorden. Schmidt nåede med et kort spring ned i et granathul.

Friedlein erstattede jeg hurtigt med en anden skytte og bar ham selv tilbage til blokhuset. Schmidt havde påbegyndt skydningen med godt resultat. Man mærkede tydeligt en forvirring i flokken af fjender,  en del ville tilbage, en del trængte videre frem.

Da der foran mig  stadig ikke skete noget bemærkelsesværdigt, lod jeg endnu et maskingevær komme tilbage for også at rette dette mod fjendens flanke. For at undgå unødvendige tab lod jeg maskingeværet bringe ind i blokhuset.

I den venstre sidevæg var der et temmelig stort vindue, igennem dette vindue lod jeg maskingeværet rette mod fjenden. Så afsøgte jeg endnu engang forterrænet, der var stadig intet at se. Så kiggede jeg igen til venstre.

Pludselig bliver jeg klar over, hvordan en del af fjenden skiller sig ud fra hovedstyrken og kommer imod os. Samtidigt hører jeg, at maskingeværet i blokhuset kun afgiver enkeltskud og så igen stopper. Fjenden var allerede inde på 60-70 meter. Største hast var nødvendig.

Maskingeværet i blokhuset har stadig funktionsfejl. Fast besluttet på at forsvare mig til sidste øjeblik springer jeg ind i blokhuset for at se, hvad der  var i vejen med maskingeværet. Jeg skubber skytten til side og ser med ét blik, at fejlen ligger ved bæltet. Ud med bæltet, lade et nyt, er gjort på få sekunder; så ellers skyde videre.

Albrecht skyder, jeg fører bæltet. Dog kommer vi ikke langt. En håndgranat flyver gennem vinduet, lander for vore fødder og eksploderer dér. Vi vælter omkuld begge to og slæber os et lille stykke væk fra vinduet, de vi forventede endnu flere håndgranater, som da også straks fulgte.

Kort derefter forstummede også de to andre maskingeværer, et tegn for mig om, at disse også var overmandet. Nogle folk søgte endnu dækning i blokhuset, men blev dér ofre for de håndgranater, der kastedes ind. De usårede blev straks sendt bagud som krigsfanger. Fra min deling var det 3 mand. Sådan blev hele min deling revet op, og det i en så kort tid, at man næppe kunne nå at tænke over det. Men det skyldtes den store fjendtlige styrke og den for korte afstand mellem os og fjenden. Det hos os liggende infanteri blev også for størstedelen taget til fange.

Så rykkede  englænderne videre frem. Snart fulgte forstærkningen. To mand fra denne forstærkning kom ind i blokhuset og forbandt os. Kikkerter og pistoler tog de med, ellers var folkene ganske ordentlige. De gav os at drikke fra deres feltflasker og cigaretter at ryge. Så fortalte de os, at der allerede var engelsk kavalleri på vej! Om det det har været tilfældet, ved jeg ikke, i hvert fald troede jeg dem ikke og håbede på et snarligt modstød fra vore reserver. 

Efter at englænderne havde forbundet os, gik de videre. Vore tre maskingeværer havde de endnu ikke fundet, da vi havde sørget for, at de ikke kunne se dem ved at dække dem til og kaste dem i et granathul.

Efter at vi havde ligget sådan et par timer, bemærkede jeg, hvordan englænderne kom tilbage og opsøgte deres gamle stillinger, også artilleriet tog til i heftighed. Jeg sluttede deraf, at modstødet var foretaget af vore styrker og håbede på i de næste øjeblikke igen at se tyske kammerater omkring mig. Desværre opfyldtes mit håb ikke. Som jeg senere under transporten tilbage kunne konstatere, var kammeraterne blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Skriv en kommentar

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

Krigens forløb

24. maj 1917. Verdun: Dumhed betales med døden

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En anden lignende episode kostede desværre en Feldwebel livet på grund af hans overdimensionerede pligtfølelse og manglende erfaring. Hertil kom, at han var uimodtagelig for sund fornuft og gode, velmente råd fra “gamle rotter”.

I det civile liv var han stadsarkitekt i en større by hjemme i Tyskland og havde i flere år været »unabkommlich« (uundværlig). Han var lige ankommet fra garnisonen i Tyskland.

Den MG-rede, som vi besatte, må ledelsen have anset for meget vigtig, for den blev besat med to maskingeværer – som regel var der kun et i hver rede. Ledelsen af reden havde denne Feldwebel.

Vi havde afløst to andre geværer fra et andet kompagni, og mandskabet herfra fortalte, at de havde tilbragt en rolig tid uden at være blevet generet af fjenden.

Reden var indrettet i en gammel tilgroet og på flere steder halvt sammenstyrtet skyttegrav. Der var tre slet ikke så dårlige “Stollen” (sikringsrum), hvor vi skulle opholde os om dagen, da al trafik ved dagslys ville være omtrent det samme som selvmord.

Afløsningen havde selvfølgelig fundet sted om natten. Da Richard  … og jeg havde undersøgt lokaliteterne grundigt, blandt andet for at se, om vi kunne forsvinde derfra nogenlunde uset, hvis det skulle blive nødvendigt, lagde vi os til at sove.

Men kort efter blev vi vækket af en af de “gamle”, der meddelte, at Feldweblen havde givet ordre til, at skyttegraven skulle gøres dybere på et sted, hvor sammenstyrtningen var særlig stor. Arbejdet var allerede sat i gang.

Det kan nok være, at vi kom på benene, og Richard bandede Feldweblen langt væk.

Vi havde i vor vildeste fantasi ikke forestillet os, at manden kunne være så idiotisk. Enhver forandring i terrænet ville, når det blev dag, omgående blive observeret af fjenden.

Vi forsøgte at gøre manden dette begribeligt; men i sin salige naivitet mente han ikke, at den smule jord , der var blevet kastet op af graven, kunne betyde noget. De folk, vi havde afløst, havde jo sagt, at alt var roligt og stille her. Ydermere havde vi vore “Stollen”, der dog var 4-5 meter dybe.

Richard, der ikke ligefrem var mundlam, gjorde ham endnu engang opmærksom på, at det, der var lavet her, grænsede til selvmord, og at “Stollerne” var de rene ligkister, når franskmændene begyndte at beskyde os med 21 og 28 cm granater med “Verzögerung”  – Det var granater med tidsindstilling, der først detonerede efter, at de var gået et par meter i jorden.

Men manden var ikke til at tale med. Vi opgav ham, men før vi gik, spurgte Richard ham, hvad vi skulle gøre, hvis fjenden fandt på at beskyde os. “Vi går selvfølgelig i vore ‘Stollen’, hvor ellers?” svarede Feldweblen.

Hertil replicerede Richard , at det nok var betydeligt bedre at forsøge at trække ud til en af siderne.

Det ville manden slet ikke høre tale om, for som han sagde: “Dér er der da slet ingen dækning. Vi bliver her!” Det sidste blev sagt i kommandotone, så der var ikke noget at tage fejl af.

Richard trak på skulderen og svarede, at han hellere ville gå i dækning bag et muldvarpeskud end i disse ligkister. Og han fortsatte: “Ja ja, Herr Feldwebel, Befehl ist Befehl. Dann Gute Nacht, und auf Wiedersehen, wenn nicht anderswo, dann im Massengrab.”

– “Lassen Sie Ihre unerwünschten Bemerkungen, Unteroffizier« (“En ordre er en ordre. Så god nat og på gensyn – om ikke andre steder så i massegraven.” – “Spar os for Deres uvelkomne bemærkninger, underofficer”), svarede Feldweblen, hvorpå Richard vendte ham ryggen, mens et indeklemt »Idiot!« smuttede over hans læber. Det var møntet på Feldweblen, men henvendt til mig.

Vi instruerede omgående folkene – der var tolv foruden Richard og mig – om, hvordan de skulle forholde sig, så snart fjenden havde sendt det første skud over til os.

Vi anbefalede dem, såfremt de havde livet kært at følge vore anvisninger, uanset hvad Feldweblen fandt på at bestemme. Vi regnede for øvrigt med, at manden ved det første skud ville forsvinde ned i sit dækningsrum, som han tilsyneladende var så glad for, og som han havde for sig selv. Vi kendte typen. –

Før vi atter lagde os til at sove, undersøgte vi endnu en gang retrætelinien. Selv om vi skulle kravle ca. 200 meter i en lille fordybning, der ikke var meget dybere end en plovfure, var vi enige om, at når heldet blot var med os i første omgang – det vil sige, at den første salve ikke ramte graven – så skulle det være muligt at klare situationen.

Der var nu gjort, hvad der kunne gøres for at bøde på Feldweblens dumhed. Vi tvivlede ikke på, at den kommende dag ville blive endog meget “varm”. Vi kunne ligefrem lugte faren.

Dagen oprandt med klart solskin, det var atter et minus for os. Formiddagen gik til ende, uden at der skete noget. Feldweblen tillod sig at hovere over vort sortsyn, men Richard svarede, at det ikke var aften endnu, og at der formentlig var flere dage i øst. Vi skulle blive her i mindst fem dage endnu.

Først på eftermiddagen gik det løs. Heldet var med os. De første par skud ramte ikke graven. Feldweblen forsvandt i sit hul , som vi havde forudset, og vi andre, vagtposten inklusive, begyndte vor kravletur og fuldførte den med bravur. Vi havde jo lært at kravle i garnisonen.

Nu skete det med livet som indsats.

Da vi havde tilbagelagt de 200 meter, blev “plovfuren” betydelig dybere, og her afventede vi begivenhedernes gang. Hvis ikke fjenden havde bemærket den “kravlende slange”, regnede vi med at være i nogenlunde sikkerhed, og det slog til . De 5 % havde atter sejret. [5% erfaring og 95% held skulle der til for at overleve, fortæller Bergholt andetsted, RR]

Kanonaden var blevet stærkere og stærkere. Vi kunne se, at de fleste granater traf deres mål, og vi var klar over, at den stivsindede Feldwebel skulle være udstyret med et kolossalt held, hvis han skulle gå ram forbi.

I det hele taget forløb aktionen, som vi havde tænkt os.

Franskmændene benyttede kun det svære kaliber, og i løbet af en times tid var reden jævnet med jorden.

Skydningen holdt lige så pludseligt op, som den var begyndt. Richard og jeg blev enige om, at vi to ville kravle tilbage for eventuelt at komme Feldweblen til hjælp, hvis han da havde hjælp behov, hvad vi tvivlede meget stærkt på. Beskydningen havde nemlig været så koncentreret som aldrig før. Hvis vi ikke var kommet tilbage i løbet af en halv time, og alting endnu var roligt, skulle de øvrige følge efter.

V i nåede igen reden, der nu kun var granathuller, og fandt også det sted, hvor Feldweblen skulle være. Hans “Stollen”, som han havde stolet så stærkt på, havde fået mindst én fuldtræffer. – Og dermed er alting sagt. Den blev hans ligkiste, som Richard havde forudsagt.

Det eftermæle, Richard gav manden, var ikke ligefrem rosende. Det sluttede med det tyske ordsprog: »Die dummen werden niemals alle« (Dumhed forgår aldrig).

Egentlig syntes jeg, at Richard var lovlig hård i sin dom. Manden havde jo betalt for sin stædighed. Jeg vidste, at Richard var et ejegodt menneske, og at hans hårde ord kun var provokeret frem af Feldweblens dumhed. Det er helt klart , at Feldweblen ville have været skyld i hele besætningens udslettelse, hvis ikke “de gamle” havde taget sagen i egen hånd og havde sat sig ud over den givne befaling.

Begge maskingeværer var gået sig en tur. Den følgende nat fik  i to nye geværer – men ingen ny Feldwebel.

Kommandofeldweblen – Hannoveraneren – der nok kunne lægge to og to sammen, undrede sig over, at vi var sluppet med tabet af kun én mand og to ødelagte geværer og slet ingen sårede. Men han gik ikke nærmere ind på sagen.

Et stykke tid efter var vi en dag på tomandshånd, og han forlangte så at få sandheden at vide. Det fik han, og hans kommentar var mindst lige så hård som Richards.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

6. maj 1917. Bergholt: Forskellen på østfronten og vestfronten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.

Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.

Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.

På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.

MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.

For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at
kunne opfange fjenden.

Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)