Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
København er — det véd alle — en fodboldinteresseret By. Og da det blev bekendt,at vore sønderjydske Gæster under deres Ophold i England havde uddannet et Fodboldhold,var det jo selvsagt, at der, mens de opholdtsig i København, maatte etableres en lilleMatch.
A.B. var straks villig og indbød Sønderjyderne til en Kamp paa sin Bane Søndag den23. Marts.
Det tjener nu ikke det københavnske Fodboldpublikum til synderlig Ære, at ikke flere end detgodt og vel Par Hundreder Tilskuere, der havde givet Møde, interesserede sig for at konstatere,hvor megen Fodboldkultur, vore sønderjydskeLandsmand havde tilegnet sig i Feltham-Lejren. Saa snart der pibes til Samling af A.B. modK.B., „Frem“ eller B. 93, skal de nok troppe op; men er det lidt ud over det almindelige, som her: en Match, hvis Kampmoment formodesat være ringe, holder de sig borte.
“Det sønderjydske Hold faar efter Fodboldkampen overrakt et Erindringsbæger” 23. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”, 1919.Og det var virkelig interessant at se, hvad Sønderjyderne havde lært sig. Selvfølgelig kundede langt fra hamle op med de veltrænede Studenter. De spillede som Folk gør det, der kommersent med i Legen, men frisk og fair, medgod Villie og Forstaaelse af Spillets tekniske og taktiske Principper.
Efter Spillet holdt Raadmand Jessen Tale og forærede paa „Sønderjydsk Fond“ s Vegne hveraf Gæsterne et lille Sølvbæger til Minde om Kampen.
Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
BESØGET I VOR FRUE KIRKE
Onsdag Formiddag d. 19. Marts var der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Vor Frue Kirke. Enkeltvis ankom de sammen med deres Værter og blev indladt i Kirken gennem Indgangen mod Frue Plads.
Pastor Henriksen modtog dem, og snart var Kirken fyldt til sidste Plads. Mellem de Tilstedeværende var der en Mængde Præster med Biskop Ostenfeld i Spidsen.
Der var ikke gjort noget videre for at pynte den i sig selv pragtfulde Kirke, nogle Blomster ved Alteret og et Par diskrete Dannebrogsflag, det var det hele.
Efter at P. Lauritsens Sang: „Slesvig, du er dyrekøbt“ var afsunget, talte Stiftsprovst Ussing fra Prædikestolen.
“De sønderjydske Gæster i Frue Kirke” 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.
Det skulde ikke være nogen egentlig Gudstjeneste, sagde han, man vilde kun gerne vise Sønderjyderne den Seværdighed, som Kirken var. Han vilde til et hjerteligt Velkommen knytte den sønderjydske Sanger Brorsons Salme: „Her vil ties, her vil bies“. Sønderjyderne havde vist, at de kunde tie. Vi heroppe havde ogsaa tiet, men ofte havde vi sendt Bønnens Due over Grænsen, Haabet var aldrig dødt i Danmark, og nu kom de sønderjydske Krigsfanger her til Landet som Oliebladet, der varsler, at Syndfloden er til Ende.
Stiftsprovsten sluttede med en bevæget Bøn for Sønderjylland.
Efter en Korsang med Musik af J. P. E. Hartmann gav Stiftsprovsten i korte Træk Kirkens Historie. Bl. a. sagde han om Kirkens Ødelæggelse i 1807, at Englænderne nu havde indset den Fejl, de havde begaaet den Gang, de bombarderede København, og siden da de undlod at hjælpe os i 64, og at de paa den smukkeste Maade havde lagt deres Følelser overfor os for Dagen ved deres store Venlighed mod Sønderjyderne.
STUDENTERFORENINGENS GÆSTER
Efter Besøget i Vor Frue Kirke samledes de sønderjydske Gæster og deres Værtsfolk Klokken 12 i Studenterforeningens Festsal, som var smukt dekoreret med Dannebrogsflagog Foreningens gule Banner, om de dækkede Frokostborde.
Den ledende Senior, cand. jur. Schlotfeldt, bød Sønderjyderne Velkommen som Gæster blandtdansk Ungdom.
Man indledede med „Det haver saa nyligen regnet“, hvorefter den ledende Senior paany togOrdet for med en kort Motivering at udbringe et „Leve for gamle Danmark“, som besvaredesmed 9 taktfaste Hurraer.
Departementschef Hiort- Lorentz en takkede derefter Studenterforeningen for den smukke Tankeat indbyde Sønderjyderne.
Herefter fik Pastor Troensegaard-Hansen Ordet. Han talte stærkt og gribende om Oplevelser fra sit Ophold i England og om Glæden vedGensynet i denne Festtid. „Paa mine sønderjydske Drenges Vegne“, sluttede han, „siger jegdem alle en inderlig Tak for disse Dage, som vi aldrig skal glemme.“
Efterhaanden var man naaet gennem Frokosten og begyndt paa Desserten, under hvilken Chr.Gottschalch meget smukt og følt sang nogle Sange, Axel Juels „Flaget“ og Bruuns og Lehmanns „Velkommen Brødre fra Sønden Aa“, ogFormanden motiverede et Leve for den danske Student, hvorefter Axel Juel læste egne Digtehøjt, blandt andet et smukt Hyldestdigt til dehjemvendte Sønderjyder.
“I Studenterforeningens solfyldte Festsal” den 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.
En af Krigsfangerne Hans Hansen, fra Haderslev, gav uforbeholdent Udtryk for den Stemning,som trods alt behersker Sønderjyderne, nemlig Længselen efter at komme hjem. Han takkede iøvrigt hjerteligt for den Velkomst, hanog hans Kammerater havde mødt.
Efter at Formanden for Akademisk Skytteforening, Kontorchef Nandrup havde bragt en smukHyldest til de sønderjydske Kvinder og Hjem, og Sønderjydsk Forenings Formand, OverretssagførerManthey- Wagner havde talt for PastorTroense-Hansen og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen for Pastor Jensen, der ligeledes har gjort et stort Arbejde blandt de sønderjydskeKrigsfanger, gav Direktør Brunn nogle praktiske Oplysninger om Programmet for de nærmesteDage, og efter at endnu nogle Talere havde haft Ordet, deriblandt Grosserer Holm, Fru Osten fra Aabenraa og Direktør Bang, udbragte den ledende Senior et Leve for Drs. MajestæterKongen og Dronningen, hvorefter den vellykkede Fest sluttede med „Der er et yndigt Land“.
S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
FESTGUDSTJENESTEN I GARNISONS KIRKE 16. MARTS
Klokken 10 Søndag Formiddag den 16. Marts afholdtes der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Garnisons Kirke. Allerede Kl. 9½ var den rummelige Kirke fyldt til sidste Plads og Folk stod langt ud ad Gaden.
De fleste Sønderjyder sad med deres Værtsfolk oppe paa Pulpituret, nogle enkelte stod op foran Alteret. Det blev en gribende og smuk Højtidelighed, der vil efterlade smukke Minder hos alle de tilstedeværende.
Da Orgelet intonerede „Den signede Dag —” sang alle med, saa det store Kirkerum gav Genlyd. Pastor Olfert Richard talte. Hans Præken kunde alle forstaa; det var jævne og varme Ord, der kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Han sluttede sin Tale med følgende Ord til Sønderjyderne:
„Og her favner nu i Dag en Moder igen sit hjemkomne og befriede Barn. Thi, sønderjydske Brødre, nu er I hjemme. Hvil nu i eders Moders Favn og glem al eders Nød! I er i Danmark, hvor I altid har hørt hjemme. Hin naadefulde Dag, da den gamle Frankermunk Sankt Ansgar gik over Ejderfloden, da var Jesus atter kommet til Grænsen af Hedningeland. Da kom Evangeliet til Danmark, thi dernede ligger Danmarks Grænse fra ældgamle Dage og i Guds Øjne.
Vi har aldrig glemt dette i Nødens Time. Eders Moder har aldrig holdt op at sørge over eder. Klædte hun sig end yndigt hver Vaar i sin lysegrønne Kjole med mange brogede Blomster i, og bredte hun ved Vintertid sin hvide Kaabe om sig, hun havde dog altid Taarer i sine Øjne og bar eders Navne i sit Hjerte. Og se, da Nøden var størst, saa var Hjælpen ogsaa nærmest. Thi da blev Nøden utænkelig stor, da hendes Sønner maatte bære Vaaben i fjerne Lande under en Fane, de ikke kunde elske, og mod Folk, de tænkte venligt om. Og der kom mange Sørgebud om faldne Sønner, seks Tusinde dyre Navne, som sover i fjerne Grave. Da saa det ud, som hendes Haab skulde slukkes. Thi hun havde ventet saa meget af denne Ungdom, der nu var blevet moden, og kom I ikke nu, saa kom I aldrig.
Da vendte Bladet sig i Skæbnebogen; og snart kommer Genforeningens store Sommerdag. I er Svaler paa Gennemrejse, som bebuder Sommeren. O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil! I havde Troen, eders Kvinder ikke mindst, I troede trods alt, og I bevarede den sejge, faste Villie, skønt I var de faa og de sinaa, og se, nu sker det, som I vilde.
A f Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne . . .
“Udenfor Garnisons Kirke efter Festgudstjenesten” 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919
RIGSDAGENS FORMIDDAGS-FEST FOR SØNDERJYDERNE
Efter Gudstjenesten i Garnisons Kirke drog Sønderjyderne fulgt af tætte Skarer af Københavnere til Christiansborg, hvor Rigsdagen havde indbudt dem til Frokost.
Der var dækket i den store Restaurantsal og i flere af de tilstødende Lokaler. Og Borddækningen var helt igennem fiks. En af de sønderjydske Gæster sagde da ogsaa: „Det er længe siden, vi har siddet saa godt i det!“ Og i det hele traf man i Rigsdagen de sønderjydske Gæster i et saa taknemmeligt Humør, at det gjorde det bedste Indtryk.
— Da man var naaet gennem den enkle Frokost-Menues første Ret, bød Folketingets Formand, Hr. Pedersen-Nyskov, Velkommen. Vi byder Dem — sagde Taleren — Velkommen her i Rigsdagens Hus. Og vi længes kun efter den Dag, da vi kan byde de danske Slesvigere Velkommen her i Danmark (Hør!). Med beundringsværdig Sejghed har vore Landsmænd i Sønderjylland kæmpet for og opretholdt Danskheden. Og de Unge, som vi samles med i Dag, har jo kun kæmpet for at bevare Retten til at blive i det Land, de altid har elsket.
I, vore unge Gæster, vender nu tilbage til et Land, hvor der hersker Nød og Sorg over Tusinder af Faldne, men midt i Sorgen har dog baade I og vi den Glæde, at vi er sikre paa Genforeningen. Og vi heroppe vil gøre, hvad der staar i vor Magt, for at læge de Saar, Krigen har slaaet. Vi gør det, fordi vi holder af jer og fordi vi føler os forvisset om, at Sønderjyderne — og ikke mindst de Unge — vil tilføre Danmark en national Kraft, der vil bidrage meget til at samle vort Folk saaledes, at det vil gaa en lys og lykkelig Fremtid i Møde.
Nu, i Genforeningens Glæde, vil vi mindes og takke Fædrene for det Arbejde, de har udført. Paa de Kæmper, der ligger i deres Grave, og som ikke naaede at se deres store nationale Haab opfyldt, vil vi anvende det gamle Ord:
„Den, der saar med Graad, høster med Frydesang“. De har saaet Trofasthedens og Kærlighedens Sæd. Deres rige og gode Høst vil vi nu i Fællesskab bjerge hjem til Gavn og Ære for hele det danske Folk. Gamle Danmark leve! (Stærkt Bifald.)
— Efter Frokosten besaa næsten alle de sønderjydske Gæster Rigsdagsbygningen fra øverst til nederst. Rigsdagsmedlemmerne optraadte ved denne Lejlighed selv som Ciceroner.
“Sønderjyder i Rigsdagens Læsesal” den 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919
DEN STORE RAADHUSFEST SØNDAG DEN 16. MARTS
Søndag Aften den 16. Marts — Dagen efter Ankomsten — fejrede Byen København Sønderjyderne ved en Fest i Raadhussallen.
Over 1000 Københavnere var stævnet sammen og for dem blev Aftenen en Oplevelse. Del var ikke Talerne og Sangene, der gjorde det, hvor smukke eller stemningsfyldte de end var; det var Synet af disse unge, vejrbidte Mænd, den Glæde, der straalede ud af deres Øjne, og saa Bevidstheden om alt det, disse Mennesker havde gaaet igennem.
Og saa een Ting til!
Bevidstheden om, hvor lidt vi selv har gaaet igennem i disse Krigens Aar, der skyllede Guld op paa vore Strande, Guld, der var malet af Lidelser og Smerte, Had og Vanvid hos hele den øvrige Verden.
Vi følte os saa smaa, saa ubetydelige, og vi havde vænnet os til at betragte os som disse Europas kloge Hoveder, der havde forstaaet med Behændighed at holde det hele borte fra os selv.
Ved at se disse Menneskers Glæde forstod vi, at dette var det første, det eneste, vi har gjort under denne forfærdelige Krig, første Gang, vi har evnet virkelig at skabe den Lykke, der faar et Menneske til at glemme alle udstaaede Lidelser.
Professor Vilhelm Andersen sagde i sin Tale, at der endnu var eet tomt Felt i Raadhusets Hal, hvor Aarstallet for Sønderjyllands Tilbagegivelse skulde staa, og først da var Huset færdigt. Alle, der var til Stede ved denne Fest, og som hverken har sultet eller savnet, stod det med eet klart, at der i vore egne Hjerter længe — for manges Vedkommende altfor længe — har manglet den samme Indskrift.
Vi har trængt til denne Skrift paa Væggen, og vi lærte at forstaa det den Aften i Raadhusets Sal.
Og vi saa, at der altsaa virkelig var Mennesker, der saa hen til os som Vennerne, Befrierne og Ejerne af den Lykke, som de regner for den højeste.
Og disse Mennesker gik rundt i vor Bys Hus og trykkede vore Hænder, sagde „Tak“ , og saa os ind i Øjnene, saa det varmede og fyldte os. Der steg en Hjerternes Varme op mod disse Sønderjyder og en Tak fra dette lille Land, som de vil tilhøre, og med hvilket de vil regne det for en Lykke at blande Blod, og Spørgsmaalene døde mere og mere paa vore Læber, og til Slut stod Københavner mod Sønderjyde og vidste heller ikke andet at sige, end „Tak“ .
Nationaltidende have også taget forsiden i brug til at berette om sønderjydernes første dag i København – klik her for at læse nærmere (eksternt link)
S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade. Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
DE FØRSTE SØNDERJYDSKE SOLDATERS ANKOMST TIL KØBENHAVN
Vi havde ventet at modtage dem i Foraarssol, med en broget Blomsterregn, med Festsmæld i alle røde og hvide Dannebrogsflag.
Skæbnen vilde, at det i Stedet for Foraarssol og Flag blev Byen København, der illuminerede for de første sønderjydske Soldater, der ombord paa „Primula stille stævnede ind mod Danmarks Hovedstad, hilst af en bølgende, jublende Menneskemængde.
Det gamle, irrede Kronborg, med Solflammer i alle Slotsvinduer, havde med Kanondrøn paa Kanondrøn budt Sønderjyderne det første, danske Velkommen, og ned langs en flagsmykket Kyst med rødmende Aftensol over alle sorte Foraarsmarker var man sejlet, for endelig under en Festillumination af Byen Københavns gule, røde og grønne Lys og Lanterner at glide ind i Frihavnen og modtages af dette bølgende, sorte Menneskehav:
Leve Danmark og Sønderjylland! Sønderjylland leve!
Syngende sejlede Primula ind i Frihavnen. Man kunde høre, at det var Landsmænd, der var ombord. Op i Aftenmørket steg „Der er et yndigt Land“ og bagefter lød „Kong Kristian”, mens Menneskesværmen inde paa Kajen faldt i, Gang paa Gang afbrudt af Hurraraab og det hjertelige, oprigtige: „Velkommen — Velkommen hjem!” Tusindvis af Hænder blev rakt op mod Primulas Skibsskrog — tusindvis af Hænder vilde række de sønderjydske Soldater Haanden til Goddag. De store Følelsers Tid var vendt tilbage. . . !
“Dagens Nyheders Medarbejdere gaar fra ders Motorbaad ombord i “Primula” ud for Kronborg og er de første Københavnere, der byder Sønderjyderne Velkommen” fra bogen “De Sønderjyske dage i København”, 1919
Der stod en ung Sønderjyde ved Rælingen og saa ud over denne begejstrede Menneskemængde, der strakte Hænderne op imod barn, viftede med Hatte og Lommetørklæder og lod ForaaretsBlomster regne ned over sig — og han udbrød i dette Øjeblik:
„Vi havde selvfølgelig ventet, at manne vilde tage imod os — men saa graue manne Folk som her, var der knap paa hele Slagmarken!“
Han udløste vist den almindelige Mening ombord. Det var let at se, at Sønderjyderne var overvældede af den varme Ankomst. Alle trængte frem, hilste paa dem og bød dem Velkommen.
De havde rigtig Følelsen af, at de var kommen hjem — endelig kommen hjem til gamle Danmark. . . . Langsomt trak Folk sig ud af Frihavnen og tog Opstilling helt ned til Østerbrogade. For hver Gang en Sønderjyde med det rødhvide Armbind gik forbi, lød Velkomstraabene og mange af Sønderjyderne blev baaret i Guldstol.
Overalt sang man „Der er et yndigt Land — “ og blottede ærbødigt Hovedet for Sønderjyderne. De fik, vore Landsmænd og Kammerater, en saa jublende, begejstret Modtagelse, som en Udløsning af de Følelser, der besjæler hele Nationen, maatte skabe. Det blev en Aften, som ingen af de tilstedeværende nogen Sinde vil glemme . . .
Nationaltidende have dagen efter ryddet forsiden for at berette, om sønderjydernes ankomst – klik her for at læse nærmere (eksternt link)
