Tag-arkiv: Kejser Wilhelm

4. november 1918 – Hejmdal: Tyskerne og Nordslesvig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskerne og Nordslesvig


Et Andragende, et Veto og to Opraab
Tyskerne i Holsten og Slesvig har begyndt at røre paa sig. Efter en mindre Forberedelsesild paa enkelte Steder har de ved Udgangen af den forløbne Uge pludseligt, om end langt fra uventet, fra tre forskellige Fronter paabegyndt en kraftig Offensiv mod den danske Befolkning i Nordslesvig, idet baade Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten, Den tyske Forening for det nordlige Slesvig og Det Tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig samtidigt har aabnet for deres Harme mod Tanken om Muligheden af Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark.

I Lørdags Eftermiddags modtog vi gennem Wollfs Bureay følgende Meddelelse:

Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten
har den 30. Oktober i Aar rettet følgende Andragende til den kongelige Statsregering:

“Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten holder det efter indgaaende Raadslagning endrægtig for sin Pligt at rette en indtrængende Bøn til Rigs- og Statsregeringen om nu som før med al Bestemthed at forkaste enhver som helst Afstaaelse af nordslesvigsk Jord. Slesvig-Holsten har i hele sin hidtilværende Bestaaen i Aarhundreder været en udelelig Enhed. For dets Befrielse fra Fremmedherredømmet og dets udelte Samhørighed, for Opretholdelse af tysk Sæd og Skik har Slesvig-Holstenerne i mange Aar bragt utalte Ofre og med alle tyske Stammer udgydt deres Blod i hede Kampe.

Afstaaelsen af en Del af Nordslesvig vilde atter bringe trofast prøvede Brødre under Fremmedherredømme, en Uret, der aldrig vilde kunne sones.


Dagens Nyheder


Postanvisninger til tyske Krigsfanger
i amerikanske Lejre i Frankrig er for det første endnu ikke tilladte, meddeles der officielt.

Schleswigsche Grenzpost og Telegrammet til Kejser Wilhelm
Angaaende det i Torsdags under Overskriften “For Kejser og Rige” meddelte Telegram fra det tyske Fædrelandspartis Kredsafdeling i Haderslev til Kejser Wilhelm, hvori der bl. a. udtaltes, at Affenderne hellere vilde gaa til Grunde med Kejser og Rige end leve uden Kejser og Rige og spise deres Fjenders Brød, skriver “Schleswigsche Grenzpost” i sit Nummer for i Fredags følgende:

“For at imødegaa optrædende Rygter peges der hen paa, at det for nylig bragte Telegram fra Fædrelandspartiets herværende stedlige Afdeling udelukkende er blevet meddelt refererende. “Schleswigsche Grenzpost” som saadan staar Tilkendegivelsen fjern.” 

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Torsdags bl. a. følgende Sager:
Gartner Christensens Hustru i Toftlund stod anklaget for at have overtraadt Højesteprisen for Løg i Sommer. Dommen lød formildende paa 10 Mark. Begrundet paa, at hendes Mand er i Felten, kunde hun ikke følge med i de forskellige Forordninger i Gartneriudvalget.

Frøken Kjestine Rieber fra Lundsmark fik en Bøde paa 100 Mark nedsat til 50 Mark for at være gaaet over Grænsen uden Pas.

Hjulmager Christensen i Toftlund idømtes 100 Mark i Bøde. Anklagede var rejst med Banen til Over-Jersdal, hans Rejsekuffert blev efterset af Gendarmen og beslaglagt med Indhold af Fødevarer, som han havde solgt sydpaa.

(Læs hele Hejmdal fra 4. november 1918)

18. juli 1918. “hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!” Eskildsen oplever endnu en stor offensiv.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. 15. juli startede Ludendorff endnu en stor offensiv og et par dage efter kom det franske modsvar. De havde forventet angrebet og de slog hårdt tilbage.

Alle gode Gange er tre! Ludendorff langer ud til det store Gennembrud, »Kejser-Wilhelm-Offensiven« Øst og Vest for Reims. Man behøver ikke at fortælle mig det, da jeg kommer fra Orlov. En blind kan se, hvad her forestaar. Overalt Tropper, Tropper, Tropper, Kanoner, Kanoner, Kanoner, Ammunition, Ammunition, Ammunition!

Alt staar i Offensivens Tegn. Vi afleverer al unødvendig Bagage. Ikke engang Tæppe og Kappe faar vi Lov til at føre med denne Gang; let til Bens skal vi kunne løbe lige til Paris. Vi har faaet udleveret Kort over Egnen langt bag de franske Linier, selv en Byplan over Chalons mangler ikke.

Mens vi holder Udfaldsstillingen, skal udvalgte Tropper, hos os Garden og Bajrere, bruse frem. Efter dem følger den anden Bølge, og saa bryder vi op og følger som tredje. Ludendorff er saa sikker i sin Sag, og alt er saa nøje beregnet, at vi ved, hvad Klokkeslet vi skal begynde vor, den tredje Bølges, Fremmarch.

Den 15. Juli, Klokken 1,10 om Morgenen, begynder alle Kanonrør at spy Ild og Staal. Foran os, bag os, til højre, til venstre, hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!

Vi spærrer Munden højt op, for at Trommehinden ikke skal revne. Det hyler, det piber, det bruser, det brager hen over os. Mundingsflammerne forvandler Nat til Dag. Jorden ryster, Kalken revner. Krudtdampen er saa stærk, at vi nyser i Timevis. De fornemme Gardeofficerer og de vigtige Bajrere sidder i vort Hulrum.

Kl. 4,50 stormer Infanteriet frem. De tager de sammenskudte franske Stillinger. — Mærkeligt! Ingen Folk i dem! — De stormer Cornilletbjerget. — Mystisk! Hvor er Franskmændene? — De stormer ned ad Bjerget — og saa kan det nok være, de finder Franskmænd!

De sidder tæt og uskadte i nye, pæne Stillinger hinsides Bakkedraget — og her gaar Offensiven blodigt i Staa! Ludendorff var klog; men Foch var snedig og havde denne Gang narret ham. Foch vidste paa Dag og Time, hvornaar Angrebet kom, og mens det tyske Artilleri pløjede de tomme, forreste Stillinger, sad Franskmændene et helt andet Sted, rede til at give det stakkels Infanteri en varm Modtagelse.

Dagen efter brager Kanonerne igen, og den anden Bølge sættes ind. Det franske Bolværk bryder ogsaa den. Saa giver man Afkald paa vor tredje og standser den store Sejrsoffensiv.

Slaget er tabt! Krigen er tabt!

Tre Dage efter bryder de franske Tropper frem af Skovene ved Villers-Cotterets, og fra nu af spiller Foch ud. Han fører ikke de store Slag, men han hamrer ustandseligt, her og der, indtil den tyske Linie er skør og mør, revnet, sønderslaaet, opløst. Vi sidder endnu nogle Dage i vor dybe og mørke Hule. Franskmanden tror, at det svære Batteri staar her, og overdænger os en hel Nat med 18 Centimeters Granater. Det er ingen hyggelig og rolig Nat.

Vore Døre flyver ud af Rammen, Jordrystelsen gør os søsyge. Om Morgenen er to af vore Stollenedgange skudt sammen, og 10 Mand arbejder en hel Dag for at gøre dem fri igen. Men vi havde heldigvis endnu en Reserveudgang. Ellers havde vi maattet dele Skæbne med nogle Kammerater ved Siden af, som man efter en Dags Arbejde med Hakke og Skovl fandt kvalte dernede.

Det er overhovedet alt andet end hyggeligt her dybt nede i vor natmørke og snævre »Understand«. Luften er saa tæt som i en Undervandsbaad. En daarligt brændende Petroleumslampe, uden Skærm, fyldt med en Vædske, der har en vis Lighed med Petroleum, skal erstatte Dagslyset. Har man ved Hjælp af den uundværlige elektriske Lommelygte fundet den lange Trappegang, skimter man foroven Lys og synes, at det er Maaneskin. Staar man oppe, lysblind og bleg, ser man, at det er solklar Dag. — Og saa er Hulen saa fuld af Lopper! En Nat finder jeg 16 i mit Tæppe, inden jeg kan faa Ro.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 222-224