Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 26. juli 1917,
skrevet på forpost i en
lille skov nede i Frankrig.

Min egen kære Inger! Heller ikke i går var der brev fra dig, men det skal jo nok være postvæsenets skyld. Og så skal der nok være et eller to breve til mig, når jeg i aften bliver afløst og kommer tilbage til hulen… I de sidste par dage har jeg kun skrevet et kort til dig, kære Inger, og det er fordi at jeg har været lidt træt. I forgårs, da vi igen kom herud i stillingen, måtte jeg og nogle flere straks på forpost. Og det er anstrengende en hel dag ovenpå march turen hertil og ingen søvn om natten, da vi må gå herud i mørke. Vel kan vi sove lidt herude, men det er på den bare jord i bunden af graven. Og i går var jeg endnu træt af den forrige dags gerning, og derfor fik du også kun et kort i går. Herude i den lille skov, hvor jeg er i dag på forpost, er det mere hyggeligt. Der er lavet et lille lysthus, hvor man godt kan ligge og sove lidt, det har jeg også gjort i dag. Og så bliver man straks bedre tilpas, når man får sig en lille skraber. Da det var blevet lyst i morgenstunden, satte jeg mig til at læse alle de smukke morgensange, som står i den grønne sangbog, og hvor blev jeg da glad og opmuntret derved. Sådan trøst, som der er i at læse disse smukke sange og vide, at Gud ikke er os fjern, men gerne vil høre vor bøn og tak…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 21. juli 1917

 … Den nye rigskansler, vi har fået, vil vist ikke hjælpe stort til, at vi snart får fred. Efter de indtryk, man får af aviserne, ser det ud til, at han en altysker, værre end Bethmann Hollveg. Så kan vi sige: Det bliver jo længere jo værre. Men så tror jeg heller ikke, han kommer til at råde længe. Nu skal vi se, man kan jo også gøre et skarn fortræd. Jeg huer ham ikke, siden han i foråret gav anledning til, at kornet toges fra os, det husker du nok – at revisionen var…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag morgen d.13. juli 1917

… I de sidste nætter har vi været ude at lave pigtrådsforhindringer. Og da det har været mørkt, da månen først kommer efter at vi er gået derfra, kan du vistnok tænke dig, hvordan arbejdet bliver gjort. Det er også akkordarbejde. Hver gruppe skal trække 5 ruller pigtråd. Og du kan tro, der bliver svindlet ved arbejdet, for at blive færdige. Den første aften blev tråden klippet over og halve ruller kastet bort, men det blev vore foresatte kloge på og så må vi aflevere de tomme ruller. Så på den måde kan der ikke snydes, men så bliver det på en anden måde. Da det er mørkt, kan de ikke se, hvordan arbejdet bliver udført, og om dagen kan de ikke komme derud. Så forstår du nok, hvordan det går.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 8. juli

Kæreste Jørgen

! … Jeg har regnet ud på, om du ikke skulle være bleven afløst i forreste linie nu, for der er jo alligevel fare derude. Så jeg vil da være glad ved at høre, at du er kommet lidt tilbage. Du fortæller om ham, som blev ramt ved at bære middagsmad ud…

I formiddags kom Karen Ellegård her et lille øjeblik efter kirketid. Hun bød meget på mig og børnene, at vi skulle komme derop en dag og så med det samme ned til vandet. Hendes børn bader hver dag. Det vil vi nu også gerne da, for det kan da være en fornøjelse for børnene. Hun har også søgt om at få Thomas hjem i 3 måneder; men han mente, at det var blevet afslået ved komp. Han er jo i Galicien, og der er det jo galt nu. Kirkeklokken er taget ned nu og er slået i stykker. Nu hører vi aldrig, at Bendix ringer morgen og aften, for den lille klokke kan jo kun høres i stille vejr, og når vinden bærer med. Hvor er det underligt, som alting biir småt og fattigt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 7. juli 1917

Min egen kære Inger!

… Jeg skulle spørge dig fra Schmidt, hvis kone du har sendt smør, om du måske kunne sende hende lidt »Fettigkeiten«, flæsk eller smør eller hvadsomhelst. Han og feldweblen får orlov i slutningen af denne måned, og så ville han gerne have, om du kunne sende dem lidt. Han vil så gå hen og sælge F. noget deraf. De er begge fra Hamborg, og der er slet intet at få, siger han. Nu kan du tænke over det, kære Inger. Hvis du kan afse noget, kan du sende det, men ellers skal du ikke bekymre dig mere derfor, for jeg har ikke lovet ham noget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag, d. 5. Juli

I dag var der endelig både brev og kort fra dig. I de tre sidste dage har jeg jo ikke hørt fra dig, så du kan nok tænke dig, at jeg blev glad ved at høre, at der ellers ikke var noget i vejen der. Jeg vidste jo nok, at du var kommen ud i stillingen… Nu har vi fået os en malkerøgter igen. Han er russisk undersåt, men kan tale dansk. Han har været hos Jens Jensens i Gammelby, så jeg ringede Mag- dalene J. op, inden jeg fæstede ham. Hun sagde, at han var dygtig, så for den sag kumae det godt gå, men han kunne ikke så godt komme ud af det med de andre folk der hos hende. Nu får vi jo se, hvordan det går. Nu når der biir travlt til høst, kan det jo være godt nok at have ham. Han er lejet sådan, at han også skal hjælpe ved andet. Vil han så afsted, tager Sara og jeg jo fat igen. Han skal have 150 M. om måneden, og måske kommer du hjem altimens…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 4. juli 1917

Vi har i dag haft et tab i kompagniet, idet vi i dag har haft en død ved at hente middagsmad. Han og to mere er gået for tidlig op af graven, og straks har englænderne skudt på dem med schrapnel- ler, og derved blev den ene ramt i halsen og var straks død. Havde de gået lidt længere ned, kunne de uhindret være gået til køkkenet. Ja, sådan er det, af skade bliver man klog. Men det var ellers noget, vi vidste, at såsnart vi gik op af graven der, blev vi beskudt. Det har gjort indtryk på kammeraterne, for her hvor stillingen er rolig, er det jo ikke en hverdagsbegivenhed…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 2. juli 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for dit brev fra d. 27. juni, som jeg fik i går aftes. Vi får altid posten om aftenen lidt før, vi skal på vagt eller til arbejde. Hver anden nat er vi på vagt, og den næste nat arbejder vi. Hvor er en sådan nat da lang, fra det begynder at blive mørkt, og til det begynder at blive dag igen. Fra vi går hjemmefra eller fra hulen og til vi kommer tilbage er der gået over 6 timer. Og så står man der på et sted den hele lange nat, og mørket bliver tættere og tættere indtil Kl. 31/2. Så begynder dagen igen at lyse, og lidt efter begynder fuglene at synge. Det er især lærken, som lader sig høre. Hvor glæder man sig, når afløsningen så kommer, og man kan liste af hjemad igen. Det kan jo endda sagtens gå an, når der bare er roligt derude, og det har det næsten altid været. Der er nok nogle maskingeværer, som knatrer uafladelig næsten hele natten, og kuglerne kommer pibende hen over hovedet på os, men når man bare bliver i graven, så er faren ikke så stor. Vel hører man kuglerne slå ned i jorden med et lille klask bagved os, hvor jorden hæver sig. Der er jo ikke tale om, at der sigtes efter nogen. Maskingeværerne sprøjter kuglerne ud på lykke og fromme, og det er vist meget sjældent, at en kugle rammer nogen. Det er for at forurolige modstanderen, at der skydes. Værre er granaterne og schrapnellerne, men i de sidste nætter er de slet ikke blevet brugt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 2. juli 1917

Min egen kære Jørgen! Nu er dat så igen ude i stillingen. Det var ellers ikke længe, I var i R. denne gang; og helt rolig uden skydning er der jo sagtens ikke. Men som du skriver, går du ikke ene, du tager din Gud med dig, og han vil også nok bevare dig denne gang. I dag var der ingen brev fra dig, men jeg kan jo nok mærke, at det er lidt mere uregelmæssigt, når du er der forude. Nu glæder jeg mig til at høre fra dig i morgen. Det har været det dejligste solskin og sommer i dag, og Sine Skrøder har været her helt fra i morges. Hun karter uld, mor sidder ude hos hende i haven og ripper det fra hinanden. Jeg har omtrent 9 pd. uld, så det kan da give garn til strømper. Jeg har også lovet pigerne hver et pd., for det er jo helt umulig for dem at opdrive garn til strømper, og de slider jo da hver dag. Sine kommer i morgen igen, det er helt morsomt at have hende i nogle dage, og hun vil gerne ud. Jeg er jo alligevel mere bundet nu, da jeg malker, så er det rart, når der kommer nogen. I går eftermiddag var Hans Jacob og Kristian her. De var til fødselsdag hos Joh. Bramsens. H.J. ser godt ud og var jo så glad ved at være hjemme, men frygtelig havde det jo været der ved »Chemin des Dames«. Det var jo ikke til at fortælle…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21. juni 1917

Mange tak for dit brev fra sidste lørdag d. 16. Du har altså igen gjort et forsøg på at få mig hjem, og det er jo også godt. Du plejer at hænge i, når du får begyndt. Men det kumae da være, at det kunne lykkes med den første ansøgning. Da vi i forgårs kom tilbage her til R., traf jeg straks Suhr, og han fortalte, at ansøgningen for et par dage siden var nået til kompagniet og der blevet anbefalet og sendt videre. Nu skal vi så se, hvad det kan blive til. Suhr mente, at det måske kumae lykkes, men andet ved han jo heller ikke. Ansøgningen går til bataljonsregimentet og vel også til divisionen, måske videre. Så det er en lang vej, inden den når målet. Jeg synes da, det er et godt tegn, at den er blevet anbefalet af kompagniet. Vi vil altså håbe det bedste, kære Inger. Ja, jeg kan forstå, at det er naeget nødvendigt, at jeg kommer hjem, for arbejdet kan snart vokse jer over hovedet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag efterm. d. 17.6.1917

Min egen kære Inger! I morgenstunden blev vi vækket kl. 6 og måtte straks op at pakke vore sager sammen og så afsted, men det hele var kun blind alarm. Det vidste vi nok i forvejen. Det var majoren, som er regimentskommandør, der ville fortælle os, hvordan vi skulle forholde os, hvis engelskmændene skulle bryde ind i vor stilling. Det var efter vor mening noget meningsløst, han der stod og fortalte os. Eller i hvert fald var det nok, når han havde fortalt vore officerer det. Det var meget varmt, og vi svedte, så vandet løb af os. Vi havde tornyster pakket med mantel og telt og en stor spade. Desuden havde vi laver 10 håndgranater at slæbe på. Det hele varede nu ikke så ret længe, men jeg synes da, at de gerne kunne lade os i fred sålænge vi er her ude i stillingen. Men Gudskelov at det hele kun var blind alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 16 juni 1917.

Min kære Jørgen! Nu skal jeg skynde mig at skrive til dig, inden vi skal hen at malke, for den malkerøgter, som vi fik, er rejst igen. Han var her i fem dage og 2 gange var han syg. Så syntes han selv, at han ville afsted, og det var vi såmænd heller ikke kede af. Han fik 27 M 50 for de par dage. Nu lige var der igen en fra fæstemanden; men nu er jeg så klog ikke at fæste dem med det samme. Jeg sagde, at jeg ville tale med Jens Friis om det. Alt imens kom han så til at sige, at han havde været hos Peter Ravns sidste vinter. Jeg tænker, det er ham, som kun er en lille tid og så tilsidst melder folk for et eller andet, som han mener at have opdaget. Så jeg var glad ved, at jeg ikke gik på den straks med at leje ham. I aften vil jeg spørge Kristian Juhl ad, hvad hans navn var. I formiddag har jeg været i Haderslev. Nu får jeg en ny ansøgning sendt bagefter den anden om en længere orlov. Det var Fedder, som fik mig afsted. Jeg skulle absolut have været med første tog, men skulle jo da først have malket, og en god davre kan jeg også nok have. Så cyklede jeg, og traf da også manden hjemme. Når den ene ansøgning ikke vil hjælpe, så gør no. 2 måske, vi mangler dig i hvert fald meget herhjemme. Hans har meget om ørerne, postens roer har han sået om, og i dag sår han malerens om. Det er vel tvivlsomt, at vore kan stå sig, så det hele ser vidtløftigt ud…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13. Juni 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for brevet fra årsdagen for vort bryllup. Det er en smuk morgensang, du begyndte dagen med. Takke Gud for natten, som er gået, og du kan stå op frisk og sund og gå til din gerning. Ja, man kan nok blive oplivet ved at stå tidligt op og komme ud i naturen. Sådan går det også mig, for her hvor vi f.t. er, er der også smukt. Krigen har endnu ikke hærget så slemt her, og naturen søger at bøde på skaden, så godt den kan. Det er en skovegn, vi befinder os i, men alle træerne er afhuggede. Det ville jo ikke have set godt ud om vinteren, men nu i foråret er der skudt små buske op overalt, og græsset er langt og frodigt, så det er helt kønt her endda. Der har gået en jernbane her forbi, men skinnerne er brudt op og svellerne ligeledes, så der kun er banedæmningen tilbage. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed, heller ikke granathullerne. Jernbanen har gået nede i en lavning imellem to skrænter, og vor hule er lavet ind i den ene skrænt. Nej, vor bryllupsdag har jeg ikke glemt, kære Inger, jeg tror næsten vi har haft de samme tanker sidst på vor højtidsdag…

Nu har du altså fæstet en malkerøgter, og som du skriver, er det en meget stor løn, men der er jo ikke andet at gøre, vi er jo nødt til at have folk på gården, men ellers bliver det for dyrt at holde køer. Når han nu bare endda vil passe dem godt, så får det at hjælpe sig med lønnen. Hvad er det for en karl, da han sådan tager plads i utide. Han kan jo vist også hjælpe karlene ved andet arbejde…

I går og i dag har vi haft to gode dage, siden vi er kommet lidt længere tilbage, og vi har sovet hele natten. Det er noget andet end at stå på vagt i 5 timer fra det bliver mørkt og til det lysner af dag uden at blive afløst.

Der er så mange jordbær her på egnen, Lund og flere har været ude at plukke. Nogle af dem har plukket en hel »Kochgeschirr« fuld. Det er dejligt med jordbær, men det er af de små, så det er et sent arbejde.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag 31. maj

Min egen kære Jørgen! … I dag har jeg også fået skrevet til Hans Jakob. Han har fødselsdag på mandag, d. 4. juni. Andreas ringede op i dag og fortalte, at de rejser op til ham i Trier på lørdag. Han kan ingen orlov få fra lazarettet, og han var bange for, at han skulle udskrives nu med det første. Og så ville han gerne se sin far og mor først. Det er jo en skuffelse, at han ikke får orlov, det havde de så bestemt ventet. Valborg, Marie og Christian skulle ellers have været til Roost i de dage, men nu blev det så opsat til en søndag længere hen. – Hvad tror du, vi skal gøre ved det med den malkning. Jeg er bange for, at det ikke rigtig var Saras mening, at hun ville malke, og helt alene kan jeg vist ikke. Ja, hun skal jo nok gøre det nu foreløbig, men jeg er alligevel lidt ked af det. Det nytter heller ikke meget at skrive det til dig, for du kan jo ikke hjælpe mig…

 Der er kommet fire kreaturer fra Nordskov ned på engen i Bilidt. Der er rigelig græs nu. Jeg har slet ikke været nede at se til dem i Bojskov. Min cykel er ikke i orden endnu. Det kan vist være slemt nok at få et nyt stykke ventilgummi. – Jeg længes meget efter dig, min kære, kære Jørgen, der er så meget der trykker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 23. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu er jeg altså kommet ud i stillingen, men vi ligger ikke i første stilling. Og i den tid, jeg har været her, har det været meget roligt. Det værste er at få plads nede i hulen, det er overfyldt alle steder. Feldweblen kunne lige så godt have ladet mig blive der, hvor han er, for herude er der ikke meget at gøre alligevel, og komp. kommer nok tilbage om kort tid.

Jeg har lige talt med Lund, han ligger nede i hulen og sover. Han havde fået æggene, vi sendte ham, i går. Han var glad ved, at vi tænkte på ham. Nu skal du høre, hvordan det gik med smørret, jeg havde med. Feldweblen ville intet have, og så vil jeg heller ikke prøve det det andet sted. De kunne vel ellers godt bruge lidt »Fettigkeiten«, men det må jo ikke være, og så er det en skam at nøde godt i ondt, som man siger. Det havde været bedre at være hjemme hos jer, kære Inger. Det var gode dage, vi havde sammen, men når det endda kan blive ved at være lige så roligt, som det er her, så kan det endda gå an.

Og så håber vi, at det må lykkes for mig at komme hjem til jer igen inden alt for længe, jeg tænker på ansøgningen. Fedder har jo vist været ude at tale med Thaysen, hvad mon han har sagt?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 4. maj 1917

Min kære Jørgen! …De har straks sagt dig det om den efterorlov, du ikke fik, men som var dig tiltænkt; men hvorfor kunne du så ikke med det samme rejse hjem igen. Det kan jeg ikke forstå, det var da altid bedre end at være der. Ja, det kan jo nu ikke nytte at ærgre sig over det, for nu er det for sent, men det kunne ellers have været en god uge for os alle herhjemme. Men ellers må vi jo være glade ved, at du har været hjemme i den tid, dit kompagni har været for. Hvor har de dog lidt meget. At tænke sig, at halvdelen af den flok på de fotografier, du har, er borte. Og Koch, det var jo ham, du holdt mest af. Den tanke ligger jo så nær, hvordan mon det kunne være gået dig, hvis du ikke havde været hjemme, men været med de andre derude. Gud ske tak for, at du slap fri for alt dette denne gang. Måske du også herefter kan blive bevaret, det er jo da altid vor bøn. – Hans Hansen fra Stenderup er død i Vitry og ligger begravet der…

Du skriver, om Louise er lidt ked af at gå i skole. Ja, det fortalte jeg dig jo om i mit brev fra i går. Det går jo så meget godt for os, endnu da. I morges var hun lidt ked af det. Hun klagede sig, at hun havde ondt i halsen, hun ville i seng igen. Så lå hun en halv times tid længere, men så fik jeg hende snakket for, jeg kunne jo nok mærke, at det var ikke så slemt. Hun græd så lidt over, at hun ikke kunne huske, hvad dør og vindue hed på tysk. Se, det var jo nu en stor modgang for hende, lille pige, men jeg trøstede hende, og så gik vi med hende ned til kroen, Agnete, Kirstine og jeg, så ville hun selv gå resten. Det skal ellers nok gå, det er jeg ikke bange for…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu har jeg en rigtig glædelig meddelelse til dig, der er tilstået mig efterorlov i 14 dage fra d. 6. maj. Jeg rejser herfra den 4., men ved jo ikke, når jeg kan være i Haderslev. Jeg skal nok sende telegram enten fra Hamborg eller Flensborg…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag morgen d. 30.4.1917

Min egen kære Inger! … Da jeg kom hertil i går aftes kl. 9 sagde skriveren, at jeg var kommet for tidligt, for der var tilstået mig en efterorlov på 8 dage, til 5. maj. Det var da meget kedeligt, at vi ikke fik telegrammet sendt afsted noget før. Men det er jo min egen skyld, for jeg troede ikke, at det kunne nytte, men nu får jeg selv lide derfor og du jo også, min kære gode Inger. Hvor ville jeg gerne have blevet hjemme hos dig og vore små piger, så kunne jeg have fulgt lille Louise til skole i morgen. Nu går du vel med hende, den lille pige. Hun er vel ikke rigtig glad for at komme i skole, men det skal nok gå for hende. Hun skal nok kunne følge med. Rejsen hertil tog lang tid for mig, for jeg kørte hele tiden med persontog, og forbindelsen var ikke så god, men jeg trøstede mig med, at jeg let kom tidligt nok. Der var heller ingen, der sagde noget, fordi jeg kom to dage for sent. Feldweblen sagde rigtignok, at han troede, jeg ikke kom mere, men det var vel fordi, jeg søgte om at få efterorlov. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke ville tegne et nyt krigslån, men jeg fortalte ham jo, at jeg allerede havde tegnet på sidste krigslån. Ja, når jeg kunne komme hjem til jer nu snart og blive hjemme f.eks. som opsynsmand over russerne, så var det noget andet, om det så skulle koste 2 eller 3000 M, men det er jo vist helt umuligt. Vi ligger nu i reserve i en by langt bagved fronten, men man ved jo aldrig, hvor længe det kan vare, for det går jo hårdt til hernede. Også vort komp. har mistet mange, både døde og sårede. Den gruppe, hvortil jeg hørte, har lidt særlig meget. Min underofficer Sierck og Koch, samt to mand mere, er døde, desuden mange flere af komp. Nu får vi snart forstærkning og så går det vel snart løs igen. Dog kommer vi ikke derhen, hvor de var sidst…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, den 27. marts 17

Min egen kære Jørgen! Det var et dejligt brev, jeg fik fra dig i dag, fra den 23. marts. Mon det da virkelig skulle give orlov. Ja, det ser jo næsten ud efter det, når den så blot ikke må blive alt for kort. Jeg tænker nok, du kan træffe H.C. herhjemme, han har vistnok orlov til tæt henimod maj. Hvor kunne det være rart for jer at se og tale med hinanden. I har jo da ikke set hinanden, siden I skiltes den aften i Husum. Da var det trist. Og et godt kvarter har du jo også nu. Det må rigtignok være en flink kone, at hun sådan vil vaske og stoppe for soldater, som hun ellers slet ikke kender. Det var vi andre næppe kommet i tanker om, hvis det var os, som skulle have huset fuld af »fjender«…

I eftermiddag får vi en russer. Hans vil nu prøve, om han kan lære ham at malke. Hvis det lykkes, skal han jo så passe kreaturerne, og så vil Hans have en daglejer foruden. Jeg synes, det er mange karle, 4, men sådan som i vinter kan det jo heller ikke gå. Så biir de bagefter med arbejdet, og det vil Hans helst ikke være. Men nu sørger jeg ikke så meget for alt det, for når du kommer hjem, kan I jo tale om det, og så får vi så meget ordnet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 20.3.1917

Min egen kære Inger! Som jeg skrev til børnene i går, skal du nu ikke gå og være urolig for mig, for nu får vi det nok godt en tid, da vi ikke er ved fronten længere. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive, men det gør jo også mindre til sagen… I dag har vi regnvejr, og det er koldt, men det gør ikke så meget, da vi her har husly. Forleden nat gik vi i 7 timer. Det var strengt, men det var godt, at det gik den vej. Vi bor i et »Estaminet«, et gæstgiversted eller beværtning. Det er så fuldt, så folkene næsten ikke kan røre sig for os, men det lader til, at de finder dem helt godt deri, og der er jo heller intet andet at gøre for dem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 20.3.17.

… Jeg venter meget efter at høre fra dig nu, der har ingen brev været siden lørdag, og efter hvad der står i aviserne, har det igen været galt på den egn, hvor du er. Det er mere uroligt rundt omkring nu, som nu med revolutionen i Rusland. Når bare dette kunne være begyndelsen til enden, så vi måske kunne øjne freden. På en eller anden måde må den jo da komme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 12.3.17

Min kæreste Jørgen! …Når blot jeg vidste, at du har det nogenlunde godt, kære, men nu er du jo i stillingen igen, og så kan jeg aldrig være rolig. Det eneste og bedste råd er bønnen. Det ved vi så godt, og dog kniber det så tit med rigtig at bruge det. – Der var både kort og brev fra dig i dag, fra den 6. marts og fra den 8.3., ude fra stillingen vel. I morgen sender vi en ny ansøgning for dig, så du skal vist ikke spørge om orlov til Flensborg. Lad os hellere vente at se, om den sidste vil hjælpe. Nu skal »kommissionen«, Kr. Juhl, Joh. Bramsen og Eickemejer prøve at søge. Det har hjulpet flere steder, det vil sige i andre kommuner. Kr. Thuesen er kommen hjem på orlov igen. Det blev ikke denne gang, at han kom til Rumænien, heldigvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 9. marts 1917

Hvor er jeg da glad for de lys, du sendte mig. I dag har jeg et i brug for første gang, og det er ligefrem en fryd at have det tændt. Tænk dig at sidde nede i en hule, hvor dagslyset slet ikke kan trænge ned. Så forstår du min glæde ved dine gode lys. De har vist været meget dyre, for jeg købte et lille lys for nogen tid siden til 60 Pg. Det var ikke nær halvt så stort som disse her.

Ja, jeg er altså igen i skyttegraven og ligger foran M. Her har vi en ny stilling med gode grave og huler, og englænderne er langt herfra, da de ingen grave har. Så jeg tror, at det bliver mere roligt hos os denne gang. Nu er der vist gået nogle dage, siden du sidst har hørt fra mig. Men når- vi flytter, og ligeledes når jeg er herude, så kan jeg ikke få post sendt afsted hver dag. Og så vil jeg bede dig om ikke at blive urolig for mig, kære Inger, når det ikke går så regelmæssig med skrivningen. Jeg har det jo ellers ved det gamle. Om natten står jeg på vagt hver 2 timer, fra 7-9 og 11-1 og så fremdeles. Men så kan vi også sove hele dagen, for da står vi kun hver 1½ time i det hele. Jeg står og skriver her ved min seng, om man ellers kan kalde den sådan, da det kun er 3 brædder at ligge på. Lejerne er slået op tre oven hinanden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 27.2.1917

Min kære Jørgen! Tak for de to breve, jeg fik i dag, fra den 22. og 23. Det var rigtignok en skuffelse, at du ikke kunne få orlov. Hvor kan det dog være, og hvor ligger skylden. Vor by her har jo sikkert et dårligt rygte på sig, og det må jo da være fulgt med ansøgningerne her hjemmefra, for det kan dine foresatte da ikke vide deroppe. Hvis det ikke skulle hjælpe med den næste ansøgning, synes jeg da også, at du skal søge orlov til Flensborg, eller måske Husum, men dertil er jo endda et stykke længere at rejse end til Flensborg. Ellers kunne det være helt hyggeligt at bo hos fru Petersen. Og jeg skal sige dig, enten vi bor hos private eller på et hotel, skal vi selv have alle fødevarerne med hjemmefra. De har ikke noget at undvære i byerne. Det kan jeg også sagtens, når jeg retter mig ind efter det. Marie Rasmussen fra Kabdrup og flere koner har besøgt deres mænd i Altona, de havde alt muligt med selv..

Torsdag d. 1. marts 1917 … Så var Fedders og Eriksens her også, jeg skulle jo hilse dig fra dem alle. Fra Henriette Thomsens skal jeg også hilse dig, jeg var der inde en lille tid i formiddag. Jeg var ude på kredshuset alligevel for at tale med Bonnichsen om at få en russer. Nu har jeg været tre steder, så skulle man tro, det kunne hjælpe. Mathias Knudsen måtte med denne gang, han er nok kommet til Rendsborg, og Jens Krog til Schwerin, og Hans Bang til Elsass, degn Klausen til Posen… Vil du ikke hellere søge om orlov til Flensborg straks, det synes de alle herhjemme var det rigtige. Så får du nok orlov helt hjem, som du jo også skriver om. Jeg rejser i hvert fald til Flensborg og tager imod dig, hvis jeg tidsnok får det at vide. Den anden ansøgning har jeg ikke megen tillid til, da du jo er Kjkrigsduelig]…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

23.2.1917. Fredag

Min kære Jørgen! …Du kan tro, jeg blev glad ved at høre, at du var i god behold bag ved fronten. For der står jo i aviserne, at Miraumont er taget, og en hel del fanger, 286 og nogle officerer. Det har været slemt for dem, der løste jer af, men når de ellers er kommen godt i fangenskab uden at være såret, er de fri for mange strabadser, og i fare er de da heller ikke. Jeg har straks fundet byen, hvor du nu er, på kortet.

Hvor kan den ansøgning da nu være bleven af. Det er skammelig, at den bliver liggende herhjemme, for her må skylden jo da ligge. Jeg vil tale med Thaysen om, hvordan det kan hænge sammen. I går slagtede vi det ene svin, så nu har vi rigtig noget i huset igen, og nu sender jeg jo dig lidt af alle slags. Vi leverede også kvien i går, den der var taget til militæret, men da Hans kom til Sil- lerup med den, der skulle de vejes, viste det sig, at den var med kalv. Så kom han jo hjem med den igen, og så fik de en anden. Måske Rasmus Jensen vil købe nogle kalvekvier her; har Jens talt om; og så vil Mårtens jo vist have nogle af de andre, som skal sælges, til at græsse i sommer. Nu er det, som om jeg efterhånden kommer lidt mere ind i det, men det kommer vel nok af, at man tvinges til at have interesse for det. Sofie og jeg var jo da også med ude i stalden forleden dag.

Tak for dine gode ønsker til min fødselsdag. Vi ved ikke, hvad der skal ske i det nye år. Det jeg mest ønsker er at få dig hjem, sund på legeme og sjæl, og det tror jeg da nu også nok, at du gør. Nu er du undsluppet farerne mange gange, så vi har lov til at tro, at Vorherre har holdt hånd over dig, og det skal vi jo også huske at takke for. I går var jeg lidt urolig. Jeg tænkte, at du måske alligevel ikke var blevet afløst, og når du så havde været i Miraumont, var det jo ikke godt at vide, hvordan det kunne være gået. Men nu er den sorg jo så slukket foreløbig da…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.