Tag-arkiv: Chaudion

27. oktober 1918. “Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Omkring Inaumont hvor Eskildsen og hans kammerater befinder sig, var de vidne til luftkamp. Desuden tog en af de mere prominente generaler sin afsked i disse dage.

Franskmanden prøver paa at indgyde os Skræk ved at. demonstrere sin store Overlegenhed i Luften. Den 27. Oktober har vi en ejendommelig Søndagsforestilling.

Hele Himlen er oversaaet af franske Flyvemaskiner, ialt vel nok 100. Tyske Flyvere saa vi i de sidste Maaneder kun, naar Luften var ren. Men denne Gang vover et Par Tyskere sig i Lag med Fjendens Bagtrop. Lige over vore Hoveder udfægtes der en kort Kamp. Den ene tyske Maskine begynder at falde, retter sig igen, begynder at brænde.

Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm, lige efter nok en. De suser ned gennem Luften, Kroppen slaar Kolbøtter, drejer sig, suser videre. Vi ser dem bevæge Arme og Ben, vi ser den enes Halssjal staa lodret i Vejret og den andens Hue komme dansende langt bagefter. — Tæt ved Byen falder de ned.

Vore Ordonnanser kommer tilbage og melder: »Det var en tysk Officer og en Underofficer.« Saa meget var endnu at skelne.

To Dage senere tæller vi 130 franske Flyvere i Luften paa een Gang. De svæver langsomt, fornemt videre. Man fortæller lidt efter, at de har ødelagt et Par Landsbyer bag os, at de derved har dræbt mellem 100 og 200 Mennesker, at ogsaa Byen Chaudion er lagt i Ruiner og andet.

Vi kontrollerer ikke, om det er sandt. Vi har nok af det, vi har set. Denne Gang er en fransk Efternøler skudt i Brand, de to Mand er slynget ud og har maattet gøre den rasende Dødsrejse ned gennem Luften.

Den diplomatiske Kamp gaar videre. Fronten følger den ikke med den Spænding, man kunde vente. »Det er os alt sammen ligegyldigt, bare vi snart faar Fred!« siger alle. — Fronten er træt. Det rørte ingen, da Kejseren den 7. Oktober lod forkynde: »Jeg har tilbudt Fjenderne Freden, men jeg lover Eder, at det kun skal blive en ærefuld Fred!« — »Ærefuld eller ikke, bare vi faar Fred!«

— Det rørte ingen, da den stedfortrædende Kommandør v. Schoenermarck — Major Schmidts var paa Orlov — Ugedagen derefter i et ildfuldt Opraab søgte at rette paa Stemningen: »Den almindelige politiske Situation viser klart, at vi intet opnaar med Vaabenstilstands- eller Fredstanker og Tilbagetog. Fjenden bliver kun mere og mere kaalhøgen derved.

Vi bør vise ham, at vi ikke betragter vor Sag som tabt. Handlingens Lov maa blive paa vor Side. Bort med Fredstilbudets skadelige Indflydelser og de dertil knyttede Forventninger om Vaabenstilstand og Fred! Vi kæmper videre!« 

— »Ja, gamle Schoenermarck, vi skal nok holde Stillingen! Men Fredstankerne kan du ikke holde ude — Bare vi faar Fred!«

Den 27. afskediges Ludendorff.  

»Hvad bryder vi os om Kejser, Major og Ludendorff! Vi er trætte! Bare vi faar Fred!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 240-243

22. oktober 1918. “Han var den bedste af os alle. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og resten af skriverne rykkede ind i et hus omkring Inaumont, mens stillingen ved Aisne blev holdt med næb og kløer. Her oplevede Eskildsen et hårdt tab.

Det er en spændende Slutspurt! Foch vil rive den militære Sejr til sig. Tyskerne kæmper haardnakket for mildere Vaabenstilstands- og Fredsbetingelser.

Aisnestillingen skal holdes ved et sidste Krafttag. Der spærres af for al Orlov, — meget trist for Heinz og Willandsen, som skulde rejse den 15. Nu kan Willandsen ikke den 20. fejre Kærestens Fødselsdag hjemme, som han havde glædet sig saa meget til!

To Dage ligger vi i Chaudion. Saa flytter vi til Herbigny, 12 Kilometer længere mod Nordøst. Vor Division overtager et Afsnit af Aisnestillingen umiddelbart Vest for Rethel. Staben flytter efter to Dages Ophold i Herbigny til Byen Inaumont, 6 Kilometer nærmere mod Fronten, omtrent lige saa langt bag Aisnefloden.

Disse idelige Kvarterforandringer er forfærdelige for Skriverne. Der er saa uhyre meget, der skal pakkes sammen og sættes paa Plads igen, og megen kostbar Arbejdstid spildes. Vi maa tage Nætterne til Hjælp for at holde Bordet rent for ufærdige Arbejder.

Her i Inaumont faar vi omsider Ro. En af os faar den evige Ro! Vi bor i et pænt Hus ved Vejkrydset midt i Byen. — Det er dumt, man skal i Felten undgaa alle Vej- og Gadekryds! — Paa første Sal bor Adjutanten, Løjtnant Seyderhelm. I Stuen sidder Skriverne til højre for Døren, Tegnerne til venstre.

Siden den 14. har Franskmændene rendt Panden mod Aisnestillingen. Vore Folk har ikke vanskeligt ved at holde den. Den 22. om Formiddagen telefoneres der: »Om en Time kan vi vente Generalstormen!« Vi ler og laver Vittigheder med. »Generalstormen«; vore Folk skal nok klare den.

Willandsen beder om Tilladelse til at. besøge en Ven i Justine. Han vender om i Døren og siger: »Jeg vil hellere vente til efter Middag.« Timen er gaaet. Batteriet bag os knalder løs for at holde Franskmændene nede. De franske Artillerister begynder at svare.

Det første Skud gaar ned i et Hus i Nabolaget. Løjtnanten forsvinder ned i Kælderen, og Matthiesen gør ham Selskab. Vi andre lader os ikke forstyrre. Vi har saa tit arbejdet under Granatild. Den anden Granat sidder i Skrivestuen! Den eksploderer i Løjtnantens Værelse over os, og Bjælker og Loftsbrædder ramler ned.

Vi springer op. Vi hører Rautenstrauch skrige og løber ind i Stuen ved Siden af. I Døren møder vi Rautenstrauch, overdækket af Kalk og Støv, sanseløs af Skræk.

Paa Gulvet ligger Willandsen. Vi slæber ham gennem Røg, Støv, Skaar og Splinter ind til os.

Han er død!

Den nedstyrtende Bjælke har knust hans Hjerneskal.

Det var ham, jeg holdt mest af! Han var saa ren og god som et Barn, lige saa godmodig, som han var stor og stærk, flittig og omhyggelig ved sit Arbejde, en stram Soldat, naar Pligten kaldte. Han var den bedste af os alle.

Derfor var det vel, at Granaten søgte ham. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt. Vi sørger alle oprigtigt over vor Kammerat og Ven. Det er et haardt Budskab, jeg maa sende Forældrene i Flensborg og Kæresten ude i Holbøl Sogn.

Løjtnanten sørger paa sin Vis. Alle hans smukke Sager har Granaten ødelagt! Willandsen skænker han ikke en Tanke. Men saa vejrer han Chancen. Vi maa lave en lang Liste over de ødelagte Ting. Han faar 1700 Mark i Skadeserstatning, rejser til Køln for at købe nyt og morer sig der et Par Dage.

Paa Kirkegaarden i Justine begraver vi Dagen efter vor gode Willandsen, lægger Kranse paa hans sidste Hvilested og rejser Korset over det. Om Aftenen prøver Franskmanden paa at sende os bagefter.

En Flyver kaster en Kæmpebombe tæt ved, saa hele Huset bogstaveligt vakler. Lidt efter falder der en hel Kæde af Bomber ned over Inaumont. Vi sidder i Kælderen og tager ingen Skade. Vi lærte til sidst at blive forsigtige!

Generalstormen er afslaaet. Stillingen ved Aisne udbygges, som vore Folk har gjort det saa tit og saa mange Steder.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 239-241

14. oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tilbagetoget ved Avaux, håbede Eskildsen på et mindre ophold i ødelæggelserne, men han tog desværre fejl.

Allerede næste Nat skal Tilbagetoget fortsættes. Om Formiddagen møder Pionererne og begynder at forgifte Brøndene og lægge Sprængladninger i Husene.

— »Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!«

— Vi faar dem til at udsætte dette modbydelige Arbejde til henimod Aften. — Om Eftermiddagen stikker de Ild i et stort Depot. Branden springer over paa Byen.

Vi maa igen flygte midt paa Eftermiddagen. I Gaar sprængte man os ud af Avaux, i Dag ryger man os ud af Villers.

Saadan er det at være Bagtrop paa et Tilbagetog! Vi gløder af Harme over disse Ødelæggelser, som Kronprinsens Hærgruppe har anordnet!

Jeg talte i disse Dage med Officerer og Menige fra alle mulige Divisioner, fra alle Tysklands Egne. De følte alle den dybeste Skam, den bitreste Harme over denne vilde Røverfærd. Vi fandt kun een Forklaring, en frygtelig Mistanke: Militæret agtede at krydse Diplomatiets Fredsplaner, Militæret vilde ødelægge den Fredsstemning, som Prins Max søgte at skabe!

Den 14. Oktober gav Wilson Svaret: »Vi taler ikke om Vaabenstilstand, saa længe Ubaadene sænker fredelige Skibe, og Tropperne sprænger og brænder Landsbyerne!«

Tyskerne besætter Stillingen ved Aisne. Der udskilles Reserver. Ogsaa vor Division er Reserve. Vi marcherer om Natten fra Villers tilbage til Chaudion, 10 Kilometer Nordvest for Rethel.

Det er vor uhyggeligste Nat. Fodfolk, Ryttere, Vogne, Kanoner haster nordpaa i klaskende Regn, mens Himlen er oplyst af brændende Landsbyer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 237-238