Tag-arkiv: Braine

Den sønderjyske kirkegård, Braine, Frankrig

Senest ændret den 16. juni 2023 11:35

Det er i dag Valdemarsdag den 15. juni.
Dermed er det 10 år siden Den sønderjyske Kirkegård i Braine blev genindviet efter en større renovering, hvor der blev opsat 12  mindetavler med navne på 5,333 navne på faldne med tilknytning til det sønderjyske område.
Navnene på de faldne blev fundet i løbet af eftersommeren 2012 af en gruppe frivillige, der samarbejdede om at gennemgå kirkebøger og personregistre fra 1914-1925, der på dette tidspunkt endnu ikke var digitaliserede, og navne på de sønderjyske mindesten.
Dette skete i samarbejde med Landarkivet for Sønderjylland (nu: Rigsarkivet Aabenraa) og 2 medarbejdere fra Sønderborg Slot, der var tovholder.

Det er i dag også 99 år siden Den Sønderjyske Kirkegård i Braine, blev officielt indviet på jord, som den franske stat havde stillet til rådighed.
Læs mere om kirkegårdens historie i dette indlæg fra 15. juni 2018.

Se en liste over de 79 grave i Braine, med link til personsider, hvor der er fotos af de enkelte gravsten.

De to mennesker på billedet er Knud Eriksens søster Christine Jessen, født Eriksen, med sin mand Bertel Jessen fra Hoptrup. De besøgte Knud Eriksens grav ved indvielse af den Sønderjyske kirkegård i Braine.

10 års jubilæum

Det er i dag, den 25. maj 2022, præcis 10 år siden den første gruppe frivillige samledes til et informationsmøde på Landsarkivet for de sønderjyske Landsdele (nu: Rigsarkivet) i Aabenraa.

Formålet med mødet var, at samle en gruppe frivillige bestående af erfarne slægtsforskere og lokalhistorisk interesserede, der kunne gennemgå kirkebøger, dødsbiregistre og fotos af mindesten for derved at identificere de faldne / savnede sønderjyder under 1. verdenskrig.

Oplysningerne om de faldne / savnede skulle benyttes i forbindelse med renoveringen af Den sønderjyske Kirkegård i Braine, Frankrig, hvor der var et stort ønske om at minde alle faldne sønderjyder og ikke blot de 79, der er begravet på kirkegården.

Informationsmødet blev indledt af Hans Schultz Hansen (Landsarkivet) og nu afdøde museumsinspektør Inge Adriansen (Sønderborg Slot), der fremlagde formålet med mødet og arbejdsgruppen.
Hanne C. Christensen (Sønderborg Slot) fortalte herefter om de udvalgte kilder og hvordan det praktiske med søgning af information og indsendelse af oplysninger skulle foregå.

Der var ca. 15 frivillige med fra starten i 2012. Af disse er 2 endnu aktive som frivillige i forbindelse med at udarbejde personskemaer til den nuværende hjemmeside.

Arbejdsgruppen gik hurtigt i gang med at gennemgå kilderne sogn for sogn, hvilket primært foregik på læsesalen i Aabenraa, da der dengang ikke var så mange scanninger af kirkebøger online, og dødsbiregistrene endnu ikke var digitaliserede.

På læsesalen mødte de frivillige stor velvillighed fra Landsarkivets personale, der var meget hjælpsomme i forbindelse med at finde kilderne til de frivillige, yde praktisk hjælp og hjælpe med læsning af kilderne.

Hanne C. Christensen stod for at samle de indsendte informationer og sammenkæde oplysninger, da det viste sig at en del af de faldne / savnede var opført i flere af de nævnte kilder. Det lykkedes at få samlet de indsendte lister i efteråret 2012 til én liste og den sidste korrektur blev endelig afsendt  i januar 2013.

Ved genindvielsen af den nyrenoverede kirkegård i Braine i juni 2013 blev der opsat i alt 10 glastavler med navne på 5.533 faldne / savnede med tilknytning til det sønderjyske område.

Der skal lyde en stor tak for jeres indsats i 2012.

Listen over de faldne, der blev ét af resultaterne af arbejdet i 2012,  opdateres fortsat og blev sidst offentliggjort i november 2021.

Takket være de frivilliges arbejde i 2012, har det også været muligt at oprette en stor del af de personsider, der er her på hjemmesiden.

Udsnit af én af 10 mindetavler opsat på Den Sønderjyske Kirkegård i 2013.
Foto: Hanne C. Christensen, Sønderborg Slot, 2013.

Indvielse af Den Sønderjyske Kirkegård i Braine, Frankrig – 1924 og 2013

Senest ændret den 16. juni 2023 11:36

Den Sønderjyske Kirkegård i Braine blev officielt indviet i den 15. juni 1924 på jord, som den franske stat havde stillet til rådighed. Kirkegården er bygget i dansk stil og der er 79 grave med navngivne sønderjyder, der faldt i 1. Verdenskrig. En række sønderjyder og honoratiores overværede indvielsen under en rejse fra 13. til 25. juni 1924.
En scrapbog med program, deltagerliste, avisartikler og avisfotos med mere fra denne rejse findes på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Indvielse af Den Sønderjyske Kirkegård, Braine, Frankrig, 1924. Scrapbog på Sønderborg Slot.

Ved indvielsen i 1924 deltog blandt andre professor Poul Verrier, Fuglsang Damgaard, Jes Sarup samt mange krigsdeltagere og slægtninge til de faldne. Arkitekt Finsen fra København, der havde tegnet kirkegården, deltog sammen med sin hustru.
Pastor Troensegaard-Hansen foretog indvielsen med jord fra Adsbøl kirkegård ved Graasten.

Avisartikel ang. indvielsen af Den Sønderjyske Kirkegård, Braine, Frankrig, 1924.
Scrapbog på Sønderborg Slot.

Renovering i 2012
Kirkegården er løbende blevet vedligeholdt og ændret, men i de senere år blev en gennemgribende renovering stadigt mere påtrængende.
Renoveringen af kirkegården gik i gang i efteråret 2012 og kostede da cirka 1,4 millioner kroner. Renoveringen skete i et samarbejde mellem Kulturstyrelsen og Den Sønderjyske Fonds Mindelegat.

Den Sønderjyske Kirkegård ved genindvielsen i 2013.
Foto: Hanne C. Christensen, Sønderborg Slot, 2013.

Genindvielsen af kirkegården blev foretaget under deltagelse af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, hvilket markeredes med afsløringen af en bronzeplade, hvorpå der står: ”Hans Kongelige Højhed Prins Joachim af Danmark genindviede Den Sønderjyske Kirkegård i Braine den 15. juni 2013”.
Desuden deltog blandt andre Braines borgmester, en række franske embedsmænd m.m. samt danskere bosat i Frankrig i genindvielsen.

Udsnit af gravene på Den Sønderjyske Kirkegård ved genindvielsen i 2013. I baggrunden ses en fransk gravplads for faldne soldater.
Foto: Hanne C. Christensen, Sønderborg Slot, 2013.

Tavler med navne på 5333 faldne
I forbindelse med renoveringen af kirkegården var det ønsket at gøre stedet til en art mindelund for alle faldne sønderjyder fra 1. Verdenskrig og ikke blot de 79 faldne, der er begravede på stedet.

Udsnit af én af 10 mindetavler opsat på Den Sønderjyske Kirkegård i 2013.
Foto: Hanne C. Christensen, Sønderborg Slot, 2013.

Som en del af formidlingen blev der opsat 12 glastavler med indgraverede navne på 5.333 faldne sønderjyder fra 1. Verdenskrig. Navnene på mindetavlerne blev fundet i et samarbejde mellem Landsarkivet for Sønderjylland, Sønderborg Slot og en gruppe frivillige med interesse for slægtsforskning og/eller lokalhistorie, der samarbejdede om at gennemgå en lang række kilder.

Den Sønderjyske Fonds Mindelegat og Haderslev kommune, der er venskabsby med Braine, arrangerede i forbindelse med genindvielsen en tur for repræsentanter for de sønderjyske kommuner, særligt inviterede og pressen. Begivenheden blev også dækket af TvSyd, der har sendt flere programmer fra turen.

Se programmet fra genindvielsen i 2013 i denne pdf-fil: Braine, genindvielse 2013 – program.