Tag-arkiv: Belgiere

Ikke kategoriseret

22. april 1918 – Claus Juhl: “… jeg havde lykken og fik enkeltkvarter”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I slutningen af april 1918 kom han til Belgien.

Ved midnatstid den 21. marcherede vi til banegarden Ivry, hvor vi blev forladede og den 22. kl. 6 morgen kørte vi bort, rejsen gik nordpå mod Belgien. Kl. 2 om eftermiddagen blev vi udladede på stationen Swevelghem, efter et par timers march kom vi til vort fremtidige kvarter byen Beveren, som ligger 7 km fra Kortryk. Her blev vi alle indkvarterede hos civilfolkene, en stor part fik massekvarter, jeg havde lykken og fik enkeltkvarter sammen med en skolelærer fra Kiel.

Vi lå hos en mand, som var væver, han havde før krigen arbejdet på en fabrik i Kortryk. Men nu var han hjemme og passede sin jord, han havde ikke ret meget, men han dyrkede tobak, som var i god pris, så han kunne få føden til sig og familien, denne var temmelig stor, der var 7 børn, hvoraf de to ældste et par somre måtte arbejde for tyskerne. De kom kun hjem lørdag aften.

Vi lå i et tomtstående kammer på halm, som vi havde udbredt på gulvet for en feltsoldat et godt leje. Folkene talte flamsk, som har stor lighed med plattysk, så vi kunne nok få en samtale i gang. Min kammerat kaldte de altid for skolmester, med det mindste af børnene, en purk på et par år, havde vi mangen spas.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Krigens forløb

5. februar 1918. “… de var uhyre elskværdige”. Frederik Tychsen besøger Barbara og hendes far

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Barbara kom hver formiddag, og hun havde altid et eller andet med til mig, og i løbet af en otte dage, begyndte jeg at komme op. Jeg gik lidt rundt i parken, solen skinnede så dejligt; men det kneb uhyre med at komme op og ned ad trapperne. Da der var gået nogle dage, gik jeg en tur om i byen, jeg skulle se, hvor Barbara boede. Hun vidste, at jeg kom. Hendes far havde et lille hus lige over for kirken. Jeg hilste på dem, og de var uhyre elskværdige. Jeg fik en kop kaffe og et par småkager.

I nærheden boede hendes onkel, de havde en lille beværtning, dvs. med øl og malurt. Hos denne onkel samledes første batteri hver aften. Der var gulv af fliser i restaurationen, og her blev der danset; der var en harmonikaspiller iblandt, og så havde de en grammofon. Der var mange af de ældre koner, der kom hen hver aften for at danse.

De havde klodser (trætøfler) på benene, og det klaprede helt gevaldigt, når de trippede omkring på gulvet. Der blev ikke fortæret ret meget, da tyskerne ikke kunne lide det belgiske øl, og malurten var temmelig dyr. Men vi tilbragte mange hyggelige timer i Estaminet (beværtning). Her samledes kun de nogenlunde hæderlige soldater, det var vistnok kun ganske sjældent, at der var mere end 20 – 25 mand til stede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

NB: Fotografiet forestiller ikke den omtalte Barbara.

Ikke kategoriseret

26. december 1917 – Tycho Filskov: I familiens Skød

Skriv en kommentar

Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev sidst i december et feltbrev til Flensborg Avis.

I Familiens Skød
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)

Belgien, sidst i December.
Kokken er min specielle Ven. for jeg roser hans Mad, hvad Familiens øvrige Medlemmer som oftest ikke gør. Og hvorfor skulde jeg ikke glæde hans Sjæl? Han gør, hvad han kan, og skønt han med sine 46 Aar efter Soldaterbegreber er en gammel Mand, er han paa Færde tidlig og silde, for at han ved Middagstid saa vidt muligt kan tilfredsstille vore kræsne Ganer.

Familien tæller tolv Medlemmer, og vi bebor et helt lille Hus i en belgisk Smaakøbstad. Barnet i Huset savnes ikke, nemlig en af „Drengene” fra Thyringerwald, der kom til Belgien sammen med mig i November. Kokken, der selv har to Sønner ved Hæren, er traadt ham i Faders Sted og vaager blandt andet over, at Drengen ikke ryger for meget. Vi har jo ikke helt de samme Begreber som Belgierne om, naar. „Aldersgrænsen” for Rygning overskrides. I Dag faa jeg paa Gaden en Herre, som taalmodigt og uden at fortrække en Mine — stod og rakte sin Cigar ned til en lille Purk paa maaske en halv Snes Aar, der havdt bedt om Ild. Drenge i den Alder kan man se i Flokkevis gaa til Skole med den brændende Cigaret hængende i Mundvigen.

Desværre savnes hos os det kvindelige Element, der ellers hører saa naturnødvendigt med til en Familie. Og det er ikke frit for, at dette spores med Hensyn til Hjemmets Hygge. Men Lys og Varme har vi da, og saa skriver Soldater som oftest ikke meget mere i den Retning.

Familien holder Husdyr, heldigvis ikke af de smaa graa, der søger saa tæt ind Paa Livet af Folk. Nej, oppe paa Loftet færdedes inden Jul nogle smaa Kaniner og en enlig Høne. Kaninerne er der endnu, medens Hønen er rejst sin Vej. Den lagde aldrig et eneste Æg, hvorimod den efterhaanden blev temmelig fed.

Dagen over er Familiens forskellige Medlemmer optagne hver af sin lille Gerning. Jeg og en Kammerat er Skrivere, Drengen er Oppasser hos Kommandanten, medens de øvrige med Undtagelse altsaa af Kokken er Ordonnanser, d.v.s. sendes ud i Distriktet som Gendarmer. Men om Aftenen samles man ved Hjemmets Arne, og da kan det stundom være næsten hyggeligt, naar Cigaren ikke er alt for daarlig, og naar Ilden blusser i den lille belgiske Kakkelovn, der staar ude paa Gulvet med en lang Arm hen til Muren, saa man næsten kan sidde i Rundkreds omkring den. Efterhaanden faar man Indblik i hinandens Livsforhold, og dermed øges den gensidige Interesse. Jeg kender forlængst Kokkens Stridigheder med sine Søskende om et lille Hus, som de ejer i Fællesskab, saavel som en Svigerindes Ondskab, idet hun nægter Familien Lov til at benytte hendes Lade til Tærskning. Min Skriverkammerat er Værkmester i Tysklands største Fabrik for — Gyngeheste, der sysselsætter over 300 Mand. Han har lovet at sende en ekstra sin Gyngehest til min Søn, naar Krigen er forbi.

Julen kom med Frost og dyb Sne, et ideelt Julevejr, som man sjælden kender det hjemme og endnu sjældnere her. Juleaftensdag var Kokken i sit Es. Han havde snart overdraget det ærefulde Hverv at løbe ind og tilberede os et Privat Festmaaltid Juleaften. Og han løste Opgaven med Glans. Om Aftenen prangede paa vort Bord en Oksesteg paa 6 Pund, og det dampede fra en vældig Stabel thyringske Kartoffelboller (Klöße), saa store som to Næver. Og vi aad og mættedes og var glade. Dette var Julens Glanspunkt, mere værd for de fleste end en noget mat officiel Julefest, der afholdtes næste Aften med Juletræ og Øl.

Belgierne er ikke vante til denne Kulde og holder sig helst inden Døre! men Livet gaar sin Gang i Krig og Fred, ved Sommer  og Vinter, og der er Folk, hvem Pligten driver ud. Paa en Spaseretur Juledags Eftermiddag ser jeg næsten ingen Mennesker i Gaderne; men i Byens Udkant møder jeg en ældre Kone, som jeg kender i Embeds Medfør. Det er en af Byens Jordemødre, Madame Charlier, for hvem vi har besørget Pas til at færdes paa Gaden om Natten. Jeg spørger, hvordan det gaar med Forretningen, og hun svarer muntert smilende, at der er ingen Grund til Klage: Les enfants viennent comme cadeau de Noël (Børnene kommer som Julegave)! Og hun skynder sig videre med sin Taske.

Jeg vandrer ud i Snelandskabet og samler Julestemning i Ensomheden. Der maa være kønt her om Sommeren med de frodige Marker og de mange Kanaler, der gennemskærer Landet og tjener som Færdselsaarer. Nu ligger Fartøjerne indefrosne, lænkede til den Plet, hvor Frosten kom over dem. I Træerne sidder mod Aften vældige Sværme af Kramsfugle, Tusinder og atter Tusinder. De sidder saa tæt som Løvet om sommeren, og det er knap nok, at de lader sig skæmme bort, naar man staar under Træet og klapper i Hænderne. Forklaringen er den, at der jo ikke drives Jagt i Belgien med Undtagelse af den Smule, der jages af tyske Officerer. Naturligvis maa ingen Belgier eje Skydevaaben af nogen Slags, og saaledes faar Markens vilde Dyr og Himlens Fugle Lov til at fore en nogenlunde uforstyrret Tilværelse.

Det mørkner allerede, og jeg vender om for at søge hjem i Familiens Skød. Kokken, min Ven, venter med Gullash i Dagens højtidelige Anledning.

Tycho Filskov.

(Flensborg Avis 7. januar 1918)

Ikke kategoriseret

24. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 3

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. december 2017 11:16

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.

(læs anden del)

Rangeringen om Morgenen i Mørke er det værste. Men naar først de lange mørke Slanger sætter sig i Bevægelse, naar de fladbundede Træsko klaprer om­kring en, mens Flokken summer en Melodi, kan der komme en faderlig, veltilfreds Fornemmelse op i den kappeklædte Soldat, der gaar midt i Flokken med Hænderne i Lommen og den lille Pibe i Mund­vigen.

Nye Pligter kommer dog til. Ens egne Folk kla­rer man sig med; værre er det med fremmede. Aarvaagenheden maa skærpes. En Ladeport klaprer undervejs. En Soldat lukker den op, og jeg gaar med ind. En Snes mørke Skikkelser purres ud af Krogene. I en lille Skov ved Vejen vil andre forsvinde. Omsider gryr Dagen, der melder sig grumme sent paa den flandriske Slette, og Arbejdet bliver lettere.

Løsnet er, at disse Folk kun kan styres med den største Skraphed. Helt uden gaar det vel heller ikke. Men bedst gaar det dog, naar Folkene tillige mærker, at man helst vil komme ud af det med dem med det gode. Mine egne skraaler venligt God Morgen til deres Korporal, om end de lige efter med den største Vrangvilje lystrer Ordren til at forlade Ba­rakken. Efterhaanden opløser Massen sig i Ansigter, man kender igen. — Der er den lille Dreng med det morsomme Ansigt, der er den ældre, skæggede Fyr, der ham med Henrik Ibsen-Ansigtet, der den fine Mand, den eneste med Overfrakke osv.

Alle gaar i Træsko, med snævre Bukser, delvis snørede sammen forneden med en Strimmel Tøj. De fleste i aaben Trøje uden Kappe, den flade Hue paa Hovedet og et uldent Sjal om Halsen og Baghovedet. Hænderne i Lommen, Cigaretten tændt. I Rusland gaar Folk helst i Pels paa deres Gaardsplads til hen paa Sommeren. Her rykker de ud paa Arbejde i Vintervejr, som om de vilde skraa over Gaden til Genboen.

Ude kan man have Held med sig. Naar ens Hold bliver delt i Smaaflokke med hver sin Arbejds­leder, er man selv overflødig. Der er Tid til at varme sig lidt i en Beværtning med en Skaal Kaffe. Inde i Lichtervelde mente en lille buttet flandrisk Skænke-jomfru med Opstoppernæse sig forpligtet til at holde os med Snak Juleaftensdag. Hun talte om Krigen og om Flyverne. I de maanelyse Nætter sad Be­boerne oppe til Klokken 2—3 hver Nat. Saa længe brummede der idelig en fjendtlig Flyver over Byen.

— Musikhandlerens Hus derhenne er et af de sidste, der er lagt i Grus. En Kone blev med. sin Seng slynget gennem Gulvet ned i Etagen neden­under og slap godt fra det. Engang da nogen Muni­tion blev antændt, sad vi længe i dødelig Angst. For hver Granat, der sprang, troede vi, at det var en ny Flyverbombe.

Et Flyverbesøg her paa Egnen ænses ellers knap af andre end dem, der staar ved Ballonskytset. I det højeste kaldes man ud for at se paa noget sær­ligt seværdigt. En straalende Solskinsdag med rim-dækket Jord. Paa den blanke Himmel en mærkelig Tegning af Prikker. Først lidt efter lidt løser man Gaaden. Der staar en Lænkeballon, over den fjendt­lige Flyvere, omkring disse Shrapnelskyer, mellem Ballonen og Jorden noget hvidt, der langsomt daler: Iagttageren fra Ballonen, der gaar ned med Fald­skærm. Vi stirrer paa dette Billede. Pludselig en Hvinen og Susen i Luften — vi dukker os uvilkaarligt — et Dump. Hvad var det? Vist en Blindgænger fra Ballonskytset.

Nu er Julen gaaet, Juleaftensdag og anden Jule­dag Arbejdsdag. Juleaften kun en halv Time til at ligge i Ro paa sit Leje og tænke paa dem der­hjemme. Breve er heldigvis naaede frem, Pakkepost ikke; men et Stykke ristet Brød med lidt Smør og Marmelade er heller ingen daarlig Juleaftensnadver. Sent er alle Dagens Pligter fyldestgjorte. Et Par Julesange synges i Barakken, mens et lille 10 Centi­meter højt Juletræ stilles paa Bordet med smaa Kærter. Senere nyder de fleste vaade Varer, og først hen paa Natten bliver der noget mere Ro, saa Øjnene kan falde i. Det er stegende herinde. Tan­kerne gør endnu et Slag hjemover til den festlige Stue med Julegrønt og den hvide Dug og de smaa Ansigter og et Par graa Øjne, saa svinder alt i Taage. Juleaften er forbi.

Juledag møder med Sne- og Haglbyger, Tøvejr og slemt Føre. Hen paa Aftenen henter jeg mine Belgiere til Lønningsappel. Foruden Kosten faar de 3—4 Mark om Dagen. Nogle ligger indsvøbte i deres Tæpper, tit to og to for bedre at holde Varmen. I den ene Barakke er de muntre og sidder i Kreds og leger Flyvere, der skydes ned, og andre mærke­lige Ting, ved Hjælp af Lommetørklæder, som kastes gennem Luften, Kviste, der fejer hen ad Gulvet, Stokke, hvormed Maskingeværilden efterlignes, osv. Sent kommer vi til Ro. Maanen har jaget Skyerne paa Flugt. Det er mild Frost. Et Lag Sne dækker Landskabet. I Nat synes Flyverne at ville lade os i Fred. — Gu’n Nacht, Jungs! — Gu’n Nacht, Korporaal!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 160-4)

Ikke kategoriseret

20. december 1917 – Ernst Christiansen: “Himmelkreuzsakrament! Die Belgier sind Hunde!”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 20. December 1917.
BELGIERLEJREN kommanderes af en Sakser, en flot Mand med mørkt Overskæg og mørke Øjne til hvide Tænder. Han holder meget af at høre sig selv tale og tordner paa det mest gudsforgaaende over Belgiernes Ondskab og Fordærvelse. De skal behandles med Puf mellem Ribbenene og Knubs i Ryggen og fortjener at ristes levende.
— Himmelkreuzsakrament! Die Belgier sind Hunde!
Det skal dog vist nærmest opfattes som Vittig­heder.

Hver Aften udtages et Par af os til at skaffe Brænde. Spørger nogen hvorfra, ryster Sakseren paa Hovedet af slig Uvidenhed.
— De tager en Vogn og kører ud ad en eller anden Vej; der ligger saamænd nok i Grøften. Men der maa efter højere Befaling ikke fældes Træer eller tages fra Husene! »Verstanden!«

Manden veed lige saa godt som vi, at paa den Maade finder man ikke den mindste Stump Pinde­brænde. Der er koldt i alle Barakker og Dækninger, og enhver Soldat har den uskrevne Pligt at bringe et større Stykke Brænde til Huse hver Dag til den fælles Husholdning; ellers faar han Skoser af Kam­meraterne.

Nissen fra Tirslund — den Kammerat, der paa Marken ved Shaski læste for os om sin gamle Mor — fortæller, at der er ødelagt for Millioner heromkring i den korte Tid, de har været her. Til 15. November fik Beboerne i en Del Landsbyer Ordre til at flytte. Nu ser de ud som Ruiner. De er ikke skudte ned; men Tropperne har revet alt brændbart ud til Brænd­sel. Tagene, Dørene, Vinduerne, Lofterne, Bohavet, Guldlister osv., alt er gaaet i Ovnen.

Belgierhistorien maa tages fra den morsomme Side. Det Arbejde, de 2000 Belgiere udfører, er baade til at le og græde over. Først to Timers Marche; langt op paa Formiddagen kommer man til Maalet, og saa bruges Arbejdskraften paa en Maade — særlig arbejdsglade er Folkene naturligvis ikke —, som om det nærmest gjaldt om at lade Pen­gene rulle. I Gaar gjorde jeg med en Flok to Gange en Tur fra Nærheden af Gits til Elsenbeeke og hen­tede nogle Pæle — enhver tog den tyndeste Pind, han kunde opdage — og en Rulle Pigtraad. Da vi kom tilbage fra det Stykke Arbejde, var det omtrent Fyraften. For Resten er dette, at Belgierne anven­des til Befæstningsarbejder imod deres egen Konge og Hær, nok noget, Tyskerne officielt fralægger sig.

Naar »Korporalerne« vil have fri, absenterer de sig simpelthen i Mørket om Morgenen efter Meldin­gen og sniger sig tilbage til deres Barakke. Der er ikke en Sjæl, som bryder sig om det.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 163-6)

Ikke kategoriseret

19. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 2

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.

(læs første del)

Vi »Korporalskabsførere« drilles og tituleres na­turligvis af Kammeraterne. Spot og Skade følges ad. Vi maa op før de, klæde os paa i Mørke, faa fat i nogen Kaffe, sluge et Par Stykker Brød og saa af Sted til Belgierlejren.

Hvor var det nu, de forbistrede Barakker laa? Derhenne lyder et Plask og et Skrig. En »Korporal-skabsfører« er i Mørket dumpet i en Grøft. Et Par Mand haler vi ham op — Støvlerne er fulde af Vand — og styrter videre. Det er paa høje Tid. Ved Hjælp af min Lommelygte finder jeg Overgangen over Grøften derhenne, Pælen fra i Gaar, over endnu en Grøft. Derovre i Krogen maa det være!

 — Korporaal, Korporaal! raaber de mig i Møde. Med stort Besvær faar jeg dem purret ud. Korpo­ralskaberne ligger ind imellem hverandre.
— Feerundörtig! Feerundörtig! (34) Korporal­skabets Nummer, raaber jeg, og adskillige af dem stemmer beredvilligt i med.

Endelig, endelig staar de fleste ude, og i Bælg­mørke lader jeg dem følger med mig til Samlings­pladsen. En syndig Forvirring. De 1900 skal finde hver sin Baas, og nogle af Førerne veed ikke selv, hvor de skal hen. Numrene skraales i babylonisk Forvirring. Der bliver lang Ventetid. Jeg faar mine opstillet, og til sidst er de der alle.

Der raabes og skraales af tusinde Munde. Træ­skoene klaprer, nogle synger. Man hører Toner af Marseillaisen, men mest Revuemelodier.

Naa, endelig er »Meldingen« besørget, og noget senere gaar det af Sted, ud i Mørket, et Par Timers Marche, fra den ene Vej ind i den anden, Markveje og Chausseer og Fodstier, og den Vej skal jeg nu føre mine Folk tilbage i Eftermiddag. Naa, lad Skæbnen raade.

De forskellige Hold overtages af Pionerer eller Armering. Beholder man sit Korporalskab, er det et rent Tilfælde. Den første Dag havde jeg 150 Mand at passe alene; men da var de endnu ikke saa vejkendte og lystne til at absentere sig under Arbej­det som senere.

Dagen gik. Postens eneste Fordel er, at man ikke behøver at arbejde med; i Kulde og Ruskvejr er det en tvivlsom Vinding. Jeg fandt ogsaa til­bage, skønt Vejrmøllerne næsten er det eneste, man som nyankommen kan finde at bide Mærke i.

Saa skulde de hente Mad. Adskillige havde endnu intet at tage den i og maatte slaa sig sammen med de andre. Opstilling og Tælling. Gaasegang gennem Køkkenet. Endelig kan jeg tænke paa min egen Middagsmad. Saa over at modtage tør Kost til Belgierne og Fordeling under ny Haløj. Jeg fin­der imidlertid en god næstkommanderende, og det gaar. Den første Dag tager nogle imod deres Mar­melade i den hule Haand.

Senere en Times Parole med nye Forklaringer og nye Pligter. Der er ingen Trang til Aftensmad. Træt strækker jeg mig paa mit Leje.

Naa, der er et plattysk Ord, som hedder: Dat is man eerst, dat gift sik! Al Begyndelse er vanskelig. Fritiden bliver uhjælpelig klippet i Stykker, men el­lers er det til at overkomme.

Fortsættes…

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 158-60)

Ikke kategoriseret

18. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 1

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.

Elle, Julen 1917.

En halv Snes Dage har jeg nu haft dem, og de halvanden Uge staar for mig som en hel Evighed. Det var en fæl Søndag. Faa Dage havde jeg været i Flandern og skulde nu bruge den første Fri­dag til at bringe lidt Orden i mine Ting. Men det blev kun til nogle Breve. Om Middagen udpegedes jeg blandt nogle andre til en særlig Kommando, Korporalskabsfører for belgiske Civilarbejdere.

De var komne om Morgenen, før det blev lyst. Vi havde hørt de klaprende Træsko, hørt en Summen og Snakken og Raaben og set et Tog af mørke Skik­kelser med store Bylte eller Sække paa Nakken. Et endeløst Tog. De første var inde i Baraklejren, og paa Vejen helt deroppe ved Landsbyen dukkede der stadig nye Bugtninger op paa den store Slangekrop.

Den Eftermiddag sled paa Nerverne. Der var Masser af Ting at tage Vare paa, ingen rigtig Op­lysning at faa, en lille Flok til at ordne alt for 1900 Mand. Mørket faldt paa, og jeg, der skulde vejlede de andre, kendte ikke selv Planen i den store Lejr, hvor det ene Hus er nøjagtig som det andet, uden at der staar noget skrevet paa dem.

I Mørke blev alle purrede ud og stillede op i Rækker paa fem Mand, hvad der voldte utrolig Ulej­lighed. Man saa straks, at de ikke havde Begreb om militær Orden og lige Rækker og om at blive staaende der, hvor de var stillede hen. Naar man havde faaet en Række i Orden og tog fat paa den næste, sværmede de straks ud igen. Og saa talte de et fremmed Tungemaal, der til at begynde med lød som Indiansk, og syntes fuldkommen uforstaaende over for os.

Naa, omsider blev de afdelte i Korporalskaber paa et halvt Hundrede. Med Møje fik jeg dannet et lille Skillerum fra Naboafdelingerne, fandt en, der saa ud til at være flink til at skrive, og fik ham til at skrive Navne. Han var halvfærdig, saa blev hele Inddelingen i Korporalskaber kuldkastet og lavet om igen. Men naar det bliver lidt vel broget, gen­vinder man sin Ro. En ny Skriver findes, og alle Navne anbringes paa en Stump Papir, flamske Navne alle sammen, vanskelige at læse, naar man har dem tydeligt opskrevne, men ikke til at forstaa, naar Belgierne selv siger dem med halvfransk Udtale: Prosper Vercauteren, Jean Clauwert, Romain Verstraetberg, Ferdinand De Schryver, Arthur Hoeg-huys osv. osv.
Jeg begynder ogsaa at gøre mig forstaaelig for dem. Jeg bruger det Plattysk, jeg har lært som Dreng blandt flensborgske Skolekammerater. Det vigtigste forstaar de fleste. Enkelte, der ikke kan følge med, belæres af de andre: men rigtignok foregaar det under en Haløj, saa det ikke kan være værre paa noget Marked.

Omsider kan jeg følge dem til deres Barakker i Udkanten af Lejren, og Resten af Aftenen gaar med Instruks og Ventetid.

Et Par Dage senere skal jeg notere deres Alder. De ældste er i Trediverne, de yngste 16, den store Flok er paa 17—21 (belgiske værnepligtige, der paa denne Maade holdes under Tilsyn). Næsten alle er de fra Fabriksbyerne ved Antwerpen, og de taler Østflamsk, som er noget vanskeligere at forstaa end Vestflamsk, der tales her. —

Øre i Hovedet lægger vi os paa vort Leje med Ordre til at stille næste Morgen med vore Folk.

Fortsættes…

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 155-8)

Krigens forløb

21. april 1917 – H.P. Hanssen: “at støde ham ned med Bajonetten”

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 21. April 1917
Min Paaskeferie har jeg be nyttet til at afholde Møder med Tillidsmænd i private Hjem paa de forskellige Egne. Jeg har holdt Foredrag om Stillingen bag lukkede Døre. Stemningen har i det hele været god. Befolkningen ranker sig. Modet vokser. Og Lunet lader sig ikke længere undertrykke af Trængslerne.

I Nørborg talte jeg bl. a. med Dyrlæge Dau i Hagenbjerg, der lige havde haft Brev fra sin Søn Thorvald, en udmærket ung Mand, som Krigen allerede har ført det halve Evropa rundt. I Fjor kæmpede han i Italien i østerrigsk Uniform, da Tyskland endnu ikke havde erklæret Italien Krig. For Tiden ligger han i Bjærgene mellem Ungarn og Rumænien. Han er her afkommanderet til en Trup, som skal transportere Kvæg fra Ungarn over Bjærgene til Rumænien til den tyske Hær, som kæmper nede paa Sletterne. En Tidlang gik det godt med Transporterne. Men saa forbød Ungarn Udførslen af Kvæg. Overkommandoen svarede med at befale, at Kvæget skulde smugles over Grænsen. Driften skulde føres op imod Grænsen ad Biveje og derefter passere Passet ved Nattetide. Tab vilde være uundgaaelige, men de maatte ikke opholde Transporten. Nær Grænsen blev de imidlertid overfaldne af en ungarnsk Husarpatrouille, som efter kort Kamp fratog dem Kvæget!

Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlægene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde! — Jeg optog straks Sagen til Undersøgelse og har nu fra absolut paalidelig Side faaet den stadfæstet i alle Enkeltheder. Materialet vil jeg fremlægge i Finansudvalget.

Paa et andet Møde meddelte man mig, at 20 belgiske Civilister, som er ankomne til Grusgraven i Uge, Onsdag før Skærtorsdag vægrede sig ved at arbejde videre. I bidende Kulde og stærkt Snefog blev de da stillede op med Ansigtet imod en Mur og skulde staa stille der, indtil de erklærede sig villige til at optage Arbejdet. Saaledes stod de i 4—5 Timer. Saa kunde de ikke holde det ud længere. Paa fire nær optog de „frivillig” Arbejdet!

Mit Møde i Aabenraa i mit eget Hjem i Dag var besøgt af 19 Tillidsmænd fra Aabenraa Amt. Vi drøftede Forholdene i Amtet indgaaende, og jeg fik udmærkede Informationer. 

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292-3)