Navnelisterne opdateret

Senest ændret den 27. maj 2019 17:14

December 1916 var en skånsom måned for de sønderjyske krigsdeltagere – kun 54 faldne i denne måned. Oversigten er netop blevet opdateret.

Ca. 35.000 mænd fra Nordslesvig deltog i Første Verdenskrig ud af en befolkning på knap 170.000. Af dem faldt flere end 6.000, mens flere end 4.000 blev krigsinvalide.

Vi forsøger på denne side at registrere hver eneste krigsdeltager fra Sønderjylland. Det er et meget stort arbejde! Men det skrider støt fremad.

Se de foreløbige lister over krigsdeltagere her

Har du en slægtning med?

De faldne kommer på siden i den rækkefølge, de falder. Du kan se lister over alle faldne her.

Det er hidtil mest faldne, der har fået deres egen side – men stille og roligt kommer der også flere af de overlevende med. Med tiden vil der blive linket mellem slægtninge og linket til litteratur og omtaler.

De faldnes data kan forholdsvis let findes i kirkebøger og dødsbiregistre. Det er det ikke helt så nemt med de overlevende.

Hvis én eller flere af dine forfædre deltog i krigen – og overlevede, så hører vi meget gerne fra dig.

Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet herunder.

13 tanker om “Navnelisterne opdateret”

  1. Hej…
    Min oldefar Christian G. Christiansen, født i 1870, død d.10.juni 1951, i en alder af 81 år, deltog i 1.Verdenskrig, men jeg kan ikke se ham på listen af deltagere. Jeg kan jo også se, at listen ikke er fuldendt. Min oldefar var aktiv i DSK, så han må være registreret som deltager. Jeg har jo aldrig mødt ham, da jeg er født 4 år efter han er død.
    Hvordan får jeg min oldefar med på listen?

    Mvh.

    Jan Kannegaard

    1. Hej Jan

      Der er ca. 4.000 navne på listen på hjemmesiden her, så vi mangler stadig ca. 31.000. Der kommer løbende nye på, når vi får arbejdet os igennem f.eks. DSK-medlemslister. Medlemslisten fra Sønderborg by med ca. 660 navne sad vi 20-25 mennesker og tastede ind sammen på en lørdag på Landsarkivet i Aabenraa. Og vi er nu ved at lave enkeltsider for dem nu og lægge dem ud på hjemmesiden. Det sidder der én frivillig med. men du kan smugkigge her – og mon dog ikke, det er ham her? https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=18343565#231403,43880316

      han optræder også her (dog med et “E.” som mellemnavn) https://www.denstorekrig1914-1918.dk/wp-content/uploads/2015/04/DSK-mindetavler-1942-1972.pdf

      Hvis det er ham, så er han altså på vej og vil snart kunne findes her https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-c/ 🙂 Og hvis du har yderligere at tilføje, så skal du være mere end velkommen – uden medvirken fra efterkommere ville denne hjemmeside ikke kunne fungere.

      mvh
      René

      På mange lokalhistoriske arkiver ligger der medlemslister, og vi kan kun opfordre kraftigt til at man lokalt går i gang med at taste navnelister ind. Her vil der være mange væsentlige oplysninger, som kan bruges til at rekonstruere et soldaterforløb.

  2. Hej

    Det er da stadig listen fra juni 2016, der er adgang til via Lister, links & litteratur? Jeg har forgæves kigget efter Peter Leimand fra Kobbertoft/Lysabild sogn, der skulle være med på den nye liste.

  3. Ok, der kommer mere nyt snarest
    Jeg savner Johannes Theodor Hansen, der faldt allerede den 20. august 1914 – han er på jeres lange liste, men har ikke sin egen side?
    Der er billede af han i jeres billedsamling (Joh. T. Hansen, Skovby – han boede i Vollerup, men var forlovet med en pige fra Skovby, hvis søster han tidligere havde været gift med, og fik derfor sit navn på mindestenen i Lysabild)

    Det må være ham, der står her som Johannes Hansen fra Vollerup, fundet under 20.8.1914.

    Denne dag falder ved Gumbinnen:
    Den 24 årige oppasser Christian Christensen fra Broager
    Den 25 årige musketér Hans Carl Heinrich Hansen fra Åbenrå
    Den 23 årige menige Jørgen Petersen Krogh, Lysabildskov
    Den 22 årige konstabel Johannes Hansen fra Vollerup
    Den 23 årige musketér Martin Møller fra Barsmark
    Den 24 årige musketér Franz Weber fra Buskmose

  4. Hej. Min bedstefar/ farfar, født 28-05, 1870
    i Kløjing ved Arrild. Død 07-01, 1963
    I Rejsby. Han havde en gård i Rejsby.
    Han var gift, havde 6 børn, det sidste barn født januar 1914.
    Han blev indkaldt til trods for han var næsten 45 år. Han fortalte aldrig noget om krigen, det eneste vi ved er, at han var i Rusland og måske senere oppasser for en officer i Flensborg. Måske fordi han blev såret i Rusland? Det ville være dejligt, om vi, efterkommerne, kunne blive klogere på hvor længe han var indkaldt og hvilket regiment. På forhånd tak for jeres kæmpe arbejde! Med venlig hilsen Inger

    1. Til Inger Krog Hansen.

      Hvis du udfylder et personskema med de oplysninger og data, som du har på din bedstefar, så har de frivillige bedre mulighed for dels at oprette en personlig side for ham her på websitet, dels for undersøge om det er muligt at finde supplerende oplysninger.
      Personskemaet kan du finde sammen med en vejledning til skemaet på denne side: https://denstorekrig1914-1918.dk/indsend-oplysninger-om-krigsdeltager/

      Har du spørgsmål ang. skemaet er du velkommen til at kontakte mig via mail (mailadressen bliver synlig i nederste venstre hjørne af skærmen, hvis du lader musen stå over linket).

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

      1. Tak. Jeg har udfyldt og sendt personskemaet med de sparsomme oplysninger, vi i familien er I besiddelse af.
        Mvh. Inger

  5. Hvor vil jeg gerne, at nogen kan hjælpe mig med min bedstefar Andreas Frederik Rasmussen, født 11.08.1885 i Brunde ved Åbenrå og død i Åbenrå i 1970. Jeg har et foto (postkort), hvor han står med to soldaterkammerater. Alle i uniform. Der er af nogle familiemedlemmer blevet fortalt, at han muligvis var ved Frankrig. Om det passe kan jeg ikke sige med sikkerhed. Han blev far til 13 børn og kom fysisk uskadt hjem til familien igen.
    Hvornår blev han indkaldt, hvornår kom han hjem og hvor var han?
    Venlige hilsner Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *