Kategoriarkiv: Sønderjyder

12. marts 1917. Det bedste råd er bønnen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 12.3.17

Min kæreste Jørgen! …Når blot jeg vidste, at du har det nogenlunde godt, kære, men nu er du jo i stillingen igen, og så kan jeg aldrig være rolig. Det eneste og bedste råd er bønnen. Det ved vi så godt, og dog kniber det så tit med rigtig at bruge det. – Der var både kort og brev fra dig i dag, fra den 6. marts og fra den 8.3., ude fra stillingen vel. I morgen sender vi en ny ansøgning for dig, så du skal vist ikke spørge om orlov til Flensborg. Lad os hellere vente at se, om den sidste vil hjælpe. Nu skal »kommissionen«, Kr. Juhl, Joh. Bramsen og Eickemejer prøve at søge. Det har hjulpet flere steder, det vil sige i andre kommuner. Kr. Thuesen er kommen hjem på orlov igen. Det blev ikke denne gang, at han kom til Rumænien, heldigvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

9. marts 1917. Vi har 3 brædder at ligge på. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 9. marts 1917

Hvor er jeg da glad for de lys, du sendte mig. I dag har jeg et i brug for første gang, og det er ligefrem en fryd at have det tændt. Tænk dig at sidde nede i en hule, hvor dagslyset slet ikke kan trænge ned. Så forstår du min glæde ved dine gode lys. De har vist været meget dyre, for jeg købte et lille lys for nogen tid siden til 60 Pg. Det var ikke nær halvt så stort som disse her.

Ja, jeg er altså igen i skyttegraven og ligger foran M. Her har vi en ny stilling med gode grave og huler, og englænderne er langt herfra, da de ingen grave har. Så jeg tror, at det bliver mere roligt hos os denne gang. Nu er der vist gået nogle dage, siden du sidst har hørt fra mig. Men når- vi flytter, og ligeledes når jeg er herude, så kan jeg ikke få post sendt afsted hver dag. Og så vil jeg bede dig om ikke at blive urolig for mig, kære Inger, når det ikke går så regelmæssig med skrivningen. Jeg har det jo ellers ved det gamle. Om natten står jeg på vagt hver 2 timer, fra 7-9 og 11-1 og så fremdeles. Men så kan vi også sove hele dagen, for da står vi kun hver 1½ time i det hele. Jeg står og skriver her ved min seng, om man ellers kan kalde den sådan, da det kun er 3 brædder at ligge på. Lejerne er slået op tre oven hinanden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. marts 1917. “Det svandt ind i “Kronborg” s Mandskab”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. I byen Livale blev han informeret om at en del af hans kammerater fra “Kronborg” var faldet og en anden sønderjyde fra skibet “Marie” der ligeledes var død.

Af en Officer fra et af disse Kompagnier fik jeg at vide, at den lille Svensker Karl Sørensen var faldet.

Han var, sagde Officeren, en ualmindelig modig og dygtig Soldat, som vilde være avanceret, hvis han havde faaet Lov til at leve. Men hans Mod havde til sidst udartet til den rene Dumdristighed.

Overalt hvor der søgtes en Mand til en farlig Patrouille, meldte Karl Sørensen sig, og under Kampene var han altid at finde paa de farligste Steder. I Begyndelsen af Aaret havde han ført en lille Afdeling Askarier frem mod Belgierne, og da Folkene trykkede sig, havde han som sædvanlig udsat sig for den fjendtlige Ild for at give dem et godt Eksempel.

Her døde saa Karl Sørensen ramt af flere dræbende Skud. Jeg genkaldte mig Billedet af den unge, raske Fyr, som han stod ved Siden af mig paa „Kronborg“s Dæk en af de første Dage i Wilhelmshafen, tindrende af Fornøjelse over at have overlistet sin Moster og straalende af Lykke over endelig at være kommet ud paa et Eventyr.

Men han døde jo smukt — ja — blev ikke henvist til langsomt at undergraves af Malaria.

Han døde ligesom Svenskernes store Konge:
Han kunde ikke vige,
blot falde kunde han.

Oppe fra Rufijifloden kom Meddelelse om Christian Hansens Død. Det var ham, der blev baaret forbi min Lejr i Kungulio, stærkt lidende af Malaria. Han var Kullemper, paa Peter Hansens og min Vagt, og var en af de første, der blev angrebet af Malariaen, da vi arbejdede i Mansabugten. Sygdommen havde forfulgt ham siden og havde nu taget hans Liv.

Peter Christensen fra Kajnæs var ogsaa død. Han var faldet under et Forsøg paa at sprænge sin Haubitz i Luften. Han havde, sagde den Mand, der fortalte mig det, faaet den smukkeste Anerkendelse i en Udtalelse af Lettow-Vorbeck. Ja, ja, men hvad hjalp dog det mod al den Sorg, som denne Krig bredte om sig i de nordslesvigske Hjem.

Peter Albrechtsen fra Sønderborg var død. Han var faldet i en Patrouillefægtning ved Rufiji. Det var ham, der blev slynget over Bord af en Styrtsø under Stormen ved den norske Kyst. Dengang var han blevet reddet paa en næsten mirakuløs Maade — men det var altsaa for at dø i Afrika.

Kokkens Medhjælper, Tyksen fra Flensborg, var ogsaa død — bidt af en Slange. Hans Død erfarede jeg fra flere Sider. Den havde vakt stor Opmærksomhed, fordi der mærkeligt nok kun var ganske faa, om i det hele taget andre end Tyksen, der var kommet af Dage ved Slangebid.

Det svandt ind i „Kronborg“ s Mandskab, og de, der var tilbage, havde det næppe stort bedre end jeg.

Malariaen hærgede overalt i Vest som i Øst og i Nord, og baade Hvide og Sorte var konstant underernærede.

Uden at vide noget om Stillingen paa Fronterne kunde man se, hvad dette maatte føre til — enten til, at Hæren smuldrede helt sammen af Sygdom og Tab, eller ogsaa til en Kapitulation.

Alle Hvide, der kom gennem Livale, talte om det samme:
— Hvor længe kan dette vare
— har vi ikke snart lidt nok for Østafrika.

Men de gjorde dog alle deres Pligt i Farens Stund alligevel, og ingen formaaede blot i Tankerne at svigte den stærke Villie, der holdt det hele sammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

27. februar 1917. Uanset hvor man tager hen skal man selv tage mad med hjemmefra. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 27.2.1917

Min kære Jørgen! Tak for de to breve, jeg fik i dag, fra den 22. og 23. Det var rigtignok en skuffelse, at du ikke kunne få orlov. Hvor kan det dog være, og hvor ligger skylden. Vor by her har jo sikkert et dårligt rygte på sig, og det må jo da være fulgt med ansøgningerne her hjemmefra, for det kan dine foresatte da ikke vide deroppe. Hvis det ikke skulle hjælpe med den næste ansøgning, synes jeg da også, at du skal søge orlov til Flensborg, eller måske Husum, men dertil er jo endda et stykke længere at rejse end til Flensborg. Ellers kunne det være helt hyggeligt at bo hos fru Petersen. Og jeg skal sige dig, enten vi bor hos private eller på et hotel, skal vi selv have alle fødevarerne med hjemmefra. De har ikke noget at undvære i byerne. Det kan jeg også sagtens, når jeg retter mig ind efter det. Marie Rasmussen fra Kabdrup og flere koner har besøgt deres mænd i Altona, de havde alt muligt med selv..

Torsdag d. 1. marts 1917 … Så var Fedders og Eriksens her også, jeg skulle jo hilse dig fra dem alle. Fra Henriette Thomsens skal jeg også hilse dig, jeg var der inde en lille tid i formiddag. Jeg var ude på kredshuset alligevel for at tale med Bonnichsen om at få en russer. Nu har jeg været tre steder, så skulle man tro, det kunne hjælpe. Mathias Knudsen måtte med denne gang, han er nok kommet til Rendsborg, og Jens Krog til Schwerin, og Hans Bang til Elsass, degn Klausen til Posen… Vil du ikke hellere søge om orlov til Flensborg straks, det synes de alle herhjemme var det rigtige. Så får du nok orlov helt hjem, som du jo også skriver om. Jeg rejser i hvert fald til Flensborg og tager imod dig, hvis jeg tidsnok får det at vide. Den anden ansøgning har jeg ikke megen tillid til, da du jo er Kjkrigsduelig]…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. februar 1917. Kartoffelskrællesuppe med lidt kød – ikke just velsmagende middagsmad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23.2.1917

Min egen kære Inger! I går skrev jeg til dig, at jeg ingen orlov kan få, men at jeg måske kan få orlov til Flensborg, og bad dig om at sende degn Paulsens adresse. Jeg har nu betænkt mig. Jeg tror, det er bedre at vente og se, hvad det bliver til med ansøgningen til generalkommandoet. Du må alligevel gerne sende Paulsens adr., for hvis denne ansøgning heller ikke frugter, så søger jeg om at få orlov til Flensborg. Det var en streg i regningen, for både du og jeg håbede, at jeg skulle komme hjem en lille tid. Der er jo imidlertid intet at gøre ved den ting, vi må håbe og have tålmodighed. Det er harmeligt, at vore foresatte ingen tillid har til os, men sådan har de jo altid vist dem over for os også i det civile liv. De får nok deres løn. Jeg kan forstå af dit brev, at du venter mig hjem, kære Inger, så er skuffelsen næsten større for dig, end for mig. Rigtignok gjorde det et slemt indtryk på mig, da feldweblen fortalte mig, at jeg ikke kunne få orlov. Det går mig nu ligesom Jes sidste vinter, han kunne heller ikke få lov at komme hjem. Man skulle ellers synes, at når amtsforstanderen og landråden begge siger god for os, så kunne der ikke være noget i vejen. Nå, nu kan det være nok om det, det nytter jo ikke at ærgre sig over det, og foreløbig har jeg det godt og er ingen fare i. I dag er vi bleven flyttede, men ikke til fronten. Vi ligger nu i en by, som hedder Fressies, den ligger østlig for Arras, måske 20-30 kilometer. Du kan vist finde den på kortet. Vi havde en spadseretur så langt som fra Fjelstrup til Hoptrup, men det er ikke så slemt nu, da det ikke er så varmt. Undervejs fik vi middagsmad fra feltkøkkenet, som koger altimens det kører. Det var kartoffelskrællesuppe med lidt kød i, en ret som vi har fået en gang før. Tyskerne er opfindsomme. Det er just ingen velsmagende middagsmad, men når man er sulten og intet andet kan få, så »æder« man det. Det er blevet forbudt at få »Fettigkei- ten« hjemmefra, men det skal du ikke bryde dig om. Bliv bare ved at sende som du plejer, kære Inger, for jeg vil da ikke spise tørt brød, så længe der er noget at få hjemme Iros jer. Det er næsten for meget forlangt, først at nægte os orlov, og så at sætte os på vand og brød…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. februar 1917. Vi slagtede det ene svin i går, så nu har vi rigtig noget i huset igen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

23.2.1917. Fredag

Min kære Jørgen! …Du kan tro, jeg blev glad ved at høre, at du var i god behold bag ved fronten. For der står jo i aviserne, at Miraumont er taget, og en hel del fanger, 286 og nogle officerer. Det har været slemt for dem, der løste jer af, men når de ellers er kommen godt i fangenskab uden at være såret, er de fri for mange strabadser, og i fare er de da heller ikke. Jeg har straks fundet byen, hvor du nu er, på kortet.

Hvor kan den ansøgning da nu være bleven af. Det er skammelig, at den bliver liggende herhjemme, for her må skylden jo da ligge. Jeg vil tale med Thaysen om, hvordan det kan hænge sammen. I går slagtede vi det ene svin, så nu har vi rigtig noget i huset igen, og nu sender jeg jo dig lidt af alle slags. Vi leverede også kvien i går, den der var taget til militæret, men da Hans kom til Sil- lerup med den, der skulle de vejes, viste det sig, at den var med kalv. Så kom han jo hjem med den igen, og så fik de en anden. Måske Rasmus Jensen vil købe nogle kalvekvier her; har Jens talt om; og så vil Mårtens jo vist have nogle af de andre, som skal sælges, til at græsse i sommer. Nu er det, som om jeg efterhånden kommer lidt mere ind i det, men det kommer vel nok af, at man tvinges til at have interesse for det. Sofie og jeg var jo da også med ude i stalden forleden dag.

Tak for dine gode ønsker til min fødselsdag. Vi ved ikke, hvad der skal ske i det nye år. Det jeg mest ønsker er at få dig hjem, sund på legeme og sjæl, og det tror jeg da nu også nok, at du gør. Nu er du undsluppet farerne mange gange, så vi har lov til at tro, at Vorherre har holdt hånd over dig, og det skal vi jo også huske at takke for. I går var jeg lidt urolig. Jeg tænkte, at du måske alligevel ikke var blevet afløst, og når du så havde været i Miraumont, var det jo ikke godt at vide, hvordan det kunne være gået. Men nu er den sorg jo så slukket foreløbig da…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Vær med: Indtast oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig

Rigsarkivet Aabenraa afholder lørdag den 4. marts 2017:

Tastefest i Aabenraa

Vær med til at gøre din, min og vores historie tilgængelig for alle, når Rigsarkivet, Aabenraa holder tastefest. Du kan være med til at indtaste oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig, som blev indsamlet af Foreningen To Løver. Tilmeld dig her.

Ved tastefesten kan du være med til at indtaste oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig, som blev indsamlet af Foreningen To Løver. Vi taster oplysningerne ind i Rigsarkivets indtastningsportal.
Når data er tastet ind, kan de søges frem i tjenesten “Søg i samlingerne“.Indtastningsportalen består af indscannede kilder, og kilderne i den Sønderjyske Samling omhandler alle Sønderjylland.
Samlingerne bliver gjort tilgængelige og søgbare for alle ved, at frivillige transskriberer kilderne.

Arrangementet er åbent for alle, og Rigsarkivet sørger for forplejning på dagen.

Praktiske oplysninger

Du skal medbringe egen bærbare pc, som skal kunne bruge trådløst netværk.

Husk tilmelding på: https://www.sa.dk/brug-arkivet/arrangementer/tastefest-aabenraa-2

Tid og sted

  • Sted: Rigsarkivet, Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
  • Tidspunkt: 10:00 – 15:00
  • Dato: 04-03-2017
  • Tilmeldingsfrist: 03-03-2017
  • Pris: Gratis