Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Bataljonen fra Haderslev.
Hvil i Guise – krig under jorden i Champagne
Fra Vogeserne ankom bataljonen den 9. marts 1915 kl. 1715 til Guise i Nordfrankrig. Infanterie-Regiment 84 var hermed igen en samlet enhed. Hvile og uddannelsesperioden begyndte med en lidt ubehagelig overraskelse. På banegården blev de tyske geværer erstattet af erobrede russiske Mosin-Nagant geværer, af tyskerne også kaldt »Dreilinien-gewehr«. Nu var de generelt ikke dårlige, men mere groft tilvirkede. De næste dage viste, at træfsikkerheden ikke var meget anderledes. Allerede dagen efter modtog bataljonen fyldte patronvogne med ammunition, og i stedet for de normale 4, også en 5. med omkring 60.000 patroner.
De første dage i Guise gik primært på at gøre folk fortrolige med de nye geværer, der ligeledes måtte indskydes på hurtigt anlagt skydebaner. Så begyndte for alvor den soldatermæssige uddannelse, der mundede ud i kampøvelser på forskellig niveau. Søndag var tjenestefri. Det var regimentets første virkelige hvil siden krigens start. Den 11. marts blev der på torvet i Guise afholdt feltgudstjeneste.
Den 26. marts blev det i hemmelighed meddelt, at regimentet skulle afgå næste dag På grund af spionage i Guise, marcherede bataljonerne ud om morgenen som skulle de på øvelse, men marcherede instedet til banegården i Flavigny-le-Grand, hvorfra toget afgik kl. 2145 i retning af Champagne. Som regimentet blev forlagt var det voldsomme forårsslag i Champagne ved at dø ud, men de medtagne divisioner var her i stor behov for at blive afløst. Efter ankomst til Rethel, blev turen til fods til St.Etienne-á-Arnes, hvor der blev indkvarteret. Den 30. marts afløste I. Bataillon i forreste linje vest for Perthes, mens II. og III. Bataillon forskød til en barak- og teltlejr nord som Somme-Py, kaldet »Kaisertreu«.
Den 31. marts rykkede II. Bataljon i ly af mørket ind i stillingen via den totalt ødelagte landsby Somme-Py – i dag Sommepy-Tahure. Stillingsområdet lå i en totalt sønderskudt skov. Et utal gamle skyttegrave og de mange granatkratere gjorde orientering meget vanskelig, da der ikke eksisterede markante punkter, man kunne bruge som fikspunkter. Jorden var så løs, at det ikke længere var muligt at grave nye skyttegrave uden at de skred sammen, og derfor blev der anvendt tusinder og atter tusinder af sandsække.
Jorden bestod af kridt og når solen skinnede var det hvide genskinnet fra jorden så kraftig, at det resulterede i det fænomen, man normalt forbinder med vinter – sneblindhed. Problemet var så stort, at der fra Tyskland blev bestilt solbriller til posterne – eller som det blev kaldt »briller med farvede glas«.
Franske lænkeballoner og mange flyvemaskiner gjorde enhver bevægelse umulig i dagslys, da sådanne øjeblikkelig udløste fransk artilleri. Livsbetingelserne i linjen var derfor ikke særlig gode. Mad fra feltkøkkener måttes hentes til fods på lange afstande i mørke. De kunne normalt afhentes omkring kl. 21 og var så først fremme ved kompagnierne efter kl. 22. Et stort problem var vand, der måtte hentes på meget lange afstand, og bringes frem i store trætønder. Alt dette sled hårdt på bataljonens heste. Modsat fungerede feltposten upåklageligt. Breve og pakker hjemmefra var ikke mere end to-tre dage undervejs, og det er utallige beretninger fra sønderjyderne om de madvarer, der denne vej fandt vej til fronten. Selv smør og fedt kom uden problemer igennem.
Ud over rutinerne i skyttegravskrigen måtte regimentet i Champagne lære noget nyt – den underjordiske minekrig. Fra begge sider forsøgte man at grave tunneler ind under modstanderens stillinger, for herefter at fylde dem med sprængstoffer og sende dem til himmels. Initiativet under jorden var uden tvivl fransk. På tysk side blev der primært kun sprængt i form af kontrasprængninger af de franske tunneler. I løbet af perioden i stillingen blev der gennemført omkring 100 sprængninger – næsten en om dagen. Grundlæggende var minegravning pålagt pionerbataljoner, men disse var langt fra tilstrækkelige. Derfor blev alle regimentets minearbejdere og andre med forstand herpå overført for at hjælpe. Alene i bataljonens stilling var der 12 minegange, der i op til 20 meters dybde førte ind under de franske stillinger. Der var to typer minegange – dem der skulle sprænge fjendes stillinger i luften, og dem der skulle ødelægge fjendens tunneler med kontrasprængninger. Så længe man kunne hører fjenden arbejde, var der ingen fare, men når han blev stille, var det som at sidde på en krudttønde og blot vente på at blive sprængt i luften – meget hårdt ved nerverne.
Den 9. april blev der pludseligt helt stille under jorden. Tilsyneladende var franskmændene klar til at sprænge. Mens kun nogle ganske få frivillige poster blev tilbage i skyttegraven, blev der kl. 0515 udløst en tysk kontramine, der formentlig har ligget for tæt på det franske minekammer, for eksplosionen forplantede sig hertil og skabte et krater på 30 meters diameter. Lykkeligvis havde franskmændene fejlberegnet afstanden, så krateret lå foran den tyske stilling, og dermed kun forårsaget skader på de mange volde af sandsække. Den 16. april blev der ved I. Bataillon sprængt 9 kamre med hver 1 tons dynamit. Hele afsnit af fransk linje blev sprængt væk. Det modsatte skete 18. april, hvor en fransk sprængning begravede en hel deling fra 1. Kompanie
Dagene i hvil blev som sædvanlig under skyttegravskrigen anvendt til alt andet end hvil – uddannelse og arbejde, blandt andet anlæggelse og vedligeholdelse af den feltjernbane, der fra Semide førte til baraklejren »Kaisertreu« nogle kilometer nord for stillingerne. I lejren blev der også lavet en kantine, et udsalg med alle soldaten nødvendigheder til en billig pris. Kantinen havde på lønningsdage en omsætning på mere end 20.000 mark. Forvaltningen af overskuddet skete af en kommission bestående af en officer og flere underofficerer og menige. Ud over tilskud til diverse kompagnifester, oprettede bataljonen en fond til støtte for efterladte til faldne, hvor nogle tusind mark blev placeret i Haderslev Sparekasse.
Oven på jorden var det primært en kamp på afstand – minekastere, geværgranater og håndgranater, der blev sendt frem og tilbage over fronten, der på steder lå tæt på hinanden. Kompagnierne var ikke særlig lune på brugen af geværgranater, da der forekom ulykker på grund af de mindre anvendelige de russiske geværer. Det var derfor en glæde, da de russiske geværer igen den 17. maj kunne afleveres til fordel for tyske – selvom det var af den lidt ældre Model 88 udgave.
Også mindre franske angreb fandt sted, dog uden at de opnåede noget resultat. Tab var uundgåelige og beløb sig ved bataljonen til daglig 10-15 faldne eller sårede. Dette svarede til, at der hver 10. dag var forsvundet personel svarende til et fuldt kompagni. En anden side af de mange sprængninger og brug af minekastere var, at døde fra tidligere kampe igen blev gravet op og i den grad forpeste luften i sommervarmen, at det næsten var uudholdelig. Der var dog ingen mulighed for at fjerne de døde. Regimentets egne døde blev, i det omfang de kunne findes, alle begravet på en kirkegård ved le Trou Bricot. Efter krigen blev kirkegården nedlagt og de døde flyttet til en af de permanente tyske militærkirkegårde i området.
Efter at være afløst i linjen blev bataljonen den 15. juli indladet på banegården i Somme-Py. Tiden på Champagne var forbi. Nye opgaver lå forude. For regimentet havde Champagne krævet tabene af 12 officerer og 574 mand.
Stillingsområdet, Infanterie-Regiment 84 besatte på Champagne ligger i dag inden for et fransk militært skydeområde. Formentlig på grund af dette, er der stadig mange spor efter skyttegrave og lejre.
Det største stadig eksisterende minekrater er La Boiselle på Somme ikke langt fra Albert. Det er resultatet af to ladninger på tilsammen 30 tons.