Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Bataljonen fra Haderslev.
Helvedet på Cote 304 – Verdun
Slaget om Verdun anses som det største og længst varende i krigshistorien. Aldrig før eller siden har der været et så langstrakt slag, involverede så mange mænd, og på så lille et areal. Slaget varede fra 21. februar til 19. december 1916, og kostede skønsmæssigt 700.000 døde, sårede og savnede. På intet tidspunkt var området for kampene større end ti kvadratkilometer. Ud fra et strategisk synspunkt var der intet formål med disse ubegribelige tab. Kampene om Verdun udviklede sig til et spørgsmål om prestige mellem to nationer – bogstaveligt kun for kampens egen skyld.
Kampene om Cote 304 – Højde 304 – og Cote 295, Mort Homme (den døde mand) er tæt forbundet. De to bakker ligger med blot 3 km afstand og var på venstre side af Meuse af stor betydning, da man herfra havde en uhindret udsigt over Verdun og derfor naturligvis blev udnyttet til artilleriobservation. I marts 1916 begyndte tyskerne en række angreb på Mort-Homme, der alle blev afvist, primært på grund af den flankerende ild fra Cote 304. Det var tydeligt, at Cote 304 var en forudsætning for at kunne erobre Mort-Homme. Et angreb i starten af marts var en succes, men nåede ikke toppen af bakken. Den franske 29 Division d’Enfanterie blev løbet over ende og over 3000 franske soldater, inklusiv en general og to regimentschefer blev taget til fange. I Frankrig var det en national katastrofe. De følgende dage rasede kampene frem og tilbage i det værst tænkelige vejr. Det regnede kraftig, sårede druknede i mudderet, våben og soldater sank i. Da kampene for en tid døde ud den 23. marts, var begge sider udmattede. I begyndelsen af april forsøgte tyskerne igen at tage toppen uden at nå målet.
I et nyt forsøg i maj blev alle sejl sat til. For at sikre en succes, var der denne gang koncentreret 500 tunge kanoner på en front knap 2 kilometer bred. Den 3. maj begyndte et af krigens mest voldsomme artilleribombardementer, der varede i 36 timer. De franske tab var forfærdende. Alt var kaos, folk blev begravet levende, der var ingen mad eller vand, og navnlig tørsten gjorde folk næsten sindssyge. Sårede skreg indtil de døde og lugten af 10.000 ubegravede døde var ubeskrivelig. Om natten på anden dagen kom angrebet på Côte 304, og denne gang var den franske modstand brudt. Efter yderligere tre dages bitre kampe var bakken endegyldigt på tyske hænder. Bombardementet havde været så intensivt, at bakken rent fysisk var blevet 7 meter lavere siden kampen startede.
Det var i denne situation at Infanterie-Regiment 84 ankom for at overtage fronten på Cote 304. Den 11. maj 1915 afløste II. Bataljon på Cote 304. Regimentet indførte fra start en rotationsordning, hvor de tre bataljoner på skift var 5 dage i fronten, 5 dage i beredskab og 5 dage i hvil. Fra start lå de forreste skyttegrave under voldsom fransk artilleribeskydning, fulgt af infanteri-angreb, der dog alle blev afvist. Den 16. maj lægges de tyske stillinger under krigsgas, men samme nat afløses bataljonen, der marcherer til Natillois i hvil til den 19. maj, hvor bataljonen overgår i beredskab i Malancourt.
Den 24. – 28. maj gik det tilbage i forreste linje, hvor forholdene ikke havde ændret sig – voldsomt artilleri, krigsgas og franske infanteriangreb. Efter en ny periode i hvil og i beredskab, kom II. Bataljon tilbage i linjen den 7. juni, hvor man er i fuld gang med forberedelserne til Operation »Schleswig-Holstein«, der skulle bedre grebet om Cote 304. Angrebet kom til gennemførelse den 9. juni uden forudgående artilleriforberedelse, men overraskelsesmomentet mislykkedes, da franskmændene havde opdaget forberedelserne. Den franske spærreild sættes ind, og fjenden får tid til at sunde sig. Kompagnierne har store tab og må falde tilbage i deres udgangsstillinger. Mellem 12. og 22. juni var bataljonen igen ude af linjen, men måtte den vende tilbage i en afløsning, der skete under heftig artilleribeskydning.
Den 29. juni gennemførtes Operation »Hindenburg«, hvorunder to franske støttepunkter blev nedkæmpet. Angrebet gennemførtes af I. Bataillon med II. i reserve, og dele blev sendt frem som forstærkning efter erobringen af målene. Fra 1. juli frem til 7. september fortsatte rotationen mellem front, hvil og beredskab. Hver dag fortsatte den voldsomme artilleri fra begge sider og franske angreb var næsten daglige. Den 7. september kom så afskedens time med denne frygtelige del af vestfronten.
20 sønderjyde står registreret til at være forsvundet på Malincourt og Cote 304. Herudover var en langt række sønderjyder kun registreret med »Verdun« som geografisk lokalitet.
Stålhjelme: Sønderjyden Herman Hunger var soldat ved 5. kompagni, Infanterie-Regiment 84. I årbogen 1966 fra »Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere« (ligger på hjemmesiden) skriver han om oplevelserne ved Malancourt og Cote 304 i juni måned 1916. Her fortæller ham, at stålhjelmen først på dette relativt senere tidspunkt blev indført, og at det i starten ikke var særligt populært. Den oprindelige »pikkelhue« hjelm var oprindeligt lavet af læder, men man var efterhånden gået over til at bruge pap. Den ydede så godt som ingen beskyttelse, men den var let at bære i forhold til den tunge stålhjelm. Man kan tydeligt se forskel på tyske stålhjelme årgang 1916 og årgang 1940. Stålhjelme fra 1. verdenskrig er forsynet med to knaster – en på hver side, beregnet på at hægte et »Stirnpanzer« – ekstra panser på forsiden af hjelmen. Herman Hungers beretning fra Cote 304 er meget informativ og læseværdig.
Når man i dag går rundt på Cote 304 skal man huske, at der i 1915 ikke voksede et eneste træ, ikke et eneste grønt græsstrå. Alligevel kan det anbefaledes at tage den sti, der på et kort vises en 2½ kilometer rute gennem skoven med ti stop, hvor yderligere plancher fortæller om rutens punkter, der omfatter flere mindesmærker og tre franske soldatergrave. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at tusinder af franske og tyske soldater forsvandt i disse bakker og på en måde stadig ligger i jord, jeg træder på. Vis værdighed.