Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den 9. juli underskrev kongen traktaten, og flaget blev hejst fra rådhusets balkon. – Alle stævnede derpå til gudstjenesten i kirken. – Denne fest har sin plads jævnsides med den store på Dybbøl. Her samledes alle, der havde været med på den lange, stormfulde rejse, til bøn og tak, fordi havnen var nået.  – Da de forlod kirken, følte jeg, at de nu havde taget afsked med hinanden som den lille, kamprustede skare, nu stilede alle hjerter frit mod mødet med Danmark.

Men forinden havde de alle i kirken mindedes, hvad der var ofret for at nå til denne dag; der var ingen, hos hvem dette øjeblik ikke måtte vække den heftigste smerte, og som ikke her havde de dyreste tab at begræde. Vidunderligt befriende samlede den store hymne alle og førte dem med sig i sin jubel: 

Nu sagtelig skrid vor højtidsdag

med stråler i krans om tinde,

hver time til Herrens velbehag

 som bække i eng henrinde,

til sagtelig sig tilsidst de sno

 op under de grønne linde.-

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

En af de sidste aftener, da hele landet lå som mættet af fest og kun ventede på ordet for at sprænge sidste hæmning bort, cyklede jeg ud til Augustenborg, hvor jeg blev vidne til en scene, som det vil være umuligt at genfortælle uden at berøve den noget af sin sarte ynde. –

Det var i den store, næsten tomme sal i Frosts hotel. Der var halvmørkt, skønt det var lyst endnu udenfor. Kun henne ved et vindue stod en lille klynge småpiger; nu og da kom flere til. Da de var fuldtallige, gik de op på den lille scene, hvor et voksent menneske omtrent når suffitterne med hovedet.  En purung pige, lærerinde på skolen, tog nu fat. Under hendes ledelse øvede de sig her, aften efter aften, i timevis, på nationaldanse, som skulle danses i Augustenborg på genforeningsdagen. Med englelig tålmodighed blev det samme indprentet dem igen og igen, og med uhyre kejtethed og alvor gik de små til værks, imens de flinkt brugte stemmerne, for musikken måtte de selv levere.

Sådan gik det med »Hr. Peder kasted runer«, »Nu lider dagen med raske fjed«, »Dybt i havet« og alle Elverhøj-sangene, vers efter vers.

Oppe på scenen var det et mylder af kulørte kjoler, der passerede ud og ind, og bare arme strakte i vejret, og ben strakt frem til chassée, altsammen behersket af den unge, blonde pige i den klare, blå kjole mellem alle de små, mørkere bondepiger, og som selv sang højest og gladest.

Den grå jens i den store, tomme sal sad bomstille, for ikke at forstyrre dette herlige billede. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Op imod genforeningen samledes ude på kasernen alle de, der havde været værter for os fra byerne rundt omkring og fra Sønderborg selv; alle de ansigter, vi kendte fra Ragebøl og fra Dybbøl, fra Augustenborg og ude fra Als, så vi her samlede i den store kasernegård, der var som en brusende lejr, og nu var det os jenser, der kom bærende med topfyldte fade og de andre, der sad bænkede og blev opvartede, og de blev opvartede, og der blev smurt inde i kasernen, så pålægget fløj sergenter og menige om ørerne, for der var ikke megen gradsforskel den dag.

Kasernen blev besøgt og beundret fra kælder til kvist, og sceniske talenter blandt det indkaldte mandskab gav Heibergs »Nej« på et hurtigt opslået friluftsteater ved den grønne skråning i gården. Bagefter spillede orkestret nede foran bygningerne ud mod sundet på den grønne plads, hvor dansen gik som i Dybbøl præstegårdshave, som i Augustenborg og alle de steder, vi havde været, og efterhånden trak flere og flere af de dansende par ud på broen (»Marsbrücke« forhen), og igen var det konstellationen de lysegrå uniformer og de hvide eller lyseblå kjoler, og i en sort, bevæget skare udenom, stod, som vore gæster, vore storartede værter fra de første dage. Vejret var skønnere end nogen sinde tidligere, og med hurra blev tilladelsen til at følge hjem modtaget. De fra de fjernere distrikter blev under megen halløj anbragt i et par store lastautoer og rullede hjem syngende af fuld hals, ældre og yngre lige glade og begejstrede.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Midt i dette store genopbygnings- og genforeningsarbejde var det dobbelt vidunderligt ikke at føre en soldats planløse tilværelse, men at være draget med i det arbejde, der stilede mod genforeningen. Ligefør jeg en morgen skulle til at stige op i lastautomobilet, der skulle føre os til Flensborg, var oberstløjtnanten kommet hen og havde spurgt, om jeg kunne hjælpe festkomiteen med byens udsmykning til festlighederne. – På hele vejen derned gennem det pragtfulde sommerlandskab tumlede jeg med planer og idéer, som snart samlede sig om nogle hovedpunkter.

Det havde ved soldaternes indtog virket nedslående og trist at se rådhuset på sin fremtrædende plads ligge dødt og gråt og usmykket. Derfor gjorde jeg det nu til midtpunktet i hele festdekorationen, idet jeg på hver side af det, over Store og Lille Rådhusstræde, rejste en æresport og udfra spirets glugger anbragte otte små flag, som langtvæk kunne ses vinke og blafre i blæsten. Foran facaden flankerede to høje flagstænger rådhusets balkon, hvorfra byens store dannebrogsflag vajede. –

Dernæst prøvede jeg i to store æresporte at få udtrykt noget af det centrale i situationen. – Den ene stod ved indgangen til hovedgaden ved hotel Alssund. Den var meget høj; midt over gaden et maleri af Dybbøl mølle og på hver side af dette de to slutningsstrofer fra verset, der er indsat i møllevæggen: »Slægter dø, men sproget binder, fremtid gror af dyre minder«.

Tværs over jernbanegaden, med front ud imod hovedgaden, rejste jeg den anden æresport, og til hver af pillerne malede jeg her to allegoriske figurer i overnaturlig størrelse, den ene symboliserende det lænkebundne, den anden det befriede modersmål. Dette foregik i vognporten hos de tyske svende.

Ovenover disse figurer, spændende over hele portens bredde, stod verslinjen fra Modersmålet: »Men just som de mente, hun var i bånd og bast -«.

Alle portene blev ganske nøjagtige i proportionerne, som jeg havde tegnet dem; det var meget vigtigt, da materialet, granstammer og grønt, var så simpelt, at det eneste virkemiddel var forholdenes rigtighed, men dette var vanskeligt at få gennemført, da tømrerne var af meget blandet nationalitet og sindelag og talte plattysk, højtysk, frisisk og kartoffeldansk i en pærevælling.

Der blev efterhånden flere og flere steder i byen, hvor man syntes der måtte æresporte, heldigvis blev festen stadig og stadig udsat, men tilsidst var der også otte tømrede æresporte i Sønderborg alene, regnet fra pontonbroen.

Midt i arbejdet med alt dette så jeg en dag det skønneste lille stykke symbolik blive udspillet på åben gade. En lille, hvid pige kom gående, ivrigt læsende i en lektiebog på vejen til skolen om morgenen; fra den anden side kommer en lille, rød pige, ligeledes ivrigt optaget af tabel eller lignende. De to opdager hinanden samtidig, falder i armene på hinanden og følges nu ad, tæt sammen, ned ad gaden, pludseligt dannende den nydeligste harmoni af rødt og hvidt. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Det var omtrent ved denne tid, at man i Sønderborg begyndte at se damer, der var klædt med den bevidste understregning af farver og linjer, som karakteriserer hovedstadsdamen. Tillige markerede de ved alt i deres dragt, at det var sommer, på en bevidst og raffineret måde, så fjernt fra hvad der var skik i Sønderborg, at de virkede overordentlig stærkt og fremmed i gadebilledet.

Det var de danske embedsmandsfruer, der drog ind. De bragte med sig duften fra hele det bourgeoisi, som nu tilbragte sommeren langs Strandvejen og på Skagen.

Samtidig rejste det ene stillads sig efter det andet foran husene i hovedgaden, og facadevaskerne og malerne arbejdede, så det glinsede på lang afstand, mens i de mindre sidegader og stræder beboerne selv var i gang med hvidtekosten, så det stænkede ud over brostenene.

Efter at »Kong Håkon« havde tømt sin millionlast, var butiksvinduerne med de små, ensomme arrangementer midt i en gabende tomhed blevet propfulde med strålende, nye varer i et udvalg, der ganske tog vejret fra folk.

Og en skønne dag gik en mand omkring med en trækkevogn fuld af skinnende røde postkasser, der lå i solskinnet og gassede sig, mens de gamle, hæslige, blå blev skruede af og kørt sammen i en bunke i posthusets gård. Og man så de røde frakker om morgenen gå ud med posten i alle de små gader.

At den dag kom, hvor sønderborgerne kunne lægge brevene i de røde postkasser, havde de selv ofte talt om, men når man tænker på tiden før krigen, begriber man ikke, hvorfra de hentede deres fortrøstningsfulde vished. –

Endnu var grænsen lukket, og der var ingen turiststrøm nordfra, men den store strømkæntring var begyndt, kronemønten indført, administrationen i fuld overgang, og hvert pulsslag førte landet nærmere til Danmark, mens Holsten og Kiel og Rendsborg, før så forbavsende tæt på, blev fortrængt ud i et periferisk halvmørke, og alle ansigter vendte sig mod nord.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Man ser et dejligt, gammelt bondehus ved landevejen ude forbi Augustenborg; tømreren, der bebor det sammen med kone, børn og svigerfar, har været med i krigen. Svigerfar er veteran fra 64. »Den gamle« havde spadseret på sine ben til Sønderborg »den daw, nær æ jensere de kom«, og samme ulejlighed gjorde han sig også, da Hans Majestæt kom dertil. Det gamle hus er et helt rustkammer, og med stolthed viser den tykke, gemytlige tømrer mig alle sagerne.

En engelsk lyskuglepistol af blankt messing, fisket op ved Yserens bredder, og et dansk forladegevær fra 64 er ligesom samlingens yderpunkter. Desuden et utal af granatsplinter og en tysk, en fransk og en dansk bajonet – til sammenligning. Den sidste er mit eget værge, som det er meget kuriøst at sammenligne med de fremmede. –

Mens manden var travlt optaget med at hale alle sine krigserindringer frem, han må være ordentlig belæsset, da han kom hjem, var konen begyndt at tømme chatollet for, hvad det gemte.

Hun havde en samling, der var en værdig konkurrent til mandens. Her var, foruden ualmindelig dejlige, gamle bondefajancer, en mængde kobber-, messing- og tinsager, som hun med stor list havde unddraget rekvisitionerne under krigen.

Et rigt udstyret kaffestel i rødt og hvidt, hvor der på alle stykkerne var malet de sønderjyske piger, var for hende samlingens »piéce de résistance.« Underligt nok stod der kun nedenunder billedet »De sønder … Piger«. Ordet måtte af en eller anden mærkelig grund ikke skrives helt ud. Hele stellet var jo en helligdom og var kun blevet brugt til deres bryllup og til hendes mors begravelse.

Stort mod havde konen vist under krigen, hvor hun resolut havde styret hele deres bedrift i de utroligt vanskelige og hårde tider, gået i marken og passet alle børnene. Hendes største indsats var dog den, at hun havde gjort sin mand, der var født sydtysker, til en god dansker.

Allerede i 1908 havde disse to i Odense anskaffet sig et dannebrogsflag, som hun, svøbt om livet, havde indsmuglet i Sønderborg. Hvorfra havde de troen og tilliden? »Credo, qvia absurdum.«

Vi fandt straks det rette forhold overfor hinanden. Hun bød mig mælk af et glas, hvorpå der under to korslagte dannebrogsflag stod: »En skål for gamle Danmark«. Det var Danmark, de gennem mig, den danske soldat, bød velkommen i deres hus.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den gamle landstormsmand fortæller også, men han venter til maskingeværerne er blevet trætte.

Han fortæller, en passant, at en løjtnant, som han godt kunne have været far til, engang kaldte ham en kylling, som ikke endnu havde sparket skallerne af sig.

De andre kommer så med deres erfaringer i den retning, og meget deciderede kraftudtryk krydses i luften; det syder i dem ved erindringen om kasernegården.

Den gamle kommer med en lille historie, som ligesom danner afslutningen på alt det forrige. – Under krigen var der ofte dukket en ungdomserindring op for ham. Det var fra en tyrefægtning i Lima i Sydamerika. Tyren havde flået en hest op, men blev kort efter dræbt. Imidlertid var indvoldene blevet stoppet ind i hesten igen ved hjælp af halm, og den nye tyr bliver ført ind.

Picadoren sætter sig op på hesten, som de har fået stavlet på benene, men den bryder nu fuldstændig sammen og bliver overladt til sin skæbne. Tyren nærmer sig med sænkede horn, og publikum vejrer. – Den standser lige ved hesten – og giver sig så til at slikke hestens sår. -Det havde han aldrig kunnet glemme, og under al den grusomhed, menneskene lagde for dagen overfor hinanden, var dette billede af tyren i Lima’s cirkus bestandig dukket frem i hans erindring, mens han havde været derude.

Allevegne var krigen nået hen. – To storartede, unge sønners ansigter ser fra de store rammer nedover de gamle og søstrene, som er blevet tilbage.

Det er i Hundslev midt på Als. Nede ved Kruså peger den gamle vejmand på sin landsby og siger: »Herfra faldt syv i verdenskrigen, min søn var den første, det var ved Namur han faldt; så kom, jo så kom naboens-«, og sådan var døden gået fra hus til hus, med kortere eller længere mellemrum, i den lille samling stråtækte huse ved vejen.

I 64 havde de fra samme antal huse kun mistet to. –

I Åbenrå, mens jeg står og tegner en gammel dør, kommer en ældre mand hen og ser lidt til og tager mig så hen, for at jeg skal se det hus, som hans søn har bygget, hans søn som var en lovende ung arkitekt, og som faldt i Frankrig. – De ensomme gamle. -Mærkelige sammentræf, der synes rene anakronismer, har krigen gjort selvfølgelige, almindelige.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Henimod slutningen af mit ophold dernede, var jeg i længere tid beskæftiget med nogle store, dekorative arbejder til genforeningen. Jeg stod i en vognport, og fra malerværkstedet ovenpå fik jeg hver dag besøg af svendene, der var tyske, én af dem var fra en by, der hed Hindenburg, og som med levende interesse iagttog arbejdets gang. – Når så der var diskuteret om billederne, »nichts geht über die Lazurtechnik-«, endte det med, at en af dem kom med en eller anden bemærkning om krigen, som straks fængede, og så var vi med det samme i en brandstorm af krigsoplevelser.

Den ene fortalte fra sin kant og den anden fra sin, i munden på hinanden og voldsomt gestikulerende. Tilsammen et blændende levende billede af krigslivet på den tyske side, revet ud af al logisk sammenhæng, men med sproget lige ud af skyttegravene, sproget og alle bevægelserne i alle situationer. –

Sådan stod man med håndgranaten, sådan slyngede man den, roligt, vis på indstillingstiden, eller sådan – i et febrilsk jag – de første gange.

Håndgranaterne synes i det hele taget at have spillet en hovedrolle. En af kammeraterne, der trængte til en afsvalelse, får sendt en hvæsende håndgranat ned for fødderne af sig i det hjørne af skyttegraven, hvor han står, og stirrer stivnet af rædsel, indtil den går ud af sig selv, eksplosionsstoffet var fjernet.

Meget optaget var de også af den raffinerede situation, som kan fremkomme, når man har indstillet håndgranaten til eksplosion og lige har beregnet tid til kastet (den skal helst eksplodere lige før den rammer jorden), og den så griber fat f.eks. i en fingerring, idet man vil slynge den fra sig, så kan der komme fart over personen.

De fortæller mere til hinanden end til mig, sammenligner den enes oplevelser og erindringer med den andens.

Russerne, der var nogle »dumme Kerls«, som kyssede fligen af ens kappe, selvom man sparkede til dem. Der var natlige snigpatruljer igennem pigtrådsnet. Saksen har man i hånden parat til at klippe. En af kammeraterne bliver lidt tilbage, en af håndgranaterne, der hænger ved bæltet, har haget sig fast, det er vanskeligt at komme løs – og så lyder eksplosionen – kaput. –

»Die Flammenwerfer«

Erindringen derom synes ikke at tilhøre denne verden. – De stopper også op og ser mod gulvet og mumler: »Nein, nein, das war zu furchtbar.« – Men så er der maskingeværerne. Dem er der humør over. Det er i Berlin, Alexanderplatz, »Strasse frei«, og folk løber ind i portene, op i gadedørene, mens det smælder: rak, tak tak tak.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Sidste gang, jeg var i Mørvig (og i Flensborg) var i en meget højtidelig anledning, hvor jeg højofficielt betalte, hvad vi skyldte englænderne for kul og varer.

Der var i Mørvig en febrilsk aktivitet. Alt var i opbrud og bevægelse, alle magasinerne skulle tømmes; det var sidste dag, det britiske flag beherskede Flensborg fjord, »Carysford« lå med dampen oppe, parat til at føre tropperne til København. –

Også »the Paymaster-Commander« syntes grebet af den almindelige nervøsitet; han havde en halv snes affærer, som ikke var afviklede foruden vor, så han lyste op i et smil, da han så mig. Hans ansigt med fuldskægget og de brune øjne bag guld-pincenez’en er for mig uløseligt knyttet til nogle af de ejendommeligste oplevelser i mit liv, og det var virkelig med en slags vemod, at jeg trykkede hans hånd for sidste gang. 

En skøn afslutning på alle flensborgdagene dannede så, samme eftermiddag, turen ud til Glücksborg, hvor netop i de dage visse, senere meget omtalte »transaktioner« fandt sted. Fra mange huse i omegnen vajede de slesvig-holstenske farver; få dage efter tog tyskerne landet i besiddelse.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Inde i hotel »Rondeel«, umiddelbart foran det gamle slot, maner det fra væggen: »Denen die immer zu kritteln haben, nur drei Tage lang Schützengraben«.

Til gavn for værten, til hvis kogekunst fordringerne bliver slået kraftigt ned, og også for gæsterne, hvis tanker får lov at hæfte sig ved det, som i fem år var ens medmenneskers daglige lod.

Jeg talte også med flere tyskere. Deriblandt med én, som havde været fransk krigsfange, først i Bordeaux, men den meste tid på Isle de Rée, og endnu et helt år efter våbenstilstanden.

Hadet til franskmændene skælvede i hans stemme, når han talte, Det der gjorde det aldeles uhyggeligt og håbløst at høre på ham, var, at hans beretninger næsten var identiske med det, som en belgier havde fortalt mig, da han passerede København under krigsfangernes hjemsendelse.

Belgieren havde været krigsfange siden november 1914 i Güstrow i Mecklenborg, og også hans stemme skælvede af had – til tyskerne.

De to mænd stod dér med samme anklage på hver side af frontlinjen, kun var belgieren langt mere legemlig nedbrudt og oprevet.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Det vil altid være vanskeligt for dem, der ikke har set det, at forestille sig, hvor hårdt et præg Sønderborg, ja hele Sønderjylland havde, førend den friske strøm kom skyllende nordfra. Hvor det var afsondret fra al livets glæde og farve. Hvordan man alle vegne så ansigter, hvor den gustne hud lå stramt spændt over kindben og tindinger, med hårde træk om munden og et underligt, langtsøgende blik.

Hvor mærkeligt blide og rødmossede de danske soldaters ansigter virkede hertil med deres mange muligheder og skiftende udtryk. – De mange krigstrætte ansigter havde kun et og det samme, selv når de smilte.

Menneskenes dragter kappedes i forsømthed og tristhed med husenes facader. – Man så overalt den feltgrå, i original eller dårligt camoufleret, og al farve var forlængst regnet af mure og træværk. De sorte og hvide spiraler på de preussiske flagstænger var vasket i én regngrå stribe. – Svarende til alle disse ydre træk, kom så de indre. 

For enden af enhver samtale lå det hav, hvori alting mundede ud: Krigen! -Undertiden kortere bemærkninger, som kastede uventede strejflys og viste én kombinationer, som man ikke før havde tænkt over, eller også, sjældnere, fordi de færreste er i stand dertil, en fuldstændig fremmaning af det altsammen.

Det, der gjorde mest indtryk, var naturligvis, hvad de jævnaldrende eller endog lidt yngre havde at fortælle. Her hørte man den historie, der ville være blevet ens egen, om man var født i et af de store lande.

Soldaterbogen blev halet frem med den største sindsro af ejermanden og betragtet med undrende ærefrygt af den, der intet havde ydet. Den var herlig positiv og indeholdt, kort og præcist, hvor og hvornår, alt hvad der kunne sættes i navne og tal.

Det var ikke lidt en sådan godt 20-årig ung mand kunne have været med til. – Indtil en halv snes navne, hvoraf de fleste er betegnelser på store slag i Verdenskrigen: fra Somme og Chemin-des-Dames til russiske og polske slagmarker, stod opklæbet i bogen under hinanden, dertil en omhyggelig dateret fortegnelse over permissioner og hospitals- eller lazaretophold. Og så til sidst afslutningen med arbejder- og soldaterrådets stempel; forudsættende flugten og tilbagetoget gennem revolutionen, før hjemmet er vel nået.

Men før det kom så vidt, er det underligt at forestille sig en ung, danskmand i en kasernegård i Berlin, som rekrut i Kaiser Franz Gardegrenadér Regimentet. –

I lange rækker holder de hinanden i hænderne, parat til indøvningen i retmarschen, »the prussian goosestep«, som englænderne har kaldt den. – På: »Frei« begynder alle de lange garderben at svinge, løse i hofterne, mens alle miner spændes, og så kommer det: »weg«, og støvlerne suser til jorden, og rækkerne avancerer med tordenbrag, blussende af anstrengelse, til Feldwebelens brøl.

Det var nu vore jævnaldrende, men ellers var det jo sådan, at bogstaveligtalt hver den man talte med, havde været med.

Underligt, når man ser fiskeren ved sin aftenpibe uden for sit hus efter endt dagværk, at vide, at han har været engelsk krigsfange i Kalkutta.

Eller en anden, som i revolutionsdagene, med den røde fane på panserautomobilet, jog fra Kiel til Hamborg.

I Åbenrå traf jeg en sønderjyde, som rullede cigaretter med en franskmands hele elegance. -Han havde været krigsfange og arbejdet i vinmarkerne i Auvergne (Aurillaclejren). Dér havde han lært kunsten.

Befolkningen dernede havde ingen forståelse af sønderjydernes særstilling. For dem var alle i feltgrå: »les Boches«. De havde haft det hårdt med 12 timers strengt arbejde hver dag.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Som typisk for de dages festligheder i småbyerne i Sønderborgs nærhed, vil jeg omtale festen i Ragebøl. Foran skolen stod skolelæreren og arbejdede i haven, da vi kom forbi. Han stødte arrigt i jorden med spaden, da han så os; det var Ragebøls eneste tysker foruden stationsforstanderen.

I gamle huse kom gamle ægtefolk frem i dørene, og hun kiggede frem bag hans skulder og nikkede, mens han tog hatten dybt af for hver befalingsmand, der marcherede forbi. De smilede med de indfaldne munde, men havde store tårer i øjnene, og vi gik med den underligste fornemmelse i brystet og halsen.

Efterhånden som vi blev mere vant til det, fik vi indstuderet et hurra, som begyndte med et trefoldigt hurra i første deling, og så blev grebet af anden og sådan trefoldigt rullede fra deling til deling ned gennem kompagniet. Der blev ikke sparet på det. Heller ikke på sange, og først og fremmest »Den gang jeg drog af sted« og så »Madelon«. –

En lille pige med rødt skærf om sin hvide kjole stod parat hos sin moder med buketten af de røde og hvide blomster og gik frem mod premierløjtnanten, da han kom på sin store hest. Han måtte læne sig helt ned så langt, han kunne, for at nå den lille piges hånd med blomsterne.

En mand stod frem og holdt en af disse hjertelige velkomsttaler, vi så ofte fik at høre, og som hver gang fik mig til at undre mig over, at det fandt vi hernede efter over et halvt århundredes fremmedherredømme.

Mens vi endnu stod opstillede under talen, kom små piger hen til os med blomster, lilliekonvaller, syrener, stedmoders, som de nejende rakte os. Foran Ragebøls forsamlingshus stod en skare af folk fra egnen, og iblandt dem gamle veteraner.

Dem tog officererne sig af og viede dem hele deres opmærksomhed, og lykken strålede i de gamles ansigter, da de sad bænkede ved kaffebordene mellem alle soldaterne, og man hørte i et væk deres høje, spæde gammelmandsstemmer.

Vi så til hinanden, da vi var anbragt ved bordene og havde lagt de blomsterprydede huer fra os i vinduerne. Det var utroligt, så der var blevet dækket op for os, og hvilket arbejde måtte det ikke have været at få al den mad smurt og alle de kager bagt. Det var, som om de ville vise os, på en for soldater letforståelig måde, at det var grænseløst, hvor meget de ville unde os. Fadene rørte ved hinanden over hele bordets længde, og der var ligesom lidt betænkelighed ved at bryde hul og ødelægge det festlige syn.

Vi nåede da også langtfra at få spist op, og det skønt hver især gjorde sit bedste; der kom stadig nye, topfyldte fade af stadig samme overdådige lækkerhed, og vi åd, til vi var revnefærdige og ikke kunne spise mere den dag. –

Stille gik en ældremand op på tribunen. Han havde sort skæg og en skarpt skåret profil og stod med nedslagne øjne, mens han fortalte. Det var om den gang, han sidst havde set de danske soldater. Her på samme sted. På vejen derudenfor, som vi var kommet ad.

Ordene husker jeg ikke. De faldt langsomt og søgende, alt som mindet dukkede frem, og det var ikke til at mærke på ham, at han stod i en stor forsamling.

Men det billede, ordene fremkaldte, står lige så levende for mig, som havde jeg oplevet det selv: soldaterne, der kom fra Dannevirke, sneen, hvor bålene brændte og maden kogtes, og en lille dreng, der lykkelig, uden at ane, hvad det var, han så, stormede rundt fra den ene gruppe til den anden.

Det var dog blevet et indtryk for livet, og stedet, hvor det var sket, kunne han endnu forklare os, hvor var. Salen blev ryddet og fejet, og der var snart fuldt på gulvet af dansende.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Henimod klokken otte, netop som solen var gået ned, drog et livligt tog henover markerne fra Katrinelund, hvor middagens overdådighed og sange havde bragt stemningen på et højdepunkt.

Henad de bugtede markveje bevægede hele bataillonen sig i marchkolonne op imod chausséen, hvert kompagni med sin kaptajn i spidsen, men under hans kommando var der den aften, foruden jenserne, de sønderjyske piger, som jenserne havde taget under armen.

Al modstand var på forhånd opgivet, og med triumfråb inkorporeredes de nye soldater i rækkerne; bataillonen slugte dem alle, som den kom frem ad vejen under råb og sang, så det klang langt ud, og folk strømmede ud af gårdene og ud i haverne og stod bag hækkene og lo og vinkede igen, mens de grå soldater med de hvidklædte piger imellem sig og med de pragtfulde bøgegrene, som svingede og vinkede fra alle de larmende rækker, drog forbi.

Tre store sale var den aften fyldte til trængsel, og det blev en hård tur for damerne, som var i fåtal, og som uden en pause trådte dansen til helt ud på natten. Den aften blev mange bånd knyttede, tværs over alt hvad der havde skilt.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Festen i Katrinelund den 16. maj var den officielle fest, hvor Sønderborg bød tropperne velkommen. Allerede om morgenen vajede flagene overalt, og ikke mindst flagsmykket var Adalbertgaden, der vender ud mod kasernen, og som med sine fantastisk hæslige, tyske facader så helt menneskelig ud med Dannebrog. Det var søndag, og vi var ualmindelig rene og lettede for alt, hvad der hed oppakning, da vi marcherede ud med spejderne i spidsen. Gennem hele byen var det en uafbrudt nikken op til vinduerne, hvor folk lå ud og vinkede. På vor march havde flere og flere sluttet sig til os, så at en mægtig sværm gik og løb og cyklede i vejkanten, da vi kom uden for byen, og fra hele toget lød en konfus brusen af sang og latter. Fra vejen lettede støvet i tykke, blålige skyer og gled ind imellem og ind under rosenrødt blomstrende frugttræer.

Med højtløftede bøgegrene stod unge piger i friske, hvide kjoler og dannede ved indgangen en portal, hvorunder hele toget gik ind til festpladsen. Her var det som en fanfare af smældende sollys på alle de hvide duge henad de lange borde med skinnende kopper og kander og yderst ude i diskanten det skære, nyudsprungne bøgeløv isprængt Dannebrog. Og nu skete Sønderborgs formæling med jenserne. Vi var overvældede. Var det for os, at alt det blev gjort? Hvordan havde vi dog fortjent det? Og de ord, der var skrevet i sangen, de var som til en søn, der pludselig er kommet tilbage: »Velkommen her igen, vor egen, kære Jens«. Véd nogen af dem, der har siddet hjemme i kongeriget mon, hvad festen i Katrinelund var?

Dér talte Nis Nissen til os om krigen. Og mange begyndte at forstå ting, som før kun var anelser. Og ind imellem talerne kom sangkoret, bl.a. med genforeningssangen. Og som løftet af den store stemning fik en af jenserne mælet til at sige det, som de alle følte, det som var sandhed for hver eneste én af dem, der sad bænkede dér og kæmpede med mange følelser, som vel for de fleste var nye og overvældende, og som de ikke før havde haft brug for at søge ord til. Det var festens højtideligste øjeblik.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Med stor forventning imødeså jeg Augustenborgturen. Jeg længtes efter at se den gamle conspiratorrede midt i det troskyldige Als.

Fra et højdepunkt på Kjær halvø blev vi orienterede i hele det vide, pragtfulde landskab, der lå udbredt foran os, før vi begav os ind i det. Bindingsværksgårdene med de tre længer, der åbner sig ud mod vejen, de mange, klippede buxbomhække og lindetræer, det sirligt strøede grus i havegangene, de brede, blanke ruder i alle vinduerne, de hvide, stivede gardiner indenfor, hvis indvævede blomster snart var lige så håndgribeligesom de kæmpemæssige, blomstrende pelargonier, der stod i karmen i strålende fajancepotter; jo, Als var ikke længe om at vise sig i sin fulde særprægethed, og landsby efter landsby talte stadig tydeligere det samme sprog til os.

I skoven, før man kommer over fjorden, holdt vi hvil i glad forventning, fiksede op på påklædningen, det vi kunne, og spiste noget af den medbragte mad, for ikke at komme til at æde alt for ubeskedent. På den anden bred af fjorden stod ved opgangen til byen unge piger med en stor, frisk buket. Den officer, som modtog den, gjorde de unge piger opmærksomme på, at oberstløjtnanten først kom bagefter, og at han kun var kaptajn. Nydeligt svarede så den unge pige, der havde overrakt ham buketten, at de blomster var til den første, danske soldat, der betrådte Augustenborgs grund, så var det lige meget, hvad rang han var af.

Som til alle de store slotsanlæg bliver man også her grundigt forberedt og højtideligt stemt af en lang allé. Den er høj og mørk og lukkes for enden af porttårnet. Helt oppe mødte øjnene et »velkommen« spændt tværs over vejen, og under det hvidklædte småpiger, der sang. Slotspladsen blev snart et levende mylder af gråklædte jenser, lysklædte piger og mørke civilister, der her spillede en mere tilbagetrukken rolle. Henne i hjørnerne var trængslen stor om udskænkningsstederne, herligt skummende øl og grisk bællende soldater og topfyldte smørrebrødsfade, der ikke fik tid til at smelte i solvarmen. Der var stille glæde hos augustenborgerne ved at se på jenserne, mens de spiste, og den steg, da de så dem hvirvle sig til musikken med de hvidklædte på slotspladsens grus.

Nogle fandt op i porttårnet ad en ret brøstfældig trappe, der endte på en forbavsende knudret måde, indtil man tilsidst strakte hovedet ud over rækværket og så ud og ned på vrimlen og støvet på den store, firkantede slotsplads. Der var meget lidt plads deroppe til andre end den irrede, grønne klokke, der hang brændende hed af solvarme i midten med allehånde, snørklede forsiringer, tal og inskriptioner. Det var et festligt skue heroppefra. Uden om slottets skinnende hvide fløje, der omsluttede festtumlen, bredte sig milevidt et strålende landskab med bakker ud til blå fjorde, grupper af træer og grupper af huse omkring kirkespir. Al Danmarks ynde lå samlet for ens blik. Og det blev altsammen forklaret for os, og med ivrige bevægelser blev der peget ud over egnen hvad det var, der lå der, og det, der lå der. Og de tunge lodder til uret, som det jo nok kunne knibe foren ung pige at trække op en hel vinter igennem, mens hendes fader lå syg. Selve slottet, nu seminarium, åbnede også sine lyse, kølige gange for de danske soldater. Fire, sortklædte vejvisersker bevægede sig geskæftigt og husvant i gangene, utrættelige i at vise os og fortælle os om alt, hvad vi så og om dobbelt så meget til; dør efter dør åbnede de til klasseværelserne eller lærerindeboligerne, og i stueetagen viste de os den smukke aula, den eneste levning indvendig fra slottets glansperiode. På trappegangen et stort billede af dronning Louise af Preussen, »den preussiske madonna«, og et af den tyske eks-kejserinde, der jo stammede fra Augustenborg, og som de nævnede medsympati. Men deres første og sidste tanke var at få Dannebrog hejst på slottet. Før kunne der ikke leves videre i den bygning. En betegnende instruks til de unge lærerinder, som før gik på seminariet, og som næsten alle var tyske, lød således, at hvis man på legepladsen overraskede børn i at tale dansk, skulle det meldes til bestyrerinden, og børnene straffes.

Nede i parken standser man overrasket ved »palæet« og forstår navnet »Eden«, som det litterære hof gav Augustenborg i gamle dage. Den lille, hvide, nyklassiske bygning ligger helt skjult, man ser ikke engang slottet derfra, og ikke en lyd fra festen nåede derhen. Fjordens vand blinker frem forenden af alléen, og høje, røde blomster vokser inde under skyggen af mægtige bøge. Man skelner en høj, det er »pulverkammeret«, en anden, det er hertugens hests grav; så er der H.C. Andersens træ med mindepladen på tysk, de tre ege, »die Schwureichen«, hvorunder, efter sagnet, Griffenfeldts fald blev besluttet, og mangt og meget andet, og parken er tæt, og jenserne havde forvildet sig dybt ind i den, da der blæstes til samling. På den indre, brolagte slotsplads holdtes der nu parade, fotografiapparater rettedes ind på os allevegne fra, og ned gik det gennem hovedgaden under fuld musik. De gamle huse lå som det nydeligste supplement til slottet, med store stentrapper bygget ud over toppede, græsomgroede brosten, udskårne rokokodøre, dørhammere, små ruder, slyngroser, teglstenstage. Gennem hulveje overlandsbyen Bro, uden om fjorden, gik det så hjem.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Blandt vore mere rolige dage husker jeg især dengang vi havde foredrag af premierløjtnanten oppe på Dybbøl. På den grønne vold af en af de senere anlagte skanser, omtrent ved den gamle skanse 2, sad hele kompagniet. -Kalvene var blevet lige så ængstelige som nysgerrige ved vor ankomst i deres indelukke og sprang undersøgende til og fra. Når man gik op ad det stejle bjerg nede fra pontonbroen, var det umuligt at lade være med at tænke på, at det var jenser ligesom os, som i 1864 måtte op i skanserne og lade sig skyde ihjel, og som godt vidste, hvad de klavrede op til. Jeg tror, de gjorde det, ligesom vi nu ville gøre det – uden tøven og uden begejstring.

Lige overfor det forsamlede kompagni lå, på den anden side af Vemmingbund, Broagerland med Dynt mølle, ensomt arbejdende i det dystre landskab, og med Broager kirkes to dristige lybækkerspir over alle de hvide gavle i regelmæssig række i byen nedenunder. Så typisk et jysk landskab, og i stærkeste modsætning til det blide, bølgende Als. Dette vekselspil imellem de to naturer, hvoraf Danmark består, det mandlige og det kvindelige, fastlandetog ølandet, der mødes ved Alssundet, gør landskabet ualmindelig udtryksfuldt, ualmindelig dramatisk. Den kæmpemæssige kuppel, som Dybbølbjerg danner, og som behersker hele landskabet på begge sider af sundet, ville sikkert være berømt også uden sine historiske minder. – På en pløjemark så vi stenen over løjtnant Anker. Der var pløjet helt hen til den, og der hang kun en gammel, vissen krans. – Ellers betegnes gravene på lang afstand af en tårepil, og går man hen til dem, ser man næsten altid friske kranse eller blomster ved stenen. Foredraget gjorde på mig et stærkt indtryk ved den håndgribelige virkelighed, stedet gav fortællingen. Gammelmark på Broager fik nu sin uhyggelige betydning.

Der var en bræmme af blomstrende vilde roser og hyld og tjørn langs hele brinken, og nede i alle kløfterne var der et væld af blomster, hvorunder kilderne randt ned; længere nede kom de frem gennem det smaragdgrønne græs og tilsidst løb de gennem leret ud i Østersøen, der strakte sig fra klintens fod og så langt ud, øjet kunne nå. Bølgerne gled klare som glas henover skiftende bund af grønligt sand og purpurfarvet tang, og små mennesker i hvide både langt ude på havet havde travlt med at hale ind eller sled i det for at komme over til Kegnæs.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den allerførste dag, da vi drog ud med fuld musik og med marinerne fra »Olfert Fischer« bag efter os, for at bekranse krigergravene ovre på Dybbøl, kom vi, oppe ved kirkealléen, forbi skolen, hvor alle skolepigerne med deres lyse, runde hoveder, myldrende og puffende, fyldte vinduerne. Pludselig gav de sig til at synge, jublende, skingrende, så vi kom ud af takt: »Den gang jeg drog af sted«. Med dette jubelskrig sprængte de langt bort for evigt alle trange og trykkende minder om »Ich bin ein Preusse, ein Preusse will ich sein«. Med dette skrig blev vi indviede til Sønderjylland; de der før havde spillet overlegne, de kom med, akkurat som den gang tropperne holdt deres indtog i København efter Treårskrigen. Til at begynde med, da de samledes ude på Vesterbro, var de kry nok og, efter soldaters vis, en smule overbærende, for enhver pris ikke betagne eller imponerede; men da de så marcherede ind mod byen, da havde også et skrig, det jubelskrig, der lød imod dem fra Københavns menneskefyldte volde, givet dem indvielsen.

Først da vi var oppe på toppen af Dybbøl og efter at have nedlagt kranse på gravene, nu med hele landet foran os marcherede ned til det, ind i hjertet af det, fik vi helt fornemmelsen af, hvad den nærmeste fremtid ville bringe. – Det var regnfuldt og pløret, og skyerne hang lavt ud over bakkerne, mens alle blade og strå glinsede af væde. Da musikken begyndte at drage ned ad bakken efterfulgt af bataillonen, sprang pludselig de rødhvide flag ud rundt omkring over stråtage og huse nede i Dybbøl by; allevegne var der flag i bevægelse op til flagknappen, vor vej fremad betegnedes med flag, der gik til vejrs, og hvor vi kom, inden de kunne nå at få det hejst, stod de med det i dørene og viftede, mens børn løb efter os med små flag i hænderne. Og gårdene, som kort forinden havde ligget hen som uddøde, var med ét slag forandrede. – Det var vor første tur, og for enhver af os blev det afgørende. Det var hjerte, der fløj til hjerte, og når vi var rigtig tæt på, så vi ofte, at de græd.

Det var i sandhed dage, hvor man spurgte sig selv, om det nu også kunne være virkelighed altsammen. Det dagligdags havde slet ingen gyldighed mere, og jenserne var ganske løftet ud af al sædvanlig form og utilbøjelige til at acceptere de mere prosaiske tider, da de igen meldte sig.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Selvfølgelig følte skipperne det som en krænkelse, at de skulle være under kontrol på deres eget skib, men vi kom hurtigt på god fod. Det var fader og søn, som hele deres liv havde gået på Elbfart, men nu var søgt nordpå. De talte indbyrdes en temmelig uforståelig dialekt.

Sønnen var krigspræget, gusten og sammenbidt og opfarende overfor den sindige gamle, når han var for langsom ved styringen. »Nu, kannst du’s besser machen?«, sagde den gamle. – Det blev ruskvejr og blæste op, og »Adele« skød en mægtig fart, når man betænker dens ikke just slanke bygning, og de 80 tons den havde i lasten. Men den lagde sig helt om på siden og susede gennem vandet, så skumsprøjtet stod som hvide syrener om bovsprydet.

Under dette skiftede landskabet hurtigt, kun tårnet blev tilbage af Mørvig, Okseøerne forsvandt, og Glücksborgs vældige, skovbevoksede næs rundede sig udfor os, mens allerede Broager jog sine sylespidse tårne i vejret fra bakkerne foran og straks dominerede hele landskabet, hvordan så fjorden vendte og drejede sig. I løbet af nogle timer var vi fjorden ud og rundede Skelde-næs og Eventyrskoven med alle de grå, søjleagtige stammer, der rejser sig lige i vejret fra klintens brink.

Aftensmaden åd vi fra hver sin ende af den samme pande, kartofler og løg af den gamles tilvirkning, og jeg blev opfordret til at tage godt til mig, »sei nicht blöde», så vi mødtes nok så nydeligt på midten. – Om natten gik vi for anker i Sønderborg havn, og skipperen og jeg sov de retfærdiges søvn under samme ternede dyne i alkoven, der rundede sig efter skibssiden, og med søkortenes lange, hvide ruller over vore hoveder i mørket. – Den gamle holdt til forude ved komfuret, hvor der var varmt. Og næste morgen bugseredes vi ind gennem pontonbroen, hvor mine kammerater stod som vagt i anledning af generalstrejken.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Nede i solskinnet sad nogle korporaler og holdt opsyn med mandskabet, der skødesløst hev de fyldte kulsække om bord i skuden, der skulle fragte kul til den danske kommando i Sønderborg. De glædede sig alle til at komme til noget rigtigt efter dette her og snakkede om Ægypten og om Mesopotamien, som vi andre snakker om Fyn og Jylland, men frem for alt havde de mod på at komme til Irland: »Oh, the Sinn-Feiners!« – Resten var et kast med hovedet og et ubehageligt og ildevarslende udtryk i øjnene. Formodentlig har de i kun alt for rigelig grad fået deres lyst styret.

Langt om længe lå skibet sejlklart til afgangen næste morgen, som var en søndag; jeg skulle med på farten som »Begleitsmann«. – Noget skønnere end Flensborg den søndag morgen tidlig, da jeg begav mig ud til havnepladsen i Mørvig, finder man næppe under nordisk himmel. Jeg så ud over byen, mens jeg steg op ad stien mellem haverne i Jørgensby. Luften var aldeles klar og blev ikke forurenet af en eneste røgsky. Kirkespirene skinnede i solen, og alle skibene lå stille i havnen, kun et par hvide sejl bevægede sig henover fjorden. Da jeg kom derud, ville de imidlertid ikke sejle. De var stædige som kariolheste, og der viste sig at være tusind forhindringer af den latterligste art at overvinde, før vi kunne komme af sted, og hele dagen gik nu hen i langtrukne forhandlinger med skibsmæglere, toldembedsmænd o.l.; alle var lige stædige og fjendtligsindede, og hvert skridt besværliggjordes af søndagen. Tilsidst kørte vi fuldstændig fast og blev henvist til »Landwirtschaftsrat«, men da brast også tålmodigheden, og et utvetydigt dokument, hentet hos Mr. Bruce i Kollund, måtte til for at klare begreberne hos myndighederne om hvem, der var de herskende – for øjeblikket.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Kun et kvarterstid før »Olfert Fischer« med tropperne om bord ventedes, ankom toget, der medførte, foruden træn, rekylheste og kuske, oberstens hest og alle stabshestene. Det var derfor et såre spændende og pinligt øjeblik, da »Olfert Fischer«s himmelhøje, grå master, til den fastsatte tid, bevægede sig ind gennem sundet, og man helt herover til statsbanegården følte spændingen i de ventende masser på den anden side og hørte hurraråbene begynde at bølge ud over vandet blandet med toner af fædrelandssange. – Thi det havde været mindre festligt, om oberst, oberstløjtnant, stab og hvad dertil hører, til fods skulle have bevæget sig igennem Sønderborgs gader under indtoget. Men der manglede kun såre lidt i, at de var kommet til at gøre det, hvad ingen skulle have anet, da de sorgløst satte sig op på deres heste.

Transporten var ikke blot forsinket, den havde tillige stået hele natten over i vognene på stationen Flensburger-Weiche, hvortil den var nået efteralskens genvordigheder og trakasserier, som de tyske jernbanefolk havde beredt den, og heste og mandskab var lige udasede og upræsentable. Det var derfor kun med opbydelsen af al energi, at det lykkedes at få opsadlet de vigtigste heste med det samme og få dem ført over pontonbroen og klaret gennem den tætpakkede menneskestimmel. – Gudskelov for taler og sange; det var takket være dem, at alt var parat, da obersten kom.

På havnekajen kneb det svært med at få plads for de mange mennesker og med at føre bataillonen hen på torvet, hvor den egentlige modtagelsestale blev holdt. Da ceremonien var til ende, satte toget sig under stor bevægelse i gang. Fra pontonbroen havde man det bedste overblik over det.

Forrest gik den dansk-franske kaptajn Dederding med kasernekommandanten i Sønderborg, kaptajn Krenchel. Derefter fulgte alpejægerne. Musikken sætter i, og det giver et sæt i publikum, da hornblæserne med ét i strakt arm jager trompeterne i vejret og lader det blanke metal skyde lyn i luften. Efter musikken ses i hastig vuggende takt de lange, sorte, sylespidsebajonetter og under dem de mange kendte ansigter, anspændte og ivrige. Det var »la chamade«, udfordrende, krigerisk, inciterende. Lige efter fanfarerne fra »les chasseurs« lyder »Den gang jeg drog af sted« for fuld kraft af pauker og trommer. Den sorte skare med de høje hatte og hvide skæg var veteranerne. Så kom – til hest! – oberst, oberstløjtnant, stab, og tilsidst jensernes grå masser, blomstersmykkede, forventningsfulde. Hovedgaden var helt rød af Dannebrog, men de store, offentlige bygninger lå udeltagende hen uden flag, overtagelsen var jo ikke officiel endnu. Fra møllens vingespidser viftede Dannebrog, man kunne følge flagene gennem sidegaderne, og hvor man så det vaje, vakte det en stadig stærkere følelse af rigdom, tryghed og lykke.

Marinekasernen var så vidt parat, som den efter omstændighederne kunne være. Det vil sige, at nattelejet var på tangmadrasser på det bare gulv. Gasblussene var ødelagte, så vi havde enten lys i en flaske eller i en staldlygte eller slet ingen ting. Desuden var alle knager blevet fjernede inden evakueringen, så at alt tøjet og alle udrustningsgenstandene lå i indfiltrede bunker rundt om på gulvet og så fantastiske ud i det flakkende halvlys, når man »gik i seng«. Men skønt var det næste morgen at se Dybbøl banke med sin mølle højt til vejrs på den anden side af det blå sund, der snoede sig dybt nede under os.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Næppe nogen i Sønderborg var rigtig klar over, hvornår jenserne egentlig skulle komme eller anede, at der virkelig allerede fandtes nogle af disse sagnagtige jenser iblandt dem, omend civilklædte. Jensernes ankomst var blevet udskudt så længe – akkurat som senere med genforeningen – så folk havde, trætte af forventningens spænding, bestemt ikke at tro noget, før de så det med deres egne øjne.

Jeg kan ikke nægte, at jeg havde fornemmelsen af at trykke på den knap, der satte hele maskineriet i bevægelse, dengang jeg på Sønderborgs telegrafstation indleverede telegrammet til chefen for »Olfert Fischer« i Assens medanvisning på, hvor han skulle lægge til i havnen; det var det sidste, der skulle til, før de danske soldater igen kunne tage landet i besiddelse.

Men hvilken forskel på byen, som den var umiddelbart før de to historiske fester: jensernes ankomst og genforeningsfesten. Det var som to helt modsatte byer, den ene grå og fattig og stille af bare mangel, og den anden blussende i ivrig, højrøstet glæde, stormende imod alt det nye.

Højst forskelligt modtog de folk i byen, der havde staldplads, meddelelsen om, at de skulle have militærheste indkvarteret. Kun med kniberi fik man anbragt de to heste, som hver af dem gennemsnitlig skulle have, hos de tysksindede, hvis kontorer bar et lige så afgjort særpræg som de tyske, ungepiger på gaden, der i en mængde bagateller røbede deres nationalitet; et blik var i begge tilfælde straks orienterende.

I modsætning til den træge modtagelse hos de tyske firmaer og handelshuse var det derfor forfriskende at blive budt et åbent velkommen oppe i gæstgiveriet »Koldinghus«, hvor værten satte punktum for min dags arbejde med at tilbyde hos sig alene at tage alle de resterende otte heste.

Et andet sted, også i et gæstgiveri, stod en ung, bleg pige i sort og hældte en snaps op i en kop kaffe til en gæst i skænkestuen. Da jeg forhørte om staldplads, sagde hun, mens tårerne begyndte at løbe, at hendes fader var død om natten, »lige før den dag, de danske soldater kommer, det, han havde glædet sig til hele sit liv«. Nu kom også moderen til, der var ikke tale om andet, end at de ville have deres indkvartering som de andre. Gæstgiveriets navn var »Danmark«.

Ovre på statsbanegården, hvortil militærhestene skulle komme, dryssede kalken ned fra væggene. Alt skramlede i det rullende materiel, og alt, hvad der kunne ruste, var ræverødt. Trist og hæslig var stationsbygningen i forvejen, så det var ikke opbyggeligt. De, der hørte til derovre, så også endnu mere blege og forknytte ud end de øvrige statsfunktionærer, krigsprægede allesammen. En imødekommende, gammel stationsforstander, der nu nyder sit otium i Holsten et sted, ordnede alt vedrørende transportens ankomst.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Havnefronten optages af lave, udstrakte magasinbygninger, den engelske flådes oplagsrum og kontorer. Et stykke ovenover disse lavere bygninger rejser sig så den underlige, badehotellignende kasernebygning, som har tricoloren vajende fra sit sorte spir, og helt oppe i baggrunden lyser det mægtige, engelske flag fra centralbygningens hovedtårn og underordner sig hele landskabet. – Ude i havnen ligger engelske krigsskibe, grå og sorte, med tøj til tørring i uroligt flagrende guirlander, og længere ude på fjorden et stort hospitalsskib med stærkt lysende røde kors. Af Flensborg ser man kun skibsværftets røde jernskrog, ellers aner man blot byen, som en fremspringende pynt skjuler, ved den tykkere luft oven over stedet.

Langt borte på den anden side af fjorden spejler husene i Wassersleben sig i vandet, og røgen stiger op fra kobbermøllen, der ligger skjult i skoven. En skarp fure i trækronerne markerer vejen til Kruså. – Den eneste lyd, der høres, er skridtene af skildvagten, som går op og ned foran magasinerne i »Quick march«, så man straks tror han har umådelig travlt, indtil man et øjeblik efter ser ham komme tilbage om hjørnet i nøjagtigt samme tempo.

Vagtstuen er et enormt lagerrum. Langs væggene står senge, hvori der ligger enkelte sovende. De grønne tornystre står ved fodenden på betongulvet. Der er halvmørkt og køligt til trods for det stærke solskin udenfor. – Midt i lokalet sidder om et bord en 4-5 sultne tommyer. – Hver af de herrer sidder og filer af et stort, nybagt franskbrød, foran dem står en krukke frisk perlende smør og en nylig oplukket dåse med orangemarmelade. Dertil kaffe. – En hurtig vakt appetit fremmaner det sædvanlige morgenmåltid i Sønderborg, det stive, sure rugbrød i tørre, afskårne skiver, det trætørre pålæg, samt margarinen. – Vi indleder en ivrig samtale af gastronomisk karakter, »we get more than we can eat« påstod de, de fik »bacon and eggs« og »pudding« (jeg lod som jeg ikke var forbavset) og dertil 4 sh. om dagen. 

Ovenpå residerede blandt andre »the Paymaster-Commander«, Mr. A., hvem alle vore forhandlinger gjaldt. Han boede privat i Mørvig by i en pæn lejlighed, men måtte lide den tort daglig fra sin væg at blive betragtet af en bidsk Hindenburg i bronze. I modsætning til de aktive søofficerer, der talte med hænderne i bukselommen, og gik deres vej, når de ikke syntes, at der var mere at diskutere, var »the Pm.Cm.« udsøgt høflig og klar og tydelig i sit sprog.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Flensborg stræber af al magt efter at nå ud til Mørvig, men endnu er den uendelige Bismarckgade, som fører dertil, byen for lang, og den må give op på halvvejen, så at den sidste strækning af gaden er øde og ubebygget. På vejen derud passerer man den anden af de enorme skolebygninger. Den viser sig at være hul i ryggen som en elverpige og kun facade. Skolebørnene exercerer på legepladsen i delingsvis opstilling med flag og trompeter.

Sporvognene er tætfyldte, og beherskes på denne linje af de fremmede soldater. En tommy sidder uendelig nonchalant og umedgørlig på styreapparatet på en sporvogns bagperron til gene for alle, som skal ind og ud. Måske er det ham, der på en væg har skrevet en kæk hilsen til tyskerne fra »one, who has bayonetted eight of them«. Han har i hvert fald nok nogle på sin samvittighed, som han sidder dér, tæt klemt inde blandt landsmænd til dem, han har dræbt.

Første gang i Mørvig var med lastautomobil. Vi måtte holde stille for at lade en afdeling englændere passere. De overrasker os, som er vant til den atmosfære, der følger med en dansk deling. Hver enkelt mand er ren og velplejet, og uden en stump af det klodsede, sværtede lædertøj, som vi er belemret med. Man kunne se, at de som følge deraf følte sig ganske anderledes frie end vi, når vi marscherer ud, og øjnene så årvågne og roligt iagttagende ud af de glatragede ansigter, på en måde vi ikke er vant til herhjemme fra.

Delingen kom oppe fra den store centralbygning, det britiske, militære hovedkvarter, som med sine uendelige vinduesrækker og det imponerende trappeanlæg virker massivt og helstøbt ud mod fjorden, men opløser sig indadtil i en række fløje med talrige fremspring og underafdelinger og ligner her med sine haveanlæg, trappegavle og smårudede vinduer mere et kloster end en bygning til militært brug. 

Den engelske flåde og alpejægerne havde ikke til huse her, men delte resten af dette kæmpemæssige territorium mellem sig. – Fra Bismarckgaden, ved sporvejens endestation, gik en stejl hulvej ned til det sted, hvor den franske vagtpost stod, men lidt forinden drejede en sidevej brat af til venstre gennem en snæver port mellem to røde murstenspiller og videre ad en svimlende bakke lige ned mod fjorden, for i sidste øjeblik i et nervepirrende, retvinklet knæk at dreje hen parallelt med havnekajen på jævn flade.

Dette var en mere end kompliceret tur i lastautomobil, især da vi ofte havde en ladning, der ragede udenfor til begge sider. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

For det var jo det: Flensborg var under den Den internationale Kommission. Den var rykket op i en sfære, der gjorde den til noget ganske for sig, og som fik dem, der ikke havde adgang til byen, til at gøre sig de letsindigste forestillinger om alle de vidundere, den gemte, og alle de muligheder, den frembød, hvilket gav sig udslag i, at jeg, hver gang jeg skulle dertil, var overlæsset med de mest aparte kommissioner, som nærmest var et udslag af den atmosfære af sensation, der efterhånden havde lejret sig om staden.

Ganske vist blev også 1. zone styret af samme internationale kommission, men dér havde man den kun for øje i form af alenlange bekendtgørelser og forordninger slået op på alle mure; her var den i højeste grad en faktor i det daglige liv. –

Den var centrum, og enhver flagsmykket bil med mærket C.I.S., enhver hvidsløret nurse eller aparte klædt gentleman, som man mødte på hovedstrøget, havde Flensburger Hof som basis. – Men Flensburger Hof havde projiceret en kraftig underafdeling ud; det militære hovedkvarter i Mørvig. Det var så heldigt, at mine militære pligter førte mig såvel det ene sted som det andet. 

Var man først indenfor i hall’en i Flensburger Hof og kiggede sig om i halvlyset, der herskede under det gule glasloft, hvor de obligate søjler, palmer og læderlænestole hævede det hele op i den kosmopolitiske sfære, hvor alt er ens i alle fem verdensdele, måtte man vogte sig for ikke at gå på hovedet ind i en af Kiplings indiske fortællinger og tro sig hensat til officerskasinoet i Amritsar f.eks. –

Med nakken lige synlig over lænestolens ryg sad de senede, engelske officerer i samme kulør uniform som det lys, der sivede ned gennem det guleærtefarvede glas, ubevægelige, fåmælte, med »The Graphic« eller »Times« i hånden. På små kurveborde mellem de kolossale, polstrede klubstole var anbragt forfriskninger.

Selvfølgelig holdt det indiske eller kiplingske billede sig ikke ret længe. Så passerede civilklædte over hall’en og plumrede det. Men man fik et indtryk af en verden for sig, der, utilgængelig for alle uvedkommende, rørte sig derinde, og man morede sig over den atmosfære af fortrolighed, der herskede mellem dens beboere, som altid havde en eller anden bemærkning parat, når de strøg forbi hinanden. Der var péle-méle: nordiske journalister, nurser, franske og engelske officerer og civile kommissionsmedlemmer, opvartere, telefonpiger, C.I.S.-chauffører, portiers og – to civilklædte, danske militære.

Herinde under drivhustaget så jeg igen den slags udhalede, lakerede herrer og stærkt pudrede, elegant chausserede damer, som jeg overhovedet ikke havde set en eneste af siden min afrejse for to måneder siden fra København.

Det, der mest satte bevægelse i gestalterne derinde, mens jeg havde stade i en af de polstrede, var, at fru Bruce (»Die Königin« kaldet af tyskerne) skulle have en kurv med æg og lignende sager ud med prof. Mølgaards bil til Kollund. I kuriøs kontrast hertil foregik vagtafløsningen foran hotellet med al mulig højtidelighed.

Englænderne kom og stillede sig op med ryggen til, franskmændene vis-á-vis, så man fra restaurantens brede vinduer så lige ind i ansigtet på dem. Det var som nat og dag at se den snes mand fra hver sin nation stå dér overfor hinanden. – Englænderne, lange karle, meget røde i ansigtet, hvilket ikke stod særlig godt til den guleærtefarvede khakiuniform, yderst velovervejede i bevægelserne; og så de små franskmænd i harmonien blåt-brunt (ansigts-farven) – sort med alle de koldt glimtende sølvmedailler, som de havde hentet sig i København, på brystet, heftige i bevægelserne, selvbevidste, stærkt præciserende.

Soldaterne prægede i det hele taget gade- og kafélivet næsten som i København i krigsfangetiden, og fremmede måtte undre sig over, at det gik fredeligt. – Allerede tidligt søndag formiddag kunne man se alpejægerne i flok drive fra knejpe til knejpe. De yndede også at sætte deres store lastautomobiler, hvori de sad tæt proppede, i rasende fart op og ned ad Angelbovejen til og fra Mørvig, så folk flygtede i vild rædsel for krigschaufførens prøve på sin smarthed.

Der sad endnu en mængde afstemningsplakater rundt om på mure og plankeværker. De allerfleste var afgjort fra dansk side. Omtrent halvdelen af de dansksindede var affattede på tysk. Flere af dem virkede med stor kraft i modsætning til tyskernes, der forekom i påfaldende ringe udvalg med matte idéer, og hvor Uwe Lornsens hoved i en glorie og Holstens nældeblad med de dobbelttydige ord: »Bleibe treu!« var de mest fremtrædende. Og alligevel blev resultatet, som det blev. 

Jeg fik kun ialt seks gange talt dansk i Flensborg. En af dem, jeg talte med, havde plattysk til dagligt sprog, men var i stand til at tale godt dansk. Således er der sikkert mange, men man må søge nøje for at opdage det. Det er kun de gamle bygninger, der så højlydt og gribende taler et andet sprog end byens.  

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

3. Maj: Forelagde i Eftermiddags i et Udvalgsværelse paa Rigsdagen Internationaliseringsplanen for Neergaard og J. C. Christensen. Neergaard henstiller at gøre et Par Ændringer, men begge udtaler Redebonhed til at støtte den mellemslesvigske Delegation og selv sende en særlig delegeret med denne Opgave.

(I de følgende Dage yderligere Forhandlinger. I Anledning af Meddelelserne om Marling, der overrækker Indstillingen i Paris, indhentes Oplysning om, at Afgørelsen ikke er truffen. Først den 8de er alt klart. Ved Afskeden siger Statsminister Neergaard, at han har mørke Anelser. Om Aftenen afrejser Flensborgerne og Brødrene Andersen til Aarhus og derfra den 9de Morgen til England.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Men det, der først og fremmest kalder på os danske, er dog den lille, danske kirke i hovedgaden med den høje, grå gavl med det smalle vindue, Frederik d.4.’s navnetræk og rytterspiret på taget. Den er mærket, hvorfra man kan finde krigergravene. Fra hovedgaden, ad den lille stejle gyde, der går op langs siden af kirken, når man op til en pragtfuld udsigt med Mariekirkens kobberspir lige for – ak, ikke det gamle! – og Ballastbjergets gule grusgrav på den anden side af fjorden. Ganske skyskraberagtigt rejser sig gymnasiet bagved imod solen og kaster en mægtig skygge nedover skrænten.  Man snegler sig forbi kæmpetårnets fod. – Vrimlen af tage, røgen og støjen, den blinkende fjord, alt forsvinder brat, når man er drejet om hjørnet og er kommet op på bakkekammen bag de store bygninger. – Der er ganske stille og halvlyst i den allé, der fører hen til indgangen til den gamle kirkegård. -Lyset, der kommer ned over det nyklassiske kapels kobberkuppel og gule mure, har først tabt i kraft ved at gå gennem trækronerne. Bygningens rene, strenge arkitektur får således lejlighed til at gøre sig gældende i et idealt halvlys. Bagved fører snævre, mørke gange med gamle monumenter, hvorimellem der glimter guldregn og syren, og hvorover bøgetræerne løfterderes kroner højt til vejrs i det fulde sollys, hen til den store lysning, hvor den aflange høj med alle de hvide tavler findes.

Jeg dvæler ikke længe ved de mange, store navne, jeg søger et bestemt. Med de samme faste, klare bogstaver som på kammeraternes stene står det med eet dér – lige foran mig. Så kom den dag altså, da jeg endelig kunne se dette navn hernede, det navn jeg havde hørt om fra min tidligste barndom.

Alt omkring var i den skønneste, første sommerpragt, og herlige violetteblomster voksede ovenover stenen og bregner ved dens fod. Hvor billedet må have været fuldendt, dengang løven stod der, den må med sin stolte indskrift have dannet kronen og have givet alle enkeltgravene deres indvielse.

Aldrig noget sted er navne blevet så levende som her. Flere er først døde på lazaretterne i august eller september, men det er Isted, den 25. juli 1850, altsammen. På selve krigergraven er der flere menige, nogle er fra min bataillon, 13de, en af dem bærer det mærkelige navn: København; deres stene er nøjagtig mage til de store generalers, der står samlede foran. Ved siden, ud mod hegnet, er der grav ved grav med utallige kors og stene i alle størrelser og materialer, fællesgrave og enkeltgrave, tyske indskrifter og danske indskrifter, store og imponerende monumenter og små og fattige med næsten ulæselige skrifttegn. Det ene indtryk jager det andet, som man går fra indskrift til indskrift, – kun tøvende fjerner man sig.

Ude i Marieskoven er der en plet, som, skønt byen med sine gader når indgangen, endnu bærer et nutidsfjernt præg af fred og ynde. – Det gamle, hvide traktørsted med de »græske« søjler og frontonen med den lillelaurbærkrans af jern ses imellem slanke, grålige stammer, og alpejægerne, der sidder her om deres øl, bryder en idyl, hvor krinolinen fra 60’erne passede ind.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.