27. juni 1920. Gensyn på kasernen

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Op imod genforeningen samledes ude på kasernen alle de, der havde været værter for os fra byerne rundt omkring og fra Sønderborg selv; alle de ansigter, vi kendte fra Ragebøl og fra Dybbøl, fra Augustenborg og ude fra Als, så vi her samlede i den store kasernegård, der var som en brusende lejr, og nu var det os jenser, der kom bærende med topfyldte fade og de andre, der sad bænkede og blev opvartede, og de blev opvartede, og der blev smurt inde i kasernen, så pålægget fløj sergenter og menige om ørerne, for der var ikke megen gradsforskel den dag.

Kasernen blev besøgt og beundret fra kælder til kvist, og sceniske talenter blandt det indkaldte mandskab gav Heibergs »Nej« på et hurtigt opslået friluftsteater ved den grønne skråning i gården. Bagefter spillede orkestret nede foran bygningerne ud mod sundet på den grønne plads, hvor dansen gik som i Dybbøl præstegårdshave, som i Augustenborg og alle de steder, vi havde været, og efterhånden trak flere og flere af de dansende par ud på broen (»Marsbrücke« forhen), og igen var det konstellationen de lysegrå uniformer og de hvide eller lyseblå kjoler, og i en sort, bevæget skare udenom, stod, som vore gæster, vore storartede værter fra de første dage. Vejret var skønnere end nogen sinde tidligere, og med hurra blev tilladelsen til at følge hjem modtaget. De fra de fjernere distrikter blev under megen halløj anbragt i et par store lastautoer og rullede hjem syngende af fuld hals, ældre og yngre lige glade og begejstrede.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *